Kongernes Møntsted fra Vikingetid til Renæssance

af Th. Østergaard og Peter Riismøller

Det var i England,de danske Vikinger først stiftede Bekendtskab med møntet Sølv. Ikke alene som Rov, men også i de store Udbetalinger, der kaldtes Danegæld og skulde forpligte VIkingerne til at lade Landet i Fred. Alene de kendte Beløb af Danegæld repræsenterer over 200 Millioner Kroner i Guldværdi, og hvad så med de ukendte Beløb?

Svend Tveskæg var den første Konge, der lod slå Mønt i Danmark, vistnok i Lund, og hans Møntmester var en Englænder ved Navn Godwin. Mønterne kendes kun i fire Eksemplarer og har nok aldrig været særlig talrige, da der var engelske og franske Penge nok fra Vikingetogene.

Knud den Store var jo Konge over baade Danmark og England, saa hans Regering kunde naturligvis ikke taale Vikingetog. Maaske har Kristendommen ogsaa bidraget sit til at mildne Sæderne. Man maatte da til at slaa Mønt selv, og der er da ogsaa slaaet Mønt i mange Byer i hans tid, saaledes i Ørbæk, der menes at have ligget ved Aggersund Syd. Der er hidtil ikke fundet nogen Mønt fra Knuds Tid slaaet i Aalborg, men den første Mønt fra Erik Egode blev først fundet for faa Aar siden, og der er store Muligheder for, at Knud har ladet Ment slaa i Aalborg, naar han har haft Møntværksted ved det andet Overfartssted Ørbæk.

 

Harde Knud

Lefvine hed Aalborgs første Møntmester, og han er den første Embedsmand i Aalborg, vi kender Navnet paa og véd noget om. Han var fra Lincoln og begyndte under Knud den Store i Lund, hvor han i Begyndelsen benyttede sit engelske Reversstempel: Lefvine on Lincoln. Senere, da han fik Tid, skar han et andet med: Lefvine on Lund. Han blev af Hardeknud forflyttet til Aalborg, men virkede nok kun her kort Tid, idet han kun fik skaaret Forsiden til den ny Aalborgmønt med Kongens Navn, men benyttede sit Reversstempel fra Lincoln. Han virkede derefter i Ørbæk og Slagelse og træffes helt frem til Harald Heens Tid.

I Aalborg afløstes han af sit Bysbarn Alfric, der er den første Aalborg Møntmester, hvis Navn vi har på Mønterne. Han blev indkaldt af Hardeknud og virkede ligesom Lefvine først en Tid i Lund, dog ikke saa længe, at han fik skaaret Reversstempel. Alfric kom derefter til Aalborg, hvor han maa have virket i lang Tid, idet vi kender en Mængde Mønter fra hans Haand. Paa Forsiden staar: Hardeknud Rex og på Bagsiden: Alfric on Alebu eller Alabu. Der er desuden mange Varianter, nogle hvor der paa forkortet Latin staar: In Nomine Domini (I Herrens Navn) og andre med forvirrede Indskrifter. Af disse er der fundet en Mængde, hvorimod Mønter med Alfrics Navn kun findes i faa Eksemplarer (heraf et paa Aalborg historiske Museum).

Udmøntningen forudsætter en Borg på Stedet, da man ikke kunde lade store Mængder Sølv og Penge ligge ubeskyttet. Det er da nærliggende at regne med, at Møntsmedjen har ligget paa samme Sted, hvor Kongsgaarden laa, i den Vinkel, Østeraa dannede ved Mølleplads-Rantzausgade.

Viborg anses almindelig for Jyllands Hovedmøntsted i Middelalderen. Det synes ikke at holde Stik, hvad Hardeknuds Mønter angår, da Aalborgmønter fra denne Konge er langt almindeligere end Viborgmønter, hvoraf der kun kendes 8 Fund mod 18 Fund af Aalborgmønter og 14 af Ørbækmønter. At Aalborg allerede dengang var en betydelig Handelsby ses af Mønternes Spredning, de er fundet i Polen, Sverige, Tyskland og paa Gotland.

 

Knud den Hellige

Fra Magnus den Gode, Svend Estridsen og Harald Heen er der indtil videre ikke fundet nogen sikker Aalborgmønt. Der !indes dog fra dette Tidsrum en Mængde Mønter, som kun med stor Usikkerhed lader sig henføre til forskellige jyske Byer, og nogle af dem kan meget vel være slaaet her.

Fra Knud den Hellige har der fra gammel tid været en Aalborgmønt i Det kgl. Møntkabinet i Stockholm, slaaet af en Møntmester Sebiern. Den var indtil 1922 den eneste kendte Mønt af denne Konge slaaet i Aalborg. Men i nævnte Aar fremkom i Bjerregrav Mose ved Randers et Fund med 33 Mønter, hvor af de 6 slaaet i Aalborg og med Møntmesternavnene Sebiern, Godvine, Orm og Vorm. De er alle af samme Type, på Forsiden Kongen siddende med Sværd og Skjold, på Bagsiden et dobbelt Kors, hvorefter Mønten kunde overklippes i halve eller kvarte Penninge.

 

Oprøret i Vendsyssel

Der har altsaa i de kun 6 Aar, Knud var Konge, virket mindst 3 Møntmestre her i Byen, idet Orm og Vorm maaske er samme Mand. Udmøntningerne maa saaledes have været ret betydelige. Alle Mønterne er meget slette, kun godt 8-lødige, skønt de blev udgivet for 15-lødige Sølv. Det vakte almindelig Harme blandt Folk, som fra hans Broders Tid var vant til redelig Mønt, da Kongen, da Boden for det opløste Englandstogt i 1085 skulde betales, kun vilde tage sine egne Penge tilbage til henved en Tredjedel af den Værdi, han selv havde udgivet dem til, var det en af Hovedaarsagerne til Oprøret i Vendsyssel, der hurtigt bredte sig til hele Jylland og som bekendt endte med Kongens Drab foran Alteret i Albani Kirke i Odense. Det var Kirkens Mænd, der skrev Historie dengang, og de havde Brug for en Helgen, så vejede Døden foran Alteret jo altid tungere end Falskmøntneri og Voldsstyre.

 

Erik Egode

Indtil 1928 kendtes der ingen Aalborgmønter fra Erik Egode, men dette Aar blev der ved Store Frigaard paa Bornholm gjort et stort Fund af Mønter fra 1100-Aarene, déraf dog kun 60 danske fra Erik Egode til Niels. Af de fem Mønter fra Eriks Tid er den ene slaaet i Aalborg af Møntmesteren Edger. Den ligner fuldstændigt Knud den Helliges Mønter, og det ikke alene i det ydre, men ogsaa hvad Vægt og Lødighed angaar. Efter Knuds haarde Regering og Misvæksten under Oluf Hunger har det vel ikke været muligt at genoprette Møntens Værdi.

Under de haarde Stridigheder, der opstod efter Erik Lams Tronfrasigelse i 1146, mellem Tronkræverne Svend, Knud og Valdemar, blev der i Nordjylland slaaet en Mængde Mønter af en ny Type efter tysk Forbillede: smaa, tynde Sølvmønter, kun prægede paa den ene Side, de saakaldte Brakteater. To af disse med Kongens Billede og Bynavnet Alaburga samt en med et stort Kors og Forkortelsen A.L.A.R. i Vinklerne er slaaet her. En sikker Henførelse til bestemte jyske Byer af de andre, som enten slet ikke har noget Navn eller kun Kongens Navn, er ikke mulig, men en Del af dem er sikkert slaaet her i Byen. Paa nogle af dem er Billedet af en Borg, og der er stor Lighed mellem denne Borgfremstilling og de ældre Aalborg-Bysegl. Der er tre større samlede Fund fra denne bevægede Periode, alle fra vor nærmeste Egn, nemlig Biersted Hede, Øster Uttrup og Klostermarken, hvor i 1887 den nuværende Kirkegaard blev anlagt. Møntmestrene kendes nu ikke mere, de er ophørt med at sætte deres Navn paa Mønterne, blandt andet vel fordi der daarlig var Plads dertil paa disse smaa ensidige Mønter. De er forøvrigt ualmindelig fint udført, og det synes, som om man for første Gang tilstræber en Portrætlighed i Fremstillingen af Kongens Billede.

 

Valdemar Sejr

Fra Valdemar Sejrs Død i 1241 og til Valdemar Atterdags Valg i 1340 ligger det lange og Haarde Tidsrum, der benævnes Borgerkrigsperioden. Fra denne Tid kendes henved 700 Typer og Varianter af Mønter, alle yderst slette baade i Præg og Metal, der tilsidst er næsten rent Kobber, skønt det skulde være Sølvmønter. Af alle disse Typer er henved en Femtedel slaaet i Nordjylland og fremkommer ofte i Fund fra denne Landsdel. En stor Del af dem er sikkert slaaet i Aalborg, men da Størsteparten er uden anden Indskrift end et Tegn, Vaaben eller Bogstav, kan ingen af dem med Sikkerhed henføres hertil. De tre afbildede, fra Erik Glipping, Erik Menved og Christoffer II, bærer alle Bogstavet A. Dette maa enten være Møntmesteren - men han bruger næsten ikke mere at sætte sit Navn paa - eller Møntstedet. Og da de alle ret ofte forekommer i nordjyske Fund, saaledes i 2500 Eksemplarer fra Fiskbæk, er der den største Sandsynllghed for, at de alle er slaaet i Aalborg, og Bogstavet A er en Forkortelse for Byens Navn, hvad der var almindeligt paa den Tid.

 

Valdemar Atterdag

I Aalborg saavel som de andre nordjyske Byer har Møntretten altid udelt tilhørt Kronen i Modsætning til den øvrige Del af Landet, hvor Bisperne havde Ret til at slaa en vis Del af Mønten. Disse var dog ganske som Kongens, og det lyder næsten komisk, naar Kirken ofte bittert beklager sig over, at Kongen bestandig slaar slettere og slettere Mønt. Ærkebiskop Uffe i Lund skriver saaledes 1281 til Paven angaaende den pavelig Tiende, at han ikke uden store Tab har kunnet fremskaffe Summen,

"...thi da vore Fjender besidder Vort Sølv og Guld, deres Sjæle til Fortabelse, har vi været nødt til at smelte vore Kobberpenge og deraf uddrage den ringe Del Sølv".

Mønterne omtales altsaa som Kobberpenge, og det synes derfor lidt inkonsekvent, at Bispernes Mønt ikke var et Lod bedre end den, de fortabte Sjæle slog ved Kongens Møntsteder.

Det lykkedes ikke Valdemar Atterdag at genrejse Mønten, de store Summer, han maatte udrede til de tyske Panteherrer, forbød det vel. Han maatte klare sig med udenlandske Penge hele sin Regeringstid. Der kendes kun to Mønter fra ham, vistnok slaaet i hans første Regeringsaar. De er baade i Præg og Gehalt ganske som de øvrige, Borgerkrigspenge og henføres af Hauberg til Lund og Roskilde: Men Haubergs Ordning (fra 1884) er stærkt omstridt. Da Valdemar først fik Magten i Skaane 1360, er det højst usandsynligt at Hauberg har Ret i at henføre Mønten hertil, eftersom man næppe kan tro, at Kongen efter 20 Aars Regering med gode udenlandske Penge skulde vove at udgive saadanne usle Kobberskaller igen. Nej, begge Mønter er sikkert slaaet kort Tid efter hans Tiltrædelse I 1340 og næppe i nogen anden By end Aalborg, der I de første Par Aar af hans Regeringstid maa regnes for Rigets Hovedstad.

 

Kong Hans

Hans er den næste Konge, som vides at have ladet Mønt slaa i Aalborg, sandsynligvis i den Gaard, som laa ud imod Østeraa, hvor nu Kompagnihuset ligger. Ifgølge et Dokument fra 1506 byttede i dette Aar Guds Legems Lav sin Gaard, Papegøjegaarden ved Vester Gravensaa, bort til Helligaandsklostret og fik af dette Møntergaarden ved Østeraa. Saa langt vi kan spore tilbage i Tiden, har altsaa Kompagnihuset aldrig været Privatejendom, men stedse væreti offentlig Tjeneste.

Møntmesteren hed Johannes eller Hans Dringenberg, og han nævnes i Dokumenter fra 1492, 1501 og 1525 og maa saaledes baade have slaaet Mønt for Hans, Christian II og Frederik I. Han efterfulgtes af Jørgen Drenck, der var Aalborgs sidste Møntmester og vistnok kun virkede en kort Tid, før Udmøntningen helt ophørte.

Fra Hans har vi Skilling - 3 Hvide, af denne kendes 4 Varianter, og Hviden, hvoraf kendes 17 Varianter, saa Udmøntningen maa have været betydelig.

Ingen Aalborgmønt kendes fra Christian II, selvom de maa formodes at være slaaet, da Møntmesteren boede her. Hvordan de har været, kan der ikke siges noget om, men sandsynllgt er det, at det har været de elendige klippingsmønter, der blev slaaet i stort Tal under Svenskekrigene, og som kun en Række nyrejste Galger kunde faa Folk til at tage gode. (Klippinge var firkantede Mønter, klippet ud af en Stang, de var Nødmønter, der næsten kun brugtes i Krigstilfælde, de var i Reglen uden Stedsanglvelse).

 

Frederik I

I Begyndelsen af Frederik I's Regering blev de sidste Aalborgmønter slaaet. Paa hans første Mønt, en Søsling - 6 Penning, nævnes han elect. Rex, d.v.s. udvalgt Konge, den er altsaa slaaet før Kroningen.

Derefter kommer en 14 Penning med Rex. Begge disse Mønter kendes kun i faa Eksemplarer, men af en Søsling med Kongetitel har der været udmøntet en Mængde, der kendes henved en Snes Varianter, alle fra 1524. Desuden har der været slaaet en Del Korshvide uden Aarstal.

Alle Frederik I's Mønter er af meget daarligt Sølv. Krig og daarlig Mønt hører sammen til alle Tider, hvad jo ogsaa vort Slægtled har haft rigelig Lejlighed til at konstatere.

For gemene Falskmøntnere var det Haand og Hoved, det gjaldt, mens Straffen for den Møntmester, der til egen Fordel forringede Mønten, var særlig raffineret. I 1530 og 81 blev to Møntmestre kogt levende på Torvet i Osnabrück, og på Raadhuset i Stralsund stod i mange Aar til Skræk og Advarsel for ligesindede den Gryde, hvori Møntmesteren Ladewich var blevet sydet i Olie for sin ringholdige Mønt.

 

Kongens og Borgernes By

Udmøntringen i Aalborg har antagelig været langt betydeligere, end man hidtil har ment, de nyeste Fund peger i den Retning. De skriftlige Kilder tier næsten helt, vi har kun, hvad Mønterne selv fortæller. Men studerer vi, hvad de fortæller, kan vi følge Danmarkshistorien i Opgang og Nedgang gennem dem og se, hvorfra vore Impulser kom, hvilke Tider der maatte tage sin Tilflugt til Møntforringelse, og hvilke der havde Raad til fuldvægtig Mønt. Vidste vi ikke fra andre Kilder, at Danmark, som det eneste Land i Europa, har haft en uafbrudt Kongerække i 1000 Aar, kunde det ses alene af vore Mønter.

I denne Række af kulturhistoriske Kilder indtager Aalborgmønterne deres Plads. - Deres Vidnesbyrd falder godt sammen med andre Kildegruppers Udsagn, at Aalborg var Kongens og Borgernes By, hvor ingen anden havde Del i Udmøntningen eller kunde beskære Kongens Myndighed.

(Aalborg Bys Jubilæumsbog 1942; her efter Mønt-Avisen 3,1978 side 18f.)


Tilbage til Dansk Mønt