Fig. 1. 12 skilling 1715, Hede 43B. Der var samme type forside på 12 skillingerne 1712-19. Illustration fra Zinck-samlingen.
Under Frederik den Fjerde (1699-1730) er der på Mønten i København produceret en række 12 skillinger. Typen Hede 43B findes med årstallene 1712-19 (1). I 1716 blev motivet ændret ganske lidt. Mønterne med årstal 1712-15 (fig. 1) har på bagsiden to roser (2) ved siden af værdiangivelsen. Mønterne med årstal 1716-19 (fig. 2) har på bagsiden generelt tre roser ved siden af og over værdiangivelsen (3). Der findes dog mønter med årstallet 1717 og blot to roser på bagsiden.
Fig. 1. 12 skilling 1715, Hede 43B. Der var samme type forside på 12 skillingerne 1712-19. Illustration fra Zinck-samlingen.
Fig. 2. 12 skilling 1716 med tre roser, Hede 43B. Illustration fra Zinck-samlingen
Forklaringen på den tredje rose på 12 skillingerne fra 1716 og frem skal findes på Mønten i København. Et brev sendt til møntmesteren i København fra Rentekammeret knytter indførelsen af den tredje rose direkte til en bestemt udmøntning, der startede i 1716: De to jødiske forretningsfolk Heinrich Fürst (-1732) og Moses Meyer Goldschmidt (-1743) fik i 1716 tilladelse til prægning af 12 skillinger på Mønten i København, mens Christian Wineke den Yngre (1680-1746, fig. 3-4) var møntmester der (4).
Fig. 3: Miniaturemaleri af Christian Wineke den Yngre (31).
Fürst og Goldschmidt var svogre (5). De fik i henholdsvis 1693 og 1699 lov til at bosætte og ernære sig ved handel i København (6). De var forretningsfolk og handlede blandt andet med mønter, sølv, veksler og ædelsten. Christian Wineke den Yngre efterfulgte 1700 (7) sin far, Christian Wineke den Ældre (1640-1700, møntmester 1690-1700), som møntmester i København. Wineke den Yngre var møntmester i København indtil sin død i 1746 (8). Omkring 1716 blev der i den danske konges lande produceret mønter flere forskellige steder. Foruden Mønten i Kongsberg (Norge), møntproduktionen i kolonien Trankebar (Indien) og Mønten i København var der to møntsteder, Glückstadt og Rendsborg, i hertugdømmerne. Omkring 1716-17 blev Mønten i Glückstadt nedlagt, hvorimod Mønten i Rendsborg blev sat i drift. Her skal det primært handle om Mønten i København, men de to møntsteder i hertugdømmerne inddrages også. Disse tre møntsteder var i perioden såkaldte forpagtningsmønter. Det vil sige, de blev drevet af en forpagter og/eller møntmester, der på ganske forskellig vis var forpligtet ved en kontrakt i forhold til udmøntningerne og møntstedet.
Fig. 4: Møntmestergården. Den lå i Borgergade i København fra dens opførelse ca. 1681-83 til dens nedtagelse 1944. Den er nu smukt genopført i Den Gamle By i Aarhus, der er Danmarks Købstadsmuseum. Gården var bolig for flere møntmestre blandt andet Christian Wineke den Yngre. Den grænsede op til selve Mønten, som lå i den daværende Helsingørgade 1671-1749. Sidstnævnte gade forsvandt ved de omfattende saneringer i kvarteret i 1940'erne og 1950'erne. Foto: Den gamle By, Aarhus (32)
Den tyske historiker Konrad Schneider har i et nordtysk perspektiv opsummeret dele af møntmesterembedets generelle udvikling. Betragtningen er også relevant for nordiske forhold, og gengives her i dansk oversættelse: “Møntmestererhvervet gennemgik i tiden fra det 16. til det 19. århundrede en betydningsfuld forandring. Var møntmesteren i starten både forretningsmæssig og teknisk leder af et møntsted og almindeligvis også dets entreprenør eller forpagter, så blev han i tidens løb mere og mere en teknisk tjenestemand/ embedsmand, der skulle sørge for en gnidningsløs drift af det ham betroede møntsted. I 1700-tallet blev møntstederne underlagt regulære myndigheder som møntdirektøren, -inspektoren, -sekretæren og -bogholderen …” (9).
Forpagterne/møntmestrene på den danske konges møntsteder skulle principielt selv skaffe ædelmetallet til udmøntningerne, og betalte til Rentekammeret en afgift for retten til at producere mønter. Det kunne således alene af den grund være i Rentekammerets interesse, at der blev produceret mønter.
I størstedelen af 1716 blev der imidlertid ikke udmøntet meget på Mønten i København. Det var ikke let for Wineke at skaffe sølv til de udmøntninger, som han via sin kontrakt var forpligtet til. Sølvet var i perioden stærkt efterspurgt, da forpagteren af Mønten i Glückstadt og kommende forpagter af Mønten i Rendsborg, Michael Joseph, skulle bruge sølv til sine udmøntninger. Rentekammeret var derfor imødekommende, da Fürst og Goldschmidt i 1716 ansøgte om lov til den nævnte udmøntning på Mønten i København. Den slags ansøgninger var ikke ualmindelige i datidens møntvæsen. I 16-1800-tallet gik langt de fleste ansøgninger dog på møntstederne i hertugdømmerne, mens de sjældnere var rettet mod Mønten i København. At sagen var usædvanlig, kan også være med til at forklare ændringen i motivet.
Ansøgningen fra Fürst og Goldschmidt skabte interesse hos enkelte andre forretningsfolk, der uden held kom med forslag og ansøgninger, nærmest som om det var en åben entreprise udbudt af Rentekammeret. Blandt de øvrige ansøgere var købmanden Wilhelm Edinger (1659-1733), der kort tid efter at have fået afslag også uden held bød ind på Mønten i Glückstadt. Edinger var købmand og reder i København. Han drev blandt andet pengehandel og ordnede vekselforretninger og udbetalinger for Rentekammeret. Nævnte Michael Joseph søgte også uden held. Måske søgte han for at forhindre, at hans planlagte sølvindkøb blev fordyrede på grund af øget konkurrence/ efterspørgsel fra københavnske forretningsfolk. Rentekammeret ønskede sikkert ikke at gøre ham til rettighedshaver ved endnu et af statens møntsteder, og især ikke det i kongens København. Det var siden 1620’erne det eneste møntsted i Kongeriget Danmark, hvis der ses bort fra Kurantbankens Mønt i København, der var i drift 1759-64 (10). Kongens Mønt i København blev da også generelt prioriteret højt f.eks. ved lempelser i forhold til toldlovgivningen (11).
Efter forhandlinger med Rentekammeret kunne Fürst og Goldschmidt den 10. september 1716 ansøge Kongen om at få udmøntet 50.000 mark (12) rent sølv til 666.666 2/3 rigsdaler i 12 skillinger på Mønten i København. En sådan ansøgning handlede om selve retten til at få produceret disse mønter på et bestemt møntsted, ikke om en overtagelse af møntstedet eller møntmesterens rolle (13). Efter forhandlingerne endte afgiften for udmøntningen, som Fürst og Goldschmidt skulle betale til staten, med at være 63.166 2/3 rigsdaler i 12 skillinger. Det var ca. 9,5 %. Mønterne skulle være 9 lødige, og møntfoden skulle være 13 1/3 rigsdaler på marken fin. Det betød, at mønternes lødighed skulle være 56,25 % (14), samt at der per 233,855 gram rent – altså fint – sølv skulle udmøntes 13 1/3 rigsdaler, det vil sige 106 2/3 stk. 12 skillinger. Det var den samme udmøntningsformel, der blev brugt ved de andre 12 skillinger produceret i Frederik den Fjerdes regeringstid. I ansøgningen til kongen påpegede Fürst og Goldschmidt deres betydelige rolle i den københavnske sølvhandel, så det fremgik, at de nok kunne magte opgaven.
Fürst og Goldschmidt havde forbindelser i blandt andet Amsterdam, Berlin, Hamborg, Hannover, London og Wien. Særligt Amsterdam, Hamborg og London spillede en fremtrædende rolle i den internationale/nordeuropæiske handel med ædelmetal. Fürst og Goldschmidt skulle selv levere de 50.000 mark – knap 12 tons – rent sølv, som udmøntningen krævede. Den 28. september 1716 godkendte kongen ansøgningen, og det blev gjort klart, at Fürst og Goldschmidt havde 28 måneder til udmøntningen. Allerede den 30. september var kontrakten på plads, og udmøntningen skulle starte 4-5 uger derefter (15). 12 tons sølv eller mere præcist knap 11.693 kg. var en meget stor mængde sølv. For at forstå omfangets størrelse kan der f.eks. sammenlignes med sølvproduktionen på den danske konges Sølvværk i Kongsberg. De cirka 11.693 kg. finsølv til udmøntningen svarede således til flere års sølvproduktion. Der blev eksempelvis 1710-1719 produceret cirka 33.958 kg. finsølv i Kongsberg. Det er i gennemsnit cirka 3.396 kg. per år (16).
Den første sølvlevering fra Fürst og Goldschmidt kom tilsyneladende til Mønten den 6. oktober 1716. Det drejede sig om 750 mark sølv fordelt på fem barrer. Det var nok til 10.000 rigsdaler i 12 skillinger, og udmøntningerne blev derfor påbegyndt. Møntmester Wineke havde den 5. oktober af Rentekammeret fået besked på at tage imod sølvet og gå i gang med udmøntningen af 12 skillingerne. Med hensyn til stempler skulle han bruge dem, der i forvejen var på Mønten. Det varede dog kun et par dage, for Rentekammeret ændrede den ordre. Den 8. oktober skrev Rentekammeret til Wineke, at de havde hørt forlydender om, at de anvendte stempler var med årstallet 1715. Derfor fik Wineke besked på, at der til udmøntninger af 12 skillinger for de to forretningsfolk skulle bruges stempler med samme motiv som tidligere – men med nuværende eller fremtidige årstal. Desuden skulle der i motivet fortages den tilføjelse, at der på den side, hvor pålydendet var angivet, ikke længere blot skulle være to roser ved siden af XII, men også en rose ovenover XII. I brevet til møntmesteren var ændringen i motivet tegnet (fig. 5) (17).
Fig. 5: Udsnit af Rentekammerets kopibog for det danske møntvæsen 1713-29. Brev til møntmester Christian Wineke den Yngre den 8. oktober 1716, hvor han får besked om, at fremtidige 12 skillinger skal være med tre roser omkring værdiangivelsen(33).
Ændringer i eller tilføjelser til møntmotiver kan skyldes mange forskellige forhold f.eks. pengepolitiske, administrative eller kunstneriske. Fra 1788 findes et eksempel på, at møntstempler med kendt motiv og møntmesterinitialer får tilføjet en stjerne under motivet. Den stjerne skulle vise, at udmøntningen i det konkrete tilfælde var forestået af en anden person end den ansatte møntmester, som motivets møntmesterinitialer henviste til. Det handlede altså primært om, hvem der havde det overordnede ansvar for udmøntningen. I slutningen af 1700-tallet havde møntmesteren ansvaret for mønternes bruttovægt, mens møntguardejnen havde ansvaret for finvægten (18).
De to forretningsfolks udmøntning varede fra 1716 indtil den 15. juli 1718 om aftenen. Da var de 50.000 mark sølv udmøntet. Det anvendte sølv kom til Mønten som barrer eller udenlandske mønter – især 2/3 thalere men f.eks. også nogle albertsdalere og en del engelske kroner (19). Sølvet blev udmøntet til 666.679 rigsdaler i 12 skillinger. De cirka 13 rigsdaler, som var udmøntet for meget, blev kasseret – det vil sige indsmeltet. Således endte Fürst og Goldschmidt med at have fået udmøntet 666.666 rigsdaler inden de 28 måneder var gået. Kontrakten var blevet overholdt. Derefter stoppede Fürst og Goldschmidt som møntforlæggere (20).
Som nævnt i indledning findes der mønter med årstal 1717 og blot to roser på bagsiden ved siden af værdiangivelsen (fig 6).
Fig. 6: 12 skilling 1717 med to roser, 3,42 gram, Hede 43B. Nationalmuseet, Den kgl. Mønt- og Medaillesamling, Hovedsamlingen, GP 982 (34).
Ifølge Kurt Guldborg Larsen eksisterede der – mindst – to sådanne bagsidestempler (21). Det er ikke tilfældige stempelskærerfejl. Mønter slået med de pågældende stempler er ualmindelige, og Hans Henrik Schou har da heller ikke medtaget en sådan variant i sit katalog (22). I Schous tinfolieaftrykskartotek, der opbevares af Den kgl. Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuseet, fremgår det dog, at Schou havde haft fingre i et eksemplar af den variant (23). På bagsiden af kortet med aftrykket er der imidlertid noteret: ”Tvivlsom udgaar”. Den manglende rose kunne jo have skyldtes slitage – men det er ikke tilfældet.
I de skriftlige kilder er der en forklaring på bagsidestemplerne med 1717 og to roser. Det handler om et par særlige ommøntninger for kongelig regning af speciemønt til 9 lødige 12 skillinger. I januar-februar i både 1715 og 1716 leverede den kongelige kasserer, kammerråd Christian Lauterup, henholdsvis 7.866 og 3.677 rigsdaler speciemønt til Mønten i København. Det sølv skulle i 1715 og 1716 ommøntes til 12 skillinger med årstal henholdsvis 1714 og 1715. Den type ommøntning forsatte i 1717. Møntguardejn Conrad Ludolf (-1729, møntguardejn (24) 1679-1729) (25) bevidnede med sin underskrift, at der i januar 1717 i overværelse af justitsråd Meyer blev smeltet 2.453 1/4 rigsdaler speciemønt, der var leveret af Lauterup. Efter legering gav det 3.500 rigsdaler i 9 lødigt sølv. “De 3.500 rigsdaler blev på et ordinært stempel 1717, og uden roser over XII, udmøntet” (26). Det gentog sig i starten af 1718. Personerne og fremgangsmåden var den samme. Det drejede sig der om 2.690 3/4 rigsdaler i speciemønt. Det gav 3.833 5/6 rigsdaler 9 lødigt sølv efter smeltning og legering, som “efter ordre blev præget med stemplet 1717 uden rose over XII.” (27).
Det er ikke tydeligt, hvorledes de to af Kurt Guldborg Larsen identificerede stempler skal knyttes til de to ommøntninger. Det er ikke nødvendigvis så simpelt, at det ene stempel blev brugt i 1717 og det andet i 1718. Derimod viser sagen tydeligt, hvorledes antallet af roser kombineret med årstallet benyttes til at skelne mellem de forskellige udmøntninger af samme mønttype fra samme møntsted (28).
Imidlertid er det med ovenstående forklaring i baghovedet vanskeligt at forklare fremgangsmåden ved en lille udmøntning, der blev foretaget ved månedsskiftet mellem september og oktober 1718 – altså efter ophøret af Fürst og Goldschmidts udmøntning. Der blev af sølv fra det kongelige Sølvkammer udmøntet 1.000 rigsdaler i 12 skillinger, og i regnskabsmaterialet fremgår det utvetydigt, at “de blev præget med et Stempel… 1718 med rose over midten af XII” (29). Disse har næppe kunne skelnes fra de 12 skillinger, som Fürst og Goldschmidt fik produceret tidligere i 1718. Hvorfor var det ligegyldigt, om den udmøntning kunne skelnes fra Fürst og Goldschmidts? Forklaringen hænger ikke sammen med kontrollen – den såkaldte generalprøve – af mønterne, den blev først foretaget i 1724. Forklaringen er muligvis, at udmøntningen af sølvet fra sølvkammeret blev foretaget under cirka lige så stor kontrol som de nævnte ommøntninger, samt at den i omfang var ganske lille i forhold til Fürst og Goldschmidts udmøntning. Mere sandsynligt er det måske, at der ikke blev fremstillet et nyt stempel med 1718 og blot to roser på grund af udmøntningens ringe størrelse. I tråd hermed var der måske brugbare 1718-stempler med tre roser tilbage, som der lige så godt kunne slides på. Derefter blev der ikke i 1718 udmøntet flere 12 skillinger i København. Praksissen med tre roser på 12 skillinger forsatte i 1719, selvom det var Wineke, som stod bag dem (30).
(NNUM 2008 side 95-102)