5 dukat 1658 – norsk medalje?

af Sven Aagaard

 

Indledning

I min bog fra 2011 om Frederik III’s guldmønt og speciemønt 1648-1670 (1) blev der under københavnske guldmønter som T22 opført den fig. 1 viste 5 dukat 1658 tilføjet en bemærkning om, at den kunne være en lejlighedsmønt fremstillet som gave til kongen af en københavnsk guldsmed, da det ikke vides, hvem der har skåret stemplerne (2) og præget mønten.

I det følgende vil mønten blive opfattet som en medalje af vægt som 5 dukater.

 

Fig. 1. Medalje (vægt 5 dukat) 1658, (S. 1 (3) , H. 27, Aagaard T22). Fotos: Rasmus Holst Nielsen, Nationalmuseet, København (4).

 

Et eksemplar kendt i dag (5)

Medaljen kendes i dag kun i ét eksemplar beliggende i Den kgl. Mønt- og Medaillesamling (KMMS), Nationalmuseet, København, og stammer fra justitsråd Jacob Gude, der på sin auktion den 13. februar 1811 som nr. 26 – der var beskrevet som en medalje - solgte den for 100 rigsdaler til kabinettet.

Medaljen omtales ikke i Museum Regium (1696-udgaven) (6) , men er i Beskrivelsen af 1791 (7) som nr. 333 (8) beskrevet som ”En Guld Medalje, der vejer 5 dukater” og afbildet på tavle VII som nr. 1. Det beskrevne eksemplar blev stjålet i november 1806 blot fire år efter tyveriet af blandt andet de berømte guldhorn ved et nyt indbrud, hvor der - udover et par guldbrakteater og en kobber- og blymedalje fra Christian I - forsvandt 114 guld- og sølvmønter fra Christian IV til Christian V, der alene for guldets vedkommende udgjorde en samlet værdi på 1262 speciedukater (9) . Tyveriet angives begået af en smed, så alle mønter og medaljer må antages at være omsmeltet, ligesom det skete med guldhornene og de mønter og medaljer, der blev stjålet ved samme lejlighed. Galster fremlægger i sin omtale af tyveriet i november 1806 også en tabsliste med reference til Beskrivelsen af 1791.

Det nuværende eksemplar i KMMS er tidligere ejet af Peter Frederik Suhm (1728-1798) (10) , hvis samling blev solgt i to afdelinger henholdsvis i november 1800 og juni 1802. Suhm, der var af gammel adelsslægt, havde giftet sig til stor rigdom med købmandsdatteren Karen Angell fra Trondheim, og var derfor økonomisk uafhængig til at kunne hellige sig videnskabelige og især historiske studier. Uden et egentligt embede indvalgtes han i 1758 i Videnskabernes Selskab og udgav i 1770 bogen ”Om de nordiske Folks Oprindelse”. Karen Angell døde i 1788, og blev samme år mindet ved udgivelse af en medalje, som Suhm bekostede (11) (Fig. 2).

 

Fig. 2. Mindemedalje over Karen Angell. Fotos: Rasmus Holst Nielsen, Nationalmuseet, København.

 

Suhms medalje fra 1658 blev udbudt som nr. 77 på hans første auktion i 1800 omfattende guldmønter (numi aurei) beskrevet i kataloget som ”FRIDERICVS III DEI GRATIA DANIAE Clypeus infigne Daniae repræsentans serto circumdatus & coronatus, in area 1658. In av, NORWEG.VANDALORVM GOTOR. Q. REX. F3. coronatum stans inter dues palmas sper clypeum infigne Norvegiae repræsentantem, a lateribus DOMINVS PROVIDEBIT”. Det fremgår heraf, at møntsiden med F3 her opfattes som forsiden og ikke møntsiden med hans fulde navn (12) .

Medaljen købtes af storsamleren Peter van Hemmert, på hvis auktion den 10. februar 1807 den ligeledes betegnes som en medalje, og hvor den - ejendommeligt nok også som nr. 77 - solgtes til førnævnte justitsråd Gude.

Møntkabinettet ejede således i 1800 stadigvæk et eksemplar af medaljen, da Suhm solgte sit, men kunne efter tyveriet i 1806 efterfølgende købe Suhms eksemplar, da lejligheden bød sig på Gudes auktion.

Henrik Hielmstierne (1711-1780) (13) , der ligesom Suhm havde giftet sig til rigdom, ejede også et eksemplar opført som nr. 1 i hans samlingsfortegnelse fra 1786, der i øvrigt blev udarbejdet under opsyn af Suhm (14) . Samlingen solgtes i 1812 af hans eneste datter Grevinde Rosencrone til Frederik VI for stort set alene metalværdien (15) . Møntkabinettet udtog kun et mindre antal guldmønter og -medaljer, mens resten blev afhændet til samlere og/eller blev nedsmeltet (16) . Da Hielmstiernes eksemplar af medaljen ikke længere kendes, må det antages at være nedsmeltet.

 

Medaljens oprindelse?

I Beskrivelsen af 1791 er der tilføjet følgende oplysninger om medaljen: Indvaanerne i Tronhiems Stift, der ikke vare fornöiede med, at de ved den Roskildske Fred vare komne under Svensk Herredömme, grebe strax Leiligheden, da de erfarede, at Freden på ny var brudt, tvang Befætningen i Tronhiem til at overgive sig og forlade hele Stiftet. Til Erindring herom er denne Medaille præget, hvis Revers tilkiendegiver, at Kongen nu igien beherskede hele Norge.

Derimod siges der intet om, hverken hvor eller hvornår medaljen er præget, endsige hvem der bestilte og betalte for dens fremstilling (17) . Stilen peger i retning af, at den er fra Frederik III’s tid, men i så fald burde medaljen være indgået i Møntkabinettet før 1696. Den senere indlemmelse kunne derfor umiddelbart tyde på en oprindelse uden for København.

Som det fremgår af fig. 1 og teksten i Suhms første auktion er medaljen usædvanligt komponeret, idet Frederik III’s navn ikke figurerer på samme side som hans monogram, ligesom den norske løve - højst utraditionelt - er placeret under monogrammet. En afslørende karakter er dog sejrens palmer, som fra den norske løve strækker sig op på begge sider af monogrammet. Det synes således åbenbart, at medaljen må være fremstillet til markering af en sejr, der har noget med Norge at gøre, og som principielt godt kunne være den i Beskrivelsen omtalte befrielse af Trondheim.

Til min overraskelse fandt jeg nyligt medaljen beskrevet - endda ledsaget af et fotografi - som værende slået i Trondheim i anledning af Trøndelags generobring i 1658 (18) . Nogen nærmere dokumentation for Trondheim som fremstillingssted anføres dog ikke i teksten. Det eneste spor videre er, at copyright til fotoet angiveligt indehaves af Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab i Trondheim (19) . Gentagne mailhenvendelser hertil er desværre forblevet ubesvarede, så det er foreløbigt uafklaret, hvordan bogens forfatter Knut Mykland (1920-2005) uden forbehold kunne fremføre den angivne oprindelse af medaljen. Det er dog tænkeligt, at Mykland har oplysningen fra Frederik B. Wallem, der i en omtale af medaljer fra Trondheim i ældre tid (20) dog blot skriver, at medaljen som den allerførste norske medalje blev slået til minde om Trondheims og Trondheim lens - altså ikke kun Trøndelags - generobring fra svenskerne i 1658.

Wallem mener dog modsat Mykland ikke, at medaljen kan være fremstillet i Trondheim med henvisning til, at de møntredskaber, som ærkebisperne her fra omkring 1480 anvendte til møntprægning, efter reformationen i 1536 blev efterladt på bispegården ubrugte og nyttesløse (21) . Til gengæld anfører han - igen uden nærmere dokumentation - at ”den blev slaat av kong Fredrik III, da den glædelige efterretning kom til det hjemsøkte Danmark, at svenskerne var fordrevet fra Trondhjem og hele det nordenfjeldske Norge” (22) . Her er vi principielt tilbage til København subsidiært Christiania som produktionssted for medaljen. Hvad Wallem nemlig ikke overvejer er, at Mønten i Christiania havde virket lige siden 1628 og i 1658 var fuldt kapabel til at slå endog multiple specier (23) .

En del af Suhms samling stammede fra rektoren i Trondheim B. Dass, i hvis testamente fra 1768 det bestemtes, at ”alle Mønter af Specier og andre Sorter … ere overladte Hr. Etatsraad Suhm, imod at han svarer for hver Specie-Rigsdaler otte mark danske, hvad enten de ere rare eller ikke, og for de øvrige mindre Sorter, efter deres Gehalt og sædvanlige Værdi” (24) . En 5 dukat kan næppe beskrives under øvrige mindre sorter, men om den kan være omfattet af gruppen Specie-Rigsdaler kan måske ikke fuldstændig afvises.

 

Trøndelags generobring

a. Forhistorie

Efter aftale med rigsrådet i december 1656 gennemførtes i Danmark-Norge i 1657 hvervning af tropper og indkøb af militært udstyr, inden Frederik III den 1. juni 1657 erklærede Sverige krig i et fejlagtigt håb om, at den stridbare svenske konge Karl X Gustav var kørt fast i sit militære erobringstogt i Polen mod kong Johan II Kasimir Vasa. Karl X Gustav reagerede dog prompte ved i hast at forlade Polen og rykke med sine omkring 100.000 veltrænede soldater mod Danmark, hvoraf store dele blev besat i vinteren 1657/1658.

b. Krigshandlinger i Norge

I Norge var der allerede fra 1652 og 1653 udarbejdet detaljerede forsvarsplaner, såfremt landet blev angrebet af svenskerne, hvilket skete flere gange frem til freden i Roskilde den 26. februar 1658, hvor Trondheim len omfattende Trøndelag, Nordmøre og Romsdag blev afstået til svenskerne (25) . Det blev dog hurtigt åbenbart, at den svenske konge ikke agtede at overholde den indgåede fred, idet han den 7. august 1658 landsatte en hær i Korsør, som forberedelse til det endelige og altafgørende angreb mod København (26) .

Meget forudseende havde Frederik III den 6. april 1658 hidkaldt den norske adelsmand Jørgen Bjelke, søn af Norges gamle kansler, og udnævnt ham til generalløjtnant over hele den norske hær uden at være underordnet statholderen Niels Trolle (27) . Som reaktion på det svenske fredsbrud rejste der sig en intens og hidtil uset modstandsvilje i Norge, der efter mange trængsler førte til, at svenskerne den 22. februar 1660 trak sig tilbage (28) . Ved den efterfølgende fredstraktat i København den 27. maj 1660 kom de afståede norske områder tilbage til Norge.

c. Befrielsen af Trondheim

Det første resultat af den norske modstand, og dermed en særlig mindeværdig begivenhed under den norske frihedskrig, var belejringen og befrielsen af Trondheim inklusive Trøndelag, hvor de svenske okkupationsstyrker efter svære kampe kapitulerede den 11. december 1658 og trak sig tilbage - i øvrigt ledsaget af ni kanonskud og 2500 norske soldater, der præsenterede gevær! (29) .

 

Diskussion

Den eneste indirekte tilknytning til Trondheim som oprindelsessted som pt. kendes for medaljen, er Suhms giftermål med Karen Angell. Ganske vist døde Suhm i 1798 hele 140 år efter medaljens angivelige fremstillingstidspunkt, men hvis medaljen rent faktisk er fra/bestilt af Trondheim, forekommer det ikke utænkeligt, at et eksemplar af denne fornemme mindemedalje havnede hos en af de rigeste købmænd i byen, hvorfra en efterkommer som Karen Angell senere kunne bringe den ind i ægteskabet med en dansk møntsamler.

Baggrunden for medaljens fremstilling kan nemlig være en parallel til situationen i København efter svenskernes forgæves storm på byen 11. februar 1659, hvor der efterfølgende blev udgivet den berømte ebenezerkrone (fig. 3) ikke kun som krone og dobbeltkrone, men også som afslag i guld af vægt fra 3 dukater til hele 20 dukater (Aagaard T73-T77).

 

Fig. 3. Ebenezerkrone 1659.

 

Da tiden i kongeriget efter 11. februar 1659 så absolut ikke var inde til at slå multiple dukater, kan guldafslagene selvsagt ikke opfattes som normale mønter tiltænkt omsætningen (30) , men må nødvendigvis have haft et andet formål. Nemlig det, at de er fremstillet og bekostet på initiativ af Københavns borgere og skænket - i taknemmelighed over at være reddet fra en utvivlsomt grum skæbne - til lederne af byens forsvar med kongen, der højtideligt havde bekendtgjort at ”ville dø i sin rede”, som modtager af den formentlig eneste fremstillede 20 dukat (31) . Tilsvarende må kronerne og dobbeltkronerne være skænket til lavere rangerende forsvarere af byen, hvilket i øvrigt også kan forklare mønternes relativt store hyppighed i dag set i forhold til det ene understempel (32) , som blev anvendt til udmøntningen. Nævnes skal også, at ebenezerkroner stort set er fraværende i skattefund (33) . Allerede i samtiden har de således utvivlsomt været opfattet som andet end omsætningsmønt.

I Trondheim havde borgerne forventet, at den svenske besættelse kunne lette den voksende handelskonkurrence, som byen var udsat for fra Bergen (34) . Nogen lettelse heraf kom dog ikke under besættelsen, der generelt var en stor belastning for byen. Da Trondheim endelig blev befriet, kan byens købmænd - ligesom det må være sket i København - have skænket værdier fra deres gemmer til fremstilling af en mindemedalje som den aktuelle medalje, som bl.a. kan være tildelt Jørgen Bjelke som leder af befrielseshæren. Men hvoraf (nogle) rige købmænd også selv kan have beholdt et eksemplar til minde om den lykkelige begivenhed, som Frederik III som konge af Guds nåde utvivlsomt efter deres opfattelse indirekte stod bag.

I lighed med de forskellige guldafslag af stemplerne til ebenezerkronen er det i øvrigt bemærkelsesværdigt, at medaljen har vægt som en 5-dukat, hvilket kan forklares ved, at medaljen kunne anvendes som mønt, såfremt modtageren fandt det nødvendigt at skille sig af med den. For ”normale” guldmedaljer er der nemlig intet fast forhold mellem deres vægt og den gældende vægt og lødighed for guldmønt, da de principielt ikke havde nogen omsætningsværdi.

 

Efterskrift

Det fremlagte bud på medaljens oprindelse er i sidste ende kun baseret på et citat fra en bog, idet der mangler den nødvendige dokumentation for en direkte tilknytning til Trondheim. Denne artikel er derfor skrevet i håb om, at den vil inspirere (norske) læsere til at gå videre i efterforskningen for at få endeligt afklaret, om Norges første medalje rent faktisk er en prægtig guldmedalje fra 1658 fremstillet (på bestilling af Trondheims borgere?) efter Trøndelags befrielse.

(NNF Nytt 1, 2017 s. 10-17)

 


 

Noter

 


 

Litteratur


Tilbage til Dansk Mønts forside