Christian IV’s rytterpenninge - forsøg til en forsidetypologi

Af Kirsten Bendixen

Om Christian IV's denninge og rytterpenninge er der efterhånden skrevet en del. Baggrunden for deres opkomst og deres placering i den historiske sammenhæng har både Julius Wilcke, Georg Galster, Axel Ernst, Gert Hatz og Sune Dalgaard gjort udmærket rede for, så det skal ikke gentages her (1). Tilstedeværelsen af en hel del af disse rytterpenninge i det store svenskekrigsskattefund fra Balle ved Grenå på Djursland (2) har imidlertid vist, at det Schouske system for bestemmelser af mønterne er helt uholdbart, idet det i det væsentligste bygger på bagsidens punkter og prikker og kun i ringe grad gør opmærksom på forsidebilledets mange typer (3). En omordning af mønterne med udgangspunkt i forsidernes varianter giver efter min mening en langt mere forståelig oversigt, så meget mere som det er helt tilfældigt, hvor meget af bagsidestemplets indskrifter, der er konunet med på de enkelte stykker. En fuldstændig tekst, som Schou angiver ud for sine forskellige numre, er faktisk undtagelsen. Meget upraktisk virker det også, at samhørende forsider efter hans system adskilles.

De ældste mønter i gruppen er de egentlige denninge med russisk tekst, der nøje både i forsidepræg og størrelse m.m. holder sig til deres russiske forbilleder. Af dem er der nu kun ganske få tilbage, da de prægedes med export for øje til handel på Lapmarken i forbindelse med det petsoriske kompagnis oprettelse. De prægedes i København af Johan Post (Hede nr. 104 (4) Schou: 85,86). Meget nær disse i udseende er de stykker med tysk indskrift, som Albert Dionis slog i Glückstad (Hede nr. 169, Schou 80-84). Disse er noget mere almindelige, men dog ikke hyppige. Ingen af de to nævnte denninge-typer forekommer i Balleskatten.

De egentlige rytterpenninge til 2 og 4 skilling lybsk er alle prægede i Glückstad af Albert Dionis i henhold til hans privilegium af 7. juli 1619. Skønt de klart nok efterligner de russiske mønter, er de dog ikke tænkt til udenrigshandel, men må ses i forbindelse med den almindelige experimenteren med småmønt, der kendetegnede "Kipper- og Wipperperioden", og som Christian IV på forskellig vis deltog i. Medens det karakteristiske for "Kipper"-småmønten var dens stærke underlødighed, er rytterpenningene imidlertid af godt sølv (0,888); i stedet søgte man så at indkassere gevinst på udmøntningen ved at lave dem undervægtige. Dette opdagedes dog naturligvis snart, og forordninger af 1622 og 25 nedsatte deres værdi. Den sidste forordning fra 4/5 1625 til henholdsvis 6 2/3 og 3 1/3 skilling dansk.

I denne sammenhæng er det morsomt at læse et brev, som Christian IV i 1620 skrev til Albert Dionis, hvori han bebrejder møntmesteren, at de 4ß lybsk (hvilket netop er rytterpenningene), som er blevet lødighedsprøvede, ikke holder hvad de skal. Brevet er i sin helhed aftrykt nedenfor.

Som Ernst har påvist (5), var der en bestemt gruppe af 2-skillingene, der i særlig grad ligner denningene og de russiske forbilleder (Hede 168A, Schou 57-66 og 71-79), og som må betragtes som den ældste udmøntning. Disse mønter har den kongelige rytter set forfra med en åben krone med lange takker på hovedet. Formentlig en noget ubehjælpsom gengivelse af Christian IV's endnu bevarede krone, for mønthistorikere velkendt som den krone, der smykker kronestykkerne fra 1618. I hånden holder kongen en stav der afsluttes af en heraldisk lilie . Hesten er drejet lidt mod beskueren, så begge de løftede forben ses helt adskilt. Der er to undergrupper af denne type med henholdsvis II S L og 2 S L. Til disse 2-skillinge slutter sig typologisk en lille gruppe 4-skillinge, som hverken Schou eller Hede gør opmærksom på, og som formentlig må være den ældste type 4-skillinge. Kongefiguren ses i profil, men dog en anelse modvendt. Kronen er den åbne, som ovenfor beskrevet. Afslutningen på staven er . At denne type 4-skillinge har eksisteret kan slet ikke ses af Schous beskrivelse. Hans aftryksamling viser imidlertid, at det fra gammel tid i Møntsamlingen opbevarede exemplar er Schou: 47, det eneste, der har GNAD. Dette exemplar er påført med blæk i Beskrivelsen af 1791 som nr. 1202 a formentlig i slutningen af 1800-tallet og her gøre s udtrykkelig opmærksom på den åbne krone (6). At det ikke er stavemåden, der er det afgørende for denne gruppe, viser de to stykker fra Ballefundet. Af disse har det ene GNAD, det andet GNA. (Se fig. II h)

Blandt 2-skillingene udskiller der sig dernæst 2 særprægede og sjældne typer, som har flere kendetegn fælles med de ældste. Den ene type har også kongens ansigt en face, og kronen er af den åbne type. Staven han har i hånden, afsluttes . Hesten ses helt fra siden, af det ene forben er kun hoven synlig. Indskriften er 2 S L. På den anden type er hesten og indskriften ligesådan (de to forben på det ene af de afbildede exemplarer er en fejl). Rytteren har en stav i hånden med lilieformet afslutning . Der er ingen form for krone, men personen har tykt pagehår. Et stykke fra Axel Ernsts samling er nu i Møntsamlingen, og et par fine stykker forekommer i Balleskatten. Dertil nogle mere utydelige exemplarer.

Til sidst kommner den største og almindeligste gruppe 4- og 2-skillinge (Hede 167 og 168B), hvor kongen ses i profil med lukket bøjlekrone på hovedet og stav i hånden, der ender i en rhombeformet spids . Den lukkede krone med bøjlen er ikke i overensstemmelse med Christian IV's bevarede krone, men den samme type ses på piastren (Hede 66) og en af kronetyperne fra 1624 (Hede 124) samt en del småmønt fra samme år og senere. Sammenligner man med andet ikonografisk materiale fra Christian IV's tid, finder vi ingen bøjler på kronen, derimod opbevares en miniature på Rosenborg af Frederik III bærende Christian IV's krone med bøjler, muligvis påsat, da han benyttede den ved sin egen kroning. Bøjlerne er imidlertid ikke bevaret, og i Rosenborgs inventar af 1696 står udtrykkeligt, at kronen er uden bøjler (7). Det er altså ikke muligt at finde noget bevis for, at Christian IV's krone virkelig har ændret udseende under hans egen regeringstid. Formentlig må man da blot betragte det som et heraldisk eller stilistisk fåenomen. Den lukkede krone på mønterne har en vis lighed med den svenske. Gustav Vasas krone er på mønterne af den åbne middelaldertype, men Erik XIV's (fra 1561) har bøjler over, og dette fortsætter under de følgende konger (8). "Hebræermønterne" fra 1644 og 45 har en kronetype, der endnu mere ligner den svenske, idet den er forsynet med flere bøjler (9). Til sammenligning kan iøvrigt fremdrages, at kronen over Christian IV's navnetræk på Rosenborgs portbygning er en bøjlekrone.

Efter hestens benstilling a) spredte forben, b) samlede forben, men begge synlige, c) helt samlede forben, kan denne gruppe 4-skillinge deles i tre undergrupper. 2-skillingene er alle af typen "helt samlede forben". Nogen sikker relativ kronologi for disse tre undergrupper er der næppe holdepunkt for at opstille, men den valgte rækkefølge virker mest naturlig, da de ældste mønter jo har hestens ben adskilte. Alle de forskellige typer af 4- og 2-skillinge var gængse langt op i tiden, som det fx. ses af Ballefundet, hvis mønter er taget som udgangspunkt for det følgende typekatalog:

Fig. 1.

Mønterne er fra Ballefundet med undtagelse af i (Beskrivelsen 1202 a) og l (GP 2890).

Schounumrene i typekatalogen er påført efter en undersøgelse af de schouske aftryk, der beror i Møntsamlingen. For de sidste typers vedkommende er der flere punkt-kombinationer omkring værdibetegnelsen hos Schou end i Ballefundet. Alle kendte kombinationer er nævnt i katalogen. Ikke i Schou er 4 S L uden punkter for typen med adskilte forben (se katalogen VII, 1), der endda er særlig talrig i Ballefundet (30 stk.). Denne specielle forsideundersøgelse tager ingen hensyn til bagsidernes indskrifter, der er gengivet normeret. Her er mange variationer med hensyn til punkter, bogstavernes højde og bredde med mere. Den yderst tilfældige afskæring af texten gør imidlertid en katalogisering umulig efter min opfattelse. Her henvises derfor til Schous forsøg. Et par prøver på forskellige bagsider gengives i fig. 2.

Et særligt træk i billedfremstillingen fortjener at fremhæves. På de ældste denninge har kongen, som på de russiske dengi, en lang lanse i hånden. På alle rytterpenningene har han derimod en kort stav med forskellig afslutning. På type III, IV og VI lilie , på type V kugle , på VII og VIII rhombe . Lilieformen kunne lede tanken hen på et scepter, men det ville være temmelig unaturligt, om kongen red rundt med sit scepter - det kan kun tænkes ved en kroningsceremoni (11). En spetum, eller friauler spids, er det næppe heller, selv om formen her er som en fransk lilie. Mere sandsynligt vil det være, at alle tre gengivelser skal forestille kortvåben af stridskølletypen (12). Stridskøller med forskelligt udformet hoved var et almindeligt ryttervåben i middelalder og renaissance. Lilien skal formentlig gengive formen med de stærkt fligede slagblade, kuglen den fra tyrkerne over Østeuropa kommende kølle med kuglehoved af typen bulawa. Den rhombeformede afslutning passer med typen busdugan (eller pusikan). De ret korte rytterkøller, der var beregnet til at svinge i een hånd, var foruden til nærkamp med fjenden også velegnede til at give tegn til rytteriet med. De fik derfor ret hurtigt den bifunktion at være rytterofficerernes kommandostave og værdighedstegn. Når vi finder dem på rytterpenningene fra Christian IV's tid, har de vel mest den sidste funktion som kommandostav. På Nationalmuseet opbevares en pusikan, der opgives at have hørt til Cort Adlers tyrkiske bytte, fra ham kom den til Kunstkammeret. Den er afbildet i Museum Regium, Part II, Sect. II, Tab. nr. 88 K og omtales s. 163 under gruppen tyrkiske militærtegn (se fig. 3).

Fig. 3. Stridskølle (pusikan) fra Cort Adlers tyrkiske bytte (Nationalmuseet, København, Inv. D 10187).

På andre mønter og medailler, se fx. breddalerne Hede 63 og 64, speciedaleren Hede 54, kronerne fra 1624 (Hede 124-27), medaillen for Kalmars erobring 1611 (Galster 43) og for Elfsborgs 1612 (Galster 61) har kongen en kommandostav eller feltherrestav af en langt enklere, glat type.

Rytterpenninge af lighed med de danske, dog med den afgørende billedmæssige forskel, at rytteren er uden krone og svinger et sværd i hånden, prægedes af hertug Frederik III af Gottorp (1616-1659), hertug Hans den Yngre af Sønderborg-Plön (1564-1622) og ærkebispen af Bremen Johann Frederik af Holsten-Gottorp. Alle disse tre fyrsters mønter er repræsenteret i Balleskatten, ligesom de dermed samhørende "Nældeblade", slået af Hans den Yngre, er talrige. En undersøgelse af sidstnævnte har iøvrigt overbevist mig om, at Langes teori om Nældeblade med 1623 og 1625 ikke er holdbar (13). Her er faktisk blot tale om et groft præget 1-tal. Overgangsformer mellem stempler med et klart 1 -tal, 0 (fra 1620) rettet til 1 (1621) og det forkrøblede tal, der af Lange gengives med 3 og 5, lader sig påvise, når man lægger de mange Balleexemplarer op samlet. Derved bortfalder spekulationen over hvem, der har præget Nældeblade efter hertugens død 1622. Der er heller ikke noget som helst i mønternes udseende, der tyder på en efterprægning.

(NNÅ 1969 side 94-104)


Noter:


Summary

Christian IV's horseman pennings are the small coins struck by Albert Dionis at Glückstadt with obverse representations which are close copies of the dennings. The dennings were struck to Russian model for use in trade with Lapmarken, whereas the horseman pennings were intended for domestic purpose. The paper makes an attempt to explain the various types of IV and Il Lübeck skilling and to arrange them in a relative chronology according to typological criterions which has not been done so far by Schou and Hede. Further, reflections are made on the royal crown and the battle axe in the hand of the king. In the silver hoard, recently found at Balle, Jutland, there were 357 horseman pennings from Christian IV.


Tillæg

An den Müntzmeister in der Glückstadt
Albertum Dionisij
Copenh. am 24. Februar. Ao 1620.

Christian
Ersamber, lieber getr. Was du an uns wegen erlangung eines indultt gewisse pfenninge vff 4 sch lubisch zu müntzen undterthenigst gelangen lassen, solches ist uns woll referirt undt der von dir zur proba uberschicketer pfenning daneben præsentirt worden.

Wan wir dan denselben unsern müntzmeistern zu examinim befohlen undt von denselben, wie du auf beigelegtem ihren bericht weitter zusehen vemommen, das dieselbe pfenninge ettwas geringer sein als unsere ordinantz vermag haben wir dir gesuchtes indult zu bewilligen, billich bedencken getragen, welches wir dir zur nachrichtung nicht verhalten wollen undt bleiben dir mitt Konigl. gnaden beigethan.
Datum etc.

Rigsarkivet
T. K. I. A.             A. 32
Registrerede koncepter til Inländische Registratur VIII. 1613, 1615-16, 1618, 1620.

(Med tak til min kollega, museumsinspektør Jørgen Steen Jensen, som har gjort mig opmærksom på dette brev.)


Tilbage til Dansk Mønt