KLIK for forstørrelse!

Frederik 6. for begyndere

af Niels Jørgen Jensen og Mogens Skjoldager

Møntrækken fra Frederik 6. er på mange måder en interessant afspejling af det tidlige 1800-tals historie, såvel politisk og økonomisk samt teknisk og modemæssigt - på portrætterne af Frederik 6. ser vi for eksempel for første gang i lang tid en regent uden forfædrenes svulstige allongeparykker.

Frederik 6. var konge af Danmark fra 1808 til 1839 og af Norge 1808-1814 samt hertug af Slesvig og Holsten. Riget var altså 3-sproget og svarende hertil foregik udmøntninger lokalt i København, Kongsberg og Altona.

Allerede under de seneste år af faderens, den sindssyge Christian 7.s regering havde kronprinsen imidlertid spillet en ledende politisk rolle. Dermed kom Frederik 6. til fra ubehageligt tæt hold at lede Danmarks deroute under Napoleonskrigene, hvor vi - efter en indbringende indledende fase som neutralt land med Europas næststørste handelsflåde og talrige krigsførende magter at handle med - ulykkeligvis blev inddraget i krigshandlingerne som Englands modstander og derved endte i taberens rolle. Katastrofens voksende omfang, fra slaget på Reden 1801 over Københavns bombardement og tabet af flåden 1807 til statsbankerotten 1813 og tabet af Norge efter freden i Kiel 1814 efterlader sig kun alt for tydelige spor i vor mønthistorie.

KLIK for forstørrelse!

Den såkaldte Offermark, 1/6 rigsdaler 1808 (Hede 6), er det kendteste eksempel. Englands ran af den danske flåde i 1807 var handelsmæssigt og militært en katastrofe. En landsomfattende indsamling af sølv (jf. indskriften: "FRIVILLIGT OFFER") skulle finansiere en ny flåde. Mønten var underlødig, men den inflationslavine, der ofte følger krigstide, indhentede den, da værdien af sølvindholdet nu oversted pålydendet. Den sølvmønt, der allerede fandtes i omsætningen, fandt vej til folks skuffer og strømpeskafter.

Staten tyede derefter til en kobberudmøntning. Ved Københavns bombardement 4. og 5. september 1807 havde englænderne skudt spiret af Københavns domkirke (Vor Frue Kirke), som siden har haft en bedrøvelig flad afslutning. De ca. 20 tons kobber, der ved den lejlighed blev skudt ned, blev købt at Finanskollegiet til udmøntningsformål, men inflationslavinen stod ikke til at standse. En forordning fra 6. april 1812 (her citeret efter Hede) omtaler problemerne:

"Formedelst Kobberets stigende Priis har Hensigten med den for Kongerigerne udprægede Skillemynt kun for en kort Tid været opnaaet. Ikke ubetydelige Summer er blevne udmyntede, men kort efter, at de vare udvexlede, forsvandt de af Omløbet. Kongen har ifølge deraf besluttet af lade udpræge i Kobber adskillige slags Skillemynt af mindre Vægt end den forrige."

KLIK for forstørrelse!

Problemerne gav sig flere udslag, som kan betragtes direkte på mønterne: Man inddrog ældre kobbermønt til møntslagning; det kendteste eksempel er 12 skilling 1812 (Hede 11), som er præget direkte ovenpå 1 skillinge 1771 uden foregående indsmeltning. Ofte kan man stadig skimte det gamle præg under det nye. Når man betænker, at 1771-skillingen med uændret årstal var blevet præget til 1785 får man et indtryk af inflationens styrke, der også lader sig eftervise i de andre udmøntninger: tiden er rig på prøvemønter, der ikke nåede at blive masseproduceret inden kobberværdien oversteg pålydendet og mønten atter måtte opgives (Hede 8, 10, 12 og 13). Kom mønterne endelig i omløb, blev de hurtigt overhalet af udviklingen: 2 skilling kobber 1809-1811 (Hede 9) vejer 4,872 gram, mens 3 skilling 1812 (Hede 14) kun vejer 2,436 gram og 1 skilling ligeledes fra 1812 (Hede 15) bare 0,78 gram. I folkemunde døbtes den "degnelus".

KLIK for forstørrelse!

I 1813 gik staten bankerot. Herefter oprettedes Rigsbanken med reorganisation af pengevæsenet som den altdominerende hovedopgave (1). For dog til en vis grad at forsyne pengeomløbet udmøntedes Rigsbanktegn af kobber, der ikke var mønter med et metalindhold svarende til pålydendet, men en slags erstatningsbetalingsmidler. Nominalerne 2, 3, 4, 6, 12 og 16 skilling (Hede 18-23) blev alle præget i København og Altona, 6 og 12 skilling tillige i Kongsberg, Norge. Efter tabet af Norge i 1814 fik man travlt med at ugyldiggøre 12 skillingene, som der var udmøntet mange af i Norge - man ønskede ikke at disse rigsbanktegn skulle besidde nogen købekraft i Danmark (2). 12-skillingen blev inddraget og ugyldiggjort i 1818, 16-skillingen i 1839, og de øvrige så sent som i 1843.

KLIK for forstørrelse!

Fra tiden umiddelbart efter statsbankerotten stammer også 1 rigsbankskilling kobber 1813 (Hede 17) - en af de almindeligste mønter fra tiden - og langsomt gik det bedre med økonomien, endda så godt, at gammel sølvmønt, der havde ligget privat hengemt i de dårlige tider, igen begyndte at se dagens lys.

KLIK for forstørrelse!

Regeringen offentliggjorde således allerede 5 år efter en forordning, der fastsatte ældre sølvmønts gangbare værdi i Danmark af 1818 og i slutningen af Frederik 6.s regeringsperiode fandtes en hel møntrække af gode sølvmønter, for eksempel hele og halve speciedalere (Hede 26-27).

KLIK for forstørrelse!

De norske udmøntninger under Frederik 6. er mere interessante end kønne. Bortset fra rigsbanktegnene, hvoraf 6 og 12 skilling også udmøntedes på Kongsberg prægedes under Napoleonskrigene 1, 2, 4 og 8 skillinger (Hede Norge 1-6). Mønterne er ikke særlig kønne, ofte synes stemplerne noget groft forarbejdede, hvilket almindeligvis forklares med at Norge under den krigsbetingede adskillelse fra Danmark led under mangelen på kompetente stempelskærere.

Den norske 1 skilling 1812 (Hede Norge 6) udgør et særligt felt: Den kendes i 3 varianter (her citeret efter Siegs katalog):

Stemplerne til type I er lavet i Kongsberg af Jacob Holm og til type III i København af Johannes Conradsen. Type II har tidligere være anset for dansk, men til stempelfremstillingen er anvendt samme punsler som til type I - mønten er altså norsk.

I modsætning til Danmark-Norge havde Sverige i Napoleonskrigene holdt på den rigtige hest, og da regnskabets time slog, fik det geografiske konsekvenser: Rusland havde i 1809 erobret Finland fra Sverige og som kompensation fik Sverige ved freden i Kiel 1814 Norge, der således skiltes fra Danmark efter uafbrudt rigsfællesskab siden Kalmarunionens indførelse 1397. En sammenligning af våbenskjolde fra mønter tidligt og senere i Frederik 6.s regeringstid viser forskellen: den norske løve med øksen, hellig Olavs helgenattribut, i labberne, forsvandt. Til gengæld glemte man i Kiel at de nordatlantiske områder, Færøerne, Island og Grønland var kommet ind i unionen med Norge og altså rettelig også burde have fulgt med Norge ud.

KLIK for forstørrelse! KLIK for forstørrelse!

Også i rigets sydlige del var der problemer. Tyskland eksisterede endnu ikke som stat, men som over 30 selvstændige riger. De fleste havde været fransk besat under Napoleon og befrielsen fra denne besættelse satte gang i en national bølge. Dette er i sig selv uskyldigt; brødrene Grimm rejste rundt og samlede tyske folkeeventyr, men den øgede bevidsthed om en tysk nation nåede også de tysktalende kredse i Slesvig-Holsten og var med til at destabilisere tanken om Helstaten, det fælles kongerige med danske og tyske indbyggere, som Frederik 6. havde søsat i 1806. Historisk var dette et brud på en overenskomst, som Christian 1. i 1460 havde sluttet med de holstenske råder: Han valgtes som hertug i Slesvig og Holsten mod at han afgav sin kongelige ret til Slesvig og garanterede at de to hertugdømmer skulle forblive up ewig ungedeelt. Det sprængfarlige i situationen fremgår også af møntrækken: 8 rigsbankskilling 1816-1819 og 16 rigsbankskilling 1816-1839 (Hede 30-31) har begge tysk tekst, men da man i 1836 indførte lavere nominaler, 2, 3 og 4 skilling (Hede 32-34), med dansk indskrift, opfandt man en dækhistorie med at mønterne var beregnet til omløb på Island for at komme tyske protester over sprogvalget i forkøbet. Fra gammel tid havde hertugdømmerne haft eget møntsystem. Så sent som 1812, hvor kongeriget for længst kun prægede kobbermønt, havde man i Altona præget 1/24 speciedalere af sølv (Hede 16) med indskriften: 2 ˝ SCHILLING SCHLESW.HOLST COURANT. Man var således ikke blevet trukket med i statsbankerotten 1813, men var af samme grund meget følsom overfor danske forsøg på at underminere denne valutariske særstilling.

KLIK for forstørrelse!

Som en ringe kompensation for tabet af Norge fik Danmark i 1814 tilkendt Svensk Pommern, der året efter mageskiftedes med det lille hertugdømme Lauenborg. Dette område mistedes ved krigen i 1864 og nåede kun med en enkelt mønt at sætte sig spor i den danske mønthistorie: til brug i Lauenborg prægedes i 1830 i Altona en såkaldt Zweidrittel (Hede 1), dvs. 2/3 daler, en møntenhed, som fra 1667 udmøntedes i dele af det tyske område. Indenfor det danske møntområde er udover Lauenborg-mønten slået zweidritteler til brug i Oldenborg 1690 og 1761-65 (Hede Oldenborg 1 og 2)

Til Danmarks oversøiske områder sloges ligeledes mønt under Frederik 6. Fra Trankebar på Indiens sydøstkyst kendes 5 nominaler (Sieg 86-90): 1, 4 og 10 kas i kobber samt 1 og 2 fano i sølv. Frederik 6. blev således den næstsidste danske regent, der slog mønt i denne koloni, der solgtes til England i 1845.

KLIK for forstørrelse! KLIK for forstørrelse!

Til brug i Dansk Vestindien sloges i Altona 2, 10 og 20 skillinge af sølv i 1816, 2 skillingen tillige i 1837, ovenikøbet i to varianter: 3-tallet i 1837 kan være lige eller buet (Hede DVI 10-12). Denne koloni sang ligeledes på sidste vers som dansk besiddelse. I 1917 solgtes øerne til USA for 25 mill. dollars, som hovedsagelig blev anvendt til vejanlæg i Jylland.

Også teknisk bød tiden under Frederik 6. på nyskabelser, der kom til at revolutionere møntproduktionen. Englænderen Matthew Boulton formåede at bringe James Watts dampmaskine i møntprægningens tjeneste. Den første danske cirkulationsmønt, der er præget med industrialismens kendteste maskine, er den ovenfor nævnte 2 skilling 1809 (Hede 9) fra København.

KLIK for forstørrelse! KLIK for forstørrelse!

En sammenligning med mønter præget samtidig eller kort efter i Altona, hvor man endnu ikke havde fået industrialiseret møntprægningen - her 1 skilling 1812 (Hede 15A) - viser klart forskellene: Den Boulton-Watt’ske mønt er regelmæssigere og har ophøjede kanter. De enkelte mønter bliver mere ensartede og snart kunne man også fremstille identiske stempler. Et opslag i Schous værk viser, at man indtil industrialismens gennembrud må operere med mange undertyper for hver mønt. Efter maskinernes indtog kendetegnes hver type normalt kun med eet Schounummer.

Ovenfor er kun behandlet kobber- og sølvmønt, der - sammen med sedlerne - dækkede den indenlandske omsætning. Herudover kendes fra Frederik 6. flere typer af de guldmønter (Hede 1-5), der - afhængig af kongens navn - skiftevis kaldtes Christian d’or og Frederik d’or. Disse guldmønter var alene beregnet til udenrigshandelen og deres værdi var ikke fast i forhold til den gældende sølvmøntfod, men bestemtes af verdensmarkedets værdiforhold mellem guld og sølv.

Til sidst må nævnes Platina, en prøvemønt, som blev planlagt i anledening af majestætens fødselsdag. Under Christian 7. havde man i 1771 udsendt særlige fødselsdagsmønter, men Frederik 6. bifaldt ikke den nye mønt, som således ikke kom i cirkulation.

Tillæg: Oversigt over møntsteder, møntmestre m. v. under Frederik 6:

Møntsted Møntmester Periode Mærke
København Hans Jacob Arnold Branth 1797-1810
Ole Varberg 1810-1821
Conrad Frederik Gerlach 1821-1831 CFG
Georg Wilhelm Svendsen 1831-1861 WS
Altona Michael Flor 1786-1816 MF
Cajus Branth 1817-1819 CB
Johan Friedrich Freund 1819-1856 IFF eller FF
Kongsberg Johan Georg Prahm 1807-1814 Hammer/bjergjern: og IGP

Stempelskærere:


Noter:


Litteratur:


Tilbage til Dansk Mønt