Møntværkstedet på Gurre

af Jørgen Steen Jensen

(fra: Etting, Hvass, Andersen: Gurre slot. Kongeborg og sagnskat, København 2003 side 101-113

 

På Gurre er der i 1430'erne slået en enkelt mønttype, en gros - eller 9 penning - som vidner om den inflationspolitik, der blev ført i Danmark i hovedparten af Erik af Pommerns regering.

Da dronning Margrete I i begyndelsen af 1400-årene genoptog udmøntning i den danske konges navn, var det naturligvis hendes nevø, Erik, unionskongen, der lagde navn til. Møntstederne var Næstved og Lund. Mønterne blev sat i kurs i forhold til hansestædernes tilsvarende mønter (1). Det skulle blive en fast regel, at danske mønter var mindre værd end hansestædernes tilsvarende mønter. og jo mindre møntenhed, des lavere var kursen. Sterlingen af sølv, der skulle gælde for tre penninge, kom til at gælde for to penninge lybsk, mens hulpenningen kun kom til at gælde 1/2 penning lybsk (2).

Formentlig var det først efter Margretes død 1412, at der for alvor blev præget underlødig mønt, dels kobbersterlinge, dels meget kobberholdige hulpenninge. Middelalderens mønter var altid og helt principielt af ædelt metal, herhjemme af sølv, men der blev så tilsat en større eller mindre del kobber, således at lødigheden på mange danske mønter fra 1400-tallet ofte var betydeligt under 500 ‰. Når denne lødighedsstørrelse nævnes, er det, fordi en lødighed på 50 % - eller som man dengang sagde 8-lødig - er grænsen for, om der var tale om mønter af sølv eller - som man senere sagde - billonmønter.

Kobbersterlingene blev præget i Lund, Næstved, Odense og Randers, og de er uhyre udbredte over hele landet, især mønterne fra Lund og Næstved. På grund af omtale i en tysk kilde har man tidligere dateret udmøntningen til ca. 1422, men antallet af prægede eksemplarer er så stort, at udmøntningen må være foregået gennem en længere periode, vel fra ca. 1420 til 1439. Den blev dog afbrudt af en kortvarig deflationsperiode omkring 1424, hvor bl.a. dronning Philippas søsling, en lødig, relativ tung sølvmønt blev præget. Den var resultatet af en møntunion mellem Danmark - repræsenteret af dronning Philippa på vegne af den bortrejste kong Erik - og nogle af hansestæderne med Hamburg og Lübeck i spidsen.

Også middelalderen kendte kampen mellem inflation og deflation. Selv udtrykte kong Erik sig engang med prisværdig klarhed i en forhandling med en delegation fra hansestæderne 1423: "For så vidt angår told på andre varer, så udskrives de i skånsk mønt. Man kan let regne ud, hvad fordel kronen får af dette, specielt så længe den sædvane hersker, at to skånske penninge altid skal gives i bytte for n lybsk - og det ganske ligegyldigt hvor god den skånske penning måtte være og hvor slet den lybske penning måtte være. Dette tvinger uundgåeligt kongen til altid at slå mønt af stadig ringere værdi, og dette er skadeligt for rigets indbyggere" (3).

Farvefoto af to af Erik af Pommerns grosser fra Gurre. Forsiden har en latinsk indskrift, som betyder: "Erik af Guds nde konge af Danmark, Norge og Sverige", mens bagsiden ligeledes p latin fortller, at det er en mnt fra borgen "Gorge". Fot. Lennart Larsen

I 1430'erne, under Eriks sidste tiår som dansk konge, blev der præget en ny møntenhed, en gros eller nipenning, der var den største mønt, som dengang var præget i Danmark. Forsiden har som motiv en stiliseret krone med liljeformede spir som symbol på kongemagten. Denne type var gængs i Europa, og parallelle eksempler kan findes inden for så vidt adskilte områder som Navarra og Polen. Indskriften omkring kronen var som altid på latin: ERICVS DI GRA REX DSN (Erik af Guds nåde konge af Danmark, Norge og Sverige). Møntens bagside er dækket af et kors, hvis arme går fra kant til kant. Over korset er lagt kongens navnebogstav et såkaldt uncialt E, der i øvrigt har stor lighed med flere af Eriks svenske og finske tilsvarende mønter. Bagsideindskriften var på grossen fra Lund "MONETA LVNDENSIS" (Lunde mønt), mens den normale indskrift på Gurregrossen var "MONETA CASTRI GORGE" (Mønt fra Gurre borg). Men møntens karakter af en underlødig sølvmønt gjorde, at dens værdi hurtigt viste sig at være mindre end pålydendet.

Grossen blev altså præget to steder, i Lund og i Gurre. Mens Lund stadigvæk, i det mindste formelt, var Danmarks hovedmøntsted, hvor ærkebispen havde del i indtægterne fra møntstedet, var det nyt at præge mønt i Gurre. Grossen er da også den eneste mønttype, som med sin indskrift angiver at være præget i Gurre, selv om man ikke kan udelukke, at der lejlighedsvis også dr er præget nogle af de indskriftsløse kronehulpenninge. Vi ved ikke, hvor på Gurre møntstedet lå, men indskriftens markering af, at det foregik på borgen ("castrum") er utvetydig. Der er for øvrigt absolut eneste gang, at det på en dansk mønt udtrykkeligt angives, at den er præget på en borg. Man ved dog, at der også andre steder har fundet udmøntninger sted på borge, mest berømt er vel marsk Stigs og de fredløses falskmøntneri på Hjelm i begyndelsen af Erik Menveds regeringstid sidst i 1200-tallet (4).

I Møntsamlingens permanente udstilling på Nationalmuseet findes en model af et arbejdende senmiddelalderligt møntværksted, fremstillet på baggrund af samtidige grafiske billeder. Tre håndværkere ses i arbejde, i baggrunden hamrer en mand en metalplade flad, medens manden foran klipper møntblanketterne ud af pladen. Endelig sidder en møntpræger foran og præger mønterne. Møntblanketten er lagt på understemplet, overstemplet er i færd med at blive anbragt, og prægeren løfter hammeren til slag. Til højre sidder møntmesteren, som kontrollerer mønternes vægt og fører regnskab. På hylden findes diverse redskaber, bl.a. digler til at smelte metallet i. I den forbindelse er ildstedet særdeles vigtigt, fordi man havde behov for både at kunne opvarme og smelte metallet. I Trondheim udgravede arkæologerne i begyndelsen af 1990'erne fundamenterne af ærkebispens møntværksted fra senmiddelalderen. Arbejdsgangene synes at have været ganske som i Mellemeuropa. Det er ikke mærkeligt, for møntmestrene var et vandrende folkefærd - senmiddelalderens nordiske møntspecialister kom således hyppigt fra Nederlandene eller Tyskland. Modellen er fremstillet af Rikke Raben, 1991. Fot. Maria Baastrup.

Når Gurre blev valgt til møntsted, er det sandsynligvis fordi regeringen gerne så noget af det sølv, som man fik ind ved Øresundstolden, ompræget til lokal, dansk mønt. Af årsager, som vi i dag næppe kan gennemskue, undlod man at lægge møntstedet på Erik af Pommerns nybyggede slot, Krogen uden for Helsingør, men valgte i stedet det fjernere liggende Gurre (5).

Den iboende tendens til inflation medførte, at også grossen hurtigt blev mindre værd end sit pålydende. Vi har kun nogle enkelte ældre finhedsanalyser, utvivlsomt fremkommet ved såkaldte "våde", dvs. destruktive kemiske analyser. Grosser fra Lund er målt til at have en sølvlødighed på blot 232 ‰ og 202 ‰, mens et stykke fra Gurre var oppe på 415 ‰. Prøver fra et skattefund ved Dalby i Skåne, nedlagt i begyndelsen af 1440'erne og fundet under 2. verdenskrig, viser imidlertid en meget lavere lødighed af Gurre-grossen, 256 ‰, 232 ‰ og 224 ‰. Meget tænkeligt har grossen i løbet af den lille halve snes år, den formentlig har været udmøntet, været udsat for forringelse.

Forskningens vurdering af Erik af Pommerns møntslagning har været stærkt præget af den klassiske liberalisme i slutningen af 1800-tallet, hvor møntforringelser blev betragtet som udtryk for noget uheldigt, noget beklageligt, ja, rent ud en invitation til fordømmelse. Man levede jo under guldstandarden og mente, at pengene nu engang burde beholde deres værdi. Det er formentlig baggrunden for den berømte numismatiker P. Haubergs vurdering af Erik af Pommerns udmøntning, specielt af grosserne: "Kong Eriks Virksomhed som Myntherre stemmer med hans hele Regjeringsførelse efter Margrethes Død; den er stemplet af Vilkaarlighed og Mangel paa Fasthed og faar en uheldig Afslutning" (6).

Ingen, heller ikke en kongemagt i et af Nordeuropas betydelige lande, kan imidlertid gøre sig til herre over hverken den overordnede udvikling i en tidsalder eller verdensmarkedets bevægelser. Moderne undersøgelser har vist, at der var en stærk svingning i udmøntningsaktiviteten i det meste af Europa i senmiddelalderen. Der var voldsomme udsving, regnet tiår for tiår, og det første tiår i 1400-tallet så en meget lav sølvudmøntning. Siden steg sølvudmøntningsaktiviteten, således at den - så vidt det kan ses - i europæisk sammenhæng nåede et midlertidigt højdepunkt i 1430'erne. Senere faldt udmøntningen igen, specielt tiårene midt i 1400-tallet. Man kan dog sagtens forestille sig, at de ret svingende konjunkturer ikke ligefrem gjorde det tillokkende at placere alt for store mængder rent sølv i selve møntcirkulationen. Ovenstående er bestemt ikke det sidste ord om Erik af Pommerns møntpolitik, blot en antydning af de problemer, som en møntherre med et blot middelstort ambitionsniveau stod over for (7).

Mon der har været en væsentlig forskel på lødigheden af Lunde- og Gurre-grosser (8)? Man skulle mene, at dette allerede på ganske kort sigt ville være umuligt, da de slettere mønter i praksis ofte fortrænger de bedre. Som det efterfølgende skal ses, så er der kendt et langt større antal grosser fra Gurre end fra Lund. Dette forhold kan muligvis forklares ved følgende hypotese:

Ærkebispen havde i århundreder haft andel i møntindtægterne fra Lund, og i visse perioder slår dette også igennem i mønternes præg. Det gælder dog ikke grosserne, som bortset fra indskrifterne er ens på de to møntsteder. Tænker vi os nu, at kong Erik og hans mænd førte en aggressiv møntpolitik på møntsmedjen på Gurre, så kan det muligvis have haft sine vanskeligheder at hamle op med dette i Lund. En aggressiv møntpolitik kunne f.eks. være små, dråbevise devalueringer, hvorved kong Eriks gros fra Gurre kunne fordrive den ærkebiskoppelige gros fra Lund. Dette forhold kunne til sidst gøre møntstedet i Lund "mørt", og man kunne følgelig have nedsat prægningen til det minimale eller helt være ophørt. Det skal gentages, at det er en ren hypotese, men der er en enkelt faktor, som måske kunne støtte opfattelsen. Grosserne har nemlig øjensynlig gået til en tvangskurs af ni penninge, men umiddelbart efter fordrivelsen af kong Erik var den reelle værdi blot sat til to penninge (9). Da det i praksis mest var Gurre-grosser, som var i omløb, må devalueringen følgelig også først og fremmest have omfattet disse mønter.

Under alle omstændigheder har møntprægningen i Lund sunget på sit sidste vers. Efter den sandsynligvis ikke særlig omfattende udmøntning af grosser kendes kun et enkelt eksemplar af en efter alt dømme meget lødig mønt - måske en søsling - som er præget i Lund i et af de første år af Christoffer af Bayerns regering, altså i begyndelsen af 1440'erne (10). Derefter var det slut, men de finansielle aspekter i et eventuelt opgør mellem konge og ærkebisp kendes ikke.

Når det formodes, at udmøntningen var større i Gurre end i Lund, skyldes det, at der eksempelvis i Den Kgl. Mønt- og Medaillesamlings hovedsamling i dag er 5 stk. grosser fra Lund, men hele 21 fra Gurre - en fordeling der i nogen grad afspejler sammensætning af ældre danske fund. Tilsvarende har Fritze Lindahl i sit katalog fra 1955 anført 11 indskriftsvarianter fra Lund, men hele 27 fra Gurre, mens P. Hauberg i sit nu klassiske værk kender 9 varianter fra Lund og 26 fra Gurre (11). Endelig kan det nævnes, at Christian Jürgensen Thomsen i sin berømte privatsamling havde 7 grosser fra Gurre, men kun n eneste fra Lund (12).

Gurre-grossen kendes fra flere store skattefund, som dateres til 1430'erne. Der var 46 i fundet fra Korsør, 7 i fundet fra Vesterby på Fejø i Smålandshavet og endelig 21 fra skatten fra Hals kirkegård ved Limfjordens munding. De eneste Lunde-grosser, som optrådte i disse fund, var to stykker på Fejø, i de to andre skattefund glimrede Lunde-grosserne ved deres fravær. De tre nævnte fund er fremkommet mellem årene 1856 og 1876 (13). I 1900-tallet er Gurre-grossen, så vidt vides, kun fundet et enkelt skattefund, nemlig fundet fra Dalby i Skåne (nær Lund). Her var der 44 stk., men ejendommelig nok igen ingen fra Lund (14). Dette funds nedlægningstid kan formentlig dateres til ca. årene 1442-44.

I det seneste hundredår er grosserne først og fremmest fundet som enkeltfund. Det er sket i seks tilfælde, alle på Sjælland/Møn, med gros præget i Lund, nemlig:

Derimod er Gurre-grossen fundet i ikke mindre end 15 tilfælde som enkeltfund, spredt over hele Danmark, nemlig

Der er ikke foretaget en systematisk undersøgelse af fundforekomster af Erik af Pommerns grosser uden for Danmarks grænser. De er fundet i det mindste to gange i Norge, den ene gang var det en Lunde-gros, den anden gang var møntstedet ubestemmeligt (16). Desuden foreligger der et fund af en Gurre-gros som gravfund i Pribitka, Vest-Litauen. Mønten er tilsyneladende beklippet og synes at være slidt, således at den litauiske datering af gravfundet til ca. 1440-75 kan være rimelig nok (17).

Afslutningsvis kan det være naturligt at se på, hvad der er fundet af mønt er på og ved Gurre. Stedets store betydning også i den folkelige overlevering er årsagen til, at antallet af notater om tidligt fundne mønter er usædvanligt stort. Det hører så absolut til undtagelserne, at møntfund af denne type er indført i Den Kgl. Mønt- og Medaillesamlings fundprotokol så tidligt som i første halvdel af 1800-let. Mønterne blev oprindeligt opført i Møntsamlingens Gaveprotokol som gaver fra Oldsagskommissionen - og da Samlingens embedsmænd i begyndelsen af 1900-tallet oprettede et topografisk ordnet fundkartotek, inddrog man diverse andet materiale fra Nationalmuseets øvrige arkiver samt fra ældre litteratur. Det er årsagen til, at disse oplysninger fra gammel tid er indgået i forskningsdiskussionen (18).

Oversigten indledes med de senest fundne mønter, der fremkom ved de arkæologiske undersøgelser i 2001. De i alt 11 fundne mønter kan bestemmes som følger:

De ældre fund har ikke altid helt præcise bestemmelser, og i de tilfælde, hvor man senere har forsøgt at råde bod på den tidligere mangel på præcision, må man altid benytte bestemmelserne med noget forbehold (21).

1835

Møntsamlingens Gaveprotokol (GP) 26. Modtaget fra Oldsagskommissionen syv mønter, der er fundne ved den af forstråd Bjørnsen foranstaltede gravning i Gurre slots ruiner (22).

1836

Møntsamlingens Gaveprotokol (GP) nr. 45. Fra Oldsagskommissionen. Fundet ved den af forstråd Bjørnsen foretagne udgravning af Gurre slots ruiner (23).

Det oplyses også, at der er fundet en Gurre-gros fra Erik af Pommern.

1839

Indsendt af forstråd Bjørnsen (25).
Mecklenborg, hulpenning med kronet oksehoved, Formentlig fra anden halvdel af 1400-tallet til begyndelsen af 1500-tallet.

1842

Møntsamlingens Gaveprotokol (GP) 95 (26). Fra Oldsagskommissionen. Fundne ved gravning i Gurre slots ruiner og indsendt af forstråd Bjørnsen.

1847

Møntsamlingens Fundprotokol (FP) 68 (27).
Fra forstråd Biørnsen indleveret, som fundne i dyndet, der optoges af graven om Gurre slotsruin.

1932

Møntsamlingens Fundprotokol (FP) 1793.
Indsendt af arkitekt C. M. Smidt, Nationalmuseet.
Erik af Pommern, kobbersterling, Lund.
Fundet 25. maj af Jens Larsen i det nordvestre tårn på Gurre slotsruin.

1948

Møntsamlingens Fundprotokol (FP) 2224.
Indleveret af magister Tage E. Christiansen, Nationalmuseet.
Mecklenburg, hulpenning, Oertzen 183, Sæther 25, c. 1450-80 (28).
Fundet i august ved udgravning af Skt. Jacobs kapel i Gurre.

1950

Møntsamlingens Fundprotokol (FP) 2263.
Indsendt af arkitekt C.G. Schultz, Nationalmuseet.
Hans, Malmø, hvid, præget på forgyldt kobber, tyk, forsynet med øsken til at bære som smykke, 5,56 gram. Hængesmykket er beregnet til at bæres med forsiden udad, så kongens kronede initial kan ses.

1955

Møntsamlingens Fundprotokol (FP) 2453.
Erik af Pommern, kobbersterling, møntsted ikke bestemt.
Fundet af lærer Johannes Tvenge, Ordrup, i Gurre slotsruin.

De mange ældre fund med deres ofte upræcise angivelser af fundsted har alligevel en vis interesse. Det er bemærkelsesværdigt, at der på et tidligt tidspunkt (1842) fandtes to stykker borgerkrigsmønter af den type, MB 577, som der ligeledes fandtes to eksemplarer af i 2001. Det er da også værd at bemærke, at der både 1835 og 1836 fandtes Erik af Pommern-grosser fra Lund og Gurre, henholdsvis t og to eksemplarer, der er ikke medregnet i ovennævnte fundoversigter. Det er bemærkelsesværdigt, at der fandtes en Sten Sture den Ældre-ørtug fra 1480 i 1836 - svenske senmiddelalderlige, tosidede mønter er uhyre sjældne i Danmark, deres antal er mindre end fingrene på n hånd. Årsagen til dette mærkelige forhold kan ikke umiddelbart forklares - måske var deres sølvholdighed simpelthen for god efter danske forhold?

Endelig er der et ejendommeligt møntsmykke, fremstillet under kong Hans' regeringstid på mønten i Malmø. Det blev fundet på Gurre i 1950, og mig bekendt kendes ingen tilsvarende fra dansk senmiddelalder. Derimod ledes tanken hen på de mange møntagtige smykker, der blev fremstillet i Lund, specielt i midten af 2. halvdel af 1000-tallet. De er sikkert udført hos møntprægerne og på foranledning af disse, måske for at tjene en ekstra skilling ved at sælge dem som smykker (29). At senmiddelalderens møntmestre genoptog denne også her i Danmark i og for sig ret nærliggende nicheproduktion, er nyt og værd at bemærke. Produktionen har dog slet ikke været så omfattende som i 1000-tallet.

(Etting, Hvass, Andersen: Gurre slot. Kongeborg og sagnskat, København 2003 side 101-113)


Noter


Tilbage til Dansk Mønt