Henrik Hielmstiernes møntsamling og Det kgl. Mønt- og Medaillekabinet

af Jørgen Steen Jensen

I denne tid fejrer Den kongelige Mønt- og Medaillesamling sit 200 års jubilæum. Takket være den numismatisk interesserede kongelige kabinetssekretær Ove Høegh Guldberg blev der fra 16. december 1780 til 28. marts 1781 udgivet to kongelige kabinetsordrer og to resolutioner, der af tre forskellige kongelige møntsamlinger - den danske samling, Kunstkammerets antikke og udenlandske mønter samt guldsamlingen på Rosenborg - dannede Det kongelige Mønt- og Medaillekabinet, som blev installeret på Rosenborg. Kabinettet fik straks en chef, som kunne forelægge sager direkte for kongen. Majestæten afgjorde personlig ved resolution alle sager af blot nogenlunde vigtighed. Det daglige arbejde med at ordne samlingen blev i de første 10-15 år udført af en kommission af fire kulturelt interesserede ældre embedsmænd. Ved deres energi og vedholdenhed og god støtte fra de skiftende chefer fik de ordnet Det kongelige Mønt- og Medaillekabinet i de smukke egetræsskabe, som tegnedes af Johannes Wiedewelt. I disse skabe befinder samlingen sig i øvrigt stadig, også efter overflytningen 1867 til Prinsens Palais og navneskiftet til Den kongelige Mønt- og Medaillesamling.

Fig. 1. Portræt af Henrik Hielmstierne (1715-80), malet kort efter hans død af Jens Juel. Statens Museum for Kunst, foto i Fotografisamlingen på Charlottenborg

Det var et dødsfald, der satte de begivenheder i gang, som førte til oprettelsen af Det kgl. Mønt- og Medaillekabinet. Den 18. juli 1780 døde Henrik Hielmstierne, justitiarius eller højesteretspræsident og præsident for Videnskabernes Selskab (fig. 1). Hielmstierne, der var født i en meget velstående borgerlig københavnsk familie, havde arbejdet sig op mod samfundets top, men samtidig havde han hele sit liv haft ægte kulturelle interesser forbundet med et samlerinstinkt, som den gode økonomiske baggrund og et rigt giftermål tillod ham at pleje. Hans dansk-norske bogsamling, især fra 15- og 1600-tallet, var - og er - legendarisk. Den er af en kender betegnet som »af uvurderlig betydning for kendskabet til ældre dansk litteratur, hvoraf adskilligt kun er bevaret gennem eksemplarer der«. Men det var ikke blot bøger, Hielmstierne samlede, men også skilderier og kobberstik fra fædrelandets historie. Han havde mere end hundrede malerier og flere hundrede stik.

Og endelig havde Hielmstierne fra sin tidlige ungdom samlet på mønter og medailler. Denne interesse medførte, at han 1739, kun 24 år gammel, blev sekretær i en kommission som Christian VI havde nedsat for at bringe orden i de danske mønt- og medaillesamlinger. Det var Kunstkammerets samling og en nylig indkøbt kæmpemæssig privatsamling, som havde tilhørt den gamle samler Niels Foss. Hielmstierne - eller Henriksen, som hans borgerlige navn endnu var, udførte den bedrift i løbet af mindre end et år at skrive et nyt katalog over den danske kongelige samling. Det blev i over 40 år normgivende, og dets indflydelse kom til at strække sig endnu længere. Christian VI.s mønt- og medaillesamling udviklede sig til at blive intet mindre end det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. I 1750 blev den danske samling, som i nogle år havde stået under Selskabets præsidents segl i Danske Kancellis arkiv, overdraget til Hielmstiernes personlige ansvar. Desværre vandt hans planer med den nationale samling ikke den nødvendige støtte højere oppe, og det har åbenbart slået hans mod og energi ned. Selv om Hielmstierne i 1756 fik udbygget den danske samling med en fin svensk privatsamling, som havde tilhørt den store bogsamler og bibliograf C. G. Warmholtz, er det ikke helt galt at sige, at samlingen i resten af hans tid sov tornerosesøvn, gemt af vejen i arkivet og glemt af næsten alle. Først da Hielmstierne døde, gik Guldberg i gang, formelt med at udnævne den omtalte firemandskommission der skulle modtage nøglerne til den kongelige samling fra arvingerne og kontrollere indholdet, men desuden med det nok så betydningsfulde hverv at skulle foreslå, hvor samlingen »med Sikkerhed til Nytte og Ære bedst kand finde Plads«.

Hielmstiernes død gav altså stødet til grundlæggelsen af Det kongelige Mønt- og Medaillekabinet, og vi skal nu høre nærmere først om hans familieforhold og dernæst om hans private mønt- og medaillesamling.

Henrik Hielmstierne og hans hustru Andrea Kierulf (1730-1806) havde tre børn, en søn og to døtre, men kun den ene datter blev voksen og overlevede faderen. Det var Agnete Marie Hielmstierne (1752-1838), der 1773 blev gift med Marcus Gerhard Rosencrone (1738-1811), en mand der ligesom hun selv tilhørte en velhavende, nylig adlet familie. Rosencrone var diplomat, men svigerfader Hielmstierne sørgede for, at han og Agnete ikke blev sendt til for fjerne poster. I øvrigt tilhørte han Guldbergs parti, og han var fra 1780 til 1784 landets udenrigsminister. Efter regeringsforandringen og Guldbergs fald trak han sig tilbage til et harmonisk privatliv (fig. 2). Men der var ingen børn, og derfor trængte spørgsmålet om de Hielmstierneske samlingers skæbne sig på.

Fig. 2. Agnete Marie Rosencrone, født Hielmstierne, (1752-1838) og Marcus Gerhard Rosencrone (1738-1811), malet af Jens Juel kort før dennes død. Frederiksborgmuseet.

Den gamle Hielmstierne havde bestemt, at disse samlinger skulle blive i familien, og at der skulle trykkes et katalog derover. Hvis familien uddøde, skulle hver samling afhændes for sig i sin helhed. Katalogerne udkom hurtigt efter hans død, to bind med bogsamlingen 1782-85, og bind 3 med mønter og billeder 1786. Ægteparret Rosencrone havde et betydeligt samfundssind, og de startede uddelingen af skattene med 1807 at skænke bogsamlingen til Det kongelige Bibliotek, mens malerier og kobberstik efter Marcus Rosencrones død blev skænket til de kongelige kunstsamlinger. I øvrigt skulle deres hovedarving være Den grevelige Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse, som stadig eksisterer og bl.a. er kendt for sin støtte til historisk forskning.

Hielmstiernes mønt- og medaillesamling var delt i tre dele:

Samlingen var katalogiseret af registrator i Geheimearkivet J. Weber under den berømte historiker Suhms tilsyn. Da kataloget udkom, var dets 322 smukt trykte sider givetvis det hidtil bedste og mest udførligt forklarende møntværk på dansk. Det kgl. Mønt- og Medaillekabinets chef, overhofmarskal C. F. Numsen, blev så begejstret, at han sørgede for at firemandskommissionen fik assistance af Suhm, så at beskrivelsen over den kongelige samling, som de arbejdede med, og som udkom i to foliobind 1791, fik samme opbygning.

Samlingens niveau angives allerede ved den første mønt der nævnes i kataloget, kong Hans' guldnobel fra 1496. Det er Danmarks ældste regulære guldmønt, kun kendt i få eksemplarer. Hovedvægten i guldsamlingen lå i 1600-tallet, Christian IV, Frederik III og Christian V.

Sølvmedaillesamlingen indledtes med et komplet sæt af Abraham Nuis' medailleserie fra 1598 over de syv første oldenborgske konger, som i fjor på dette sted blev fremdraget fra glemselen af Kirsten Bendixen.

Hielmstiernes sæt er muligvis det eneste komplette sæt, der har eksisteret overhovedet, idet kun nogle af stykkerne fandtes i den gamle kongelige samling. Sølvmedaillernes hovedvægt lå især fra Christian V og frem mod Hielmstiernes egen tid.

Møntsamlingen dækkede især tiden fra kong Hans og til ca. 1700. Hielmstierne samlede både Norge og Slesvig-Holsten, områder der jo dengang hørte med i monarkiet, ligesom han også havde mønter fra Dansk Vestindien og Trankebar.

Middelalderen var forholdsvis svagere repræsenteret, kun 174 mønter, eller mellem en fjerdedel og en femtedel af hele møntsamlingen. Af middelaldermønter var 29 stykker fra Svend Estridsen og hans to sønner, Harald Hen og Knud den Hellige, de kom fra et stort fund fra godset Holsteinborg i Vestsjælland 1737 (fig. 3-5).

På grund af de særlige privilegier, der fulgte med grevskaberne, var disse undtaget fra danefæreglerne, og netop mønterne fra Holsteinborg-fundet blev spredt omkring i 1700-tallets privatsamlinger. Desuden var der en ikke helt ubetydelig samling af norske mønter fra storhedstiden omkr. 1300, Erik og Håkon V Magnussøn (fig. 6-8) Også Nidarosærkebispen Erik Valkendorfs udmøntning (1510-22) var pænt repræsenteret.

Der vides vistnok intet som helst om, hvorfra Henrik Hielmstierne fik sine mønter. Georg Galster har i sin tid fremdraget nogle dokumenter, der viste at han fulgte med i auktionerne i Hamborg, og måske er dele af hans egen samling erhvervet ad disse kanaler. Men indtil andet foreligger, må vi antage, at det især er det samtidige københavnske samlermiljø, der har muliggjort skabelsen af samlingen, hvor ikke mindst de over to hundrede guldmønter og -medailler virker imponerende.

Samlingens videre skæbne efter Rosencrones død 1811 skal nu skildres. Men det må forudskikkes, at disse år under krigen mod England efter Københavns bombardement og flådens rov var præget af en voldsom inflation. I begyndelsen af 1812 var en kurantdalerseddel kun en sjettedel værd sammenlignet med førkrigstiden, og selv om man troede og håbede på en stabilisering, var det trods alt en periode, hvor mange kunne være fristet til at holde på de faste værdier.

Men så jordbundent tænkte Agnete Marie Rosencrone, født Hielmstierne, ikke. For hende var der, som hendes prokurator A. Maller udtrykte det, med hensyn til hendes mønt- og medaillekabinet »Pietets Pligter at iagttage, der efter hendes Tænkemaade ere hende hellige«, og hun ville afhænde samlingen uden at sprede den, dvs. til et offentligt kabinet. Derfor havde hun afslået et tilbud på sin møntsamling fra en privatmand, da hans »Kabinets Varighed er bundet til hans Liv«, en betragtning der unægtelig har evig gyldighed. Hvis samlingen blev solgt til et offentligt kabinet, måtte det beholde de mønter og medailler, som det ikke selv i forvejen havde. Guld- og sølvmedaillerne skulle blot betales efter aktuel metalværdi, mønternes pris skulle være 2.000 kurantdaler, evt. mindre.

Vi skal om et øjeblik se, at Agnete Marie Rosencrones pietetsfulde forhåbning ikke helt blev opfyldt ved overdragelsen til Møntkabinettet. Her lagde man nemlig først og fremmest vægt på at have hver enkelt mønt og medaille i den bedst mulige udførelse, mens stykkernes oprindelse eller proveniens var underordnet. Hvad der ikke var brug for blev udskudt som dubletter, der enten bortbyttedes til privatsamlere eller solgtes til fordel for Kabinettet. Disse specielle forudsætninger og statens almindelige forarmelse i årene omkring Statsbankerotten 1813 skal man have i erindring, når man bedømmer de følgende begivenheder, som medførte at kun en lille del af Hielmstiernes samling blev bevaret som del af den kongelige samling, mens resten blev splittet.

Professor Christian Ramus, der dengang var inspektør for Det kgl. Mønt- og Medaillekabinet, var begejstret over betingelserne for købet, hvor »intet i nogen Maade kan være at tabe«. Han skønnede, at det kongelige kabinet nok kun ville behøve et halvt hundrede stykker. I øvrigt foreslog han at bevare samlingen af sølvmønter, »for ved, en forekommende passende leylighed at bortskænke disse til noget offentlig Institut«. Vi skal senere vende tilbage til, hvad der kan skjule sig bag disse gådefulde ord. Medaillerne og guldmønterne skulle derimod sælges. Herved kunne både kongens interesse - for det var kongens kasse der skulle betale købet - og sælgerindens hensigt opnås. Det var desuden Ramus' mening, at man også skulle tilgodese private samlere, så de kunne forsyne sig fra Hielmstiernes samling, mod naturligvis i bytte at give Det kgl. Mønt- og Medaillekabinet stykker af tilsvarende værdi.

Den 25. februar 1812 tog Frederik VI mod tilbuddet, medaillerne betaltes efter vægten til metalpris, mønternes pris nedsattes til 1500 daler kurant. Det kongelige Mønt- og Medaillekabinet skulle udtage, hvad det manglede, medaillerne skulle i øvrigt afgives til et sted som kongen skulle bestemme - det vil sige til banken - mens møntsamlingen som foreslået skulle opbevares samlet til »en eller anden offentlig Indretning«.

Fire dage efter, den 29. februar 1812, foregik overleveringen, hvor samlingens indhold kontrolleredes efter det trykte katalog. Guldmedaillerne og guldmønterne vejede næsten 110 lod, dvs. over 1 1/2 kilo, sølvmedaillerne 1383 lod, dvs. godt 20 kilogram, og den samlede pris for medailler og mønter blev 14.920 af inflationstidens kurantdaler.

Nogle måneder efter var Ramus færdig med sin gennemgang af samlingen. Til Det kgl. Mønt- og Medaillekabinet havde han udsøgt guldstykker for godt 15 lod, men desuden syntes han, at det var kedeligt, hvis Hielmstiernes møntsamling »skal mangle alle Guldmynter«, og derfor udsøgte han et lille antal af de bekendteste guldmønter, dukater og andre, godt 13 lod. Tilbage blev 80 lod til kongens disposition.

Takket være udførlige lister kan man sige, hvilke guldmedailler og guldmønter, der blev udtaget til Det kgl. Mønt- og Medaillekabinet, her skal blot nævnes de vigtigste. Først og fremmest guldeksemplaret af Jeremias Hercules store Griffenfeld-medaille fra 1674, som anses for tilegnet Griffenfeld af smigrere eller velyndere (fig. 9).

Også fra Christian V.s tid er en medailie med det kongelige portræt og monogram (fig. 10). Lidt tidligere er guldeksemplaret af Hamborg-medailløren Johann Retekes medaille over den store gottorpske statsmand Johann Adolf Kielmann v. Kielmannseck fra omkr. 1665 (fig. 11). Af guldmønter må Christian IV.s portugaløser fra omkr. 1607 med kongen til hest på baggrund af et landskab nævnes (fig. 12). Desuden Christian IV.s sjældne dobbelte ungarske gylden fra 1608 (fig. 13) og en unik tredukat fra Christian V, 1694 (fig. 14) samt den ligeledes unike norske guldmønt, kaldet »Gyldenløves dukat« (fig. 15).

På listen findes ikke den ovenfor nævnte ældste danske guldmønt fra 1496. Den havde det skåret Ramus i hjertet at se vandre til omsmeltning eller begravet i bankens guldfond. Den hørte til den gruppe mønter og medailler, »som synes alt for sjældne for at tilintetgiøres eller at omsmeltes«, og mønten blev med andre tilsvarende stykker udlagt som bytteeksemplarer, hvilket Frederik VI godkendte i resolution af 17. juli 1812. Den endte med flere andre i vajsenhusinspektør H. H. Frosts samling, og det er vist dette eksemplar, der i dag ligger i Eremitagen i Leningrad.

Af sølvmedaillerne var de vigtigste, der blev udtaget, fire stykker fra Nuis' ovenfor omtalte medailleserie, Christian I og Hans, Christian III og Christian IV. Også Christian II-eksemplaret endte i Det kgl. Mønt- og Medaillekabinet, som til gengæld afgav et forhåndenværende noget lettere eksemplar. Som man ser - uden Hielmstiernes samling havde den enestående serie ikke i dag været på Nationalmuseet.

I øvrigt blev der af danske sølvmedailler udtaget en tredive stykker, blandt hvilke kan nævnes en lille medaille, nærmest en jeton fra Christian II.s datter, Christine af Lothringen, 1560, (fig. 16), muligt erhvervet under Hielmstiernes ungdomsophold i Paris, og en medaille til minde om hertug Hans den Ældre af Haderslev, 1582 (fig. 17). Den er det eneste her i landet værende portræt af denne usædvanlige og for Sønderjylland så betydningsfulde fyrste. Endelig kan også nævnes en af de mange medailler statholderen i Hertugdømmerne Henrik Rantzau lod fremstille over sig selv (fig. 18).

Hvad de regulære mønter angik, så udtoges der 13 danske 1000-tals mønter fra Holsteinborg-fundet (fig. 3-5). I det hele var over halvdelen af de udtagne mønter fra middelalderens forskellige perioder, men de er ikke allesammen lige nemme at identificere i samlingen i dag.

Af nyere mønter kan vises en meget sjælden dobbeltspecie fra Christian IV.s holstenske møntsted Glückstadt, 1640 (fig. 19), et mærkeligt unikt betalingstegn fra Christian IV.s flåde eller fra Holmen (fig. 20),

en unik norsk daler fra Frederik III, 1665 (fig. 21), en ligeledes unik seksdobbelt krone fra Christian V, 1693, hvis tykkelse på 11 mm næsten gør den til en lille sølvbarre (fig. 22).

Til slut kan vises en dobbeltspecie på firkantet blanket fra kongeslægtens stamland Oldenborg, der traditionelt hørte til danske samlerområder. Den er fra den sidste af de gamle oldenborgske grever, Anton Günther (1603-1667) (fig. 23).

Man kan egentlig undre sig over, hvor forholdsvis få mønter og medailler fra den Hielmstierneske samling der manglede og følgelig blev udtaget til Det kgl. Mønt- og Medaillekabinet. Havde det været 30 år før, havde billedet været anderledes, da manglede Kabinettet næsten alle medailler fra Christian VI og fremefter og de fleste guldmønter fra tiden. Alle disse mangler var afhjulpet af Medaillekommissionen ved et møjsommeligt samlerarbejde i 1780'erne, hvorved Christian Ramus fik gjort sit arbejde let.

Som allerede nævnt blev resterne af Hielmstiernes samling delt i tre dele:

I 1813 kom Statsbankerotten, og de Hielmstierneske guldstykker og medailler blev afgivet til Bankkontoret 15. december dette år. Der blev givet endelig kvittering 30. april 1814, og samtidig blev det hele indskrevet i Rigsbanken, Nationalbankens forgænger, under »Guld og Sølv Conto«. I det mindste nogle af guldstykkerne synes året efter afleveret til Mønten, givetvis til omsmeltning, men i øvrigt er den af krig og statsbankerot forårsagede triste afslutning ikke undersøgt i detailler.

De byttetransaktioner, Ramus havde faet lov at foretage, var nogenlunde afsluttet 1819, men det kan ikke umiddelbart siges hvad Møntkabinettet har faet derfor, da en egentlig bytteprotokol endnu ikke førtes. Ramus indstillede i dette år til sin chef, overhofmarskal A. W. Hauch, at sølveksemplaret af den største og berømteste af alle danske medailler, mindemedaillen over slaget i Køge Bugt 1677, skulle henlægges til en særlig lejlighed, men hvad der ellers var tilbage af Hielmstiernes sølvmedailler skulle sælges til sølvprisen. I øvrigt førtes provenuet ind i Møntkabinettets regnskab for 1818, og man kunne så synes, at der i denne henseende nogenlunde var sat et punktum.

Een ting manglede imidlertid, nemlig den Hielmstierneske møntsamling, som var reserveret til en offentlig indretning. Læseren kan med rimelighed spørge, hvad tanken var med denne samling, hvorhen skulle den? Der er, så vidt det kan ses, intet nedskrevet om den, og man må derfor nøjes med en gisning, som ganske vist synes velunderbygget.

Man kan nok regne med, at Hielmstiernes møntsamling var planlagt afgivet til Norge. I Christiania (datidens navn for Oslo) havde Det kongelige Selskab for Norges Vel, som var grundlagt 1809, »begyndt at lægge Grund til en Norsk Antiqvitets Samling, der muligens i Tiden kunde blive forenet med en saadan vordende Samling ved det [nygrundlagte] Norske Universitet og ... Selskabet i Forbindelse hermed ... har begyndt paa en liden Mynt-Samling i samme Hensigt ... «. Citatet er fra 1812, hvor Selskabet udbad sig et frieksemplar af det store pragtværk fra 1791, »Beskrivelsen«. Det fik det, og man kan se af aktstykkerne, at man bestræbte sig på at ordne denne sag både hurtigt og pænt. Året efter, 1813, ventede Ramus - i forbindelse med Møntkabinettets erhvervelse af den store Schmettowske samling af klassiske mønter - at skulle afgive græske og romerske dubletter til Norge.

Intet ville være naturligere end at benytte den Hielmstierneske møntsamling til samme formål. Det ville også være i Marcus Gerhard og Agnete Marie Rosencrones ånd, da der i den oprindelige fundats for deres stiftelse på forskellig måde var tænkt på Norge, hvorfra Rosencrone stammede. Bl.a. ved at bidrage »til det i Norge anlæggende Universitets gavnlige Indflydelse paa Kulturs og Videnskabeligheds Udbredelse«. Nogle af disse bestemmelser i fundatsen bortfaldt, da Danmarks og Norges veje rent politisk skiltes i 1814. For Det kongelige Mønt- og Medaillekabinet fik adskillelsen den betydning, at der ikke længere var tale om at afgive klassiske dubletter til Norge, i stedet kom der 1817 et regulært salg af de samme mønter, stadfæstet ved en kongelig resolution. Der er nok ikke noget at sige til, hvis det unge universitet i Christiania ikke ville købe en samling som den Hielmstierneske, der trods en god norsk repræsentation dog for hovedpartens vedkommende bestod af danske mønter.

Skønt denne forklaring endnu ikke kan bevises, er den i hvert fald sandsynlig. Samlingen blev liggende, men ikke glemt, for i 1824 da et par møntsamlere i en helt anden sammenhæng prøvede at få fingre i den, mindede Ramus sin chef om, at »en anden Bestemmelse engang har været taget med disse Doubletter«.

Der gik igen nogle år. I 1829 kom en bekendt møntsamler, grosserer J. D. Walker på den tanke at få arrangeret et trekantbytte. Han ville til Det kongelige Bibliotek afstå »et Indisk Manuscript skrevet på Palmblade« mod at få en god snes mønter fra Hielmstiernes samling fra de første oldenborgeres tid. Ramus ville gerne bidrage til Det kgl. Biblioteks tarv og forøgelse, og Frederik VI bifaldt forslaget.

Nu var der taget hul på Hielmstiernes møntsamling. Få år efter, 1832, døde Ramus, og Christian Jürgensen Thomsen, der skulle ordne hans bo og Det kgl. Mønt- og Medaillekabinet efter ham, må snart have bedt Hauch om papirerne vedrørende denne samling. Han fik dem, og efter at have sat sig ind i. sagen, lagde han dem i det omslag, hvor de stadig ligger, idet han udenpå skrev »Den Hjelmstjerneske Samling vedkommende«.

Der er ingen yderligere oplysninger, og resten er åbenbart blevet ordnet mundtlig. Af en regnskabsnotits om en udgift for bærepenge af det møntskab, hvor forhen den Hielmstierneske møntsamling opbevaredes, kan vi slutte os til resultatet: Den er blevet opløst. Nogle af mønterne er sikkert efter en fornyet gennemgang indlagt i hovedsamlingen, resten er lagt til dubletterne og benyttet ved den meget aktive erhvervelsespolitik, der blev ført af den ny ledelse for Det kgl. Mønt- og Medaillekabinet.

Den læser, der har fulgt med til nu, kan spørge, hvorfor bruge så mange ord på en lidt mistrøstig historie om en storslået gestus og et beskedent resultat. For Det kgl. Mønt- og Medaillekabinet var erhvervelsen, skønt vigtig med hensyn til enkeltstykker, dog trods alt ikke særlig omfattende. Enkelte af de nyere stykker må nærmest kaldes rariteter, muligvis ligefrem præget med henblik på samlere og liebhavere i 1600-tallet (f eks. fig. 14, 22 og 23).

Men sagen er simpelthen, at Hielmstierne, som selv allerede i 1743 havde foræret seks mønter til Kabinettet, og hans familie på grund af Agnete Marie Rosencrones meget storsindede tilbud i inflationsåret 1812, står som de første store donatorer i Den kgl. Mønt- og Medaillesamlings lange historie.

I vore dage, hvor de store private mæceners tal må siges at være dalende, har »Selskabet Den kgl. Mønt- og Medaillesamlings Venner« så at sige institutionaliseret givervirksomheden, og i de sidste år er meget nyttige erhvervelser gjort med tilskud fra dette selskab.

(Nationalmuseets Arbejdsmark 1980 side 67-76)


Tilbage til Dansk Mønt