Møntfornyelse (Renovation monetae) i Danmark indtil år 1200

af Jørgen Steen Jensen

Så vidt jeg ved er begrebet møntfornyelse ikke omtalt i skriftlige kilder fra Danmark eller i samtidige udenlandske kilder om Danmark i den periode, der her skal behandles, dvs. op til 1200. Vi kan udelukkende slutte os til begrebets eksistens ved at se på sammensætningen af sluttede fund, såkaldte skattefund. Jeg har fornemmelsen af, at det vil være hensigtsmæssigt at dele gennemgangen af datidens Danmark efter de store provinser, dvs. Skåne, Sjælland, Fyn og Jylland.

 

Skåne

For Skånes vedkommende har jeg naturligvis ikke komplet oversigt over skattefundene, og jeg skal nøjes med at nævne nogle stykker:

1. Fjälkinge-fundet fra 1865 (1) bestod af 362 mønter, af hvilke langt over halvdelen, 208 stk., var tyske (hertil kommer næsten 200 ubeskrevne og formentlig, følgelig tyske). I vor sammenhæng er de danske interessante. Der er næsten 200, fordelt på en hel del af Svend Estridsens ældre mønttyper. Hertil kommer 36 stk. af Hauberg 28, 40 stk af Hbg. 30, 53 stk. Hbg. 31 og 7 stk. af Hbg. 32. Skatten dateres på grundlag af de tyske mønter til efter 1068, hvilket passer rigtig godt med de danske, i hvert fald er den fra før 1074, da Harald Hens mønter ikke er repræsenteret. Man kan imidlertid ikke sige, at skatten kan bruges til det formål, der her er relevant.

2. Går vi over til Löddeköpinge-fundet fra 1865, som blev publiceret af B. E. Hildebrand som et af hans allersidste trykte arbejder (2), så ser vi, at det består af 408 danske mønter. Desværre foreligger der ikke en egentlig optælling af stykker, kun en fordeling af indskriftsvarianter. Det er dog klart, at slutmønten er Harald Hens type Hbg. 1, kendt i 57 varianter og hovedvægten af Lunde-mønter ligger på Svend Estridsens Hbg. 32 og 32a (rune- og ikke-runemønt) med i alt 134 varianter. Resten synes at være småting. Det er ikke mindst på dette grundlag, at der er argumenterer for at den vigtige møntreform, som gjorde danske mønter nærmest enerådende, stammede fra Svend Estridsens sidste år, mens jeg har fornemmelsen af, at Sture Bolin i sin tid brugte den til sin fremhæven af Harald Hens rolle i møntreformen. Under alle omstændigheder, fundet er vigtigt, for her har vi de første ansatser til møntinddragelse, møntombytning, renovatio monetae. Antager vi, meget groft, at antallet af varianter forholdsvis fordeler sig som antallet af typer, så har vi 199 varianter, af hvilke over 90% er de to nævnte typer, Svend Estridsen Hbg. 32 og 32a samt Harald Hen, Hbg. 1. Mellem 25 og 30% hører til den yngste type, Harald Hen, mens Svend Estridsens sidste typer er repræsenteret med over 65%. Vi skal senere se, at dette mønster ikke er enestående. Dateringen må, med et rundt årstal, blive omkr. 1075, da Svend Estridsen antages at være død 1074.

3. Fra Lund, sidst i 1000-tallet, formentlig lige efter kongeskiftet 1095 har vi møntfundet fra 1915 (Västra Mårtensgatan/Bankgatan) med 58 stk. Oluf Hunger, Hbg. 4 samt 6 stk. Erik Ejegod Hbg. 1 (3). Vi ser, at den alt overvejende del af fundet (mere end 90%) bestod af en nylig afdød konges sidste mønt, suppleret med nogle få af den ny konges første mønt.

4. Også fra Lund er dobbeltskatten fra St. Drottens kirke (4), formentlig fra henved 1130, bestående af i alt 731 mønter fra kong Niels, hvoraf 693 stk. Hauberg 2, 3 stk. Hauberg 1, 1 stk. ærkebispemønt, 1 stk. Hauberg 5a og endelig 33 stk. Roskilde, Hbg. 9. Det er mellem 94 og 95% af skatten, som består af Ún mønttype.

5. Fra Ovesholm, lidt uden for Kristianstad, har vi det berømte fund af Erik Lams mønt, i alt 40 stk. af samme type, der fremkom 1803. Her synes der at være lidt flere eksemplarer bevaret end det ene, som var kendt da det blev beskrevet i det store svenske standardværk (5). Mønten må, med et rundt tal, dateres til 1140, og fundet bestod som sagt udelukkende af mønter fra Ún af Erik Lams mønter, angiveligt 40 i tallet.

6. I Bårarp i Halland fremkom 1932 et interessant fund, som jeg for nogle år siden fik mulighed for at arbejde med, og som belyser vort problem (6). Det stammer fra 1150'erne (7), formentlig 1152-1157, og det består af i alt 205 mønter. 133 er Ún og samme type fra Svend Grathe, Hbg. 3, som må være præget i Lund (ikke i Viborg som tidligere troet). Desuden er der 11 jyske brakteater, to danske eller norske, og endelig 56 mønter, som jeg i sin tid opfattede som norske, men hvoraf nogle siden har vist sig snarere at være svenske fra Lödöse. Endelig en enkelt mønt fra Gotland. Vi konstaterer, at næsten 2/3 af fundets mønter var Ún type, og ser vi blot på de danske mønter, så var det op imod 90%, som var af Ún og samme, type.

7. Fra Valdemar den Store har jeg kun kunnet komme i tanker om et enkelt skånsk fund, som tidligere var udstillet i Kulturens middelalderudstilling, otte mønter fra Valdemar den Store, alle af samme type, Hbg. 5 og fundet i Lund, kv. Ugglan 1.

Georg Galster var en gang i en fundpublikation rent hypotetisk inde på, at der måske kun eksisterede en eneste mønttype fra Valdemar I den Store fra Lund (8), idet de to følgende typer, Hbg. 3 og 4, som er uden indskrift, i så fald skulle flyttes til Knud VI. Det kan være vanskeligt at afgøre rent umiddelbart, idet alle de mønter, vi kender som henføres til Knud VI er uden indskrift.

8. Der findes imidlertid et enkelt fund fra Lund, fra Domkirken 1835, hvor der er to mønttyper repræsenteret, nemlig 14 af den formentlig ældre og 40 af den yngre, den numismatiske bestemmelse er Valdemar I, Lund, Hbg. 3, og Knud VI, Lund, Hbg. 1 (9). Vi ser altså en fundfordeling på op imod 75% af den ene type.

9. Mens der i højeste grad kan være tvivl om Bornholms numismatiske tilhørsforhold under Danmark i 1000-tallet og måske også i begyndelsen af 1100-tallet, så bliver det i løbet af dette århundrede klart, at Bornholm hører sammen med Skåne. Det illustreres af fundet fra Rø kirkegård 1824, hvor der blev fundet i hvert fald 40 af Ún af Knud VI.s mønttyper, Hbg. 8 (10). Som konklusion må vi sige, at der bortset fra det yngste fund aldrig for de skånske funds vedkommende er tale om helt "rene" møntfund med blot Ún mønttype. Derimod er der tale om fund, hvor en enkelt mønttype spiller en helt dominerende rolle, fra 75% til 90%. På dette grundlag ville jeg være tilbøjelig til at mene, at begrebet møntfornyelse kan have eksisteret i Skåne fra slutningen af Svend Estridsens regering og indtil Knud VI døde 1202.

 

Sjælland

Gennemgår man det ny danske skattefundsværk er det nemt at se, at der næppe har været tale om en gennemført monopolmønt og dermed også en meningsfuld møntfornyelse fra Svend Estridsens tid, eller rettere, fundene giver ingen mulighed for at slutte sig til eksistensen af noget sådant. Det gælder hverken Skørpinge-fundet fra Stevns, som fremkom 1863 eller det berømte Selsø-fund fra Horns herred 1822 (11). Det er langt snarere typiske vikingetidsfund med kraftig udenlandsk iblanding, omend antallet af danske mønter er markant, hvorved fundene signalerer den øgede aktivitet på de danske møntsteder.

1. Går vi over til det ligeledes meget berømte, og meget store, Holsteinborg-fund, der fremkom sidst i 1730'rne, så tyder alt på, at det var et rent dansk fund, men bestående af mønter fra Svend Estridsen, Harald Hen og Knud den Hellige, med Svend Estridsens runemønter som de ældste. Fundet stammer fra Knud den Hellige, 1080-86, men man kan ikke på grundlag af dette store fund, der er højst fragmentarisk overleveret og bevaret, slutte sig til eksistensen af nogen form for møntfornyelse (12).

2. På Sjælland skal vi faktisk helt frem til kong Niels' regeringstid (1104-34), før vi har nogle fund, der tillader slutninger i retning af det emne, som interesserer os. Et godt eksempel er Allerslev-fundet, 13 der dateres til o. 1110 (måske lidt før?) og som bestod af 524 mønter, heraf 389 stk. (eller omkr. 3/4) fra kong Niels' type Hbg. 3, som formentlig hans første sjællandske udmøntning, mens 126 stk. var forgængeren Erik Ejegods sidste Roskilde-type (Hbg. 5). Resten var lidt spredt, det bør bemærkes, at der var 2 stk. af kong Niels' type 5/5a fra Roskilde, altså formentlig den følgende type. Hovedstrukturen minder om flere af de skånske fund, en fordeling på 3/4 af den formentlig aktuelle type og 1/4 af forgængeren.

3. Ved Græse å blev der i 1912 gjort et andet stort fund fra kong Niels (14). 879 mønter med en datering formentlig omkr. 1130. 826 af mønterne, altså 90% var af kong Niels' seneste type, Hbg. 9, mens 13 Svend Estridsen mønter og 37 norske mønter lå i en særlig pung. Med andre ord, der var tale om et praktisk taget "rent" fund, kun bestående af en enkelt type (3 ekspl. af kong Niels' type Hbg. 1 fra Lund tæller ikke rigtig i den store sammenhæng), og dette fund kunne unægtelig helt støtte opfattelsen af eksistensen af møntfornyelse på Sjælland under kong Niels' regering.

4. Der findes endnu et stort, omtrendt samtidigt sjællandsk fund fra kong Niels (evt. umiddelbart efter hans død 1134), Tessebølle (15). Tessebølle-fundet består af 590 mønter, hovedparten er igen Hauberg 9 med 458 stykker, eller godt 75% af fundet. Kong Niels type Hbg. 7 har 103 stk., eller godt 15%, desuden er der nogle stykker af andre kong Niels typer. Bemærkelsesværdigt er 5 stk. af efterfølgeren Erik Emunes mønter, fordelt på to typer, det er blevet tolket som mønter udstedt af Erik, mens han var tronkræver og Niels endnu levede.

5. Det berømte fund fra Haraldsborg ved Roskilde dateres traditionelt (på grundlag af oplysninger hos Saxo, Gesta Danorum) til denne borgs ødelæggelse 1132-33, et tidspunkt hvor Niels endnu levede (16). Desuagtet er 624 af de 628 mønter præget i Erik Emunes navn, et forhold der forklares ved at Erik havde taget kongenavn i 1131 efter mordet på Knud Lavard. Disse mønter fordeles på ikke mindre end 4 typer, Hbg. 1, 3, 4 og 5 med henholdsvis 166, 195, 172 og 81 stk, hvilket er henholdsvis 26, 31, 27 og 13%. Jeg må indrømme, at det er meget svært at få fordelt så mange mønttyper på den korte tid mellem Eriks selvproklamerede kongenavn og den formodede nedlæggelse af skatten, således at dette fund rejser ganske mange spørgsmål. Herunder også omkring den ret ligelige fordeling af skatten mellem hele 4 mønttyper. Nærliggende ville det jo være at foreslå en lidt senere datering af skatten end den traditionelle, så meget des mere som efterfølgeren til Erik Emune (1134-37) også hed Erik (Lam), og han regerede i de følgende ni år (1137-46).

6. Vi skal mere end en menneskealder frem i tiden før vi igen finder et par repræsentative sjællandske møntfund, begyndende med Vemmelev kirkegård (17). Det har 29 stk. af Valdemar den Stores Hbg. 8, Roskilde.

7. Lyngby kirkegård (nord for København) har tilsvarende 26 mønter fra Valdemar den Stores Hbg. 9 (18).

8. Vråbjerg bakke i Åmosen havde 87 mønter fra Valdemar den Store, heraf var 85 ligeledes af typen Hbg. 9 (19).

9. På Tikøb kirkegård fandt man 75 mønter fra samme konge, heraf var de 72 af samme type, Hbg. 10 (20).

10. Glumsø indelukke havde 39 stk. af Valdemar den Stores type Hbg. 15 (21).

11. Endelig havde Fensmark kirke i kormuren indmuret 22 mønter, hvoraf 18 var fra Valdemar den Stores Roskilde-type, Hbg. 16, mens 4 traditionelt henføres til Knud VI, Hbg. 10 (22). Da begge typer er indskriftsløse, må jeg indrømme, at jeg er lidt skeptisk med hensyn til fordelingen mellem de to konger, men det lille fund har i hvert fald en overvældende andel, godt 80% af den ene mønttype.

Hvis vi skal opsummere, så man sige, at det kun er i 1100-tallet, at man på Sjælland kan se beviser på møntombytning, renovatio monetae, det ses tydeligt i Græse fundet og nogle kirkegårdsfund fra Valdemar den Store, Vemmelev, Lyngby og Tikøb kirkegårde, godt suppleret af andre fund, Vråbjerg og Glumsø. I andre tilfælde er forholdene som i Skåne, omkr. 75% af mønterne hører til Ún mønttype. Helt udenfor falder Haraldsborg-fundet, som imidlertid må henføres til en borgerkrigsagtig periode med sandsynligvis flere konger, hvorfor man skal være forsigtig med at trække for vidtgående slutninger.

 

Fyn

På Fyn har vi faktisk kun to fund, som kan gøres til genstand for undersøgelse, nemlig

1. Særslev kirkegård, med 23 mønter fra kong Niels, enten præget i Odense eller, som foreslået af Hauberg, i Ribe (23). Uanset eksistensen af to Hauberg-numre,må det anses for sandsynligt, at det faktisk er samme type.

2. Fra Albani torv i Odense har vi et fund fra 1895 med 31 mønter, formentlig fra Knud VI (og i dette tilfælde faktisk med indskrift) (24). De to mønttyper, som fundet består af, har i tidens løb været forskelligt bestemt, en overgang således til Knud V (+ 1157). Men i Møntsamlingens hovedsamling har de imidlertid længe været placeret som Knud VI. hvad der nu fremkom på skrift i Skattefundsværket. 24 stk eller over 75% hører til Ún type, Hbg. 60 (Valdemar 1).

Det relativt beskedne fundmateriale, to ikke særlig store fund, tyder på at der i 1100-tallet har været tilsvarende forhold som i Østdanmark.

 

Jylland

Til slut vender vi os til Jylland. Her skal vi helt op til Knud den Helliges tid (1080-86) før vi kan se de fænomener, vi her er interesseret i.

1-2. Fra Jegstrup mose og fra Bjerregrav mose er der ensartede fund, henholdsvis 32 og 33 mønter af samme typer (25). Her har man åbenbart virkelig haft møntfornyelse. (Georg Galster har engang rent hypotetisk antydet, at møntforholdene, herunder også en stærk møntforringelse, kunne have været medvirkende til oprøret og det følgende mord på kongen i Skt. Albani kirke i 1086).

3. Lundby krat fundet fra 1980, som Kirsten Bendixen fik publiceret som sin sidste større sag (26), er ganske mærkeligt. Det må være nedlagt o. 1100, og det består af 237 mønter, heraf 118 danske, 69 norske fra Magnus Barfod (det største fund fra denne konge, så vidt jeg ved) samt 47 engelske og tyske m.v. Men ser vi bort fra disse udenværker og koncentrerer os om de 118 danske mønter, så ser vi ni mønter fra Lund fra Erik Ejegod og hans forgænger. De øvrige 109 er alle samme type, nørrejyske, Randers og Ålborg. Dvs. 90% af fundets danske mønter af Ún og samme jysk type, og vi begynder følgelig at genkende mønsteret.

4. Der går et halvt hundrede år før vi igen får fund fra Jylland, desværre små. Det ene, fra Vejen mose, bestod af 13 stk. af Knud V.s type Hbg. 4, en lille brakteat (27). Altså 100%.

5. Anderledes er billedet med det lille fund fra Vester Starup kirkegård, som fremkom omkr. 1. verdenskrig, indsendt i to omgange. 9 mønter, fordelt på fire typer og to konger, Svend Grathe og Knud V. (28). Det kan naturligvis forklares ved de borgerkrigsagtige forhold.

6.-7. De berømte og vigtige fund fra Øster Uttrup (I og II) (29) fremkommet henholdsvis 1696 og 1708, unddrager sig analyse i vor sammenhæng, da vi ikke kender hverken tal eller relativ fordeling. De blev spredt godt og grundigt i Danmark-Norge og nabolandene (30). Jeg tør med andre ord ikke bruge dette dobbeltfund til noget som helst i vor sammenhæng.

8. Meget beslægtet med Øster Uttrup er fundet fra Biersted hede, fra 1860 (31). 155 mønter, hvoraf 139 jyske, 14 norske og 2 fra Utrecht. Ganske vist fordeler de 139 danske sig på 28 Hauberg-typer (næsten halvdelen nemlig 59 stk. er dog en enkelt, nemlig Hbg. 51), men spørgsmålet er om ikke alle disse små og tynde mønter, der kun vejede en brøkdel af et gram, og som i nogen grad må have kurseret samtidig skal opfattes som en enkelt udmøntning? Dette er en hypotese, der muligvis ikke er helt gennemtænkt, under alle omstændigheder kan det være svært at fa indplaceret de små nørrejyske brakteater i det emne, vi her beskæftiger os med.

Vi må nøjes med at konkludere, at der givetvis har været møntfornyelse i Jylland i perioden c. 1080-1100. Materialet svigter for det efterfølgende halve århundrede. Jeg har min tvivl, kan jeg gerne røbe, om der har været møntfornyelse i denne tid, idet vi bl.a. har en i enkeltfundene umådelig udbredt nørrejysk type, hvis eksistens i så stort tal nærmest kan forklares ved, at der netop ikke har været møntfornyelse (32).

Lad mig derfor konkludere, at forholdene ikke har været ensartede, og at materialet delvis svigter på Fyn og i Jylland. Men i Skåne kan møntfornyelserne stort set følges fra ca. 1070 og gennem hele 1100-tallet. På Sjælland har fænomenet eksisteret i 1100-tallet, mens materialet er noget mere spredt på Fyn og i Jylland. I Jylland kan det kun klart dokumenteres i perioden ca. 1080-1100.

(NNUM 1996 side 130-136)

Bearbejdelse af foredrag holdt ved symposium, arrangeret af Universitetets Myntkabinett, Oslo, 6. september om Møntfornyelse i Norden i middelalderen. Et tilsvarende foredrag, omfattende perioden fra Valdemar II Sejrs død 1241 og indtil Christopher II.s død 1332 blev holdt af Keld Grinder-Hansen. Jfr. NNUM 1996, s. 119.


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt