Den danske møntøkonomi og Europa i 1300-tallet

af Keld Grinder-Hansen

1. Indledning.

Den ekspansive pengeøkonomi, der havde sit udgangspunkt i det kontinentale Europa, nåede i højmiddelalderen frem til det nordiske område og omformede grundlaget for det danske samfund. En møntbaseret økonomi synes at være blevet etableret i Danmark i perioden fra slutningen af 1100-tallet og frem til midten af 1200-tallet. Det skete først i byerne, hvor man har haft mest direkte forbindelse med den udenlandske møntøkonomi, men landdistrikterne fulgte snart efter. Fra begyndelsen af 1200-tallet må det formodes, at de danske bønder benyttede mønter i dagligdagen. I løbet af 1200-tallet blev et voksende antal transaktioner i byerne betalt med rede penge; offerpenge til kirken, lejeafgifter til jordejerne og skatte- og toldpenningene til kongen. Der blev handlet på markederne med klingende mønt og større grupper af befolkningen havde nu mulighed for at lægge et kontant overskud til side som opsparing.

Middelalderens møntvæsen betegnes traditionelt som "det feudale møntvæsen" - en betegnelse som i forhold til de danske møntforhold er uheldig. Af de tre elementer der konstituerer det feudale møntvæsen; 1) monopolmønt; 2) renovatio monetae; 3) forlening af møntretten, forekom en egentlig forlening af møntretten fra kongemagten til en anden myndighed ikke i middelalderens Danmark. En mere dækkende betegnelsen for middelalderens danske møntvæsen er udtrykket "det proprietære møntvæsen", som understreger kongemagtens brug af møntvæsenet som personlig indtægtskilde. Når møntvolumen øgedes var det ikke primært en reaktion på en fri markedsøkonomis voksende efterspørgsel efter pengemidler til at klare transaktionsbehovet, men snarere en afspejling af kongemagtens behov for at dække sine stigende udgifter gennem nye møntudstedelser. Dette protektionistiske møntsystem kunne opretholdes så længe kongemagten effektivt formåede at udelukke udenlansk mønt fra den indenlandske møncirkulation. Da Erik Plovpenning besteg tronen i 1241 var møntmonopolet gældende. 100 år senere bestod det danske møntomløb af udenlandske mønttyper som sterlinge og turnoser. I den mellemliggende periode var det blevet stadigt vanskeligere for den danske kongemagt at håndhæve forbudet mod anvendelsen af udenlandsk mønt. Dén proces, der førte til møntmonopolets sammenbrud, vil nedenfor blive diskuteret på grundlag af en sammenholdning af de skriftlige kilders udsagn med de informationer, som kan udledes af de bevarede møntfund. Spørgsmålet er, hvornår i processen de udenlandske mønter gennembrød "valutabarrieren" og placerede sig som et væsentligt element i det indenlandske danske møntomløb.

Udenlandske møntsorter omtales jævnligt i de skriftlige kilder fra Erik Glippings regeringstid (1259-86) og referencernes antal stiger gennem perioden i takt med, at det danske møntvæsen forringes. Det er imidlertid værd at overveje, hvad man kan udlede heraf om de udenlandske mønters rolle i den danske møntcirkulation. I den historiske litteratur finder man det synspunkt fremført, at der eksisterer en direkte proportionalitet mellem kildehenvisningernes antal og de udenlandske mønters betydning i møntomløbet. Dette fører til konklusionen, at de udenlandske mønter vinder frem fra omkring 1250 og gør sig gældende i det indenlandske danske møntomløb fra omkring 1300. En så mekanisk tolkning af kildestederne synes imidlertid problematisk, og må efterprøves ved en nøjere granskning af den sammenhæng udenlandsk mønt benyttes i i de enkelte kilder. En sådan gennemgang viser, at der må skelnes mellem flere hovedtyper af kildereferencer. For det første må der sondres mellem de kilder, hvor de udenlandske mønter optræder som ren regnemønt, og de øvrige, hvor de udenlandske mønter benyttes som reelle betalingsmidler. For det andet må man ved tolkningen af kilderne gøre sig klart, om de omtalte pengebaserede transaktioner har forbindelse til den internationalt orienterede møntcirkulation, hvor de udenlandske mønter naturligvis anvendtes gennem hele perioden, eller om de refererer til den indenlandske. Kun i sidstnævnte tilfælde kan kilderne benyttes som et belæg for brugen af udenlandsk mønt i Danmark.

I perioden efter det danske møntvæsens sammenbrud i 1330'erne, blev de udenlandske mønter en fuldgyldig erstatning for den manglende indenlandske produktion. Årene ca.1340-1400 er i Danmark usædvanlig rig på endog meget store og rige møntskatte-fund som en afspejling af, at samfundets strukturproblemer og det manglende danske møntvæsen ikke nødvendigvis førte til en markant nedgang i den møntbaserede økonomi. Man kan imidlertid undre sig over, hvorfor Valdemar Atterdag (1340-75), der formåede at samle det pantsatte rige under et og gøre det til en magtfaktor i Nordeuropa, ikke fik reetableret et stærkt dansk møntvæsen. Først efter mere end 60 års pause lanceredes et nyt møntsystem efter lybsk forbillede i det første årtier af 1400-tallet. Som afslutning på artiklen vil Valdemar Atterdags passivitet på det møntmæssige område blive diskuteret, og et bud på en forklaring på hans begrænsede bidrag til den danske mønthistorie kort præsenteret.

2. Hvornår blev udenlandsk mønt en væsentlig faktor i den danske møntcirkulation?

Allerede inden de udenlandske mønttyper blev en del af den indenlandske møntcirkulation spillede de en væsentlig rolle for den danske møntøkonomi. Kongemagtens protektionistiske møntpolitik, der tvang udenlandske rejsende til at omveksle til danske penninge ved ankomsten til landet, sikrede en tilførsel af gode udenlandske mønter til kongens kasse. Disse kunne enten blive omsmeltet og benyttet som råmateriale til den danske møntproduktion, eller de kunne sendes tilbage i den internationale møntcirkulation som betaling for kongens militært baserede udenrigspolitik, dynastiske og feudale alliancer og tiendebetalinger til pavestaten, der altid forlangtes i god udenlandsk mønt eller lødigt sølv fremfor i den stadig ringere danske penning. Allerede i første halvdel af 1200-tallet synes der dog at have været alvorlig mangel på sølv i Danmark. Således skrev ærkebisp Uffe i 1231, da han skulle sende 1000 mark sølv som såkaldt Peterspenge til paven: "Denne sum har vi ikke uden stor omkostning fået samlet, thi da vore fjender besidder vort sølv og guld, deres sjæle til fortabelse, var vi nødtsaget til at indsmelte vor kobbermønt og uddrage den ringe sølv deraf. At der på denne tid har været lavvande i den danske sølvbeholdning, hænger givet sammen med, at man blot 6 år tidligere havde måtte betale 25000 mark sølv i løsesum til Henrik af Schwerin for kong Valdemar II's frigivelse. Mangelen på sølv til at imødegå voksende udenlandske fordringer og stigende indenlandsk efterspørgsel efter mønter blev i de følgende 100 år et stadigt større problem for den danske centralmagt. Det var således ikke blot kongemagtens bevidste udnyttelse af møntretten som hjælpemiddel i finanspolitikken, som var årsagen til de kraftige forringelser af den danske penning, men også simpelthen at kongemagten ikke rådede over sølv nok til udmøntningerne. Mangelen på tilstrækkeligt sølv har måske også været en medvirkende årsag til, at kongemagten overlod en del af møntproduktionen til bisperne. Meget af den løse kapital i samfundet opsugedes nemlig af de gejstlige stiftelser. De kunne derfor lettere end kongerne fremskaffe det nødvendige sølv til udmøntning.

I de tidligste referencer til udenlandsk mønt optræder de enten som regningsmønt eller omhandler transaktioner, typisk i gejstligt regi, der har forbindelse til udlandet. I kilder fra 1100-tallet og første halvdel af 1200-tallet, hvor vurderinger, gældsposter, gaver eller bøder omtales, er det almindeligt, at summerne opgives i regnemønt, i form af mark øre og ørtug sølv. Fra midten af 1200-tallet suppleredes denne beregningsmåde med opgivelser i udenlandsk mønt, specielt i engelske sterlinge. Allerede i 1251 bemyndigede pave Innocens 4. bisp Peder af Århus til at give subdiakonen Torkil dispensation til at modtage endnu et gejstligt embede, da hans nuværende ikke "overstiger en værdi af 40 skilling i sterlingmønt årligt". I 1263 benyttede biskop Niels af Slesvig ligeledes engelske long cros sterlinge som regningsmønt i et forleningsdokument, hvor værdien af én mark jyske pennninge sattes til "tre shilling nye sterlinge", og året efter befalede pave Urban 4 ærkebisp Jacob Erlandsen at nedlægge sit embede, da Lundekirkens indtægter var dalet fra en værdi svarende til 6000 mark sterlinge til under 100. I 1284 optræder turnosen første gang som regningsmønt i et dokument, hvor bisp Tyge pålægges at udbetale til kannikerne Mogens og Jens af Augustinerordenen i Viborg "en værdi af 50 mark Toursmønt".

Den første omtale af udenlandsk mønt som et reelt betalingsmiddel, findes i Abels overenskomst med ummelandsfarerne om toldafgifter i Skanør fra 1251. Heraf fremgår, at enhver kogge, der fra Skanør vendte mod vest, skulle betale 32 skilling god sterlingmønt. I de følgende tre årtier findes udenlandsk mønt kun undtagelsesvis omtalt i en sammenhæng, hvor det må have drejet sig om håndgribelige pengestykker. I en klage fra Øm kloster over bisp Tyge af Århus' overgreb fra 1266, omtales bla. hvorledes præsten Bjørn bortførtes, pintes og frarøvedes "tre heste, kostbare klæder, kobberpenge og sterlinge". I samme år modtog franciskanerne i København og Svendborg en erstatning fra staden Lübeck på "50 mark lybske penninge". I 1281 pålagde pave Martin 4. abbeden af Holmekloster og prioren for Dominikanerne i Odense at udrede den skyldige tiende til Det Hellige Land på 140 mark og 2o shilling i sterlingmønt". Alle tre kildesteder stammer fra det gejstlige miljø, der med sin internationale orientering må formodes først at have benyttet udenlandsk mønt i et vist omfang i forbindelse med indenlandske transaktioner, måske allerede under Erik Glipping. De udenlandske mønters betydning i den danske møntcirkulation har dog været yderst beskeden på denne tid. I 1270'erne foretog pavestaten en særlig indsamling af tiende til fordel for korstogene til Det Hellige Land. Da den pavelige indsamler, ærkebisp Bertrand Amalricis i 1282 opgjorde sit regnskab over bidragene fra Sverige og Danmark, nævnes blot 54 skilling og ti penninge sterlinge at være indsamlet i sterlingemønt, medens det øvrige danske korstogsbidrag opgives til ialt 555203 ½ mark i danske penninge. Hertil kommer 427 mark sølv i dansk vægt, samt yderlige beløb i mark penge, mark sølv og mark guld, der stammer fra indkrævede bøder og domfældelser samt gaver. Ligeledes fremgår det, af en stor del af de indkomne dårlige danske mark penge senere blev omvekslet til gode franske turnoser: "Fremdeles veksledes af mark penge fra Danmark til Toursmønt 25065 mark penge, hvoraf erhvervedes 1157 pund og 16 skilling i Toursmønt". Den pavelige indsamler ville have fortrukket at modtage tiendebeløbene direkte i gode sterlinge eller turnoser, men var nødt til at acceptere danske penninge, da udenlandsk mønt endnu ikke fandtes i synderligt omfang i den danske møntcirkulation. Først i begyndelsen af 1290'erne begyndte udenlandsk mønt i form af engelske sterlinge at optræde mere hyppigt i dokumenterne. Man finder nu testamenter med beløbsangivelser i sterlinge side om side med angivelser i mark penge og mark, øre og ørtug sølv. I 1292 testamenterede Gyde, datter af Skjælm Bang, således tre skilling sterling til Skt.Jacob og Skt.Oluf kirker og året før gav Kristine Hvid Roskildeborgeren Jon Lange fuldmagt til at skøde hendes gård i Roskilde til St.Clara klosteret "for 12 mark penge, hvis I ikke kan få mere for den, på betingelse af, at fornævnte søstre betaler mig disse penge i sterlinge, så meget som det kan beløbe sig til, når skødningen har fundet sted".

I de første tre årtier af 1300-tallet fortsætter sterlinge og nu også turnoser (groter) med at optræde i kilderne, dog ikke i et omfang som man måske kunne have forventet efter antallet af referencer fra 1290'erne. I en del af kilderne benyttes de udenlandske mønter endda stadigt som regningsmønt. Man finder dog også en række eksempler på reel anvendelse af udenlandsk mønt i kildematerialet. Således opgives alle beløb i sterlinge i oversigten over Erik Menveds toldsatser fra 1316. Første gang turnoser optræder som betalingsmiddel i kilderne er i dekan Bent's testamente fra 1285, hvor der ved siden af en lang række beløbsangivelser i mark og øre penge også anføres "12 pund sort Toursmønt til Det Hellige Land" til korsets løskøbelse". Turnoserne skulle således ikke til udbetaling i Danmark, men indgå i den internationale møntcirkulation. Turnoserne synes i det hele taget at være trængt senere ind i den danske møntcirkulation end sterlingerne. Man skal helt hen til 1303 før vi finder turnoser omtalt side om side med engelske sterlinge. Da provst Anders skænkede alt sit gods til oprettelse af et alter ved domkirken, afsatte han til reparation af bøger og alterudsmykning årligt "en ørtug turnoser eller fire ørtug sterlinge".

Værdibetegnelsen mark guld optræder jævnligt i kilderne allerede i første halvdel af 1200-tallet, hvorimod guldmønter først omtales i dansk sammenhæng i 1298, da bisp Peder af Viborg som aftalt udbetaler 100 guldfloriner til den pavelig kurie. At der på dette tidspunkt har været guldmønter i omløb i de højere gejstlige kredse, bekræftes af to lånedokumenter fra 1300 og 1302, hvor Jens Troelsen og biskop Henrik af Reval skyldte ærkebisp Jens Grand henholdsvis 20 gylden (florensis auri) og 70. Kongemagten lå naturligvis også inde med beløb i udenlandske guldmønter. Således donerede Erik Menved i sit testamente fra 1319 18 store guldfloriner til hvert kloster i Danmark.

Der eksisterer således tilstrækkelig kildebelæg for at konkludere, at udenlandske sølv- og guldmønter benyttedes i Danmark i de første tre årtier af 1300-tallet i et vist omfang. På den anden side er referencernes antal ikke stort, specielt fra 1320'erne, hvor der er overleveret færre omtaler af udenlandsk mønt end fra de forgående to årtier. De skriftlige kilder synes faktisk at antyde, at anvendelsen af udenlandsk mønt, der blev mærkbart øget i 1290'erne, stagnerede eller endog mindskedes i 1300-tallet første tre årtier. Først fra begyndelsen af 1330'erne begyndte de udenlandske mønter at indtage en dominerende rolle i det danske møntomløb. Nu synes turnoserne at være kommet i lige så stærk brug som de engelske sterlinge, og op gennem 1330'erne findes en lang række prisangivelser såvel i turnoser som sterlinge Udenlandsk mønt var blevet så udbredt blandt den danske befolkning, at biskop Peder af Odense i 1335 kunne udstede et dekret, hvorefter kirkegængere på Lolland fremover skulle erlægge tiende og offer i sterlingemønt.

Vender vi os til møntfundsmaterialet tegner der sig et billede, som ganske godt modsvarer gennemgangen af de skriftlige kilders udsagn om periodens møntcirkulation. Den internationale cirkulation baserede sig på lødigt sølv og udenlandsk mønt, hvorimod den indenlandske overvejende bestod af danske penninge frem til 1320'ernes slutning. Blandt de mere end 100 kendte møntskatte fra perioden 1241-ca.1340 rummer kun en halv snes både dansk og udenlandsk mønt . Det er bemærkelsesværdigt, at kun tre af disse stammer fra 1320'erne og 1330'erne, medens de fleste af de øvrige "blandede" skatte hører hjemme i de sidste to årtier af 1200-tallet, hvilket antyder, at der i disse år er indtrådt en midlertid lempelse af forbudet mod anvendelse af udenlandsk mønt i Danmark. Langt hovedparten af periodens skattefund indeholder kun danske penninge, hvilket er en kraftig understregning af, at møntmonopolet forblev i kraft, så længe der eksisterede en dansk kongemagt.

Periodens udenlandske mønter, specielt engelske sterlinge, optræder jævnligt i enkeltfundsmaterialet. På grund af disses forholdsvis lange omløbstid kan de ikke umiddelbart indplaceres i snævre kronologiske rammer. Enkeltfundne sterlinge og turnoser fra 1280'erne behøver ikke at have nået den indenlandske danske møntcirkulation før i 1330'erne, og kan således ikke benyttes som argument for de udenlandske mønters gennemslagskraft i Danmark på mønternes prægetidspunkt.

Det samlede fundmateriale bekræfter, at udenlandske mønttyper indgik i et moderat omfang i den danske møntcirkulation fra anden halvdel af 1200-tallet, men man skal frem til 1320'ernes slutning, før kongemagtens møntmonopol blev afgørende brudt og udenlandsk mønt blev en væsentlig faktor i det indenlandske møntomløb. Fra slutningen af 1330'erne findes danske penninge ikke mere i skattefundsmaterialet, der i stedet domineres af sterlinge, turnoser og efterhånden især nordtyske hulpenninge.

3. Valdemar Atterdags manglende møntvæsen.

Valdemar Atterdags regeringsperiode markerer et brud på den hidtidige danske møntpolitik. Møntregalets muligheder som magtpolitiskt og finansielt værktøj blev nedtonet, og møntcirkulationen overladt til de internationale gangbare eurpæiske mønter. De 41 kendte møntskatte fra Valdemar Atterdags regeringstid, heriblandt Danmarks overhovedet største kendte møntskat, skatten fra Kirial på Djursland med ikke mindre 81.442 mønter (27 franske turnoser, 2.674 sterlinge, 73.881 hele og 4.840 halve nordtyske hulpenninge), vidner om, at dette ikke medførte en markant nedgang i den cirkulerende møntmængde. Hvilke motiver kan Valdemar Atterdag have haft til at føre en så tilbagetrukket politik på det monetære område? I forsøget på at besvare dette spørgsmål må man skelne mellem Valdemar Atterdags dispositioner på det monetære område i Skåne og hans initiativer i det øvrige Danmark.

I 1360, da Valdemar Atterdag generobrede Skåne, fik han den stadig aktive mønt i Lund med i købet. Som det eneste møntsted i Danmark , Valdemar Attedag og vi kan ud fra en række dokumenter se, at han fortsatte prægningen af penninge i Lund frem til slutningen af 1360'erne eller måske endda lidt senere. Omtalen af Valdemars skånske penninge findes som under svensketiden mest i forbindelse med hansestædernes kamp for at opnå bedre handelsbetingelser i Falsterbo og Skanør, som intensiveredes efter at de nordtyske byer var kommet i åben kamp med Valdemar. Valdemar søgte at håndhæve princippet med at al handel skulle foregå med skånsk mønt på markedet, samtidig med at udførselstolden skulle betales i gode udenlandske sølvmønter. Hansestæderne derimod prøvede gennem forhandlinger og ikke mindst væbnet kamp at tvinge Valdemar til at opgive sit møntmonopol og iøvrigt nedsætte sine toldafgifter på Skånemarkederme. I forbindelse med Stralsundfreden 1370 måtte Valdemar imødekomme hansestædernes krav, hvilket nok er en væsentlig grund til, at han i årene derefter ikke synes at have præget mønter i Lund. Den økonomiske motivation til at lave skånske penninge var ikke længere til stede.

Der findes over 30 forskellige skånske mønttyper, som må være præget i årene 1332 og frem til ca.1370. Det er desværre på én undtagelse nær ikke muligt at udskille de mønttyper, som Valdemar Atterdag lod præge i Lund, efter at Skåne atter var blevet dansk. Mønttyperne er i sig selv stumme. De rummer ingen tekst, men blot enkle motiver: anker, lilje, kors, halvmåner, spydspids, tårn, tandhjul, rist og enkeltbogstaver, som vi i dag ikke nærmere kan tolke meningen af. For at placere mønterne i en tidsrækkefølge må vi vende os til periodens skattefund, der desværre er så få og små, at det ikke for tiden er muligt at fastslå en mere detaljeret rækkefølge. Der er som sagt kun én skånsk mønttype, hvor forsiden viser et slags anker og otte halvmåner og bagsiden et dobbeltkors (patriarchalkors, fig.x.), som med sikkerhed må tilskrives Valdemar Atterdag. Vi ved det, fordi mønttypen fandtes i 135 eksemplarer i en pengepung hos en af Valdemar Atterdags soldater, der blev slået ihjel og begravet uden for Visbys murer i juli 1361. Det store antal eksemplarer af mønttypen viser, at det må være årets type fra Lunde-mønten, dvs. september 1360-september 1361, hvilket igen vil sige den første mønttype efter at Valdemar Atterdag havde fået møntsmedjen i Lund i sin besiddelse.

Valdemar Atterdag slog altså mønt i Skåne, men det var et møntvæsen, som han mere eller mindre tilfældigt overtog og i hvert fald ikke selv udviklede. Lad os nu til afslutning se, hvad kilderne kan sige om hans initiativer på møntområdet i det øvrige kongerige. I de første mange år af Valdemar Atterdags regeringstid er der ingen skriftlige kilder, der omtaler forsøg på genskabe et dansk møntvæsen. Det er måske ikke så overraskende, da han havde nok at gøre med at kæmpe for samlingen af det splittede rige. Først i midten af 1350'erne synes kongen at have fået overskud til at overveje en indsats på det pengemæssige område, i hvert fald er der nu overleveret flere kilder, der omtaler sådanne bestræbelser. Da der i juli 1355 kom en forhandlingsdelegation til København fra byerne Lübeck, Rostock, Wismar, Stralsund og Greifswald for at forhandle om byernes privilegier i Danmark, bragte Valdemar Atterdag selv spørgsmålet om at genskabe et dansk møntvæsen på bane. I en indberetning fra en rådmand for Rostock får vi en øjenvidneskildring af denne begivenhed: "Næstfølgende torsdag [8. juli] bød kongen rådmændene til frokost. Efter bordet bad kongen dem give ham råd med hensyn til at lade slå en fælles mønt i riget til den menige købmands tarv... Om fredagen mødtes de ovennævnte rådmænd i førnævnte kloster [Gråbrødre kloster] og forhandlede... Hvad mønten angik, sagde de, at det ikke stod til dem, hvad mønt han ville slå eller forordne i sit rige, men det syntes dem tilrådeligt, at han lod slå en almindelig gangbar mønt, som kunne være varig og ikke øgedes eller mindskedes i værdi". Med andre ord rådede hansestæderne kongen til at lade udforme en solid og stabil sølvmønt, som i værdi nogenlunde modsvarede de samtidige udenlandske. Men det har næppe været dét, Valdemar havde i tankerne. Snarere havde kongen blikket rettet mod de indtægter, som udsendelsen af mere underlødige mønter ville give af afkast til ham. Yngre Sjællandske Krønike beretter, at han allerede samme år bragte spørgsmålet om en dansk udmøntning op ved et møde med de danske herremænd ved Vrangstrup på Midtsjælland. Under året 1355 er noteret: "Endvidere var der på Simon og Judas' dag [28. oktober] en sammenkomst i Vrangstrup, hvor kongen forhandlede med sine folk om mønten. Han pålagde dér også en skat, så der ud over kvægtienden skulle betales seks groter af hvert husdyr til to terminer, nemlig Nicolai dag [6. december] og Kyndelmisse [2. februar]". Det var en hård ekstraskat, Valdemar her foreslog. Seks groter svarede til en 1/10 mark sølv, hvilket må have udgjort en betydelig procentdel af de enkelte køers fastsatte værdi. Valdemar Atterdag må have fået grønt lys for at indkræve sin møntskat. Allerede samme år beretter Yngre Sjællandsk Krønike, at der er bønder som bliver straffet af kongens fogeder for ikke at have opgivet antallet af deres kvæg til brug for beregningen af møntskatten. Valdemar Atterdag påbegyndte måske allerede i 1355 eller året efter en møntproduktion, formodentlig i Roskilde. Den mønttype, han spillede ud med, havde ikke stor lødighed og kunne næppe imponere hverken i ind- eller udland. I hvert fald synes Valdemars mønt at være blevet mødt med ret stor modstand blandt dem, der fik den i hænde. Således skriver Yngre Sjællandske Krønike under 1356: "Derefter kom der en ny mønt, nemlig kobber, der fulgte efter sølvet, det ringere efter det bedre". Dette kan måske forstås således, at Valdemar har forsøgt at påtvinge befolkningen de nye ringe penninge i stedet for de udenlandske sølvmønter og formodentlig til en grov overkurs. En anden og mere sandsynlig forklaring gives dog til slut i denne artikel. (Eksempel på at Valdemar Atterdag selv forlanger sin betaling i god mønt)

Valdemar synes ikke at have haft særlig succes med sit forehavende. Ser vi på tidens dokumenter, finder vi ingen spor af Valdemar Atterdags ringe penninge. Hvis de overhovedet blev præget i større omfang, har de kun været benyttet som skillemønt og ikke i forbindelse med større handeler. I købskontrakter og pantebreve er det stadig de gode udenlandske mønter, der anvendes.

Valdemar Atterdags forsøg på at genoplive et dansk møntvæsen må i det hele taget hurtigt være gået i sig selv igen. Bortset fra omtalen af en Johannes Eskilsen som møntmester i Roskilde i 1361 og to gældsposter fra 1363, der begge anfører pengesummerne i kobberpenninge, hvilket må forstås som Valdemar Atterdags ringe mønter, er de skriftlige kilder herefter tavse om et dansk møntvæsen. Ser vi på fund af mønter fra perioden, bekræftes billedet af, at Valdemar Atterdags forsøg med at genoprette et dansk møntvæsen kun har været kortvarigt. Der er blot fire penningetyper, der med rimelighed kan placeres under Valdemars regering. Typen med et W på forsiden og en krone på bagsiden har traditionelt været henført til Roskilde, medens typen med krone og kors tidligere placeres under Lundemønten. Herudover er der yderligere to typer, som ikke indgår i nogen møntskat fra perioden, men ud fra deres fundfordeling blandt enkeltfundene må være fremstillet under Valdemar Atterdags regering henholdsvis på Sjælland og ved en ukendt nørrejysk møntsmedje.

Til slut må man spørge sig selv, hvorfor Valdemar Atterdag ikke fik større succes med at genskabe et dansk møntvæsen, end det viser sig ud fra det nuværende kildemateriale? Forklaringerne kan være flere. Det kan jo være, at han blot ikke formåede at etablere en vedvarende dansk udmøntning, selvom det ud fra hans imponerende handlekraft i øvrigt ikke virker sandsynligt.

Det er også muligt, at det simpelthen bedre kunne betale sig at genudføre sølvet end selv at udmønte det.

Endelig kan det være, at Valdemar Atterdag rent faktisk har præget mønter i langt større omfang, end vi kan registrere i dag. I Flensborg, der først kom i Valdemar Atterdags besiddelse i 1373, blev der allerede fra 1359 slået mønter efter lybsk forbillede, i form af efterligninger af de nordtyske hulpenninge. Man kunne måske også forestille sig, at Valdemar Atterdag har haft sin egen produktion af nordtyske hulpenninge. Et godt bud på en sådan uofficiel Valdemar Atterdag-hulpenning er en type, der traditionelt har været henført til Mecklenburg. Mønten har på forsiden et oksehoved med spidse ører, bred mule, og v mellem hornene. Mønten findes jævnligt i tidens danske skattefund. Den indgår således med hele 11.940 eksemplarer, dvs. 15%, i Kirial-skatten fra Djursland og optræder med 38 eksemplarer, svarende til knapt 23% af mønterne, i skattefundet fra Duebrødrevænget i Roskilde, nedlagt efter ca. 1360. Skatten indeholdt iøvrigt også to eksemplarer af Valdemar Atterdags penning med et w. Ud fra den store forekomst af typen i skattefund fra første halvdel af 1360'erne må den være præget i årene kort inden, dvs. fra 1350'ernes slutning og frem, men det er i høj grad sandsynligt, at Valdemar Atterdag også inden da havde ladet imitationer af nordtyske hulpenninge præge. Hvis dette har været tilfældet, giver det også mere mening, når Yngre Sjællandske Krønike i 1356 skriver, at kobberet fulgte efter sølvet. Man kan med god ret tolke dette kildested som en hentydning til, at Valdemar Atterdag indtil da havde forestået en uofficiel produktion af rimeligt sølvholdige hulpenninge, som nu var blevet erstattet med mere officielle, men langt mindre sølvholdige danske penninge.


Tilbage til Dansk Mønt