I vore dage udgør spørgsmålet om en europæisk fællesmønt et centralt aspekt af debatten om Den Europæiske Unions fremtid. Med fare for at virke "modernistisk" kunne man overføre denne problemstilling til senmiddelalderens Norden og spørge, i hvor høj grad tanker om et fælles monetært samarbejde også indgik i Kalmer-unionens politiske grundlag og om der ud fra de enkelte mønttyper og deres fundfordeling kan siges noget nærmere om anvendelsen af de enkelte landes udmøntninger indenfor det fællesnordiske område.
I Danmark var der ikke ved Kalmarunionens indgåelse et selvstændigt møntvæsen, i stedet benyttedes udenlandsk mønt, specielt nordtyske hulpenninge og witten, samt franske turnoser, i stort omfang i det danske samfund. I de mere end 60 år siden den danske kongemagts sammenbrud i 1332 havde der ikke eksisteret et længerevarende dansk møntvæsen. Den effektive administrator Valdemar Atterdag (1340-75) genemførte kun spredte og ikke særligt succesfulde tiltag indenfor det møntmæssige område. I 1355 udskrev han efter et rigsmøde i Vrangstrup på Midtsjælland en kvægskat med henblik på at genoprette møntvæsenet. Resultatet blev imidlertid kun underlødige kobbermønter, hvoraf tre sjællandske typer og én jysk kendes i dag. Hertil kommer én eller formondentlig flere skånske typer, som blev fremstillet på Lunde-mønten efter generobringen af denne landsdel i 1360. Man må dog forestille sig, at Valdemar Atterdag ved siden af sine få kobberholdige penninge forestod en væsentligt mere omfattende produktion af imitationer af nordtyske hulpenninge, f.eks. af den "mecklenborgske" type Oertzen 151 med et v afbildet mellem oksens horn, der jævnligt findes i tidens danske skattefund, bla. med hele 11.940 eksemplarer (=15%) i den store Kirial-skat fra Djursland.
Heller ikke under Margrethes første mange regeringsår kom der gang i en indenlandsk møntproduktion, selvom der rent faktisk blev udskrevet en stor møntskat i 1396 til formålet. Først et par år ind i 1400-tallet reetableredes et samlet dansk møntvæsen, der baserede sig på det lybske. Man regnede nu en mark til seksten skilling, skillingen deltes atter i to søslinge, tre hvide, fire sterlinge eller tolv penninge. Penningen kunne yderligere opdeles i to skærve. Møntproduktionen påbegyndtes først på Sjælland i en nyindrettet møntsmedje i Næstved, formodentlig i 1403, og få år senere, i 1412 eller kort efter, statede mønten i Lund. Der prægedes hulpenninge i form af penninge, firpenninge (witten), der dog snart erstattedes af de lidt mindre tre-penninge (sterlinge). Sterlingen havde samme omskrift som hviden. Erik af Pommern tituleredes Rex D[aciae] S[veciae] N[orvegiae], dvs.den danske mønt understregede kongens status som fællesregent over de nordiske riger. Så længe Margrethe levede og regerede, var Danmark i strid med de nordtyske Hansebyer, da de danske udmøntninger var ringere end de lybske. I 1403 fik de tyske købmænd endda forbud mod at betale told og andre afgifter på Skånemarkederne i dansk mønt, hvor de stedet skulle benytte deres egne tyske. Dette medførte voldsomme klager fra Hansestædernes side, og Margrethe måtte opgive denne møntpolitik, men i de følgende år var de danske underlødige prægninger en stadig kilde til utilfredshed blandt tyskerne, og det fremgår af tidens skattefund, at udenlandske mønter udgjorde en stadig mindre del af det danske møntomløb. Helt galt blev det, da Erik af Pommern fra omkring 1420 og de følgende 20 år lod udmønte enorme mængder af sterlinge i kobber ved møntsmedjer i Næstved, Lund, Odense og Randers. Kobberet fik han fra den svenske kobbermine i Falun. Udstedelsen af disse ringholdige mønter blev midlertidig afbrudt i 1424, hvor Erik af Pommerns hustru, dronning Philippa, indgik en aftale om de danske prægninger med repræsentanter for Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar medens kongen selv var på pilgrimsrejse til Jerusalem. Af det bevarede dokument fra forhandlingerne fremgår, at Philippa forpligtigede sig til at præge mønter i en finhed og vægt, der svarede til det lybske møntsystem. Herudover rummer brevet præcise retningslinjer for forskellige guld-og sølvmønters kurser, når de cirkulerede i Danmark, Åbo og Gotland. Bemærkelsesværdigt er det, at dokumentet overhovedet ikke nævner Erik af Pommerns svenske mønter, ligesom der ikke omtales norsk mønt. Et konkret resultat af denne mønttraktat er fremkomsten af den såkaldte dronning Philippas søsling (seks-penning), samt en lødig hulpenning "lebard", som forekommer i et vist omfang i det danske fundmateriale. Det varede da heller ikke længe, før det monetære samarbejde med Hansebyerne brød sammen. Allerede i slutningen af 1426 kom Danmark i åben krig med de vendiske stæder. Erik af Pommern genoptog herefter produktionen af de dårlige kobbersterlinge, suppleret med endnu en underlødig mønt, en gros (ni-penning), som han lod fremstille dels i Lund og dels i sin nordsjællandske borg Gurre.
Efter fordrivelsen af Erik af Pommern foretoges en reformation af møntvæsenet. Under Christopher af Bayern indførtes en ny og større mønttype, en skilling, som i værdi svarede til 12 penninge, men herudover prægedes der sterlinge og især hvide i stort antal fra den nyindrettede møntsmedje i Malmø. Hviden blev Danmarks nationale møntenhed i de kommende 100 år. På skillingen tituleres Christopher af Bayern udelukkende som rex Dacie, Danmarks konge, hvilket han også gør på nogen af sterlinge- og hvideprægningerne, medens han på andre (efter kroningen til norsk konge maj 1442) optræder med unionstitlen Danmarks, Norges og Sveriges konge.
Under den norsk-svenske konge Magnus Eriksson (1319-55) og hans søn Håkon VI (1355-1380) blev der præget en række anonyme penninge og hulpenninge i Norge, hvoraf kun enkelte ud fra deres motivvalg, f.eks. rigsvåben, -løve, med sikkerhed kan placeres i Norge. Den eneste mønttype, der entydigt kan tilskrives Håkon VI, er en hulpenning med kronet monogram. At der imidlertid blev præget flere norske typer under Håkon VI fremgår af skriftlige kilder. Således skriver klerken Henrik Henriksen i 1370 til kongen for at få lov til at udmønte "halvfemte lødige mark", hvilket var sølv nok til ca.8900 hulpenninge, da han manglede kontanter til at indkøbe øl til den gravide 17-årige norske dronning Margrethe. Under Olav Håkonssons regeringsperiode (1380-87) blev der fortsat i beskedent omfang præget hulpenninge i Norge med et kronet O, men herefter synes der kun i yderst begrænset omfang at have være slået mønter i Norge i de følgende næsten 100 år. Fra 1417 er der dog overleveret en skriftlig kilde, som viser, at der på denne tid må have eksisteret en form for norsk mønt. I forbindelse med indsamling af Peterspenge i Stavanger bispedømme omtales således "to skilling i norsk kobbermønt". I det store hele har man dog måtte klare sig uden en indenlandsk møntproduktion i første halvdel af 1400-tallet. Pengebehovet i Norge synes da heller ikke at have været særligt omfattende. Flere rejsende beretter fra denne tid, at samfundslivets transaktioner i høj grad baserede sig på ren byttehandel. Således beretter en byzantinsk rejsende, som besøgte handelsbyen Bergen i 1438/39, at der slet ikke cirkulerede mønter i byen, men at alle handeler foregik som varerbytter. Møntfund fra specielt de norske kirker viser dog, at der ikke har været tale om et pengeløst samfund. Erik af Pommerns danske mønter, ikke mindst hans hulpenninge, findes her jævnligt som et udtryk for, at de har været anvendt som erstatning for de manglende norske mønter, og altså fungeret som en fællesmønt for den norske og danske møntcirkulation.
Da Albrecht i 1363 besteg den svenske trone, fulgte han eksemplet fra sit hjemland Mecklenburg og slog mønt i lighed med det vendiske møntforbunds witten og som supplement til de mindre værdifulde hulpenninge, som han dog også fortsatte med at udmønte. De svenske hvide, som efterhånden fik den gamle nordiske betegnelse ørtuge, gjaldt 8 penninge. Der synes at have været et ophør i udmøntningerne efter kong Albrechts tilfangetagelse 1389 og frem til ca.1405, hvor Erik af Pommern genoptog udmøntningerne først i Stockholm og Vesterås, og et par år senere i Åbo. Han slog alle tre steder ørtuger. Fra Åbo foreligger desuden tre mønttyper, der i størrelse og vægt er mindre end ørtugen. Disse skal heller ikke regnes som svensk mønt, men som lokale typer, der passende gik under navnet "abosk" eller "abo". "Abo'en" var produceret for den lokale møntcirkulation i en værdi, der modsvarede den livlandske artig, som fandt bred anvendelse i Finland i denne periode. To af de kendte "abo-typer" har en værdi, der modsvarer 6 penninge svensk mønt. Da de livlandske artige forringedes i 1410'erne fulgte "abo'en" med og reduceredes i finhed, således at den tredje kendte "abo-type" fremstår med en værdi af blot en halv svensk ørtug (4 penninge). Af en gruppe hulpenninge, som kan dateres fra 1300-tallets slutning til 1500-tallets begyndelse, kan man nu med rimelig sikkerhed henføre en gruppe med kronet A til Åbo under Eriks regeringsperiode.
På de fleste af Erik af Pommerns mønter kan man læse indskriften Ericus Rex D[aciae] S[veciae] N[orvegiae], Erik, konge af Danmark, Sverige og Norge). På en ørtug fra Åbo betegnes Erik imidlertid blot som REX SWE[ciae], konge af Sverige.
Fra Christopher af Bayern foreligger mønter i fem typer fra Stockholm og Åbo, der imidlertid alle er ret sjældne i fund. De har alle samme forside, tre-kroner-skjoldet, oftest lagt på et kors, ligesom Erik af Pommerns mønttyper. Det er værd at bemærke, at Christopher på ingen af sine svenske mønter understreger sin position som unionskonge, men blot benytter sin titel som svensk konge.
De tre nordiske riger synes ikke at have udgjort et fælles cirkulationsområde. Erik af Pommern og Christopher af Bayerns svenske udmøntninger optræder i hvert fald slet ikke i fund i Danmark, bortset fra Åbo-typerne, der findes i et vist omfang i fundsmaterialet. Dette er blot en yderligere understregning af, at Åbo-mønterne må have indtaget en noget andet rolle i Østersøsområdets møntcirkulation end mønterne fra det egentlige Sverige, og det er vel også derfor, at Åbo-mønterne specifikt fremhæves i dronning Philippas møntaftale med Hansestæderne i 1424. Som allerede omtalt synes de danske mønttyper at have udgjort en vigtig del af den norske møntcirkulation og optræder også blandt de svenske kirkemønter i et omfang, der antyder, at de også her spillede en rolle i møntomløbet.
Der er således intet i den konkrete udformning af de nordiske møntvæsener i unionstidens første 50 år, der antyder, at der fra centralt politisk hold blev tilstræbt nogen større monetær ensarthed indenfor de tre riger, og man synes at have været milevidt fra tanken om en egentlig fællesmønt. Snarere synes den møntmæssige udvikling i Sverige, Norge og Danmark at have fulgt hver sit uafhængige spor.
(Margrethe I, Nordens Frue og Husbond. Kalmarunionen 600 år, København 1996a, s. 129-33)
Litteratur: