KLIK for forstørrelse!

En meget privat erindringsmedaille

af Flemming Gaston Brabo

En af kendte skikkelser indenfor dansk numismatisk, Jerry Meyer, har i anledningen af sin 60 års fødselsdag, fredag den 3 maj 2002, lade fremstille en meget smuk "person-medalje "i bronze og sølv.

Ved en reception afholdt i et stort telt foran Rosenborg Slot blev der den 3. maj, samt ved en middag samme sted den 4. maj, givet en erindringsmedaille i bronze til alle deltagere. Sølvmedaljen blev givet til nære venner og familie.

Under reception fik Jerry Meyer overrakt Dansk Numismatisk Forenings æres-guldnål med Nr. 10. Jerry Meyer har været medlem af foreningen siden 1962 og været bestyrelsesmedlem fra 1977-1988. Desuden takkede DNFs formand, Preben Nielsen, Jerry for hans mange foredrag med lysbilleder, hans artikler om især poletter og betalingstegn og hans "mange meninger" ved generalforsamlinger.

Det er jo ikke helt almindeligt, at man i vore tider får fremstillet en medalje af sig selv og om sig selv. Men for en original som Jerry Meyer (og her skal original forstås i ordets positive betydning) må det siges at være helt ok - og vel helt naturligt, Og med motivet "Kustodeboligen på Rosenborg" er denne medaille samtidig en erindring om, de godt 20 år JM har arbejdet og virket på Rosenborg Slot - samt en erindring om alle de slotte, museer og lign. hvor der tidligere har været portnere/kustoder, men som i kraft af moderne tider er nedlagt/sparet væk.

Forside: Rigt dekoreret med tekst i omkreds omgivet af en perlering: JERRY MEYER 1942 * 3 MAJ * 2002
I hver side en Chr. 5. krone 1671.

I midten af medaillen: En bamse som JM fik foræret i 1942 - et skjold med krone og initialer JM - en løve (hustruen Grethe Lund Meyer er født i løvens tegn) - Chr. 4.s store åbne krone (se Thomas Høiland Møntauktion Nr. 9 Jerry Meyers samling) - JMs schæferhund "Tim" - en sporvogn (liniefarven fra samt 5 tallet var logo på Jerry Meyers firmabil da han var malermester i Brønshøj. På faktura var afbildet forskellige sporvogne). I øvrigt var han medstifter af Sporvejshistorisk Selskab i 1972, men opgav medlemskabet i begyndelse af 1980'erne - en Chr. 4. Hvid, der her ses med den lukkede krone. Der løber stråler fra medaljens midte og ud mod kanten.

Bagside: Tekst i omkreds omgivet af en perlering: KUSTODEBOLIGEN ROSENBORG SLOT
I midten: Kustodeboligen med Rosenborg og tårne i baggrunden. Forneden: BJ (Chr. 5. krone 1671) JM

Medaillen er skåret af den kendte gravør og medaillør Bent Jensen København efter tegning af Jerry Meyer og den er præget hos Kembo i Gedser.

Bronce: 200 stk. Vægt: 26,40 gr. Diameter 40 m
Sølv: 1-2 stk. Vægt: 32,73 gr. Diameter 40 mxn

(Numismatisk Rapport 73, 2002 side 36-37)


Tilbage til Dansk Mønt