Hvorfor emnet oftest kun er behandlet sporadisk og uden dybde, kan der kun gisnes om. Måske er en af forklaringerne, at det for datidens politikere m.fl. var indlysende, hvorfor guldfonden skulle beskyttes. Der er derfor ikke efterladt ret mange kilder, hvor historikerne umiddelbart kan læse, at guldfonden var vigtig. Antageligt har den borgfred, som krigsudbruddet skabte, også haft betydning mht. kildedannelsen etc.
Det fremherskende økonomiske system i Europa fra 1870'erne til 1914 var den internationale guldmøntfod. Danmark havde haft guldmøntfod siden 1873. I dette essay vil der ikke blive givet en grundig indføring i; hvordan guldmøntfoden virkede, Nationalbankens forhold til staten, seddeldækningen eller hvordan anskaffelsen af international købekraft via f.eks. udenlandsk valuta skete. Det skal blot bemærkes, at det var mere kompliceret og avanceret end det her i essayet kort fremstilles.
Som følge af Danmarks eksport af eksempelvis bacon og smør til England optjente Nationalbanken tilgodehavender hos Bank of England. På samme måde bevirkede Danmarks import af råvarer m.m. fra Tyskland, at Nationalbanken blev debitor overfor den tyske Reichsbank. De økonomiske mellemværender ml. lande og firmaer kunne ofte kræves aflagt i guld.
Kreditter, lån og troværdighed var særlig væsentligt for Danmark, da nettoudlandshandlen i 1913 var på -140 mio. kr., mens kapitalbalancen var på -877 mio. kr. Begge nøgletal var og havde længe været yderligere på vej i negativ retning. Således blev udlandslånene for de fleste danske parters vedkommende større og større.
Guldet, der indtog pladsen som den internationale valuta, og dermed kunne veksles til næsten alt, var derfor særlig vigtigt for Danmark. Nationalbankens guldfond var med andre ord det primære grundlag for Danmarks vareforsyning, hvorfor det kan undre, at beskyttelsen af guldet ikke er bedre beskrevet, når forsyningsproblematikkerne analyseres.
I 1914 var der også andre grunde til at beskytte guldfonden. Når august 1914 analyseres, glemmes det ofte, at man på daværende tidspunkt ikke vidste, hvor længe krigen ville vare, samt om Danmark ville blive inddraget deri. Angsten for krig påvirkede guldfonden på flere måder. Danmark kunne måske få brug for at indkøbe militærmateriel, hvortil der skulle bruges guld. En forøgelse eller som minimum en beskyttelse af guldfonden var derfor nødvendig. Angsten for krig fik desuden befolkningen til at hamstre varer og værdier. Det er paradoksalt, at det antageligt var befolkningens ønske om værdier, der var guldfondens største trussel. Hvordan befolkningen kunne få fat i guld, hænger sammen med endnu en grund til, at det var nødvendigt at beskytte guldet.
Guldmøntfoden betød, at det danske pengevæsen var baseret på guld. Nationalbanken var oprettet ved en oktroj i 1818, der uden større ændringer var blevet fornyet i 1907. I 1914 kan Nationalbanken bedst beskrives som et privatejet aktieselskab, der skulle sikre et stabilt pengevæsen og sørge for et problemfrit pengeomløb. Nationalbanken havde monopol på udstedelsen af offentlige pengesedler og skulle principielt være uafhængig af staten. Derfor var der i oktrojen blevet opstillet skrappe regler for seddelmængdens fundering. Forsimplet gengivet måtte seddelmængden kun være dobbelt så stor som summen af Nationalbankens nettotilgodehavender hos Norges Bank, Sveriges Riksbank og Tysklands Reichsbank samt Nationalbankens beholdning af ædelmetaller, der næsten udelukkende bestod af guld. Af disse aktiver skulle ædelmetallerne udgøre en minimumsandel. For at befolkningen skulle have tiltro til sedlerne, var det nedfældet i oktrojen, at Nationalbanken på forlangende var forpligtet til at veksle pengesedlerne med guld. Derved kunne befolkningen til enhver tid skaffe sig guld.
(Norges Banks hovedkontorbygning 1906-1986. Bl.a. pga. den internationale guldmøntfod og den Skandinaviske Møntunion var et samarbejde ml. Nationalbanken og Norges Bank væsentligt for dansk økonomi. Illustrationen stammer fra: http://www.norgesbank.no/om_nb/historikk.html#1900)
Guldindløseligheden var en vigtig del af baggrunden for, at guldmøntfoden fungerede internationalt. Indløseligheden var af meget stor betydning, befolkningens tiltro til pengevæsnet afhang i høj grad af troen på guldindløseligheden. Samtidigt ville en nedgang i guldfonden betyde en forholdsmæssig større indskrænkning i seddelmængden, såfremt seddelmængden i forhold til guldfonden var så stor, som den ifølge oktrojen maksimalt måtte være. Begge dele var problematiske, og implicit deri var muligheden for en selvforstærkende virkning. Ændringer i indløseligheden ville skabe usikkerhed i befolkningen, og det samme ville det gøre, hvis man brød oktrojen. Dertil kom, at manglen på guld, troværdighed eller indløselighed ville skabe ustabile valutakursforhold.
Overordnet skulle guldfonden i forbindelse med krigsudbruddet altså beskyttes mod befolkningen og de udenlandske fordringer, således at vareforsyningen og pengevæsnet kunne opretholdes. Nationalbankens og regeringens direkte og indirekte forsøg derpå i starten af august 1914 samt forsøgenes umiddelbare virkning, skal der nu ses på. Nogle af de mere langtrækkende konsekvenser af den førte politik trækkes frem i epilogen, hvor essayets hovedpunkter kort opsummeres.
Usikkerhedsperioden i juli havde sat sine tydelige spor på verdenens aktie- og obligationsmarkeder, mange ønskede at sælge værdipapirer for at få kontanter, men ingen ønskede at købe. Efter den første krigserklæring d. 28. juli var Europas børser begyndt at lukke, så man ikke fra officiel side bidrog til den skadelige udvikling i kurserne. På børsen i København ophørte kursnoteringer også. Det var starten på ændringerne af de økonomiske forhold i Danmark under 1. Verdenskrig. Lukningen af børsen var i Danmark særlig interessant, da den ikke blev genåbnet senere på året, som det f.eks. skete i både Norge og Sverige. Der var mange danske værdipapirer på udenlandske hænder, og i Danmark frygtede man salget af disse så meget, at en genåbning ansås som værende uforsvarlig. Udlandets salg af danske værdipapirer ville bl.a. øge efterspørgslen på udenlandsk valuta i Danmark, hvilket ville skade den danske krone og dermed guldfonden.
(Illustrationen er fra forsiden af Politiken d. 29. juli 1914. Den originale og meget sigende billedtekst: "Fra Noteringen i Gaar paa Kjøbenhavns Børs. Almindelig Opmærksomhed samler sig i disse Dage om Børserne, og herhjemme dvæler mange bekymrede Sind ved vor egen lille Børs, der svinger op og ned, alt eftersom Situationen tegner sig lysere eller mørkere. Vor Børs har haft to drøje Dage. I Gaar kom der ligesom lidt Lindring, og Kurs-Opraaberen, Hr. Snorri Snorrason, havde ikke mere Følelsen af at sidde i en nedad susende Elevator. Atter svævede han og Vekselererne og de talrige Tilhørere opad imod de blaa Tinder! Adskillige Papirer steg mellem 2 og 4 pCt. Men herom henviser vi til vor Kurslister."
Handelsministeren fik d. 1. august en midlertidig lov om udtræksbegrænsninger igennem Rigsdagen. Loven fik virkning fra d. 2. august og betød overordnet, at hver person kun kunne få udbetalt 300 kr. af sine indeståender om ugen. Der var enkelte undtagelser, således at overførsler ml. konti kunne ske. Desuden udtalte handelsministeren, at pengeinstitutterne skulle udvise al mulig konduite og forståelse ved administration af loven.
På den måde undgik regeringen en del af de ramaskrig, der naturligvis lyder, når staten forhindrer befolkningen adgang til deres penge. Ligeledes havde handelsministeren også under fremlæggelsen af lovforslaget pointeret, at det var forståeligt, men meget uforstandigt og uforsvarligt, at hæve mere end man skulle bruge. Der taltes generelt mere til befolkningens følelser end til deres fornuft. Dagbladet Børsen meddelte d. 4. august, at loven havde virket efter hensigten, det voldsomme krav om penge var kraftigt nedbragt. Hvis problemet vitterligt var løst d. 4. august og nettoudlånsbeløbet var på 24 mio. kr. i august, så må presset på bankernes likvidbeholdning virkelig have været stort d. 1-2. august. Antageligt var det dog ikke udelukkende loven om udtræksbegrænsning, der stoppede efterspørgslen efter penge. Nationalbanken hævede d. 4. august diskontoen, hvilket senere kommenteres.
(Forsiden af et statsbevis fra serie 2 lydende på 10 kroner. Den danske stat udstedte også statsbeviser lydende på 50, 100 og 500 kroner, på nær farve og pålydende var de udformet ligesom statsbeviset på 10 kroner. Illustrationerne af Statsbeviserne og 1 kr. 1914 stammer fra Hansen, Leo: Danmarks officielle Pengesedler, (København, Dansk Numismatisk Forening, 1983).)
(Statsbeviserne havde på bagsiden en tabel, der viste hvorledes statsbeviset pålydende værdi blev forrentet)
Nationalbanken bad derfor d. 31. juli finansministeren om at måtte blive fritaget for at veksle sedlerne med guld. Selvom suspensionen af guldindløseligheden var en meget vigtig beslutning, så blev den midlertidige lov derom vedtaget i Rigsdagen uden særlige indvendinger d. 1. august med virkning fra d. 2. august. Det betød, at oktrojen blev tilsidesat og dermed skabtes et paradoks; Oktrojen, der skulle sikre Danmark et stabilt pengevæsen, var blevet tilsidesat for netop at sikre pengevæsnet. For befolkningen og erhvervslivet havde loven også stor betydning. Dels var selve grundlaget for pengevæsnet blevet sat til side. Dels var guldmøntfodens kerne; troen på guldet og sedlernes indløselighed, i løbet af et par dage fjernet. At beslutningen var skæbnesvanger ses tydeligt, hvis der kigges på valutakurserne. Indløseligheden var også blevet suspenderet i andre lande, og dermed kunne valutakurserne nu gå over det øvre guldpunkt og under det nedre guldpunkt. Under den internationale guldmøntfod havde valutakurserne generelt ligget tæt på guldpariteten. Derfor var de udsving i kurserne, der tog til i august, for de fleste et ukendt fænomen.
Nationalbanken og regeringen var udmærket klar over betydningen af beslutningen, men som finansministeren pointerede i Rigsdagen, så skulle beslutningen tages straks. En senere vedtagelse ville være ligegyldig, da guldfonden så ikke længere ville have eksisteret. På andre områder forsøgtes det også at berolige befolkningen i forbindelse med suspensionen og dens brud på oktrojen. Det blev betonet, at når guldet stadig var i nationalbanken, så ville sedlerne jo ikke blive mindre værd. Med den udmelding stod det også klart, at Nationalbanken nu alt andet lige overfor befolkningen var nødt til at værne om guldfonden indtil indløseligheden igen kunne indføres. Hvorvidt udmeldingerne hjalp på befolkningens opfattelse er nok tvivlsomt. Loven om suspensionen var kun midlertidig, men det var ikke af hensyn til befolkningen, at loven kun skulle gælde til d. 1. oktober 1914. Loven blev desuden forlænget 16 gange, og fra d. 2. august 1914 og indtil slutningen af 1924 var der kun i få perioder guldindløselighed i Danmark.
(Billede fra Politiken d. 2. august 1914 p. 7. Over billedet stod i citationstegn den velkendte tekst fra datidens pengesedler: "Vexles paa Anfordring med Guldmønt". Billedets originale billedtekst taler på alle måder for sig selv: "Sammenstimling af frygtsomme Sjæle udenfor Nationalbanken i Gaar Eftermiddags. Trods alt, hvad der var sket - bl.a. ogsaa fra Pressens Side - for at berolige Publikum, blev dog i disse sidste Dage Tilstrømningen til vore Banker og Sparekasser større og større. Flere og flere hævede deres Sparepenge for i Nationalbanken at faa dem ombyttet med Guld. I Gaar rakte Køen af Ventende fra Banken ned til Holmens Kirke. Vort Fotografi tjener da til at fæstne en enestaaende Begivenhed i den ærværdige Banks hundredaarige Historie. At Gentagelser ikke vil ske, derfor er der paa en heldig Maade sørget ved det af Finansministeren i Gaar forelagte Lovforslag.".
Nogle af de almenkendte love fra august 1914 er lovene om udførselsforbud og bevillinger til regulering af økonomien. De første af disse blev færdigbehandlet i Rigsdagen d. 6. august, det sker altså efter, at de første love, der beskyttede guldfonden og pengevæsnet var vedtaget. Ved krigsudbruddet var guldfonden og klarlægningen af neutralitetspolitikken altså det vigtigste. Da lovforslaget om udførselsforbud af diverse varer blev behandlet, blev delen, der handlede om forbud mod udførsel af ædelmetaller, ikke diskuteret. Som nævnt kunne udlandet ofte kræve guld som betaling fra sine danske debitorer. Desuden havde Norge som konsekvens af den Skandinaviske Møntunions bestemmelser fået tilsendt for 4 mio. kr. guld omkr. 1. august, Norge kunne dog kræve yderligere beløb i guld eller udenlandsk valuta, så store fordringer pressede guldfonden. Udfra de ræsonnementer var det evident, at udførsel af ædelmetal i barre og større beløb i mønter skulle forbydes.
Nationalbanken kunne dog også uden regeringens hjælp forsøge at beskytte guldfonden, da den også dengang havde pengepolitikken som sit domæne. Således forsøgte Nationalbanken allerede d. 1. august at beskytte landets guldbeholdning ved at øge diskontoen fra 5 % til 6 %. Diskontoforøgelsen hang dog antageligt primært sammen med de diskontoforøgelser, der var sket i det øvrige Europa. En diskontoforøgelse betød umiddelbart, at det for befolkningen vil være mere attraktivt at lade pengene blive i bankerne. Desuden vil guldfonden blive beskyttet, da det ved en høj rentestats ikke var ønskeligt at hæve penge og få dem vekslet til guld, da guldet ikke forrentes. Allerede d. 4. august hævede Nationalbanken diskontoen yderligere til 7 %.
Diskontoændringerne havde ikke direkte betydning for beskyttelse af guldfonden. Til gengæld var diskontoforhøjelserne efter al sandsynlighed en vigtig brik, da udtrækkene fra banker og sparekasser skulle begrænses, således virkede diskontoforøgelserne indirekte til beskyttelse af guldfonden. Alligevel var de pengepolitiske instrumenters brugbarhed tvetydige, således ville kontraktiv pengepolitik kun have en positiv virkning overfor guldfonden, hvis befolkningen reelt troede på sedlernes værdi og deres indløselighed. Sagt på en anden måde, hvis befolkningens mistillid til sedlernes værdi var større end de fordele som den øgede rente gav, så var en suspension af guldindløseligheden den eneste mulighed, hvis guldfonden og pengevæsnet skulle bevares. Diskontoændringen d. 4. august skete primært som følge af, at diskontoen i de fleste andre lande var øget markant. Men samtidig har det uden tvivl haft betydning, at man på den måde kunne bøde lidt på de indgreb af 2. august, der ophidsede befolkningen. D. 10. august nedsattes diskontoen til 6 %. På det tidspunkt mente Nationalbankens direktion, at beskyttelsen af guldfonden var lykkedes, hvilket også fremgår af Nationalbankens regnskaber: Guldfonden var ult. juni 76,6 mio. kr., ult. juli 73,8 mio. kr. og ult. august på 68,9 mio. kr., hvorefter den voksede (3) resten af krigen og var på 194,6 mio. kr. ult. 1918. Når tallene for 1914 sammenholdes med det faktum, at Norge modtog 4 mio. kr. og at befolkningen havde fået vekslet sedler for 3,5 mio. kr., så må beskyttelsen af guldfonden ved krigsudbruddet siges at være lykkedes.
Hamstringen af penge betød, at alle ønskede omgående betaling for ydede lån og kredit, samt at mange virksomheder kom i likviditetsproblemer, da bl.a. udlandet havde indført betalingshenstand. I Danmark begyndte den generelle debat om henstand d. 4. august, men i Rigsdagen forsinkes beslutningen meget pga. debatten om det indenlandske moratoriums omfang. Det udenlandske moratorium var alle enige om, det ville beskytte de danske virksomheder og guldfonden. Først d. 20. august var lovforslaget om henstand færdigbehandlet, hvorfor loven, der indirekte ville havde hjulpet til at beskytte guldfonden, ikke nåede at få indvirkning på redningen af guldfonden i starten af august.
Da befolkningen efter suspensionen af guldindløseligheden ikke kunne få fingre i det bedste betalingsmiddel, begyndte de at hamstre det næstbedste; sølv! Da de fleste af skillemønterne var af sølv, forsvandt disse, særligt 1- og 2-kronerne, hurtigt fra omsætningen. Det hæmmede pengeomløbet, som Nationalbanken skulle sikre var problemfrit, derfor måtte endnu et indgreb laves. D. 14. august gennemførtes i Rigsdagen en lov, der tillod Nationalbanken at udstede 1- og 2-kronesedler. Teoretisk (4) brød man dermed igen oktrojen, hvori det stod, at sedlerne som minimum skulle have værdien 5-kroner. Argumentet for de nye sedler var, at Nationalbanken ganske vist havde tilstrækkeligt sølv til at kunne lave nye 1- og 2-kroner, men ikke kunne nå at præge dem hurtigt nok. Det var næppe den reelle årsag, dels tages der ikke stilling til, hvorfor udstedelsen af yderligere sølvmønter skulle stoppe hamstringen. Dels fremhæves det ikke, at Nationalbankens sølv indgik i den fond af ædelmetal, der var basis for seddelmængden. Hvorfor en mindskelse i sølvfonden ville påvirke kravene til guldfondens størrelse. Ligeledes var det ikke uden grund, at udførselsforbuddet af 6. august også omfattede sølv.
(Forsiden af den nye røde 1-kroneseddel, 2-kronesedlen blev aldrig udstedt. 1 kronesedlen blev sat i cirkulation d. 31. august 1914. Dagen efter bragte Politiken sammen med et sort-hvid billede af sedlens forside denne kommentar: "Saadan ser altsaa de ny 1 Krone-Sedler ud, der i Gaar spredte Forfærdelse over Byen ved deres Grimhed. Her ser den jo endda nogenledes ud, fordi farven ikke er gengivet. Dens Kulør minder om raa Lever. Godt, at vi forhaabentlig snart bliver den kvit igen!". Se evt. Hansen, Leo: "Danmarks officielle …", op cit., p. 168ff. for flere detaljer om de danske skillemøntsedler fra 1. Verdenskrig.)
Som en konsekvens af 1. Verdenskrigs udbrud begyndte hamstringen af værdier i Europa. Derfor forsøgte regeringer og centralbanker at beskytte deres guldfonde, der var basis for pengevæsen, vareforsyning og de fleste økonomiske relationer til udlandet. Vigtigheden af guldfonden fremgik i Danmark bl.a. d. 1. august, hvor flere af de første kriselove direkte og indirekte handlede om beskyttelsen af guldfonden. I Danmark lykkedes beskyttelsen af guldfonden via et samarbejde ml. Nationalbanken og regeringen. Nationalbankens pengepolitiske instrumenter var ikke nok til at begrænse befolkningens og udlandets økonomiske fordringer, derfor måtte staten inddrages. Vha. suspension af guldindløseligheden, begrænsninger på pengeudtrækkene og andre indgreb i det økonomiske kredsløb blev guldfonden reddet af regeringen.
Umiddelbart var den politik, der blev ført i første halvdel af august 1914, altså en succes mht. beskyttelsen af guldfonden. Imidlertid var der allerede i samtiden megen kritik af den førte politik, særligt var tilsidesættelsen af oktrojen alvorlig. Naturligvis var befolkningen utilfredse med de indgreb, der fjernede deres rettigheder og skabte økonomisk usikkerhed. Fra september 1914 tiltog kritikken af Nationalbanken, da et nyt brud (5) med oktrojen kom. Det blev af de mange forskellige kritikere fremhævet, at den primære opgave var fastholdelsen af kronekursen og ikke beskyttelsen af guldfonden.
Debatten om den under krigen førte politik forsatte i ca. 10 år. Hvorvidt kritikken af den senere periode af krigen var berettiget skal være usagt, men når det handler om august 1914, så var den fremherskende økonomiske diskurs, at guldet var det essentielle. Ingen vidste i august, at guldet med krigsudbruddet ville miste sin funktion som basis for det internationale økonomiske og monetære system. Derfor kommer en del af kritikken til at virke meget efterrationaliserende og forfejlet.
Den politik, der blev indledt i 1914, havde flere langtrækkende konsekvenser. Samarbejdet ml. Nationalbanken og regeringen tiltog under krigen, og reelt var det under krigen Nationalbanken blev Danmarks centralbank, det betød bl.a., at Nationalbanken blev statens eneste bankforbindelse. Det var også i august, at staten for alvor begyndte at regulere den danske økonomi, hvilket fik stor betydning for eftertiden. For med guldsuspensionen i Europa blev guldmøntfoden som økonomisk system ødelagt. Med andre ord blev grundlaget for det eksisterende og forholdsvis liberale økonomiske system fjernet samtidig med, at reguleringsøkonomien gjorde sit første indtog. I forlængelse heraf, var det også i august, at den Skandinaviske Møntunion reelt mistede sin betydning. Hvilket bl.a. det danske udførselsforbud og også den svenske guldspærring var årsager til.
Reguleringsøkonomien fik erhvervslivet til at støtte kritikken af den førte politik. Da Nationalbanken under krigen havde ydet lån til begge krigens parter, var der også grupper, som meget moraliserende kritiserede Nationalbanken. Nationalbanken havde imidlertid pga. neutralitetspolitikken været nødsaget til at handle med alle krigens parter. Desuden var det utroligt vigtigt for den danske vareforsyning, at der via lån blev eksporteret dansk købekraft til udlandet. Overordnet betød den førte politik under krigen bl.a., at guldfonden voksede, da der strømmede betalingsmidler til Danmark fra nær og fjern. Desuden gik Danmark under krigen fra at være debitor til at være kreditor internationalt pga. Nationalbankens långivning. Hvis den førte politik analyseres udfra Nationalbankens økonomiske resultat og uden hensyntagen til befolkningen og de krigsførende magters problemer, så var den førte politik således fornuftig. Naturligvis havde kronekursens udsving betydning, men i forhold til pari var de ikke store. Derfor blev guldfonden heller ikke synderligt påvirket deraf. Som anført var kronekursen i 1914 et underordnet problem, det essentielle var sikringen af vareforsyningen og pengevæsnet, hvilket skete via beskyttelsen af guldfonden.