Den Kgl. Mønt i København, der 1749-1923 lå på Gammelholm, stod for indsmeltning og udmøntning af større mængder ædelmetal, og den havde 1817-1874 monopol på smeltning af ædelmetal i København. Samtidig havde den statslige møntproduktionsvirksomhed ekspertise og udstyr i forhold til metaller, metalpriser, præcisionsvejning og fastsættelse af ædelmetallers lødighed (probering). Derfor var Den Kgl. Mønt cirka 1750-1900 og især 1770-1850 involveret i sagsbehandlingen af Danefæ. Den stod ofte for at fastsætte ædelmetalværdien af fund, hvorved den havde stor betydning for Danefægodtgørelsens størrelse og til tider også for, hvad der blev bevaret i samlingerne.
Sagsbehandlingen af mange Danefæsager indeholdende ædelmetal var i perioden 1770-1850 i grove træk således, at fundet blev gjort og af en øvrighedsperson ude i landet indsendt til rette statslige myndighed: Rentekammeret. Fra Rentekammeret blev sagen ekspederet til en af rigets samlinger – især til Møntsamlingen, der 1781-1867 befandt sig på Rosenborg Slot og fra 1867 i Prinsens Palæ (nu Nationalmuseet) eller til Oldsagskommissionen/Oldnordisk Museum, der havde forskellige adresser, før det i 1850’erne blev placeret i Prinsens Palæ. Efter undersøgelser og eventuel udvælgelse af fundene skulle godtgørelsen fastsættes. Derfor blev fundet som regel via Rentekammeret, som stod for den økonomiske dimension, sendt til Den Kgl. Mønt, der skulle undersøge lødighed og vægt og derudfra angive ædelmetalværdien.
På Den Kgl. Mønt stod en embedsmand, den såkaldte møntguardejn, som ofte også var København stadsguardejn, for proberingen, der i perioden foregik enten ved brug af probernåle, smeltning af en prøve sammen med bly eller ved opløsning af en prøve i syre efterfulgt af titrering. Når Den Kgl. Mønt havde fastsat ædelmetalværdien, blev fundene samt information om beløbet sendt til Rentekammeret, der sendte fundene til samlingerne – og eventuelt dele deraf til finderen. Desuden sørgede Rentekammeret for udbetaling af Danefægodtgørelsen ud fra ædelmetalværdien og eventuelle bemærkninger i forhold til godtgørelsen fra samlingerne. Godtgørelsen afveg sjældent nævneværdigt fra ædelmetalværdien.
Fund indeholdende mange genstande, hvoraf kun nogle skulle indlemmes i samlingerne, var som regel delt i to eller flere grupper, før de blev sendt til Den Kgl. Mønt, da fastsættelsen af ædelmetalværdien og dermed godtgørelsens størrelse kunne have betydning for fundenes videre skæbne i forhold til indlemmelse i samlinger, bytning, returnering eller indsmeltning.
Den Kgl. Mønts rolle er jævnligt udlagt, som om den kun stod for indsmeltning og dermed realisering af fund, der dengang ikke kunne bruges i samlingerne og ikke blev returneret til finderen. Det er korrekt, at antageligt flere tusinde genstande, primært mønter, blev indsmeltet og siden udmøntet i 1700- og 1800-tallet på Den Kgl. Mønt. Det drejede sig først og fremmest om dele af skattefund. Størst risiko for at havne i smeltediglerne havde mønter fra høj- og senmiddelalderlige skattefund, desuden brudstykker af sølv og guld, f.eks. fra barrer, mønter og smykker, fra vikingetidsskattefund. Dertil kom eventuelt også mønter og andet sølv fra 1600-tallets svenskekrigsskattefund. Desuden var genstande, der var dårligt bevarede eller havde været udsat for sekundær bearbejdning i datiden, f.eks. bøjning, fragmentering eller perforering, særligt udsatte.
De indsmeltede genstande var som regel dubletter, som det ikke var fordelagtigere at bruge til salg eller bytte. Problemstillingen med dubletter var størst i Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling, hvor der dengang desværre ikke blev fokuseret på fundkontekster, stempelforskelle, sekundær bearbejdning etc., men primært på typologi. Derfor lå Møntsamlingen efter større fund ofte inde med mange type-dubletter fra høj- eller senmiddelalderen, der til tider blev realiserede på Den Kgl. Mønt ved indsmeltning. Dubletter af vikingetidsmønter eller udenlandske mønter var ofte godt byttemateriale i forhold til udenlandske samlinger.
Konklusionen på arkivalske undersøgelser af fund har til tider været, at fundet blev sendt til Den Kgl. Mønt og derefter helt eller delvist indsmeltet – det var imidlertid ikke reglen, men derimod undtagelsen. Fundene blev oftest sendt til Den Kgl. Mønt med henblik på fastsættelse af ædelmetalværdien og dermed Danefægodtgørelsen. Således overlevede de fleste af det store antal Danefægenstande, der 1750-1900, især 1770-1850, blev sendt til Den Kgl. Mønt. Genstandene var hovedsageligt møntfund samt adskillige finger- og armringe og en del service, dertil kom blandt andet flere guldbrakteater, fibulaer og hængesmykker samt f.eks. også Broholmskatten fra 1833.
(Michael Andersen & Poul Otto Nielsen (red.): Danefæ. Skatte fra den danske muld, København 2010 side 18-19)