Skattefund med falske 1100-tals mønter på Store Myregård, Bornholm

af Michael Märcher og Sven Aagaard

På den spændende detektorplads Store Myregård i Nylarsker sogn på det sydlige Bornholm er der siden 1987 ad fire omgange fundet fem falske mønter, se skema og fig. 1-5. Der er tale om forfalskningeraf mønttypen kong Niels (1104-1134), Lund, Hbg. 2 (1).

 

Fig. 1-5: De falske mønter. Fig. 6: Rekonstruktion ved mikroskoptegnemetoden af de anvendte prægestempler ved samtegning af synlige dele af møntbilledet på de fem mønter (Figur 1-5). Fig. 7: Ægte eksemplar af Niels, Hbg.2, 0,76 gram. Nationalmuseet, Den kgl. Mønt- og Medaillesamling, KP 1626: Nr. 1288 i Haubergs samling (“Fortegnelse over Museumsinspektør P. Hauberg’s efterladte Samling af danske og norske Mønter”, København 1929), købt 1926 for 100,00 DKK.

 

Der kendes ikke til andre fund eller eksemplarer af disse falske mønter. De fem mønter er desuden fundet meget tæt på hinanden (fig. 8) (2), og de må derfor udgøre et lille udpløjet skattefund. Rekonstruktionen af skattefundet er muliggjort af og et tydeligt eksempel på værdien af:

 

 

Artiklen er dels en fremlæggelse af mønterne, dels overvejelser om deres produktionssted, hvorfor der kort ses på de få øvrige bornholmske møntfund fra perioden.

 

Mønterne

De fem mønter er stempelidentiske (fig. 6), og de er meget simplere i stilen samt dårligere præget end de ægte mønter (fig. 7). Desuden er der kun ganske lidt af indskriften gengivet på de falske mønter, hvor møntbilledet og indskriften i høj grad består af diverse cirkler og streger. Det bemærkes i øvrigt, at kongens sværd og scepter har skiftet side på de falske mønter i forhold til de ægte. Stempelskæreren har næppe været opmærksom på at skære motivet spejlvendt i stemplet, hvorfor møntmotivet i stedet fremtræder spejlvendt på mønterne. Personen var dog ikke ene om at lave den fejl. Samme fejl kendes også fra samtidige professionelle møntsteder. Således er adskillige prægestempler anvendt til udmøntningen af Niels, Roskilde, Hbg. 9 graveret retvendt, så eksempelvis portræt eller ‘møntmester’-navn vender forkert (3).

De falske Niels mønter må – bedømt ud fra deres udseende – antages primært at bestå af mere eller mindre rent kobber. Der er ikke foretaget metalanalyser, og det er et åbent spørgsmål, om de overhovedet indeholder sølv. Mønterne viser ikke tegn på forsølvning eller anden overfladebehandling, som ellers nok ville være fordelagtig, hvis de i omsætningen skulle passere som ægte. Deres vægt er 0,34-0,73 gram. Selv når der ses bort fra vægttab ved opholdet i jorden og den efterfølgende konservering, er deres vægt lavere end de ægte mønter, som ifølge Hauberg ligger på 0,82-0,89 gram; mønten på fig. 7 vejer 0,76 gram.

De ægte Hbg. 2 er ikke særlig præcist daterede. På baggrund af de få skattefund fra perioden, ser det ud til, at typen ikke er fra de første år af Niels’ regeringstid. Den kan meget vel være slået primært i anden halvdel af samme, måske helt frem til 1134. Med andre ord er de falske mønter formentlig fra et tidspunkt efter 1120.

 

Produktionsstedet

Der er næppe tvivl om, at de ægte mønter er præget i Lund. Derimod er de falske mønters prægested mere usikkert. Da der kun kendes ét fundsted, Store Myregård, må det indtil yderligere eksemplarer eller andet materiale dukker op være det mest sandsynlige bud på falskmøntnerens arbejdsplads. Øvrige detektorfund fra Store Myregård udelukker ikke lokaliteten som potentielt arnested. Der er fundet genstande fra jernalder, vikingetid og middelalder, blandt andet er en vægt og en vægtarm fundet tæt på Niels-mønterne, ligesom der også er fundet vægtlodder og barrer i kobberlegering på pladsen (fig. 9).

 

 

Selvom det er nærliggende at kæde de genstande sammen med falskneriet, så er det ikke sikkert, at der er sammenhæng. Det er vanskeligt at datere de genstande, som bestemt kan være ældre end de falske mønter, ligesom lignende genstandstyper også findes andre steder på Bornholm. Med andre ord er det indtil videre usikkert, om (nogle af) genstandene kan kædes direkte sammen med falskmønteriet.

Mindre sandsynligt kan der i forhold til fundstedet være tale om, at en person har fået fat i mønterne et andet sted og siden skilt sig af med dem på Store Myregård. Imod den antagelse taler imidlertid både mønternes ringe stil, vægt og metal. Desuden sandsynliggør mønternes stempelidentitet, at de altid har været holdt sammen.

Overordnet er det mest sandsynligt, at de ringe, falske mønter er fremstillet på Bornholm, hvorfor det er nærliggende at se på de øvrige bornholmske møntfund fra perioden. Generelt er der på Bornholm fundet yderst få mønter fra første halvdel af 1100-tallet sammenlignet med 1000-tallet. Det betyder ikke, at der slet ikke fandtes mønter på øen i første halvdel af 1100-tallet. Vikingetidsmønter fra 1000-tallet var fortsat til stede i et vist, men ret uklart omfang, et betydeligt stykke ind i 1100-tallet. Det kan enkeltfund af mønter i pløjelaget ikke bevise, men skattefundet fra Store Frigård (4), som tidligst er kommet i jorden 1106, indeholdt 1.085 mønter, hvoraf næsten alle er udenlandske mønter fra 1000-tallet. Også det nye skattefund fra Smedegård (5) (Relikviekorsskatten), tidligst nedlagt 1153, indeholdt mindst to udenlandske 1000-tals mønter.

Fra første halvdel af 1100-tallet er der på Bornholm blot fundet fem mønter, når der ses bort fra:

Tre (7) af disse fem mønter er Knud V, Roskilde, Hbg. 2, og de stammer fra en speciel højstatuskontekst, nemlig borgen Lilleborg i skoven Almindingen. Blot to mønter er således fra almindelige, landlige detektorpladser. Det er imidlertid heller ikke to af de mest almindelige mønter, nemlig en Niels, Hbg. 1 (fig. 10), der qua kantskaden muligvis har været brugt som smykke, og en kobberholdig/kobber-imitation af en tysk penning fra Bardowick? ca. 1100-1120, Kilger (8) 3.2.2.C (fig. 11).

 

Fig. 10: Niels, Hbg. 1, 0,73 gram, detektorfundet af Sebastian Lund på Stangegård, Åker sogn, FP 6086.1. Fig. 11: Kobberholdig imitation, 0,635 gram, Kilger 3.2.2.1, detektorfundet af René Laursen på Uglegård, Nylarsker sogn, FP 6976.3.

 

Med andre ord viser manglen på fund af mønter fra første halvdel af 1100-tallet, at der i denne periode næppe har været udbredt møntbrug med samtidige og/eller indenrigske mønter på Bornholm. Det åbner for centrale spørgsmål om fastheden af den danske konges greb om Bornholm, men her handler det om Bornholm som produktionssted for de falske mønter. Det vil formentlig umiddelbart være nemmest at omsætte falske mønter i et velfungerende omløb med masser af Niels-mønter, hvor folk uden megen skepsis tog imod indenrigske mønter. Derfor kan de få fund bruges som argument mod Bornholm som produktionssted. Ligeledes er der aldrig fundet ægte eksemplarer af forlægget (Niels, Hbg. 2) for de falske mønter på Bornholm – og falskmøntneren må have haft mindst én af disse i hænde.

På den anden side står det klart, at der er fundet fire ægte Nielsmønter på øen, fire forskellige Haubergtyper, så nogle Niels-mønter har der været på øen. Det kan være, at falskmøntneren vurderede, at manglen på indenrigsk mønt på øen betød, at det var muligt at omsætte de dårlige forfalskninger, da mønt-kendskabet hos dele af befolkningen var beskedent. Måske opgav falskmønteren undervejs sit kriminelle forehavende eller nåede aldrig at få sat de falske mønter i omløb – og det er derfor vi kun finder mønterne som et skattefund på Store Myregård?

Som altid gør nye fund os klogere og medfører nye spørgsmål. I øjeblikket haves kun et fundsted med et lille skattefund, hvorfor det indtil videre er mest sandsynligt at tale om 1100-tals falskmøntneren på Store Myregård.

 

 

(NNUM 2014/1 side 13-17)


 

Noter:


Tilbage til Dansk Mønts forside