KLIK for forstørrelse!

Hvor længe forblev 'borgerkrigsmønterne' i omløb i Danmark?

Anmeldelse af Keld Grinder-Hansens bidrag i

Hans Mikkelsen (med bidrag af bl. a.), Vor Frue Kloster, et benediktinernonnekloster i Randers, Kulturhistorisk Museum og Jysk Arkæologisk Selskab (Moesgaard, DK-8270 Højbjerg), 2002, 346 s, ill., indb. ISBN 87-88415-14-7. Pris: 348 kr.

af Jens Christian Moesgaard

I 1998 påpegede Keld Grinder-Hansen et kildent arkæologisk-numismatisk problem, som han var blevet opmærksom under bearbejdningen af møntfundene fra udgravningen af Torvet i Horsens og af Vor Frue Kloster i Randers. Det drejer sig om forekomsten af store mængder af mønter fra slutningen af 1200-tallet og de første årtier af 1300-tallet (de såkaldte 'borgerkrigsmønter') i jordlag, der arkæologisk kan dateres til anden halvdel af 1300-tallet og begyndelsen af 1400-tallet (1). Møntprægningen i Danmark (udenfor Skåne) ophørte ellers i 1330'erne. De sidste typer blev dog ikke blevet inddraget ved de af kongen krævede periodiske møntinddragninger, som ellers løbende havde fjernet de tidligere typer fra omløbet (2). Man har dog hidtil ment, at mønterne alligevel hurtigt gik ud af omløb. Både skattefund og skriftlige kilder viser tydeligt, at fra engang før midten af 1300-tallet blev møntomløbet overtaget af udenlandske mønter, såsom engelske sterlinger, franske turnoser og nordtyske hulpenninge.

Nu foreligger så monografien om udgravningen af Vor Frue Kloster i Randers, og det er muligt at kigge nærmere på kendsgerningerne og argumenterne. Keld Grinder-Hansen fremlægger mønterne i et specielt kapitel efterfulgt af en liste over mønterne (s. 63-72). Der blev fundet 166 mønter. Nogle kunne ikke finbestemmes, og andre er fundet udenfor den arkæologiske stratigrafi, f. eks. ved afgravning af omrodet overfladejord. Tilbage er 103 eksemplarer, der både kan identificeres og fordeles på udgravningens kronologiske faser. Hele 84 af disse er fra de sene faser efter c. 1330. De fordeler sig med 52 i fase 5 (ca. 1330-ca. 1375), 7 i fase 6 (ca. 1375-ca. 1400), 24 i fase 7 (ca. 1400-) og 1 i fase 8 (ca. 1550). Af de 52 mønter i fase 5 er 4 eksemplarer efter 1330, dvs. samtidige med fasen, 20 er af usikker datering ('ca. 1300' eller '1300-tal'), mens de resterende 28 dækker perioden ca. 1240-ca. 1330 (s. 64-65, fig. 121). Mønterne fra fase 6, 7 og 8 er ligeledes hovedsagligt 'borgerkrigsmønter'.

Keld Grinder-Hansen fastholder sin undren over tilstedeværelsen af så mange tidlige 1300-tals mønter i sene 1300-tals og tidlige 1400-tals lag. Det drejer sig om små kobberpenninge med meget lav værdi. Selv en overklippet halv nordtysk hulpenning i sølv (3) var mere værd end en sådan dansk kobberpenning, så derfor kunne man forestille sig, at sidstnævnte kan have udfyldt en funktion som mindste skillemønt. Men møntbrug medfører slid og tab, og Grinder-Hansen finder det usandsynligt, at der stadig kunne være mønter nok i omløb 50 år efter udmøntningens formodede ophør o. 1340. Han fremhæver, at der ikke er Út eneste eksemplar i skattefundene og ikke Ún eneste tekst, der omtaler det. Ganske vist er de helt små møntenheder ofte underrepræsenterede i møntfundene, da folk foretrak større møntenheder til opsparingen. Og ganske vist nævnes de små møntenheder generelt sjældent i de skriftlige kilder. Men alligevel, ikke en eneste!

Kunne disse mønter komme fra jordlag, der ved senere byggearbejder eller lignende var blevet rodet rundt (såkaldt sekundær aflejring)? I så fald ville den arkæologiske datering vise det tidspunkt, hvor jorden var blevet rodet rundt. Selve tabet af mønterne kunne være foregået lang tid tidligere. Faktisk er det påvist, at helt op til 80 % af et møntmateriale i byudgravninger kan være sekundært aflejret (4). Dette problem tager udgraveren,. Hans Mikkelsen, op i afsnittet "Udvalgte mønter fra Vor Frue Kloster, Horsens Torv og Øm Kloster" (s. 77-79). Han vil ikke afvise, at nogle af mønterne kan være sekundære. Han nævner imidlertid flere eksempler på mønter, der må være primære aflejringer. Det gælder f. eks. 6 mønter fra et aktivitetslag i klostrets nordfløj i fase 5. 10 mønter kommer fra et brandlag i fase 7, hvor det må formodes, at mønterne var i brug, da branden fandt sted. Ligeledes viser han, hvorledes nogle nivelleringslag, der principielt kunne indeholde sekundært materiale, faktisk tilsyneladende ikke gør det. Lagene indeholder nemlig stort set kun samtidig keramik og næsten intet ældre materiale, hvad man ville have forventet, hvis det var et omrodet lag. Som læser må man standse ved disse eksempler, da bogen ikke giver en fuldstændig liste over alle lagene og deres funktion. Men det er tilstrækkeligt til at vise, at man ikke blot kan affeje alle mønterne som sekundære aflejringer.

Til yderligere underbygning af sit argument fremhæver Hans Mikkelsen eksempler fra Horsens og Øm Kloster med gamle mønter i yngre lag. Hvad angår Øm, henviser Mikkelsen imidlertid til Susanne Grams monografi fra 1998 (5), der benytter de traditionelle dateringer af 'borgerkrigsmønterne' og ikke Grinder-Hansens nyordning, publiceret i 2000 (6) (som er benyttet ved bearbejdningen af Randers og Horsensmaterialet). F. eks. blev mønten af typen LEB 3690 fra grube BH (7) ved bearbejdningen af fundet i 1975 dateret til Erik Menved (1286-1319), mens Grinder-Hansen omdaterer den til 1330/1340. Disse finjusteringer af dateringerne vil dog nok næppe ændre hovedindtrykket af fundene fra Øm.

Til de nævnte eksempler kan man føje udgravningen i Korsbrødregade i Ribe. Her er der også en del ældre mønter i yngre lag fra 1300-tallet og starten af 1400-tallet (8). I publikationen er i alt fald en del af disse tolket som sekundære aflejringer uden dog at gå i detaljer med den enkelte mønt. Det kunne måske betale sig at se på dem igen i lyset af den her fremhævede problemstilling. Carelli har lavet en summarisk oversigt over ældre mønter i yngre lag i Lund, men heller ikke han kommer ind på problematikken om tolkningen af hver enkelt mønts arkæologiske kontekst (9). Formodningen om, at mønterne forblev i omløb i flere årtier kunne måske forklare det store antal af mønter fra 1320'erne og 1330'erne blandt enkeltfundene generelt (10). Dette kunne skyldes, at disse mønter havde ringere værdi end de tidligere mønter, og at man derfor lettere tabte dem. Det kan også skyldes mulige store udmøntningstal, men det ved vi ikke noget præcist om. De fleste enkeltfund er fra kirkegulve eller detektorfund, og i begge tilfælde er det umuligt at datere tabstidspunktet for mønten, så de kan ikke bruges til at udforske omløbstiden. Men hvis nu vi antager, at omløbstiden var lang, bliver det lettere at forstå, at der er tabt så mange eksemplarer. Som et slags omvendt argument herfor kan fremføres, at Grinder-Hansen i anden sammenhæng har påvist, at en udmøntning, der kun var i omløb ganske kort tid, trods meget store produktionstal kun optræder i små antal blandt enkeltfundene (11).

Hvad skal man så tro? Var mønterne i omløb i flere årtier efter udmøntningens ophør? Blev produktion fortsat længere, end man har troet? Og hvorfor ses de så ikke i skattefund og i de skriftlige kilder? Man kan kun tilslutte sig Keld Grinder-Hansens ønske om, at "arkæologer i fremtiden har øje for denne problemstilling, og henleder opmærksomheden på eventuelle andre udgravninger, hvor penningen optræder i markant antal i formodede yngre lag". Det sidste ord er ikke sagt i denne sag. (NNUM 2002 side 189-191)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt