I Medlemsbladet 1924 Nr. 13 har Dr. polit. J. Wilcke skrevet en Artikel med Overskrift "Plagiat", som giver mig Anledning til nogle Bemærkninger.
At afdøde Grosserer H. W. Mansfeld-Bûllner har erhvervet sig Krav paa Taknemlighed ved at udgive Gengivelser af de Afbildninger af Borgerkrigsmønter, som findes i Ramus og Devegges ufuldendte Møntværk og i P. Haubergs Afhandling i "Aarbøger for nordisk Oldkyndighed" 1884, ordnede som i denne Afhandling, kan jeg fuldtud tiltræde. Enhver Samler bruger Bogen som et nemt Register og er glad for deri at finde en Betegnelse for hver enkelt Mønt, der kan anvendes ved Samlingens Ordning og forstaas af alle.
For Numismatikere, naar derved menes videnskabeligt arbejdende Forskere, har Bogen ingen Betydning; de maa benytte de gode Afbildninger i de to ovennævnte Kildeskrifter og kan paa ingen Maade nøjes med M.-B.s tarvelige og ganske karakterløse Gengivelser.
Man maa rose Dr. Wilcke for den juridiske Skarpsindighed, hvorom hans Artikel bærer Vidne, og som Jurister sikkert vil kunne værdsætte. Men hele Artiklen er for saa vidt forfejlet, som M.-B. ikke bør bedømmes efter en juridisk, men efter en psykologisk Maalestok og under Hensyn til de Forhold, der herskede, da Striden mellem ham og Hauberg fandt Sted.
Hauberg var allerede dengang anset for en fremragende Kender af vor Middelalders Mønter, og hans Forsøg paa en Ordning af Borgerkrigsmønterne havde vakt almindelig Beundring, medens M.-B. som "Numismatiker" savnede ethvert videnskabeligt Grundlag. Dr. W. skriver, at han ikke har kendt M.-B.; det har jeg ejheller, men jeg føler mig overbevist om, at hvis Dr. W. - som jeg - hørte til dem, der har oplevet ham, vilde han ikke have skrevet sin Artikel. M.-B. var i min Ungdom en meget omtalt Mand, og endnu ca. 50 Aar efter at han i 70erne gjorde sig bekendt, har jeg bevaret Indtrykket af, at han som smart Forretningsmand vel forstod at fange Publikums Opmærksomhed, men denne var ikke af den mest smigrende Art. Paa en særdeles kraftig Maade reklamerede han i Aviserne for sin Mavebitter "Brama Livs-Elixir", og med en Konkurrent, som han benævnede "den sandhedskærlige Mand, Hr. Nicolai Broe" (en Urtekræmmer i Raadhusstræde), førte han en lang Annoncekrig, der prægedes af en til Genstanden svarende Bitterhed. Onde Tunger vilde rigtignok vide, at de stridende Parter optraadte i indbyrdes Forstaaelse til fælles Fordel. Om det er rigtigt, véd jeg ikke, men det viser, at man ikke tog M.-B. og hans Modpart videre alvorligt, og de gensidige Beskyldninger, bl. a. for Plagiat, fik vist heller ingen retslige Følger. Man syntes ikke om denne Reklameform, men morede sig dog over Annoncerne og især over M.-B.s Fremhævelse af, at hans "Blaa Løve og en Guldhane", var det ufejlbare Kendetegn paa hans ligesaa ufejlbare Livsbevarer. "Men hvis man saa dør, min Ven?" spurgtes der i en meget morsom Revyvise om M.-B., og Svaret lød - coulant - "Jja, saa faar man Pengene igen!"
At P. Hauberg anvendte Ordet "Plagiat" netop mod M.-B., forargede - mig bekendt - dengang ingen; tvertimod maatte det anses for vel anbragt overfor M.-B.s dilettantmæssige Brovten med "mit Værk" o.s.v. - og selvgode Kritik af Haubergs Arbejde, hvortil han manglede enhver Kompetence. M.-B., der saa grundigt havde bevist, at han savnede Begreb om litterær Sædvane og Høflighed, maatte antages at vide, hvad "Plagiat" betød; han havde selv været med til at banke det Ord ind i Bevidstheden gennem sine Reklamer. Saaledes er mit Indtryk, og naar det har bevaret sig i min Erindring gennem saa mange Aar, maa det have været stærkt, og sikkert ikke særegent for mig. Havde M.-B. følt sin Ære krænket ved den "bitre Sigtelse" for Plagiat, kunde han ved Domstolene have søgt Oprejsning. Nu, 40 Aar efter, at drøfte, hvorvidt dette vilde være lykkedes ham at opnaa en saadan, forekommer mig ørkesløst; selv var han aabenbart af den Mening, at det ikke vilde lykkes, da han ikke prøvede derpaa.
Dr. Wilcke bebuder en nærmere Undersøgelse vedrørende Borgerkrigsmønterne. Herover maa man glæde sig, thi at Haubergs Ordning ikke skal betragtes som Videnskabens sidste Ord, har han allerede selv stærkt fremhævet i sin Afhandling af 1884 og gentaget i sin Piece mod M.-B.s Bog. Hauberg siger (Særtryk af Afhandlingen S. 73): "Det maa imidlertid paa Forhaand fremhæves, at et saa stort, saa indviklet og ofte usikkert Stof, som dette, ikke lader sig bringe i en sikker og paalidelig Ordning ved en første Undersøgelse. De foreliggende Fund have langt fra kunnet være tilstrækkelige og fyldestgørende, og mangt et Spørgsmaal maa lades ubesvaret, mangen en Løsning henstaa som en Mulighed, begrundet i et tilsyneladende Slægtskab mellem Typerne. En Ordning af Mynterne som denne maa derfor nødvendigvis i 'Tidens Løb undergaa Ændringer. Nye Fund ville bringe Oplysninger, som muligvis paa adskillige Omraader ville hidføre et andet Syn end det nuværende, og vi ville senere giennem nu ukjendte Mynter se Forbindelsen mellem Typerne og en Continuation i Myntrækkerne, som det endnu er umuligt at opdage."
Der er nu forløbet 40 Aar, siden denne kraftige Opfordring til at fortsætte Arbejdet blev skrevet, og det er et meget betydeligt Stof, der i dette Tidsrum er fremkommet her i Landet - og vel ogsaa hinsides Øresund - i adskillige, tildels store Fund. Dette Stof har hidtil ikke fundet nogen Bearbejder. Opgaven synes fristende, men den kræver et meget stort Arbejde, baade i sig selv og i den Sammenligning med det af Hauberg benyttede Materiale og med hans Resultater, som nødvendigvis maa foregaa. Det bør her ikke lades uomtalt, at Hauberg som Kunstner i Vuggegave havde faaet det Blik for Stilejendommeligheder, hvorpaa hans Ordning, særlig hans Vurdering af Findestedets Betydning for Bestemmelsen af Møntstedet, i mange Tilfælde hviler, ikke alene for Borgerkrigsmønternes, men ogsaa for Valdemarstidens Mønters Vedkommende.
Dr. Wilcke vil utvivlsomt ogsaa i denne Henseende vise sig i Besiddelse af de nødvendige Forudsætninger; hans Perfektibilitet, Arbejdskraft og Energi har allerede baaret saa gode numismatiske Frugter, at man tør vente et smukt Resultat. Og naar saa dette foreligger i Form af en videnskabelig Undersøgelse, der - i Modsætning til Oldskriftselskabets Sparsommelighed ved Haubergs Afhandling - ledsages af Afbildninger af alle Mønterne, saa gode, som de nutildags med Lethed kan skaffes, da vil baade Numismatikere og Møntsamlere have Grund til Glæde og Taknemlighed, og de sidstnævnte vil uden Klage finde sig i at maatte ofre de hidtidige Betegnelser, naar der foreligger en ny Ordning, som sætter "Mansfeld-Bûllner" ud af Virksomhed.
(NFM VII (1924) side 195-198)