Nogle Bemærkninger om de ældste Hedebymønter

af Axel Ernst

Det videnskabelige Studium af dansk middelalderlig Numismatik er, som rimeligt er i et Land som Danmark, i det væsentligste blevet fremmet af den kgl. Mønt- og Medaillesamlings Embedsmænd. Af disse kan nævnes C. Ramus for sin Afhandling "Om Knud den Helliges Mynter" (Kbhvn. 1821). Sammen med Ole Devegge udarbejdede han endvidere det desværre ufuldendte Folioværk over danske Middelaldersmønter, hvis Udgivelse blev afbrudt i 1832, og hvoraf foreligger 136 Sider i det væsentligste forældet Tekst, medens de 47 smukt udførte kobberstukne Tavler, tegnede af Devegge, endnu er af meget betydelig Værdi for Kendskabet til vore middelalderlige Mønter. Devegge har desuden sammen med Chr. Jürgensen Thomsen udgivet en Række fortrinlige Kataloger over saa betydelige Samlinger som H. H. Frost's (1826), G. F. Timm's (1831) og C. F. Schubart's (1831). Hvor velfortjent end det europæiske Ry er, som Thomsen vandt sig, saa er det dog mindre hans, for en væsentlig Del i udenlandske Tidsskrifter trykte Smaaafhandlinger, der vil bevare hans Navn som Numismatiker, end hans fortrinlige Samling, hvorover den i 7 Bind udarbejdede Fortegnelse af P. Brock, Kr. Erslev, L. A. Læssøe og F. Krohn udkom i Aarene 1866-1876. Ludvig Müllers Interesser var helliget den antike Numismatik, og Herbst var i det hele lidet produktiv som Forfatter. Uden for Kredsen af den kgl. Mønt- og Medaillesamlings Embedsmænd ydedes Bidrag af Sophus Bergsøe og især af Kr. Erslev, men store Dele af vor middelalderlige Numismatik ventede endnu paa videnskabelig Bearbejdelse, et Arbejde, der imidlertid paa fremragende Maade blev løst af P. Hauberg, der i Aarene 1884, 1886, 1891, 1900 og 1906 udsendte sine betydelige Arbejder over vort Møntvæsen indtil 1481 samt over Gullands Møntvæsen.

Blandt de mange Enkeltundersøgelser, Hauberg i disse Arbejder har foretaget, hører hans Undersøgelser over de ældste Møntgrupper til dem, der har vakt mest Opmærksomhed.

Allerede i 1891 behandlede Hauberg i sin Afhandling "Demibractéates au type de Duerstede" (Bruxelles 1891), trykt i "Mémoires présentés au Congrés international de numismatique", en Klasse Mønter, der væsentligst fremtræder som halvbrakteatagtige Efterligninger af Karl den Stores bekendte Mønter fra Dorestad med CARO-LVS i 2 Linier paa Adversen og DOR-STAT, ligeledes i 2 Linier, paa Reversen, samt nogle sig dertil sluttende Grupper. Disse Mønter havde længe været kendt (1) og forekom hyppigt i Samlingerne, men deres nærmere Bestemmelse havde været stærkt omstridt.

Thomsen ansaa saaledes i Beskrivelsen af Vaalse-Fundet (Annaler for Nordisk Oldkyndighed 1842-1843, pag. 47, jfr. pag. 37-39 og Tavle IV Nr. 30-31) Mønterne for nederlandske, og paa Grundlag af hans Meddelelse optog P. O. van der Chijs dem ligeledes i sit Værk "De munten der frankische en duitsch-nederlandsche Vorsten", Haarlem 1866, pag. 134 samt Tavle XXI Nr. 8-10, som nederlandske (2). Som "Imitations des monnaies Carlovingiennes, frappées à Duerstéde" beskrives nogle herhen hørende Mønter ligeledes i Thomsens Katalog Nr. 1304-1318, hvor dog Citatet v. d. Chijs XXI er misvisende for Nr. 1303 (3). I en af L. A. Læssøe forfattet Auktionsfortegnelse af 20/8 1872 henføres en af disse Mønter til 10. Aarhundrede som præget i Dorestad af normanniske Sørøvere som Efterligning af Karl den Stores Denarer. - Medens andre havde holdt Mønterne for svenske, erklæredes de for utvivlsomt polske af B. Køhne i Afhandlingen "Unedirte Polnische und Schlesische Münzen des Mittelalters", se Zeltschrift für Münz-, Siegel- und Wappenkunde, 2. Jahrg., Berlin 1842, pag. 332, jfr. Tvl. IX, en Opfattelse, H. Dannenberg i Beskrivelsen af Stolpe-Fundet sluttede sig til, se Mémoires de la société d'archéologie et de numismatique de St. Petersbourg, vol II, pag. 107 (St. Petersbourg & Berlin 1848). Julius & Albert Erbstein fremsatte i den af dem forfattede Fortegnelse over Schelhass' Møntsamling (Dresden 1870), pag. 186 Nr. 2473, den Formodning, at Mønterne var af frisisk Oprindelse, medens Kr. Erslev i "Roskildes ældste Mønter", Kbhvn. 1875, udtalte, at de "snarest hidrøre fra de slaviske Lande sønden for Østersøen" (pag. 2), og at de formentlig var vendiske (pag. 3), en Opfattelse, han gentog i "Quelques remarques sur les plus anciennes monnaies du Danemark", Kbhvn. 1885, pag. 121. Imidlertid havde H. Dannenberg ændret sin tidligere Opfattelse og ansaa nu Mønterne for frisiske, se Zeitschrift für Numismatik, Band XIV, pag. 248 (Berlin 1887), hvorimod Menadier atter ansaa Mønterne for polske, se Z. f. N. XV, pag. 166 (Berlin 1887). Fra skandinavisk Side havde endelig H. Hildebrand i Afhandlingen "Nordens äldsta mynt" i Kgl. Vitterhets Historie och Antiquitets Akademiens Månadsblad, 5. Bind, pag. 134 (Stockholm 1885), udtalt den Opfattelse, at Møntgruppen hidrørte fra det nordlige Tyskland eller fra Danmark, mulig fra Hedeby. Opfattelserne var saaledes saa divergerende som muligt.

I den ovennævnte Afhandling fra 1891 fastslog nu Hauberg paa Grundlag af indgaaende Undersøgelser Møntgruppens danske Oprindelse, nærmere bestemt fra Danmark vest for Øresund, indenfor hvilket Omraade han henførte Gruppen til Sjælland med Roskilde som sandsynligt Udmøntningssted i Aarene fra ca. 920, en Opfattelse, han dog i sit Hovedværk "Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146", København 1900, pag. 41, jfr. pag. 77 og 189 samt Tavle I, ændrede til Hedeby som Udmøntningssted i Aarene ca. 940-960, væsentligt paa Grundlag af en Fundstatistik, som dog med Grund kan kritiseres, se herom Kr. Erslev i Historisk Tidsskrift, 7. Række, III, pag. 517. - Haubergs Opfattelse blev hurtigt akcepteret, af H. Dannenberg saaledes i Z. f. N. XIX, pag. 155 (Berlin 1893), der erklærede Haubergs "Løsning af den gamle Gaade" for overbevisende og utvivlsom, af Menadier i Berliner Münzblätter, Spalte 1907-1908 (Septbr. 1895), der vel mener, at Hauberg overdriver Betydningen af sin Fundstatistik noget, men alligevel anser Haubergs Bestemmelse som "endgültig", og af E. Bahrfeldt i "Der Silberfund von Leissower Mühle" (Berlin 1896), jfr. Berliner Münzblätter, Mai 1896, Sp. 2039, og Januar-Februar 1903, pag. 214-15. Selv om fremkomne Fund har ændret de af Hauberg anførte Vægtangivelser noget, og selv om visse af Gruppens Udmøntningsforhold endnu kan omtvistes og muligt kan komme til at staa i en lidt anden Belysning ved senere Undersøgelser, saa er dog Haubergs Bestemmelse af Gruppen i det hele almindeligt anerkendt, hvilket derimod ikke har været Tilfældet med hans Opfattelse af den endnu ældre Møntgruppe, de saakaldte "Bjørkømønter" eller "ældste Hedebymønter".

Kendskabet til sidstnævnte Gruppe var længe kun meget ringe, og det er først efter Fremkomsten af Haubergs i 1900 udkomne ovenanførte Værk, at Diskussionen om den ret har taget Fart. Hauberg omtaler og beskriver nærmere disse Mønter pag. 35-39, 106-108 og 188 samt Tavle I Nr. 1-7, idet han inddeler de da kendte Mønter i 7 Typer. Af disse kendtes tidligst Typ 1, 3 og 7, der alle findes afbildet i "Atlas for nordisk Oldkyndighed" (Kbhvn. 1857) Tvl. III Nr. 35 og 34, samt Tvl. VIII Nr. 155, og hvoraf den første fandtes i Thomsens Samling (Katalog Thomsen Nr. 1303), hvorfra den overgik til den kgl. Mønt- og Medaillesamling i København, hvor den nu findes, og allerede var afbildet og publiceret af Thomsen i Annaler f. nord. Oldk. 1842-43, Tvl. IV b (4). Hverken denne Typ eller Typ 3 ansaa Thomsen dog i sin Afhandling "Om Guldbracteaterne og Bracteaternes tidligste Brug som Mynt", trykt i Annaler f. nord. Oldk. 1855, for nordiske, hvorimod han om Typ 7, der stammede fra et Fund i Johannes Hus's Ager i Blekinge, antog, at det var "den ældste af de hidtil bekendte" nordiske Mønter, ja endog nærmest tænkte sig Mønten som dansk under Hensyn til Lighedspunkter i Detailfremstillingerne med visse af Svend Estridsens Mønter.

Et større Kendskab til Gruppen vandt man gennem Hildebrands før nævnte Afhandling fra 1885, hvori publiceredes de gennem Udgravningerne paa Bjørkø (det gamle Birca) fremkomne Mønter af denne Gruppe, nemlig af Typerne 1, 2, 4, 5, 6 og 7. Ialt beskrives 16 Mønter af denne Gruppe, men naar Hauberg l. c. pag. 162 og 188 angiver det samlede Antal af paa Bjørkø fundne Mønter af denne Gruppe ligeledes til 16 Stk., da er dette ikke rigtigt, idet der i Virkeligheden ialt skal være fremkommet 24 Stk., se Lennart Kjellberg i "Fornvännen" 1917, pag. 42, og C. A. Nordman i "Nordens äldste mynt", Helsingfors 1923, pag. 25. - Hildebrands fortjenstfulde Paavisning af disse Mønters nordiske Karakter vandt almindelig Anerkendelse, og med det ringe Kendskab, man da havde til disse Mønter, - Hildebrand synes kun at have kendt de Mønter, der var fremkommet paa Bjørkø, samt Mønten fra Blekinge-Fundet, - var hans Henførelse af Gruppen til Bjørkø ganske naturlig. I den oftnævnte Afhandling "Demibractéates" omtaler Hauberg da ogsaa disse Mønter som de ældste skandinaviske (l. c. pag. 2-3 og 7) og henfører dem til "le territoire actuel de la Suède", hvortil jo imidlertid ogsaa Skaane henhører.

I sit i 1900 udkomne Værk, hvor Hauberg indgaaende behandler Gruppen, henfører han den under Imødegaaelse af de af Hildebrand for Mønternes Henførelse til Bjørkø anførte Grunde til Lund som Udmøntningssted, om end han klart betoner, at Mønternes ringe Vægt og deres Slægtskab med Halvbrakteaterne fra Midten af det 10. Aarhundrede, som han jo da netop havde henvist til Hedeby, kunde tale for en Henførelse til samme By. Som afgørende Grund til at henføre Gruppen til Lund nævner Hauberg de da kendte Fund, en Statistik, der da allerede var noget usikker, bl. a. fordi Hauberg under de danske Fund medregnede Fundet fra Blekinge, skønt Blekinge først i en senere Tid blev forenet med Danmark, se herom bl. a. Poul Johs. Jørgensen: Den danske Retshistorie (København 1904), pag. 118, og Knut Stjerna i Historisk tidskrift for Skåneland, III, pag. 201, i Afhandlingen "Lund och Birka".

I sidstnævnte Afhandling imødegaar Stjerna stærkt polemisk Haubergs Opfattelse. Paa Grundlag af Undersøgelser af Fortidslevninger fra de ældste Kulturlag i Lund mener Stjerna at kunne fastslaa, at Lund først er blevet grundlagt i Begyndelsen af det 11. Aarhundrede, antagelig af Knud den Store, for at Byen kunde blive "Danmarks London" eller med et moderne Udtryk Danmarks Hovedstad, en Opfattelse, som Henrik Schück i "Birka", Uppsala 1910, finder overbevisende. Imod de af Hauberg anførte Grunde for ikke at henføre Gruppen til Bjørkø, men til Lund, hævder Stjerna endvidere, at Birka var et af Udlændinge, nemlig hin Tids Storkøbmænd, Friserne fra Dorestad, grundlagt Faktori, at disse havde ladet foretage Udmøntningen gennem fremmede Møntmestre fra Dorestad, og at der som Følge heraf intet mærkeligt er i, at de med saadan Mønt endnu uvante Svenskere havde kunnet bære disse Mønter som Smykker, saaledes som det fremgaar af de mange paa Bjørkø, med Øsken forsynede fundne Mønter, at Tilfældet havde været, hvorfor Hauberg ogsaa havde karakteriseret Bjørkøfundene som Smykkefund. Stjerna henviste i denne Henseende til, at man fra Romertiden kender Eksempler paa, at i Gallien blev romerske Guldmønter anvendt som Smykker, idet de forsynedes med Øsken. Fremdeles hævder Stjerna, at det af Hauberg anførte Slægtskab, i visse Detailler mellem disse Mønter og engelske sceattas (5), intet viser om, hvor i Skandinavien denne formentlige frisiske Udmøntning er opstaaet, samt mod Hauberg, at det var usandsynligt, at denne Udmøntning skulde være opstaaet gennem Danskernes Forbindelse med England i det 9. Aarhundrede, paa en Tid, hvor Normannerne endnu kun optraadte paa Plyndringstog og saaledes ikke havde haft Brug for at præge Mønt, som de langt lettere havde kunnet skaffe sig gennem Brandskatning som Danegæld, og at det var mindre rimeligt, at Mønter med kristeligt Symbol (Hjorten) skulde være præget og have faaet en videre Udvikling i det endnu stærkt hedenske Skaane, end i det efter Stjernas Mening da kristne Birka, samt at der ikke kunde foreligge nogen Udmøntningstradition mellem "Bjørkømønten" med Hjortefremstillingen og en da af Hauberg til Lund henført Mønt fra Knud den Store med lignende Fremstilling (6). Endelig kritiserede Stjerna Haubergs til Støtte for Lund anførte Fundstatistik, der efter hans Mening aldeles intet beviste i saa Henseende. Stjerna synes i det hele at have haft den Opfattelse, at der her kun var Tale om et Enten-Eller, enten Lund eller Bjørkø, og at al Kritik mod Henførelsen af denne Møntgruppe til Bjørkø vilde forstumme, naar det kunde sandsynliggøres, at Mønterne ikke var udmøntet i Lund.

Stjernas Opfattelse af Møntgruppens Oprindelse og Hjemsted, som han altsaa havde tilfælles med Hildebrand, vandt Tilslutning hos Schück, l. c. pag. 18, idet denne dog mod Enkeltheder i Stjernas Fremstilling gør gældende, at Birka ikke har været et frisisk Handelsfaktori, men tværtimod en svensk, hedensk Stad med kun faa nyomvendte Kristne, og at Handelen mellem Frisland og Sverige blev drevet af nordiske, ikke af frisiske Købmænd. Paa Grund af Mønternes barbariske Karakter antager han dem ikke for præget af Møntmestre fra Dorestad, for hvem vel ogsaa en saadan Udmøntning maatte staa som et Overgreb mod Kejserens Ret til alene at slaa Mønt, men af Personer, der ikke har forstaaet latinsk Skrift, altsaa vel af Indlændinge.

Siden Hauberg i 1900 væsentlig paa Grundlag af de da kendte Fund henførte Gruppen til Lund, var der imidlertid blevet flere Fund, indeholdende Mønter af denne Gruppe, bekendt, nemlig fra Westerland paa Sylt, fra Waternewersdorf og fra Dransau, begge i Nordholsten, hvert Sted 1 Stk. af Typ. 6, samt fra Hedebys gamle Byplads 3 Stk. af Typ. 1, Omstændigheder, der maatte henlede Tanken paa Hedeby som Udmøntningssted, hvilket Hauberg da ogsaa gjorde opmærksom paa i 1910 i Afhandlingen "Les monnaies frangalses du moyen-âge dans les trouvailles faites en Scandinavie" (Bruxelles 1910), en Opfattelse, der yderligere bestyrkedes ved de i Terslev-Fundet fremkomme 6 Stk. af Typ. 6, og Hauberg kunde da med fuld Føje i sin Beskrivelse af Terslev-Fundet (Aarbøger for nord. Oldk. og Hist. 1914, pag. 63 og 73) og i sin Afhandling om "Nordens ældste Mønsted" (Aarb. f. nord. Oldk. og Hist. 1914 pag. 76-81) henvise Gruppen til Hedeby, hvorved der ogsaa fremkom en naturlig Sammenhæng mellem denne Gruppe og den efterfølgende Gruppe, Halvbrakteaterne fra Midten af det 10. Aarhundrede.

Som meddelt i Numismatisk Medlemsblad I Pag. 123 (December 1917) er Spørgsmaalet senere paa ny blevet Genstand for Behandling af Lennart Kjellberg i "Fornvännen" 1917 pag. 41-46, hvor Hildebrands og Stjernas Henførelse af Gruppen til Bjørkø atter forsvares. Kjellberg hævder bl. a., at det rent a priorisk var mindre antageligt, om samme karolingiske Møntgruppe 2 Gange i mindre end et Aarhundrede skulde have tjent som Forbillede for Udmøntninger samme Sted, en Opfattelse, der dog formentlig savner ethvert Holdepunkt, samt at det karakteristiske ved denne Møntgruppe er, at den fuldstændigt - i Modsætning til de fleste samtidige europæiske Udmøntninger - savner kristelige Symboler, hvorved den efter hans Opfattelse stærkt adskiller sig fra de saakaldte Halvbrakteater, hvor Kors i forskellige Former og Kombinationer spiller en stærkt fremtrædende Rolle. Under Hensyn til Gruppens saaledes paastaaede hedenske Karakter hævder Kjellberg mod Stjerna, at Udmøntningen ikke er foretaget af frisiske, men af hjemlige Møntmestre, samt at de kristne Frisere fra Dorestad, som han mener har indført Møntprægningen paa Bjørkø, for at Mønterne kunde tjene Omsætningen i Samhandelen med de indenlandske, hedenske Beboere, - af politiske Grunde og for ikke at vække Anstød hos de endnu hedenske Svenskere og derved skade Samhandelen med disse, - forsætlig har draget Omsorg for, at Mønterne ikke fremtraadte med kristelige Symboler. Skønt der kort forud fra Adelsø i Mälaren var fremkommet et Fund af 2 af disse Mønter, den ene som Haubergs Typ. 1, den anden af en hidtil ukendt Typ., nemlig Advers som Typ. 1, Revers som Typ. 6, publiceret af Hanna Ryd i "Fornvännen" 1917, pag. 92, maa det sikkert erkendes, at Henførelsen til Bjørkø ikke af den Grund er blevet mere antagelig.

De paa Adelsø fundne 2 Mønter var nemlig ligesom Størstedelen af de paa Bjørkø fundne Mønter forsynet med Øsken og havde saaledes været benyttet som Smykker. Og vel kender man Eksempler paa, at i Romertiden Guldmønter blev baaret som Smykker indenfor Romerrigets Grænser, men hertil maa dog bemærkes, at Romerriget var stort, et Verdensrige og saa at sige det eneste Sted, hvor Mønter da blev fremstillet, og at Guldmønterne maa have repræsenteret en ikke ringe Værdi og næppe har været saa almindelige i Omsætningen, at der er noget besynderligt i, at den galliske Befolkning kan have betragtet dem som Sjældenheder og som saadanne værdige til at bæres som Smykker. De faa Tilfælde, der kan henvises til, hvor romerske Mønter er blevet benyttet som Smykker, baaret i Øsken, i Sammenligning med den Mængde, hvori de samme Mønter ellers forefindes uden at have været benyttet som Smykker, viser derfor ikke det samme som Mønterne fra Bjørkø og Adelsø, hvor Anvendelsen som Smykker snarere syntes en Regel end en Undtagelse, og hvorved de der fundne Mønter saa klart adskiller sig fra de andetsteds fundne Mønter af denne Gruppe. Hauberg har derfor sikkert Ret i, at disse Omstændigheder taler mod Bjørkø som Udmøntningssted.

Heller ikke kan der formentlig lægges større Vægt paa Mønternes af Kjellberg paastaaede hedenske Karakter, thi denne er i høj Grad omtvistelig, i hvilken Henseende skal henvises til de paa flere af Mønterne forekommende Tegn som det rnodvendte Ansigt ("Frelseren"), Evighedsringene m. v., og maaske ogsaa til Hjorten (7). Hvor stor Indflydelse end den kristelige Symbolik ogsaa her i Danmark har haft paa vore middelalderlige Udmøntninger (8), saa lader der sig næppe for denne Møntgruppes Vedkommende paavise saadanne bestemte Indicier, der snarere taler for det ene end det andet Sted som Udmøntningssted. Dertil spiller sikkert Tilfældet for meget ind.

Mod Stjernas (9) og Hildebrands Henførelse synes derimod bestemt at tale, at hidtil vides ingen Mønt af denne Gruppe at være fundet Nord paa, oppe i Uppland, hvorhen dog Birkas vigtigste Forbindelsesveje gik, og som da hovedsageligt var Birkas Opland (Stjerna l. c. pag. 209-210), og naar Stjerna som Forklaring paa Slægtskabet (10) mellem "Bjørkømønterne" og Halvbrakteaterne fra Hedeby fra det følgende Aarhundrede har henvist til den svenske Erobring af Hedeby ca. 900, hvorefter Udmøntningen i Hedeby i Midten af det 10. Aarhundrede af Halvbrakteaterne skulde skyldes svensk Björkö-Paavirkning, saa er denne Forklaring meget omtvistelig. Hypotesen om den svenske Erobring af Hedeby og det derpaa følgende svenske Herredømme over Hedeby og Sydslesvig, der i det væsentlige skyldes Ludvig Wimmer og Sophus Müller, er senere blevet stærkt imødegaaet, idet det er blevet benægtet, at Udgangspunktet for denne Hypotese, Runestenene fra Hedebys Omegn, beviser noget saadant, se herom Vilh. la Cour: "Danevirke" (København 1917). De sikre historiske Oplysninger giver intet Holdepunkt for, at nogen som helst af de to Udmøntninger i Hedeby skyldes svensk Paavirkning, hvortil endvidere kommer, at Udmøntningen af Halvbrakteaterne rnaa antages at have fundet Sted, efter at, Sigtrygg ca. 940 var blevet fældet.

Med vort Kendskab til Nordens Handelsforbindelse med det vestlige og sydvestlige Europa, saaledes som det bl. a. oplyses gennem Møntfundene, synes det utvivlsomt, at Hedeby, der allerede i det 9. Aarhundrede spillede en betydelig Rolle, beliggende ved den betydeligste Færdselsvej, gennem Slien og Trene til Ejderen, fra Vesteuropa til Skandinavien, og som laa den vesteuropæiske Kultur saa meget nærmere end Birka, maa have været Udmøntningsstedet for Nordens ældste Mønter, saa meget mere som der dér maa antages at have været langt større Brug for Mønter i den daglige Handelsomsætning end i Birka, hvis Handelsforbindelse væsentlig har ligget mod Nord og mod Øst, hvor Betaling med Mønt da har været ret ukendt, og hvor Nødvendigheden af at foretage Møntprægning derfor ikke kan have gjort sig videre gældende. Herfor taler ligeledes, at der fra Sverige først efter Aar 1000 kendes sikre Udmøntninger, medens i Danmark Udmøntningen i Midten af det 10. Aarhundrede i Hedeby synes at antyde en vis Udmøntningstradition (11).

Møntgruppen er endelig paany blevet behandlet i 1923 dels af E. Nöbbe, dels af C. A. Nordman, der forøvrigt begge er enige i med Hauberg at henføre Gruppen til Hedeby (12).

Erwin Nöbbe, der allerede i sin Beskrivelse af Westerland-Fundet (Mitteilungen des anthropologischen Vereins in Schleswig-Holstein, 19. Heft, pag. 78-93 (Kiel 1911), havde, fremsat den Antagelse under Henvisning tillige til Fundene fra Holsten og fra Hedeby, at Møntgruppen stammede fra Hedeby, oplyser i sin Afhandling: "Münzfunden des 8.-10. Jahrhunderts aus Schleswig-Holstein" (Særtryk af "Nordelbingen", 2. Band, pag. 279-289), at den engelske Sceatta, der danner Forbilledet for Type 6, er fundet ved Krinkberg i Holsten, og at fra et Fundsted ved Krinkberg i Nærheden af fornævnte Fundsted fremkom henimod 100 Denarer fra Karl den Store, blandt hvilke dog 16 Stkr. af to Grupper med henholdsvis 11 og 5 Stkr. i Virkeligheden, i hvert Fald efter Afbildningerne at dømme henhører til Haubergs (ældste Møntgruppe) Type I. Vægten af to af disse Mønter angiver han til 1,31 gr og 0,74 gr, og Mønterne antages af Nöbbe for at være præget ca. Aar 800. Naar Nöbbe imidlertid i sin Afhandling udtaler, at det ikke lader sig gøre at adskille Type l af ældste Gruppe fra den efterfølgende Udmøntning af Halvbrakteaterne fra det 10. Aarhundrede, er det næppe rigtigt. Vægtforholdene saavel som selve Mønternes "Fabrik" vil næppe i noget Tilfælde gøre en Adskillelse vanskelig. Iøvrigt fremfører Nöbbe stærkt de historiske Forhold, der taler til Gunst for Henførelsen til Hedeby.

Nok saa interessant er imidlertid Nordmans Bidrag "Nordens äldsta mynt", der foreligger som Særtryk af "Finskt Museum" 1923, pag. 15-32 (Helsingfors 1923). Nordman gennemgaar paa Grundlag af arkæologisk Materiale Møntfremstillingerne og finder her et overvejende nordisk Element.

I Reversen af Type 2 finder Nordman, omend med tvivlsom Føje, en Fremstilling af Vikingetidens Bygninger. Fremstillingen af Krigeren paa Type 3 opfatter Nordman sikkert med Rette ogsaa som nordisk, uden at han dog i sit Jævnførelsesmateriale henviser til Figurerne med hornprydede Hjælme, hvor Hornene ganske vist er vendt i modsat Retning, paa Guldhornene (13). I samme Afhandling gør Nordman opmærksom paa, at en Mønt af Type 4 tidligere skal være fundet i Wärmland (14), og sikkert med Rette opfatter han Skibsfremstillingerne saavel paa denne Type som paa Type 5 og 7, navnlig under Henvisning til Sejlenes Form, som nordiske. Endelig hævder han om Udmøntningstiden, at Udmøntningen formentlig allerede maa være paabegyndt ca. 800 og antagelig da har vedvaret til ca. 850, uden at han dog forsøger nogen nærmere kronologisk Ordning af de enkelte Typer af Udmøntningen. Han antager, at Typerne 1 og antagelig Type 6 samt maaske ogsaa Type 8 hører til de ældste, Typerne 6 a og 7 samt 2 til de yngste Udmøntninger. Fundet fra Jæderen og flere af de fra hedenske Grave paa Birka fremkomne Mønter af Gruppen saavel som Mønterne fra Krinkberg i Holsten bekræfter utvivlsomt, at Udmøntningen er paabegyndt væsentlig tidligere end af Hauberg, der antager, at Udmøntningen har fundet Sted ca. 870-900, hævdet (15). Det kan i denne Forbindelse maaske anføres, at samtlige Forfattere, der har beskæftiget sig med denne Møntgruppe, gaar ud fra som givet, at samtlige Typer henhører til samme Møntsted, og at Udmøntningen af de enkelte Typer falder indenfor samme ret begrænsede Periode (16).

Spørgsmaalet om, hvor Udmøntningen har fundet Sted, om i det nuværende Slesvig eller i det gamle Hedeby Syd for Slien ved Haddeby Nor, er blevet meget forskelligt besvaret. Mest tiltalende synes den af la Cour fremsatte Opfattelse, hvorefter Udmøntning har fundet Sted i det nuværende Slesvig, som fra tidlig Begyndelse synes at have haft Dobbeltnavnet Slesvig, benyttet af Sachserne, og Hedeby, benyttet af Danskerne, medens Byen Syd for Slien indenfor Halvkredsvolden omkring Aar 1000 og maaske før ligeledes har baaret Navnet Hedeby, se herom la Cour l. c. pag. 152-162.

Med Hensyn til Udmøntningsforholdene lader sig næppe noget bestemt oplyse. Dertil er Vægten af de enkelte Mønter for forskellig (17), et Spørgsmaal, der i det hele i Vikingetiden her i Norden er forbundet med store Vanskeligheder at besvare, se herom Frans de Brun i "Fornvännen" 1917, pag. 55-56. Som Følge heraf har Hauberg sikkert overvurderet Betydningen af Mønternes ret lave Vægt som Støtte for sin Henførelse af Møntgruppen til Hedeby; først senere gør antagelig den tydelige Forskel mellem øst- og vestdanske Udmøntninger sig gældende.

(NFM VII (1924) side 164ff)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt