En hidtil ukendt Roskildemønt fra Hardeknud

af Axel Ernst

Som særtryk af K. Humanistiska Vetenskapssamfundets i Lund Årsberättelse 1955-1956, III, Lund 1956, pag. 173-190, foreligger afhandlingen: A new Harthacnut coin from "Roe", forfattet af Brita Malmer, som for Kungliga Myntkabinettet i Stockholm bearbejdede de engelske, danske og norske mønter fra før ca. 1100, der fremkom i de lappiske offerpladsfund, se herom Nordisk Numismatisk Unions Medlemsblad 1956, s. 122-123 og 167-169.

Brita Malmer behandler i sin nye afhandling en hidtil ukendt dansk mønt fra Hardeknud, gengivet ovenfor i henved tredobbelt størrelse. På. forsiden ses et barbariseret kronet brystbillede til venstre indenfor en ring, omtrent som Haubergs Knud den Stores mønt Tab. III. 44, en degenereret form af Knud den Stores engelske type E efter Hildebrands klassificering, med den retrograde omskrift HARÐACNVT RE . X . DA.

Reversomskriften, der også er bagvendt, lyder således: ALFDEN MON ROE, hvorved må bemærkes, at det tredjesidste bogstav er noget tvivlsomt, men efter min opfattelse rigtigt er læst som et R. Som det vil ses, forekommer bogstavet S ikke i nogen af omskrifteme, og det tør vel ikke udelukkes, at det sidste bogstav i reversomskriften kan være fejlskåret og ment som et S. Indenfor en ring findes et lille skævtstillet midtkors, omgivet af en ring, hvorfra udgår 4 arme, der ikke når ud til ringen, men ender i kugler. Ud for hver af det således dannede større kors' vinkler findes en lille bue, der hver omslutter et punkt, omtrent som hos Hauberg Tab. IV. 58. Møntprægernavnet Alfden er hidtil ukendt på datidens danske mønter og kan således ikke vejlede til møntens nærmere bestemmelse.

Mønten vejer 0.94 gram og har en diameter af 17-9 mm. På begge sider af mønten findes adskillige knivstik, den sædvanlige måde, hvorpå man i datiden overbeviste sig om sølvets godhed. Mønten er fremkommet i et i Gotlands Fornsal i Visby beroende møntfund fra Gandarve, Alva sogn, Gotland, men der er ikke i Brita Malmers afhandling givet nogen oplysning om fundets øvrige indhold, og da fundet er af ny dato, findes det ikke anført i Mårten Stenberger: Die Schatzfunde Gotlands der Wikingerzeit, II, Lund 1947, men vil ifølge Brita Makners oplysning (pag. 175, note 1) blive publiceret i Gotländskt arkiv 1957. For at få et fast udgangspunkt for bestemmelsen af møntens stedangivelse gennemgår forfatterinden de i Haubergs Møntværk fra 1900 anførte "sikre" Roskildemønter fra det 11. århundrede til og med Harald Hen, d.v.s. mønter med læselige stedangivelser ROS eller endnu tydeligere stedangivelser (Knud den Store: Type 26 og 28; Hardeknud: Type 30 og 32; Magnus den Gode: Type 20; den omtvistede, af Hauberg til Svend Estridsen henførte type 44, og Harald Hen: Type 4. Hun har således, hvad hun udtrykkeligt betoner, ikke taget hensyn til de siden 1900 fremkomne mønter, og hendes oversigt kan nu suppleres, således med Haagerup-Fundets nr. 77 med BR - VN: - ON - ROS. På grundlag af Haubergs Møntværk nævner hun, at der fra denne periode kun kendes en enkelt dansk mønt med stedbetegnelsen RO (Hardeknuds type 32 var.), hvortil nu kan føjes en mønt fra Magnus den Gode med tværskriften på adversen MAÐNV og Reversomskriften OVÐENCAR ON RO, købt af Den kongelige Møntsamling i København på Vogels auktion i 1927 hos Hess' Nachf., Frankfurt am Main, nr. 989, jfr. også Møntsamlingens Aarsberetning for 1927-28 i Numismatisk Forenings Medlemsblad for april 1929, s. 216. Stedangivelsen ROE er hidtil kun kendt i runeomskriften på mønter af Svend Estridsens type 39a, men når forfatterinden her anfører Erik Moltke nr. 408 (Nordisk Numismatisk Årsskrift 1950) og Hauberg tab. IX. 39 a, er det vel naturligt at erindre om, at det hos Hauberg afbildede exemplar i Den kgl. Møntsamling i København svarer til Moltke nr. 407. I øvrigt føler jeg mig ved runemønternes indskrifters tolkning mere usikker med hensyn til, hvad stempelskæreren har villet udtrykke med runetegnene, end hvor vi står overfor møntindskrifter med latinske bogstaver, hvilket naturligvis ikke er nogen kritik af vore fremragende runologers læsning, men alene er udtryk for en tvivl om, at stempelskærerens evne har slået til til at udtrykke, hvad der har været tilsigtet. Foruden den indgående undersøgelse af Hardeknud-møntens omskrifter har forfatterinden foretaget omfattende undersøgelser af typologisk karakter for at finde frem til, om man gennem undersøgelser af de kendte mønttyper for de sikre Roskilde-mønter kan nå frem til en sandsynliggørelse af, at også møntbillederne på den nye Hardeknud-mønt taler for denne mønts henførelse til Roskilde, eller om møntbillederne måtte tale herimod. I denne forbindelse undersøger hun såvel adverspræget, Knud den Stores degenererede engelske type E, som reverspræget, hvori hun ser en særlig form af Haubergs såkaldte "buekors". Hvor interessante disse specielle undersøgelser end er, føler jeg mig ikke helt overbevist om, at hun her vil finde endelig tilslutning i alle enkeltheder for, at også møntbillederne i sig selv sandsynliggør møntens henførelse til Roskilde, selv om jeg som foran anført er enig med hende i, at hendes henførelse af mønten til Roskilde har sandsynligheden for sig.

Ved gennemlæsning af afhandlingen har jeg i øvrigt gjort nogle randbemærkninger, som ikke skal opfattes som en kritik af afhandlingen, idet jeg med den viden, forfatterinden har lagt for dagen i afhandlingen, tør regne med, at mine bemærkninger næppe siger hende noget nyt.

Pag. 183 note 2. Fire punkter i ringen om brystbilledet som reminiscenser om de 4 buers sammenføjning på Knud den Stores engelske type E findes også på nogle danske mønter fra Knud den Store (Haubergs typer 9 og 11).

Pag. 184 noterne 2 og 10 omtaler en hidtil upubliceret mønt fra Ørbæk fra det gammelkendte fund fra Mölndal. Ifølge et fotografi, jeg har haft lejlighed til at gøre mig bekendt med, svarer møntens præg til Hildebrands type E for Knud den Stores engelske mønter. Adversomskriften har Knuds navn med titel som Englændernes konge, medens reversomskriften har møntprægernavnet Segtan on Orbes.

Pag. 184 note 3. At møntstedet Ørbæk må stedfæstes som Vester og Øster Ørbæk (mellem Aggersund og Løgstør), er vist nu almindeligt antaget; jfr. Hugo Matthiessen: Middelalderlige Byer, Kbhvn. 1927, s. 43-44.

Pag. 184 noterne 7 og 8. Hildebrand nr. 2743 og 2508.

Pag. 186 note 1 omtaler en hidtil ukendt mønt fra Stige, Medelpad, med møntstedsangivelsen MO: - LVID (Hauberg type I. 3), der bestyrker rigtigheden af Haubergs henførelse af mønten I. 3 til Lund, jfr. også mønten i L. E. Bruun's Samling nr. 1313.

Endelig bør det måske i anledning af forfatterindens bemærkninger pag. 190 anføres, at Haubergs henførelse af mønten tab. IV. 58 til Hedeby er nærmere motiveret af ham s. 198. Da Hauberg i det hele har villet undgå et pulterkammer med ubestemmelige mønter, et "Cabinet d'ignorance", er henførelsen efter hans synspunkter vel ganske naturlig. Så omfattende detailundersøgelser, som forfatterinden har foretaget ved bestemmelsen af den nye Hardeknud-mønt, har det ikke været Hauberg muligt at fremlægge i det i 1900 udkomne møntværk, men der er ingen grund til at betvivle, at Hauberg, der i forordet til sit møntværk udtrykkeligt betoner, at mønternes ordning for de forvirrede mønttypers vedkommende ofte beror på et subjektivt skøn, ved sin bedømmelse har ladet indgå en lang række momenter, så som møntens findested, dens forekomst i møntfund sammen med andre mønter, dens vægt, stil og type, møntens hele "fabrik" og de historiske forhold, der kunne komme i betragtning. Med hensyn til stilejendommeligheder har han herved haft god støtte i sin forudgående uddannelse som kunstmaler; men i hvert enkelt tilfælde at fremlægge samtlige de momenter, der har haft betydning for hans resultat, og nærmere at drøfte, hvilken indflydelse disse har haft, har han måttet give afkald på, idet dette ville have sprængt bogens rammer. Interessant er det imidlertid som i nærværende tilfælde at følge forfatterindens metodiske detailundersøgelser og se det resultat, disse har ført til.

Det tør vel antages, at det er de på den vesttyske numismatiske kommissions foranledning med professor W. Hävernick som primus motor foretagne undersøgelser af de mange svenske, længe ubearbejdede vikingetidsmøntfund, foretaget af dr. Peter Berghaus og nu senere af dr. Vera Jammer Hatz som grundlag for en ny "Dannenberg", der har bevirket, at vi nu ogsa kan vente en nøjere gennemgang af disse funds angelsaxiske mønter ved R. H. M. Dolley og af de danske middelaldermønter, der enten har været ganske upublicerede eller dog ikke publiceret på en efter nutidens krav tilfredsstillende måde. Som en indledning hertil virker Brita Malmers hidtidige arbejder i høj grad lovende, og fremtidige arbejder fra hendes hånd vil blive mødt med forventning.

(NNUM 1957 side 65-68)


Tilbage til Dansk Mønt