Bidrag til Holsten-Gottorps ældre mønthistorie

af Axel Ernst

Til Hertug Adolph, der ved arvedelingen i 1544 fik Gottorp slot og amt, amterne Aabenraa, Stapelholm, Husum, Ejdersted, Neumünster m.v., og som blev den første hertug af Holsten-Gottorp, kan som oplyst i Nordisk Numismatisk Unions Medlemsblad for januar 1953, s. 5-6, kun henføres en sechsling, der nu blot er kendt i 2 eksemplarer. Mønten, der savner angivelse af årstal og møntmærke, er sikkert slået i Slesvig, idet reversen omkring Slesvigs 2 løver har omskriften Moneta nova Slesivi(censis), medens intet i dens præg viser hen til Holsten, bortset fra at hertugen benævnes hertug til Sle(svig) H(olsten). - Hertug Adolph spillede som kredsoberst for den nedersachsiske kreds en betydelig rolle og fulgte med interesse forhandlingerne om møntforholdene i kredsen. Sammen med broderen, hertug Hans den Ældre af Haderslev, var han betroet den ene af nøglerne til kredsens probérbøsser, en betydningsfuld faktor ved de tilbagevendende probérdage i kredsen, og hans navn møder vi hyppigt i møntprobations- og kredsdagenes akter (1). Intet steds findes der i disse oplysninger om nogen af ham foretagen udmøntning eller om nogen i hans tjeneste ansat møntmester. Derimod findes der som bekendt oplysninger om de forhandlinger, som kong Frederik II's udmøntning i Flensborg i 1571 gav anledning til (2), idet der førtes en længere diskussion om, hvorvidt kredsen var berettiget til at lade sin generalwardein undersøge denne udmøntning. Resultatet blev dog, at "Flensburg von der Königl. Würden zu Daenemark und hochgemeltem Herzogen zu Holstein für ein frei Fürstenthum, so dem Reiche nicht angehörig, gehalten wird, haben die Räthe geachtet, dass ihnen nicht gebüren wollte, J. Königl. Würde und. f. Gn. fürzugreifen", men det henstilledes dog stærkt at følge kredsens udmøntningsforhold, og kongen fulgte denne henstilling, så at Balthasar Wegeners virksomhed som møntmester i Flensborg ophørte. Beretningen om den af wardeinen Hans Walther foretagne undersøgelse gik ud på, at han den 24. april 1571 havde besøgt Mønten i Flensborg, hvor møntmester Balthasar Wegener med en svend og "Junger" (lærlinge) imod det nye kejserlige møntedikt slog schillinge, 128 stk. af den 6 lod 5 gr. fine mark (3). Men afvisningen fra såvel kongens som hertugernes side af, at den nedersachsiske kreds, og dermed det tyske rige, havde nogen myndighed med hensyn til de udmøntninger, der blev foretaget i hertugdømmet Slesvig, måtte vel være en særlig grund for hertug Adolph til, når han ønskede at vise sine suveræne stilling ved selv at lade slå mønt, da at gøre det i hans del af hertugdømmet Slesvig, hvilket da vel vil sige i Slesvig (Gottorp); rent bortset fra, at der ikke da i selve hertugdømmet Holsten fandtes noget møntsted, hvortil kom, at de møntberettigede stæder i kredsen nidkært vågede over, at der ikke oprettedes nye møntsteder, og var rede til at gribe ind mod sådanne (4). At hertug Adolph på sin side af hensyn til sin stilling som kredsoberst måtte udvise forsigtighed med sin udmøntning, der sikkert kun har haft et ringe omfang, er muligt grunden til, af hans sechsling ikke er forsynet med årstalsangivelse.

Hertug Adolf. Slesvig. Søsling.

Efter hertug Adolphs død på Gottorp slot den 1. oktober 1586 fulgte hans ældste søn Friedrich som hertug af Holsten-Gottorp, men han døde pludseligt efter kort tids forløb den 15. juni 1587 og efterfulgtes af hertug Adolphs næstældste søn Philipp, der dog allerede døde den 18. oktober 1590. Efter ham fulgte nu hertug Adolphs tredieældste søn, Johan Adolph, der var født på Gottorp den 27. februar 1675 og allerede i 1585 var blevet valgt til ærkebiskop af Bremen og i det følgende år tillige blev valgt til biskop af Lübeck. Dagen efter Christian IVs kroning blev han i København den 30. august 1596 formælet med kongens søster, prinsesse Augusta, og afstod derefter Bremen og Verden stifter til sin yngre broder, Johann Friedrich, over for hvem han yderligere i 1607 gav afkald på bispedømmet Lübeck. Medens hverken hertug Friedrich eller hertug Philipp under deres kortvarige regeringer synes at have slået mønt, - sådanne er i hvert fald ikke kendt - fik de holsten-gottorpske udmøntninger et betydeligt omfang under Johann Adolph.

Det tidligste årstal, der forekommer på Johann Adolphs mønter, er 1593, der findes på en halvportugaløser (5), på et sølvafslag heraf, i litteraturen i almindelighed benævnt halvtaler (6), samt på dobbelte og enkelte schillinge og på sechslinge med værdibetegnelserne 16, 32 og 64, hvorved betegnedes, at der af disse sorter gik henholdsvis 16, 32 og 64 på en taler (speciedaler) (7). Det forekommer mig dog meget tvivlsomt, om sølvafslaget af halvportugaløseren med rette kan betragtes som en halvtaler. Snarere bør det vel opfattes på tilsvarende måde som sølvafslaget af Christian IV's eller rettere hans formynderske, enkedronning Sofia's i Haderslev 1591 slåede halvportugaløser (eller portugaløser) (8). Småmønten fra 1593 og følgende år har på adversen hertug Johann Adolphs navn og titel som Dux Schleswic(ensis) i forskellige forkortelser omkring Slesvigs to løver, medens reversomskriften lyder Moneta nova Schleswicensis (i forskellige forkortelser), efterfulgt af årstalsangivelsen, hvoraf normalt dog kun de 2 sidste chiffre er anført, alt omkring et blomsterkors med de ovennævnte værdibetegnelser 16, 32 og 64. Disse udmøntninger varede ved til 1605, men i 1599 dukkede en ny møntsort op, nemlig groschenen (1/24 taler), der ved sit præg tydeligt viser hen til Holsten, således reversomskriftens angivelse af den tysk-romerske kejser Rudolf II's navn eller med omskriften Moneta nova Hols (eller Holst), Lange 295 A, medens dog også omskriften Moneta nova Schlesvicensis forekommer i forskellige forkortelser. I hjerteskjoldet på adversen veksler det holstenske nældeblad med bispedømmet Lübecks kors og Oldenburg-Delmenhorsts våben. De forandringer, som det nedersachsiske møntvæsen undergik i de to første decennier af det 17. århundrede, afspejler sig også i værditallet på dobbeltschilligerne fra 1614 og 1615 (18 1/2 stedet for 16 stk. på en taler, se Lange 293 og 294) (9).

At J. Wilcke med urette har henført en blaffert med et skjold, hvori halvt Holstens nældeblad og halvt de oldenborgske bjælker, til Johann Adolph som biskop af Lübeck, er anført i N. N. U. Mbl. 1953, s. 9. Om en "schüsselpfennig", der vel må henføres til Johann Adolph, se sammesteds s. 9-10. Til den der omtalte "schüsselpfennig" med F: S: kan endvidere henvises til Auktion Sammlungen Grote und Barth, Adolph E. Cahn, Frankfurt am Main, 17. april 1899 ff., pag. 119 nr. 2906, hvor henført til "Holstein und Schleswig", men til Frederik III af Danmark (1648-1659! sic), hvilket ikke kan være rigtigt. I Auktionskatalog II, 17. october 1911, A. Riechmann & Co., Halle/Saale, nr. 521, er denne "schüsselpfennig" derimod henført til hertug Friedrich III af Holsten-Gottorp, en sikkert for sen datering. Væsentlige grunde forekommer mig stadig at foreligge for den lille mønts henførelse til kong Frederik II's udmøntninger i Flensborg.

Medens Johann Adolphs småmønt bortset fra hans sjældne "Schüsselpfennig" er bevaret i stort tal til vor tid, er hans store mønt (4-dobbelte, enkelte og halve portugaløsere, dukater samt hans speciemønt, hvoraf forekommer tredobbelte, dobbelte, enkelte, halve og kvarte speciedalere foruden nogle skuemønter (breddalere) af vekslende værdi), gennemgående særdeles sjældne, ja, nogle kendes blot i et enkelt eller ganske få eksemplarer, alene med undtagelse af hans speciedalere af årgangene 1611, 1612 og 1614, der ret hyppigt forekommer i samlingerne og for så vidt angår 1611 og 1612 i adskillige varianter.

Ovenfor er nævnt Johann Adolphs halvportugaløser fra 1593. Den udaterede portugaløsermønt (firedobbelt, hele og halve) må antageligt hidrøre fra samme eller dog omtrent samme tid. En firedobbelt portugaløser findes nu som unicum i Den kgl. Møntsamling i København (1)0, og også af dukater kendes vistnok kun et enkelt eksemplar med årstallet 1601 (Lange 264, Tafel 17). På nogle af halvportugaløserne uden årstal forekommer et agern som mærke (N.M.A. Tafel VIII. 89 og Glückstadts katalog 4704), men om dette mærke har nogen forbindelse med den gamle Flensborg-møntmester Wegener, er usikkert (11). Udmøntningen af speciedalere, hvorom neden for, begyndte først i 1599.

I general-kredswardeinen, Christof Bieners indberetning af 14. november 1593 oplyser han, at han er stødt på hele og halve schillinge, som er slået af en møntmester Matthes Puls i Slesvig for hertug Johann Adolph. Disse mønter (12) har han undersøgt og har derefter opstillet følgende skema for deres udmøntningsforhold:

/// Tabel 1 side 242 ///

I general-kredswardeinen Steffen Breunings beretning af 10. maj 1594 udtaler han, at udmøntningsforholdet for de i Slesvig slåede mønter stiller sig således:

/// Tabel 2 side 242 ///

På møntprobationsdagen i Lüneburg 10.-11. maj 1594 klagede Lübecks, Hamburgs og Lüneburgs møntmestre over den ringe slesvigske mønt - ligesom iøvrigt over den holsten-pinnebergske mønt, der sloges i Altona, - og navnlig besværede de sig over, at møntmestrene i disse møntsteder drev prisen på guld og sølv op, ja, indsmeltede den gode talermønt, som de omvekslede til småmønt og dermed opkøbte ædelmeallet (13). Klagerne over Johann Adolphs mønt fortsattes i den følgende tid. Hans dobbeltschillinge befandtes således i 1598 at være udmøntet 80 stk. af en mark af lødighed 7 lod 6 gr., således at den fine mark udbragtes til 12 fl. 9 gr. 9 1/2 pfg. (14), og den 14. december 1598 gav kredswardeinen Johann Adolph meddelelse om, at hans dobbeltschillinge var for ringe (15). I 1601 oplystes det, at mønten næsten kun havde 5/6 af den værdi, den udgaves for (16). Herom og om de gentagne klager over hans småmønt må henvises til de i N.M.A. III og IV trykte dokumenter.

Matz Puls, hvem man tillægger som møntmærke de 2 lilier, er en god bekendt fra den danske mønthistorie, idet han sammen med Andreas Metzner havde stået for enkedronning Sofles guldudmøntning i Haderslev (17). Bekendtskabet med Metzner skrev sig fra Hamburg, hvor Metzner havde været møntmester. I et af Johann Adolph udstedt møntedikt af 13. juni 1605 (N.M.A. IV Pag. 77-78) omtales Matz Puls som "Hamburger Bürger". I samme måned måtte hertugen på grund af klagerne over hans udmøntninger skride til at arrestere Matz Puls, som derefter holdtes i bevogtning på rådhuset i Kiel. Ved ransagning hos ham fandtes han i besiddelse af store summer af småmønt, herunder også hamborgsk og lybsk. Da en del af hans underlødige småmønt havde fundet vej til Danmark, fandt Christian IV sig den 14. august 1605 foranlediget til at spørge rådet i Lübeck, om Matz Puls havde værdier af nogen art i Lübeck, så at kongen kunne søge sig dækket for det mulige tab, som Puls' undervægtige mønt kunne påføre Danmark, men rådet svarede benægtende. Selv om Johann Adolph i august 1608 måtte pålægge Matz Puls at ophøre med at slå mindre mønt på mønten i Slesvig, må hans omdømme vel have bedret sig, idet hertugen i august 1609 kunne overdrage ham at rejse til kredsdagen i Ulzen, der afholdtes i september 1609. Kort efter nævnes det i generalkredswardeinens beretning af 19. nov. 1609, at Matz Puls' søn af samme. navn havde fået bestalling som møntmester, og sønnen ses også siden 5. november 1608 at have underskrevet probérsedlerne for hertugens andet møntsted i Steinbeck, men endnu den 22. maj 1612 havde Matz Puls junior ikke aflagt ed som møntmester, ja, visitationsberetning af 14. maj 1613 nævner, at dette stadig ikke var sket. Ved møntvisitationen i Steinbeck i april 1614 oplystes det, at møntmester Matthes Puls var bortrejst, men at han i øvrigt kun møntede hele og halve talere.

Om oprettelsen af mønten i Steinbeck, en landsby omtrent en milsvej fra Hamborg (N.M.A. III. pag. 405-406), gav Johann Adolph kredsen meddelelse ved en skrivelse af 20. april 1600. Heri oplyste han, at han agtede at udøve sine regalier og sine møntrettigheder for sit fyrstendømme Holsten i Steinbeck. Som møntmester havde hertugen ansat Christian Vogel og som guardein Jacob Stör, hvis navn hos Lange urigtigt er angivet som Stein eller Stern. Vogel virkede tillige som guardein hos grev Ernst III af Holsten-Schauenburg ved dennes mønt i Altona, men den 10. maj 1602 ansattes som guardein i hans sted den tidligere guardein hos biskoppen af Minden (18), idet Vogel da var død. Stör virkede derimod i mange år som guardein i Steinbeck, Harburg og Hamborg. Sidstnævnte sted var han i juni 1618 med til at probere en række møntsorter, hvoriblandt også danske "Doppelschillinge, Schillinge og Sösslinge", altså danske 4, 2 og enskillinger. De danske fireskillinger viste sig da at være de ringeste af de undersøgte "Doppelschillinge", nemlig 105 1/2 stk. af den 7 lod 2 gren lødige mark, medens de danske to- og enskillinger befandtes at gå henholdsvis 122 stk. og 162 stk. af en mark af lødighed henholdsvis 4 lod 15 gr. og 2 lod 12 gren, se N.M.A. IV pag. 414-415.

Efter Vogels død nævnes i maj 1603 Jonas Jürgensen (Georgens) som møntmester i Steinbeck (N.M.A. IV pag. 15), og på probationsdagen i Halberstadt den 3. juni s.å. blev han beediget som møntmester (ibid. pag. 28-29). Også hans udmøntninger af småmønt gav snart anledning til kritik. Om hans stilling oplystes det under forhandlingerne på møntprobationsdagen i Lüneburg i maj 1605 (N.M.A. IV pag. 69), at han var lønnet med 100 taler årligt, hvoraf han dog selv skulle afholde lønningerne til møntsvendene, og at han skulle aflægge regnskab over for Matz Puls, der i det hele synes at have været ham overordnet. Om sølvet til udmøntningerne oplystes det, at det hidrørte fra Spanien, navnlig spanske realer. At mønten i Steinbeck samtidigt karakteriseredes som en "Hecken-Münze", var jo ikke netop rosende. I november 1609 oplystes det, at Georgens var afskediget, hvilket dog allerede var sket året forud. Fra november 1608 til 1619 virkede han som møntmester i Lauenburg for hertug Franz, fra 1613 tillige i Lüneburg, hvor han forestod byens mønt indtil 1639, da han suspenderedes på grund af uregelmæssigheder, men blev først afskediget i 1642. Han genansattes dog i Lüneburg i 1649 og virkede her som møntmester til sin død i 1653.

Om de af Matz Puls, fader og søn, Christian Vogel og Jonas Georgens benyttede møntmærker, kan henvises til Lange I pag. 240-241, jfr. også Otto Rohwedder l. c. pag. 353 om Matz Puls junior og Heinrich Puls; sidstnævntes mærke var Hp, men deres virke som møntmestre ligger ikke helt klart.

Tilbage står nogle bemærkninger om Johann Adolphs udmøntninger af species-(taler-)mønt. En særlig gruppe udgør skuemønterne fra 1607, dels med hertugparret, dels med hertugens billede (Lange 264 A, B og C). Endvidere en breddaler, udmøntet som 2 1/2 og 1 1/2 speciedaler, med hertugen til hest (19), der frembyder megen lighed med de samtidige breddalere fra Holsten-Schauenburg og for rytterens vedkommende endvidere med en udateret breddaler fra ca. 1600 fra staden Hildesheim, visende kejser Rudolph II til hest (N.M.A. III pag. 450, Tafel VII. 83). Endelig kan nævnes en speciedaler 1603 med datoangivelsen 30. oktober, antagelig slået i anledning af hertugens og kong Christian IV.s samtidige hyldning i Hamburg, se Behrens 813, Schnobel 174/1, Lange 267 A (Tafel 29), Benzon 443, Madai 5794, Madais Auktionskatalog, Hamburg 1788, pag. 260 Nr. 3616, Kat. Schulthess II (Dresden 1869) Nr. 3989.

De ældste af Johann Adolphs speciedalere, begyndende med en speciedaler fra 1599 (20) fremtræder som udmøntet for hertugen i hans egenskab af biskop af Lübeck, og dette er endnu tilfældet med nogle speciedalere fra 1608 (Lange 268 B og 268 C), skønt hertugen i 1607 som oven for nævnt havde givet afkald på bispedømmet Lübeck til fordel for sin yngre broder, Johann Friedrich. - Undtagelsesvis forekommer specieafslag på firkantet Blanket ("Klippe"), Lange 268 AA, Tafel 84 (21).

Under Johann Adolphs speciesudmøntning indgår ikke blot hele, halve og kvarte speciedalere, men også dobbelte og tredobbelte speciedalere, om end i meget ringe antal. Eksempelvis kan anføres, at Den kongelige Møntsamling i København med årstallet 1609 har en tredobbelt, en dobbelt og 6 forskellige enkelte speciedalere.

Om udmøntningernes størrelse er vi vel underrettet gennem en række probérsedler, af hvilke fremgår, at speciedaleren, som det måtte ventes, har været slået 8 stk. af den 14 lod 4 gren lødige mark (22), således at speciedalerens vægt har været 29,232 gram og lødigheden 889/1000. Alle proberingerne er foregået i Steinbeck, utvivlsomt fordi kun dette møntsted hørte under den nedersachsiske kreds, men det må antages, at alle specieudmøntningerne, også de, der ved deres præg fremtræder som slået for bispedømmet Lübeck, er slået i Slesvig, jfr. også Otto Rohwedder, l. c. pag. 357. Kun i sjældnere tilfælde nævnes det i probérberetningerne, at der også er slået halve speciedalere, således i 1602, 1603 og 16o8, men undertiden anføres det dog, at udmøntningen er foretaget i "Talere etc." I udmøntningssummen må være indbefattet også halve og kvarte samt dobbelte og tredobbelte speciedalere. Derimod anser jeg det for meget tvivlsomt, om de ovennævnte skuemønter, der foreligger som breddalere, er indbefattet i de anførte summer.

Set i sammenligning med f.eks. de braunschweigske hertugers udmøntninger, - Heinrich Julius' talerudmøntning i Zellerfeld androg f.eks. i 16o6 alene 234.432 taler, hvortil må lægges, hvad der er slået i Goslar og St. Andreasberg, og hans talerudmøntning synes i normale år at have været på omkring 150.000 taler, - var Johan Adolphs speciedalerudmøntning ret ubetydelig, men det må naturligvis tages i betragtning, at han ikke var i besiddelse af sølvværker inden for sit hertugdømmes område. Sammenlignet med f.eks. Christian IV.s speciesudmøntning, før de norske sølvminer satte udmøntningen af speciedalere i vejret, hævder Johann Adolphs speciedalerudmøntning sig derimod godt.

Størrelsen af hans speciedalerudmøntning stiller sig ifølge probérsedlerne således:

/// tabel side 246-247 ///

(…) Ialt 165.699 3/4 taler

hvoraf altså mere end halvdelen er slået i årene 1611-1615 (23).

Så varierende i typer, som Johann Adolphs speciesmønt foreligger, skal kun gøres enkelte yderligere bemærkninger herom. På visse spededalere fra årene 1606-1609 (Lange 268 a, 268 A, 268 B, 269 A og II. 270 A) ender reversomskriften med de tre bogstaver M N S, som fra gammel tid (24) er forklaret som en forkortelse af Moneta nova Slesvicensis, hvilket ville svare til reversomskriften på dukaten fra 1601 med MONETA · NOVA · SCHLES samt med omskrifterne på en række af hertugens tidlige småmønt. Adskillige speciedalere viser hertugens bryst-. eller hoftebillede med pusikan (25), i litteraturen ofte benævnt "Streithammer", "Streitkolbe", men ofte urigtigt opfattet som kommandostav eller endog som scepter. Pusikan er en særlig slags stridskølle, som på den øverste ende af trægrebet var forsynet med 6 til 8 trekantede jernstykker. Den findes særlig på siebenbürgenske talere fra omkring år 1600, men findes også på ikke så få tyske talere, således fra Markgrev Albrecht Alcibiades (1548-1553), på talere fra Braunschweig-Grubenhagen og Br.-Wolfenbüttel, fra Meeklenburg-Gilstrow og fra Sachsen-Lauenburg (26). På Johan Adolphs speciedalere forekommer pusikan i årene 1599 til 1608 (Lange I, Tafel 29-31 og II, Tafel 84), altså navnlig på hans udmøntninger som biskop af Lübeck.

En, så vidt jeg ved, hidtil ikke publiceret speciedaler fra 1608 i min samling, frembyder på flere punkter en særlig interesse og skal derfor omtales nærmere. Adversen viser inden for en ring hertugens hoftebillede, højre side, med pusikan. Omskffien lyder således: IOHAN · ADOLF · D : G · HERES · NORV · DVX · SL (roset). Reversen har et seksdelt våbenskjold uden midtskjold. Over skjoldet 3 hjelme, hvoraf den midterste bærer den norske løve med øksen mellem M og P (Matz Puls), medens de to andre hjelme bærer henholdsvis 5 fjer og 7 faner. Det store skjold har lige sider og deler omskriften for oven og for neden. På skjoldets lodrette sider findes rige blomsterranker. Det seksdelte skjold har i øverste række Norges løve og Slesvigs to løver, i næste række Holstens nældeblad og Stormarns svane og i de to nederste felter Delmenhorst-Oldenburgs firedelte våben og Ditmarskens rytter. Ved hjelmene findes årstallet 1-6-0-8, medens omskriften lyder DSHSEDI - COEDMNS uden interpunktion. Speciedaleren, der er den eneste mig bekendte, der har navneformen ADOLF, gentager altså hertugens titel DVX SL med reversens to første bogstaver DS, og den minder herved om en hos Lange ukendt halv-species fra 1607, beskrevet hos Thomsen som nr. 2465. Om de tre sidste bogstaver i reversomskriften og om pusikan er talt ovenfor.

Når M N S er anført med mindre bogstaver, end der er anvendt i den øvrige del af omskriften, er grunden hertil muligvis den, at man derved har villet antyde, at disse 3 bogstaver ikke hører med til hertugens titel.

Mit eksemplar af denne mønt minder altså i væsentlig grad om den hos Lange som nr. 269 A (Tafel 29) beskrevne Taler, men der er den afgørende forskel mellem mit og Langes eksemplarer, at hos Lange 269 A findes Ditmarskens våben i 5. felt og Oldenburg-Delmenhorsts våben i 6. felt, og således at Langes eksemplar rigtigt har det firedelte våben med Oldenburgs bjælker i 1. og 4. felt, men Delmenhorsts kors i 2. og 3. felt. Denne anbringelse af de sidste våbenmærker er noget ganske enestående selv om det må erindres, at vi på hertug Christian Albrechts 2/3 taler fra 1683 (og 1688), Lange 378 og 379, finder en tilsvarende urigtig ombytning af Oldenburgs og Delmenhorsts mærker, en fejl, som Lange da også har bemærket (I pag. 158).

På danske mønter møder vi på en speciedaler fra 1665 (Schou 21 a), jfr. potugaløseren 1666 (Schou 2) og speciedaleren 1666 (Schou 11) med rettelserne hos Schou, sidste side, en ombytning af våbenskjolde, således at Ditmarskens mærke er anbragt forud for Stormarns, men dette er noget enestående på danske mønter (27).

Et tilsvarende eksemplar som det oven for beskrevne i min samling findes i L. E. Bruuns samling som nr. 14123, hidrørende fra Bille-Brahes Samling, men med unøjagtig henvisning til Lange 269 A. Den Kongelige Møntsamling i København har ingen af disse spededalere, men fra 1608 et eksemplar som Lange 268 B, hidrørende fra Devegge nr. 5143.

Selv om Chr. Lange ved udarbejdelsen af det rigt udstyrede katalog over hans i sig selv betydelige samling i vidt omfang har taget sin tilflugt til galvanoplastiske efterligninger og til staniolaftryk af mønter, som det ikke var lykkedes ham at erhverve til sin samling, for derved at give en fyldig oversigt over hertugdømmernes mønter og medailler, er dog meget undgået hans opmærksomhed, og det kan ikke bestrides, at hans katalog langt fra opfylder de krav, der i nutiden må stilles til en beskrivelse af Slesvig-Holstens mønter og medailler. Dertil mangler der for meget i hans værk. Men endnu dårligere stiller det sig med hensyn til selve mønt- og medaillehistorien.

For Holstens ældste mønthistorie har vi Gert Hatz' smukke og værdifulde arbejde, anmeldt i N. N. U. Mbl. 1953, s. 123-126. Kærkomment ville det være, om unge kræfter ville tage den opgave op at give os et moderne værk til afløsning af Langes snart 50 år gamle katalog.

(NNUM 1956 side 237-249


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt