Mønt- og pengeforhold, prisudvikling og pengenes købekraft i Slesvig-Holsten 1226-1864

af Axel Ernst

Siden den fremragende tyske numismatiker Hermann Grote i 1865 opstillede den fordring til numismatiken, at den ikke måtte indskrænke sin opgave til blot at besvare spørgsmålet: "cujus est imago et superscriptio", altså give sig af med blot at bestemme en mønts præg med hensyn til dens rette henførelse i tid og sted, men også måtte give svar på spørgsmålet: "quo valeat nummus, quem praebeat usum", at numismatiken altså måtte forbinde "Münzkunde" med "Geldkunde", eller som Wilhelm Jesse udtrykte det i 1924: "Der Kern der Numismatik als Wissenschaft beruht in ihrer geldgeschichtlichen Seite", har man kunnet spore en stigende interesse for spørgsmålet om mønternes betydning og vurdering i økonomisk henseende. Ikke blot har man, som det ret tidligt skete, søgt på grundlag af møntfundenes sammensætning at drage slutninger med hensyn til handelsveje m.v., men spørgsmålet om mønternes købekraft har tildraget sig større og større opmærksomhed, og man har søgt at give svar på det af den interesserede lægmand ofte rejste spørgsmål: "Hvad har man nu kunnet få for den mønt", og "Hvad betyder de i gamle historiske dokumenter anførte pengesummer i nutidens mønt". Den danske nationaløkonom og politiker William Scharling (1837-1911) deltog i konkurrencen om et professorat i statsøkonomi ved Københavns Universitet i 1869 med den omfattende afhandling "Pengenes synkende Værdi, belyst ved danske Aktstykker", hvortil var knyttet en indtil den nyeste tid meget benyttet udsigt over den danske mønthistorie, der også udkom som særtryk; og senere, i vor tid, har J. Wilcke i sine mønthistoriske arbejder viet spørgsmålet om mønternes købekraft megen interesse.

Grundlaget for at opbygge en økonomisk historie vil dog, navnlig for de ældre mønters vedkommende, stadig være et nøje studium af, hvad mønten selv siger os ved sit præg, vægt og lødighed, og med mellemrum må tidligere antagelser, navnlig når nye fund af mønter eller skriftligt kildemateriale giver anledning dertil, tages op til fornyet prøvelse. Med andre ord: Det, man har kaldt den "rene" numismatik, er en nødvendig forudsætning for, at den "anvendte" numismatik kan bygge på et så sikkert grundlag som muligt, thi deraf afhænger værdien, af de af den "anvendte" numismatik opstillede resultater angående prisudvikling og pengenes (mønternes) købekraft i tider, hvor andre sikre oplysninger herom ikke foreligger, hvilket navnlig ikke er tilfældet i tiden før ind i det 18. århundrede, idet kilderne før den tid ofte er relativt få og spredte.

I 1952 udkom et, også for dansk numismatik betydningsfuldt værk, forfattet af professor, dr. theol. Emil Waschinski (f. 13/1 1872) i Rendsborg, med titlen: Währung, Preisentwicklung und Kaufkraft des Geldes in Schleswig-Holstein von 1226-1864, som Band 26 af Quellen und Forschungen zur Geschichte Schleswig-Holsteins, herausgegeben von der Gesellschaft für Schleswig-Holsteinische Geschichte, Neumünster 1952, XXII + 245 sider med mange tabeller, et arbejde, der virker imponerende ved at være en enkelt mands værk, og som må have krævet en arbejdsindsats, hvis omfang man vanskeligt gør sig noget begreb om, udarbejdet som det tildels er under de forudgående krigsår (1).

Når Waschinski begynder sine undersøgelser med året 1226, begrunder han pag. VII dette med, at den lybske møntfod og møntregning da blev indført i de to landsdele, hvad i og for sig er mindre korrekt i historisk henseende, da Sønderjylland (Slesvig) trods bortforleninger i den følgende tid, først til Abels slægt og senere til de schauenburgske grever, vedvarende var en del af det danske kongerige, medens Holsten var et tysk grevskab, om end siden 1460 sammen med hertugdømmet Slesvig (Sønderjylland) på særegen måde knyttet til kongeriget. Årstallet 1226 er i øvrigt næppe rigtigt valgt, da man for Holstens vedkommende, hvor udmøntningerne i ældre tid foregik i Hamburg, vel først kan regne med den lybske møntfods anvendelse siden overenskomsten mellem Hamburg og Lübeck i 1255. Holsten vedblev da også senere at indgå i den nedersachsiske kreds, hvorimod Slesvig ikke hørte under denne, hvilket i mønthistorisk henseende spillede en afgørende rolle (2). Rigtigt er det derimod, at de økonomiske bånd mellem Sønderjylland (Slesvig) og Holsten knyttede de to landsdele meget nær sammen, og for så vidt lader der sig næppe rejse nogen egentlig kritik imod, at Waschinski har behandlet forholdene under eet for Holstens og Sønderjyllands vedkommende.

Waschinskis fremstilling falder, som det allerede fremgår af bogens titel, i tre hovedafsnit, der hver for sig behandler tidsrummet 1226-1864, opdelt i forskellige mindre perioder. Allerede i et indledende kapitel betoner han de særlige besværligheder, der har været forbundet med opgavens besvarelse, nemlig usikkerheden med hensyn til spørgsmålet om størrelsen og vægten, navnlig af de gamle kornmål, af litteraturfortegnelsen fremgår det, at han ikke har kendt eller i hvert fald ikke benyttet Svend Aakjærs redegørelse for Maal og Vægt i Nordisk Kultur, Bind XXX (1936), - ligesom han understreger de vanskeligheder, der beror på den store forskel i størrelse, vægt og kvalitet mellem f. eks. kreaturer, får, smør m. v. i ældre og nyere tid. Endelig har Waschinski allerede i indledningen (pag. 2) fremsat den hovedtesis, at året 1546 var det afgørende tidspunkt for prisrevolutionen i Slesvig Holsten, et spørgsmål jeg kommer tilbage til nedenfor.

I bogens 1. del (pag. 5-60), "Die Währung", gives en oversigt over mønt- og pengeforholdene i det anførte tidsrum, og hertil skal jeg gøre nogle bemærkninger, der nærmest må opfattes som nogle spredte randbemærkninger, jeg under læsningen har gjort, mere end som en egentlig kritik af det pågældende afsnit.

Pag. 9-10 ansætter Waschinski værdien af den løsesum På 40.000 mark sølv, som Valdemar Sejr måtte betale til grev Henrik af Schwerin, til 5 1/2 millioner reichsmark, beregnet efter købekraften i 1938, nu vel svarende til ca. 11 millioner DMark eller ca. 18 millioner danske kroner i vore dage. Noget rigtigt billede giver dette dog ikke, idet man i hvert fald må tage i betragtning datidens ringe udviklede pengeøkonomi og knapheden på sølv her i landet. 18 millioner kroner er jo ikke mere, end hvad et moderne rådhus i en af Danmarks større byer, for at tage et tilfældigt exempel, koster.

Pag. 14-15 omtales møntforholdene i hertugdømmet Slesvig i den ældste periode på en sådan måde, at man må gå ud fra, at forfatteren ikke har kendt eller dog ikke sat sig nærmere ind i P. Haubergs grundlæggende arbejder, og urigtigt er det, når han pag. 16 beregner den jydske (slesvigske) pennings bruttovægt til 0.90 g, idet han har overset, at der i Jylland regnedes 288 penninge på en mark, ligesom han urigtigt regner med en finhed af 15 1/2 lod. Sammesteds note 42 kunne det være bemærket i anledning af overdragelsen af møntretten i Slesvig i 1286 til den sønderjydske hertug, at kongen forbeholdt sig at bestemme møntens præg og værdi (3).

Pag. 17 omtales udmøntningen i slutningen af det 14. århundrede i Flensborg af Witten og "Blafferte" (Zweipfenningstücke), men sidstnævnte møntsort må ændres til Viertel-Witten, og når det siges, at det lybske møntsystem siden midten af det 14. århundrede også kom til at gælde i de nordiske riger, bør dette ændres til, at lybsk mønt trængte ind i omsætningen, hvor fransk og engelsk mønt tidligere havde været rådende (Gros-Toumoiser og Sterlinger) (4). Hjemlig mønt efter lybsk mønster fik vi i Danmark først omkring år 1400, bærende kong Erik (af Pommerns) navn og kongetitel (5).

Pag. 25, lin. 1 f. n. omtales delingen i 1581 af Johan (Hans) den Ældres del af hertugdømmerne (Haderslev m. v.). Ved en trykfejl står her Friedrich III i stedet for Friedrich II.

Pag. 26 siges det, at der (i tiden efter 1572) såvel i den kongelige som i den hertugelige del af hertugdømmerne kun gjaldt en møntfod, nemlig det tyskromerske riges. Hertil må bemærkes, at kun Holsten som ovenfor nævnt hørte til den nedersachsiske kreds, og at dennes kredsmyndigheder kun kunne træffe beslutninger med hensyn til udmøntningerne i selve Holsten, men i så fald uden hensyn til, om et der beliggende møntsted hørte under kongen eller under den gottorpske hertug, hvorimod kredsmyndighederne intet havde at sige med hensyn til udmøntninger, der foretages på et i Slesvig værende møntsted. Dette blev ofte nok påberåbt såvel af kongen som af den gottorpske hertug. Endelig må det bemærkes, at hertugen faktisk først foretog udmøntninger af nogen betydning siden 1593. På dette og en række andre punkter synes det, som om forfatteren kun i ringe grad har gjort brug af det i Niedersächsisches Münzarchiv I-IV tilgængelige materiale, selv om han i litteraturfortegnelsen anfører dette vigtige værk. Andre steder ville det have lettet benyttelsen af Waschinskis arbejde, om han havde citeret det nævnte værk ved de af ham anførte bestemmelser om møntvæsenet.

Pag. 29 øverst siges det, at der i Tyskland (i begyndelsen af det 17. århundrede) udmøntedes speciedalere 8 stk. af en mark fint sølv, skønt forholdet var det, at der udmøntedes 9 dalere af en mark f. s. (6) og unøjagtigt er det, når det pag. 29 siges, at der efter indførelsen af kronemønten i Danmark i 1618 igennem mange år ikke blev slået speciemønt. Selv om udmøntningen heraf i årene 1618-1621 var ret ubetydelig (7), og selv om man bortser fra den betydelige udmøntning af speciedalere i Glückstadt i 1623 og følgende år, så var udmøntningen af danske specier fra 1624 og senere af norske specier fra 1628 efter datidens forhold betydelig.

Pag. 35 må årstallet 1664 være en trykfejl for 1667, i hvilket år grev Anton Günther døde. Samme side siges det, at hertug Christian Albrecht under sit ophold i Hamburg efter at være fordrevet fra sine landsdele udstedte papirpenge, og at der i 1692 omtales et beløb i papirpenge på 2727 reichsthaler 28 schilling. Hvis det her drejer sig om egentlige pengesedler og ikke blot gældsbeviser eller lign., er det en bemærkelsesværdig tidlig forekomst af pengesedler, hvorom det ville være interessant at erfare noget nærmere.

Pag. 39 lin. 15 f. o. bør vel læses 15 3/4 i stedet for 15 1/4 (den zinnaske møntfod). Mig uforståeligt er det, når der pag. 42 i noten lin. 20 f. O. omtales danske enkelte og dobbelte kroner til en værdi af henholdsvis 16 skilling og 32 skilling lybsk til et beløb af 15080 reichstaler, denne regnet til 48 skilling lybsk. Rent bortset fra, at det forekommer mig helt usandsynligt, at der på det pågældende tidspunkt (i 1721) har kunnet fremskaffes i hvert fald dobbelte kroner til et nogenlunde beløb, må danske kroner vel da være ansat til 32 skilling lybsk og dobbelte kroner til 64 skilling lybsk jævnført med reichstalerens (speciedalerens) ansættelse til 48 skilling lybsk. I samme note lin. 27 f. n. tales om loge, hvilket vel må være en trykfejl for lage (agio), lige som årstallet 1789 pag. 51, lin. 8 f. o. må være fejltrykt for 1783.

Bogens 1. del, "Die Währung", er i øvrigt i det hele særdeles læseværdig og kan på en vis måde benyttes som et penge- og mønthistorisk supplement til de på dette område sparsomme oplysninger i Chr. Langes slesvig-holstenske møntværk. De randbemærkninger, jeg ovenfor har gjort, påvirker ikke i nogen nævneværdig grad fremstillingens værdi.

Medens bogens 1. del er en næsten nødvendig forudsætning for tilegnelsen og den dybere forståelse af bogens 2. og 3. del, må disse så afgjort betragtes som bogens vigtigste afsnit.

Bogens 2. del (om prisudviklingen) bygger Waschinski på et omfattende, væsentligt fra utrykte kilder indsamlet stof, der ifølge sagens natur hovedsageligt er hentet fra landbrugets økonomiske forhold, hvad der meget vel lader sig forsvare med, at Slesvig og Holsten først og fremmest må betragtes som et landbrugsområde. Han understreger naturligt nok den indflydelse, som krige, dårlige vejrforhold, misvækst, farsoter og specielt kvægpest har haft eller kan have haft på de af ham fremskaffede oplysninger om priser, og betoner endvidere, at priserne normalt eller dog meget hyppigt har været højest i Sydholsten, hvor de store og købedygtige hansestæder, Hamburg og Lübeck var betydningsfulde afsætningsområder. Med rette fremhæves det, at det for at opnå den størst mulige sikkerhed har været opgaven at opstille tabeller over priser på de samme varer og det på sådanne varer, hvor oplysninger om priser kan følges uafbrudt gennem hele det omhandlede tidsrum eller dog så store dele heraf som muligt, samt at finde frem til varer eller ydelser i størst muligt omfang, hvor ikke for store forskelligheder med hensyn til kvalitet og størrelse o.s.v. kan gøre sig gældende. Han indskrænker sig derfor ikke til, som det hyppigt har været tilfældet ved tidligere lignende forsøg, at nøjes med priser på korn og arbejdsløn, men har fundet frem til en række livsvigtige og livsnødvendige varer som korn (rug, byg, havre, hvede), slagtekvæg (okser, køer, kalve, svin, får og lam), fjerkræ, smør og æg, arbejdsheste og skotøj.

Møjsommeligt har han foretaget omberegning af ældre tiders mål og vægt til nutidens forhold, et brydsomt arbejde, da der i Slesvig og Holsten f. eks. anvendtes ca. 20 forskellige tøndemål, og så var der endda f. eks. forskel på vægten af smørtønden, efter som det drejede sig om sommer- eller vintersmør.

At navnlig tiden før 1375, hvor oplysninger om priser er ret sparsomme, lider af betydelig usikkerhed, lægges der ikke skjul på, så lidt som, at der efter sagens natur kun kan opnås tilnærmelsesvise, men ikke absolut sikre resultater.

Som allerede nævnt når Waschinski (pag. 107-108) til det resultat, at der 1545/1546 indtrådte en voldsom prisrevolution med en prisstigning på ikke mindre end 160%, for hvede og rug alene en prisstigning på henholdsvis 650 og 425%. Trods det af forfatteren anførte materiale vil de fleste vel på forhånd stille sig skeptiske over for dette resultat, idet en så voldsom prisstigning fra det ene år til det andet ikke lyder rimelig, hvis ikke ganske særlige årsager derfor kan påvises. Waschinskis opfattelse, at den voldsomme prisrevolution indtrådte i 1545/1546, har da også fundet modsigelse fra Wilhelm Koppe: Zu Preisrevolution des 16. Jahrhunderts in Holstein (Zeitschrift der Gesellschaft für Schl.-Holst. Geschichte, Band 79 (1955), pag. 187-216). Selv om Koppe, der søger de afgørende år for en umådelig stærk prisstigning i årene mellem 1530 og 1540, har baseret sine undersøgelser på et væsentligt mindre materiale med hensyn til sted og prisobjekter, forekommer hans opfattelse mig mere sandsynlig. Datidens prisstigninger var vel en følge af de efter Amerikas opdagelse store sølvtilførsler til Europa og den stigende eksport af landbrugsprodukter og navnlig stude til Nederlandene, religionsurolighederne, der gav sig udtryk i den schmalkaldiske krig, hvortil for vore hjemlige forholds vedkommende kom den af "grevens fejde" med dens dårlige krigsmønt forårsagede rystelse af penge- og møntvæsenet, anvendelsen af lejetropper, der måtte betales med kontant mønt, og endnu flere årsager, der virkede i samme retning, kunne vel anføres. Og overraskelsen over det resultat, Waschinski er nået til, bliver ikke mindre, når han pag. 112 ikke har fundet tydelige spor med hensyn til prisstigninger i kipper- og wippertiden i årene op til 1622, hvad man vel skufle have ventet. At noget senere forholdene under Danmarks krige med svenskekongen Karl X Gustav gav sig udtryk i store prisstigninger, som Waschinski navnlig konstaterer for årene 1661-1665, kan derimod ikke undre.

For Danmarks vedkommende har vi nogle oplysninger om forholdene ved overgangen fra 1545 til 1546. Roskilde-årbogen i448-1549, trykt hos Holger Rørdam: Monumenta historiæ Danicæ, Kjøbenhavn 1873, I, S. 379 og 381, beretter følgende: "M D xlvj ...

Samme aar wor eth hart oc huast frost, saa att mand kunde færdis oc reyse offuer Øresundt oc bælt oc mellom Gietzør oc Rostock.

Fforne aar wor een suar dyr tiid, fastelagens tiidhe gallt pund rug X marck wdj goed mynt, eth pund byg viij inarck, eeth pund malt ix marck. Men j sommeren galt ske rug xiii ß, ske byg xij ß, ske meell xx ß, ske malt j marck danske. . .

M D xlix ...

Samme aar wor meget hart og suort mett regen oc wæde, weder oc storm, huilcket tiill forn icke haffde wæret wdj nogen mandtz mindhe. Kornet kunde neppelig komme j huse, oc meget aff thet bleff forderffuett aff wæde. Ske rug j someren galt ij ß, ske byg v alb., men ske humble galt xij ß, skeppe prydsk humble galtt j marck."

De samme oplysninger genfindes hos Arild Huitfeldt i hans Danmarckis Rigis Krønike, folioudgaven, tomus II Kbhvn. 1652 s. 1539 og i Niels Krags Christian III s Historie, Kbh. 1776, I del s. 298.

Når man sammenholder oplysningerne hos Svend Aakjær om forholdet mellem pund og skæppe kom, l. c. S. 202, 207 og 214 (8) viser det sig, at der fra fastelavn til sommer i 1546 er sket en prisstigning på 62 1/2%, hvilket vel er meget, men næppe kan undre efter de foreliggende oplysninger om dårligt vejr og misvækst. Men dette er jo noget andet end det resultat, Waschinski er nået til, og de foreliggende oplysninger nævner intet om en almindelig prisstigning. At forholdene i Danmark og i Slesvig og Holsten skulle have været så forskellige, at de kan forklare den meget store forskel mellem det resultat, Waschinski er nået til, og det resultat, man kan læse af Roskilde-årbogens dystre beretning, kan vel næppe antages. For tydeligheds skyld skal endnu blot bemærkes, at rigsarkivar Svend Aakjær på forespørgsel har bekræftet rigtigheden af min opfattelse af forholdet mellem pund og skæpper korn, idet der dog bør læses havre i stedet for hvede, hvilken sidste kornsort følger rugmålet. Aakjær har endvidere oplyst, at hans kilde er Arent Berntsen (1610-1680), hvis 4. bog af Danmarckis oc Norgis fructbar Herlighed fremstiller "Maal oc Vegts Underskeed i hvert Land" og har titelblad 1652.

Lokale forhold kan dog muligt i nogen grad have spillet ind. For Ostfriesland har Anton Kappelhoff i afhandlingen: Eine Inflation und Währungsreform in Ostfriesland gegen Ende des 15. jahrhunderts (Ostfriesland, Zeitschrift für Kultur etc. 1956, Heft 3, pag. 11-19), påvist, at møntværdien i 1491 faldt 40%, og at regningsmønten Arensgulden, der i 1455 var regnet til 32 krumsteert (2 groot), sidst i 1491 kun gjaldt 6 krumsteert.

Kapitel 10 i Waschinskis fremstilling, der behandler priser og lønninger (pag. 128-157), når til det resultat, at håndværkerlønningerne i et så langt tidsrum som 1622-1864 ikke kunne følge med prisstigningerne, men kapitlet er i øvrigt rigt på interessante enkeltheder.

Bogens 3. del om pengenes købekraft (pag. 158-201) viser som ventet pengenes faldende værdi, illustreret ved tabellerne pag. 197 og 199. Undtagelserne fra den faldende købekraft er kun få. Nævnes kan dog tidsrummene 1776-1793 og 1819-1838, men stedet er ikke her til at gå i enkeltheder. Talrige tabeller letter en hurtig orientering.

Af særlig numismatisk interesse kan endnu henvises til tabeller over forskellige møntsorter. 1592 nævnes således "1 Portugaleser, so zu Haderschleben (9) gemüntzet", ansat til 16 1/2 thaler, medens portugaløsere i øvrigt ansættes til vekslende værdier mellem 16 og 20 talere. Tabellen pag. 226-227 over danske guldkroners værdi frembyder visse Vanskeligheder for værdiansættelsen af guldkroner for årene 1585-1596, da det vanskeligt kan tænkes, at guldkroner fra Frederik II.s tid fra årene 1563 og 1564 endnu har været forhånden (10). Også forholdet mellem værdien af lybsk og af dansk mønt i det 17. og 18. århundrede, omregnet til købekraften i 1939, vil interessere.

Oversigten over utrykte og trykte kilder slutter bogen. En dansk læser vil dog savne Galsters udgave af middelalderlige regnskaber. Pag. XVII-XXII er givet en oversigt over det endnu utrykte bind II, der skal indeholde møntedikter og andre bestemmelser om møntvæsenet fra 1573-1765, prisfortegnelser og andre arkivalske oplysninger til prishistorien og oversigter over enkeltundersøgelser til fastsættelsen af pengenes købekraft fra 1226-1775. Det ville være ønskeligt, om også dette materiale kunne blive trykt.

Selv om Waschinskis undersøgelser kun angår Slesvig og Holsten, er der næppe nogen tvivl om, at de resultater, han er nået til, vil være af betydelig interesse også for Danmark, og bogen kan derfor anbefales interesserede til et indgående studium. Til en vis grad som et lille supplement til bogen kan betragtes Waschinskis anmeldelse af J. Wilcke: Renæssancens Mønt- og Pengeforhold (1950), trykt i Zeitschrift der Gesellschaft für Schleswig-Holsteins Geschichte, Band 79, Neumünster 1955, pag. 348-356, navnlig pag. 352-356.

Trods de store vanskeligheder, der har været forbundet med arbejdet, hvilket feks. fremstillingen af problemerne hos A. Luschin von Ebengreuth: Allgemeine Münzkunde und Geldgeschichte, 2. udg., München & Berlin 1926, pag. 227-234, klart viser, og skønt opgaven vel efter sit omfang egentlig må betragtes som egnet til at løses gennem et team-work, følger man forfatterens fremstilling og dokumentation med det indtryk, at han i hvert fald har skabt et grundlag, som ingen fremtidig forsker kan lade uænset, lad så være, at hans resultater på visse punkter må modificeres eller helt ændres.

(NNUM 1957 side 220-228)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt