Københavns ældste Mønt

af Georg Galster

Under Christopher af Bajern koncentreredes hele rigets udmøntning i Kongsgården i Malmø, der var opført under Erik af Pommern 1434 og følgende år som et led i stadens befæstning mod nord og vest; den fik derefter navnet "Møntergården" (1). København, der dog efter biskop Peder Jensen Lodehats død 1416 gik over fra Roskildebispens eje til kronens besiddelse, kom ikke i betragtning før der i 1490'erne, i kong Hans' dage sloges mønt her, måske nærmest som en filial af Møntergården i Malmø. Sandsynligvis har det været rustningerne mod Sverige, lønning af lejetropper, der har nødvendiggjort denne udvidelse af møntprægningen. Der foreligger skillinger, søslinge og hvide, der i præget betegner sig som "Ny københavnsk mønt" (2). Møntmesteren hed Hermen van Nassouv; han optrådte 1495 den 10. juni klokken 12 middag sammen med den kendte senere borgmester Hans Meisenheim (Hans Bogbinder) som vidne i en retshandling i rigshofmester Povl Laxmands hus i København (3). I øvrigt er han ukendt.

Det ville være af interesse at kunne påvise, hvor i staden denne Københavns ældste møntsmedje havde ligget; men det har sine vanskeligheder. Den af stadens topografi så fortjente generalmajor H. U. Ramsing udpegede gården ved Gammel Strand matr. nr. 4/1689 (nuværende nr. 28, hjørnet af Højbro plads) som stedet, da dette den 10. december 1490 betegnes som møntmesterens gård (curia monetarii) (4). Den pågældende ejer var utvivlsomt Henrik Dringenberg, møntmester i Malmø ca. 1455-1491; han var da meget gammel og døde ca. 1500 (5). Han ejede eller var panthaver i flere ejendomme der i nabolaget (i Læderstræde, Store Færgestræde og Tyskmannegade over for Helliggejst). Det var en naturlig kapitalanbringelse, som indbragte ham leje eller renter. Han har ikke selv boet i København end sige haft møntsmedje her. Havde bemeldte gård virkelig været møntergård, ville curia monetaria have været utvetydigt.

Man har også udpeget den gamle møntergård, som endnu til dels er bevaret i Magasin du Nords ejendom i Vingårdsstræde nr. 6 (6); men det er vel tvivlsomt om den har været benyttet som møntsmedje allerede i kong Hans' tid. Her på stedet, lige ved det gamle tårn Kringelen, lå Østergård, der nævnes 1298 og senere, og som 1416 gik fra biskoppen over til kronen. I slutningen af det 15. århundrede kom gården ud af kronens eje til Benediet Ahlefeldt, sandsynligvis Benedict Claussen til Søgård (død ca. 1515) (7). Den endnu delvis bestående hovedbygning, der har rester af en skjoldfrise fra årene 1450-55, må være opført i første halvdel af det 15. årh.; den nævnes i jordebogen af 2. maj 1496 som Benedict Ahlefeldts gård (8); endnu 25. juni 1503 var den i hans eje. Snart efter kom den atter i kongens besiddelse og nævnes 14. oktober 1510 som Vingården (9). Der synes således ikke at have været megen mulighed for udmøntning her i kong Hans' tid, og en sådan virksomhed må antages kun at have været af forbigående karakter - under Christiern II var Møntergården i Malmø atter ene om at forsyne riget med mønt.

Men hvis kong Hans' københavnske mønter ikke blev slået i Vingården og ej heller i ovennævnte Møntmesterens gård ved Gammel Strand, hvor blev de da slået? Der kan da kun blive tale om selve slottet. Det var jo også overordentligt almindeligt, at møntprægning foregik på faste borge. "I usikre Tider kunde Pengekilden ikke flyde uantastet i ubefæstede Huse ved Alfarvej. Naar Fyrsten derhos søgte sig ulovlig Fordel ved Udmøntning af undervægtige Værdimaalere, var det bekvemt at have Mønteren under sin umiddelbare Opsigt, for at denne ikke skulde tilsnige sig for stor en Kvota af Gevinsten" (10). Ovenfor er nævnt, hvorledes møntsmedjen i Malmø blev indrettet i det faste Malmøhus. Og på lignende vis er det sandsynligvis sket i København.

Slottet, der var blevet jævnet med jorden af Lybækkerne 1368, var genopbygget af Roskildebisperne inden Erik af Pommern gjorde staden til "Kongens København" og slottet til kongelig residens. Den ældste og solideste del var tårnet, som senere kaldtes Blåtårn. 1558, 7. juli udstedes en kancelliordre til, at en vanskelig fange skal indsættes i "Møntmesterens kammer i det blå tårn" (11). Nu er det naturligvis muligt, at dette kammer kan være kaldt således efter Reynold Junge, der 1540 blev sat i tårnet her som så mange kendte mænd og kvinder før og efter. Men den anden mulighed foreligger også, at det er opnævnt efter en ældre nedlagt møntsmedje. - På lignende måde lod jo Christian IV 1644 indrette møntværksted og møntmesterens værelse i kælderen i hjørnet mellem riddersals- og rådstuefløjen på Københavns slot.

Først efter Christiem II's flugt 1523 sloges der atter mønt i København - og måske også lige uden for staden. Da Frederik I's belejringshær under Johan Rantzau lå uden for voldene og knægtene i lejren på Serridslev mark under trussel om mytteri krævede deres sold, blev der muligvis på feltfod slået de såkaldte lejrskillinger, der skulle ligne de holstenske dobbeltskillinger (12). Navnet lejrskilling er gammelt og forekommer i Christian III's københavnske reces af 22. oktober 1540, hvis § 12, omhandler nedsættelse af grevefejdens og ældre ringholdig mønt: "Item Konning Frederichs X Hwidestykke, som kaldes Leygreskellinge, schall hereffter gielde III Skellinge" (13). - Spørgsmålet er nu, om navnet betyder, at disse mønter er slået i lejren eller for knægtene i lejren. Desværre kender vi mærkelig nok ikke stedet, hvor selve landsbyen har ligget, før Frederik I lod den udslette og 1525 skænkede dens jord, der strakte sig fra Søerne til Lersøen og grænsen mod Gentofte og fra Ladegårdsåen til Sundet, til staden København. - H. U. Ramsing har udpeget vejkrydset ved Store Vibenshus, men hans tilfældige undersøgelser ved grundgravninger har givet et negativt resultat (14). Andre har foreslået et sted ved Tagensvej (15), hvor de nu tilkastede små søer, "Holger Danskes Briller" kan have været gadekær. - Det ville være meget ønskeligt, om feks. Københavns Bymuseum eller Nationalmuseet ville foretage undersøgelse de pågældende steder; hvis der virkelig skulle være slået mønt i lejren i Serridslev, må der muligvis være spor efter en muret smelteovn, foruden af landsbyens huse, brønde m.m.

Det er imidlertid ikke sikkert, at lejrskillingerne er blevet slået i Serridslev. Det var antagelig møntmesteren Bernt Busk, der stod for denne udmøntning. Men af 9 bevarede kvitteringer fra ham lyder én, dateret 9. oktober 1523, udstedt på min nådige herres (d.v.s. Frederik I's) møntmester i Roskilde, hans vegne. Antagelig har denne anden møntmester da været Jørgen Drewes fra Husum, der under belejringen af hovedstaden har virket i Roskilde. Bernt Busk synes indtil 9. oktober at have været møntmesterens fuldmægtig; først fra denne dag nævner han sig som møntmester (16).

Men også inden for voldene blev der slået mønt. Det hedder således i et brev af 26. august 1523 til Christiern II's søster, markgrevinde Elisabeth af Brandenborg, at høvedsmændene i København støbte bøsser (kanoner) og lod mønte penge (17). Det er muligt, at Christiern II's slotshøvedsmand, Henrik Gøje har taget Vingården i brug som møntsmedje. De mønter, han har ladet slå, lader sig ikke identificere i vore dage; de har utvivlsomt været kobberholdige klippinge, nøje mage til dem, som Christiern II siden 1518 havde ladet Jørgen Kock slå i Malmø.

Da Frederik I ved nytårstid 1524 havde fået staden i sin magt, fortsatte han ved den nævnte møntmester Bernt Busk udmøntningerne her i Vingården, som nu kaldtes Møntergården. Først og fremmest gjaldt det ommøntning af Christiern II's klippinge til skillinge (til 14 penninge) og søslinge. I de følgende år blev grundene omkring Møntergården, Kongens Kålhave, som de også kaldtes, udstykket og bebygget, men med den servitut, at grundene på den anden side af Vingårdsstræde ud for Møntergården ikke måtte bebygges - der skulle være fri udsigt til stranden. Det er et tidligt og sjældent eksempel på naturfredning. Efter 1525 blev der kun slået lidt mønt i København, og 1529 bortskænkede Frederik I med rigsrådets samtykke Møntergården til sin feltherre Johan Rantzau. Dermed er gårdens saga som møntsmedje sandsynligvis ude, med mindre de udmøntninger, som fandt sted i København 1531-32, da man frygtede Christiern II's hjemkomst, og senere 1535-36 under Grevens fejde, også skulle være sket her.

Vingården har siden haft en lang og omskiftelig tilværelse, først som en fornem adelsgård, senere, fra 1757, ejet af forskellige borgerlige, indtil den endelig 1917 indgik som et led i Stormagasinets udvidelsesplaner. Det fromme ønske, at den minderige kælder, hvor engang sodede svende slog kongens mønt, kunne genopstå som en hyggelig vinkælder til godtfolks vederkvægelse, synes dermed skrinlagt. En trøst får det da være, at den som fredet i klasse A vil blive bevaret udi al fremtid. Vi har jo så få middelalderlige bygningsrester i behold her i staden.

Efter Grevefejden, da Christian III i juli 1536 var blevet herre i staden, slog hans møntmester Reynold Junge mønt, fire-, to- og enesteskillinger med antedaterede årstal 1535 og 1536 (18). Det var de sidste mønter, som betegnede sig som "Ny københavnsk mønt" (MONETA NOVA HAFNIENSIS). 1537 slog han her tillige Joachimsdalere og rhinske gylden. De sidste gav sig ud for at være "Ny slesvigsk guldmønt" (MONETA NOVA AVREA SLESVICENSIS) med antedateret årstal 1536. Man ved ikke, hvor i staden de blev slået. Da møntergården eller vingården nu var privat ejendom, er det måske det rimeligste at antage, at de er blevet slået i tårnet på slottet.

Men pladsen på slottet var kneben og kongen var betænkt på støre ombygninger. Planerne om indretning af en bedre møntsmedje overvejedes i disse år. Det blev Sanct Klara kloster, der nu ved reformationen kom i kongens eje, som blev stedet. Klostret var ikke gammelt. Klarisserne tilhørte Franciskanerordenen. Klosteret grundedes 1497 af dronning Christina, og St. Klare dag (12. august) 1505 blev søstrene højtideligt indførte. De boede i klostret endnu 1535, men i meget trange kår. Klostret var opført i en udkant af byen på Rosengården og begrænsedes af nuværende Pilestræde, Møntergade, Sværtegade og den gamle voldgade langs nuværende Gothersgade. Klosterkirken, der lå på det østlige hjørne af nuværende Gammelmønt og Møntergade, blev nu (ca. 1540) indrettet til møntsmedje. Til dens første møntmester udnævntes Povl Fechtel, tidligere borger i Helsingør. 1541 udgik herfra de første mønter, der indledede den nye tid i dansk mønthistorie; for første gang sattes mønternes navn, mark og skilling i præget.

Som det fremgår af ovenstående, er det kun lidet, man rigtig ved om stedet for Københavns ældste Mønt. Her er kun problemerne lagt frem. Man må ønske, at en fremtidig lykkeligere møntforsker med et ingenium som Axel Ernsts må finde frem til den rette løsning af disse spørgsmål.

(NNUM 4, 1961 side 72-77)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt