Valdemar Atterdags mønt

af Georg Galster

I den kongeløse tid efter Christopher den Elendiges død 1332 ophørte de årlige udmøntninger på øerne og i Jylland, i Slesvig by vist allerede før 1330 (1). Noget bestemt årstal kan ikke opgives; det af Hauberg anførte år, cirka 1336 (2), synes ret vilkårligt grebet. Der foreligger heller intet om, hvor vidt pantherrerne, de holstenske grever Gert og Johan har haft nogen indflydelse på udmøntningerne og deres ophør. I al fald har penningen, der var blevet til en ren kobbermønt, i sig selv været uden værdi, og kursen, der ofte var 1:10 mark lødigt sølv, må have været svær at gennemtvinge (3).

Det faste værdimål var mark lødigt sølv, formentlig efter Roskilde markvægten 210,6 g (4). Sølvet forudsattes at være af antagelig lødighed (finhed), i praksis ikke under 15-lødigt (5). Fremmede møntsorter: engelske sterlinge, franske turnoser, nederlandske groter og nedertyske, lybske ("hule") penninge var blevet gængse og gæve. Det var således naturligt, at biskop Peder af Odense i en forordning for kirkerne på Låland af 20. april 1335 bestemte, at man ikke kunne være tjent med at modtage den forringede kobbermønt i ydelser til kirken og derfor fastsatte betaling i sterlinge eller sterlinges værdi (6). Man kan let forestille sig, at mange andre gejstlige og verdslige herrer har handlet ligedan. 1342 var kursen på de gængse møntsorter: 1 mark lødigt sølv = 180 sterlinge (15 skilling sterling) = 60 turnoser (5 skilling grot) = 540 lybske penninge (45 skilling lybsk)(7). Dette forhold blev i det store hele gyldigt i det følgende halve århundrede.

Medens således udmøntningerne gik i stå i det pantsatte Danmark vesten for Øresund, lå landet anderledes i Østdanmark. Her havde ærkebiskoppen siden Erik Lams dage en fjerdedels andel i møntindtægten. Pengenes synkende værdi var "ham og hele kleresiet og folket, ja, også kongen selv til stort forfang og tynge"; således beklagede Jens Grand sig under sin strid med kong Erik og krævede under forhandlinger i Frue kirke i Købenbavn den 20. juni 1299 blandt meget andet, at mønten i Lunde stift sattes til en værdi af en denier fra Tours (parvus Turonensis), varig i al fremtid (8). Dette krav må han have fået gennemført; det svarede til en kurs mod mark sølv som omtrent 1:5, og denne kurs holdt sig så længe, som der sloges gammeldanske penninge i Lund, også efter at den svenske konge 1332 havde indløst "kongeriget" Skåne fra "den gode" grev Johan. Skånsk og svensk mønt var omtrent af samme værdi.

Christopher II's yngste søn Valdemar var i de lange landflygtigheds år vokset op ved det brandenborgske hof hos sin søster Margrethe, der 1325 var blevet gift med markgrev Ludvig, søn af kejser Ludvig af Bajern. Margrethe havde af sin fader fået i medgift 12.000 mark sølv, som aldrig var blevet udbetalt. Det var kejseren og hans søn magtpåliggende at få disse penge udbetalt; det ordnedes således, at den nu 19-årige junker Valdemar skulle hjælpes til at blive konge i Danmark; han skulle sælge sit eneste landområde, hertugdømmet Estland for 19.000 mark sølv til den tyske Orden; markgrev Ludvig lod sig nøje med 6.000 mark sølv, resten beholdt så hans svoger til at starte erhvervelsen af sit fædrene kongerige med. For at vinde Lybæk til at støtte denne politik gav kejseren rigsstaden to vigtige nye møntprivilegier, et af 5. nov. 1339, der tillod lybækkerne efter forgodtbefindende at ændre det 1226 fastlagte præg med kongebilledet, og et andet af 25. marts (28. nov.) 1340, der forlenede dem med retten til at præge guld efter florinens skrot og korn og til at slå en større sølvmønt i værdi indtil 6 heller (9).

Kong Valdemar havde gået i en god skole ved det brandenborgske hof og ved kejserhoffet og tilegnet sig høviske sæder, ridderlige færdigheder, diplomati og statskunst. I de mange år, hvor han måtte kæmpe sig frem for at samle det søndrede rige, hører vi intet om forsøg på at genoptage udmøntningerne, end sige reformere det danske møntvæsen. Men endelig i midten af 1350'erne var der forholdsvis fredelige år, i al fald uden udenvælts kampe. Og så kom han bl.a. også i tanker om mønten. På kongens foranledning kom i juli 1355 en hanseatisk sendefærd til København for at forhandle om stædemes privilegier. Det var rådmænd fra Lybæk, Rostok, Vismar, Stralsund og Greifswalde. Forhandlingerne foregik i Gråbrødrekloster. En indberetning fra en rådmand fra Rostock giver en ret udførlig skildring af det hele: "Næstfølgende torsdag [8. juli] bød kongen rådmændene til frokost. Efter bordet bad kongen dem give ham råd med hensyn til at lade slå en fælles mønt i riget til den menige købmands tarv. - - - Om fredagen mødtes de ovennævnte rådmænd i førnævnte kloster og forhandlede de ovenstående sager. Hvad mønten angik, sagde de, at det ikke stod til dem, hvad mønt han ville slå eller forordne i sit rige, men det syntes dem tilrådeligt, at han lod slå en almindelig gangbar mønt, som kunne være varig og ikke øgedes eller mindskedes i værdi." (10) Det ville være nærliggende at antage, at kongens forespørgsel var foranlediget af den nye "penning til fire penninge", som Lybæk efter ovennævnte kejserlige brev af 1340 havde fået ret til at udmønte. Man skulle tro, at den var sat i værk ret snart efter 1340, og man har antaget, at den var nævnt i breve 1347 i Lybæk og 1348-9 i Vismar. Men som påvist af Jørgen Steen Jensen og Peter Berghaus, beror det på en fejlfortolkning af disse breve, og wittenpenningen nævnes ikke i skriftlige kilder før 1360'erne, ligesom den heller ikke før dukker op i fundene (11).

Hvordan dette end måtte have forholdt sig, så har kongen været alvorligt interesseret i den indtægt, som udmøntning med udnyttelse af regalet og slagskat måtte kaste af sig. På Simons og Judas' dag (28. oktober) 1355 holdt kongen møde på kongsgården Vrangstrup i Tybjerg herred og forhandlede med sine gode mænd om mønten. Han pålagde derefter den bevilgede skat, således at der efter kvægtienden skulle svares 6 groter af hvert gavngørende høved til 2 terminer, nemlig Nicolai dag (6. december) og kyndelmisse (2. februar). Det var en tung og trykkende skat. 6 groter svarede til en tiendedel mark sølv og sætter man med et løst skøn gennemsnitsværdien af bemeldte høveder til en halv mark sølv, svarede skatten altså til 20 pct. af værdien. Allerede fra samme år berettes i den sjællandske krønike, at bønder, som efter foretaget ransagning ikke havde angivet deres kvæg, blev straffede af fogderne (12).

Det kan ikke ses, at skatten er blevet forebragt for landstinget, heller ikke om den kun opkrævedes på Sjælland eller om den også skulle erlægges i Jylland-Fyn. Roskilde biskop havde fra Absalons dage ret til en tredjedel af møntindtægten, og kongens kansler havde også som tilsynsførende ret til en vis afgift af hver udmøntning; men om alt det ved vi intet.

Menigmands forbitrelse over kongens finansoperation genlyder i den sjællandske krønike ved år 1356: "Fremdeles kom der ny mønt, kobbermønt efter sølvmønt, den slettere efter den bedre" (13). Den må antagelig være påtvunget borgere og bønder i stedet for den gængse udenlandske sølvmønt og formentlig til en kurs af en skånsk penning eller en halv lybsk penning.

Et lille indblik i møntforholdene i disse dage giver et brev af 22. februar 1356, hvori Ivar Nielsen, ridder, erkender at skylde kong Valdemar 200 mark rent sølv, "som jeg eller mine arvinger fuldud skal betale ham eller hans arvinger på det Sjællandsfare landsting, der kommer umiddelbart før Sankt Hans' dag, i rede og talte penge, nemlig i turnoser, sterlinge og lybske, som gode og gæve er, eller også i smeltet sølv efter kølnsk vægt, som kaldes lødigt sølv (løthugt Sylf)" (14). Den samme eller lignende formular kendes fra mange andre samtidige gældsbreve, men det er betegnende, at kongen selv ikke tænker på at kunne modtage sine penge efter kursen i sin nye mønt, som han nu er ved at lade slå.

10.823 Th.; R & D. XXXI, LXXIV = M-B 680

En mønt med W på den ene og krone på den anden side er henført til Valdemar Atterdag og Roskilde (15). Et i 1918 gjort fund i Duebrødreklostrets tomt i Roskilde har sandsynliggjort, at det netop er den i 1356 udmøntede kobberpenning; blandt 21 sterlinge og 142 tyske "hule" penninge lå som de eneste danske mønter i pengesummen to exemplarer af denne kong Valdemars mønt; de yngste sterlinge skal være slået 1351-2 (16).

Udmøntningen kan have været forestået af Johannes Eskilsen, der 1361 nævnes som møntmester i Roskilde, da han den 25. november dette år købte et stenhus, der lå østen for Allehelgens kirkegård (17).

Hvis stæderne ikke på mødet 1355 havde vist interesse for kong Valdemars mønt, skulle de snart komme til det. I sommeren 1360 vandt kongen Skåne tilbage til riget. Herefter blev det gamle stridsspørgsmål om benyttelsen af kongens skånske mønt aktuelt.

I udkast til kong Magnus' privilegier for Lybæk på Skånemarkederne 1352 indrømmedes, at fra søndag før Mikkelsdag, og ikke før, skulle tolden betales i ny mønt, og det påbødes, at enhver købmand, der lå på Lybæks fed skulle købe med kongens mønt under bødestraf af ti mark skånske penninge (18). Denne sidste bestemmelse udvidedes 1361 til at omfatte både køb og salg og bøden fordobledes, idet den fastsattes til et pund grot (19).

Ved erobringen af Visby den 28. juli samme år tilkastede kongen afgørende Hansestæderne stridshandsken. Da stæderne nu sluttede forbund med de svenske og norske konger, der stræbte at vinde Skåne tilbage, måtte disse i deres forpligtelsesbrev af 8. september 1361 love Hansestæderne som deres part af den forventede erobring: Helsingborg med al sit tilliggende og indkomster, slottene Skanør og Falsterbo med al deres tilliggende, samt Lund og Mønten sammesteds (20). Det er forståeligt, at det også i høj grad lå i Hansestædernes interesse at blive herre over mønten i Skåne. I den påfølgende kamp var det dog kong Valdemar, som var den stærkeste, og stæderne måtte i november 1362 slutte en våbenstilstand, der senere forlængedes (til februar 1368). I maj 1363 forhandledes i Nykøbing på Falster mellem kongen og stæderne. Forligsudkastet af 21. maj omtaler kun mønten i almindelige vendinger: "Og ville vi, at de med Rigets Mønt af Danmark ikke skal købe før, end gammel Ret er." (21). Det skulle snart vise sig, at kongens og stædemes opfattelse af gammel ret ikke faldt sammen. Allerede den 7. september samme år klagede den lybske foged i Falsterbo over en række drøje overgreb fra kongens og hans fogeders side. Således har kongen ladet sine kobberpenninge udgå allerede den 16. august, skønt de efter privilegierne først skulle udgå søndag før Mikkelsdag, og han har påbudt, at man under fortabelse af liv og gods skal købe med dem (22). I den anledning holdt stæderne i november møde i Wolgast, hvor de formulerede kravene om "den Frihed, som den menige Købmand har haft fra gammel Tid i Danmark og i Skaane". Hvad mønten angår, gentages den kendte bestemmelse, at de fra søndag nærmest før Mikkelsdag skal betale told, købe og sælge med kongens nye mønt, men kun den, der bliver greben på fersk gerning med ikke at bruge denne mønt, skal bøde en lødig mark (23). Forliget med kongen af 21. juni 1364 lader dog den gamle termin for møntfomyelsen og bødens størrelse uomtalt, men indrømmer, at når kongens mønt ikke er for hånden, må købmændene købe og sælge ustraffet med guld og med sølv, og at kun den, som gribes på fersk gerning, skal bøde (24). Snart efter gik kongen videre i sine krav. Medens han på den ene side holdt strengt på anvendelsen af skånsk mønt i handel og vandel, forlangte han nu på den anden side tolden, erlagt i god, fremmed sølvmønt. Et af de klagepunkter, som stæderne fremsætter 1367, er, at kongens toldere ikke har villet modtage tolden i kobbermønt (25) (Det, kongen her havde indført, bliver iøvrigt i det følgende århundrede optaget som et brugbart middel til at få sølv til møntprægning i sølvfattige tider).

Kong Valdemar spændte buen for hårdt, og forholdet med mønten var vel endda ikke det værste. Da hans mange fjender samledes i det store forbund 1367, måtte han gribe til den fortvivlede udvej at flygte fra land og rige. Den svenske kong Albrekt kunne den 25. juli 1368 som Skånes herre udstede privilegier til de med ham forbundne Hansestæder, som naturligvis fik deres krav opfyldte i videste udstrækning (26). Hvad mønten angik, bortfaldt pligten for købmændene til at bruge kongens mønt ved salg, og bøden for lovbrud nedsattes til 5 mark skånsk: den gamle termin for møntens fornyelse fastsattes nu til 8 dage før Mikkelsdag. Denne bestemmelse fik betydning derved, at den næsten ordret optoges i Stralsundfreden af 30. november 1369. I denne fredsslutning fastsattes toldsatserne, og der føjedes til, at man i told kunne give een lybsk for to skånske penninge (27).

Freden med Hansestæderne blev endelig sluttet den 24. maj 1370. I de følgende år er der så stille om mønten i Skåne, at man næsten skulle tro, at kongen har måttet lade denne gode indtægtskilde tørre ind. Den 24. oktober 1375 døde til Danmarks ulykke kong Valdemar på Gurre slot et fjerdingår efter sin frænde hertug Henrik i Sønderjylland. Man havde sikkert i flere år følt savnet af hjemlig mønt. I Flensborg, som var i kongens besiddelse siden freden med holstenerne 24. januar 1373, havde man allerede 1359 været i gang med at slå mønt efter lybsk forbillede. Og nu fulgte Ribe, "stad i kongeriget" dette exempel. Kong Valdemars indstilling til disse nye foreteelser er ukendt. Antagelig har han kun været interesseret, for så vidt han fik afgifter af møntprægningen, og iøvrigt har han ladet stæderne sørge for den mønt, landet havde brug for. I al fald døde kongen uden at have taget sig af dette problem, som han således efterlod til sine efterkommere.

Ligesom de fremmede købmænd modtog den skånske mønt med uvilje, nævnes den ikke med særlig velvilje i de gældsbreve, som udstedt es af den indfødte befolkning. Oftest fastsattes pengesummerne i mark sølv; så var man jo på den sikre side og kunne omregne til forfaldsdagens kurs i skånsk eller fremmed mønt. Men ved siden heraf forekommer, lige til det ulykkelige krigsår 1368, meget hyppigt pengesummer, fastsatte i skånsk mønt, i reglen dog med den tilføjelse, at den skulle være ny, altså af sidste årgang. En enkelt gang kan en forsigtig kreditor kræve yderligere sikkerhed. Således hedder det i et skånsk gældsbrev af 22. november 1357: "Hvis endvidere den skånske mønt i mellemtiden skulle forringes, forpligter jeg mig til at betale herr Jens for hver mark skånske penninge 10 skilling lybske penninge, gode og gamle, eller 40 gamle og lovlige sterlinge." (28). Denne kurs blev varig, så længe som man regnede med den gamle skånske mønt (29).

R & D. XXXII, XIII = M-B 678

Der er bevaret et betydeligt antal skånske mønter fra tiden 1332-77. Hauberg beskriver således 36 forskellige typer, henførte til Magnus Smek og en enkelt, som han henfører til Valdemar Atterdag (M-B. 678-9) Det er umiddelbart indlysende, at denne fordeling ikke kan være rigtig, eftersom Magnus Smeks kongetid i Skåne kun varede 28 år. 9 årgange eller typer af skånsk mønt må tilfalde Valdemar Atterdags (og Olufs) kongetid. Det passer meget godt til antagelsen, at udmøntningen i Lund er standset 1368 og kun genoptaget et enkelt år 1377. Det synes altså, at praktisk talt alle årgange af mønten nu er kendt. Derimod er det et endnu uløseligt spørgsmål, hvorledes mønttypemes indbyrdes rækkefølge er. Disse giver i sig selv intet holdepunkt. Bogstavet I (M-B. 674) antyder måske ærkebiskop Jacob Kyrning (1355-61); men lige så uklart er det, om R (M-B. 637, 643, 645, 646, 655 og 672) skal betegne REX, og om A (M-B. 653, 654 og 677) kan betegne Archiepiscopus; bogstavet S (M-B. 650) passer øjensynligt ikke til nogen konges eller ærkebiskops navn eller titel. Almindelige symboler for kongemagten, såsom krone (M-B. 637, 642 og 678) og sværd (M-B. 659), og for den biskoppelige myndighed, såsom krumstav (M-B. 662) og nøgle (M-B. 652, 653 og 676), giver ligeså lidt som Lundestiftets mærke, Sankt Laurentius' rist (M-B. 643, 651, 665, 667, 668, 669, 670) noget holdepunkt for dateringen. De fleste figurer: anker, lilje, marekors, halvmåner, spydsspids, stjerne, tårn, tandhjul og forskellige korsformer synes kun at have til formål at gre den pågldende mnt let kendelig fra de ældre årgange.

R &D. XXXVI, CV = M-B 656

Kun en enkelt mønttype kan gennem fund henføres til en bestemt årgang. Det er mønten M-B. 656: ankerlignende figur mellem 8 halvmåner og patriarchalkors, der må høre til årgangen 1360/1, idet den i et antal af 135 exemplarer er fundet i en pengepung ved benene af en krigsmand, som var falden ved Visby den 27. juli 1361 og begraven i massegraven på valpladsen. De vejer i gennemsnit 0,94 g (30).

(NNUM 1972 side 177-185)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt