Ordet Skærv er fordansket af en gammel fortyskning af latin scripulus, forkortet til scrip. Det er en sideform til scrupulus og betegner den mindste vægtenhed: 1/24 unce (1.14g). I dansk bruges ordet i overført betydning i forbindelser som at have skrupler (betænkeligheder). Fra scrip udviklede ordet sig i højtysk ifølge Eduard Scbröder til scirp - scerpf. I denne sidste form træffes det i et gammelt glossar: "Obolus hellinc quem Teutoni quidani scerphum vocant" (1). I denne form gik ordet som skærf til Norden og som scherf eller scharf til Nordtyskland. Her træffes det første gang som scherf i den hamborgske købmand Vicko von Geldersens handelsbog under 1379 (2) og senere i den vendiske møntunions recesser. Således forordnes 1398 og 1403, at disse Halblinge eller Scherfe skal udmøntes med 1152 stykker på den 8 lødige mark (3), d.v.s. 0.21g - 0.500 - 0,10g finvægt.
Den ovennævnte glose obol, af græsk obolos, betegner egentlig 1/6 drachme,. men bruges i middelalderen til at betegne en halv penning, hälbling, helling.
Halve penninge udmøntedes særdeles sjældent, og ordet halvpenning forekommer næppe. Derimod var halvskilling (søsling) nok så almindeligt og brugtes op imod vor tid ("halvskillingskrydder") (4). I vikingetiden hjalp man sig til en halvpenning ved at klippe en mønt over efter korslinjerne.
Hauberg kendte ingen halvpenninge blandt de danske mønter. Og dog lå der en sådan ret upåagtet i L. E. Bruuns samling (5). Den blev først rigtig draget frem i numismatikkens klare lys, da Fritze Lindahl publicerede den i sin beskrivelse af Danmarks Mønter 1377-1448 og meddelte vægten 0.12g (6). Ved lykkens lunefulde spil dukkede kun fire år efter 12 eksemplarer af denne sjældne mønt op i et større fund, hvori bl.a. 711 halvpenninge fra den vendiske møntunion. Det blev publiceret af samme udmærkede møntforsker: Et Nakskov-møntfund fra dronning Margrethes tid. Hun beskrev mønten her og tilføjede i parentes "(skærv)" (7). De 12 eksemplarer vejede i gennemsnit 0.145g og holdt 0.334 og 0.413 for to prøvede eksemplarer, altså i finvægt 0.05g og 0.06g - kun det halve af, hvad den samtidige lybske skærv holdt. Fritze Lindahl bemærker (s. 95) meget rigtigt, at man måske ved at fordanske den tyske benævnelse tør kalde den en skærv, "selvom dette navn først kendes betydeligt senere herhjemme". Ordet forekommer første gang i Peder Laales ordsprog:
"Infortunatus ad tres obulos natus
Nunquam nummorum dominus manet ille duorum"
"Then ther føddher ær tijl try skærff
han wordher aldrigh two penningh herræ" (8)
Skønt Peder Laales ordsprog først blev trykt 1506, har de været benyttet som lærebog i skolerne mindst 100 år før, og højst sandsynligt har ordet skæm været gængs allerede i Erik af Pommerns dage. Ordet er almindelig kendt i nutiden fra Marcusevangeliet kap. 12 vers 42: "Og der kom en fattig Enke og lagde to Skærve i, hvilket er en Hvid". Denne danske oversættelse af den græske originaltekst er urigtig; i stedet for "hvid" (4 penning) skulle stå "penning". - Det er så meget mere besynderligt, som den ældste trykte oversættelse af det nye testamente, Christiern II's Nye Testamente, trykt i Wittenberg 1524, har det rigtigere "Der kom oc en fattig enke oc lagde tw skerff i hende / som giorde en penning" (9).
De danske oversættelser er næppe så meget udført efter den originale græske tekst som efter Luthers nyudkomne tyske oversættelse: "Und es kam eine arme Witwe / und legte zwey Scherfflin ein / die machen einen Heller". Luthers oversættelse skal ikke gengive noget virkeligt forhold mellem de to møntsorter, kun nævne de mindste tyske. Heller var oprindelig en penning fra svabisk Hall, der i det 16. årh. var sunket ned til værdi af en halv penning, altså det samme som en skærv, og de var begge på vej til at blive udmøntet i kobber, som ren skillemønt (10).
Det originale græske ord lepton er intetkøn af ordet leptos, der betyder ringe, lille, fin, tynd, med underforstået nomisma, altså småmønt. Det oversættes derfor i vulgata ved minutum. Christiern Pedersen har i sin oversættelse, trykt i Antwerpen 1529 bibeholdt vulgatas gengivelse: "Oc ther kom en fattige widue / oc kaste two minuter / hvilcke giøre en quadrant (11). Medens man antagelig vil kunne, genfinde en lepton bl.a. i en lille bronzemønt slået i kejserens navn af prokuratoren Pontius Pilatus (12), er det mere uvist med den (dobbelte?) lepton, der skal bære det latinske navn quadrans. Det er mest sandsynligt, at denne mønt, der har kendt bedre dage som en kvart romersk as, er en lille kobbermønt slået i kejserens navn i Antiochia (13). Men den synes ikke at have været mere værd end en lepton. Imidlertid er det ingenlunde sikkert, at skriftstedet skal forstås som om to lepta var lig en quadrans. I så fald skulle evangelisten have sat det relative pronomen i flertal i stedet for ental. Den hellige og lærde kirkefader Hieronimus bruger i sin oversættelse i Vulgata også ental: quod est og ikke quæ sunt (14). Matthæus V 26 og parallelstedet Lucas XII 59 viser, at quadrans og lepton er to ord for samme mindste mønt, det ene er efter det græske møntsystem, det andet er efter det romerske, som begge var gængse i Israel. I den danske oversættelse gengives også her quadrans med hvid og lepton med skærv. Da der gik 8 skærve på en hvid, er denne oversættelse ganske urigtig. Den nye reviderede bibeludgave, udgivet af Det danske Bibelselskab, hvis oversættelse er autoriseret ved kgl. resolution af 16. december 1931, gengiver den fattige enkes offer med "2 småmønter, tilsammen så meget som en øre"!
(NNUM 1971 side 222-225)