P. Hauberg: Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146

III. Danmarks Mynthistorie indtil 1146

(Kapitel I og II om Romersk Mynttilførsel. Normannertogenes Indflydelse og Myntfund i Skandinavien, fra 8de Aarh. indtil 1146 er udeladt her)

Vi have nu fulgt de Begivenheder og Forhold udenfor de nordiske Lande, hvorved fremmed Mynt bragtes i Omløb herhjemme, og som medførte, at de skandinaviske Folk bleve kjendte med Brugen af Penge og derved efterhaanden modnedes til at følge det givne Exempel og selv præge Mynt. Hidtil have vi set, hvorledes Paavirkningen har gjort sig gjældende paa det samlede Skandinavien, og hvilken Stilling Danmark indtog ved Siden af de to Broderriger. Vi ville nu vende os mod, Myntforholdene i Danmark alene og betragte Udviklingen af de vexlende Forhold paa Myntvæsenets Omraade indenfor de gamle danske Landegrændser.

Det ligger nær at søge Forbillederne til de tidligste danske Udmyntninger blandt Mynter fra de Lande, med hvilke Forbindelsen var stærkest, England og Nederlandene. Det viser sig ogsaa, at en saadan Paavirkning har fundet Sted, dog mindre fra Englands Side end fra Nederlandenes. Her havde nordiske Vikinger gjennem længere Perioder havt Landsdele i Len, og med de større nederlandske Byer havde der, efter at Nordboernes Anfald paa Frisland vare ophørte, udviklet sig et fredeligt Handelssamkvem, som blev af stor Betydning for Norden. Forbillederne til vore tidligste Udmyntninger ere just hentede fra den Stads Mynter, til hvilken Nordboerne særlig vire knyttede ved gjentagne Forleninger, og som spillede en saa betydelig Rolle for Handelen paa Norden, nemlig Dorestad. Paavirkningen fra England spores samtidig gjennem forskjellige Enkeltheder og Mærker, som ogsaa findes paa engelske Mynter. Men medens den første Begyndelse er sket under Paavirkning udefra, har dog meget snart, næsten samtidig, det nordiske Aandsliv gjort sig gjældende i ejendommelige Fremstillinger og i en karakteristisk Ornamentik, som er anvendt paa disse, saavidt vides, første nordiske Udmyntninger, hvis Tilbliven formentlig tør sættes til Slutningen af det 9de Aarhundrede.

De omtalte Mynter fra Dorestad, som væsentligst have tjent vore Forfædre til Forbilleder, ere af den bekjendte Typ fra Karl d. Store med CARO-LVS i to Linier paa Adversen og DOR-STAT, ligeledes i to Linier, paa Reversen. Typen bliver i Tidens Løb endel degenereret gjennem mangfoldige Gjentagelser, navnlig for Reversprægets Vedkommende, hvor der af Stadens Navn ofte kun er STAT tilbage. Paa de i Norden prægede Efterligninger ses ogsaa kun denne Halvdel af Bynavnet; men de adskille sig fra de i Frisland prægede Mynter ved flere Enkeltheder i Fremstillingen: et fremadvendt Ansigt med Overskjæg, en triangulær Figur og en Perlering. Paa ældre engelske Mynter findes ligeledes nogle af disse Mærker. Mynter af denne Typ ere fremkomne i Fund fra Lerchenborg og Bjørkø.

Hertil slutter sig nogle Typer, hvor Adversfremstillingen er beholdt, om end i en yderligere degenereret Form, og med lignende Mærker, Trianglen og Perleringen. En af disse Typers Revers fremstiller en Bygning med Sidestolper og firkantet Døraabning, aabenbart en dekorativ Udsmykning af Indskriftens TAT. Slanger og Dyrehoveder vise en selvstændig Behandling og nordisk Oprindelse. En anden Typ har en Reversfremstilling med en staaende Figur med et Spyd og et Kors, og paa en tredie ses et Skib. De to af denne Gruppes Typer kjendes kun fra Fund paa Bjørkø.

Herefter forlades Dorestads Typen, og Fremstillingerne blive mere selvstændige.

Paa en Gruppe med to Variationer, begge fundne paa Bjørkø, ses to mod hinanden vendte Fugle og paa Reversen et Skib.

Derefter kommer en Gruppe med flere Variationer. Paa Adversen ses et med merovingiske og tidlige engelske Myntfremstillinger beslægtet, yderst barbarisk udført Ansigt, omgivet af fire mandlige Ansigter og Slangefigurer. Paa Reversen fremstilles en Dyrefigur, en Buk eller en Hjort, med tilbagevendt Hoved: forneden en Slange og som oftest en Triqvetrafigur. Mynterne skyldes Fund fra Bjørkø, Sødermanland, Halland og Sejerø.

Paa en, muligvis noget yngre Variation ses en Hjortefigur med en Slange foran, en Perlering foroven og en Triqvetrafigur forneden. Mynten fandtes i Skaane.

Endelig findes en Gruppe med et Skib paa Adversen og en tilhøjre vendt Hjort paa Reversen. Der kjendes to, i Alder muligvis lidt forskjellige Typer. Den ældre Form fandtes paa Bjørkø, den yngre i Norge og Bleking. Et Aarhundrede senere optager Knud den Store denne gamle Typ; paa en af hans, i Danmark prægede Mynter med den almindelige Omskrift + CNVT REX A er Fremstillingen med Hjorten benyttet til Reversen (T. II. 13). Mynten fremkom i Lübeck-Fundet.

Udmyntningen af disse formentlig ældste nordiske Mynttyper maa antages at tilhøre Slutningen af det 9de Aarhundrede (1) ifølge de Oplysninger, Fundene give. Bjørkø F. maa antages at være nedlagte i den første Halvdel af det 10de Aarhundrede (2), Spangereid F. i Norge omtrent Aar 950 og Sejerø F. c. Aar 955. Mynternes Alder tør herefter nærmest sættes til Tiden 870-900.

En Undersøgelse viser, at de Mynter, som mere eller mindre bestemt have tjent til Forbilleder for de ældste nordiske Udmyntninger, ere fra Dorestad i Frisland og muligvis fra Viset og Qventovic i Flandern, samt fra Landsdelene Mercia og Northumberland, og det ligger da nær at spørge, om ikke disse Mynttyper istedetfor at være nordiske kunde være knyttede til et eller flere af disse Steder, hvor Normannerne gjennem længere Tidsrum havde sat sig fast. Paa denne Maade lod Mynternes nordiske Karakter i Forbindelse med den fremmede Paavirkning sig let forklare. Forskjellige Forhold tale dog mod en saadan Antagelse.

Den Stad, hvorom der nærmest vilde kunne være Tale, maatte være Dorestad. De ældste nordiske Udmyntningers formentlige Alder, Aar 870-900, passer nogenlunde med det Tidsrum, i hvilket Nordboerne havde Forleninger i Frisland, idet den danske Vikingevælde her blev brudt ved Kong Godfreds Mord Aar 885. I Utrecht holdt der sig vel vedblivende en dansk Koloni indtil ind i det 10de Aarhundrede (3); men den kan dog ikke have været af nogen saadan Betydning, at den skulde have havt Myntrettighed. Fundene tale imidlertid afgjort imod et frisisk Udgangspunkt; thi disse Typer vides aldrig at være fundne i Nederlandene. Dorestads egne Mynter ere jevnlig trufne i nederlandske Fund; de nordiske Efterligninger derimod aldrig. De tilhøre udelukkende skandinaviske Fund og kunne derfor ikke antages at være udmyntede i Nederlandene.

Ogsaa er det klart, at Myntgrupperne ikke kunne børe hjemme i England tiltrods for de Tilknytningspunkter, de have med tidligere Udmyntninger fra Mercia og Northumberland. De engelske Mynter fra den første Periode af det 10de Aarhundrede have stedse Omskrifter og ere af en saa ejendommelig Karakter, at det udelukker enhver Mulighed for, at de nordiske Myntgrupper kunne have udgjort Led i Englands Myntrækker. Hjemstedet maa derfor søges i Skandinavien, til hvis Lande de ere knyttede saavel ved Fundene som ved deres Fremstillingers ejendommelige, nordiske Karakter.

Spørgsmaalet bliver nu, hvor i Skandinavien disse Mynter ere prægede. En Besvarelse heraf har allerede tidligere været givet af Rigsantikvar H. Hildebrand (4), der har den Fortjeneste først at have hævdet disse Mynters skandinaviske Oprindelse, og hvis Undersøgelse har fort til, at de maatte antages at være udmyntede paa Bjørkø. Som Støtte for denne Antagelse fremføres, at de ere fundne i stort Antal i Grave paa Bjørkø, og at saa godt som alle de forskjellige Typer af dem ere trufne her. Disse Omstændigheder kunne synes meget vægtige; men med det ringe Materiale til Raadighed maa Opmærksomheden være særlig henvendt paa mulig indgribende Forhold, som kunne have medført en tilfældig Fordeling og derved komme til at virke misvisende. Og Datidens Handelsforhold have utvivlsomt i dette Tilfælde gjort deres Indflydelse gældende, saaledes at der ikke tør tillægges Mynternes Forekomst paa det enkelte Sted for stor Betydning.

Det kan ganske vist være fristende at tænke sig, at den Handelsforbindelse, der i Vikingetiden fandtes mellem Birka paa Bjørkø og Dorestad, kunde have foranlediget, at der i den svenske Stad prægedes Mynter, der vare Efterligninger af den fremmede Bys Mynter. Men Bjørkø var ikke ene om denne Forbindelse. Ogsaa i Danmark gjorde den frisiske Handelsstad sin Indflydelse gjældende, hvis Virkninger derfor ligesaa godt kunde vise sig andre Steder som paa Bjørkø. Hjemstedet for disse nordiske Efterligninger af Dorestads Mynter tør man vanskelig søge just i Forbindelsens yderste Punkt.

Det falder strax ved første Betragtning unaturligt at tro paa Sandsynligheden af, at denne omfangsrige Række Udmyntninger, med de talrige Smaaforskjelligheder skulde være udgaaet fra et saa afsides liggende Sted som Birka, navnlig paa en Tid, da Sverig forholdsvis spillede en ubetydelig Rolle og i det hele stod saa langt tilbage blandt de skandinaviske Lande, særlig ved Siden af Danmark. Man kan ikke tænke sig, at denne By, der tidlig gik tilgrunde og ikke senere evnede at rejse sig igjen, har havt en saadan Betydning for Nordens Handel, at Udgangspunktet for Skandinaviens Myntvæsen skulde søges her, længst mod Øst, fjernest fra Kulturlandene i Vest.

Ogsaa selve de der fundne Mynter tale imod, at de kunne have havt deres Tilblivelse paa Bjørkø, idet de fleste ere forsynede med Øsken og altsaa have været benyttede som Hængeprydelser. Hertil finder dog man sjelden Stedets egne Mynter anvendte, men derimod de fremmede, navnlig saadanne der som disse have et ejendommeligt og pynteligt Præg. Bjørkøs Fund maa betragtes mindre som Myntfund end som Smykkefund, og dette viser ligeledes bort fra Bjørkø som Myntstedet.

For at komme til Klarhed over, til hvilket Sted i Skandinavien disse Mynter da snarere maa henføres, rnaa man betragte samtlige de kjendte Fund, og fremfor at tage Hensyn til, hvilken Fundplads der har indeholdt de fleste Mynter, maa der lægges Vægt paa, i hvilken Del af Skandinavien de fleste Fund ere gjorte. Naar man med denne Betragtning for Øje ser, at der foruden Bjørkøs Fund kjendes 7 Fund - fra Sjælland, Sejerø, Skaane, Halland, Bleking, Sødermanland og Norge - hvoraf 5 falde i det sydlige Skandinavien indenfor Danmarks daværende Grændser, da vil man finde det sandsynligst, at Myntstedet maa have ligget i Danmark, det Land, der stod i livligst Forbindelse med det vestlige Europa, og hvor Mynterne vise sig at have havt videst Udbredelse.

Ved at henføre Myntgrupperne til Danmark forklares det ogsaa naturligt, at de ere blevne saa stærkt paavirkede af Dorestads Mynter, da denne By og Strækninger af Frisland havde været givet danske Høvdinger i Forlening og vedblivende stod i stærk Forbindelse med Danmark. Og naar de nordiske Mynter indeholde Fremstillinger og Enkeltheder i Præget, som vise sig at være hentede fra engelske, navnlig northumbriske Mynter, da peger ogsaa dette hen paa Danmark som Udmyntningernes Hjemland paa Grund af den nøje Forbindelse, der i hin Periode var mellem Danmark og de af de Danske erobrede engelske Landsdele.

Disse nordiske Myntgruppers Henførelse til Danmark kan endelig begrundes ved deres Slægtskab med sildigere danske Udmyntninger, saavel med de følgende Grupper af Halvbrakteater, som med Knud d. Stores omtalte Mynt, hvis Reversfremstilling er taget efter en af disse gamle Typer. Man tør ikke berøve denne Mynt sin Betydning ved at antage, at dens Fremkomst kun har kunnet skyldes en tilfældig, nu ukjendt Anledning (5), fordi den saa afgjort bortviser enhver Forbindelse med Bjørkø. Den bliver just et betydningsfuldt Led, naar den ses at være fremstaaet som en Efterligning af en ældre Mynt fra Danmark.

Spørger man dernæst, fra hvilken By i Danmark disse vore første Udmyntninger maa antages at være udgaaede, da bliver Svaret, at de ifølge Fundene formentlig maa henføres til Lund i Skaane, hvilken Stad var af saa fremragende Betydning, at den tidlig blev Landets Hovedmyntsted. Mynternes ringe Vægt, c. 0,79-0,97 Gr., kunde tale for, at Udmyntningerne maatte tilhøre det vestlige Danmark, hvor Hedeby (Slesvig) var Hovedpunktet for Handelen, og hvorfra Landets nærmest paafølgende Udmyntninger udgik; men Fundene vise afgjort hen paa et i Danmark østligt beliggende Sted, og dette kan kun være Lund.

I Tidsrummet omtrent Aar 940-960 foretages der i Danmark en Række Udmyntninger, der begynder med en Genoptagen af Efterligninger af Karl d. Stores Dorestadmynter. Heraf udvikler der sig andre Udmyntninger af stærkt aftagende Værdi og forskjelligt Præg, der dog vise et indbyrdes Slægtskab. Skjøndt der ligger et ikke ringe Tidsrum mellem de tidligere og de sildigere nordiske Efterligninger af Dorestadmynterne, og skjøndt der viser sig en betydelig Forskjel i Vægten af disse og hine, vil man dog finde den største Overensstemmelse i Præget, forinden Typen degenererer for stærkt; navnlig træffer man ofte Lighedspunkter i Enkeltheder som den punkterede Ring og den triangulære Figur. Disse forsvinde imidlertid, efterhaanden som Typens oprindelige Karakter udviskes. Paa nogle Variationer kunne Bogstavernes Hovedlinier paa Adversen endnu følges, og paa Reversen læses TAT. Den tidligere, forneden anbragte Fremstilling af en Øxe afløses som oftest af en Hage. En kort Tid ere Mynterne ret solide; men snart viser der sig en stærkt tiltagende Nedgang i Vægt, og de antage Karakteren af Halvbrakteater. Tilsidst udmyntes de paa ganske tyndt Sølvblik og faa næsten Udseende af Brakteater med en som oftest fortrinsvis stærk Udprægning af Reverssiden, saaledes at Adverspræget omtrent ganske forsvinder. Disse sidste Udmyntninger ere formentlig omtrent samtidige med de følgende Grupper af Halvbrakteater, der ligeledes ere udmyntede paa tyndt Sølvblik og af lignende Arbejde som de foregaaende. Af Halvbrakteater kjendes der sex Grupper, hvoraf de tre indeholde en stor Del Variationer, som ret jevnlig, ere fremkomne i vore Fund. Ofte ere svage Rester af Linierne fra Dorestadpræget og Enkeltheder, som det fremadvendte Ansigt, endnu tilbage af det ældre Præg.

Udmyntningerne fra dette Tidsrum ere, som anført, af meget forskjellig Vægt. Den varierer fra 0,56 Gram til 0,20 Gr. Mynternes Hjemsted har tidligere været et meget omtvistet Spørgsmaal og er blevet henført til meget forskjellige Steder. Skjøndt de sildigere Efterligninger af Dorestads Mynter ere saa vidt forskjellige fra Forbillederne, har man dog i Almindelighed antaget herhjemme, at Holland maatte være Hjemlandet; men da disse Mynter aldrig findes i Holland, er Antagelsens Uholdbarhed klar nok (6). Undertiden forekomme de i tyske og polske Fund, og en anset tysk Numismatiker har derfor henført dem til Polen (7); men der savnes aldeles tilstrækkelige Holdepunker for denne Antagelse, som hverken støttes af Slægtskab med andre Mynttyper eller af Fundforholdene, idet Mynterne kun optræde i meget ringe Antal i disse Fund. Prof. Kr. Erslev antager, at de snarest hidrøre fra de slaviske Lande Syd for Østersøen (8). Endelig har Rigsantikvar Hildebrand udtalt (9), at de maa antages at tilhøre det nordlige Tyskland eller Danmark, og han hentyder som det mulige Udgangspunkt til det gamle Hedeby i Slesvig, der paa den Tid var en ret betydelig By og senere blev Myntsted. Hildebrand har sikkert hentydet til det Rette; disse Mynter tilhøre utvivlsomt Danmark. De forekomme nemlig hyppig indenfor det gamle danske Landomraades Grændser, hvor der kjendes 27 større og mindre Fund af dem, hvorimod de meget sjelden findes udenfor dette Omraade i Skandinavien, kun i sex gullandske Fund, med tilsammen 11 af disse Mynter, og i et svensk Fund med 31 Stykker. Fra Øland kjendes ikke noget Fund af dem. Naar disse Mynter af og til forekomme i tyske og polske Fund, da ligger Grunden hertil i den livlige Handelsforbindelse, som fandtes mellem Danmark og Landene Syd for Østersøen; men at de ikke kunne være udgaaede fra disse Lande, fremgaar tydelig af deres sjeldne Forekomst i de svenske, navnlig gullandske Fund, i hvilke ellers alle Slags tyske Mynter forekomme i saa rigeligt Maal fra de mest forskjellige Egne.

For at komme til et Resultat om, hvorfra disse sex Myntgrupper, der sikkert tilhøre samme Myntsted, kunne antages at være udgaaede, maa Fundene underkastes en nærmere Betragtning. Det viser sig da, at af de 27 danske Fund, som tilsammen indeholde 536 Mynter, falde 11 Fund med 208 Mynter Øst for Øresund (Skaane 7 F. med 133 M. og Bornholm 4 F. med 75 M.), medens 16 Fund med 328 Mynter tilhøre de danske Landsdele Vest for Sundet (Sjælland 6 F. med 56 M., Fyen og Jylland 10 F. med 272 M.) Desuden ere de fremkomne i tre Fund, fra Sjælland, Fyen og Jylland; men Myntantallet kjendes ikke. Det fremgaar heraf, at Halvbrakteaterne forekomme hyppigst i Fund udenfor Skaane, og at Udmyntningen saaledes ikke kan antages at være sket her. Den ringe Vægt taler ogsaa imod, at Lund kan have været Myntstedet. Fundene forekomme talrigst paa Fyen og i Jylland, hvorfra tillige Myntantallet er langt større end fra Sjælland. Tidligere ere Halvbrakteaterne blevne henførte til Roskilde (10); men Sandsynligheden taler mere for, at Udmyntningerne tilhøre Jylland, og her føres de naturligst hen til Hedeby, Halvøens betydeligste Handelsplads paa den Tid.

I størst Antal ere disse Myntgrupper fremkomne i Fundene fra: Sandby i Skaane 75 Knudsker paa Bornholm 65, Seierø 29, Harndrup paa Fyen 125 og Graagaard i Jylland 83. Mynterne vise sig tidligst sammen med kufisk og tysk Mynt i Fund, som tilhøre Tiden c. 950-960, og det er da stedse den første Gruppes Mynter, de mere og mindre degenererede Efterligninger af Dorestad-Typen, som optræde. Udmyntningen af disse er da muligvis paabegyndt omtrent Aar 940. De følgende Grupper forekomme derefter i noget yngre Fund fra Perioden 970-980. Udmyntningerne tør saaledes antages at være afsluttede c. 960. De maa have været betydelige, da Hovedtypen endnu findes i Fund, der ere nedlagte i Knud d. Stores Tid.

Det lader sig ikke afgjøre, hvorvidt der i den nærmest følgende Periode efter Standsningen af Halvbrakteaternes Udmyntning c. Aar 960, er blevet præget Mynt i Danmark. Der kjendes ingen dansk Mynt, som kan henføres til denne Tid, og Sandsynligheden taler for, at der under den stærke Tilstrømning af fremmed Mynt kan være hengaaet nogen Tid, forinden Udmyntningen gjenoptages under Svend Tveskjæg (985-1014). Den danske Mynt fremtræder da vidt forskjellig fra den tidligere; den er vægtig og anselig og forsynet med Omskrifter, der indeholde Kongens og Myntprægerens Navne. I det hele viser den sig i Overensstemmelse med den engelske Mynt.

Fra Svend Tveskjæg kjendes kun en enkelt Mynttyp, nøjagtig svarende til Ethelred II's Typ C, med Kongens Brystbillede og Omskrifterne + ZVEN REX AD DENER og + GODPINE M AN DNER omkring et Kors med CRVX i Vinklerne. I Kongens Navn er Bogstavet V stillet omvendt. DENER kan kun forstaas som en Betegnelse for de Danske. Ligesom Typen er engelsk, saaledes har Myntprægeren Godvin utvivlsomt ogsaa været fra England, hvor der under Kong Ethelred i mindst tyve Byer er blevet slaaet Mynt med dette Myntprægernavn. Navnet Godvin spiller en meget fremragende Rolle paa Svend Tveskjægs Tid i det nordiske Myntvæsen, idet det findes paa Mynter, alle af samme Typ (Ethelred Typ C), ikke blot fra Danmark, men ogsaa fra Norge og Sverig; og der er ingen Grund til at antage andet, end at det er samme Mand, som har været Myntpræger, eller i dette Tilfælde sandsynligvis Myntmester, i alle tre Lande. Medens Myntstedet Sigtuna angives paa de svenske Mynter, betegne Reversomskrifterne paa den danske og den norske Mynt, "Godvin m an dner" og "Godvin mo no", Godvin ikke som Myntmester i nordiske Byer, men for Folkene, Daner og Nordmænd, og heri kunde ligge et Vink om, at Mynterne muligvis vare prægede i England (11) for den danske og den norske Konge og ikke indenfor de to Landes egne Grændser. Herimod kan dog indvendes, at man paa to af Knuds Mynter, fra Roskilde og Viborg, finder "Osgut" og "Fulgod" angivne som Myntprægere i Danmark, "on dan" og "in danm", uden Vedføjelse af Myntstedet. Samtlige skandinaviske Mynter fra denne Periode ere desuden af et Arbejde, der staar endel tilbage for de engelske Mynters, og Detaillerne i Præget tale for, at de ere blevne til i Norden (12). Herfor taler ogsaa den Omstændighed, at Olafs Mynter ere prægede i Sigtuna og ikke i England. Svends Mynt, der ikke vides at være fundet Vest for Øresund, maa da antages at være præget i Lund i Skaane.

Paa Grund af den engelske Typ og det engelske Myntprægernavn tør man med Sikkerhed gaa ud fra, at Svends Udmyntning er en Følge af hans Tog til England; men det bliver et Spørgsmaal, paa hvilket Tidspunkt den kan være foretaget, om den skyldes Toget Aar 994, da Svend og Olaf Trygvesøn i Fællesskab anfaldt England, eller Svends Tog dertil Aar 1013. For at komme til Klarhed herover maa da ogsaa de andre samtidige, skandinaviske Udmyntninger af samme Typ tages i Betragtning. Disse ere dels svenske fra Olaf Skjødkonning, slagne af Godvin og andre Myntprægere i Sigtuna, dels norske, med Navnet Olaf (Onlaf), ligeledes prægede af Godvin, eller med Navnet Hakon (Aacune), slagne af Myntprægeren Referen.

Rigsantikvar H. Hildebrand, som har behandlet Spørgsmaalet om disse Mynters Alder (13), antager, at Svends Mynter maa være en Frugt af hans sidste Englandstog 1013-1014, dels fordi det har været lettere for Svend efter Englands Erobring i dette Aar at formaa engelske Myntprægere til at rejse over til Danmark og derfra til hans Stedsøn, Olaf Skjødkonning, i det fjernere liggende Sverig, dels fordi nogle af dennes Mynter med omskriften IN NOMINE DOMINI gjøre det sandsynligt, at de maa tilhøre Tiden efter Olafs Overgang til Kristendommen, Aar 1008. Endvidere sluttes heraf, at de norske Mynter med Navnet Olaf ikke tilhøre Olaf Trygvesøn (995 eller 996-1000), men Olaf den Hellige (1015-1030) og Hakons Mynter ikke Hakon Jarl den Onde (970-995 eller 996), men Hakon Erikssøn Jarl (1015).

Den eneste Maade, hvorpaa en sikker Besvarelse af Spørgsmaalet om disse Mynters Alder og deres Henførelse kan naas, er gjennem en Undersøgelse af de Fund, hvori disse Mynter forekomme; men af en saadan vil det fremgaa, at Udmyntningerne maa ligge forud for Aaret 1013.

Der kjendes 48 Fund, som indeholde Mynter fra Olaf Skjødkonning; af disse ere formentlig 29 nedlagte i denne Konges Tid (994-1022) og deraf mindst 9 Fund før Aar 1002, idet de indeholde tyske Mynter fra Kejser Otto III, men ingen fra Henrik II. Olaf Skjødkonnings Udmyntninger maa altsaa antages at være begyndte en Tid før 1002, i Slutningen af det 10de Aarhundrede.

Angaaende de norske Mynter vides Olafs kun at være fremkommet i et meget sildigt, tysk Fund (Vossberg) (14), hvorimod Hakons Mynter optræde i 8 Fund, hvoraf et er nedlagt i Slutningen af det i Ode og et i Begyndelsen af det 11te Aarhundrede (Näs og Yholm F.). I flere Fund ere Hakons og Olaf Skjødkonnings Mynter trufne sammen. Henførelsen til Hakon Eriksson Jarl, Aar 1015, maa altsaa sikkert være urigtig; Mynten maa føres tilbage til Hakon Jarl den Onde, 970-995 eller 996.

Svens Mynt er forekommet i tre Fund, sammen med Olaf Skjødkonnings og Hakons Mynter. Det ene af disse Fund (Näs F.), er nedlagt i Slutningen af det 10de Aarhundrede.

Disse skandinaviske Udmyntningers Paabegyndelse, hvis Samtidighed fremgaar saavel af den fælles Typ som af Arbejdet, maa altsaa tilhøre Tiden mellem Olaf Skjødkonnings Tronbestigelse Aar 994 og Hakon Jarls Død 995 eller 996. Overensstemmelsen mellem Svends og den norske Olafs Mynt, ikke blot i Udførelsen, men ogsaa ved Angivelsen af Landet istedetfor af Myntstedet, viser, at den norske Mynt maa tilhøre Olaf Trygvesøn (15) og ikke Olaf den Hellige, og det ligger da nær at sætte de to Udmyntninger i Forbindelse med Svends og Olafs Englandstog Aar 994. Ogsaa den til et fælles Forbillede for hele Skandinavien valgte Typ viser hen til, at Udmyntningen maa ligge en Aarrække fortid for Aar 1013. Ethelreds Typ C tilhører nemlig Tiden omkring 990-995, og Efterligninger, der saa nøje stemme overens med Forbillederne, vilde neppe være fra en saameget sildigere Tid; det kan ikke godt tænkes, at man i Aaret 1013 nøjagtig skulde have optaget en tyve Aar gammel Typ; det ligger nærmere at antage, at man har benyttet den yngste, der var mest gangbar.

Ved Siden af Fundenes sikre Kjendsgjerninger mister den, iøvrigt saa rigtige, Tanke sin Betydning, at Olaf Skjødkonning ikke før sin Antagelse af Kristendommen Aar 1008 skulde have benyttet Myntomskrifter af kristent Indhold, "in nomine domini". Forklaringen kan imidlertid findes i den Omstændighed, at Myntprægerne have været Kristne, og at de have optaget Omskriften fra de overalt i Skandinavien saa vel kjendte saxiske Mynter med lignende Omskrifter; ogsaa den hedenske Hakon Jarls Mynt har en tilsvarende.

Udmyntningernes historiske Gang maa saaledes antages at have været den, at Godvin efter Englandstoget 994 har præget Mynt for Kong Svend i Danmark og derpaa for Olaf Trygvesøn efter hans Ankomst til Norge 995 eller 996 (16), medens omtrent samtidig den engelske Myntpræger Referen har myntet for Hakon Jarl. Godvin er derefter gaaet videre til Sverig; her har han sat Udmyntningen i Sigtuna i Gang og foranlediget, at den Række engelske Myntprægere er ankommet dertil, hvis Navne findes paa Olaf Skjødkonnings Mynter.

Mærkeligt er det, saa talrig Hakon Jarls Mynter optræde; et enkelt Fund indeholdt "mange" af dem (Näs F.). Dette viser, at Udmyntningen maa have været betydelig og muligvis have strakt sig over et længere Tidsrum før 996. Det kunde derfor ligge nær at antage, at Hakons Udmyntninger ere paabegyndte tidligere end Svends.

Svends Udmyntning blev uden synderlig Betydning og kun af kort Varighed, da der ved Danegjælden strømmede saa rigelig til Danmark af engelske Penge, at disse fandt et andet Hjemland her. Ogsaa i Norge blev Udmyntningen uden særlig Betydning, hvorimod den i Sverig, hvortil den angelsaxiske Mynt naaede i forholdsvis ringere Mængde, fortsattes i længere Tid. Men i alle tre Riger synes den at være standset efter nogen Tids Forløb og senere at være gjenoptaget, i Danmark af Knud d. Store, i Norge af Olaf d. Hellige og i Sverig af Anund Jakob.

Fortsættes


Noter
Tilbage til Hauberg I, hovedside
Tilbage til Dansk Mønt