I Kommission hos Rudolph Klein.
Titelen paa Hr. Grosserer Mansfeld-Bûllner's Bog havde været mere korrekt, hvis der havde staaet, at Bogen var af P. Hauberg med et Forord af H. V. Mansfeld-Bûllner; thi i Hovedsagen giengiver den Resultaterne af mine Undersøgelser. Rigtignok skriver Hr. M.-B. (Pag. 2), at han "har ordnet dem (dvs.: de afbildede Mynter) i løbende Nummerrække"; men dette maa i Virkeligheden forstaas saaledes, at Ordningen er mit Arbejde, og at kun "den løbende Nummerrække" er af ham. Mange af de omhandlede Mynter har han aldrig nogensinde set, og samtlige Afhildninger ere hentede, tagne, eller hvad man nu vil kalde det, dels fra Ramus's og Devegges ufuldendte Myntværk, tegnede af L. Læssøe, dels fra Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1884, tegnede af Prof. M. Petersen. Betegnende for Hr. M.-B.'s Opfattelse af skyldigt Hensyn er det, at han har undladt at anmode det Kgl. Myntkabinet om Tilladelse til at kopiere det førstnævnte Værks af Myntkabinettet udgivne Kobbertavler, ligesom han ei heller har havt den Takt at henvende sig til Redaktionen af det nævnte Tidsskrift med Anmodning om at maatte benytte dets Afbildninger. Med Hensyn til hans Forhold ligeoverfor mig skal det oplyses, at han i fuldt Maal har gjort Brug af min i Aarbøgerne for 1884 trykte Afhandling: "Danmarks Myntvæsen og Mynter i Tidsrumrnet 1241-1377", uden at han har fundet det passende at anmode mig om Tilladelse til at benytte mit Arbejde eller blot med et undskyldende Ord til mig har berørt sit Forehavende. Og uagtet saaledes ikke en Stump undtagen de otte Sider Fortale er hans eget Værk, saa kan han dog skrive (Pag. 2)., at "dersom mine (fremhævelserne ere af P.Hg) Afbildninger maatte foranledige en yderligere Forsken paa dette Omraade, da vilde jeg betragte dette som det bedste Udbytte af mit Arbejde". Hr. M.-B. har ikke her skjelnet mellem Mit og Dit.
Afbildningerne ere utilladelig slet gjengivne. Finesserne i de smukke, kobberstukne Tavler ere forsvundne under Gjengiverens Haand, og alle Afbildningerne, ligegyldigt om Mynterne ere af Sølv eller Kobber, have faaet en grim, gulagtig Farvetone, som imidlertid giver dem et vist originalt Udseende. Medens Mynterne selv kunne fortælle Meget, ere de foreliggende Gjengivelser saa ringe, at der intet Nyt af Interesse lader sig se eller udlede af dem.
Enhver samvittighedsfuld Udgiver vilde have anvendt nogen Kritik ligeoverfor det ældre Værks Afbildninger, hvoraf mange nu ikke mere svare til Fordringerne. Men Hr. M.-B har ikke havt mange Skrupler hverken i den ene eller den anden Retning. Blandt de Afbildninger, som burde have været erstattede med nye, skal jeg nævne: Nr. 3. 6. 43. 58. 59. 61. 97. 112. 116. 118. 120. 156. 159. 160. 178. 185. 202. 204. 232. 253. 259. 280. 287. 299. 305. 375. 463. 465. 467. 482. 501. 505. 512. 513. 519. 524. 533. 535. 573. 608. 640. 642. 643. 651. 657. 658. 669. 672 og adskillige flere. Fremdeles har Hr. M.-B. været saa uheldig at faa medtaget de tidligere ved en Feiltagelse afbildede Mispræg, saaledes: Nr. 49. 60. 87. 146. 383. 417. 477. 504. 611 og 612, og endelig findes her gjenoptaget ligefremme Feiltagelser i det ældre Myntværk, saaledes Nr. 440, hvor 
urigtig er blevet til et R og endvidere Nr. 554, hvor I ikke skal være liggende. Og det er om dette sit Værk (!), at Hr. M.-B. skriver (Pag. 6), at han vil lade "selve Mønternes Afbildninger tale"- det, de fortælle, er ikke meget smigrende for Hr. M.-B. -og (Pag. 2) at han har troet dermed "at tjene Vennerne af Danmarks Numismatik". Meget smigrende for Numismatikerne!
Dette med Hensyn til Afbildningerne. Nu til Texten! Begynde vi da med Titelbladet og spørge, hvorfra Hr. M.-B. har hentet Bestemmelsen af det omhandlede Tidsrums Længde netop til Aaret 1377, da vil det ses, at han, som neppe selv kan have noget kritisk Skjøn om Sagen, ganske ugenert har taget den fra min Afhandling. Det samme gjælder om den tilføjede Fortegnelse over Mynternes Findesteder med Angivelse af Antallet paa hver Mynt i Fundet. Ikke et Ord skriver han om, at det er mit møisommelige Arbeide, som her er aftrykt. Enhver maa tro, at det er samlet og udarbejdet af ham, og saa er det Plagiat fra Ende til anden.
Vender jeg mig til Bogens Fortale, der skal være en Kritik af min omtalte Afhandling. da indeholder den ikke en eneste Bevisførelse, men kun en Række i en overlegen Tone affattede Betragtninger, i hvilke Hr. M.-B. aabenbart selv finder stort Behag; men hvori der i Virkeligheden er saamegen Mangel paa Kundskab og Opfattelse tilstede, at man maa forbauses derover. Da disse otte Sider er det eneste i Bogen, der med Rette tilkommer Hr. M.-B., vil jeg ikke forbigaa dem med Taushed, hvor fristende det end kan være.
Hvorvidt Hr. M.- B. kan tiltræde Theorien om Findestedets Betydning for Bestemmelsen af en Mynts Hjemsted, er jo mindre vigtigt. Det er en Theori, som paa dette og andre Ornraader har vist sig og maa vise sig at holde Stik paa Grund af Fortidens snævre Livsforhold og Befolkningens mindre livlige Forbindelse med Omverdenen. En omhyggelig og fortsat Iagttagelse af de enkelte Mynters Forekomst vil derfor omsider føre til en sikker Afgjørelse af Spørgsmaalet om deres Hjemsted. Paa det nuværende Tidspunkt er vort Kjendskab til mange af Mynternes Findesteder dog langtfra tilstrækkeligt, og i disse Tilfælde maa der da lægges større Vægt paa andre Forhold: Præg, Værdi og Størrelse. Naar jeg derfor ved Ordningen ikke blindt hen har henført en Mynt til det Sted, hvor den er forekommet i et enkelt Fund, da er dette selvfølgelig ikke noget Bevis mod Rigtigheden af den omtalte Theori, men kun en Undtagelse fra Reglen. Ser man den ordnede Række af Mynter med tilføiede Findesteder, da vil dog allerede nu Fund-Theoriens Rigtighed paa saamange Punkter være indlysende, at den ikke lader sig omdisputere. Iøvrigt har jeg flere Steder i min Afhandling udtalt mig med stort Forbehold om min Ordnings Rigtighed i alle Enkeltheder og fremhævet, at der i Tidens Løb vil blive Adskilligt at ændre i den første Ordning. Jeg skal saaledes erindre om, hvad jeg skriver, Sep. Aftr. Pag. 73:
"Det maa imidlertid paa Forhaand fremhæves, at et saa stort, saa indviklet og ofte usikkert Stof, som dette, ikke lader sig bringe i en sikker og paalidelig Ordning ved en første Undersøgelse. De foreliggende Fund have langt fra kunnet være tilstrækkelige og fyldestgjørende, og mangt et Spørgsmaal maa lades ubesvaret, mangen en Løsning henstaa som en Mulighed, begrundet i et tilsyneladende Slægtskab mellem Typerne. En Ordning af Mynterne som denne maa derfor nødvendigvis i Tidens Løb undergaa Ændringer. Nye Fund ville bringe Oplysninger, som muligvis paa adskillige Omraader ville hidføre et andet Syn end det nuværende" o. s. v.
Jeg er saaledes ingenlunde blind for Manglerne ved min Ordning af Mynterne, og jeg veed tilfulde, at en senere Tids, paa et rigere Materiale baseret Undersøgelse vil bringe adskillige Ændringer. Men der skal jo rigtignok mere til end Hr. M.-B.'s Kritik, selv om den serveres paa tykt Papir og exporteres paa tarveligt Fransk.
Hr. M.-B.'s Udladelse om, at jeg "nærer en ringe Tillid til Mønternes forskjellige Tegn", er ufattelig. Hvad jeg nærer en ringe Tillid til, er, at det vil kunne lykkes gjennem Myntmærkerne at tilveiebringe noget brugbart Materiale til Løsning af Spørgsmaalet om Mynternes Ordning. De forholdsvis faa Mærker og Tegn have været benyttede og varierede paa saamange Maader af saamange Mennesker, at al Granskning herpaa høiest vil føre til løse Gisninger.
Hr. M.-B. skriver (Pag. 3), at "findes en Rist paa Mynten, er Hr. H. dog strax tilbøielig til at henføre den til Lund" uden at have bemærket, at Nr. 230. 262. 512 og 564 alle have en Rist, men dog ikke ere henførte til Lund. Hr. M.-B.'s Forsikring om, at Mynter med to korslagte Riste "efter Symbolikens Regler" (!) ikke kunne tilhøre Lund, faar ingen Vægt ved Siden af de af Andre antagne sikkre Beviser gjennem Fundene for, at Mynterne dog tilhøre denne By.
I Modsætning til mine faa, men paalidelige Forklaringer af Bogstavmærker paa Mynterne mener Hr. M.-B, at man ogsaa skal "tillægge de andre Bogstaver en bestemt Udtydning, istedetfor i Flæng at kaste dem ind under et Møntsted. Det synes ikke at være vanskeligt at finde Navne, paa hvilke Bogstaverne kunne prøves." Nei det er saamænd ikke saa vanskeligt, naar Udtydningen giøres til rent gjætteværk; men det har ikke været min Opgave.
Hr. M.-B. har særlig "grublet over Z (Nr. 564-67) og Y (583. 584) som meget gaadefulde." Efter den megen Grublen er han kommet til det Resultat, at Z skal læses som N, skjøndt ogsaa Formen X findes, og Bogstavet er et ganske simpelt Middelalders S efter Datidens almindelige Stil. Halvmaanerne, som han omtaler, ere just et Bevis imod ham, da de saavel paa Adversen som paa Reversen ere anbragte ved Siderne. Y skal være et "Misdæderkors"! Ja, hvorfor ikke! Jeg veed kun ikke, hvorfor der skal tillægges det uskyldige Y en saadan Betydning. Granskningen kan stundom føre til de mest forbausende, men ikke altid holdbare Resultater.
Hr. M.-B. kunde nok have forudsat, at ogsaa jeg har tænkt paa Saxkjøbing ved Bestemmelsen af Mynten med en Sax (Nr. 568), og at jeg har havt særlige Grunde til at henføre den til Roskilde. Hvorvidt Saxkjøbing paa hin Tid har havt noget lignende Bymærke, vides ikke; men i dette omhandlede Tilfælde taler Sandsynligheden afgjort for, at Saxen ikke er Myntstedets, men en Persons Mærke. En Sax, nøiagtig af samme Form som den paa Mynten, vil findes i den sjællandske Præst Johannes Bondesøns Segl, Aar 1400. (Se H. Petersen. Geistlige Sigiller Nr.384). Mynten passer i Størrelse og Arbejde nøje med de samtidige Mynter fra Roskilde, og da den i de sidste 3 Aar vides at være fundet 5 Gange paa Sjælland, er jeg overbevist om, at dens Henførelse til Roskilde vil vise sig at være rigtig. Med Hensyn til at henføre Mynten med Neldebladet (Nr. 569) til Saxkjøbing istedetfor til Roskilde, fordi Grev Johan af Holsten havde Lolland i Pant, skal jeg tillade mig at oplyse Hr. M.-B. om, at Grev Johan ogsaa havde Sjælland i Pant "med al kongelig Ret og Frihed", hvorfor Myntretten utvivlsomt er indbefattet heri.
Eftersom Hr. M.-B. indlader sig paa heraldiske Betragtninger (Pag. 5). burde han dog have vidst, at Lilien findes anvendt i en Mangfoldighed af højst forskjellige Vaabener, hvorfor der ingen særlig Grund er til, at Lilien just skal henføres til Odense. I min Afhandling Pag. 22 har jeg anført tilstrækkelige. Grunde, som tale imod, at Odense i det omhandlede Tidsr'um har havt nogen selvstændig Mynt. Hr. M.-B.'s Tilbøielighed til at antage det Modsatte har ikke svækket min Overbevisning. Ligeoverfor hans Belæring om de to Former paa Lilien, hvoraf den ene først skulde forekomme Løbet af det 14de Aarhundrede, skal jeg kun oplyse ham om, at netop denne Form forekommer paa Ribes Biskop Esger's Contrasegl fra 1260. (Se Geistlige Sigiller Nr. 801), medens den anden Form findes, for iflæng at tage et Exempel, paa Præsten Jep Gregersens Segl fra 1443. (Se sammesteds Nr. 928).
Hr. M -B. giver os derpaa Leilighed til at faa et lille Indblik i hans historisk-geografiske Kundskaber eller rettere hans Mangel derpaa. Blandt de Steder i det danske Rige, hvor han "fristes til at tro", at der er slaaet Mynt (Pag. 5) anfører han med stor Skarpsindighed Riga og Stralsund, to, efter hvad man hidtil har antaget, paa den Tid aldeles fremmede Byer, hvis Mynter end ikke i mindste Maade have været paavirkede af Danmarks Myntvæsen. Hr. M.-B. har desværre ikke givet nogen nærmere Forklaring af dette gaadefulde Punkt; men han skulde vel ikke have forvexlet Reval med Riga og Rygen med Stralsund? Jeg tillader mig ialfald at antage dette.
Hr. M.- B. vender derpaa atter tilbage til Heraldiken, lokket af Mynten Nr. 515, hvis Reversmærke i hans Øine, tiltrods for Punkterne i Vinklerne og de lige lange Korsarme, er et "Processionskors" - "Børglums Stiftsvaaben" - og derfor skal henføres til Børglum. I Virkeligheden er Sagen den, at et noget lignende Mærke findes i Børglums Biskop Johannes's segl (1365-69); men i børglumske Segl findes der ogsaa andre Stiftsmærker, saavel en enkelt Nøgle som to korslagte Nøgler, og hvorfor skulle da Mynterne med disse Mærker ikke ligesaa godt henføres til Børglum? Med Hensyn til et fast vedtaget Stiftsmæke for Børglum kan et saadant først Aar 1453 med Sikkerhed paavises; men det er da to korslagte Nøgler (Se Geistlige Sigiller. Fortale IX).
Mynten Nr 515, som afgjort optræder i sønderjydske Fund, er i alle Maader paa sin Plads i den slesvigske Myntrække og har aldrig havt det ringeste at skaffe med Børglum i det nordligste Jylland, hvortil der end ikke knytter sig den ringeste Hentydning til, at der nogensinde er slaaet Mynt. Vil man søge en Forklaring af samme Mynts Adversmærke, Bogstavet S, da kan man dog vanskeligt have nogen smukkere og med Fundene mere overensstemmende end den, at Myntstedet Slesvigs Navn skal betegnes herved. Hr. M.-B.'s Grublen med Børglum som Basis har derimod affødt det Resultat, at Bogstavet skulde gjælde den børglumske Biskop Svends Navn (1369-96), skøndt Mynten forekommer i Fund, der ligger en 40 Aar forud for samme Biskops Embedstiltrædelse. Mynten vilde saaledes ikke godt kuime tilskrives ham, selv om der nogensinde var slaaet Mynt paa Børglum. Hr. M.-B.'s Anmodning om, "at maatte udbede sig Plads til Mynten under Valdemar Atterdag" kan derfor ikke godt efterkommes.
Endelig skal jeg i Korthed berøre de Fredløses Udmyntninger under Erik Menved paa øen Hjelm og paa Hunehals Slot. Hr. M.- B. antager (Pag. 7), at disse Mynter skulle være at søge mellem dem, som ere opførte i Rækkerne som lovlig Mynt, og hvoraf flere forekomme i mange Fund rundt om i Landet. Hr. M.-B. slutter. at da disse Mynter ere fundne hele Landet over, og da de Fredløse lod deres falske Mynter sprede hele Landet over, saa maa det være de samme Mynter. Men de historiske Vidnesbyrd tale bestemt herimod. De Fredløse sloge ikke selvstændig Mynt af samme Værdi som de lovlige Penge; men de forfalskede Landets gangbare Mynt, som ikke blot var det sidste Aars Udmyntning, hvormed Skatter og Afgifter betaltes, men ogsaa ældre Penge, som vedvarende holdtes i Omløb til en ringere værdi. I de samtidige Aktstykker omtales udtrykkeligt, at de fredløse udmyntede falske Penge, ganske lig de danske, med kongeligt Navn og med samme Præg som Rigets gjængse Mynt, men af yderst ringe Værdi. Mynterne have altsaa havt Omskrift. hvilket viser, at det bl. a. har været Mynter fra Erik Glipping, som ere eftergjorte. Da det ingenlunde er sjeldent at træffe falske Mynter fra denne Periode, taler Sandsynligheden for, at disse kunne være udmyntede af de Landflygtige. Tiltrods for Hr. M.-B.'s Udtalelse om det Modsatte (Pag. 8), mener nu jeg, at det maatte ligge nær at vente Oplysninger om de Landflygtiges Udmyntninger paa Hjelm netop gjennem Fund paa selve Øen.
Nu skulde man vente, at Resultatet af Hr. M.-B.'s paa dyb Grublen hvilende Kritik af mit Arbeide og det deri anvendte System maatte blive en Omordning efter hans Skjøn af de ved mig opstillede Myntrækker. Men nei! Med Forbauselse ser jeg mine kjendte Geledder møde Side op og Side ned ganske efter min Rangering. Hr. M.-B. har derved vist, at ligesaa lidt som han formaar at nedbryde de af mig opstillede Resultater ved sin Kritik, ligesaa lidt er han istand til at opstille noget Andet og Bedre. De Sagkyndige, "Vennerne af Danmarks Numismatik", ville have let ved at dømme saavel om hans Mangel paa numismatiske Kundskaber, som om den Dristighed, hvormed han uden Tilladelse har benyttet Andres Arbeider, og de ville sikkert finde det velfortjent, at jeg giver hans Bog Skudsmaalet: Plagiat!
Kjøbenhavn, d. 11te October 1887.
P. Hauberg.