Introduktion til en nyordning af de danske udmøntninger i tiden fra Valdemar den 2. Sejrs senere regeringsår til Valdemar den 4. Atterdag.
Niels Stigsens møntreform af 1234/35 og dens skæbne indtil hans fald i 1245.

af K.G.Kaaber

II. Fortsat


Forskningsgrundlaget

1. Officinmønsteret

For at nå til et bæredygtigt resultat for den nærmere bestemmelse af de enkelte udmøntninger er det på ethvert tidspunkt inden for perioden nødvendigt at klarlægge sig det aktuelle officinmønster, for så vidt angår de på det pågældende tidspunkt igangværende møntsteder.

2. Det foreliggende typemateriale

Det spørgsmål, som herefter er af størst betydning for den samlede systematisering af periodens udmøntninger, er spørgsmålet om man på nærværende tidspunkt har kendskab til, om ikke samtlige periodens udmøntninger, så dog i hvert fald til de udmøntninger, som dækker de ubrudte emissionsforløb i alt fald ved de respektive hovedmøntsteder.

Umiddelbart synes de oplysninger om nytilkomne typer, som de fremgår af de siden Hauberg foretagne registreringer, at vise, at man faktisk allerede på Haubergs tid var i besiddelse af et sådant kendskab, men en erkendelse heraf kunne Hauberg ikke nå frem til på grund af de forudsætninger, han arbejdede udfra. Til dette forholds nærmere belysning vil de siden Hauberg nytilkomne typer blive gennemgået efter nedenstående redegørelse for en række siden da nytilkomne skattefund.

Nytilkomne skattefund

Af supplerende skattefund, som er fremkommet efter Hauberg, og som er af betydning for dateringsproceduren, kan fra slutningen af 1200-tallet nævnes fundet fra Sakskøbing (F.P. 1039), der supplerer fundene fra Viborg (F.P. 478) og Ølst (F.P. 121), som Hauberg begge daterede til o.1284, men som mere nøjagtigt sammen med Sakskøbingfundet refererer sig til ufredens år 1282 jfr. Rydårbogens notat fra dette år: "Strid opstår mellem kong Erik og de fyrstelige herrer", hvorved der kun kan hentydes til junkerne Valdemar og Erik Eriksen, sønnesønner af kong Abel.

Efteråret 1290 dækkes af to nytilkomne fund fra Nykøbing Sj. (F.P. 1734) og Trustrupgård (F.P. 1704), som henholdsvis som et købmandsfund af den aktuelt kurserende mønt og som et lagdelt hoarding- eller opsparingsfund, begge har relation til sommerens og efterårets militære operationer, såvel de norskes som de fredløses både på Sjælland og i Jylland. Det kan dog også tænkes, at der bag det sidstnævnte fund i stedet ligger en kongelig operation rettet mod Stig Andersens stillinger i og omkring Århus, måske i forbindelse med dennes opførelse af borgen på Hjelm, som årbøgerne netop daterer til året 1290.

Hjelm-epoken, som Hauberg kendte meget lidt til - kun i form af nogle få enkeltfund - belyses derimod fortrinligt gennem to nyere skattefund. For det første Lille Mussefundet (F.P. 739). Fundstedet er beliggende på Lolland på vej nordpå fra overfartsstedet i Nysted. Fundet er nedlagt i 1292/93. Typesammensætningen er interessant, idet den viser, at fundets ejermand har foretaget omveksling af en del af sine penge fra nørrejysk eller slesvigsk mønt til sjællandsk mønt efter at være gået i land i Nysted. Det andet fund i denne forbindelse er Vorrefundet (F.P. 1742), nedlagt 1294. Sidstnævnte fund indeholder samtlige epokens udmøntninger, herunder fortrinsvis de falske udmøntninger fra Hjelmværkstedet, hvilket fremgår af det store antal lødighedsprøver, som møntkabinettet har ladet tage af en række af fundets typer. En væsentlig del af prøverne viser lødighed 0. I et enkelt tilfælde viser ydermere 12 prøver af samme type alle 0 jfr. MB 170. Fundet dateres til efteråret 1294 kort tid efter Mikkelsdag.

De fredløses virksomhed belyses endelig af Galsters rekapitulation af 1928 i en artikel i Nationalmuseets Arbejdsmark af det da fremkomne fundmateriale fra Hjelm. Dette materiale er yderligere forøget med senere fremkomne fundoplysninger i forbindelse med systematiske udgravninger af Stig Andersens fortifikationer på øen.

Skælskørfundet (F.P. 1735) markerer et møde mellem den danske og den norske konge, som skal have fundet sted i denne by i august måned år 1300 ved Erik Langben, hertugen af Langelands formidling.

Således kan man fortsætte over en række nyere fund, der refererer sig til den første del af 1300-tallet, sluttende med et nørrejysk fund fra Veggerby (F.P. 522), der belyser udmøntningerne i Nørrejylland i årene 1333/34, hvor Junker Otto og hans tilhængere forsøger at befæste deres stillinger over for panthaveren, grev Gert, og de troppekontingenter, han må have haft stående her, hvor kun visse enklaver - bl.a. byen Århus - synes at være befriet af patrioterne i løbet af efteråret 1333 og foråret 1334.

Håbet om Jyllands befrielse tra holstenerne brister imidlertid brat ved Junker Ottos nederlag og hans tilfangetagelse på Taphede den 6. oktober 1334.

Det skal bemærkes, at en detailleret gennemgang af fundene fra den del af perioden, der løber fra ca. år 1300 og fremefter, udsætter det haubergske system for væsentlige omdateringer af en række af de af ham kendte ældre fund. En sådan omdatering vil det være for vidtgående her at optage til drøftelse i enkeltheder. Emnet vil blive behandlet ved en senere lejlighed i forbindelse med en oversigt over samtlige daterende skattefund.

Årsagen til, at Haubergs dateringsprocedure for størstedelen af skattefundene efter år 1300 blev afsporet, er, at han ved registreringen af fundet fra Fole (F.P. 52) har henregnet mønten MB 542 til typen MB 544 m.fl., idet han har ladet sig vildlede af motivvalgets tilsyneladende identitet mellem de to udmøntninger, nemlig stjerne på averssiden kombineret med et neutralt græsk kors på reversen.

Fejlregistreringen var årsag til, at fundet fra Fole af Hauberg blev dateret som nedlagt o.1335. Men omregistreringen til 1316/17 af de 5 eksemplarer af MB 542, som fandtes i fundet, åbner muligheden for det nævnte funds rigtige datering til et langt tidligere tidspunkt end af Hauberg antaget, nemlig november/december 1316 i overensstemmelse med de øvrige i dette righoldige fund fremkomne udmøntninger.

I øvrigt skal det i denne forbindelse bemærkes, at ældre typer ofte blev genoptaget næsten uændret ved emission af nyere mønt undertiden endda adskillige år efter, at den oprindelige udmøntning definitivt var udgået af omsætningen. Som eksempel kan nævnes Christoffer d. 1.'s Århusmønt MB 103 fra foråret 1257, der blev genoptaget af formynderregeringen dronning Agnes/hertug Valdemar ved sidstnævntes tiltræden som rigsformynder i maj 1287. De to udmøntninger er i øvrigt meget vanskelige at skelne fra hinanden.

Tavle I
Nytilkomne typer efter Hauberg.

Nytilkomne typer efter Hauberg

Siden Hauberg er der kun fremkommet ganske enkelte typer, som ikke allerede var kendt på Haubergs tid. Først skal nævnes mønten fra bispetorvet i Århus jfr. samling L. E. Bruun nr.3690. Denne mønt indtager en særstilling, idet den forekommer hyppigt i enkeltfund, hvorimod den er ukendt i skattefundene. Den har på averssiden et S mellem to kugler og på reverssiden en bispestav mellem halvmåne og stjerne. De talrige enkeltfund synes at placere mønten i Århus. Emissionen må i betragtning af de manglende skattefund formodes at stamme fra tiden efter Junker Ottos nederlag på Taphede ved Viborg i efteråret 1334. I henhold til sit motivvalg må den i så fald være slået af biskop Svend af Århus, der var én af lederne i modstandsbevægelsen mod Holstenerne.

De øvrige nytilkomne emissioner stammer - bortset fra en enkelt mønt, der er fundet på Hjelm - fra tre forskellige skattefund, som er fremkommet efter Hauberg.

I Trustrupgårdfundet (F.P. 1704), der som tidligere nævnt må betragtes som et lagdelt hoardingfund, nedlagt ultimo september/primo oktober 1290, jfr. den sjællandske landsmønt MB 274 fra 1290/91, som fandtes i et enkelt eksemplar i fundet, fremkom i et antal af 6 eksemplarer - en tilsyneladende variant af den sjællandske landsmønt MB 233 fra den første del af emissionsåret 1280/81. Møntens aversside har et "E" i en sfærisk firkant. Reverssiden har et "P" i en tilsvarende indfatning. Denne udmøntning må imidlertid efter sit motivvalg referere sig til Erik Glipping og biskop Peder Skjalmsen (Bang) efter forliget mellem kronen og kirken i 1274.

Udmøntningen dateres til umiddelbart før biskoppens død 23. juni 1277, hvorefter emissionen formodes indstillet.

Fra fundet fra Sakskøbing (F.P. 1039), der dateres til efteråret 1282, stammer en variant af den sjællandske landsmønt fra marts 1282/sept. 1283 MB 208. Landsmøntens avers har et "R" i et heksagram - "R" betyder i denne forbindelse "Rex" ikke "Roskilde". Reversen har et neutralt krykkekors. På den i Sakskøbingfundet fremkomne vanants aversside er bogstavet "R" erstattet af et græsk kors. Varianten repræsenterer vel biskop Ingvar, (1280-23/4 90) som i håndfæstningsåret og under urolighederne, der karakteriserede situationen mellem kronen og Slesvig, formentlig først fik lejlighed til at markere sin andel i mønten fra marts 1282 omkring det normale møntskifte ved Mikkelsdag samme år.

I krigskasse-fundet fra Vejstrup (F.P. 2253), dateret til august 1328 fremkom i et enkelt eksemplar - registreret som nr.54 i fundet - en interessant ny type, en mønt med krone uden korpus på averssiden og et nældeblad på reverssiden. Denne udmøntning tilskrives grev Gert som nyudnævnt hertug af Slesvig på rigsmødet den 15. august 1326 efter kongeskiftet den 7. juni samme år. Fritze Lindahl antyder ved publiceringen af Vejstrupfundet i Nordisk Numismatisk Årsskrift 1949, s.36, denne bestemmelse af mØnten som en forsigtig fremsat hypotese.

Heraldikken er dog af en sådan styrke, at der ikke synes nogen tvivl om bestemmelsens rigtighed, men der kan rejses spørgsmål om udmøntningens varighed og omfang.

Mønten har vel dårligt nok cirkuleret. Motivvalget har nok været for udfordrende hvorfor fremstillingen af den omgående er standset. I stedet er den påtænkte udmøntning erstattet af en emissionsvariant al kong Valdemar den 3.'s jysk/fynske landsmØnt med motivvalget 6-oddet stjerne på aversen kombineret med et neutralt kors på reverssiden. jfr. MB 544 m.fl., konkret formodes MB 541 at dække denne Slesvigudmøntning.

I samme fund er i øvrigt en anden slesvigsk mønt repræsenteret, registreret som nr.50 i fundet. Placeringen skyldes motivvalget. Averssiden fører som våbenmærke en i begge ender afkorset stav mellem halvmåne og stjerne. Reverssiden har et neutralt krykkekors med kugler i vinklerne. Hauberg kendte ikke typen. Ud over det her omtalte eksemplar er typen kendt fra et enkelt kirkefund fra Sydjylland. Formentlig skal emissionen dateres til umiddelbart før hertug Valdemar d. 5.'s valg til konge den 7. juni 1326 som Valdemar d. 3. af Danmark. Stavmotivet har været anvendt af hertug Valdemar d. 4. et par gange som reversmotiv, men dets betydning synes ikke umiddelbart at lade sig tolke. Første gang hertug Valdemar anvender motivet, er i forbindelse med hans andet oprør mod kronen i foråret 1283, som fandt sin afslutning i et forlig og hans påfølgende forlening med Slesvig samme år. Næste gang hertug Valdemar anvender motivet, er i forbindelse med emissionen af den sjællandske landsmønt fra året 1307/08, MB 628-629, som han formodes at have haft i pant som sikkerhed for sine udlæg i forbindelse med krigen mod Sverige. Sidstnævnte fører i øvrigt som våbenmotiv Abelslægtens fembladede rose, som den bl.a. kendes fra kong Abels jyske landsmønt fra 1250/52.

Endelig findes der én ligeledes af Hauberg ukendt type, som er fundet i et enkelt eksemplar på Hjelm. Motivvalget består af en lilje på møntens aversside kombineret med to korslagte bispestave under en stjerne På reverssiden. Eksemplaret fandtes i L. Chr. Petersens møntsamling, jfr. salgskatalog af 1917 nr.1084. Dette eksemplar nævnes af Galster i hans førnævnte artikel om Hjelm som fundet på denne ø. Det drejer sig sikkert om et udkast til kronens og kirkens fællesmønt fra Viborg for emissionsåret 1290/91 MB 496, der i stedet for liljen er forsynet med kongens modvendte portræt på averssiden, medens reverssiden er den samme, nemlig to korslagte bispestave under en stjerne repræsenterende biskop Laurentius (1286-1297). Mønten er den sidste emission fra Viborg, inden Hjelm sætter ind med sin møntvirksomhed, og Viborg til gengæld standser sin.

Dogmet om det årlige møntskifte

Dogmet om det årlige møntskifte som en fast institution, der har været i brug under hele perioden har tilsyneladende sin solide baggrund i visse forordninger, nemlig Erik Glippings forordninger af maj 1284 for henholdsvis Sjælland og Nørrejylland samt Erik Menveds forordning af 13. marts 1304, der samstemmende fastslår, at der skal slås ny mønt hvert år til Mikkelsdag ved de igangværende møntsteder. Denne bestemmelse har ifølge adskillige kildespor også været praktiseret i Skåne, mens Skåne var et selvstændigt kongerige i personalunion med Sverige under Magnus Eriksson. Det er temmelig oplagt, at Hauberg har ladet sig blænde af et så vægtigt kildemateriale til at antage, at denne praksis har været gældende under hele den pågældende periode - også i Vestdanmark. Men møntrækkerne viser noget andet.

Resultatet af studiet af møntrækkerne er følgende: Før regeringsskiftet sommeren 1278, hvor drosten Uffe Nielsen Neb trådte tilbage og afløstes af Peder Nielsen Skovgaard, kaldet "Hoseøl", har det årlige typeskifte ikke været praktiseret. Det samme gælder i et vist omfang også tiden efter en i 1316 foretaget revaluering og derefter perioden ud til de regelmæssige udmøntningers ophør omkring 1336. Typeskifter i periodens begyndelsesfase og dens slutfase beror da så godt som udelukkende på ændringer i de politiske konstellationer, herunder personskifter inden for kongemagt, regeringsledelse eller den del af kirken, som har fået tillagt møntret samt inden for den kreds af personer, herunder hertugen af Slesvig, som optræder på den politiske arena som møntherrer. Endelig spiller dikterede lødighedsændringer ind. Alle disse situationsændringer afspejler sig hver på deres vis i de pågældende møntherrers motivvalg.

Dogmet om det årlige typeskift har for Hauberg været en ødelæggende hæmsko for hans undersøgelser. Antallet af typer, som han har indkredset og defineret dem, har simpelthen ikke slået til til at dække de fornødne antal årgange, og Hauberg har da slået sig til tåls med manglende kendskab til et større antal udmøntninger. Man kan nu på baggrund af det foranførte angående nytilkomne typer siden Hauberg anskueliggøre sagen således, at man faktisk allerede på Haubergs tid havde det fornødne kendskab til samtlige udmøntninger inden for de afgørende emissionsforløb, idet de siden da nytilkomne typer og varianter, bortset fra deres almindelige historiske interesse, kan betegnes som betydningsløse for selve dateringsproceduren.

Dateringsprocedurens underafsnit

Nok fremtræder den her behandlede periode som en helhed, som har sit udgangspunkt i kansleren Niels Stigsens møntreform i 1234-35, hvis officinmønster er normgivende for hele perioden, for så vidt angår landsmønterne for Sjælland i Roskilde og Jylland i Ribe, med underofficiner i Århus, Viborg og Odense samt Slesvigmønten. Men dateringsproceduren er på forskellige tidspunkter afhængig af forskellige faktorer og navnlig den vægt, der skal tillægges disse i et sammenspil. Det vil derfor være nødvendigt for at anskueliggøre grundlaget for de videre undersøgelsers forløb og resultater at opdele perioden i en række underafsnit baseret på de pågældende dateringskriteriers specielle anvendelighed netop for det enkelte underafsnit.

Man kan i denne forbindelse kun beklage, at det skriftlige kildemateriale, som danner grundlaget for systemets opbygning, selv når det drejer sig om vigtige historiske data, ofte kun indeholder en antydning af et hændelsesforløb, måske kun en lakonisk næsten intetsigende omtale af det, der dengang skete, og som såvel samtid som eftertid - selv ud fra forskellige værdinormer - må betragte som begivenheder af skelsættende betydning. Mønterne kan da i kraft af motivvalg træde til og som et samtidigt kildeelement være med til at belyse visse begivenheder samt visse personer, deres handlinger og deres betydning for hændelsesforløbet, som det dengang udspillede sig på den politiske arena.

Men for at vende tilbage til periodens inddeling i underafsnit. Der synes i hvert fald at tegne sig 6 sådanne afsnit, som i øvrigt er vidt forskellige, men hvor de første har visse kvaliteter, som de sidste mangler, i form af ind- og omskrifter, der klart angiver møntherrernes navne, som senere for kongens vedkommende ofte indskrænkes til et navnebogstav "E" for Erik. Bogstavet træffes i forbindelse med Erik Glipping, Erik Menved og tilsyneladende også i forbindelse med hertug Erik Abelsen af Slesvig samt hen mod periodens slutning i forbindelse med Erik Christoffersen dels på en mønt fra sommeren 1328, dels på en mønt fra efteråret 1331, på samme vis som bogstavet "C" ved en enkelt lejlighed markerer Christoffer den 2. Bogstavet dækker ved denne lejlighed hans mønt for Fyn MB 579a - først udgået fra Odense og senere fra Nyborg eller Svendborg. Mønten er emitteret efter hans tilbagekomst til riget i sommeren 1329.

Fortsættes


Tilbage til Dansk Mønt