Indledning
Christian V's randskriftspecier (1) udmøntet i Kongsberg i årene 1687-1696 indtager i nordisk mønthistorie en særstilling ved det store antal forskellige randskrifter. Hele 8 randudsmykninger kendes, hvoraf de 7 er egentlige randskrifter (tabel 1).
Kode (2) Tekst
Tabel 1: Randskrifter/randudsmykning. møntmærke = 2 korslagte hamre for møntstedet Kongsberg
De mange randskrifter (tabel 1) menes forfattet af præsten i Kongsberg Jørgen Nielsen Kongsberg (1655-1720), muligvis efter idé fra berghauptmann, Schlanbusch, som fra Harzen kendte til anvendelse af randskrifter sigtende til udbyttet fra sølvminerne
Randskrifters oprindelse og formål
Randskrifter er kendt fra medaljer fra midten af 1500-tallet, men er først anvendt til omsætningsmønt i 1658 under Cromwell ved udmøntning af hele og halve crowns (4). Metoden vandt hurtig udbredelse. I Danmark-Norge (5) blev randskrifter således anvendt allerede i 1668-69 til speciemønt fra Fr. III og forekommer ligeledes på de første københavnske specier fra Chr. V Men - i modsætning til de senere norske randskriftspecier - altid med kun een randskrift pr. mønttype.
Randskrifter tjener to hovedformål. Dels som beskyttelse mod affiling af kanten, og dels - mere ligetil - som ren og skær udsmykning af mønten. »TIL ZIER OG FORSUAR« som randskriften på de danske kroner og dobbeltkroner fra Fr. V 1747 direkte proklamerer.
Men andre, mindre åbenbare funktioner kunne også være en mulighed. Randskriften A, der frit oversat lyder: »Slige skønne arbejdsfrugter bringer nordens vind til dansken« fremføres af Galster som en mulig hentydning til, at mønter med denne randskrift skulle være beregnet for eksport til den jyske halvø (6). En sådan tanke har som forudsætning, at mønter med forskellige randskrifter på Møntstedet holdes adskilt fra hinanden, hvorved randskriften automatisk får en funktion som kontrolmarkering af de pågældende møntpartier.
Såvidt det vides, rummer regnskaberne fra Kongsberg dog intet, der kan understøtte en sådan hypotese om en sammenhæng mellem mønternes randskrift og deres anvendelse, ligesom der heller intet er nævnt om den grundlæggende årsag til at anvende så mange forskellige randskrifter til iøvrigt stempelidentiske mønter .
Randskrifternes forekomst
Randskrift A er som den eneste anvendt til specierne 1687, 1688 og 1690; i 1687 dog med stjerne foran HÆC.
I den efterfølgende udmøntningsperiode 1692-96 anvendes randskrifterne A-F hvert år. I 1694 fremkommer yderligere randskrift G, benyttet allerede i 1693 til 1/2 specien (H.38), og den anvendes videre i 1695 og 1696 sideløbende med randskrifterne A-F. Fra 1692 kendes endelig 2 stempelidentiske eksemplarer med riflet rand - rand H - utvivlsomt resultatet af en begrænset forsøgsvirksomhed på Mønten (8). Rifling af randen var iøvrigt ikke nogen usædvanlig praksis, idet kronemønt slået samtidigt med randskriftspecierne i ikke så få tilfælde forekommer med riflet rand (9).
Mønter med randskrifterne D-F er i dag i almindelighed påfaldende sjældnere end mønter med randskrifterne A-C (10). Vi mangler konkrete oplysninger om brugen af de enkelte randskrifter, men statistisk lader en sådan forskel i mønternes nuværende hyppighed sig kun forklare ved en tilsvarende forskel i størrelsen af udmøntningerne (11). En konklusion, der sandsynliggøres af, at specier med randskrifterne D-F allerede i datiden synes at have været sjældne. Således omtaler et skrift om Norges sølvrigdom udgivet i Lübeck 1698 kun specier med randskrifterne A-C og G (12), ligesom den senere kancelliråd og storsamler Carl Deichman i 1777 kunne oplyse, at randskriftspecier »er blevet så rare, at kun få kan opvise et fuldt sæt heraf« (13).
Randing
Randskrifterne er påført møntblanketten ved hjælp af et såkaldt randværk (14)
En generel beskrivelse af brugen af et randværk er givet bilag 1.
Detaljerne i randingen af randskriftspecier er ikke tidligere beskrevet, og dette spørgsmål belyses nærmere i nærværende artikel, som knytter sig til den i 1989 publicerede stempelundersøgelse (1).
Undersøgelsesmetode
For om muligt at klarlægge Møntens forbrug af randebakker er karakteristiske dele af randskriften inden for hver randebakke aftegnet hhv. sammenlignet under et stereomikroskop (15) med mønten fastholdt lodret i en holder af pap. Til yderligere karakterisering af randebakkerne er afstanden mellem de enkelte ord i randskriften opmålt ved at placere mønterne på en måleskive med samme diameter som mønterne.
Som følge af mønternes krumning repræsenterer den udførte aftegning reelt en projektion. Under aftegningen er mønten drejet, men da drejningen ikke har kunnet udføres standardiseret, vil den resulterende aftegning af ord i randskriften ikke være målfast i bevægelsesretningen, hvilket gør det problematisk at afgøre, om randskrifterne er ens. Samme forbehold er dog ikke gældende, når det drejer sig om størrelsen af de enkelte bogstaver i randskriften.
Resultater
a. Randebakkernes antal og opdeling
Randing har efter mønternes udseende at dømme været en teknisk hårdhændet proces, hvilket afspejler sig dels i skred i randskrifternes tekst og dels ved talrige, gennemgående usystematiske småskader og uregelmæssigheder i bogstavernes udformning. Skader af langt mere generelt omfang end hvad der er gældende for møntstemplerne (16).
Ved at sammenholde udformningen af udvalgte bogstaver med disses indbyrdes placering i vertikalplanet - hvor virkningen af skred kan anses for minimal - har det kunnet påvises, at der til hver af randskrifterne B-G kun er anvendt eet typesæt af randebakker. Kun for rand A synes der at være anvendt mindst 4 sådanne typesæt, hver bestående af to adskilte randebakker (17).
Randskrifternes opdeling på randebakker er som vist tabel 2.
Tabel 2: Randskrifternes opdeling på randebakker (…) jfr. tabel 1. mm = møntmærke
b. Randingstidspunkt
Randskriftspecier er normalt randet før prægning. Randing efter prægning kendes - med een undtagelse - kun fra 1693-1696 - og kun for mønter med de sjældne randskrifter D, E og F. For 1696 er dog undtaget specierne med stor blanket (42 mm mod normalt 40 mm) (19), som er randet før prægning.
Mønterne randet efter prægning kendes ved, at deres kant i varierende grad er beskadiget på grund af det påførte pres fra randværket. I extreme tilfælde har presset været så kraftigt, at møntmaterialet har fået kontakt med siderne i randebakkernes fals, hvorved møntens kant fremtræder affladiget (fig. 1).
Mønter randet efter prægning er endvidere kendetegnet ved, at møntens bund buer opad mod randen (jfr. bilag 1, fig. 3). Et udseende, der gør det nærliggende at antage, at mønterne har været underkastet udglødning inden randingen.
Dette synes dog ikke at have været tilfældet, da en udglødning ville have krævet en efterfølgende rengøring af mønten, og derved skadet udseendet af den færdige mønt ved fjernelse af sølv fra møntens overflade (20). Og sådanne skader optræder ikke på mønterne.
Diskussion
a. Randebakkernes antal
Det vides ikke, hvor stor holdbarhed den enkelte randebakke har haft. Schlösser anfører, at et randværk indført på Mønten i Paris i 1685 kunne rande 20.000 blanketter pr. dag, men nævner intet om det medfølgende forbrug af randebakker (21). Heller ikke Cooper siger noget herom i sit værk om møntfremstilling (22). Er randebakkernes tekst ydermere indslået ved anvendelse af en patrice, vil det næppe heller være muligt p.g.a. de førnævnte uregelmæssige skader i randskrifterne at fastlægge antallet af anvendte randebakker alene ved undersøgelse af randskrifterne.
Denne usikkerhed m.h.t. randebakkernes fremstilling og antal er baggrunden for kun at tale om typesæt af randebakker.
En mere minutiøs, teknisk undersøgelse af randskrifternes udformning kunne måske have elimineret denne usikkerhed. En sådan undersøgelse har dog ligget uden for rammerne af nærværende.arbejde.
b. Randingstidspunkt
Eksistensen af specier med normalt udseende både fra 1692 og 1696 med de sjældne randskrifter D, E og F dokumenterer, at der principielt ingen tekniske hindringer har været for i 1693-96 at foretage randing med disse randebakker før prægningen.
På trods heraf er flertallet af mønter med randskrifterne D, E og F, som tidligere nævnt, alligevel randede efter prægningen med en række åbenlyse skader til følge.
Et første trin på en forklaring på dette tilsyneladende paradoks er at finde i et eksemplar af specien 1692 S. 13 beliggende som nr. 10394 i L. E. Bruuns hovedsamling på Frederiksborg Slot og i fortegnelsen over samlingen beskrevet som »samme (som nr. 10393), men randskriften dobbeltpræget« (23).
Ved dobbeltprægning vil man normalt forstå, at samme præg er påført to gange. Men dette er ikke tilfældet for den aktuelle mønt. En nøjere undersøgelse af dens rand viser nemlig, at der under den eksisterende, sjældne randskrift E (NICHT AUS SILBERSUCHT o.s.v.) skjuler sig resterne af en anden, mere normal randskrift B (DET KLIPPERNE YDER o. s.v.). Mønten er med andre ord noget så ejendommeligt som omrandet.
Mønten i Bruuns Hovedsamling er den foreløbigt eneste kendte specie fra 1692 randet efter prægning. Og dens kant bærer de samme karakteristiske skader som beskrevet for specierne fra 1693-96 med rand D, E og F randet efter prægning.
Flere af disse fremtræder iøvrigt ligeledes med »dobbeltpræget« randskrift (f.eks. L. E. B. nr. 10407 S. 10 og 1694 S. 21 i KMM). Selvom den underliggende randskrift ikke umiddelbart lader sig dechifrere, kan der med eksemplaret fra L. E. Bruuns hovedsamling næppe herske tvivl om, at alle øvrige randskriftspecier, randet efter prægning, tilsvarende udgør omrandede eksemplarer af mønter med de mere normale randskrifter A, B, C og G.
En sådan slutning understøttes af den kendsgerning, at ingen mønter med de sjældne randskrifter D, E og F fra 1693-96 forekommer med stempelkombinationer, som ikke samtidigt kendes med een eller flere af de øvrige randskrifter (7).
Men hvorfor Mønten i Kongsberg har foretaget en så principielt unødvendig handling som at omrande eksisterende mønter, savner vi en nærmere forklaring på. Rønning har ikke i forbindelse med sine omfattende arkivstudier stødt på omtale heraf (24), og en nøjere gennemgang af regnskaberne fra Mønten vil næppe heller give noget svar.
Da randebakkerne til randskrifterne D, E og F har været anvendt på normal vis så sent som i begyndelsen af 1696 (7), er omrandingen mest sandsynligt sket som en eengangsforeteelse efter dette tidspunkt. Da det næppe er tænkeligt, at omrandingen er sket under Fr. IV, indskrænkes tidspunktet for omrandingen til perioden: slutningen af 1696 til og med 1699. Ingen randskriftspecier omtales i 1. udgaven af Museum Regium (1696), men forekommer talrigt repræsenteret - også med »omrandede« mønter - i 2. udgaven fra 1710 (25).
At ændre på kongens mønt var en alvorlig sag, så omrandingen kan næppe være sket på Møntens eget initiativ, men må være beordret fra allerhøjeste sted. Antagelig i forbindelse med en eller anden særlig begivenhed, man (kongen ?) ønskede at fejre ved uddeling (?) af mønter med de sjældne randskrifter D, E og F. Andre, mere vidtløftige muligheder kunne tænkes, og svaret herpå får vi måske aldrig.
Tilbage står blot den kendsgerning, at de norske randskriftspecier fra 1693-96 udover at fremvise det største antal forskellige randskrifter i nordisk mønthistorie også rummer et hidtil ukendt møntteknisk fænomen: Omranding.
At resultatet af fænomenet normalt ikke er synderligt kønt, må de lykkelige ejere af disse sjældne mønter med randskrifterne D, E og F leve med. De findes ikke bedre!
Bilag 1.
Randingsteknik i 1600-tallet
Randing af mønter udførtes i 1600-tallet ved brug af et randværk, hvor randskriften - eller anden form for randudsmykning - blev påtrykt ved at rulle møntblanketten mellem to parallelt stillede, såkaldte randebakker (fig. 2).
For at fastholde blanketten var hver randebakke forsynet med en fals, i hvis bund stemplet til randskriften var indslået eller indgraveret (27). Randebakke A (fig. 2) er fastmonteret, mens randebakke B kan bevæges mod A ved hjælp af et håndsving.
Randingen starter med B i yderstilling. Når håndsvinget drejes, ruller blanketten en halv omgang og randskriften påtrykkes. Hver randebakke leverer således halvdelen af den samlede randskrift. Det største pres på blanketten under processen udøves, når randebakken slipper, og det efterlader et aftryk på randen, som således afslører randskriftens opdeling på randebakker (28).
Randing kunne ske før eller efter udglødning af blanketten, undertiden endog efter prægningen (29).
Randingstidspunktet afslører sig ved randens udformning på den færdige Mønt (30) (fig. 3).
Mønter randet før prægning, fremviser en svagt udbulet rand forårsaget af det senere prægetryk. Endvidere vil perleringen, der som standard markerer møntstemplets afgrænsning, ofte gå en smule ned i randskriften. Metoden giver dog - som dokumenteret af de fleste randskriftspecier - fuldprægede mønter med en plan bund.
Mønter randet efter prægning, fremviser en affladiget rand, men til gengæld en svagt opadbøjet kant forårsaget af det efterfølgende tryk fra randværket.
Den kgl. Mønt- og Medaillesamling, København og Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot takkes for udvist imødekommenhed og venlige arbejdsforhold i forbindelse med undersøgelsen. En særlig tak skal rettes til Bodil Selnes og driftsingeniør Olav J. Herstad, Den Kongelige Mynt, Kongsberg for fremsendt materiale og oplysninger om randingsteknik.
(NNUM 1991 side 22-28)
Noter
Litteratur