KLIK for forstørrelse!

Guldpagoden fra Trankebar

af Jørgen Steen Jensen

Blandt de mange hundrede mønter, der blev udmøntet i Trankebar fra Christian IV.s tid og frem til salget 1845, står guldpagoden som noget særligt. Dels er det den eneste regulære guldmønt i hele koloniens historie, og dels er vi i den heldige situation, at vi takket være nogle papirer, der er bevaret på Rigsarkivet (Asiatisk Kompagnis arkiv, nr. 1378 c) og som for øvrigt allerede er benyttet af J. Wilcke (Kurantmønten, Kbhvn. 1928) er temmelig velorienteret om baggrunden for mønten. Endelig er den ikke særlig almindelig, og der kan derfor alt i alt være god grund til at betragte den nærmere.

På den kornede forside ses i midten Christian VII.s kronede monogram, mens bagsiden har en ikke særlig tydelig fremstilling af en indisk gudinde, eller, som der står i Møntsamlingens gamle protokol, "en indisk Afgud". Bortset fra det danske kongemonogram ligger mønten i stil og udførelse meget tæt op ad en gruppe indiske guldmønter, der af europæerne kaldtes pagoder. Den ældste af denne type prægedes i 1600-tallet, men i løbet af 1700-tallet blev den efterlignet i modificeret form adskillige steder (Georg Galster har skrevet herom i Numismatisk Forenings Medlemsblad, bd. 7, 1925). Mens der oprindelig var tre guddomme, Vishnu med hustruerne Lakshmi og Parvati, gik man senere over til kun at vise én person, formentlig Lakshmi, der var gudinde for kærlighed, ægteskab, frugtbarhed og rigdom.

Prægningen i Trankebar er fremkommet ved privat initiativ, nemlig fra firmaet Harrop & Stevenson, der i januar og februar 1789 foreslog Peter Anker, kgl. guvernør over Trankebar, en udmøntning. Hvis man i Trankebar fik udmøntet det ostindiske guld, der indførtes til Sydindien og normalt blev ført videre til Madras for der at blive præget, ville det bidrage til forøget handel i kolonien, ligesom der på forskellig måde ville komme en indtægt af denne udmøntning. Det foresloges, at pagoden skulle have Christian VII.s monogram, og udmøntningen forventedes at blive på 2-300.000 stk pr. år.

Vi forstår bedre baggrunden for handelsfirmaets forslag, når vi hører, at Trankebars søhandel netop i årene 1788/89 var nede på et lavpunkt, og det ville man naturligvis gerne væk fra. Imidlertid blev udmøntningen ikke særlig stor, ifølge en bevaret oversigt blev der udmøntet 18.375 pagoder i tiden 13. marts til 28. april 1789, hvortil formentlig kom endnu henved 1000 for guvernøren privat.

Et var nemlig at starte udmøntning af en ny mønttype, noget ganske andet var at få den alment accepteret. Franskmændene i Pondicherry og det nærliggende Karikal havde ikke noget imod den, men englænderne i Madras var ikke begejstrede. Rajahen i Tanjore kunne ikke gå imod den nye udmøntning, for han havde allerede 1753 givet tilladelse til at præge Porto-Novo pagoder. Af høflighed spurgte man dog endnu en gang.

Når udmøntningen blev så kortvarig, godt seks uger, skyldtes det måske også uvilje fra de indiske veksellerere, the shroffs. Det har næppe nyttet meget, at man den 14. maj lod konstatere, at de såkaldte Scotts pagoder, der var meget udbredte, var lidt undervægtige og skulle sættes til en tilsvarende lavere kurs i bazaren, mens Trankebarpagoden skulle gå for fuldt pålydende - en sådan bestemmelse har temmelig sikkert irriteret veksellererne.

Hvorom alting er, så er og var mønten temmelig sjælden. Der gik mange år efter prægningen, før Den kgl. Mønt- og Medaillesamling fik sit stykke; det er dog indkommet før Frederik VI.s død, 1839. H. H. Schou, forfatteren til den kendte møntbeskrivelse fra 1926, kunne i sin aftrykssamling (der nu opbevares på Møntsamlingen) notere otte kendte eksemplarer, og selv om der endnu skulle findes enkelte andre, er det dog ikke nogen almindelig mønt.

(fra: Møntsamlernyt 1/1975 side XXV)


Tilbage til Dansk Mønts forside