Fig. 142. Bogstavtype - B - brugt til den blå 10 rd.k. seddel, DOP 32 fra 1791.
Danmarks officielle Pengesedler 1713-1983 - Fortsat
Formalingen skete i ældre tid i stampeværker, men fra o. 1750 i Hollændere, d.v.s. valser forsynet med knive, som sønderdelte kludene. Ved formalingen bliver kludene flået og revet itu, så de opløses i taver, som svømmer rundt i vandet, og den således fremkomne papirvælling føres derefter over på et siagtigt underlag, hvor vandet kan løbe fra, medens taverne filtrer sammen til papir, idet der under processen på fibrenes overflade er blevet udskilt et lag af celluloselim, som kitter fibrene eller taverne sammen til et fast lag.
I ældre tid var al papirfremstilling rent håndarbejde. Fra stampeværket eller Hollænderen løb papirvællingen ned i et firkantet kar, bøtten, hvor der tilsattes lim. Papirmageren dyppede så formen en firkantet ganske flad ramme med et fint messingtrådnet - ned i papirvællingen, tog rammen vandret op og bevægede den frem og tilbage, medens vandet løb fra, og papirarket dannede sig. Rammen bestemte arkets størrelse og rammens højde bestemte papirets tykkelse. Fra papirmageren gik rammen videre til en anden arbejder, guskeren, som vendte op og ned på rammen og trykkede den ned mod et stykke filt, hvorved papiret løsnede sig fra rammen og kom til at ligge på filtet. En arbejdsdreng lagde et filtstykke over arket, og når der på denne måde var dannet en passende stabel, kom den ind under en presse, der pressede alt det overflødige vand bort. Til slut blev papiret lufttørret.
Ved hver bøtte kunne 2 mand og l dreng fremstille ca. 100 ark i timen eller på en 12 timers arbejdsdag ca. 1200 ark. (Størrelsen af et ark kan variere meget. Til de ældre danske sedler anvendtes Enkelt Bikube format, som måler 36 1/2 x 46 cm. Af et sådant ark kunne man fremstille 4 x 3 = 12 sedler. Arkene pakkedes i bundter på 500 stykker og et sådant bundt kaldtes 1 ris. Et ris papir vejede ca. 6 kg, svarende til 72 g pr. kvadratmeter).
I begyndelsen af 1800-tallet udviklede man maskiner, der kontinuert kunne fremstille papirbaner på ca. 1 meters bredde. Disse maskiner, Langviremaskiner eller Fourdriniermaskiner, har et langt bånd af fint metaltrådsvæv, der som en endeløs rem løber rundt mellem to endevalser og undervejs bæres oppe af en række mindre hjælpevalser. Papirvællingen (pulpen), der kommer fra Hollænderen, ledes ud på båndet, hvor vandet løber fra, og taverne filter sammen til papir, hvis tykkelse reguleres af en lineal tværs over papirbanen. Tørringen af papirmassen kan fremskyndes ved opvarmning og ved bortsugning af vandet, således at papiret er helt tørt, når det ankommer til enden af maskinen og herfra rulles op i store ruller.
Disse maskiner egnede sig imidlertid ikke i første omgang til fremstilling af papir til pengesedler. Det er store krav, der stilles til seddelpapiret. Det skal indeholde tydelige vandmærker og være af en sådan kvalitet, at trykket står klart og skarpt. Det skal kunne tåle de store tryk, det bliver udsat for ved dybtryksmetoden. Endelig skal det kunne holde til det store slid og den hårde behandling, som en pengeseddel nu en gang kommer ud for. I lange tider var det kun det håndgjorte papir, der fuldt ud kunne tilfredsstille alle de krav, der stilles til seddelpapiret. Det var først i tiden mellem 1. og 2. verdenskrig, at man i udlandet for alvor begyndte at tage maskinpapiret i brug til pengesedler. I Sverige blev der på grundlag af de gode erfaringer i udlandet i 1939 installeret en papirmaskine til fremstilling af pengeseddelpapir på Sveriges Riksbanks Pappersbruk i Tumba; efter indkøring blev maskinen samme år taget i brug til fabrikation af papiret til de svenske femkronesedler (65).
Der er en væsentlig forskel på håndgjort papir og maskinelt fremstillet papir. Medens taverne i det håndgjorte papir lægger sig tilfældigt og i alle retninger, vil taverne i maskinpapiret komme til at ligge i papirbanens længderetning, og papiret vil derfor blive mere modstandsdygtigt i denne retning end på den anden led. Hvis maskinpapir bliver fugtigt, vil man - når det igen er blevet tørt - se, at det holder sig lige i den retning, der svarer til papirbanens længderetning, men krøller i retning tværs derpå; f.eks. er den danske 1972-series 10, 20, 50 og 100 kr. sedler alle trykt med længdesiden på tværs af papirbanen, sammenlign figur 164, side 291, således at øverste og nederste kant er mere tilbøjelige til at krølle end de korte sider.
I Langviremaskinen (fig. 140) fremstilles vandmærkerne ved at lade den endnu fugtige papirbane passere en valse med vandmærkemønstret i ophøjede partier, således at den bløde papirbane bliver tyndere på de steder, hvor det lyse vandmærke skal ses. Lyse vandmærker kaldes i fagsproget filigranvandmærker. Ønsker man i stedet reliefvandmærker med både lyse og mørke toner, indskyder man en såkaldt Dandyvalse eller Egouteur med mønstret i såvel ophøjede som forsænkede partier, hvorved der i den endnu meget bløde papirbane fremkommer både tyndere, lyse, og tykkere, mørke partier, som tilsammen danner det ønskede vandmærke.
Bedre vandmærker får man ved at benytte en anden papirmaskintype, rundviremaskinen, figur 141, hvor man ligesom ved det håndgjorte papir fastgør formene til vandmærkerne på det fine metaltrådsnet, hvorpå taverne sætter sig.
Foruden vandmærker har man en række andre sikkerhedsforanstaltninger. I maskinpapiret kan man på et sted, hvor papirbanen endnu er meget fugtig, fra små rør, som munder ud lige over papirbanen, tilføre små farvede taver, som filtrer sig ind i papiret. Metoden er en del anvendt i udlandet; herhjemme har den været benyttet på 1 kr. sedler, fra 1916, DOP 112, og på erstatningssedlerne, DOP 128-131.
I stedet for farve til taverne kan man bruge fluorescerende stoffer, således at de små taver, der er blandet i papiret lyser op ved bestråling med ultraviolet lys. Metoden er herhjemme brugt ved 1972. serien, DOP 148-153.
Endelig kan man blande fluorescerende Stoffer i trykfarven, således at visse partier af sedlen lyser voldsomt op, når de kommer under en lampe med ultraviolet lys.
Strandmøllen var én efter datidens forhold stor fabrik, som i 1700-tallet beskæftigede 46 mænd, kvinder og drenge og fremstillede 6000-13000 ris papir pr. år. I 1824 udvidedes fabrikken fra 4 til 6 bøtter og i 1829 satte J. C. Drewsen Skandinaviens første papirmaskine i drift, hvorefter produktionen steg til 36.000 ris/år. Heraf udgjorde papiret til pengesedlerne dog kun en ganske lille del, i 1843 således 700 ris på et år.
Fabrikationen fortsatte hos Drewsen indtil 1873. Derefter fik man papiret leveret fra Sveriges Riksbanks Pappersbruk i Tumba i nærheden af Stockholm. Denne virksomhed, som er verdens ældste statsejede papirfabrik, havde fremstillet papiret til de officielle svenske sedler helt tilbage fra 1755. Nu kom fabrikken tillige til at levere til Danmark i tiden 1873-1907.
I 1908 fik A/S De Forenede Papirfabrikker - der var stiftet 1889 ved sammenslutning af ni af de største danske papirfabrikker - overdraget leverancen.
Ved Silkeborg Papirfabrik blev der opført en særlig bygning udelukkende til brug for fremstilling af seddelpapir. I 1920 beskæftigedes der her 70 mennesker udelukkende ved fremstilling af papir til pengesedler - senere blev antallet dog mindsket noget. Forbruget af seddelpapir var i 1920 oppe på 6000 ris papir om året, hvortil ekstraordinært kom 1800 ris papir til 1 kr. sedlerne.
Det var stadigt håndgjort papir, der benyttedes til sedlerne, først i 1962 gik man over til maskinpapir, og 50 og 100 kr. sedlerne, DOP 143-146, findes derfor i en førsteudgave på håndgjort papir og en senere udgave på maskinelt fremstillet papir.
Da man til brug for 1972-serien, der skulle trykkes på Nationalbankens nye rotationspresser, skulle have papir med reliefvandmærker - et krav, der stilledes såvel af banken selv, som af Interpol - kunne de danske fabrikker ikke følge med længere, og det blev derfor den engelske papirfabrik Portals, der kom til at levere papiret til de ny sedler.
Portals fabrikken, der ligger i den lille by Overton, 80 km vest for London, er grundlagt i 1712, og siden 1724 har fabrikken haft leverancen af seddelpapiret til Bank of England. Portals er i dag verdens største virksomhed for fremstilling af vandmærkepapir, og fabrikken leverer nu papiret til pengesedlerne i 130 forskellige lande med et samlet forbrug af 10 milliarder sedler årligt (66).
Det af Portals Ltd. leverede papir til den danske 1972-serie har overordentlig tydelige og meget smukke vandmærker. I starten var der visse vanskeligheder med selve papiret, som viste sig at være noget sprødt. De fordringer, som Danmarks Nationalbank havde stillet til papirkvaliteten var meget strenge (strengere end fra Bank of England) og for at imødekomme dem havde fabrikken til at begynde med anvendt lovlig korte taver i papiret. Fejlen blev imidlertid hurtigt rettet, og siden har sedlerne været fuldt tilfredsstillende.
Da Nationalbanken i slutningen af 1970'erne stod over for at skulle udvide 1972-serien med en 20 kr. seddel, indledte De Forenede Papirfabrikker forhandlinger med banken om en ordre på papiret til de ny sedler. Da Silkeborg Papirfabrik, som hører under De Forenede Papirfabrikker, i begyndelsen af 1970'erne ikke længere var i stand til at levere til Nationalbanken, og da fabrikken omtrent samtidigt mistede leverancen af papir til aktier og obligationer til Københavns fondsbørs - i begge tilfælde fordi man ikke kunne klare de sikkerhedskrav, der nu stilledes til papiret - begyndte man et researcharbejde, som førte til at man i 1977 besluttede at ombygge en eksisterende Fourdriniermaskine, delvis på grundlag af egne konstruktioner, "System Silkeborg", således at maskinen blev i stand til at lave pengeseddelpapir med reliefvandmærker og indlagt sikkerhedstråd. Maskinen blev brugt til de nye færøske pengesedler med tilfredsstillende resultat, og i sommeren 1978 fik Silkeborg Papirfabrik så ordren på papiret til de ny 20 kr. sedler.
Fig. 142. Bogstavtype - B - brugt til den blå 10 rd.k. seddel, DOP 32 fra 1791.
Efter at satsen var blevet overtrukket med farve, blev det ark, der skulle trykkes, lagt oven på satsen og holdt på plads af et låg af lærred og papir, der blev lagt over og spændt fast med en ramme. Derpå blev det hele anbragt i en skruepresse, som blev skruet sammen, og så var aftrykket færdigt. På denne langsommelige måde kunne man højst trykke et par hundrede ark i timen, og arkene måtte ikke være for store, for ellers kunne skruepressen, der var lavet af træ, ikke udøve et tilstrækkelig hårdt tryk.
De næste sedler, Kurantbankens sedler fra 1737 og fremefter, var fremstillet som kobberstik. Billede og tekst blev graveret ned i en kobberplade, fordybningerne blev fyldt med farve, den overflødige farve blev omhyggeligt og forsigtigt tørret af, og så var pladen klar til tryk under pressen. Når der var taget 4-5000 tryk af en sådan kobberplade, var den så slidt, at den skulle stikkes efter eller eventuelt graveres helt om. Trykkehastigheden var væsentlig lavere end ved bogtryk.
I de næste hundrede år blev sedlerne fremstillet på lignende måde, enten som bogtryk (først direkte fra type-satsen og senere fra en afstøbning af denne) eller som kobbertryk. Omkring år 1800 indførte man presser af jern i stedet for træ, således at man blev i stand til at trykke større ark og med hårdere tryk, men processen var i øvrigt den samme som tidligere.
Mellem 1810 og 1820 begyndte man i Tyskland og England at fremstille de første egentlige trykkerimaskiner, diegelpressen (hvor trykket foregår mellem to flader) til mindre ark og hurtigpressen (hvor satsen køres ind under en trykcylinder hvorpå papiret sidder) til noget større ark. De blev langsomt udviklet til større fuldkommenhed og efterhånden også taget i brug i seddeltrykkerierne.
Samtidig skete der et stort fremskridt inden for fremstillingen af trykplader til kobbertryk, idet den amerikanske mekaniker Jacob Perkins udviklede en metode til mangfoldiggørelse af graverede trykplader til pengesedler. Perkins anvendte i stedet for kobber blødt stål, som efter graveringen blev hærdet, og derpå blev en cylinder af meget blødt stål rullet frem og tilbage over trykpladen, indtil alle fordybningerne i denne var overført som ophøjede partier på cylinderen. Derefter hærdedes cylinderen og kunne nu ved at rulles frem og tilbage over en ny blød stålplade lave fordybninger i denne, nøjagtigt mage til den oprindelige trykplade. På denne måde (transferring som det nu kaldes) kunne man fremstille så mange kopier, som man ønskede, alle mage til den oprindelige, og hver af disse nye trykplader kunne fremstille 30.000 tryk, inden de måtte kasseres. I forvejen kunne man ved afstøbning af bogtryk fremstille nøjagtig ens trykplader. Fra da af blev de sedler, der blev trykt af en bestemt type fuldkommen ens.
I 1834 indførte man i Danmark en kombination af kobbertryk og bogtryk, som skulle give større sikkerhed mod falsknerier. De første kobbertryk var ren frihåndsgravure suppleret med guillocharbejde, men på bagsiderne af 100 rbd. sedlen fra 1845 (DOP 72) og 50 rbd. sedlen fra 1850 (DOP 71) møder vi en maskinelt udført reliefgravure.
Fig. 143. Reliefgravure. Detalje af 50 rbd. sedlen DOP 71 fra 1850. Se figur 144.
Reliefgravuremaskinen var på dette tidspunkt en relativ ny opfindelse, udviklet i Amerika i 20'rne og 30'rne i forrige århundrede med det formål at lave en skraveret stregtegning af en plastisk model, således at stregernes større eller mindre indbyrdes afstand giver et billede af modellen belyst fra siden. Maskinen har en arm med en værktøjsdiamant, som indstilles til at gravere en række parallelle linjer med nøjagtig ens afstand på en kobberplade. Armen er forbundet med en føler, der glider hen over modellen; sålænge føleren bevæger sig på de plane dele af modellen, ridser maskinen lige streger, men når føleren bevæger sig op over forhøjninger på modellen, tvinges armen med skærediamanten ud til siden, afstanden mellem linjerne bliver større, og jo stejlere den del af modellen, som føleren bevæger sig op over, er, des større bliver afstanden mellem linjerne. Når føleren derimod bevæger sig nedad, går det omvendt, linjerne kommer til at ligge tættere. Figur 143 viser et udsnit af hjørnet af rammen omkring 50-tallet på bagsiden af sedlen DOP 71. Modellen har været en udhamret og ciseleret sølvplade (fig. 144). Nationalbanken fik på denne tid en udmærket kobberstikker i Erling Eckersberg, søn af maleren C. W. Eckersberg. Den unge Eckersberg var lige vendt hjem fra et studieophold i Paris og Italien, han arbejdede for banken lige til 1871, da han måtte trække sig tilbage på grund af svagsynethed.
Fig. 144. Udhamret og ciseleret sølvplade anvendt til reliefgravure på bagsiden af 50 rbd. sedlen DOP 71 fra 1850.
I Nationalbankens regnskaber finder man, foruden de egentlige regnskabstal (i rdlr. og i det følgende suppleret med de ækvivalente 1875-kronebeløb i parentes, tillige en række interessante detailler vedrørende den tekniske udvikling mellem 1835 og 1875.
Allerede i 1844/45 læser man: "Stempler til nye 100 rbd sedler. Et galvanisk Apparat. Diverse Staalplader. Forskelligt Arbejde. Ialt 1198 rbd." (2400 kr). Det er trykpladerne til 100 rbd. sedlerne i 1834-serien (DOP 72), det drejer sig om. Anskaffelsen af det galvaniske apparat viser, at banken var parat til at anskaffe det nyeste i tiden; princippet i galvanisk kopiering blev opdaget i 1837 og offentliggjort i 1840, samtidig med at den galvaniske overfladebeskyttelse - forsølvning af kobber- og stålpladerne - blev kendt, men de galvaniske apparater blev først sat i produktion i 1844.
Der var store arbejder i gang i seddeltrykkeriets værksteder i disse år. I regnskabet for 1850/51 findes posten "Gravering af Plader til nye 20 rbd Sedler samt til Bagsiden af 50 rbd sedlen. For en ny Presse. Honorar til Kunstneren i Anledning af bemeldte Sedler. Ialt 6.814 rbd" (13.630 kr). Det er 1834-seriens 20 rbd. seddel (DOP 70) og den nye bagside til 50 rbd. sedlen (DOP 71), det gælder.
I 1853/54 anskaffer man en ny guillochermaskine, som koster 1000 rbd. Fem, seks år senere er det de ny 5 og 10 rdlr. sedler (DOP 86 og 87), det drejer sig om; tegningerne til 5 rdlr. sedlen kostede kun 225 rdlr. (450 kr), men graveringen af nye trykplader kostede 1250 rdlr. pr. stk. Der anskaffedes nye presser, en håndpresse til 650 rdlr. og en hydraulisk presse til 881 rdlr.
Fig. 145. Trykplade til forsiden på 5 rdlr. sedlen DOP 88 fra 1873. Billedet spejlvendt.
I 1862/63 betaltes 350 rdlr. for afstøbning af stempel til 10 rdlr. seddel + diverse reparationer. og i 1863/64 kostede "En ny Presse og et Stempel, Forme og Plader til de ny 5 rdlr. Sedler. I alt 5.287 rdlr." Formene var beregnet til vandmærkerne i papiret, trykpladerne til 5 og 10 rdlr. sedlerne ses på fig. 145 og 146.
Fig. 146. Trykplade til forsiden på 10 rdlr. sedlen DOP 89, 1874. Billedet spejlvendt.
Tabel 9 og 10 giver en oversigt over Nationalbankens udgifter til seddelproduktionen mellem 1854 og 1874. Hver seddel kostede 3 3/4 øre og heraf bruges en tredjedel til de håndskrevne underskrifter og øre samt til stemplingen, der foregik med et tørstempel, lignende det signet, der vises på figur 147.
Fig. 147. Signet. Håndstempel brugt som tørstempel til prægning af blindstempler på Nationalbankens sedler fra 1834 til 1872 var af lignende type, men med væsentlig mindre prægeflade.
I 1831 havde Nationalbanken indledt et samarbejde med bogtrykkerifirmaet H. H. Thiele, et samarbejde som varede i næsten 90 år, frem til 1918. Sammen med Nationalbankens egne folk havde cheferne i firmaet H. H. Thiele ledelsen af seddeltrykkeriet, der fandtes i Nationalbankens bygning og var udstyret med maskiner, der var indkøbt dels af banken og dels af firmaet; Nationalbanken har endnu en mere end 100-årig gammel håndbetjent prøvetrykspresse, som stadig anvendes i enkelte tilfælde. Pladerne til seddeltrykningen blev fremstillet i H. H. Thieles laboratorium, og fra o. 1874 blev hele trykningen af seddelblanketterne foretaget hos H. H. Thiele, kun den allersidste del af processen, trykning af underskrift og nummer skete inden for Nationalbankens mure (fig. 148). De første kronesedler var kobbertryk - for 500 kr. sedlens vedkommende var bagsiden udført som reliefgravure efter de på fig. 149-151 viste modeller men i perioden mellem ca. 1880 og 1911-13 gik man tilbage til bogtryk (fig. 152 og 153).
Under første verdenskrig købte Nationalbanken naboejendommene til bankbygningen og samtidigt indrettedes i den eksisterende hovedbygning et nyt seddeltrykkeri, udstyret med tidens bedste maskiner. Fra 1918 overtog Nationalbanken selv hele trykningen af pengesedlerne. I 1920 beskæftigede bankens seddeltrykkeri i alt 140 mand.
Trykpladerne til sedlerne blev nu fremstillet i bankens egne laboratorier med undtagelse af originalerne til hovedpladerne, der blev lavet i Berlin. Den galvaniske kopiering af originalpladerne, såvel de udenlandske som de hjemlige, blev udført i Nationalbankens værksteder.
I udlandet havde man i mange år anvendt guillochering (se ordlisten bag i bogen) på trykpladerne, fordi denne gravuremetode giver et indviklet mønster, der er vanskeligt at efterligne. Hvis vi ser på en russisk 3 chervonetz seddel fra 1932 (Pick 201), figur 154, er der under rosetten med 3-tallet til venstre tre tunger med et sådant kompliceret mønster, der er vist i figur 155 i godt 3 ganges forstørrelse. Ejendommeligt nok var denne metode ikke i brug i Danmark i tidsrummet 1916-1944.
I ombytningssedlerne fra 1944 finder man i motiverne på bagsiden nogle meget klassiske eksempler på guillochemønstre, bedst og mest karakteristisk i underbunden på bagsiden af 50 kr. sedlen (DOP 132).
Efter anden verdenskrig anskaffede man i Nationalbankens seddeltrykkeri nye presser, men arkene blev stadig lagt på med håndkraft, og det kunne være et hårdt arbejde, selv om arkene var små med kun fire stykker 500 kr. sedler pr. ark. Man trykte den gang på vådt papir, og det blev navnlig slemt, da man gik over fra håndgjort papir til maskinpapir. Papiret skulle flere gange gennem presserne for at få trykt underbund og hovedtryk på begge sider samt nummer og underskrift på forsiden.
Underbunden blev trykt som offset, hvor tegningen var overført fra den maskingraverede trykplade til en gummidug, der afgav farven til papiret. Hovedpladen var udført med håndgravering og ætsning, med felter med maskingravure og med tekst og tal, som blev overført fra en original i Overstørrelse ved hjælp af en pantograf. Underskrifterne og serienumrene blev påtrykt fra en kliché, og endelig sørgede en maskinel nummeratør for nummereringen.
Med 50 kr. sedlen fra 1957 (DOP 143) anvendte man for første gang i Danmark white-line teknikken, en raffineret omformning af guillochegraveringen, hvor linjemønstret fremtræder som hvide, ufarvede streger, medens det er mellemrummene mellem linjerne, der har fordybninger for trykfarven. Fremstillingen af dette mønster i trykpladen er meget kompliceret og kræver overordentlig stor håndværksmæssig dygtighed. Man kan groft illustrere metoden ved at tænke sig mønstret fra Perkins cylinder overført til en ny cylinder, hvor stregerne i guillochemønstret nu bliver fordybninger, og når denne cylinder så presses ned mod en ny trykplade, kommer stregerne her til at stå som forhøjninger (68).
Endnu bedre resultater har metoden givet på 1972-serien, hvor man på bankfriske sedler kan både se og føle det tykke farvelag mellem de hvide linjer. For ikke at krænke Nationalbankens ophavsret (se afsnittet om love) er dog her den tidligere omtalte russiske seddel benyttet til at illustrere metodens anvendelse (fig. 156).
I 1961 blev det besluttet at bygge et nyt seddeltrykkeri og en ny bankbygning på de grunde, som Nationalbanken havde erhvervet mellem Holmens Kanal, Niels Juelsgade og Havnegade. Den første etape, der omfattede trykkeriet med rotationspresserne blev påbegyndt i januar 1965, og seks år senere, i februar 1971, kunne anlægget indvies (69).
I det ny trykkeri er man gået over til at fremstille sedlerne på to rotationspresser, den ene fra den vesttyske fabrik Goebel i Darmstadt, den anden fra Masson Scott Thrissell Engineering Ltd. i Bristol. Presserne er konstruerede med et specielt lavt støjniveau (73 db). På den ene rotationspresse trykkes sedlerne på 40 cm brede papirbaner, svarende til tre tikronesedler eller to af de større sedler ved siden af hinanden. På den anden presse er papirbanen 48 cm bred.
I såvel den store hal, hvor presserne er opstillet som i box-opbevaringsrummene for papirrullerne, der skal lagres i længere tid under konstante fugtigheds- og temperaturforhold, inden de er egnede til at gå i trykpresserne, er der installeret et luftkonditioeringsanlæg, som holder en konstant fugtighed og en konstant temperatur.
Den ene af de to rotationspresser var beregnet udelukkende til 10 kr. sedler, der blev trykt færdige i én arbejdsgang, medens de øvrige, større sedler måtte to gange gennem maskinen på den anden presse. Antallet af valser i de to presser er bestemt af, at der på hver seddel skal påføres to kobbertryk, syv offset-tryk og ét nummer-tryk, delvis i forskellige farver.
Efter trykningen passerer papirbanerne forbi specialuddannet personale, som kontrollerer sedlerne og sætter mærke ud for sedler med fejl i tryk eller farvenuance. Papirbanen fortsætter derefter til en maskine, der skærer sedlerne ud og automatisk frasorterer de fejlmærkede. I gennemsnit kasseres ikke under 10 pct. af de trykte sedler, og de derved fremkomne huller i nummerrækken bliver i modsætning til tidligere praksis ikke udfyldt. Erstatningssedler (J- og K-sedler) forekommer derfor ikke i 1972-serien. Dette medfører samtidig, at man ikke længere i bankerne kan dele de fra Nationalbanken modtagne seddelbundter op efter nummerfølgen, men det er heller ikke nødvendigt, da sedlerne efter udskæringen går videre til en maskine, der ordner dem i bundter på 100 sedler og pakker dem ind i cellofan med en rivestrimmel.
Fig. 157. Guillochemaskinen med dens komplicerede styring.
I billedserien, figur 157-167, har Danmarks Nationalbank vist, hvorledes en 100 kr. seddel fra 1972-serien bliver fremstillet i det ny trykkeri. Allerede de første billeder viser den blanding af avanceret teknik og kunstnerisk skaberi, som karakteriserer arbejdet i seddeltrykkeriet. Guillochemaskinen med dens komplicerede mekaniske styring ridser de mest raffinerede linjesystemer, rosetter, mønstrede friser, tætte og fine skraveringer, ind i stålpladen. Kunstneren tager fat på frihåndsgravuren, langsomt og tålmodigt med værktøj, der er udviklet gennem århundreder. Med gravstikken graverer han med små skubbende bevægelser de fine linjer og kommalignende prikker, der tilsammen skal danne billedet på sedlen, ind i den bløde stålplade.
Fig. 158. Arbejdsbordet i Guillochemaskinen. De første roset-mønstre ridses ind i et vokslag på stålpladen. Mønstret kan derefter ætses ned i pladen.
Når originalpladen er færdig og ad galvanisk vej overført til trykcylinderen, bliver denne sat på plads i rotationspressen, som derefter går i gang med at trykke sedlerne side om side på de lange papirbaner, der føres frem med en hastighed på 1 - 1 1/2 meter pr sekund. Trods den store hastighed sørger den indbyggede, højt udviklede elektroniske styring for at presserne arbejder med en fantastisk præcision.
Pengesedlernes farvelag er sammensat af flere forskellige farver, som påføres fra hver sin trykcylinder. Der stilles meget store krav til de farver, der anvendes i seddeltrykkeriet, hvor ikke mindst tørringsprocessen kan give problemer, og det er derfor nødvendigt med mellemrum at standse en del af papirbanen for at kontrollere, at sedlen ser ud, som den skal. Der er ikke mange sekunder til denne kontrol, og hver mand må derfor kontrollere sin detalje.
De sidste billeder i serien viser rullerne med de færdigtrykte sedler. Sedlerne er forsynet med nummer, årstal, serienummer og underskrifter, klar til udskæring, men forinden skal de som vist underkastes en sidste kontrol, hvor eventuelle fejltrykte sedler mærkes, således at de automatisk sorteres fra, når sedlerne går til udskæring, bundtning og emballering, færdige til udlevering.
Der er i Nationalbankens seddeltrykkeri og i det tilknyttede accidenstrykkeri beskæftiget i alt 110 litografer, typografer, bogbindere og andre arbejdere. Heraf er de to tredjedele beskæftiget i selve seddeltrykkeriet. Siden 1917/18 har seddeltrykkeriet været ledet af Ivar Jantzen (til 1947), Thal-Jantzen (1947-70) og Niels Nørregaard Rasmussen (fra 1970).
Fremstillingsprisen for en pengeseddel, der i årene før 1914 lå på nøjagtigt det samme som i 1800-tallet, 3 3/4 øre pr seddel, steg i mellemkrigstiden ikke til mere end 4 øre, men efter 2. verdenskrig begyndte omkostningerne at vokse, og i slutningen af 70'erne var fremstillingsprisen for en pengeseddel nået op på 15 øre. Det var grunden til, at man i 1980 erstattede 10 kr. sedlen, der kun kunne holde i 9 måneder, med en 10 kr. mønt, der kunne fremstilles for 50 øre, og som kunne holde til mange års cirkulation. I 1983 koster en 100 kr. seddel ca. 50 øre.
Nationalbankens regnskaber har under passiver en post, der hedder udstedte sedler, men her skal man være opmærksom på, at det drejer sig om det antal sedler, der er sat i omløb, og ikke om det antal, der er trykt det pågældende år. I en kortere årrække efter 1913 oplyser regnskaberne, både hvad der er trykt i årets løb, d.v.s. "indlagt på Fabrikskassen", og hvad der er udstedt, d.v.s. hentet fra samme kasse og sat i cirkulation. For 5-året 1913-18 er tallene sammenstillet i tabel 16, og her ser man, at der er en væsentlig forskel på de to poster i de enkelte år. For 5-års perioden som helhed gælder, at alle de trykte sedler praktisk taget er sat i cirkulation med undtagelse af 1 kr. sedlerne, hvor man i 1918 havde et oplag på 21 millioner stykker, som først blev sat i omløb i de følgende år. 2 kr. sedlerne er omtalt tidligere. For 10 kr. sedlernes vedkommende gælder, at man i løbet af de 5 år har brugt 10 millioner af lageret fra de foregående år.
I Nationalbankens regnskab for 1940 findes en opgørelse over antallet af sedler trykt i 5-året 1935-40 (tabel 17); det ses, at der i gennemsnit er trykt ca. 25 millioner sedler årligt. Efter 2. verdenskrig steg seddelproduktionen stærkt, i 1972 var den nået op på 75 millioner stykker årligt, i 1976 på 110 millioner og i 1978 på 140 millioner sedler årligt.
I den nummererede fortegnelse, der indleder Seddelfortegnelsen, er det oplag, som de enkelte sedler er trykt i, angivet dels ud fra lister over produktionen og dels - for de nyere sedler - ud fra serienumrene. De gamle protokoller giver eksakte tal for oplagets størrelse for hver enkelt seddeltype, de lidt nyere lister giver en mere tilnærmet værdi, og de oplagstal, der er baseret på serienumrene, er kun omtrentlige. Talmaterialet er derfor inhomogent og noget diskutabelt, men er formentligt det bedste, der kan gives i dag.
Statens sedler sættes i omløb simpelt hen ved, at staten bruger sedlerne ved udbetaling af lønninger og ved betaling af leverancer. Sedlerne er normalt ikke indløselige, men cirkulerer i tillid til, at staten vil modtage dem ved indbetaling af skatter og afgifter - noget det i øvrigt af og til har knebet med. Statspapirspengene udstedes i henhold til en lovbestemmelse, der ofte angiver, hvilket beløb, emissionen skal omfatte. Normalt står det borgerne frit, om de vil modtage statssedlerne; først når staten sætter tvangskurs på sedlerne, er enhver pligtig til at tage imod dem til den fulde pålydende værdi. I sidste tilfælde er der intet, der hindrer staten i at udstede så mange sedler, den har brug for, uanset om der er dækning eller ej, således som det skete i tiden op til 1813.
Banknoter sættes i omløb ved, at seddelbanken udlåner dem til industriforetagender, handelsvirksomheder, andre banker, til sine øvrige kunder eller til staten. Det er altså udelukkende lånebehovet, der bestemmer emissionens størrelse. Banknoter var før i tiden som hovedregel indløselige i sølv eller i guld, og det var netop bevidstheden om, at man i banken kunne få sine sedler ombyttet med mønter, der gjorde, at borgerne var villige til at tage imod sedlerne. Noget andet er, at seddelsystemet nu er så indarbejdet, at man gennem de sidste 50 år herhjemme og i mange andre lande uden vanskeligheder har kunnet dispensere fra indløseligheden. Der lægges derfor heller ikke i dag den vægt på dækningsreglerne, som man gjorde før i tiden. Lovbestemmelsen om, at der i Nationalbanken skulle være 25 pct. gulddækning for de udstedte sedler, har faktisk været suspenderet siden 1940.
Størrelsen af seddelomløbet har varieret en del gennem tiderne. Hvad de første danske sedler angår, var antallet så lille, at man ikke kan tale om nogen cirkulation i større stil, men da kurantbanksedlerne korn til, voksede seddelmængden hurtigt, og sedlerne fortrængte efterhånden mønterne. Under krigen 1807-1814 blev der sendt så mange sedler i cirkulation, at det som tidligere nævnt langt oversteg behovet, og man måtte derfor i de næste 30 år årligt inddrage tilstrækkeligt mange sedler til at seddelomløbet efterhånden kunne nå ned på en passende værdi. Efter 1845 har seddelomløbet i Danmark med undtagelse af et kort tidsrum omkring 1945 stort set været afpasset efter behovet.
Det samlede beløb i sedler, der til enhver tid er i omløb, kaldes kort og godt "Seddelomløbet". Danmarks Nationalbank opfører seddelomløbet som en passivpost i den årlige balance; posten omfatter kun sedler, der virkelig er i omløb, og ikke de sedler, der ligger i Nationalbankens boxafdeling eller hos de færøske pengemyndigheder.
Størrelsen af seddelomløbet i Danmark fremgår af tabellerne 18-23. Det ses, at i tiden 1780-1805 var der i omløb fra 6 til 12 rd.-k. i sedler pr. indbygger (svarende til 20-40 kr. efter pari). Under krigen 1807-14 steg det til 38 rd.k. (120 kr.), men 30 år senere var det lykkedes at reducere det til 10 rbd. (20 kr.). I årene op til første verdenskrig steg omløbet langsomt til 45 kr. pr. indbygger, men derefter satte en kraftig stigning ind, og 1 1980 nåede seddelomløbet op på godt 2500 kr. pr. indbygger.
Sammenligner man seddelomløbet i kr. pr. indbygger med detailpristallet (fig. 168), ser man, at seddelomløbet indtil 1940 ligger lavere end pristallet, men derefter stiger seddelomløbet stærkere end pristallet, antageligt på grund af den almindelige velstandsstigning.
I forhold til seddelmængden har møntomløbet ikke længere den betydning, som det tidligere havde. Ved kronemøntens indførelse i 1875 var pengeomløbet stort set ligeligt fordelt på sedler og mønter, men efter 1914 begyndte sedlerne at blive de dominerende (tabel 21), og i 1980 udgjorde møntomløbet kun 8,5 pct. af det samlede pengeomløb, selv om det udregnet i kr. pr. indbygger androg ca. 235 kr. mod 35 kr. i 1914.
Værdierne i kr. pr. indbygger - godt 2500 kr. i sedler og 235 kr. i mønter - kan synes høje, men nu er det jo heller ikke således, at vi hver især går rundt med 2500 kr. i tegnebogen og med 235 kr. i mønter i lommer eller tasker; størstedelen af de cirkulerende mønter og sedler ligger i banker og forretninger samt hos postvæsnet og de mange andre steder, hvor der sker kontante udbetalinger, veksles eller gives penge tilbage.
Et interessant billede af seddelomløbet får man ved at sammenholde det med nationalindkomsten (figur 169). Hvis man som udtryk for nationalindkomsten benytter bruttofaktorindkomsten (se ord- og navnelisten) kan man - som det her er gjort - føre sammenligningen tilbage til 1820, idet professor, dr. polit.. Svend Aage Hansen har beregnet denne værdi år for år i tidsrummet 1820-1975 (70). Beregner man seddelomløbet i procent af bruttofaktorindkomsten, får man den på figuren viste kurve. Af denne ser man, at det tidligere omtalte alt for store seddelomløb i 1820 viser sig som en procent-værdi på ikke mindre end 22,7 pct., mellem 1820 og 1845 falder procenten til 10,5 og når i 1870 ned på 6,6. I de følgende år svinger procenten omkring dette tal bortset fra en kortvarig stigning under 2. verdenskrig. Efter 1960 kommer et markant fald ned til 4 pct. i 1975, det er sandsynligt, at årsagen til dette fald må søges i det forhold, at stadig større dele af omsætningen dækkes på anden måde end med sedler, i første række gennem, checks og girooverførsler. Checks blev indført i Danmark af Privatbanken i 1851 og har navnlig efter 2. verdenskrig fundet en stadig stigende anvendelse, også i private husholdninger. Det danske postgirokontor begyndte sin virksomhed den 1. januar 1920 og nåede 60 år senere op på et samlet indestående pr dag på 6.330.000.000 kr. i gennemsnit og en maksimalværdi på næsten 16 milliarder kr.; girokontorets indestående er altså nu af samme størrelsesorden som seddelomløbet.
I tabel 22 og på figur 170 er vist fordelingen på de enkelte seddelværdier i omløb mellem 1920 og 1975. Det ses, at 10 kr.- og 100 kr.-sedlerne har været så langt de mest benyttede.
For at sammenligne seddelomløbet i Danmark med udlandet er der i tabel 23 samlet en række tal fra et af de mere stabile mellemkrigsår, 1935. Udregnet pr indbygger varierer tallene fra 733 frcs i Frankrig til 65 mark i Tyskland. Regner man beløbene om efter dollarkursen, svarer gennemsnittet for de 10 lande til ca. 45 dollars. Højest ligger Schweiz med en seddelcirkulation svarende til godt og vel det dobbelte af gennemsnittet. Lavest ligger Danmark med ca. det halve af gennemsnittet.
Det ville være interessant, hvis det kunne oplyses, hvor ofte en seddel bruges som betaling i løbet af et år, men det foreligger der ikke nogen statistik over. Efter en beregning (71) gældende for året 1972 af underdirektør i Nationalbanken, cand.polit. Frede Hollesen gik hver pengeenhed gennemsnitligt 2 1/2 gange ind og ud af "Borgernes Kasse" (seddelomløb + giro + bankindskud), altså i gennemsnit hver femte måned. Når sedler afløses af mønter, som 5-kronen i 1961 og 10-kronen i 1980, viser det sig, at efter 2-3 måneders forløb er de fleste udgåede sedler praktisk taget forsvundet fra cirkulationen. Men hvor ofte en seddel i løbet af disse 2-3 eller 5 måneder har været benyttet til betaling "mand og mand imellem", foreligger der intet om. At det må være meget hyppigt, fremgår af den store udskiftning af gamle sedler, navnlig de mindre værdier.
Når en seddel er blevet indkaldt, er den ikke længere gyldig til handel "mand og mand imellem", men inden for den i indkaldelsen anførte frist kan den stadig indløses i bankerne. Når fristen er udløbet, er sedlen ugyldig som pengeseddel (men bliver til gengæld ofte et eftertragtet samlerobjekt). Nationalbanken, men også kun Nationalbanken, kan dog, hvis den skønner det rimeligt, indløse sedlen til fuld værdi, hvilket den i dag i reglen vil gøre, når det drejer sig om sedler udgivet efter pengeombytningen i 1945.
En seddel kan gå ud af omløbet af andre grunde end indkaldelse. Den kan blive så snavset eller defekt, at den kasseres, når den kommer tilbage til Nationalbanken. Den kan også uden at være indkaldt blive inddraget, når den passerer Nationalbanken - dette gælder således for 50, 100 og 500 kr. sedlerne fra 1945, for hele 1952-serien samt for 10 kr. sedlen fra 1972-serien. Endelig kan en seddel naturligvis blive væk, blive gemt bort eller simpelt hen blive ødelagt.
Det synes ikke så meget at være sliddet, der i vor tid er årsag til, at sedlerne inddrages fra cirkulationen. Undersøgelser i 1950'erne af de kasserede sedler fra Frankrig, Belgien og Norge viste, at de 80-90 pct. var for snavsede til at sende ud igen, 7-9 pct. havde større rifter eller manglende hjørner, og kun 2-4 pct. blev inddraget, fordi de var for slidte (72).
De inddragne pengesedler er altid her i Danmark blevet tilintetgjort. I udlandet har man mange steder benyttet forskellige metoder til annullering af sedlerne: perforering eller gennemhulning med store huller, afklipning af underskrifter eller overstempling m.m., hvorefter sedlerne er blevet lagt til side som ugyldige, for måske senere at dukke op til glæde for samlere. I Danmark har man nok i mange tilfælde overstemplet kasserede sedler for at sikre sig, at de ikke ved en fejltagelse slap ud i omløbet igen, men derefter er de ugyldige sedler altid blevet brændt, ødelagt ad kemisk vej eller destrueret ved formaling.
Fra 1713 til 1819 foreligger der, som det fremgår af tabellerne over kasserede og opbrændte sedler hos Wilcke og Bjørn Rønning, et ret fuldstændigt regnskab over hvor mange sedler, der blev destrueret hvert år. Efter 1819 bliver det vanskeligere talmæssigt at følge tilintetgørelsen af de udcirkulerede sedler år for år. For visse perioder findes der dog i Nationalbankens regnskaber en række oplysninger, der gør det muligt at følge udviklingen (tabel 24-26). I tiden 1896-1910 blev der således gennemsnitligt hvert år brændt 7.300.000 sedler til en samlet værdi af 112.800.000 kr. For tidsrummet 1935-1940 er de tilsvarende tal 20.800.000 sedler og 273.400.000 kr. I begge perioder blev der, som det fremgår af tabel 25, 17 og 26, stort set årligt tilintetgjort lige så mange sedler, som der blev trykt. Det samme var tilfældet i årene omkring 1980, hvor der årligt blev destrueret ca. 130.000.000 sedler til en samlet værdi af ca. 7 milliarder kr.
De første danske sedler blev brændt, efterhånden som de blev indløst med mønt. En større udskiftning fandt sted i 1748, da Kurantbankens første sedler på grund af slid og forfalskninger blev afløst af nye typer. Hele den gamle seddelmasse, det vil sige sedler, der var fremstillet til og med 1748, i alt 1.788.180 rd.k. blev indkaldt og tilintetgjort ved afbrænding på Westindisk-Guinesisk Kompagnis Plads på Christianshavn (ved havnen, nær Knippelsbro) i overværelse af flere Commisarier, som kontrollerede, at samtlige sedler blev brændt til aske.
I årene 1765-70 blev der igen inddraget og brændt en ikke uvæsentlig mængde kurantbanksedler, og igen i 1785-1800. I september 1807 brændte man for godt 5 millioner rd.sp. og i 1814-16 for ca. 1/2 million rd.sp. inddragne speciesedler. Forbrændingen skete nu i en ovn på den i 1785 indrettede Rosenborg Eksercerplads.
Som eksempel på kontrollen ved inddragningen og påfølgende tilintetgørelse af en afsluttet mindre seddelserie kan man tage de tidligere omtalte komitésedler af 1814 (tabel 7). Tilintetgørelsen begyndte i august 1815 efter at de første komitésedler var ombyttede med 6 pct. obligationer og fortsatte med jævne mellemrum frem til 29. april 1822, hver gang under nøje kontrol og skriftligt bevidnet af komitéens medlemmer. Tæller man de mange tal sammen i den omhyggeligt førte protokol, finder man, at der i løbet af de 7 år blev indløst og brændt følgende antal sedler:
24.977 stk. 100 rbd. sedler til en samlet værdi af 2.497.700 rbd.
79.997 stk. 25 rbd. sedler til en samlet værdi af 1.999.925 rbd.
100.044 stk. 5 rbd. sedler til en samlet værdi af 500.220 rbd.
------------------
I alt
205.018 stk. sedler til en samlet værdi af 4.977.845 rbd.
Sammenligner man disse tal med opgivelserne over det antal, der blev fremstillet, ses det, at kun 23 stk. 100 rbd. sedler og 3 stykker 25 rbd. sedler ikke er blevet indløst og brændt. Af 5 rbd. sedlerne er der endda brændt 44 stykker mere, end der er fremstillet, antageligt fordi der er smuttet nogle falske sedler med ved indløsningen. Lad så være, at der trods den anvendte omhu fra komitéens side er indløbet enkelte fejl, så er det i hvert fald givet, at der ikke er store chancer for at møde en komitéseddel fra 1814 i dag.
Da Nationalbanken i 1818 afløste Rigsbanken, overtog den nye banks direktion kontrollen med tilintetgørelsen, der stadig foregik i ovnen på Rosenborg Eksercerplads. Forbrændingen, der vistnok fandt sted en gang om året, var imidlertid ikke helt tilfredsstillende, for det kunne ske, at sedler, som kun var forbrændt i hjørnerne, blæste bort med røgen og så blev fundet ude i byen. Da Nationalbanken i 1870 flyttede til Holmens Kanal, installerede man derfor i den ny bygning en speciel forbrændingsovn til de kasserede sedler. Det var store mængder af sedler, der her skulle destrueres; i regnskabsåret 1889/90 blev der således brugt ca. 3 millioner sedler til en samlet værdi af 43 1/2 million kr.
Den nye forbrændingsovn var imidlertid heller ikke fuldt tilfredsstillende, uforbrændte seddelstumper slap stadig bort med røgen, og hertil kom, at den ildelugtende røg var til gene her i byens centrum. Man gik derfor i 1908 over til at destruere sedlerne ad kemisk vej. Sedlerne blev anbragt i en vandretliggende cylinder (figur 171), der fyldtes op med natriumhydroksyd (ætsnatron eller natronhydrat), hvorefter cylinderen blev sat i rotation af en elektromotor. Efter ca. 10 timer var sedlerne opløst, og cylinderens indhold var forvandlet til en jævn masse. Nationalbanken havde tre sådanne cylindre, der arbejdede to gange hver uge, året igennem. Seddelmængden var vokset stærkt; i 1909/10 blev der brugt ca. 12 millioner sedler til en samlet værdi af 163 millioner kr.
Den kemiske destruktion, der var indført efter svensk forbillede viste sig imidlertid at lide af alvorlige mangler. Det var vanskeligt at slippe af med blandingen af natriumhydroksyd og papirmasse, og hertil kom at metoden var forholdsvis dyr, 11-12 kr. pr. 100 kg papir, svarende til ca. 100.000 sedler. Nationalbankens Seddelfag begyndte derfor at eksperimentere med at formale de kasserede sedler i den fra papirfremstillingen kendte sønderdelingsmaskine, Hollænderen. Her overhældtes sedlerne med varmt vand, hvorefter de under omrøring sønderdeltes af roterende knive, indtil hele massen udgjorde en tynd vælling, der kunne gå direkte i kloakken. Metoden viste sig at være hurtig - enkronesedlerne blev destrueret på 1/2 time, de større sedler på 1 1/2 time - og billig, kun 39 øre pr 100 kg. Det var et held, at metoden var gennemeksperimenteret før udbruddet af første verdenskrig, for nu blev det umuligt at skaffe natriumhydroksyd. Den kemiske destruktion blev opgivet og er ikke siden taget i anvendelse.
Man fortsatte med at tilintetgøre de kasserede sedler i Hollænderen indtil kort efter 1950. Om udviklingen mellem 1950 og 1970 foreligger der et notat fra prokurist Gunlaug Jørgensen, Nationalbanken:
"I begyndelsen af 1950'erne blev spørgsmålet om at fortsætte destruktionen af kasserede sedler i Nationalbanken ved hjælp af den hidtil benyttede "Hollænder" taget op til overvejelse.
Den fortsatte stigning i seddelcirkulationen nødvendiggjorde en forøget destruktionskapacitet, en sikkerhedsmæssigt bedre og mindre personalekrævende destruktionsproces og om muligt besparelser i udgifterne til drift og vedligeholdelse af det nødvendige apparatur.
Efter samråd med et rådgivende ingeniørfirma opførtes derfor en MOLOK-ovn mod gården til Nationalbankens daværende hovedbygning. Der var adgang til ovnen fra Seddelfaget på 1. sal i hovedbygningen.
Molok-ovnen havde et rumindhold på ca. 1 m3.
For at opnå de bedst mulige optændings- og aftræksforhold blev der ved opførelsen dels etableret gastilførsel, dels installeret elektriske blæsere i tilslutning til ovnen.
I praksis viste det sig unødvendigt at anvende gas ved optændingen, der kunne ske alene med et passende kvantum affaldspapir, hvorefter der - efter at ovnen var fyldt op med kasserede sedler - med en temmelig kortvarig blæserassistance opnåedes en så høj temperatur i ovnen, at dens indhold af sedler efter ca. 24 timers forløb var forbrændt i en sådan grad, at aske fremtrådte findelt som støv.
Alle lemme og spjæld til ovnens indre var sikrede med låse under forbrændingen, der fandt sted under tilsyn af en fyrbøder. Tilsynet var ikke meget tidskrævende, og omkostningerne til drift og vedligeholdelse af ovnen var rimelige.
Tilintetgørelse af sedler på denne måde var således effektiv og ukompliceret, men bl.a. den stadigt skærpede opmærksomhed gennem 1960'erne på miljøforurening bidrog til, at der i Nationalbankens nye hovedbygning indrettedes et anlæg, i hvilket de kasserede sedler formales i en pulper under tilsætning af havvand.
I begyndelsen af 1970'erne, da den nye bygning blev taget i brug, ophørte derfor anvendelsen af Molok-ovnen."
I Nationalbankens nye bygning blev der i 1971 installeret et moderne formalingsanlæg, der kan behandle et ton papir ad gangen. Her bliver vandet i den formalede masse drænet fra og ledet til kloakken, medens tørstoffet køres på losseplads eller til forbrændingsanstalt. Årsagen til at man ikke kan genanvende de relativt dyre papirtaver i tørstoffet er, at de farvestoffer, som man af sikkerhedsgrunde må anvende ved trykningen, ikke kan fjernes fra taverne.
Forfalskninger forekom navnlig i ældre tider, hvor det var forholdsvis let at rette i de primitive sedler, således at f.eks. en 10 rd. seddel blev til en 100 rd. seddel. Eftergørelse af sedler forekommer både i tidligere tider og nu, de træffes i mange former, fra en så professionel udførelse at kun eksperter kan afgøre om de er ægte eller ej, til håndtegnede efterligninger, der er så dilettantisk lavet, at man må undre sig over, at nogen har villet tage imod dem. I tidernes løb har der været gjort mange forsøg på at eftergøre og forfalske de officielle danske pengesedler. Nogle serier har været lette at efterligne og har fremkaldt mange forfalskninger, andre serier har sikkerhedsteknisk været bedre beskyttet. Den kgl. Mønt- og Medaillesamling har en interessant samling af falske sedler, som i 1979 blev suppleret med en stor del af det materiale - såvel falske sedler som værktøjet til deres fremstilling - der efter sagernes afslutning tidligere havde været opbevaret i Politimuseet (Kriminalmuseet) (73).
I det følgende skal der gives en kort kronologisk gennemgang af de vigtigste tilfælde af falsknerier i forbindelse med de officielle danske sedler. DOP-numrene refererer til den nummererede seddelfortegnelse, medens forkortelsen PM henviser til materialet fra Politimuseet i Den kgl. Mønt- og Medaillesamling.
De authoriserede sedler. De første sedler med håndskrevet beløbsangivelse (DOP 1-6) blev omgående forfalsket, idet beløbet blev raderet ud og en ny, højere værdi indført. De næste sedler med trykt værdiangivelse (DOP 7-18) var lette at eftergøre, og det blev de også, selv om det hjalp noget at benytte papir med kongens monogram som vandmærke og samtidig erstatte kongens trykte monogram med et blindstempel med det kongelige våben (DOP 15-18).
Kurantbankens sedler. 1737-serien (DOP 19-24) blev ligesom de authoriserede sedler både forfalsket og eftergjort. Bjørn Rønning, som indgående har undersøgt 1700-tallets falske sedler, gør op, at der ved indvekslingen i 1748 blev fundet ca. 18.000 rd. i falske sedler (74), svarende til 1 pct. af det beløb (1.788.180 rd.), for hvilket der var udstedt sedler.
Af 1748-serien var det navnlig 100 rd.k. sedlen (DOP 27), der blev eftergjort. I 1757 startede en industridrivende, Fredrik Hammond, der fem år forinden havde anlagt et teglværk og en jernvarefabrik i Norge, en produktion af særdeles godt eftergjorte 100 rd. sedler for at komme ud af sine økonomiske vanskeligheder. Som medhjælper havde han lederen af jernvarefabrikken, svenskeren Anders Sundblad. Af de godt 500 sedler, de lavede, lykkedes det dem at få 121 givet ud, inden de i februar 1758 blev opdaget og arresteret. De blev begge dømt til døden, og den 7. december 1758 blev de halshugget på skafottet foran Rådhuset på Nytorv i København (75).
Bjørn Rønning omtaler to andre eftergjorte 100 rd.k. sedler. Den ene fra 1782 var trykt af nordmanden H. Krefting med stempler fra England (76); 50 eksemplarer var sat i omløb, og efterligningerne var særdeles gode, som det bl.a. ses af eksemplaret nr 8930 i KM. Den anden seddel er fra 1788 og fremstillet i England, hvor man i 1796 fandt frem til gerningsmanden og beslaglagde 599 falske sedler, en kobberplade til trykningen og messingstempler til blindstemplerne (77).
Også andre sedler end 100 rigsdaleren blev eftergjort. I 1770'erne blev der fundet falske 10, 50 og 100 rd. sedler i Midt- og Vestjylland (78). Der gik lang tid med efterforskningen i sagen, men til sidst fangede man de tre hovedmænd, Børgesen, Lassegaard og Schmidt, som tilstod, at de gennem ti år havde fremstillet et meget stort antal håndtegnede falske sedler og forsynet dem med blindstempler fra falske stempler, udskåret i lak. Højesteret dømte efter loven de tre mænd til døden, men henviste til, at kongen kunne formilde straffen. Det skete, og det bestemtes, at de tre mænd skulle spille terninger, om hvem af dem "der skulde miste Livet. De to, som spiller sig fri, skal indsættes i Rasphuset paa Livstid". Ideen med terningekast stammer fra datidens militære straffelovgivning, hvor reglen brugtes i de tilfælde, hvor man ikke med sikkerhed kunne udpege hovedmanden (79). Den 8. oktober 1777 noterer Luxdorph i sin dagbog: "I Gaar blev Dommen over Banco-Seddelmagerne exequeret. Lassegaard kastede strax 10, men Børgesen og Smit hver 9; anden Gang fik Smit de ringeste Øine og blev slæt henrettet ved tvende Hug af Sværdet".
Blandt de eftergjorte 5 rd.k. sedler (DOP 29) stammer de fleste fra sagen mod Nicolaus Fischer i 1793-94. Nicolaus Fischer var en købmand fra Danzig, som i januar 1793 blev arresteret i Jylland sigtet for at have udgivet falske 5 rd. hvide kurantbanksedler. Ved anholdelsen fandtes han i besiddelse af næsten 400 falske sedler samt diverse stempler, og han blev nu sigtet for selv at have fremstillet sedlerne. Højesteretsdommen kom til at lyde på afhugning af højre hånd, men kongen formildede det til tugthus på ubestemt tid. Sagen, der er meget udførligt behandlet hos Bjørn Rønning (80), sluttede med, at Nicolaus Fischer i 1801 blev deporteret til Trankebar. I rigsarkivet findes 224 af hans sedler. Også KM og PM har flere af Fischers sedler. I auktionslisten over boghandler Lynges pengesedler forekommer 6 af Fischers falske 5 rd. sedler.
1 rd. sedlerne blev naturligvis også eftergjorte bl. a. af Niels Heidenreich (81); mange kender hans navn fra tyveriet af guldhornene i 1802, men de færreste ved, at han startede sin forbryderbane med at fremstille 55 stk. falske 1 rd.k. sedler (DOP 28). I hans logi fandt man en mængde værktøj til fremstilling af falske sedler. Han blev dødsdømt, men benådet med livsvarigt tugthus; allerede i 1795 blev han frigivet, og syv år senere stjal han guldhornene.
Skatkammerfondsbeviserne: i PM findes et godt efterligner, net, tegnet skatkammerfondsbevis på 20 rd.k. (DOP 46) fra 1808 med nummer 18018.
Af Rigsbankens sedler var det navnlig 50 rbd. (DOP 61), der blev efterligner, og først i 1819 fik man optrævlet falskmønterbanden, der havde værksteder rundt om i landet. Af bandens medlemmer blev 1 I dømt til kagstrygning og tvangsarbejde på livstid, 23 fik livsvarigt tugthus og 15 kortere straffe.
Et af de fængslede medlemmer af banden undveg og genoptog fremstillingen af falske 10 rbd. sedler, (DOP 60), men blev opdaget efter at have sat falske sedler til et samlet beløb af 5000 rbd. i omløb (82).
I Nationalbankens regnskaber finder man i de første år en post, der lyder: "Honorarer for adskillige extra-forretninger samt Omkostninger, som især er forøgede ved de, i Anledning af falske Sedlers Forfærdigelse, anstillede Undersøgelser". De årligt udbetalte summer ligger omkring 3400 rbd i sølv + 4600 i sedler.
Selv om banken ikke var juridisk forpligtet dertil, udbetalte man dog fuld erstatning til dem, der i god tro havde taget imod falske sedler. I årene 1825-45 udbetaltes årligt mellem 650 og 4500 rbd. På denne konto, med et gennemsnit på 1600 rbd./år.
I PM finder man mange falske sedler fra de første årtier i 1800-tallet, de fleste håndtegnede Og forholdsvis dårligt udført, men dog med enkelte gode efterligninger imellem (fig. 172). En serie med I rbd. sedler fra 1813-15 (DOP 58) omfatter 22 stykker, alle ret godt efterligner og alle meget medtagne - hvis det er på grund af slid, har de altså cirkulerer en del før de er blevet opdaget.
Omkring 1830 fængslede man ifølge Rubow "en simpel almuesmand", der ved hjælp af skrivefærdighed og et vist mekanisk snilde havde kunnet fremstille for flere tusind rigsdaler falske 1, 5 og 10 rbd. sedler (83).
Mellem 1840 og 1850 gik det mest ud over 50 og 100 rbd. sedlerne (DOP 66 og 67), men heller ikke 5 rbd. sedlerne (DOP 68) slap fri, en blikkenslager i Svendborg blev fundet at være i besiddelse af en graveret kobberplade og 210 stk. falske sedler.
I 1843-44 blev der i Rønne sat en fabrikation i gang af falske 1 og 5 rbd. sedler (84). Sagen havde ikke noget stort omfang, der blev kun fremstillet ca. 340 stk. 1 rbd sedler samt et mindre antal 5 rbd. sedler; de var dårligt udført, og man fandt hurtigt frem til gerningsmændene, hvoraf hovedmanden, drejlsvæver Christopher Jørgensen Bidstrup, blev idømt fængsel på ubestemt tid. Medhjælperne blev frifundet, men måtte betale sagsomkostningerne. Størst interesse har episoden ved at vise, hvorledes befolkningen så på de falske sedler, der var i omløb. Man vidste ikke eller havde ikke tillid til, at der var mulighed for at få dem erstattet, så derfor gjaldt det om for enhver pris at blive af med dem, venner og bekendte hjalp til, og inden længe var 12 personer arresteret for forsøg på at give falske sedler ud; dommene blev dog milde, og flere blev frifundet.
I politimuseet ligger en håndmalet rigsbankdalerseddel med årstal 1869 og nummer 22, lydende på ikke mindre end 10.000 rbd. - mon det er andet og mere end en spøg? Endvidere ligger der en 50 kr. seddel fra 1882 (DOP 96) uden underskrift, en god efterligning, hvis det da ikke simpelt hen er en blanket.
En mere alvorlig sag kom i 1883, hvor forlagsboghandler C. D. Riemenschneider, København, blev grebet i at fremstille falske, særdeles vellignende 100 kr. sedler (DOP 96). Politimuseet har liggende 2 fragmenter af en sådan seddel; om disse hedder det: "Under Sagen mod den i december 1883 indespærrede C. D. R. blev der i Nationalbanken udtalt Tvivl om Rigtigheden af Arrestantens Opgivende med Hensyn til, at han selv skulde have skåret Clichéen til Bagsiden af de af ham forfærdigede falske Hundredekronesedler, der, efter hvad der sagdes, var meget kunstfærdige. Arrestanten fastholdt Rigtigheden af sit Opgivende, og på hans Anmodning blev der i Kriminalkammeret givet ham Lejlighed til i Buxbomtræ at udskære en Cliché, der udviste Fjerdedelen af Bag6iden af en Hundredekroneseddel, heraf vedlagte Aftryk". Aftrykkene af klichéen viser, hvor fantastisk god efterligningen var.
Tikronesedlen fra 1875 (DOP 94) har åbenbart fristet mange. Politimuseet har 2 stk. 10 kr. 1886 samt 4 litografiske sten til trykningen af disse sedler. I Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret blev der den 24.8. 1886 fremlagt tre udkast til 10 kr. sedler, også fra 1886. Alle tikronesedlerne er dårligt udført. Til gengæld er de næste forfalskninger godt udført, det rejer sig om 2 stk. 5 kr. 1899 (DOP 98) og 2 stk. 10 kr. 1897 (DOP 99), alle fire i Politiuseet.
I 1901 blev der i New York opdaget et forsøg på at fremstille falske danske sedler i større stil (85). To amerikanske vekselerer mødtes tilfældigt og kom til at tale om det mærkelige i, at de begge den foregående dag havde modtaget et usædvanligt stort antal danske 50 kr. sedler (DOP 100) til veksling med dollars. Sagen blev undersøgt, og man fandt frem til falskmøntnerne, to svenskere, Immanuel Moberg og Johan Alfred Skog. Skog, der var hovedmanden, havde i Sverige fået en dom for at have lavet falske sedler. Han var senere flyttet til New York, hvor han sammen med Moberg begyndte at eftergøre forskellige europæiske landes pengesedler. Papiret til sedlerne blev lavet på god gammeldags vis, papirvællingen, pulpen, blev købt udefra, og så blev der lavet håndgjort papir på en trådramme med påsyet vandmærkerelief. Trykklichéer og andet udstyr betegnes af det amerikanske politi som excellent.
Fig. 173. J. A. Skogs værktøj og falske sedler fotograferet efter beslaglæggelsen d. 10.4.1901. Teksten på plakaten øverst til højre lyder: "Johan Alfred Skog's Counterfeiting Outfit. Captured 691 Grand St. Brooklyn, New York, U.S.A. Agent U.S. Secret Service. April 10th". Den danske 50 kr. seddel fra 1883 (DOP 101) og 20 punds noten fra Bank of Scotland (Pick SA 4), 14. march 1897 er de mest fremtrædende på billedet, men også andre falske sedler kan skimtes.
Da det amerikanske politi den 10. april 1901 dukkede op, forsøgte Skog, der var bevæbnet med en revolver, at slippe bort. Da dette mislykkedes, rettede han våbnet mod sig selv og døde af skudsåret en uge senere. Moberg, der var meget alvorligt syg på dette tidspunkt, slap med en dom på 6 måneder.
Skog havde 207 danske 50 kr. sedler på sig og i værkstedet fandt man yderligere 7-800 eksemplarer. Nogle af de danske falske sedler blev sendt til København og nåede hertil allerede den 27. april, hvor Thiele kunne konstatere, at sedlerne var særdeles godt eftergjort, men længden af det trykte parti var 1-2 mm kortere end på de ægte sedler.
I 1903 indrettede en litograf, Carl Bratsch, et falskmøntnerværksted i lejede lokaler på Vodroffs Tværgade i København (fig. 174). Sammen med en stentrykker fremstillede han her 2200 falske 10 kr. sedler (DOP 99), som hans svigerfader, skræddermester Hanson, skulle sætte i omløb. Falskneriet blev opdaget, da Hanson i en forretning på Frederiksberg betalte med fem 10 kr. sedler, alle med samme nummer: 4252212. Selv om sagen i og for sig var alvorlig nok, fik den dog et farceagtigt præg gennem skræddermesterens gavmildhed under gilderne i Kafé Vaaren på hjørnet af Sundevedsgade og Enghavevej, en gavmildhed som skaffede ham øgenavnet "Champagnesk.-ædderen" fig. 175).
Fig. 174. Carl Bratsch' værktøj og øvrige udstyr samt 4 falske sedler.
Samme år, 1903, blev en tømrermester Niels Peter Nielsen grebet i at have fremstillet 300 fotografiske kopier af en 10 kr. seddel (DOP 99). I Politimuseet pbevares yderligere 21 stk. klichéer til trykning af falske sedler samt 2 stk. falske 100 kr. sedler (DOP 101), begge gode efterligninger. Altsammen fremstillet af den nævnte tømrermester, der havde taget undervisning hos en kemigraf under påskud af at ville eksperimentere med forskellige fotografiske metoder.
I årene 1919-20 fremstillede to købmænd i Hannover et stort antal falske danske 10 kr. sedler (DOP 114), som blev givet ud i Berlin "ved løsagtige kvinders hjælp". Ifølge Politimuseet forekom der i alt 4 forskellige numre blandt disse sedler.
Af de blågrønne 1 kr sedler (DOP 112) blev der, navnlig i tiden 1923-25, rundt omkring fremstillet mange eftergjorte sedler, de fleste ved fotografering og ikke særlig godt gjort.
Den 26.11.1924 var der falske 10 kr. sedler i omløb i København. Den 6.2.1925 pågreb man i Berlin en falskmøntnerbande, som bl.a. havde stået for disse sedler.
I 1932 udsendte E. Thune Jacobsen, Københavns Politikammer følgende efterlysning: "Fredag den 1 .juli 1932 er der her i Byen udgivet adskillige 100 Kr Sedler med Numrene 0.713.917, 0.713.947 og 0.718.947 og Vandmærke 100. Sedlerne er fremstillet ved Fotografering og Retouche, en Cliché har været brugt til at presse Vandmærket. Man mener, at de falske Sedler er fremstillet i Udlandet og udgivet her i byen af en 26-30 aarig Mand. Nationalbanken har stillet 5000 Kr. til Raadighed for Dusører til Paagribelsen af Falskmøntneren". Efterlysningen blev også udsendt på tysk.
Det ses ikke, hvorvidt dusøren er blevet udbetalt, men firmaerne, der var blevet bedraget med sedlerne, fik dem alle refunderet i Nationalbanken.
Den 25.februar 1939 blev der på Sydfyn udgivet falske 10 kr. sedler, og det samme skete i København den 17. april 1940.
Den 12. december 1944 dukkede der falske I 00 kr. sedler op, de var efterligner ad fotografisk vej og havde ikke vandmærke. Ti dage senere pågreb man i Randers en tyv, der havde udkast til sådanne sedler på sig.
Den 8. april 1948 faldt der i Vestre Landsret dom over en falskmøntnerbande, der havde fremstillet falske 500 kr. sedler, årgang 1944 (DOP 127). Banden havde først lavet 6 stk., men da de ikke var gode nok, havde man brændt dem. I anden omgang fremstillede man også 6 stk., af disse blev de fire givet ud og passerede en købmand, to husmænd, en stationsforstander og en sparekasse, inden falskneriet blev opdaget. Hovedmanden, den flere gange tidligere straffede Marinus Tinus Brølling, fik 3 års fængsel, hans medskyldige noget mindre. En af sedlerne ligger i Politimuseet, den er tydeligvis tegnet og egentlig ikke særlig godt efterligner.
Endelig er der 100 kr. sedlen 1962 (DOP 146). I Gunnar Andersens "Pengesedler" 1974 vises en forfalskning af denne seddel. Efterligningen er ikke særlig god, men har åbenbart alligevel kunnet narre nogle. Papiret har heller ikke været godt, sedlen er revnet i midterfolden efter at have passeret ganske få hænder.
Ud over de her nævnte falske sedler har der nu og da været enkelttilfælde uden særlig interesse. Der er noget, der tyder på, at moderne sedler er så vanskelige at efterligne, at falskmøntnerne må give op. Men Nationalbanken er stadig på vagt mod nye falsknerier.
I forbindelse med de falske sedler må nævnes to grupper, Teatersedler (figur 176) og Reklamesedler (figur 177), som ikke i sig selv er falske, men som kan misbruges og udgives som ægte. Der er derfor i den borgerlige straffelov af 15. april 1930 i § 169 fastsat bødestraf for den "som forfærdiger, indfører eller udspreder genstande, som ved form og udstyr frembyder væsentlige ydre lighed med penge ... ".
Det kan i denne forbindelse nævnes, at den i figur 177 viste seddel er klippet ud af en tryksag, der i 1973 udsendtes som reklame for noget, som hed Reformbladet. Sedlens for- og bagside lignede i tegning, farve og størrelse i så høj grad den rigtige 500 kr. seddel, at den i to tilfælde med held blev givet ud som ægte. I henhold til ovennævnte § 169 blev den, der havde ladet tryksagen udfærdige, i april 1975 idømt bødestraf (86).