Da borgerne i Nykøbing Sjælland i året 1290 ikke ville anerkende den eksilregering med Marsk Stig i spidsen, der ville gøre kong Abels barnebarn, den sønderjyske hertug Valdemar til Danmarks retmæssige konge, blev byen afbrændt og i netop dette år antages et forskningsmæssigt meget vigtigt møntfund at være nedlagt.
Den 16. januar 1930 skete der nemlig det bemærkelsesværdige, at der ved en udgravning i Algade 76, Nykøbing S blev fremdraget en lergryde indeholdende 3.499 mønter. Fundet blev udførligt omtalt i Holbæk Amts Venstreblad den 27. januar og 1. februar 1930. Ud fra mønternes sammensætning lod fundet sig sammenkæde med begivenhederne i 1290. Møntskatten må være nedgravet umiddelbart før end de kom. Ganske vist er der tvivl, om det nu var Nykøbing S eller om det var Nykøbing F, der blev brændt af og der er også forskelligheder i årstallet, idet der videre har været tale om 1289. Det betyder dog ikke så meget, thi hele landet var præget af så megen uro, at der kendes adskillige møntfund, der af frygt netop blev nedgravet på dette tidspunkt.
Af fundets 3.499 mønter er de fleste præget på Sjælland under kongerne Erik Klipping (1259-1286) og Erik Menved (1286-1319). En enkelt mønt er fra kong Abel (1250-1252), men ellers er størstedelen præget indenfor de sidste 10 år før nedlægningstidspunktet. 1.930 mønter eller langt over halvdelen af de fundne er præget indenfor de seneste 4 år. Aldersfordelingen svarer altså nogenlunde til fordelingen i et nutidigt møntomløb. 671 mønter eller 19% er fra det jyske område og blot 4 mønter har kunnet henføres til Skåne; dertil 13 udenlandske mønter, nemlig 11 engelske, 1 tysk og 1 fransk. De udenlandske mønter vil her ikke blive nærmere behandlet. Mængden af jysk mønt er næsten tre gange så stor, som mængden var af norske og svenske mønter i den danske møntomsætning, dengang den skandinaviske møntunion fungerede. Fraværet af skånsk mønt skyldes, at den skånske mønts værdi var forskellig fra værdien af den vestdanske mønt.
Mønterne, de såkaldte borgerkrigsmønter, er de danske mønter, som er vanskeligst at bestemme nøjagtigt med hensyn til tid og sted, idet de i deres motiver i reglen blot indeholder enkle figurer eller bostaver. De fremtræder oftest som tynde kobbermønter, skønt de i tiden op til 1290 for det meste indeholder knap en ottendedel sølv og deres gennemsnitsvægt er knap 1 gram. Det drejer sig om mønter, der for det nuværende Danmarks område spænder fra tiden 1241 til 1332. Et stort møntfund, som det i Nykøbing S, der kan dateres så temmelig nøjagtigt som til 1290, deler således perioden op i to næsten lige store dele og fundet er derfor særdeles vigtigt i argumentationen om den enkelte mønts nærmere bestemmelse.
Der vil i reglen være en ydre årsag til, at mønter bliver gravet ned. Derfor vil dateringen af de fundne skatte ofte klumpe sig sammen rent dateringsmæssigt. Nogle gange vil man ud fra historiske begivenheder kunne slutte sig til en datering, men man kan ikke altid blindt stole på de til nutiden bevarede annaler. Thi de vil i lighed med nutidens aviser gerne forvrænge sandheden. De vil tie på betydelige felter og bringe misvisende eller direkte usande beretninger om andre. Den gang som nu har rygtesmederiet haft kronede dage. Et falsk rygte kan være årsagen til en formues nedgravning. Og et sådant rygte behøver ikke at være ført til bogs.
Sammenlignet med andre møntfund indeholdende tilsvarende mønter har det været muligt med for de fleste af mønternes vedkommende at foretage en bestemmelse, som må antages at være korrekt. Fundet som helhed afspejler tidens normale pengeomløb i en by på Sjælland, dog suppleret med indholdet fra en lille opsparing, der dog næppe andrager mere end 20 mønter. Denne vurdering støttes især af et tilsvarende møntfund fra Skafterup nær Skælskør. De samtidige jyske møntfund viser fraværet af større mængder af sjællandske mønter, men indeholder til gengæld andre mønttyper, som så i sagens natur må anses for jyske. Når der iøvrigt anvendes betegnelsen Roskilde om en mønt, er det ikke ensbetydende med, at mønten er præget i Roskilde, men betegnelsen anvendes, fordi biskoppen i Roskilde havde andel i de sjællandske møntindtægter. Mønten kan således udmærket være præget i en anden sjællandsk by. Det kunne måske være Vordingborg eller Næstved.
Med den mængde forskellige sjællandske mønttyper, der optræder i fundet, vises en næsten komplet suite af Erik Klippings såkaldte Roskildemønter. Og det bemærkes, at der i fundet ikke optræder en eneste af de mønttyper, som siden blev genudmøntet på Hjelm, efter at den sønderjyske hertug diskret havde udlånt værktøjer og et par møntprægere til formålet.
Flere andre møntfund har haft medindflydelse på de enkelte mønters bestemmelse. De vigtigste øvrige møntfund, som har haft betydning ved bestemmelsen af mønterne fra møntfundet i Algade er: Viborg I 1282, Skrivergade på Bornholm 1282, Saxkøbing I 1282, Ølst ved Aarhus 1282, Vrendrup Hede ved Ribe 1283, Thorupled i Vendsyssel 1288, Roskilde II 1290, Skafterup ved Skælskør 1290, Trustrupgaard ved Aarhus 1290, Lille Musse på Lolland 1292/93 og Vorre ved Aarhus 1295.
Om disse fund skal kortelig meddeles: Adelby ved Flensburg indeholder mange slesvigske mønter. Fundet må fundet være ældre end hidtil antaget, idet der er et fravær blandt de mønttyper, der siden genudmøntedes på Hjelm. Viborg I indeholder med undtagelse af tre Lundemønter kun jyske mønter. Skrivergade er en blanding af skånsk og Ribe-mønt. I dette fund er der ikke en eneste af Erik Klippings mønter, som kan henføres til hverken Roskilde eller Slesvig. Af Erik Klippings mønter indeholder Saxkøbing I ikke en eneste, som kan henføres som sjællandsk, men derimod mønter svarende til de, der findes omkring Ribe og på Fyn. Det kunne tyde på, at sjællandsk mønt har været mindre udbredt på sydhavsøerne eller simpelthen, at Lolland og Falster sammen med Fyn er blevet suppleret med mønter fra Ribe. Der har næppe været et selvstændigt møntsted i Odense. Dertil er det samlede antal af overleverede mønttyper for lille, men Ribe-mønter kan udmærket også være præget i Odense samt i Nykøbing Falster eller Saxkøbing. Ølst og Vrendrup Hede indeholder jyske mønter. Thorupled og Trustrupgaard indeholder enkelte sjællandske mønter, men deres procentuelle forhold til Nykøbing S og Skafterup viser med usvigelig sikkerhed hvilke, der er sjællandske og hvilke, som må være jyske. Til gengæld kan man ikke ud af de to nørrejyske fund vurdere mønternes indbyrdes alder, idet det i begge tilfælde drejer sig om opsparede summer. Skafterup er meget lig Nykøbing S. De fortæller tilsammen, at indholdet i de to fund svarer til det daglige pengeomløb på Sjælland. Lille Musse indeholder udelukkende slesvigske mønter eller mønter relateret dertil. Der ses flere af de mønter, som siden genudmøntedes på Hjelm. Nogle af mønterne, men langtfra alle, kan være præget på Hjelm. Møntskattens ejermand har næppe været lokalboende. I fundet fra Vorre vrimler det med mønter præget på Hjelm og på nær kun ganske få stykker, er resten fra Slesvig. Det er især indholdet af dette fund sammenholdt med fundene på Hjelm, som kræver, at fundet ved Adelby må være ældre end tidligere antaget.
I katalogdelen har jeg forsøgt at anbringe mønterne indenfor hvert af afsnittene i en kronologisk række. Rækkefølgen vil dog næppe være korrekt, idet der intet vides om udmøntningens størrelse i de enkelte år, hvorfor en lille udmøntning, der igen viser en ringe mængde i fundene, bliver mistolket som en ældre udmøntning. Faldet af antal mønter bagud år for år skyldes ikke bare et normalt svind af cirkulationsmængden, som antages at have været 4˝% om året, men også og i langt højere grad, at udmøntningens størrelse er proportional med møntforringelsen og dermed et stigende krav til et forøget pengeomløb. Dette ses tydeligst i, at de senest nedlagte fund af borgerkrigsmønter også er de, der indeholder flest mønter.
Interessen samler sig naturligt om den tilsyneladende meget afvigende mønt med de tre kroner 575/134. Ole Devegge, der ejede den dengang unike mønt, katalog I, Tab. IV, 819, tydede den i midten anbragte dekorative ring som bogstavet O og henførte derfor mønten til kong Oluf. Siden har den på grund af de tre kroner været anset for at være en vildfaren svensk mønt. Møntfundet i Nykøbing Sjælland bragte yderligere 8 eksemplarer for dagen. Hermed kunne enhver formodning om en henførelse til kong Oluf eller til Sverige for evigt skrinlægges, idet en lødighedsprøve ydermere viste, at mønten i sit indre var i fuld overensstemmelse med de øvrige i fundet værende danske borgerkrigsmønter.
Derefter har skribenter og andre, der har yndet at gøre sig kloge, med stadig stigende fantasi villet finde en særlig symbolik i de tre kroner. Man har til indledning stirret sig blinde på den omstændighed, at Sverige som bekendt i sit våben netop anvender dette mærke. Sandheden skal imidlertid, som allerede Henry Petersen i 1882 fastslog, søges i, at kronerne er anbragt udelukkende af dekorative hensyn.
Som tegn på kongemagten anvendtes forskellige symboler. Foruden kongekronen kan nævnes sværdet, sceptret, lillien, som i virkeligheden er den øverste del af sceptret og dermed ikke et odenseansk mærke samt bogstavet A. Udover mønter visende ét sværd, ses også mønter med både 2 og 3, ja selv 4 sværd, uden at antallet af sværd skulle modsvare et tilsvarende antal lande eller konger. Ligeså kendes også mønter forsynet med flere lillier, for slet ikke at tale om en mønt visende to kongekroner og et sværd.
Skulle man henføre alle mønter med 3 kroner til Sverige eller som havende en oprindelse i svensk symbolik, kunne man starte med de nugældende 1, 2 og 5 kronemønter, som i deres motiv har 3 kongekroner! Det skulle kunne give nogle højst interessante resultater.
Eftersom henførelser af borgerkrigsmønter forståeligt bliver mødt med stor skepsis, bringes til slut en liste over de møntfund, hvori de enkelte mønter er antruffet. Det første tal angiver fundets nummer i Danmarks middelalderlige skattefund. Tallene i parentes er dels antallet af den pågældende mønt i fundet og dels fundets størrelse. Tallene tilsammen taler deres tydelige sprog og hermed er det op til hver enkelt at kunne foretage en nøjere vurdering af mit arbejde, der skarpt adskiller sig fra alle tidligere forsøg på at bringe en systematisk orden i disse møntrækker. Beklageligvis har muligheden ikke været tilstede for en kritisk korrekturlæsning af listen. Det kan i værste fald have medført en eller flere fejlfortolkninger. Der er ingen af disse mønter, som optræder markant blandt løsfundne mønter.
Et seriøst forsøg på at bestemme borgerkrigsmønterne blev gjort af P. Hauberg, offentliggjort i 1884. Selvom der i årenes løb er rejst megen kritik mod hans bestemmelser, må det dog konstateres, at ud fra det materiale, der dengang var til hans rådighed, blev resultatet så godt, at man gang på gang må beundre ham for hans indsats, selvom det samtidig skal påpeges, at han ofte gik for vidt i bestemmelsen af mønter, hvor han ikke havde det fjerneste belæg for det. Senere møntfund, herunder det her bearbejdede fra Algade i Nykøbing S, ændrer på mange punkter Haubergs og andres henførelser. Selve Haubergs arbejdsmetoder, sålænge bestemmelserne ikke beroede på løst gætværk, er til gengæld så fuldendte, at de også er anvendt ved dette arbejde. Man har gang på gang fremført den påstand, at Hauberg, der tillige var landskabsmaler, som følge af denne kunnen havde en særlig kunstnerisk evne til at kunne skelne de forskelligheder i mønterne, som igen kunne rubricere dem til såvel de enkelte konger som til de enkelte møntsteder, når konkret viden ophørte. Påstanden har intet på sig. I de tilfælde, hvor nye møntfund har bragt ny viden for dagen, har det i de fleste tilfælde vist sig, at han tog gruelig fejl.
De her viste afbildninger af mønterne beror ikke efter eksemplarer fra møntfundet i Algade, men er efter tegninger udført i det attende og nittende århundrede. I de tilfælde, hvor det har kunnet lade sig gøre, har jeg anvendt andre illustrationer end de i de gængse katalogværker forekommende.
Desværre blev hele fundet konfiskeret af statsmagten, så private samlere har ikke kunnet få glæde af det, skønt der er mere end rigeligt med mønter. Konfiskationen et sket under påberåbelse af, at det er nødvendigt af hensyn til forskningen. Imidlertid er den hidtidige statsdirigerede forskning af sådanne mønter af en sådan kvalitet, at den hellere var undværet. Et auktionskatalog over fundets mønter havde været fuldt så godt som den eksisterende fundbeskrivelse.
(2003)
Møntfundet i Algade arrangeret efter antal stykker; Katalog; Fundfortegnelse