Mønter før 1448 fra de danske bilande England, Hamburg, Lübeck, Estland, Gulland, Sverige og Finland

af Jørgen Sømod

Mens de nyere mønter fra kolonier, lande og områder under den danske krone i rigt mål er medtaget i de gængse danske katalogværker, er dette ikke tilfældet for mønterne før 1448. Vel findes de fleste mønter allerede beskrevet, men en samlet fremstilling er ikke hidtil forsøgt og for flere af områderne kan oplysninger om mønterne kun søges i fremmedsproget litteratur.

England

Svend Tveskæg erobrede England i 1013. Da han døde året efter i 1014 overtog hans søn Knud den Store magten i England, hvor han efter et par års kampe valgtes til konge over hele England. I mellemtiden var den hidtidige kong Edelred II død og snart efter lod Knud den Store sig vie til hans enke dronning Emma. Sønnerne af det ret komplicerede familieforhold blev efterhånden konger i såvel Danmark som Norge og England. England kan under Harald Harefod næppe regnes blandt de danske bilande, men da hans mønter traditionelt har haft danske samleres bevågenhed, bliver en oversigt over disse mønter vist her.

De engelske mønter fra Knud den Store og hans sønner kan tælles i tusindvis. Nærmest hver eneste by i hele England havde et møntsted og antallet af de på mønterne angivne møntprægere er enormt. Dertil kendes de fleste mønter i et utal af stempelvariationer med hensyn til inskriptionernes bogstavering. I de nordiske lande bliver mønterne traditionelt katalogiseret efter Hildebrand (1), som til indledning opdeler dem i nogle få hovedtyper og dertil et antal undertyper. I alt katalogiserer han 3.904 mønter fra Knud den Store, 1.050 mønter fra Harald Harefod og 216 mønter fra Hardeknud. Her gengives kun Hildebrands oversigtstavler.

De vigtigste byer er efter antallet af beskrevne mønter London, York, Lincoln, Winchester, Leicester, Stanford og Thetford. Typemæssigt er det for Knud den Store typerne E, G, H og I, som er de mest udbredte, mens resten er yderst sjældent forekommende. En firkantet mønt af type C bør anses for et ufærdigt prøveeksemplar og betragtes af P. Hauberg som dansk. Videre anser Hauberg mønter af typerne D, Da, Eh, Gc, Ia og Ic som værende danske. For Harald Harefods vedkommende er typerne A og B de mest udbredte; resten er meget sjældne. Hardeknuds mønter er alle sjældne. Hvis der endelig skal tales om almindeligere typer, er det B og A. Af de resterende henfører Hauberg, typerne Ba, C, D, E, F, G, Ga, Gb, Ha, Hb og Ia til Danmark, dog med undtagelse af de af type Ba, der af Hildebrand er henført til Derby og den af type Ha, der af Hildebrand er henført til Norwich. Mærkværdigvis anser Hauberg ikke typerne H og I som værende danske. De af typerne, som Hauberg anser for danske, er ikke gengivet på efterfølgende tavler.

 

                                       Gorm den Gamle 
                                       omkring 940    
                                       __|___________ 
                                       Harald Blåtand  
                                       ca.940-986      
                                       __|__________     
                                       Svend Tveskæg  
                                       986-1014       
                    _____________________|____________ 
Edelred II ~ Emma ~ Knud den Store     Harald   Estrid 
England    |      | 1018-35            1014-18    |      
979-1016  _|      | konge i England               |     
         |        | 1016-35                       |
_________|  ______|__  ___|_________________    __|____________
Edward      Hardeknud  Harald Harefod  Svend    Svend Estridsen
Confessor   1035-42    konge i         konge i  1047-74    
konge i     konge i    England         Norge            
England     England    1036-39         1030-35  
1042-66.    1039-42                    død 1036


 

Hamburg

Under krigshandlinger i Holsten overgav Hamburg sig i efteråret 1201 til den danske konge Knud VI (1182-1202), hvorefter Hamburg indtil 1225 var i dansk besiddelse. Knud VI døde i 1202 og efterfulgtes af sin yngre broder Valdemar Sejr (1202-1241), der allerede i 1203 gav hele Holsten og nogle omliggende områder, herunder Hamburg, i len til sin søstersøn Albert af Orlamünde.

Ligesom de samtidige nedenfor meddelte mønter tilskrevet Lübeck stammer størsteparten af de bevarede eksemplarer henførte til Hamburg fra et møntfund gjort 1827 ved Bünstorff i Slesvig. Fundet blev oprindelig beskrevet af H. Dannenberg (2), men denne havde andre idéer om, hvorfra netop disse mønter hidrørte. De blev siden henført til Hamburg og Lübeck. Henførelserne synes gjort på et meget tyndt grundlag og flere af mønterne optræder selv i nutidig litteratur også som værende fra Pommern. Et meget vigtigt fund med nogenlunde tilsvarende mønter blev gjort ved Hohen-Volkfin; dette fund blev beskrevet af P. J. Meier (3). At ingen af mønterne fandt vej til så betydelige samlinger, som de der tilhørte Bille-Brahe, L. E. Bruun, Glückstadt og P. Hauberg skyldtes dels, at de først på et sent tidspunkt erkendtes som værende fra områder henhørende under dansk overhøjhed og dels, at man antagelig har betragtet henførelserne til Hamburg og Lübeck som mere end tvivlsomme. Dog bemærkes, som også nedenfor nævnt, at et eksemplar af typen med kongekrone i tårnporten fandtes på L. Chr. Petersens auktion, hvor mønten anføres som nr. 541. At til gengæld mønter fra Bünstorff-fundet fandt vej til Ole Devegges og Christian Jürgensen Thomsens (4) samlinger, kan ikke anvendes i nogen argumentation i dette emne, idet to sidstnævnte samlinger begge var universalsamlinger omfattende mønter fra alle lande. Dannenbergs oprindelige stregtegninger af mønterne blev siden anvendt af Galster (5), dog forsynet med hans egen nummerering. Tegningerne finder også anvendelse her. Derudover er her gengivet en enkelt tegning med anden oprindelse, nemlig fra Grote (6).

Knud VI (1201-1202) og/eller Valdemar Sejr (1202-1203)

Kongekronen indeni tårnporten bevirker, at mønten dateres mellem 1201 og 1203. P. J. Meier melder om 15 eksemplarer i fundet fra Hohen-Volkfin og oplyser, at der konstateredes tre stempelvariationer. Et af eksemplarerne genfindes hos L. Chr. Petersen 541. Det afbildede eksemplar svarer til Galster 3.

Albert af Orlamünde, dansk lensmand 1203-1225

De tre tårne, som også er byen Hamburgs mærke, er argumentet for at henføre mønterne til denne by. Tvivlen sås af de forskelligartede mærker i tårnporten.

 
Dannenberg 	Galster

 204		18
(202) 		34     Grote 8, III, a
 205  		28
 206  		14
 207  		15
 209  		12
 211   		 7
 213  		20
 215  		24

 
Dannenberg 	Galster 

 216  		25
 217  		27
 219  		36
 220  		32
 221  		33
 222  		10
 223  		16
 224  		19
 

 

Lübeck

Samtidig med at Hamburg kom under dansk styre i 1201, skete det tilsvarende for Lübeck. Denne by fik lov til at bevare sine rettigheder som fri rigsstad og forblev på denne måde under dansk styre indtil 1225.

Som de samtidige mønter tilskrevet Hamburg er de til Lübeck tilskrevne også især fremdraget i det store bracteatfund ved Bünstorff. Det menes vel, at den på mønterne viste fyrste skal symbolisere den danske kongemagt. Dannenberg så fyrsten som den tyske kejser. Foruden Dannenbergs afbildninger er her vist to møntbilleder fra Thomsens katalog.

Dannenberg 	Galster

(158) 		55	Thomsen 4389 (mærket AR)
(164) 		63	Thomsen 4393
 166  		60
 141  		50
 148  		40	(Behrens (7) 5)

Mønterne henført til Hamburg og Lübeck er alle bracteater. De vejer hver omkring et halvt gram. Nogle en anelse mindre, andre lidt mere. De er således ganske tynde, men virker til gengæld som præget af godt sølv og kan antages at have haft en tilsvarende værdi som den samtidige danske penning, der i Danmark var den eneste værdi, de prægede mønter havde. Bracteater er en betegnelse for mønter kun præget på den ene side og hvor bagsiden viser en negativ spejlvendt fremstilling af forsiden. En sådan prægning kan udføres, hvis et underlag mellem en tynd møntblanket og ambolt består af et blødere materiale, for eksempel bly, træ eller læder.

 

Estland

I året 1219 drog Valdemar Sejr mod øst for med magt at erobre Estland og at kristne de hedenske estere. Den afgørende kamp var slaget ved Lyndanisse, hvor det smukke sagn beretter, at Dannebrog den 15. juni faldt ned fra himlen. Herefter blev Estland en dansk vasalstat indtil landet i 1346 solgtes. Gejstligt underlagdes Estland ærkebispestolen i Lund, hvorved Anders Sunesøn foruden at være ærkebiskop i Lund blev den første biskop for Estland.

Da man i 1924 for Danmarks og Norges vedkommende indførte særskillemønter, var det i forvisning om, at det blot var en midlertidig foranstaltning. Næsten tragisk virker det derfor, at Estland et par år senere ændrede sin møntfod til sent og kroon og i håbet om en nærmere tilknytning til de nordiske lande endog lod mønternes pariværdi være baseret efter formlerne i den skandinaviske møntkonvention. Estlands tilknytningsforhold til Danmark ses også i landets våben, som endnu viser de selv samme tre løver, som det danske rigsvåben indeholder, dog uden de ni hjerter. Moderne mønter fra Estland hører således langt bedre til i en samling af nordiske mønter end finske mønter, hvor mønterne på ingen måde har noget til fælles med hverken danske, islandske, norske eller svenske mønter og hvor kun det rent geografiske og tildels sprogmæssige med hensyn til det svensktalende mindretal i Finland kan have nogen indflydelse. Hvis endelig Finland af hensyn til Sverige bør medtages, kunne man med henvisning til Danmarks tidligere udstrækning i lige så høj grad foreslå en udvidelse med tyske mønter med tyngdepunktet i mønter med møntstedsbogstavet J for Hamburg, hvilke mønter endog i tiden indtil genforeningen i 1920 har været de mest udbredte i det sønderjyske område.

De til Estland i dansketiden henførte mønter findes omtalt af Leimus (8) og Haljak (9). Det er bracteater og tilsyneladende af godt sølv. Den med tårnbygningen og den med krydslagt sværd og bispestav, hvoraf sidstnævnte menes at være en kirkelig udmøntning af Anders Sunesøn, anses for at være præget omkring 1220. Den lille bracteat med krone antages at være senere end 1265.

 

Gulland

Gulland eller Gotland blev i året 1361 indtaget af Valdemar Atterdag. Denne i hele middelalderen så betydningsfulde ø i Østersøen var med undtagelse af nogle kortere perioder under dansk overhøjhed, indtil den i 1645 endelig afstodes til Sverige ved freden i Brømsebro.

På mønterne ses i reglen motivet fra Gullands våben, Guds lam med fane, Agnus Dei, hvilket er en allegori på Kristus. På danske mønter ses våbnet selv efter øens afståelse optrædende på en del stormønt helt indtil 1726. I de tilfælde, hvor det danske våben er omgivet af 15 kredsstillede små provinsskjolde, kan man finde det som nummer 11.

Man kan med stor skarpsindighed angive forskellige møntnavne på de ældre tosidige gullandske mønter, der med tiden, som vel vanligt, prægedes på stadig lettere blanketter. For nemheds skyld angives fælles for alle de anonyme mønter navnet gote. De små bracteater med W, hvilket bogstav både har været diskuteret betydende Waldemar (Atterdag) og Wisby, som er den betydende by på Gulland, kaldes i samlerkredse i reglen blot for W-bracteater. Møntbillederne er her gengivet efter Hauberg (10) og Hildebrand (11).

Erik af Pommern

1436-1449 Visby

Hvid U. år Hauberg 84, Hildebrand 798

Christian IV, 1624 speciedaler med Gullands våben visende Guds lam med fane; her anbragt som kredsstillet våben nummer 5 følgende uret.

 

Sverige & Finland

Som følge af et igennem generationer antal kongelige fornuftsægteskaber lykkedes det at skabe den fornødne enighed til dannelse af den nordiske union, hvorved Danmark, Norge og Sverige kom under fælles overhøjhed. Det var Margrethe I, der var den centrale figur i hele konstruktionen, men hendes eneste søn, Oluf var forinden død i en alder af bare 17 år. Derved blev unionskongerne nogle fjernere slægtninge, som ikke havde nogen familiemæssig oprindelse i hverken Norge eller Sverige. Mens fællesskabet mellem Danmark og Norge varede fra 1380 og helt til 1814, da var fællesskabet med Sverige mindre holdbart og den samlede union eksisterede kun periodevis, indtil den endelig ophørte i 1523 samtidig med Christiern II's afsættelse i Danmark. Finland hørte som en naturlig del med til Sverige. Her fandtes et møntsted i byen Åbo. I Sverige sloges mønt i Stockholm og Vesterås.

 
                  Haakon V    Magnus I,      
                  Norge       Sverige              
                  1299-1319   1275-90               
                  __|_____     __|________________________  
                  Ingeborg  ~  Erik                Eufemia    
                            |__________            _|______
    Valdemar Atterdag       Magnus Smek            Albrecht            
    1340-75                 Norge 1319-55          Sverige 1364-90
     |                      Sverige 1319-64        død 1412 
     |                      Skåne 1332-60, død 1374
    _|_____________________________      __|______
    Ingeborg              Margrethe   ~  Haakon VI
     |                    formynder   |  Norge    
    _|___                 for Oluf    |  1355-80  
    Maria                 1375-87     |            
     |                    derefter    |            
_____|___________________ dronning   _|__           
Erik af Pommern Katharina død 1412   Oluf           
1396-1439       |                    1375-87.       
død 1459        |                                   
         _______|        Didrik den Lykkelige  ~ Hedvig  
        |                af Oldenburg          | tip-tip-
        |                død 1440              | oldebarn
        |                                      | af Erik 
________|__              ______________________| Klipping
Christoffer ~ Dorothea ~ Christiern I, Danmark  
af Bayern                1448-1481              
1440-1448            

                   

Erik af Pommern

1396-1439

Stockholm

Ørtug Hildebrand (12) 678, Schive (13) 22

Ørtug Hildebrand 679, Schive 23

Ørtug Hildebrand 680

 

Vesterås

Ørtug Hildebrand 681

Ørtug Hildebrand 682

 

Åbo

Ørtug Hildebrand 683

Abo (14) Sarvas (15) 1

Abo Hildebrand 684

Abo Hildebrand 685

 

Christoffer af Bayern

1440-1448

Stockholm

Ørtug Hildebrand 688, Schive 29 variant, hvor C ikke er lagt på et kors. Thomsen 11657

Ørtug Hildebrand 689

 

Åbo

Ørtug Hildebrand 690, Schive 30. Sarvas (16)

(2002)


Noter og Litteratur:


Tilbage til Dansk Mønt