Borgerkrigsmønternes ordning

af Jørgen Sømod

Jo mere man beskæftiger sig med "borgerkrigsmønter", des mere må man sande, at Haubergs grundlæggende arbejdsmetoder er uovertrufne og at senere museumsfolks skriftlige beskæftigelse med emnet, bortset fra de rene fundbeskrivelser, er ganske værdiløs. Nu var Hauberg endnu ikke museumsmand, da han i 1884 publicerede sin afhandling om disse mønter og de senere museumsfolks argumenteren for, at jordfundne mønter af hensyn til forskningen skal forblive på museerne, bliver ganske gjort til skamme, når man nærlæser deres skriverier.

Huitfeldts fremstilling af Erik Klipping

De mange senere fund har alvorligt rokket alvorligt på Haubergs fordeling af mønterne, men selve hans måde at bearbejde materialet på var korrekt, skønt han gik langt videre, end han havde belæg for og endog lod fantasien få frit løb. Dog begynder brikkerne nu langsomt at falde på plads i det store puslespil. Som seksten- og syttenhundredetallets historikere satte nøjagtige årstal på sagnkongernes regeringsperioder og som de samme historikere endog med nøjagtighed hver viste, hvorledes kongerne nedstammede fra dels Odin og dels Adam og Eva og kunne vise billeder forestillende samtlige sagn- og middelalderkonger, således anbragte Hauberg mønter, hvorom han ikke havde det fjerneste begreb, blandt de mønter, han vitterlig var i stand til at bestemme. Vi må se i øjnene, at der er en del, mest meget sjældne mønter, om hvilke vi intet aner. Og nok et antal mønter kan kun bestemmes på et meget løst grundlag. Det vil bevirke, at man i fremtiden vil se mønter, hvor bestemmelsen kun bliver angivet med vagere betegnelser. Videre forestiller jeg mig, at de mønter, som vi tror, vi er i stand til at bestemme, med et tal- eller bogstavsystem skal klassificeres og hvoraf det så vil fremgå, hvor sikker bestemmelsen antages at være.

Den generelle sammensætning af fundene fortæller entydigt, at der har ikke fundet nogen inddragelse og ugyldiggørelse sted, når der fremkom nye mønter. Den fortæller også, at mønterne har cirkuleret frit på tværs af regionale møntudstedelsesområder. Man kan videre ud af fundene se, at en pengeforringelse dengang som nu bevirker en tilsvarende forøget møntmængde.

Man kan slet ikke overvurdere betydningen af hagekorsmønten med DVX, JS 325. Det var ene og alene denne mønt, der viste, at eksilregeringen på Hjelm havde fået stillet møntprægere og prægeværktøj til rådighed af den slesvigske hertug, der ønskedes som Danmarks retmæssige konge. Det satte i første omgang en lang række mønter endeligt på plads. Dernæst har disse nu til Slesvig henførte mønter krævet, at møntfundet fra Adelby nær Flensburg må være ældre end hidtil antaget. Nedlægningstidspunktet bør sættes til 1289 eller 1290. Det er så samtidigt med en række fund spredt over store dele af landet. Tilsammen giver de så mulighed for på en enkel måde at opstille troværdige rækker af Erik Klippings samt Erik Menveds tidlige mønter.

En mønt fra Adelbyfundet, som viser sig at være interessant, skal kortelig omtales. Det er MB 496/JS 276. Ifølge den af Christian Jürgensen Thomsen forfattede fundbeskrivelse var der 40 eksemplarer, mens Hauberg rapporterer om 45 eksemplarer. Afbildningerne hos Mansfeld-Būllner og hos mig er på hver sin måde gengivet efter tegningen hos Hauberg og adskiller sig i detaillerne fra afbildning nr. 32 i den i 1844 trykte fundbeskrivelse af Adelbyfundet. Det viser sig, at bagsidefremstillingen med de krydslagte bispestave efter tegningen i beskrivelsen af Adelbyfundet er identisk med bagsiden til tegningen af Hjelmmønten afbildet i Nationalmuseets Arbejdsmark 1928 nr. 14 fra L. Chr. Petersen 1084, JS 461. Sidstnævnte mønt er således, som det har vist sig ikke usædvanligt for Hjelmmønter, en zwittermønt, altså en mønt præget med stempler, som fra begyndelsen ikke har været tænkt at skulle være sammenhørende. Førstnævnte mønt med et kronet hoved er derved ubetinget fra Slesvig.

Mønten MB 496/JS 276 kendes i øvrigt fra følgende fund: 1 eksemplar Radsted på Lolland, som i alt indeholdt 16 mønter, hvoraf de 15 er fra Slesvig, Lille Musse 9 eksemplarer ud af fundets i alt 456 mønter. Dette fund bliver omtalt nedenfor. 29 eksemplarer i fundet fra Vorre ud af fundets i alt 5739 mønter. Dette fund domineres ganske af mønter fra Slesvig og Hjelm. Videre var der et enkelt eksemplar i hvert af fundene fra Haagendrup og Grarup. Endelig fortæller Hauberg om 4 eksemplarer i møntfundet fra Stjær, hvilke dog ikke findes nævnt i Danmarks middelalderlige skattefund. Med det antal, som mønten forekommer i de forskellige fund, tyder det på, at den aldersmæssigt må være fra Erik Klippings seneste tid.

Det viser sig, at med den til rådighed stående møntmængde, kan der på Fyn nok være præget mønter, men mønttyperne har ikke været selvstændige. Haubergs påstand om, at Odense var et undermøntsted af Ribe virker således korrekt. Desværre er Fyn noget sparsom med møntfund fra slutningen af 1200-tallet, så en endelig bekræftelse synes ikke at kunne findes ad den vej.

De to store fund i Nykøbing S og Skafterup begge nedlagt 1289-90 viser entydigt det sjællandske møntomløb på dette tidspunkt og parallelt viser de næsten samtidige fund fra Thorupled samt Trustrupgaard og det lidt ældre fra Sankt Hansgade i Viborg det nørrejyske møntomløb. Men et par fund fra Lolland indeholder ikke de mønter, man herefter skulle forvente i et sjællandsk møntområde. Det ene, som er fra Lille Musse er heller ikke lokalt. Det peger på en mand, som har haft direkte forbindelse til både Slesvig og til Hjelm. Det andet, som er fra Saxkøbing har en række lighedspunkter med fund fra dels Vrendrup Hede i Ribe amt og dels det store fund fra Skrivergade på Bornholm. Fundet fra Skrivergade kan klart splittes med mønter fra dels Lund, hvorunder Bornholm hørte og dels mønter fra det vestlige Danmark.

Hvis man antager, at der ikke bare har været nogle udmøntningssteder, men at hele Danmark har været opdelt i nogle regionale møntområder, da må opdelingen have været 1) Skåne med Bornholm, 2) Sjælland, 3 Nørrejylland, som har omfattet Vendsyssel, Thy, Salling samt den øst for heden værende del af selve Jylland ned til omkring Vejle, 4) Ribe, som kan tænkes at have omfattet Vestjylland fra Limfjorden i nord og til et lille stykke syd for Ribe by; dertil en smal bræmme tværs over Jylland fra omkring Vejle i nord og ned til Kongeaaen; videre Fyn, Lolland, Falster og vel nok også Møn. Endelig 5) Slesvig.

At Ribes område skal gå helt op til Limfjorden kan næppe blive bekræftet gennem møntfund, idet området har været meget tyndt befolket, hvorfor tilsvarende møntfundene udebliver. Antagelsen grunder sig på den formening, at den jyske hede adskilte den vestlige og den østlige del af Jylland. Dertil den særlige karakter af møntomløbet i Vestjylland, der senere gennem flere århundreder er set og som endnu er sporet i det tyvende århundrede. En videre diskussion om Vestjyllands placering i de datidige møntområder er i virkeligheden uden praktisk betydning.

Det er til gengæld Fyn, Lolland og Falster ikke. Når man på traditionel vis ikke har formået at skille Ribe mønt fra nørrejysk og slesvigsk mønt, vil man til gengæld med formeningen om, at også Lolland og Falster, i hvert fald i tiden op til omkring 1300, hørte til Ribe, særdeles let kunne udskille Ribemønter. Når dertil kommer, at de vestdanske mønter i fundet fra Skrivergade synes at have en overvægt af mønter tilsvarende mønter fundet nær selve Ribe, på Fyn og på Lolland, kan disse mønter fra Skrivergadefundet, således tages med ind som en indikator for, om den enkelte mønt måtte være fra Ribe.

Det er kun fund og fundomstændigheder, der kan bestemme disse mange "borgerkrigsmønter" med hensyn til tid og sted. Gætværk ud fra en mønts blotte udseende har hidtil normalt givet forkerte resultater. Det viste sig, da en række mønter måtte omplaceres til Slesvig som følge af hagekorsmønten med DVX. Men det har også vist sig før, da andre mønter, hidtil ikke truffet i samlede møntfund, skulle forsøges bestemt. Mønten med de tre kroner MB 575/JS 134 har måttet tage sig en tur på 100 år fra kong Oluf først til Christoffer II og derefter til Erik Klipping. Den skal i øvrigt overflyttes til Roskilde.

Mønten MB 435/JS 321 har måttet ombestemmes med omkring 60 år fra 1290'erne til 1350'erne og fra Nørrejylland til Skåne. Endelig kan som eksempel nævnes mønten med det spejlvendte S, JS 459/LEB 3690, som er blevet foreslået henført først til Valdemar Atterdag og derefter til Christoffer II's sidste dage indtil jeg argumenterede den til Hjelm 1290-95. Siden har jeg observeret, at Georg Galster uden nogen hjemmel i NFM XII p 99 daterer den til omkring 1300 og foreslår den henført til Slesvig. Og skønt det næppe er helt korrekt, har han dog ramt temmelig nær den henførsel, jeg har argumenteret for.

(2001)


Danmarks Mønter