KLIK for forstørrelse!

Mønter fra Dansk Vestindien

af Jørgen Sømod

Fortsat

Dansk Vestindien består i hovedsagen af 3 Øer: St. Thomas, som tages i besiddelse 1671-72, St. Jan, der indtages i 1717 og St. Croix, som købes i 1733 af Frankrig.

 

CHRISTIAN VI 1730-1746

I januar 1740 ansøgte Det kgl. octr. Vestindiske og Guineiske Compagnie om tilladelse til efter fransk forbillede at slå en god og holdig sølvmønt, som på øerne skulle gælde 12 skilling. Kongen gav tilladelsen, men da møntmester Wineke på Mønten i København skulle undersøge forbilledets vægt og holdighed, kom han til det resultat, at en sådan mønt kun kunne udmøntes med et tab på 32 6/17 %.

Derfor fremsendte kompagniet til kongen en ny ansøgning, hvor man ønskede at præge en 12 skilling med en sølvværdi svarende til knap 8 skilling, hvorved man istedet ville få en fortjeneste på omkring 37 %. Tilladelsen kom, og mønterne blev præget (1).

KLIK for forstørrelse!

KLIK for forstørrelse! KLIK for forstørrelse!

Fig. 1-3. 12, 2 og 1 skilling 1740

Endvidere ansøgte kompagniet om tilladelse til at udpræge 2 og 1-skillinger af kobber. Og kongen, der selv var aktionær i foretagendet, gav sin tilladelse.

O. P. Kølle skrev i 1788, at mønterne ikke var kommet i omløb. Af disse to mønter prægedes ialt 507 rigsdaler 64 skilling. Ifølge ordre af 9. marts 1774 blev der leveret til Mønten i København til indsmeltning 437 rigsdaler 74 skilling (2). Det fremkomne svind er så stort, at vi må antage, at mønterne kom i omløb. Denne antagelse bekræftes ved, at mønterne jævnligt forekommer i en stand, som vidner om cirkulation. Sagens rette sammenhæng har vel været, at mønterne p.g.a. klimaet er blevet overtrukket med et lag af spanskgrønt, hvorfor de derefter er blevet inddraget, for at forgiftning skulle undgås.

Der findes spredte efterretninger om, at der også før 1740 skal have været særlig mønt i Dansk Vestindien. I et håndskrift fra omkring 1747, antagelig fejlagtigt tilskrevet Johan Lorentz Carstens meddeles:

Om Mynten eller Pengene, som ere der Gangbare.

Foruden Landets Egen Særdeelis Mynt er alle de i andre Lande og stæder af Guld og med Sølv Meleeret Metal Penge gangbare, undtagen dend Spandske Myndt, som forskydis der over alt; Aarsagen kand ej egentlig viides, uden hvad som af Indvaanerne bliver gived til giensvar, naar mand vil spørge dennem derom, At denne Regiering har ingen Handel der paa, saa har deris Myndt icke heller nogen Valeur eller priis. Ellers ere disse effterfølgende de gangbarrigste. Af Guld Mynt Heele Portugaleser à Stk. 30 rdr., som ere de Sværigste, Andre til 20 rdr., Andre til 16 rdr., hvilcke kaldis halve Portugaleser, Andre til 10 rdr., til 8 rdr., 4 rdr. og 2 rdr. 1 Lod af det bæste og fiineste Guld gielder 10 rdr., 1 Lod rengiort Flos Guld 7 rdr., men et Lod ureent Geneiske Guld 3 à 4 rdr. Af Sølv Myndt, De største og Sværigste, som der Almindelig gaar og gielder, ere Dobbelte Spanske Specier, Enkelte dito Croner 3 mk., 2 mk. stykker. Der gaar og Spanske Sølver Mynt, som gielder 3 Realer og effter vore penge 36 sk. d., de, som gielder 24 sk. d., 12 sk. d., 8 sk. d., 6 sk. d. og 4 sk. d. Alle disse forberørte Guld og Sølv Myndter ere endten Runde eller 3à4re Kandtede; Der tagis og effter vægten heelt støbt Sølv og Guld Stykker. Et Lod af de fiineste Sølv 3 mk., men af det slette 2 mk. Herved Observeris, at Ingen Lage eller opgielt givis der af nogen Guld og Sølv Medaller eller af nogen anden saa dand Haard Specie Myndt. Der gielder og alle andre Sorter Courant Myndter indtil Enkelte Eeniste skillinger, som der icke Imod tagis, uden der følger 2 tilsammens, thj der selgis icke nogen ting af gangen Ringere end for 2 sk. d., endskiøndt der ere vel de ting som koster icke meere end 1 sk. d. saasom Een Tobagspiibe, som icke kand faaes til Kiøbs, uden der maa Kiøbes 2de piiber paa eengang for 2 sk. d. Alle de slags Myndter og penge, som paa andre Stæder kand være Reducerede, gaar og gielder der for sin fulde Værdie, som de første gang ere Myndtede til. Landsens Egne Myntede penge, som gielder der og icke paa nogen Anden Plads, ere 2de Sorte. Den første Sort ere de, som der paa Landet for en 14ten Aar siden ere Myndtede af en Jøde Nafnlig Seeberg, og derfore Kaldes de Seeberrigs Penge. De ere vel runde og af puurt SøIv Men Moddet eller Stempelet paa dennem er ej andet end der paa dend eene Side inden for Krindtzen Præsenteris et Slet og Ievnt Bierg og paa dend anden Side viises der med Hamre Pengens Værdie, hvad den gaar og gielder for, og ellers er der slet indtet at læse paa dend, Der ere ej Højere eller mindre stycker af dennem end somme til 48 sk. d. 36. 24 og 12 sk. d. Dend anden Sort ere de her for de Eylande alleene i aaret 1740 Smaa Myndtede Penge, hvilcke her nock som er bekiendt, Men hvad Kaaber Mynten af disse Sorter Penge er angaaende, da stridede Indvaanerne i førstningen meget Haart der imod, og vilde ej beqvemme sig til at Lade dend Myndt der Validere, saasom Kaaber-Penge hafde der aldrig til forne været Brugelige eller Gangbare, hvorfore det og er mig u-viitterligt, om samme Penge Endnu imellem Indvaanerne ere komne til at Roulere. Thj de saaes der aldrig meere i min tiid end da de første gang vare komne der til Landet, da dog min hiem rejse ej skeede føerend aar og dag der efter. -

Wilcke kan med Fogtmans Rescripter som kilde berette: - - - paa St. Thomas været gjort et Forsøg med et slags Mønt, realer kaldede, der var støbte og mærkede med et Tegn til at betyde deres Indhold og Valeur, som var 12 ß d. Stykket, hvilke Penge og anden Mønt, som Indbyggerne kunde have, af fremmede formedels derved findende Fordel er af Landet udført.

I P. F. Suhms samling 1802 fandtes et støbt sølvstykke, der på begge sider var markeret med fire lodrette bjælker. I kataloget blev stykket katalogiseret efter den norske afdeling. Da norske mønter fra unionen med Danmark er opført blandt de danske mønter, blev det støbte stykke således opført i forlængelse af de norske middelaldermønter, dog adskilt med en tydelig adskillelsesmarkering, men tydeligvis som et vedhæng til de dansk-norske mønter. Ikke desto mindre har denne placering foranlediget attenhundredetallets møntinteresserede til at antage stykket som værende en norsk mønt fra Erik af Pommern, og ladet den således opføre sammen med tilsvarende stykker med henholdsvis en og to lodrette bjælker. Dertil har så Ole Devegge (1772-1847) knyttet en fantastisk, men desværre udokumenteret beretning. Da Suhms katalog er meget sjældent, har de fleste af de, som har beskæftiget sig med stykkerne, været henvist til at benytte Devegges omtale og denne havde ikke opfattet adskillesmarkeringen som væsentlig.

At stykkerne er af dansk-norsk oprindelse, turde være hævet over enhver tvivl, eftersom de aldrig er antruffet i udlandet. Til gengæld bør de efter deres udseende og stil at dømme, ikke antages at være ældre det attende århundrede.

Senere formodninger om, at det drejer sig om fantasistykker bør forkastes med den begrundelse, at de oprindelig ikke synes forsøgt gjort ældre, men blot som følge af Suhms katalogbeskrivelse er blevet fejlfortolket. Et forslag at lade stykkerne være gejstlige tegn, må forkastes som en lidt for fantasifuld idé, idet tanken ved bare et overfladisk ræsonnement aldeles ikke stemmer overens med nogen overlevering. Derimod stemmer udformningen, bortset fra bjælkemotiverne, ganske godt overens med efterretningerne om de støbte mønter fra Dansk Vestindien. Materialet er godt sølv.

Flere af de i samlingerne bevarede stykker synes senere støbte efter originalstøbninger. Således virker de i Odense Museum bevarede stykker som at være af nyere dato.

Fig. I: IIII. Der er registreret eksemplarer vejende 7,94 g og 7,46 g

Fig. II: II. Der er registreret eksemplarer vejende 4,79 g og 4,47 g

Fig. III: I. Der er registreret et eksemplar vejende 2,16 g

 

FREDERIK V 1746-1766

I 1748 søgte kompagniet atter om tilladelse til udprægning af 12 skillingsstykker, og atter blev tilladelsen givet. Halvdelen skulle være med kongens portræt - og halvdelen med kongens monogram (3).

KLIK for forstørrelse!

Fig. 4. Kompagniets 12 skilling 1748

KLIK for forstørrelse!

Fig. 5. Kompagniets 12 skilling 1748

Stemplerne blev skåret af Georg Wilhelm Wahl, der signerede portrættet med et W. Ejendommeligt nok manglede mønterne i kongens møntsamling i mange år. Således er de ikke medtaget i Beskrivelsen af 1791 og heller ikke i tillægget fra 1794. Dertil kommer det ligeså mærkværdige, at Prætorius i 1755 og Hans Schierven Knoph i 1777 ikke kendte udmøntningstallet af mønterne, men godt nok deres eksistens.

Dette sammentræf skyldes ikke tilfældigheder. Mønterne blev ikke udpræget for kongen, men for kompagniet. På Mønten har man antagelig regnet med, at kompagniet ville aflevere eksemplarer til kongens samling, men kompagniet har forment, at Mønten allerede havde afleveret dem eller slet ikke været opmærksom på eksistensen af en kongelig møntsamling. At Prætorius og Knoph ikke kender udmøntningstallet, skyldes at udmøntninger for kompagniet ikke førtes i den normale mønteprotokol, men i en særlig anlagt for kompagniet alene. Til gengæld fandt mønterne vej til private samlinger, og findes således i Peder Pedersen Nygaards samling, 1780.

KLIK for forstørrelse!

Fig. 6. Kongens 12 skilling 1757

I 1754 blev kompagniet overtaget af kongen, hvorfor den følgende udmøntning 12 skilling 1757 blev rent kongelig. Man bemærker, at indskriften er ændret. Tidligere stod angivet:

XII · SKIL DANSK · FOR · DE · DANSK · AMERIC · INSULER ·

På udgaven fra 1757 står:

XII · SKILL · DANSKE · AMERICANSK · M · (ønt).

Stemplerne var uændret skåret af Wahl.

H. C. baron von Schimmelmann fik i 1763 tilladelse til for egen regning at slå mønt for øerne, efter at han for 400.000 rigsdaler havde købt kongens plantager og et sukkerraffinaderi. Han måtte udmønte 2, 4, 12 og 24 skillinger, men kun 12 og 24 skilling blev udmøntet (4). I begyndelsen var det Wahl, som skar stemplerne, men i 1764 blev han afløst i embedet af Johan Ephraim Bauert, som året forinden var kommet til København fra Oldenburg, hvor han havde været stempelskærer siden 1761 (5).

Der er naturligvis mange forskelle i de to stempelskæreres arbejder, men en let måde at skelne dem på er deres gengivelser af bogstavet K. Wahls K er stift med tre lige streger, mens Bauerts opstreg er lige og de skrå streger er buede. En 24 skilling 1764 med stavefejlen AMERIKNSK er skåret af Bauert.

 

CHRISTIAN VII 1766-1808

De schimmelmannske udmøntninger fortsatte. Naturligvis med ændret monogram ved regentskiftet.

24 skilling fra 1766 kendes i to variationer. På den ene mønt skrives AMERICANSK, på den anden og sjældnere AMERIKANSK. Udmøntningen fortsætter i 1767, hvor der også præges 12 skillinger, men nu bliver det problematisk. Samme mønter er med årstallet 1767 præget indtil år 1800.

24 skilling er præget i København i 1767 og i Altona 1800. 12 skilling er præget i København 1767 og 1782, i Kongsberg 1790-1791 og i Altona 1795 og 1800.

Alle tidligere mønter er præget i København, og alle har skråriflet rand. Den udgave af 24 skilling 1767, som er medtaget i Beskrivelsen af 1791, må nødvendigvis være den københavnske udmøntning fra 1767. Og den har skråriflet rand samt punkt efter M. 24 skilling 1767 med mønstret rand og uden punkt efter M er derfor præget i Altona 1800.

Fig. 15. 24 skilling, Altona 1767

12 skilling 1767 er tilsyneladende sværere at klare. Den er udmøntet på alle 3 møntsteder. Vi ser først på Frederik V's tolvskillinger.

Fig. 14. 12 skilling, Kongsberg 1767

De har skråriflet rand, og de er alle præget i København. Vi må nu formode, at 12 skilling 1767 med skråriflet rand er præget i København.

Den variation, som er afbildet i beskrivelsen af 1791, har prik efter M og før årstallet - og den variation har altid skråriflet rand. Det passer glimrende, thi 12 skilling, København er præget i 1767 og 1782, og de yngste mønter i Beskrivelsen af 1791 bærer årstallet 1788.

Fig. 16. 12 skilling, Altona 1767

Den i Beskrivelsen af 1791 afbildede variant, er utvivlsomt udmøntet i 1767, idet eksemplaret fra Mønten er afleveret direkte til kongens kabinet. Herefter må udmøntningen i 1782 være den, som mangler prikken efter M. Den kendes i to ubetydelige varianter, som sikkert skyldes tilfældigheder.

12 skilling Kongsberg med årstallet 1767 er først præget i 1790, mens Altonaudgaven blev præget i 1795 og 1800. Begge disse udgaver har mønstret rand.

                 

Nu sammenlignes kongekronerne på 12 skillingene med kongekronerne på dels en norsk 8 skilling 1782 og dels en slesvig-holstensk 1/12 specie 1797. Der er ikke noget at tage fejl af. Altonamønten har en bred svulmende kongekrone. Kongsbergmøntens kongekrone er smal og kompakt.

Her skal omtales en mærkværdighed. 12 skilling 1767 præget på en norsk 24 skilling 1783. Mønten fandtes i konferensraad F. C. Bechs samling under nr. 1140. Den solgtes til mønthandler Kirchhoff. Så fremkom den på auktion i Numismatisk Forening 5. januar 1917, hvor den solgtes til Alb. Wischmann, Oslo. Siden var den på inspektør O. Chr. Bjørnstads auktion i 1934, hvor den som nr. 1039 købtes af O. Blom Carlsen. På hans auktion i 1938, var køberen repræsentant Chr. Helming. På Helmings auktion solgtes den til en privatsamler i Norge. I en brevveksling med Axel Clausen (1913) betegnede H. H. Schou (7) stykket som noget juks, fordi han ikke kendte til de senere udprægninger, mens Axel Ernst i 1918 (8) anså stykket som bevis for, at der var foretaget senere prægninger.

Da der som "blanket" er benyttet en mønt fra 1783, må 12 skillingen være præget senere, og da brugen af andre mønter som blanketter ved fremstilling af prøveafslag er en speciel norsk foreteelse, som fungerer helt op i dette århundrede (9), er der ingen tvivl om, at denne mærkværdighed er præget på Kongsberg. Og kongekronen er smal og kompakt.

Af mønterne med årstallene 1763-1767 findes en mængde eksemplarer af kobber og messing af og til med rester af et sølvlignende overtræk. Mønterne er falske.

KLIK for forstørrelse!

Falsk 24 skilling

Den galvaniske forsølving kendte man ikke til dengang, og det sølvlignende overtræk var ikke særlig holdbart. Det betød vel heller ikke så meget. Var man først sluppet af med en falsk mønt, gjorde det ikke noget, at et tyndt sølvlignende lag derefter forsvandt (10).

Men for bedre at forstå disse forhold, skal en del af fremstillingsteknikken beskrives i det følgende.

Først lavede stempelskæreren kongekrone, monogram, portræt eller skib. Det kunne han gøre på to måder, enten negativt i selve møntstemplet, eller positivt i en poinçon (et moderstempel, hvormed man kan præge nye stempler), som så blev hærdet og slået ind i det stålstykke, som skulle blive stempel. Som regel blev vel benyttet en kombination af disse metoder. Først fremstilledes en poinçon i grove træk, hvilket er lettest at gøre i positiv. Så hærdes den og slås over i stemplet, der eftergraveres for detaillernes vedkommende, hvilket lettest gøres i negativ. Endelig blev skriften indslået med løse bogstavtyper - de såkaldte punsler.

Derfor er bogstaverne ensartede, hvis prægestemplet er fremstillet efter denne metode (11).

På en del af kobber- eller messingstykkerne er bogstaverne forskelligartede, fordi de er graveret direkte ind i stemplet. Disse mønter er falske. Men blandt disse prægninger af uædle metaller, findes også enkelte hvor stemplet tydeligvis er udført med punsler og måske poinçon. Imidlertid adskiller de sig i enkelthederne fra sølvmønterne. Derfor kan disse prægninger af messing og af kobber erklæres falske.

Forfalskningerne er samtidige, og har historisk interesse.

En bekræftelse herpaa findes i forordning af 20. marts 1770.

"Fr. Hvorefter Mynten paa de Kgl. Americanske Eilande, og dens Forhold mod Dansk grov Courant bestemmes, og al Europæisk og Americansk Dansk Mynts Indførsel fra fremmede Steder eller med fremmede Skibe til bemeldte Eilande forbydes.

Men, paa det at forberørte paa bemeldte Eilande nu fastsatte og efter sin Valeur regulerede Mynt ikke fra fremmede Steder enten falsk eller eftermyntet dertil skal vorde indbragt, bliver herved aldeles og strengelig forbudet, fra fremmede Steder eller med fremmede Skibe til disse Eilande at indføre nogen Europæisk eller Americansk dansk Courant-Mynt, under Pengenes Confiskation, og at betale sexdobbelt af dets Beløb i Straf, naar de anholdte Penge ere over 20 Rdlr, og naar de ere 20 Rdlr og derunder, da tredobbelt i Straf, efter den anholdte og konfisquerede Summes Beløb, foruden den videre Straf, som de, der lade sig bruge til at indbringe falsk Mynt og deri have Deel, maatte være undergivne."

Straks efter skete følgende, som her er gengivet efter Vestindisk Dressel, St. Croix i Rigsarkivet:

"Falske Penge i Vestindien

1770 27. Marts er i Sekretariatet af Byfoged Sevel indleveret en Raport over en Kobber-Smed Wm Toles fra St Kibs som i England skal have Myntet 2 Real Stk (24 skillinger), og ved en Mand John Winchester indbragt her, hvilket nævnte Tilstaar og som er i Fortet Aresteret. G. G. har tilskrevet General Woodlev paa St Kibs om at udlevere Toles som er Dansk Borger.

1770 3. April Brev fra General Woodlev hvor han skriver at han ikke kan udlevere Toles som er Undersaat af Stor Britanien.

1770 24. April er i Raadet indberettet af Byfoged Sevel at han har modtaget falske 2 Real Stk til et Beløb af 150 Rd. foruden 350 Rd som fandtes i Søen.

1770 8 Mai fra St. Thomas meldes at der er indkommen i Falske Penge 93 Rd. 72 Sk."

De vestindiske mønter var stærkt underlødige. Ikke i forhold til det vedtagne, men i forhold til den pålydende værdi.

Derfor sank kursen. For at reorganisere pengevæsenet, blev det i samme ovennævnte forordning bestemt, at angive en fast kurs mellem vestindisk og dansk kurantmønt, således at 100 rigsdaler dansk kurant var lig 125 rigsdaler vestindisk kurant og samtidig blev mønternes navneværdi nedskrevet med 1/6.

(fra Afbildninger af danske og holstenske Mønter)

Ifølge forordninger af 15. juli 1726 og 9. juli 1727 blev Frederik IV's danske toskillinger 1711-19 og norske toskillinger 1714-25 nedsat, således at 6 stykker gjaldt 10 skilling. Mønterne cirkulerede derefter i Danmark-Norge indtil udgangen af året 1776. Da blev den inddragne beholdning fragtet til vestindien, og sendt i omløb, således at en mønt med pålydende 2 skilling dansk skulle gælde 2 skilling vestindisk kurant og have en værdi af 1 2/3 skilling dansk kurant.

For regeringens regning udmøntedes i 1782 på Mønten i København et antal 12 skillinger og en ny mønttype 6 skilling. Det har nok vakt undren på øerne, at der pludselig fremkom en 6 skilling - med årstallet 1767. Møntfoden var uændret, hvorfor den allerede fra starten gjadt 5 skilling vestindisk kurant og 4 skilling dansk kurant. Stemplerne blev skåret af Bauert, som altså også har æren for en variation med stavefejlen DASKE.

Endelig blev der, som tidligere nævnt, præget mønt i Kongsberg 1790-91 og i Altona 1795 og 1800.

Det var ikke kun vestindisk og dansk mønt, som cirkulerede i Vestindien. I 1799 meddeler M. R. B. Gerhardt, kongelig Preussisk Hoved-Banco-Bogholder efter Oldendorps Missionsberetninger at hovedmønten daler, kaldes Stück von Achten peso eller stykke. Der cirkulerer både spanske, portugisiske, danske og andre guldsorter.

Der nævnes herefter dansk kurantdukat, spansk daler, patagon eller piaster.

"Naar man har Mangel paa rede Penge, betaler man efter almindelig Skik i Vestindien med Sukker, Bomuld og andre Producter, ja endog Slaver.

Dette er her saa meget giørligere, som der hvert Aar bliver bestemt en vis Priis for 100 Pund Sukker, 1 Pund Bomuld o.s.v., hvilken Priis ved de Kongl. Afgivters og anden Skylds Betaling ikke kan forandres."

1795 sendtes et antal kobberskillinger fra 1771 til øerne, men de blev ikke sat i omløb. Dels kunne de kun vanskeligt indpasses i møntsystemet, dels har man nok haft to og en skilling 1740 i tankerne, idet man frygtede, at mønterne skulle irre.

Af Kongsberg-udmøntningen i 1805 sendtes for 8.750 rigsdaler toskillinger til vestindien, hvor de sattes i omløb gældende for 2 1/2 skilling vestindisk kurant.

Fortsættes


Tilbage til Mønter fra DVI
Tilbage til Dansk Mønt