Omdannede mønter fra Frederik VI's dage

af Jørgen Sømod

Frederik VI mistede i 1813 og i årene der fulgte næsten al den popularitet, han hidtil havde opbygget. Tabet af Norge og statsbankerotten, begge dele som følge af deltagelse på fransk side af krigen, var ikke godt, eftersom krigen var tabt og regnskabet nu skulle gøres op.

For at redde rigets finanser, fik kongen hjælp hos jødiske vekselerere, der foruden renter formåede, at alle i Danmark af den jødiske nation skulle optages som fuldgyldige danske borgere, blot med den lille forskel, at de havde en anden religion. Befolkningen harmedes. Kongen blev kaldt jødekongen. Det kom til voldsomme optøjer mod jøderne. Kraftigst i 1819.

I årene 1813-16 havde man i stedet for rigtige mønter, sendt nogle poletter, kaldet Rigsbanktegn, i omløb. Indskriften lød RIGSBANKTEGN FOR (Antal) SKILLING. Det blev snart udlagt til at være en forkortelse for: Rask I Gutter, Sværdet Blotter, Aldrig Nybagt Kronprinds Tager Eders Gamle Norge. Frederik Overgav Riget (-) Sligt Kan Ingen Landsmand Lide, Ingen Nordmand Glemme.
Eller: Riget I Gæld Satan Banken Annamme Naar Kongen Til Esler Giver Norge. Fribo Oppen Rømling (-) Slige Kjeltringer I Landet Love Ikke Noget Godt.
Frederik Caspar Conrad Frieboe (1767-1846>, Johan Frederik Blix Oppen (1766-1826) og Hans Henrik Rømeling (1770-1840) var alle Generaladjudant-løjtnanter ved Generalstaben og nært tilknyttede kongen.

En svensk urmager, Johan Gustav Hallström, som var bosiddende i Helsingør, var ved nytårstide 1820 en tur i København. Han benyttede lejligheden til at besøge en god ven fra dengang han var på valsen i Berlin. Det var en guldsmedesvend, Jens Hultin, 27 år og svensker. Mesteren Niels Steenstrbm var ligeledes svensker og besøget foregik i mesterens værksted på Østergade nr. 14, nuværende nr. 15. På bordet lå en rigsbankskilling 1813, men kongens portræt var mesterligt omgraveret til det mest ækle jødefjæs. Desuden var omskriften FRIDERICUS VI DEI GRATIA REX, Frederik VI af Guds nåde konge, ændret til FRIDERICUS VI EI GRATIA REX, hvilket EI enten kan udlægges til "hans", Frederik VI hans (d.v.s. jødens) nådige konge eller måske ej eller uden, altså Frederik VI konge uden nåde.

Hallström tog mønten op og grinede. Hvor kommer den fra? Gravøren, som hed Conrad Christian Frederik Schrøder, 25 år og holstener, født i Kiel og videre også gravør ved Instituttet for Metal Arbeidere, sagde ikke noget. Jens Hultin sagde, at det var en der var blandt byttepengene, da drengen havde været i byen for at købe ind. Hallström spurgte, om han måtte få den. Jo, det måtte han da gerne. På værkstedet havde man ikke brug for sådan en mønt.

I februar 1820 drog Hallström til et bal i Helsingborg, hvor han morede den hele forsamling med at fremvise den omdannede skilling. Og alle lo og morede sig. Det vil sige, en af dem blot lod som han morede sig. Thi han henvendte sig snart efter til byfogeden i Helsingør, justitsråd Steenfeldt og fortalte om denne skilling. Det måtte vel være majestætsfornærmelse. Steenfeldt lod foretage ransagning hos urmager Hallström og konfiskerede mønten. Hallström fortalte, at han havde fået den af Jens Hultin i København. Derefter alarmerede Steenfeldt Københavns politidirektør, etatsråd Kierulf, som lod foretage ransagning på værkstedet, hvor Hultin arbejdede. Der blev ikke fundet nogle omdannede mønter. Heller ikke andet statsfjendtligt. Jo, man fandt en kobberplade, hvorpå var graveret det hertugelige slesvig-holstenske våben, hvori foruden skjoldene for Slesvig og Holsten også indgår den norske løve samt blandt andet Oldenburgs og Delmenhorst våbener. Politimanden kendte ikke det hertugelige slesvig-holstenske våben, men antog det for en sammenblanding af det danske og det slesvig-holstenske våben og anede heri noget oprørsk. Schrøder forklarede sammenhængen og slap for videre tiltale, hvis han kunne bevise sin påstand, hvilket han gjorde dagen efter ved at fremvise en gammel almanak, hvori var gengivet det våben, han i øvelsesøjemed havde kopieret på kobberpladen. Jens Hultin med samt hans lillebror Frederik Vilhelm, 15 år, født i Helsingborg og lærling hos Steenström blev ført til forhør på politikammeret, hvortil også Hallström var bragt ind fra Helsingør. De forklarede samstemmende, at mønten var kommet ind blandt byttepenge og at Hallström havde fået lov til at tage den med sig. Ifølge politirapporten havde ingen af de mistænkte den ringeste anelse om, hvad motivet på mønten kunne forestille. Politiet opgav videre tiltale, men beholdt mønten som bilag i sagen, der med tiden havnede i Landsarkivet. Snushanen eller om man vil angiveren fra ballet i Helsingborg erhvervede som dusør 20 rigsbankdaler i sedler. Før 1942 blev mønten pillet ud og anbragt i Kriminalmuseet, hvor den også fandtes i 1960.

1822 blev Jens Hultin selvstændig mester. Da han døde i 1844 videreførte hans enke forretningen med lillebror Frederik Vilhelm Hultin som mester indtil også han døde i 1849. Også Schrøder blev selvstændig guldsmedemester. Det var i 1825. I Frederik VI's dage lod han præge et par miniaturemedailler. De findes beskrevet hos Bergsøe som nummer 137 og 142. Videre avancerede han som officer i det borgerlige artilleri. 1834 var han blandt de gode borgere, som købte en sølvmedaille til 2 rigsbankdaler i anledning af kongens lykkelige helbredelse og før 1849 blev han hofguldsmed. Han døde 1865.

Foruden "jødemønten" fandtes i Kriminalmuseet et større antal rigsbankskillinger 1813, der alle var omdannet, så kongen synes at have fået en strikke om halsen.På halsafsnittet er der foretaget en ridse. Videre er indskriften gådefuldt ændret til: 4RIDERICUS VI DE365 RAT6O 7REX.

365 kan sigte til antallet af dage i et år. DE RAT kan være en forkortelse for RATIUNCULA: I følge regning.
60 kan have forbindelse med den samlede statsgæld, som i årene 1814-1819 androg omkring 60 millioner speciedalere. På bagsiden er RIGSBANK ændret til GSBA. Min fantasi strækker sig desværre ikke til fuldstændig at løse de rebusagtige tekster.

Knap så fantasifulde er to småmønter i privat eje. På den ene, stadigvæk en rigsbankskilling 1813 er kongen blevet halshugget. På den anden en toskilling 1810 er kongen både halshugget og har fået et hug i tindingen.

En udskrift af politirapporten fra 1820 med tilhørende fotografier af de to mønter fandtes i Bent Andersens besiddelse. Herpå er denne artikel baseret.

(Møntsamleren 1992 Nr. 1 side 22-24)


Tilbage til Dansk Mønt