©

QUID · NON · PRO · RELIGIONE

Hvad gør man ikke for religionen?

af Jørgen Sømod

D

a Martin Luther i 1517 kundgjorde sine berømte 95 teser, var det for de især nord­europæiske fyrster en kærkommen anledning til at slippe for sta­dig at skulle dele magten med den fjerntliggende romersk katolske pavestol. Snart ændredes et antal ritualer og fyrsterne indsatte herefter sig selv som øver­ste gejstlige herrer. Munke og nonner blev smidt på porten og de af præsteska­bet, som ikke ville følge, fik samme behandling. Så let som det lyder, gik det nu ikke. Thi i kølvandet fulgte i mere end hundrede år opslidende krige. Mest kendt turde være trediveårskrigen (1618-48) og hvori også Danmark 1625-29 var indblandet.

   Christian IV tog personlig aktiv del i krigen og som kredsoberst for den ne­dersachsiske kreds opholdt han sig en tid i Tyskland og da overlod han det hjemlige styre til sin søn, den udvalgte prins Christian (V), der aldrig nåede at blive konge, fordi han døde allerede i 1647, året før Christian IV døde. I 1626 ledede kongen det berømte slag ved Lutter am Barenberge, hvor udfaldet var mere end tvivlsomt.

   I 1975 fremkom ved en auktion i München et hidtil ukendt sølvafslag fra 1626 af en lige så ukendt eller projekteret guldmønt, efter sin størrelse antagelig dob­belt­dukat. Stykket, som virker valsepræget og er vejende 2,9 gram, peger i mo­tiv og indskrift di­rekte hen på slaget ved Lutter am Barenberge. På forsiden ses en lige­ledes hidtil ukendt fremstilling af Christian IV's højrevendte portræt om­gi­­vet af titulaturen christianvs iv d:g:dan:nor v:g:rex Nederst læses års­tal­let 1626 Bagsiden viser kongen som feltherre på en springende hingst. I hori­sont­­linien militærak­tiviteter omkring voldomlagt bebyggelse med tårne. Ind­skrif­ten lyder: a"t mors a"t "ita perinde, Døden, men i lige så høj grad li­vet.

   Onde mennesker har i misundelse over, at det var mig, der fandt og hjem­bragte den unike mønt til Danmark, uden saglig argumentation forsøgt at er­klære mønten for blot at være et jeton. De har dermed samtidig røbet deres store uvidenhed, eftersom der overhovedet ikke noget sted fremstilledes sådanne runde sølvjetons på daværende tidspunkt. Og ifald nogen vil forsøge at brillere med at fremføre et jeton fra 1634 med et dødningehoved, da er det bare ikke et jeton i gængs forstand, men en regnepenge. Mønten fra 1626 er efter sit udseende præ­get et sted i det sydlige, antagelig sydøstlige Tyskland. At det som sølvafslag også må være en prøvemønt kan måske ses bekræftet i, at der i feltet på møn­tens bagside som et ejermærke ganske småt er indslået bogstavet J. Hvem denne J måtte være, er desværre ikke klarlagt, men at J kan have været mønt­mester eller måske snarere medaillør, er mest tænkeligt. Til sammen­ligning kan det nemlig nævnes, at me­dailløren Christian Wermuth


havde en betydelig sam­ling præg­nin­­ger af mønter og medailler, som alle på tilsvarende vis var mærket med hans navnebogstav W.

Sølvafslag af ukendt eller projekteret dobbelt dukat, prøvemønt

1626, Gitta Kastner, München VII, 627

©

   Christian IV udnævnte den 1. april 1627 greven af Solms-Hohensolms, Philip Reinhard[1] til Statholder i fæstningen Wolfenbüttel. Philip Reinhard, som var født 1593, var regerende greve fra 1617 til 1636 i sit lille grevskab beliggende omkring 120 kilometer østsydøst for Köln. Fæstningen Wolfenbüttel, 11 kilo­meter syd for Braunschweig, var herefter under hans ledelse indtil han måtte kapitulere den 19. december samme år. For at betale sold til sine tropper havde han hugget greven af Wolfenbüttels guld- og sølv­service og ladet det omdanne til mønter.

   De fleste af mønterne viser på forsiden Christian IV's kronede navnetræk og på bagsiden det grevelige våben. Med forskellige småvariationer kan på en del af dem læses:

moneta regis dan norwegiæ vicarii philippireinhardi comitis solmensis

mønt (fra) Danmark-Norges kongelige vikar Philip Reinhard greve (af) Solms

   Mønterne er i århundreder fejlagtig kaldt hanrejsmønter. Det skyldes en sammenblanden mellem rhingreven af Salm, der vitterlig benyttede chancen til at ligge med Christian IV's gemalinde Kristine Munk og så greven af Solms, der udelukkende i militær henseende var vikar for Christian IV. Netop ordet vikar figurerer jo på mønterne og har derfor givet rig anledning til opbygning af en skrøne om, at det var greven af Solms, der lå med gemalinden og at han endog frækt pralede med det ved at indføje vikar i sin titulatur og det på møn­ter, der videre proklamerede, at man sloges for religionen,quid  non  pro  religione, hvad gør man ikke for religionen? Jo, man ligger med den danske konges ge­malinde! Forståeligt har sådanne mønter alene for eventyrets skyld været sær­deles eftertragtede. At Kristine Munk blev forstødt efter sin affære med rhingreven af Salm, kunne jo kun bekræfte, at der var noget om snakken med greven af Solms.[2]


  Det på mønterne viste kronede våbenskjold er som nævnt tilhørende greven af Solms-Hohensolms. Våbnet består af otte dele med fire felter i hver af to ræk­ker. Det har fire motiver, som alle findes to gange. Første rækkes første felt, som symboliserer Minzenberg er tværdelt og burde foroven indeholde den he­raldi­ske farve rød og forneden er det så meningen, at det skal forestille guld. Andet felt for Solms viser en ukronet mod heraldisk venstre (for beskueren højre) gående blå løve på guldbund. Tredje felt er for Sonnenwalde og viser en kronet mod he­ral­disk højre gående hvid løve på sort bund. Fjerde felt for Wil­denfels er en sort rose på guldbund. Anden række viser de samme fire del­skjolde, men i række­følgen Solms, Minzenberg, Wildenfels og Sonnenwalde.

   Om mønternes udprægning ved vi ikke stort mere, end hvad mønterne med deres blotte præg fortæller os. Om udmøntningen er foretaget i selve Wolfen­büttel, vides ikke. Mønterne kan i deres præg tydeligt opdeles i to serier, som er det to forskellige stempel­skærere, der uafhængigt af hinanden efter leverede tegninger udførte stempler­ne. Efter udseendet betegner jeg mønterne som hø­rende til grov serie og fin se­rie. Om prægningen også er foretaget to steder, får stå hen i det uvisse. Man skulle næsten forvente, at de af møntværdierne, som kun kendes fra den ene af serierne, også er fremstillet i den anden og at man således med tiden måske kan fremdrage et par yderligere endnu ukendte mønt­typer, nemlig guldgylden og dobbeltthaler af den fine serie.

   Mønterne af den grove serie fremtræder ofte i en sådan stand, at de synes mindre attraktive og at de umiddel­bart for selv kendere virker som senere støbte forfalskninger gjort for samlere. Denne usikkerhed forstærkes ved, at alle møn­ter, grove som fine, i reglen er en anelse undervægtige i forhold til det for­ven­tede. Det kunne være interessant at få lødighedsprøvet en thaler for at kon­sta­tere, om den også i den gode sags tjeneste er underlødig. Med nuti­dens un­der­søgelsesmetoder er det så begrænset mængde gods, der skal anven­des, at man knap vil kunne konstatere den nødvendige smule affiling på kanten. Endnu har jeg ikke truffet støbte thalere. Derimod er i flere samlinger set af­støbninger af både enkelte og dobbelte dukater.[3]

   Foruden de tradionelt accepterede mønter med Christian IV's navnetræk fin­des også en lille kobberklipping, som efter sin inskription { | { 12. F.{ | wolfeb | garnis | ·1627· | { kun kan tilhøre samme udmøntning.[4]

©

 


Grov serie

Dobbelt dukat

1627 Schou 1, B. T. XVIII, 20,

Ragoczy I - 310

 

Dukat

1627 Schou 2, MK 715a (1850),

Paul Joseph 232

 

Guldgylden

1627 NNUM 1975 p 120

 

Dobbelt thaler

1627 Schou 4, B. T. XVIII, 22

 

Thaler med årstal i omskrift

1627 Schou 5-8, B. T. XVIII, 23

 

Thaler med årstal ved monogram

1627 Schou 9-10, B. T. XVIII, 24

 

Gutergroschen

1627 Schou 15-16, B. T. XX, 2, Guildal 831

Fin serie

Dobbelt dukat

1627 NNUM 1939 p 109

 

 

Dukat

1627 Schou 3, B. T. XVIII, 21

 

 

 

 

 

 

 

 

Thaler med årstal ved våbenskjold

1627 Schou 11, B. T. XVIII, 25

 

 

 

 

Gutergroschen

1627 Schou 12-14, Maillet 73,2 Joachim 70, Glückstadt 1727


 

12 pfennig

1627 Maillet 73, 3, Dannenberg 90

Grov serie

 

 

 

  

Fin serie


Ovenstående tegning, som er gengivet fra Beskrivelsen af  1791 lider af den al­vorlige fejl, at årstallet er anbragt ved monogrammet og ikke som på mønten ved siderne af våbenskjoldet.    

 

©

   Den ældre numismatiske litteratur omtaler en guldklipping af værdien 3 du­kater. Efter beskrivelsen drejer det sig om et stykke hørende til den grove serie. Det har været betvivlet, om et sådant eksemplar nogen sinde har eksisteret og om det ikke snarere var en misforståelse af den lille kobberklipping med vær­dien 12 pfennig. Imidlertid findes fra gammel tid i Det kongelige Biblioteks eksemplar af Köhlers Ducaten-Cabinet[5], hvor guldklippingen er opført som nr. 2446, indklæbet et udklip af et kobberstik netop visende en sådan guld­klipping, der altså bør antages i hvert fald at have eksisteret. I alle tilfælde giver stikkets udseende fuldt indtryk af, at man har haft mønten for sig ved udformningen.

 

   Sådanne klippinger i guld, som i sølv og præget med ordinære runde mønt­stempler er næppe gjort for at gøre tjeneste i nogen omsætning. Generelt frem­kommer de, for nordeuropæiske prægningers vedkommende, yderst sjæl­dent. De kommer oprindelig næppe fra gamle fyrstelige samlinger, men dukker sna­rere stykvis op fra tilfældige ikke-samlere. Fra sydli­gere strøg, som de østrigske lande, ses så­danne klippinger oftere og kan dér have haft en anden mening end de fra det mellem­ste Tyskland og nordefter. En mulighed kunne det være, at fagfolk ved en møntsmedie på et tidspunkt som et modefænomen fik sådanne kantede styk­ker fremstillet som en art talisman, der samtidig kunne virke som et legitima­tions­tegn, når de drog ud i verden for at søge lykken ved en ny mønt­smedie, idet den stedlige møntmester da ville vide, at indehaveren kun kunne have det direkte fra en møntfabrik og at han dermed måtte formodes at være fagkyndig. Stykket måtte nødvendigvis være af sølv eller guld. Var det blot af kobber eller andet ringere metal, kunne det jo risike­res, at en visiterende told­myndighed ville be­skylde indehaveren for falskmønt­neri. Der er også set tilsva­rende, men hjerte­formede afslag. Møntprægeres ud­kårne blev måske betænkt dermed. Mønt­mesteren selv eller måske fyrstens fi­nansminister ville have råd til at lade det frembringe af guld; svendene nøjedes med et sølvstykke.

   Man kan med rette stille spørgsmålet: Hvem kunne ellers have glæde, nytte eller fornøjelse af sådanne afslag? Et præsentationseksemplar til fyrsten selv må formodes altid at være rundt.

   Næsten endnu mere mærkværdigt katalogiserer Köhler under nummer 2447 et guldafslag af 12 pfennig og det oplyses, at denne nødklipping har værdi som 2 guldgylden. Jeg tør slet ikke udtale mig om, der har eksisteret en sådan guld­klipping eller om beskrivelsen har beroet på en misforståelse. Har den eksiste­ret, kan den have haft samme funktion som guldklippingen af 3 dukaters vægt.

   I den numismatiske litteratur har videre spøgt en tredobbelt thaler, hvilken jeg dog i 1977[6] påviste at være et falskneri bestående af tre sammenloddede en­keltthalere. Som forside med Christian IV's monogram er anvendt et eksemplar af Schou 5, altså af den grove serie og som bagside et eksemplar fra den fine serie, Schou 11, dog med årstallet bortslebet, for at der ikke afslørende skulle være årstal på begge sider. Mønten, der vejer 87,08 gram fremkom første gang på Schubarts[7] auktion i 1831 som nr. 736, hvor det korrekt meddeltes, at møn­ten er sammensat. Dernæst genkendes den hos Schulthess-Rechberg[8] nr. 5680, hvor man ikke er opmærksom på forholdet, hvilket også den forholdsvis høje pris, 27 thaler, røber. I 1893 indgår mønten i Bibliothèque Royale Albert Ier i Bruxelles. Da Paul Joseph[9] lavede en monografi over mønter fra Solms var han ikke klar over, at eksemplaret i Bruxelles er identisk med eksemplaret hos Schulthess-Rechberg, hvorfor han beskrev det som to let afvigende eksemplarer under numrene 234a og b. Fra Joseph er den unike, men falske mønt vandret ind i flere nyere verdenskataloger som værende ægte.

   Om en thaler påført russisk kontramærke henvises til min artikel om dette særlige emne.[10]

   H. H. Schou nævner som nr. 17 et blyafslag af en gutergroschen, der i beskri­velse er nærmest Schou nr. 16, men mest, bortset fra materialet, adskiller sig ved at have et punkt under årstallet. Uden at have set det pågældende stykke og uden at have forsøgt at finde kilden til Schous beskrivelse deraf, vil jeg afvise stykket og erklære det for en senere afstøbning gjort til en samler. Hvorvidt støbningen er fremstillet efter et af Schou uregistreret eksemplar, er uvist, men mest sandsynligt; således kan nævnes, at Schou ikke har registreret, at møntka­binetterne i Berlin og Dresden begge ejer eksemplarer af gutergroschen. Et blyafslag fra 1627 er utænkeligt. Det er noget, der hører langt senere tider til. Derimod er afstøbninger absolut tænkelige og for eksempel Max Ritter von Wilmersdörffers samling var meget rigt repræsenteret med sådanne støbninger, der i øvrigt alle ganske fejlagtigt benævntes blyafslag.

 


[1] Navnet skrives forkert i Mohrs katalog og derfra siden hos C. T. Jørgensen og H. H. Schou.

[2] NNUM 1939 p 109

[3] Det i Krebers katalog angivne støbte sølveksemplar af dukat blev af Ole Devegge anset for præget. Det solgtes for 2 R. 3 m 8 ß til A. C. Mohr og er således samme eksemplar, der solgtes på dennes auktion. Eksemplaret er dog næppe præget, men snarest en god afstøbning.

[4] Når der til afslutning vises hele fem afbildninger af denne mønt, skyldes det ene og alene en note i Siegs Mønt­katalog 1999 side 71, hvor det lyder: 12 pfenning 1627 er yderst sjælden og Siegs Møntkataloger har ikke kunnet skaffe illustration af denne mønt, som heller ikke findes i Den Kgl. Mønt- og Me­daillesamling.

[5] Johann Tobia Köhler, Vollständiges Ducaten-Cabinet, Hannover 1759. For brugere af Köhler henledes opmærksomheden på, at et supplement til guldmønterne fra Danzig findes i et tillæg til Carl Benjamin Lengnich, Beyträge zur Kenntniß seltener und merkwürdiger Bücher, mit besonderer Rücksicht auf die Numismatik, Danzig und Leipzig 1776.

[6] Jørgen Sømod, Bemerkungen zu einigen Münzen aus dem Jahre 1627 von Solms-Hohensolms, Der Münzen- und Medaillensammler Berichte Nr. 100, August 1977 p 476-77 og Jørgen Sømod, Bemærkninger til Christian IV's Wolfenbüttelmønter, Møntboden A/S, prisliste 2-77 p 15-16 (unøj­agtigheder i artiklen skyldes manglende korrekturlæsning).

[7] Fortegnelse over den af Carl Friderik Schubart efterladte Samling af Danske Mynter, Kjøbenhavn 1831.

[8] Die Ritter von Schulthess-Rechberg'sche Münz- u. Medaillen-Sammlung, Zweite Abtheilung, Dresden 1869

[9] Paul Joseph, Die Münzen und Medaillen des fürstlichen und gräflichen Hauses Solms, Frankfurt a/M 1912.

[10] Jørgen Sømod, Efimok, Danske, norske og holstenske mønter med russisk kontramærke, Fællesmønt 56, marts 2002