I begyndelsen af den anden verdenskrig steg metalpriserne så voldsomt, at småmønternes indre værdi blev større end pålydendet. Som en folkeforlystelse indledtes en sand spekulation, hvor indsatsen var mindre end at spille på duer. Man samlede de cirkulerende kobberpenge, 5, 2 og 1 øre, som derefter forsvandt fra omsætningen. Af nødvendighed måtte man derfor i lighed med de fleste andre lande udsende krigsmønter af billigere metaller.
17. december 1940 vedtoges en lov, der gav mulighed for at lade præge 5, 2 og 1 ører af aluminium. Ved bekendtgørelse 16. januar 1941 kundgjordes, at kongen to dage forinden havde bifaldet udseendet af aluminiummønter med en bøge- og egegren under værdiangivelsen, hvorefter prægning af femører og toører omgående påbegyndtes. Allerede den 5. februar præsenteredes disse to mønter af aluminium på en husmoderudstilling, der denne dag åbnedes i bygningen Vesterport og hvor Landsforening til Arbejdsløshedens Bekæmpelse havde en stand visende færdigvarer forarbejdet af spild. Det oplystes ved denne lejlighed, at man de seneste 3-4 måneder havde indsamlet 26 tons mælkekapsler, som efter omsmeltning var omdannet til 20 tons aluminium. Indsamling var sket på politistationer over hele landet. Mælkekapsler, der fremstilledes af aluminium foret med pap, fremkom i 1930 i forbindelse med indførelse af en fællesflaske. Solbjerg Mejeri indførte først fællesflaske og kapsel efter den store københavnske mælkeordning, netop i 1941. Fællesflasker og mælkekapsler udvikledes af A/S Dansk Pressefabrik, som også fra starten leverede kapslerne. Til en femøre brugtes omkring 15 mælkekapsler, for hvilke der var betalt knap en halv øre. I fjorten dage havde man daglig præget 45.000 toører og 30.000 femører. Da en femøre af aluminium skal veje 2,4 gram og en toøre 1,2 gram giver det på 14 arbejdsdage ialt 1.050.000 mønter vejende 1.764 kg. Disse mønter sendtes i omløb den 6. februar 1941.
I en bemærkning til lovforslaget om mønterne fremsat i folketinget den 11. december 1940, meddeltes det, "at der ikke foreløbig findes at være tilstrækkelig Grund til Udmøntning af 1-Ører." En sådan skulle iøvrigt efter det planlagte kun veje 0,6 gram. De nye aluminiummønter nåede kun i begrænset omfang til Fyn, Lolland-Falster, Bornholm samt Vest- og Sønderjylland. De, der kunne lide at optræde, kunne brillere med at få en aluminiummønt til at flyde på vand. Hvis mønten anbragtes med forsigtighed, ville vandets overfladespænding hindre den i at synke til bunds.
I detailhandelen blev mangelen på småmønt, især enører, snart katastrofal og man begyndte at anvende frimærker som skillemønt; det var næppe særlig hygiejnisk, men tirsdag den 13. maj kom der en slags løsning på problemet. Den kom i form af annoncer i dagbladene. Et 1 øres frimærke i forbindelse med et stykke karton indpakket i en cellophanpose skulle nu fungere som enøre. Det var de to radiofirmaer Johnsen-Radio og Magnavox Radio, som stod bag. De påførte kartonstykket et reklametryk og var så villige til at bekoste fremstilling og distribution. Som bekendt var der mange, der benyttede idéen og fik fremstillet egne frimærkepenge.
Selvsamme dato kunne Holstebro Avis fortælle, at stor nordjydsk virksomhed havde faaet den smarte idé at tilbageholde ørebeløbet af arbejdernes ugeløn, saaledes at der hver uge kun udbetaltes de hele kroner og at ørebeløbene skulle udbetales til jul.
Aage Johannes Hansen blev sigtet for falskmøntneri og slæbt for Østre Landsret. Han havde i maj 1941 hos en bogtrykker ladet trykke omkring 500 ark, hver bestående af 15 farvelagte papmærker af format som et frimærke, hvorefter han ved hjælp af et håndtrykkeri forsynede mærkerne med tallet 1, 2 eller 5. Han uddelte derefter arkene gratis til forskellige handlende på Christianshavn, idet han gav dem anvisning på, at mærkerne kunne benyttes i stedet for 1, 2 eller 5 ører, når de forsynede mærkerne med deres firmastempel bag på, så de ikke kom til at indløse andre handlendes mærker. Yderligere oplag kunne bestilles hos bogtrykkeren, hvis telefonnummer, han meddelte de enkelte handlende. Aage Johannes Hansen blev 28. januar 1942 dømt skyldig i falskmøntneri, men straffen bortfaldt. Forinden var han 5. november 1941 i en domsmandssag for samme forbrydelse blevet idømt 8 dagbøder à 5 kroner.
Runde celloloidskiver udformet som en art gældsbrev anvendtes af købmand J. Hansen, der under navnet HACO drev forretning på adressen Vojensvej 2, der trods postadresse Valby var beliggende i Hvidovre på grænsen til Rødovre og af bageren, købmanden og slagteren på Roskildevej 311 i Rødovre. I en fælles agitation kaldte de sig for "De tre paa Roskildevej 311". Enkelte andre snød sig også fra at give et frimærke tilbage. Kontorkantinen i Gutenberghus benyttede perforerede kartonmærker påtrykt 1 øre og indlagt i cellophanposer. Mærkerne var af en slags, som må formodes i forvejen var anvendt som bon'er ved varekøb. Mere simpelt udført efterlignedes det for eksempel af bagermester Ludvig Andersen & Søn, Egilsgade 35, København S, købmand O. J. Hansen, Søndervigvej 47, Vanløse, købmand J. M. W. Jensen, Paris Boulevard 7, Hvidovre, Karl Larnkjær, Viadukt-Bageriet på hjørnet af Nystedvej 2 og Nakskovvej i Valby, marketenderen i haveforeningen Rosenhøj i Hvidovre og af C.B. Man bemærker for de fleste af stykkerne en geografisk samhørighed, videre bemærker man, at stykkerne for Ludvig Andersen & Søn og Karl Larnkjær er trykt på samme bogtrykkeri.
En tilsyneladende reklamemønt af aluminium lydende Illums Byggepenge bør antages at være fra samme tid. Ordet byggepenge må være en bevidst fejlskrivning for byttepenge, for ikke at risikere at blive beskyldt for falskmøntneri. Mønten, om man kan kalde den sådan, har næsten en enøres diameter, men er betydelig tyndere. Det ensidige stykke må have været gyldigt for 1 øre og man ser stormagasinet Illums kendte bomærke, de to svaler.
Den 7. juni lancerede forsikringsselskabet Codan en tændstikmappe med påtrykt reklame, kaldet stikmønt. Man havde på tændstikfabrikken Zilver A/S i Kastrup fået fremstillet 1 million sådanne stikmønter. Zilver A/S leverede også stikmønter med reklame for især Kores Blæk. Videre påtog tændstikfabrikken A/S Mariaco i Søborg sig at levere tilsvarende til andre interesserede. Her lød leksten Modtag denne for en 1-Øre eller ligefrem Modtag venligst denne for en 1-Øre. 24. juni konstateredes det, at Codans stikmønter var nået frem til Nykøbing F.
En trikotagehandler paa Frederiksbjerg Torv i Aarhus klarede sig på en helt anden måde, idet han gav kunderne en synål tilbage i stedet for en enøre. Til Demokraten fortalte han 1. september: — Ja, hvad skal man gøre, hvis man ingen skillemønt har. Man må jo finde paa noget, og har folk intet mod at modtage en synål i stedet for en enøre, får de den. Frimærker som skillemønt forekommer mig ærlig talt at være noget griseri. Når sådan et mærke har været benyttet 3-5 gange, er det alt andet end probert. Til sammenligning skal anføres, at Daells Varehus i sit Jule- og Vinterkatalog 1940-41 tilbød et hus med 25 blandede polerede synåle i finhed 3 til 8 og med guldøje for 10 øre. Trikotagehandlerens løsning var således langt mere økonomisk for ham selv end frimærkepenge, som kostede 3-4 øre stykket.
Endnu den 20. maj forventedes, at enører af aluminum snart ville blive præget og sendt i omløb. 24. maj luftedes tanken, at mønterne fremtidig ikke skulle præges i aluminium, men af zink eller en zinklegering. 30. juni vedtoges en lov, der gav mulighed for prægning af 25, 10, 5, 2 og 1 ører af zink. Kongelig anordning om sådanne mønter udsendtes den 11. august. 12. september blev det første parti enører af zink og af samme præg, som var tiltænkt enøren af aluminium, leveret til Nationalbanken, hvorfra det straks gik videre til de private banker. Omgående kom enørerne i cirkulation, men skillemøntmangel og erstatningspenge eksisterede året ud. Så sent som juleaftensdag klagede de handlende i Ebeltoft deres nød over ikke at have tilstrækkelig med byttepenge. Snart var det dog overstået og Kristeligt Dagblad skrev den 28. februar 1942 i en notits nærmest nostalgisk: Da vi sidste Aar led under Mangel paa Smaamønt - - -.
Først trykt i: Skilling, marts 1988. Illustrationerne her var: