Når man som møntsamler gerne vil vide lidt om de historiske og kunstneriske forhold på den tid og det sted, hvor en mønt er præget, får man let vakt en interesse for de våbenskjolde, som findes på så mange mønter, og man får maske lyst til at vide lidt om de regler, der gælder for et våbenskjolds udformning og sammensætning, det man kalder heraldik.
Samlere af antikke mønter kan godt stoppe her. Lad Athens ugle, Korinths pegasus og mange andre antikke figurer være nok så karakteristiske symboler, så regner man dem dog ikke med til heraldikken, hvis fødsel man sætter til omkring midten af 1100-tallet.
Heraldikken opstod af rent praktiske grunde, for at man kunne indentificere en ridder, der var skjult af hjelm og rustning, ved hjælp af de farver og figurer, som han førte i sit skjold. Oprindeligt var skjoldets farver og figurer et personligt kendetegn; men våbenet blev hurtigt arveligt - det blev et slægtsvåben. Våbenførende møntherrer i Tyskland begyndte at sætte deres våbenskjold på mønter, det tidligste eksempel er nok et par brakteater, som Henrik Løve slog i 1148 og i 1168, og hvor vi finder en løve indfattet i noget, der ligner et våbenskjold.
De danske konger fik tidligt deres våben, idet allerede Valdemar den Store førte tre gående løver i et skjold, der var bestrøet med søblade, som senere blev til hjerter; men der skulle gå mere end to hundrede år, før dette våbenskjold kom på mønter.
Borgerkrigsmønterne viser et utal af figurer, hvoraf mange almindeligt anvendes i heraldikken, og det er ikke her stedet at komme ind på, om disse figurer kan sige noget om, hvor og hvornår mønten er præget. Med kongevåbnet har de næppe noget at gøre, for i den store billedrigdom er der kun de to ovenfor afbildede typer, der hver har en enkelt gående løve: MB49 og 605, og selvom man finder mange hjerter eller søblad, så er de ikke strøet i skjoldet, se f. eks. MB 329-32,424-27. Af de figurer, som med sikkerhed kan siges at være et våbenskjold, kan man idag næppe nævne andre end Sakskøbings uldsaks, MB 568, møntmester Papes sparre, MB 634 og de tre mønter med Holstens nældeblad, MB 276 og 569-70. De to sidste er nok præget af Johan den Milde, da han havde Lolland i pantelen; men MB 276, hvis nældeblad er gengivet ovenfor, er gådefuld. Hauberg henfører den til Erik Glipping og Slesvig; men den blev fundet ved udgravningen af de fredløses falskmøntnerværksted på Hjelm, og så kan den jo ikke være fra Erik Glipping, og den kan heller ikke, som de to andre være præget af Johan den Milde, for han blev først hertug seks år efter, at falskmøntneriet på Hjelm ophørte.
Våbenmærker var, som nævnt, arvelige, og medens den ældste søn førte faderens våben, så førte de yngste sønner slægtsvåbenet med visse forandringer, som undertiden bestod i en formindskelse af våbendyrenes antal, og siden Abels tid har hertugerne af Slesvig ført to løver. Medens der kan være tvivl om, hvor de løver stammer fra, som man ser på den hvid, der blev præget i Ribe omkring 1380 (Galster nr. 1), er det Slesvigs løver, som vi finder på mønterne fra Flensborg. (Galster 110, 111 og 113). De dateres til ca. 1359-1404, og Slesvigs løver kom altså på mønter et lille hundrede år før de danske løver.
Den første mønt, som bærer de tre danske løver, er den søsling, som dronning Philippa lod præge i 1424 (Galster 11), efter at hun under Erik af Pommerns udlændighed havde truffet aftale med nogle Hansestæder om forbedring af mønten. Traktaten, som er trykt hos Galster s. 88-91, indeholder ikke alene nøje forskrifter om de nye mønters vægt og lødighed, men også om præget, og det siges at mønten skal have "dre lebaren" på den ene side. Dronningen var som engelsk prinsesse stærkt interesseret i heraldik, og når hun kaldte de danske løver for lebarder, var det, fordi løverne på det våbenskjold, som Erik af Pommern havde arvet efter Valdemarerne, vendte ansigtet imod beskueren. I ældre tids heraldik lagde man vægt på, om gående våbendyr så lige ud - så var det løver - eller vendte ansigtet imod beskueren - så kaldte man dem leoparder eller lebarder. I moderne heraldik anbefales det at undgå denne sondring; men i numismatikken kan man ikke helt undvære den, fordi den lille skillemønt, som også skulle udmøntes efter traktaten, og kun bære et våbendyr, (Galster 8) allerede i samtiden blev kaldt lebard.
Ved arvedelinger og ved erhvervelse af nye landområder opstår sammensatte våben, hvor de enkelte slægters og landes våbenmærker kan kombineres på forskellig måde, og våbenet går fra et slægtsvåben over til at blive et rigsvåben. Erik af Pommern førte i sit segl et sådant våben; det er gengivet på bagsiden af den medaille, som Skånes numismatiske forening slog til minde om Malmøhus' 500 års jubilæum. Det findes ikke på mønter, og det første sammensatte våbenskjold, som vi ser på en dansk mønt, er ikke noget dansk rigsvåben. Det er våbenet på bagsiden af Kristoffer af Bayerns skilling (Galster 18) og det viser Pfalz' løve og Wittelsbachernes ruder, gentaget i et firdelt skjold.
De første mønter, som bærer et dansk rigsvåben, er Hans' og Christiern II's nobler og Christiems sølvgylden (Galster 24, 37 og 38), våbnet viser Danmarks løver - og nu er det løver og ikke lebarder - Sveriges tre kroner, Norges løve og Vendernes lindorm i et skjold, delt af et dannebrogskors. Et midterskjold har våbenmærker, der svarer til kongens hertugtitler: Slesvigs løver, Holstens nældeblad og Stormarns svane, og inderst inde er der et hjerteskjold med Oldenburgs tværbjælker.
På den speciedaler, som Christiem II slog i sin udlændighed, og på nogle mønter fra Frederik 1, (Galster 44, 45 og 49) finder man en række kredsstillede skjolde, samlet henholdsvis om de tre løver og om slægtsvåbenet, som her er Oldenburgs bjælker og Delmenhorsts kors, gentaget i et firdelt skjold.
Christian III vender på sine Joachimsdalere tilbage til det sammensatte rigsvåben (Galster 101 og 102 og Hede 16 og 19). De tre kroner er gået ud, og Goternes løve over ni hjerter er kommet til. Den kunstneriske udformning er langt smukkere; man mærker at renæssancen er kommet til Danmark.
Også Frederik II slog smukke mønter. Man skal lede længe efter kønnere og mere heraldisk korrekte våbenskjolde end de to, som er vist ovenfor. I rigsvåbenet på Elfsborgs løsen ser vi igen de tre kroner, hvis anbringelse i Frederik II's våbenskjold medvirkede til den nordiske syvårskrig. Lindormen blev der skaffet plads til i en såkaldt skjoldfod, og i midterskjoldet kom der et nyt våben: Ditmarskens rytter efter kongens sejrrige Ditmarskertog.
Portugaløser fra Haderslev
Holger Hede har i sit møntværk, 3 udg. s. 162, omtalt enkedronning Sofies udmøntning af guldmønter i Haderslev. Det danske rigsråd var fortrydeligt herover og klagede bl.a. over rigsvåbenet. Det, der har stødt de høje herrer, har nok været, at Ditmarskens rytter på portugaløseren fra 1591 var anbragt i hjerteskjoldet, der hvor Oldenburgs tværbjælker og Delmenhorsts kors burde sidde. Enkedronningen mente, at våbenet havde været udskåret på samme måde i Frederik II's håndsignet, "det i den blå safir"; men hun ændrede alligevel våbenet, som man kan se det af billederne ovenfor.
Rigsrådet havde forsåvidt ret, da et hjerteskjold efter heraldiske regler skal bære slægtsvåbnet eller særlige ærestegn, som f.eks. kurfyrstelige insignier eller Lübecker Hochstifts kors på mønter fra Slesvig-Holstens hertuglinier; men senere forskning har vist, at enkedronningen også havde ret i, at tilsvarende våbensammenstilling havde været anvendt under Frederik II. I Heraldisk Tidsskrift, bind 4, nr. 36 har museumsinspektør Peter Bondesen fremdraget en række rigsvåben fra Frederik II's tid, hvor Ditmarskens rytter er anbragt i hjerteskjoldet, og hvor de forskellige våbenmærker - bortset fra korsdelingen - er anbragt på ganske samme måde som på de portugaløsere, der blev kritiseret af rigsrådet.
Som man kan se af billederne, blev Ditmarskens rytter flyttet til hovedskjoldet; men skulle det have været helt heraldisk korrekt, burde rytteren som våbenmærke for et nyerobret landområde have været anbragt i et indstukket felt, som man ser det på mønter fra de slesvig-holstenske hertuger. På samme måde er Granadas granatæble anbragt i Spaniens rigsvåben den dag i dag (se f. eks. Yeoman 118-20 eller tydeligere under Isabella, Yeoman 30 m.fl.)
Den våbensammensætning, vi finder på Elfsborgs løsen, og som også findes på Prinsens daler og på Christian IV's bryllupsspecie, var nok mere korrekt, end våbenet på enkedronningens guldmønter; men der har næppe på Christian IV's tid været faste forskrifter for rigsvåbenets sammensætning. Både på en portugaløser, en breddaler en speciedaler og på piasteren (Hede 9, 63, 49 og 66) er der ukorrekte våbensammensætninger. Nu begyndte man igen at anbringe de efterhånden mange våbenskjolde i en kreds om et skjold med Danmarks tre løver. Det siges, at nordmændene blev fornærmede over, at deres løve blev forvist til omkredsen, og i hvert fald satte man senere ind i kredsen et nyt våben, som Frederik III havde anbragt på en speciedaler fra 1664 (Hede 66). Dette våben, som man har kaldt kabinetsvåbenet, viste Danmarks løver og Norges løve ved siden af hinanden og derunder Unionens tre kroner. Våbenmærkerne var anbragt i et ovalt skjold, hvad der var heraldisk ukorrekt, da denne skjoldform er forbeholdt damer og gejstlige; men man må håbe, at nordmændene blev tilfredse. Pragtspecierne fra Frederik III's sidste år (Hede 80-83) og fra Christian V's første (Hede 61-62) er i hvert fald flotte og gengiver flere våbenskjolde end nogen anden dansk mønt.
De mange forskellige muligheder for rigsvåbnets sammensætning, som blev omtalt ovenfor, ser vi ikke meget til på Christian V's mønter. Rigsvåbnet har nu faet den faste form, som kan ses af ovenstående billede. Det er sammensat som Elfsborgs løsen, men dannebrogskorset er blevet til dannebrogordenens kors, som - heraldisk ukorrekt - går ned gennem skjoldfoden, så Vendernes lindorm må sno sig bagom korsets nederste arm.
Under Frederik III var et skjold med de tre løver det almindeligst brugte på kronemønten; medens rigsvåbnet og kabinetsvåbnet var forbeholdt speciedalerne. På Christian V's firemarker ser man tit rigsvåbnet. Som det kan ses på billedet, blev de tre løver dog også anvendt, undertiden i en indfatning der viser, at nu er det barokken, der er tidens stil.
Under Frederik IV genoptog man kabinetsvåbenet, nu dog i et mere korrekt skjold, smukkest vel nok på den speciedaler, som møntmester Wineke i 1704 slog for egen regning (Hede 34) for at vise, hvad han duede til - og det gjorde han! Det er måske Danmarks smukkeste mønt, og af noget teknisk nyt finder vi her for første gang det system af prikker og streger, som man med et lidt misvisende udtryk kalder heraldisk skravering. Det kan desværre ikke ses på billedet, der er en stregtegning og systemet skal ikke gengives her, da det for samlere af dansk mønt er nok at vide, at guldgrund i et våben angives med prikker og rød og blå grund med henholdsvis lodrette og vandrette striber.
Rigsvåbenet blev dog også anvendt, og da Frederik IV efter afslutningen på den store nordiske krig i 1720 inkorporerede Slesvig, ændrede man våbensammensætningen således, at Slesvigs løver, der hidtil havde siddet i midterskjoldet ved siden af Holstens nældeblad, blev flyttet til hovedskjoldet, hvor lindormen fik lidt mindre tumleplads. Ændringen fremgår tydeligt af en krone fra 1711 og en fra 1723. Sidstnævnte er meget sjælden, men på de norske kroner fra samme år har man også flyttet Slesvigs løver.
Nu er det rokokkoen, der er den herskende stil, og da den afskyr symmetrien og vrager de rette linier, kom stempelskærerne i store vanskeligheder, fordi rigsvåbnet netop bygger på symmetri og rette linier. Som det kan ses af billederne, kunne man give helt op og tegne et traditionelt rigsvåben endog med vildmænd som skjoldholdere. Forsøgene på at skære et våbenskjold i rokokkostil faldt undertiden mindre heldigt ud, men det kunne også gøres særdeles elegant, som på rigsorten.
I Frederik V's sidste år blev kabinetsvåbenet igen anbragt i et ovalt skjold, og i denne form blev det næsten enerådende under Christian VII, se foranstående eksempel. Det sidste kabinetsvåben finder vi på Frederik VI's speciedaler fra 1819 (Hede 25 m. note s. 194), hvor man undrer sig over at se Norges løve 5 år efter Kielerfreden. I og for sig var der ikke noget i vejen for, at Norges løve kunne have beholdt sin plads i det danske rigsvåben. Tyske fyrsteslægters våben omfatter tit våbenmærker for landområder, som den pågældende slægt forlængst er ophørt med at regere over, og Englands konger førte Frankrigs liljer indtil freden i Amiens i 1802. Gotland og Rügen har længe ikke hørt til Danmark, og vi beholdt jo også Slesvigs løver i rigsvåbenet, efter at vi i 1864 havde afstået Sønderjylland. Imidlertid krævede svenskerne den norske løve fjernet, og i forbindelse med forhandlingerne om statsgældens fordeling lovede Frederik VI, at hverken han eller hans efterkommere mere ville føre Norges løve i deres skjold.
Frederik VI tog så initiativet til at lade udarbejde et nyt rigsvåben, hvor man udelod Norges løve, flyttede Slesvigs løver op på dens plads og anbragte et hestehoved som våben for Lauenborg i midterskjoldet.
Det er dette rigsvåben, som findes på mønter fra Frederik VI og med ganske få ændringer fra de senere konger. Ved kronemøntens indførelse satte man de tre løver på to- og enkronerne, og da vi i 1924 fik særskillemønt, bar mønterne en krone på bagsiden. Skønt det ved kongelig resolution af 18. december 1959 var bestemt, at det, som man hidtil havde kaldt "det store rigsvåben", nu skulle hedde "det kongelig danske våben" og forbeholdes kongen og kongehuset, anbragte man alligevel dette våbenskjold på de fem- og enkroner, som blev udmøntet året efter. Således har vi allesammen i vore lommer det våbenskjold, der ikke engang må føres af vore ambassadører, som ellers altid fremhæver, at Danmark i udlandet repræsenteres af en kongelig dansk ambassade.
Dronning Margrethe foretog efter sin tronbestigelse en væsentlig ændring i det kongelige våben; men også det blev anbragt på mønterne i henhold til en anordning af 12.11.1973, som fejlagtigt endnu taler om "det store rigsvåben".
Nu er møntprægningen overgået til Danmarks Nationalbank, hvad der formentlig er i strid med grundlovens § 26, og nu får vi en tikrone, som hverken bærer krone eller våbenskjold.
Hvis de foranstående bemærkninger har givet lyst til at vide lidt mere om heraldik, kan der henvises til en udmærket bog af Knud Prange: Heraldik og Historie, som nylig er kommet i en stærkt udvidet 2 udgave. Bogen har bare ikke et ord om mønter, end ikke i oversigten over heraldiske kilder. En mere populær fremstilling er Carl Alexander von Volborth, Alverdens Heraldik i Farver, oversat og bearbejdet af Sven Tito Achen, som nu selv har skrevet en fascinerende bog: Heraldikkens femten glæder. Al litteratur om dansk heraldik er samlet i en bibliografi ved Sven Tito Achen og Ole Rostock.
Skal man identificere et våbenskjold, har vi to danske håndbøger: Identifikation af anonyme våbenskjolde og Danske adelsvåbener, begge af Sven Tito Achen. Et mere omfangsrigt værk, der dækker hele verden, er Neubecker/Rentzmann: Wappenbilderlexicon, som er en nyudgave af sidstnævnte forfatters Numismatisches Wappen-Lexicon des Mittelalters und der Neuzeit, der var bestemt til at identificere mønter. Også nyudgaven indeholder en lang række våbenskjolde, gengivet efter mønter. En morsom gammel bog, der handler både om mønter og heraldik, er C.N. Schwach, Udsigt over de tre nordiske Rigers Myntvæsen ... samt Grundrids af Heraldikken, Trondhjem 1842.
Vil man følge med i, hvad der sker indenfor heraldikken, må man melde sig ind i Societas Heraldica Scandinavica, som udgiver Heraldisk Tidsskrift, der udkommer to gange om året. Tidsskriftet indeholder heraldiske artikler med vidt forskellige emner og anmeldelser af heraldisk litteratur. Nærværende artikel er udarbejdet på grundlag af min tidligere afhandling: Våbenskjolde på mønter, i tidsskriftets bind 3, nr. 29, s. 393 ff; som igen i vidt omfang bygger på Poul Bredo Grandjean, Det danske rigsvåben, 1926. I dette værk er der indgående redegørelser for rigsvåbenets udvikling og sammensætning, og der er i noterne i meget vidt omfang henvist til H. H. Schous møntværk.
(Numismatisk Rapport 1978/4 og 1979/1)