Alligevel rejser hans hjælp nærmest flere spørgsmål end den besvarer. Han lod i Stockholm slå mønt i Christian 3.s navn til betaling af tyske lejetropper, som han havde sat ind mod Christian 2.s tilhængere i Skåne. Tropperne havde krævet betaling i dansk mønt og mønterne synes lødige. Dette kan vel forklares ved risikoen i at søge at snyde en magtfaktor som lejesoldater er, men hvem har leveret sølvet? Hvem har betalt gildet? Hvis det er Christian 3., kunne han vel have slået mønterne selv og hvis det er Gustav Vasa synes man at savne nogen logik: hvorfor ofre formuer på at slå falsk, men lødig udenlandsk mønt? Og endelig det akademiske spørgsmål: skal mønterne betragtes som ægte eller falske samt: havde de efter Grevefejdens ophør fuld gyldighed i Danmark? Der er nok at tage fat på for en rask forsker...
Litteratur:
