KLIK for forstørrelse!

Julius Wilcke: Møntvæsenet under Christian IV og Frederik III 1625-1670

Fortsat

6. 22. December 1665-22. Marts 1671

Naar man betragter Tabellen over Udmøntningen i Perioden 1652-1664, vil man se, at der er slaaet ca. 180.000 Rdlr. i 4 og 2 Mark Stkr. og ca. 205.000 Rdlr. i 2 ß, af en Udmøntning paa ca. 400.000 Rdlr. Selv om man finder den i Tabellen anførte Post Specier latterlig lille, og selv om man gaar ud fra, at der er slaaet en Del flere Specier, om end sikkert ikke ret mange, og en Del flere Dukater, er det vist næppe mere end de ca. 8.000 Rdlr., der udkræves for at supplere de 392.000 Rdlr., der er optalte som udmøntede, til fornævnte Sum af ca. 400.000 Rdlr. De københavnske Specier fra Frederik III.s Tid og særlig efter Aar 1652 er gennemgaaende sjældne Stkr. i Samlingerne og fra hans senere Aar endog meget sjældne og kostbare, samtidig med at de er de skønneste danske Specier, der eksisterer. De er som oftere omtalt næsten for Medailler at regne.

Til Udmøntning af Sletdalere og 2 ß er der sikkert forbrugt Speciemønt. Naar man derhos erindrer, at det er en fastslaaet Erfaringssætning, at daarlig Mønt fortrænger god, idet den frister til at sælge den gode Mønt for en indbildt stor Betaling i slet, som dog i Virkeligheden ikke indeholder Ækvivalent i Sølv for den gode, som med Fordel kan indsmeltes af alskens Jøder, Guldsmede, Opvexlere o. s. v., kan det ikke forbavse nogen, at der hurtigt opstod en endnu stærkere Mangel paa stor Handelsmønt end nogensinde tidligere.

Den 19. Marts 1662 (1) udtaler Kongen i et Brev til Grev Rantzau, Præsident i Statskollegiet, at han er kommen i Erfaring om den store Urigtighed, som begaas i Danmark med Mønten, saa at alle Rigsdaler udføres af Riget og anden Mønt, som ikke er saa god, indføres i Stedet.

Den 16. November 1663 afgav Statskollegiet en Betænkning, der gik ud paa, "at herefter ikke skulde slagis anden Mynt end Rixdaler, halfve Rixdaler, Rixorte og ellers anden smaa Mynt. Och efterdi de slette Dalere, to Mark och Marksüicker, som udi disse seniste Aaringer ere slagen udi Ed. May. Kongeriger och Förstendomb, befinds at vere af noget mindre Valeur, end de burde, och Naboerne dem derfore icke for fulde vil annamme, saa de derudofver blifver her i Riget, och Rixdalerne derimod udføris, da formener vi underdanigst, at de kunde afsættis saa meget, som de udi sig ere ringere, hvilket befindes at vere paa en Daler ved ohngefehr fire danske Skilling og de andre tvo Mark och Mark Stücker à l'advenant efter slig Proportion, hvorved formodis, at de ofver ald bos Naboerne vel skulde annammis ..."

Dette Forslag var saa meget mere nærliggende, som Frederik III og Hertug Christian Albrecht den 20. September 1660 havde udstedt Kgl. Patent "der Müntz halber und Absetzung der Cronen", hvori meddeles Indbyggerne i Hertugdømmerne, at efter at Krigen er forbi og Freden atter bragt til Veje, har de bragt i Erfaring, at Lübeck og Hamburg til stor Skade for Indbyggerne har forbudt de her gængse Mønter og ganske særlig Sølvkronerne til 32 ß l. og Halvkronerne eller Markstykkerne til 16 ß l. (2 Mark dansk), der er slagen efter 1649. I Konceptet til Patentet er her overstreget, at Stæderne har sat Kronen til 27 ß 10 Pf. l. Da nu heraf voxer Skade for Indbyggerne, medens iøvrigt kun lidt af den Slags Mønt er møntet i Kongerigerne og Hertugdømmerne og da man er kommen i Tanke om og har faaet Underretning om, at store Summer er efterpræget af egennyttige Folk i nævnte Stæder, og vore Lande overfyldt dermed (en smuk Forklaring!), saa har vi for at afvende saadan Skade for vore Undersaatter anset det for raadeligt at sætte en anden Valør paa de hele og halve Kroner, som er slaaet her efter 1649 og at ansætte de hele Kroner, der gjaldt 32 l. (4 Mark d.) til 28 ß l. (3 Mark 8 ß d.) og de halve, der gjaldt 16 ß l. (2 Mark d.) til 14 ß l. (1 Mark 12 ß d.) og de fjerdedels, der gjaldt 8 ß l. (16 ß d.) til 7 ß l. (14 ß d.) (2).

En lignende Nedsættelse har altsaa ikke været gennemført i Kongerigerne. Mulig har Hertug Chr. Albrecht, der ikke var Kong Frederik særlig venlig sindet, gennemtvunget den for Hertugdømmernes Vedkommende. Under alle Omstændigheder var det jo en temmelig uholdbar Stilling, at der Syd for Kongeaaen gjaldt en betydelig lavere Kurs paa Kongens Mønt end i Kongerigerne.

Foreløbig synes Kongen dog at have vendt det døve øre til. Heller ikke Statskollegiets Indstilling havde nogen øjeblikkelig Indvirkning, skønt han, umiddelbart efter Regeringsforandringen, den 18. November 1660 havde instrueret Kollegiet om at have Indseende bl. a. med Kongens "regalia", hvortil jo ogsaa regnedes Mønten. Det maa altsaa ikke saa meget have været til Forbedring af Mønten, som til Bevaring af Profitten, at sligt Tilsyn er tilvejebragt. Derimod udkom - som ovenfor nævnt - strænge Forbud mod Udførsel af Guld og Sølv, ligesom der førtes skarpt Tilsyn med ulovlig Falholden af Sølv (3). Sølvkøbet forbeholdt Kongen sig til sin Fordel.

Med Udgangen af Aaret 1665 maa Stillingen dog være bleven særlig besværlig, thi den 22. December (4) udgik to Ordrer til Frederik Caspar Herbach og Gotfrid Krüger om ikke mere at mønte 1 og 2 ß eller anden smaa mønt indtil 1 Mark Stkr. og 2 Mark Stkr. at regne. Disse Ordrer efterfulgtes den 20. (10.) Januar 1666 af et Reskript til Kammercollegium "angaaende med 2 Renteskrivere strax fra begge Myntemestere i Kjøbenhavn at lade affordre og paa Skatkammeret godt forvare alle Mynte-Stempler, som alle Slags smaa Mynter under Mark-Stykker med stemplede ere; saa og derhos Stempelsnideren at anbefale, ingen fleere saadanne Stempler, førend anderledes anordnes, at forfærdige" (5). Samtidig forbødes Indførsel af Smaamønt under hele Marker fra fremmede Steder, idet Kongen havde bragt i Erfaring, at en Mængde Smaamønt, særlig 2 ß blev indført (6). Den 12. Januar 1666 udgik Befaling "at de Kongl. Myntemestere skal indtil videre ikke anden smaa Mynt slaae eller mynte end heele og halve Dalere efter den Skraa og Korn, som de slaaes udi Norge (7). I Konceptet (8) til denne Befaling hedder det udtrykkelig, at Møntmestrene ikke maa slaa anden smaa Mønt end hele og halve Slette-daler. Der kan ganske sikkert intet modsætningsvis udledes af, at Ordet "Slette" er udeladt i Originalen. Kun Slettedaler kunde regnes til Smaamønten i videre Forstand i Modsætning til Speciemønt, og naar Møntmestrene ikke maatte slaa anden Smaamønt end hele og halve Dalere, kan det kun betyde Sletdalere. Dette passer bedst med Befalingerne om ikke at mønte Smaamønt indtil 1 og 2 Mark Stkr. og om at forvare Stemplerne til Smaamønten under disse Værdier. I hvert Fald er der faktisk i de seneste Aar af Frederik III.s Regering ved Møntstederne i Købenliavn slaaet en Mængde 4 og 2 Mark Stkr. dvs. hele og halve Sletdalere, hvorom de til Nutiden bevarede Stykker bærer Vidne (9).

Dette var altsaa den værste Anstødssten i Frederik III.s Møntvæsen eller -forretning: 2 ß, der søgtes ryddet af Vejen. Det var den, der havde vakt den pinligste Opsigt, og som tilsidst maatte fjærnes, skønt det iøvrigt efter Regnskaberne synes godtgjort, at Forbudet mod Møntning af Smaamønt ikke blev opretholdt. Men hele den store Hob af Smaamønt, som man var belemret med fra Fortiden, kunde man ikke blive af med. Dertil kom en Mængde daarlig Smaamønt, der var indsmuglet eller havde indsneget sig fra Udlandet. At dæmme op for denne Invasion maatte blive det andet Skridt. Der var som allerede nævnt samtidig med Standsningen af 2 ß-Udmøntningen givet Toldstederne Ordre til at forhindre Indførsel af fremmed Smaamønt under hele Marker fra fremmede Steder, men den 18. Marts 1667 fik Statskollegiet Konge-Brev (10) om at behandle hele Spørgsmaalet om Forholdet mellem dansk og fremmed Mønt. Kollegiet afgav Betænkning den 18. Marts; i denne omtales, hvorledes Kongen havde udbedt sig Kollegiets Erklæring om, hvorledes den Skade og Præjudits, som Konge og Land tilføjes ved den mangfoldige Indførsel af fremmed Sølv og Kobber-Mønt og dennes Ulighed med Kongens egen Mønts Godhed (!) og Værdi, bedst kunde forekommes enten ved Reduktion eller Forbud. Kollegiet anser det første for nyttigere end det sidste: et rent Forbud. De mener, at Reduktionen af den fremmede Mønt gør den til god Mønt; der behøves da intet Forbud, og dog betages de Fremmede Occasionen til at udføre Kongens gode Mønt af Landet og forfylde det igen med ringere. Efter Information fra Kongens Møntmestre foreslaar de:

	Dobbeltsletdaler sat til		 7 Mark d.
	2 Mark Stykker til 			28 ß d.
	Mark Stykker til			14 ß d.
	4 ß Stykker til				 3 ß d.
	2 ß Stykker til				 1 1/2 ß d.

"dog herudi ikke ment nogen Speciemynt ... hele og halve Rigsdaler ... hele og halve Rixorter".

Dagen efter approberede Kongen denne Indstilling (11). Den 29. Marts udkom Forordning i Overensstemmelse med Forslaget med enkelte Tilføjelser:

	Sletdaler blev sat til			 3 1/2 Mark d.
	12 ß Stykke blev sat til		11 ß d.
	8 ß Styklie blev sat til		 7 ß d.

Den fremmede Mønt "som smerre er end dend som før er meldet" skal være aldeles afskaffet og af ingen Værd være (12). Den 18. Marts 1669 udformedes denne sidste Passus nærmere derhen, at da Kongen havde bragt i Erfaring "at Vor smaa Mynt paa fremmede angrensende Steder efterslaas og stemples, hvoraf kan befrygtes Skade for Commercien", saa forbydes Indførsel af Smaamønt: 1 ß, 2 ß og 4 ß for mere end 15 Rdlr. à 96 ß d. (13) og den 23. s. M. fulgte et Fællesmandat af lignende Indhold fra Kongen og Hertug Chr. Albrecht for Hertugdømmernes Vedkommende (14).

Det er af alt dette klart, at den fremmede Mønt ikke var bedre end den danske; tværtimod syntes den at kunne konkurrere med den i Slethed. Følgen heraf blev en højere Sølvpris. Ikke saaledes at forstaa, at 1 Mark Sølv i og for sig mere værd end 9 eller 9 1/4 gode Dalere, hvori indeholdtes 1 Mark fint Sølv, men paa Grund af Møntens gennemgaaende Slethed og den slette Mønts Overhaandtagen paa bekostning af de gode Speciedalere, blev Betaling for 1 Mark fint Sølv som oftest ydet i slet Mønt, hvori Sølvkøberne maalte præstere - selvfølgelig - et langt større Beløb, end det som efter den slette Mønts Paalydende gik paa 9 à 9 1/4 Specier. Dette Forhold virkede tilbage paa Prisen for 1 Mark Sølv i fine Specier, idet Købmændene skønt ganske uberettiget - forlangte - selv i Specier mere end der i Speciesølv svarede til 1 Mark f. S. selv med Hensyntagen til de fornødne Prægningsomkostninger. Der burde ikke tages mere end ca. 8 Specier - hvori ikke indeholdtes 1 Mark fint Sølv - for 1 Mark fint Sølv, saaledes at en præget Mark fint Sølv, indeholdt i ca. 9 à 9 1/4 Specier, var ca. 1 Specie mere værdifuld end 1 umøntet Mark fint Sølv, idet dens Prægning gav den en Circulationsmulighed eller -lethed, som i Omløbet eller Omsætningen var en værdiforøgende Faktor, der samtidig svarede til Omkostningerne ved Møntningen. Men denne Balance overholdtes ikke. Købmændene forlangte mere. Commercekollegiet angiver Sølvprisen i en Betænkning af 14. Februar 1671 til 9 1/2 Rdlr. (15). Selv om, her mulig menes Courantdalere, eller Daler i Mønt, er det af Tilføjelsen klart, at 1 Mark fint Sølv selv i Speciedalere maa staa højere end ca. 8 Specier, idet det udtales, at Speciedalere herefter ei vel med Fordel kan myntis, undtagen i Norge ved Sølvgruben, hvor Kgl. Majt. kan have Sølv for bedre Kiøb, dvs. ca. 8 Rdlr. og en Del Specier derfor bør myntis for Kgl. Majt. høje Respekt og Landets Gavn (16).

Specieudmøntning i København maatte derimod blive en Biting, og Sletdaleren være Hovedmønt. Der optoges store Forhandlinger om helee Spørgsmaalet i Slutningen af Frederik III.s Regeringstid; de resulterede under Christian V i Udstedelsen af Møntordningen af 22. Marts 1671, af hvis nærmere Indhold og Virkning Prof. Dr. Axel Nielsen har givet en udførlig Fremstilling i sit Arbejde Specier, Kroner, Kurant (17). Under Forarbejderne og Forundersøgelserne til denne Forordning afsløredes de 2 københavnske Møntmestre F. C. Herbach og G. Krüger som Bedragere.

40.-41. Luxusmønt (Dobbeltdukater) fra Chr. V.s Tid.

Den førstnævnte havde med kongens Billigelse overtaget den Række Virksomheder, som Faderen "Kunst-Kasper" havde efterladt. Han havde saaledes den 4. Februar 1667 faaet ny Bevilling paa Walkemøllen, som hans Fader den 25. September 1662 havde faaet Privilegium paa, saaledes at ingen anden inden 4 Mil fra Staden maatte drive saadan Mølle. Endvidere havde han arvet Bondegaarden i Lyngby, hvorpaa han ligeledes den 4. Februar 1667 fik sin Faders Bevilling fornyet, saaledes at han kunde drive Ølkippe der.

Men den 17. December 1667 fik han endvidere Bevilling paa en Valsemølle i Lyngby.

Som det fremgaar af Herbachs Andragende af 22. November 1667 havde han Vandmøllen i Lyngby i Fæste. Det kneb for ham at skaffe Møntersvende; ved en Valsemølle kunde Arbejdet for dem, han havde, mærkelig befordres og Omkostning til Løn til yderligere Svende spares.

KLIK for forstørrelse!

42. F. C. Herbachs Specie 1667.

I Bevillingen hedder det, at eftersom F. C. Herbach har andraget om, hvorledes hos den Walchemølle, som han har ved Lyngby, skal findes Lejlighed til en Valsemølle at lade bruge, som han til Vort Myntwerks Arbejdes Fortsættelse agter at lade bruge, har Kongen bevilget, at Herbach maa til bemeldte Myntes Brug og Arbejde samme Valsemølle paa fornævnte Sted lade opbygge og forfærdige (18).

Der opstod saaledes et Slags Annex i Lyngby til Herbachs Mønt i København.

Om Gotfrid Krügers hele Virksomhed foreligger ingen Efterretninger udover, hvad der kan udledes af de Undersøgelser, der kom i Gang i Anledning af Forsøgene paa at reformere Møntvæsenet, og som omfattede alle Møntstederne.

I Begyndelsen af Aaret 1669 udgik forskellige Ordrer (19) til Kollegierne om at undersøge Møntvæsenets Tilstand og til Møntmestrene om at stille sig til Disposition med alle Oplysninger. Commercekollegiet afgav en længere Memorial af 20. Februar 1669, der med Kongebrev af 1. Marts 1669 blev forelagt Statskollegiet. Den 18. Marts udgik ny Ordre og den 23. Marts fik alle Møntmestre Ordre til at komparere for Commercekollegiet sammen med den nylig fra Polen ankomne Møntmester eller Wardein Andreas Timpfe for at raadføre sig om "befundne mangel bedst kand repareris saa at ... Myntvæsenet til vor fordel og det gemene Bedste paa føyeligste og nytteligste Maade kand herefter indrettis".

KLIK for forstørrelse!

43. G. Krügers Specie 1667.

Sagen blev gentagne Gange foretaget i Statskollegiet, men fik først ret Fart, da bemeldte Andreas Timpfe havde undersøgt Forholdene nøjere. Andreas Timpfe tilhørte en i det 17. Aarh. meget kendt Møntmesterfamilie. Han havde været Møntmester i Lüneburg 1643, i Fraustadt 1646, i Rostock 1650 og i Posen 1652-67, hvor han slog en Mængde mindre god Mønt (20). Det sidstnævnte Aar maa Jordbunden i Polen være bleven ham for varm; han forlod Polen, drog først til Pommern og er derefter sandsynligvis dukket op i København for at tilbyde sin Tjeneste, der altsaa blev modtaget, skønt han ikke havde det bedste Lov paa sig, sikkert fordi han netop derfor maatte formodes at være i høj Grad "sagkyndig". Han fik den 2. Oktober 1669 (21) Brev, hvori udtales, at Kongen for 8 Dage siden havde meddelt ham kongl. Protectorium hos den Pommerske Regering til Ophævelse af hans Arrest, og hvori det paalægges ham hurtigst mulig at vende tilbage til København, hvor han skulde afvente Kongens nærmere Ordre. Den 16. Februar 1671 (22) indgav han Beretning, hvori han afslørede Gotfrid Krügers Bedragerier i de Aar, han havde haft "den lille Mønt", ligesom det ogsaa blev konstateret, at Herbach havde begaaet Bedrageri med Mønten. Krüger havde gjort Kronerne 10 Lod 9 Gren (10 1/2 Lod) fine i Stedet for 10 Lod 13 1/2 Gren (10 3/4 Lod), 4 ß: 6 Lod 16 Gren fine i Stedet for, 7 Lod, 2 ß: 4 Lod 6 1/2 Gren fine i Stedet for 4 I.od 9 Gren, ligesom han heller ikke havde aflagt korrekt Regnskab for den Afgift, der skulde erlægges af hans Mønt til Kongen. Krüger havde paa denne Maade uretmæssigt tilvendt sig i alt 31.000 Rdlr. Han ville ikke erkende sin Uret, men Statskollegiet hævdede, at han havde forset sig "mest", da han havde møntet mest og slet ikke aflagt Regnskab, medens Herbach, om han end havde forset sig "værst" dvs. formentlig gjort Mønten slettest, dog ikke havde møntet sat meget og derhos gjort Regnskab. Medlemmerne af Statskollegiet ansaa gennemgaaende Krüger for den dygtigste, men vilde dog ikke anbefale Kongen at beholde nogen af dem. Krüger, der var personlig velset hos Christian V, fortsatte Møntvirksomheden, medens Herbach forsvandt som Møntmester.

KLIK for forstørrelse!

KLIK for forstørrelse!

44.-45. Kronetyper af G. Krüger.

Udmøntningsbeløbene var i denne periode følgende:

Aar Kronemønt 4 ß 2 ß 1 ß Ialt
  Herbach Krüger Krüger Herbach Krüger Krüger  
1666 5.135 c. 100.000 c. 4.000 1.266 c. 12.000 c. 500 c. 122.901 R.
1667 7.271 c. 100.000 c. 4.000 1.700 c. 12.000 c. 500 c. 125.471 R.
1668 5.895 c. 100.000 c. 4.000 741 c. 12.000 c. 500 c. 123.136 R.
1669 7.212 c. 100.000 c. 4.000 963 c. 12.000 c. 500 c. 124.675 R.
1670 12/2 1.403     676     c. 2.079 R.
  26.916 c. 400.000 c. 16.000 5.346 c. 48.000 c. 2.000 c. 498.262 R.

Beløbene for Krügers Vedkommende er tagne fra den foranomtalte Beretning fra Andreas Timpfe af 16. Februar 1671, idet der ikke foreligger noget Regnskab fra Krügers Haand, hvad Statskollegiet jo ogsaa lagde Vægt paa som et skærpende Moment. Herbachs Regnskab for Tiden fra 16. November 1664 til 13. Februar 1670 findes i Rigsarkivet (23).

Om Rigsdalerudmøntningen foreligger ingen Efterretninger, men begge de bedragerske Møntmestre synes at have kappedes om at insinuere sig i Kongens Gunst ved Prægning af skønne Specier.

Medens Herbach efter Kongens Bud har holdt saa temmelig inde med Prægning af 2 ß, har Krügers Mønts Egenskab af Forpagtningsmønt ikke kunnet undgaa at gøre sig ret frejdig gældende paa dette Omraade, idet Krüger efter Timpfes Opgivende i dette Tidsrum har slaaet ca. 48.000 Rdlr. Toskillinger, en Omstændighed, der i Forening med den store Kroneudjnøntning paa ca. 400.000 Rdlr. og al den fremmede og gamle Smaamønt vel kunde gøre det ønskeligt og paakrævet, at der, som det jo ogsaa skete, afkrævedes de høje Statsembedsmænd Erklæringer over, hvorledes den herved afstedkomne Forvirring i Møntvæsenet kunde afhjælpes.

Af foranstaaende Tabel vil ses, at Gotfrid Krüger udmøntede 4 ß, som ikke hidtil var møntede. Han slog derhos Guldkroner, der var 6 ß for daarlige, dvs. 6 ß ringere i Værd end 18 Mark, som de skulde være værd, samt i det hele taget Mønt, der ikke holdt den Lødighed den skulde. Efter Andreas Timpfes Indberetning hidsættes Udmøntningsforholdene dels efter Kongens Bestemmelse for 4 ß, dels efter Krügers egenmægtige Forandringer af Lødigheden paa de Mønter, han prægede, samt til Sammenligning Udmøntningsforholdene efter Reformen af 22. Marts 1671, forsaavidt de afviger fra de hidtil gængse. Dukater og Kroner forblev uforandrede.

Mønt Jørg. Beskr. Stk. paa 1 Mark c. brutto Lødighed: Lod Lødighed: o/oo Stk. paa 1 Mark c. fin En Mark cølnsk fin udbragt til Brutto Vægt gr. Finvægt gr.
Lovmæssig 4 ß 230 126 Stkr. 7 437,50 288 Stkr. 12 R. 1,856 gr. 0,812 gr.
Krügers Kroner 200-202, 204-05 10 1/2 Stkr. 10 1/2 656,25 16 Stkr. 10 2/3 22,272 gr. 14,616 gr.
Krügers 2 Mark 203 21 Stkr. - - 32 Stkr. - 11,136 gr. 7,308 gr.
Krügers 4 ß 232, 241 128 Stkr. 6 8/9 430,55 297 9/31 Stkr. 12 R. 37 5/31 ß 1,827 gr. 0,787 gr.
Krügers 2 ß 231, 253 f. 192 Stkr. 4 13/36 272,57 704 64/157 Stkr. 14 R. 64 128/157 ß 1,218 gr. 0,332 gr.
Specier efter Frdg. 22/3 1671 96, 101 8 3/32 Stkr. 14 875,- 9 1/4 Stkr. 9 1/4 R. 28,893 gr. 25,281 gr.
4 ß   120 Stkr. 7 1/2 468,75 256 Stkr. 10 R. 4 Mark 1,949 gr. 0,913 gr.
2 ß 238 214 1/2 Stkr. 6 1/2 406,25 528 Stkr. 11 R. 1,090 gr. 0,443 gr.
1 ß 239 288 Stkr. 4 250,- 1.152 Stkr. 12. R. 0,812 gr. 0,203 gr.
(Søsling) 1/2 ß   320 Stkr. 2 125,- 2,560 Stkr. 13 R. 2 Mark 0,731 gr. 0,091 gr.

Sluttelig skal til Oplysning om det ved Reformen af 1671 iværksatte Fremskridt paa Smaamøntens Omraade drages en Sammenligning mellem 2 og 1 ß's lovbefalede Bruttovægt og Finvægt før og efter nævnte Aar:

Mønten Bruttovægt Finvægt
2 ß før 1671 1,218 0,343
2 ß efter 1671 1,090 0,443
1 ß før 1671 0,913 0,142
1 ß efter 1671 0,812 0,203

Bortset fra hvad Møntreformen af 1671 ellers iøvrigt betyder med Hensyn til Indskrænkning af Udmøntning af Smaamønt, bedre Tilsyn med Møntvæsenet m. v., vil det af foranstaaende Oversigt ses, hvorledes Frederik III.s 2 og 1 ß er for Kippermønt at regne ved Siden af Christian V.s. Med saa meget større Berettigelse kan dette siges, som disse Smaamønter tilsidst paa Grund af deres Mængde i Sammenligning med den store Handelsmønt, delvis maatte tjene som et daarligt Surrogat for denne, idet de - som af Axel Nielsen (24) paavist - pakkedes i Kræmmerhuse med paaskreven Værdi; (tisse "Tutter" gik da som Stormønt, dog sikkert mod betydelig Opgæld.

2 og 1 ß før 1671 har større Bruttovægt, men betydelig mindre Finvægt end 2 og 1 ß efter 1671. Med andre Ord de tidligere 2 og 1 ß gav sig et "vægtigt" Udseende, medens de i Virkeligheden var saare daarlige. Det er betegnende, naar Møntmestrene i deres Regnskaber i Frederik III.s Tid atter og atter nævner "Hvidsyen" eller "Hvidsyden" af disse Smaamønter, hvorved det meget Kobber i Legeringen kogtes ud af Mønternes Overflader, saa de fik et hvidere Skær, et Fif for at give dem en bedre Kulør end de fortjente.

Inden vi tager Afsked med Herbach og Krüger, er der Anledning til at gøre opmærksom paa, at der i de Signeter, med hvilke Caspar Herbach, Fader og Søn, har forseglet deres Reversaled paa de dem meddelte Bestallinger af 2. November 1663 og 20. Oktober 1664 (25), findes et Kløverblad i Signeternes Vaaben. I den yngre Herbachs Vaaben holdes Kløveren af en Haand, hvis Arm er udstrakt af en Sky. Der er herefter Grund til at antage, at Kløverbladet paa de københavnske Mønter fra 1664-70 betegner, at de er slagne paa den herbachske Mønt i Hovedstaden. Krüger signerede sine større Mønter med G. K. og syntes at have en Forkærlighed for at vende Randskriften mod Kanten i Stedet for mod Midten.

KLIK for forstørrelse!

46. G. Krüger: 1/2 Pragtspecie fra Fr. III.s Tid.

Da Krüger har slaaet Mængder af 2 og 1 ß og da der kun findes faa Mønter af denne Værdi signerede G. K., medens Hovedmassen er forsynet med et Kløverblad eller en Valse som Møntmærke, maa man formentlig gaa ud fra, at de sidste er slagne af Krüger, hvad nok kunde stemme med, at han ifølge sit Andragende om Møntbevilling agtede at anlægge Mønten som et Mølleværk ved Aaløbet gennem Byen. Vilde man henføre dem til Herbachs Valseværk i Lyngby der iøvrigt først kan være traadt i Virksomhed 1668, medens der findes valsemærkede 2 ß i Mængde fra 1667 - vilde der kun findes liden Smaamønt med G. K. eller uden Møntmærke, der kunde henføres til Krüger, idet 2 og 1 ß med Kløverblad efter foranstaaende utvivlsomt maa antages at være udgaaede fra Herbachs Esse. Der findes derhos 2 og 1 ß med Valse som Møntmærke fra de senere Aar 1676, 77 og 80, da Krüger endnu var Møntmester.

Det er iøvrigt - som allerede fremhævet - mærkeligt at iagttage, at netop disse sidste 4 Aar af Frederik III.s Regeringstid, hvor den almindelige af Hensyn til Omsætningslivet drevne Møntvirksomhed ikke just bød paa god Mønt, frembragte de smukkeste Specier og Dobbeltspecier, der nogensinde er udgaaet fra noget Møntværksted i Danmark.

Fortsættes
Tilbage til Wilcke II


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt