KLIK for forstørrelse!

Julius Wilcke: Møntvæsenet under Christian IV og Frederik III 1625-1670

Fortsat

2. 17. September 1640 - 14. Maj 1647

(Side 218-245)

Efter 10 Aars Forløb fik Glückstadt atter en Møntmester, Simon Timpff; hans Bestalling blev dateret den 17. September 1640. Ifølge et Brev af 3. Januar 1641 (1) fra Statholder Grev Pentz til Hertug Frederik III blev den ny Møntmester ansat efter Anbefaling af Kongens gamle Tjener og tidligere Møntforvalter Albert Dionis, der maaske ved samme Lejlighed har set sin Fordel ved at afsætte sine Møntredskaber til Ansøgeren. Grev Pentz sendte efter Hertugens Begæring denne en Copi af Bestallingen og tilføjede i et Postscriptum, at Hertugen maatte holde Bestallingen hemmelig. Pentz havde ikke selv været med til denne "capitulation" og kunde derfor ikke meddele nærmere Omstændigheder.

Originalbestallingen findes i Rigsarkivet (2). Ifølge denne skulde Timpff præge alle grove Guld- og Sølvmønter og smaa "Scheidemünzen" paa det ham betroede "Stockeysen oder Stempel", saaledes at han kunde staa til Ansvar derfor paa Probationsdagen. Han skulde selv bekoste Møntværk og Instrumenter. Han maatte ikke opvexle Rigsdalere, men kun slaa Mønt af spanske Realer og umøntet Sølv. Følgende Møntsorter skulde udmøntes: Dukater, 67 Stkr. paa den 23 Karat 6 Gren fine Mark; Reichsthalere, 8 Stkr. paa den 14 Lod 4 Gren lødige Mark, 2 Gren mere eller mindre saavel i de smaa (dvs: 1/2 og 1/4 Rthlr.) som grove Sorter, dog at den efterfølgende Smeltning blev saameget bedre som den forrige var ringere; Dütken eller 3 ß l., 131 Stkr. paa den 13-lødige Mark, og Sechsling, 332 Stkr. paa den 5-lødige Mark. Angaaende Præg, Billed og Omskrift skulde han afvente nærmere Ordre, derefter forfærdige Stemplerne og sende Kongen dem til Ratifikation. Han maatte frit drive Handel, men ikke have noget "Lucrum" eller "Gewinn" paa de udfærdrede Penge; han og hans Svende var fritaget for Skatter.

Concessionen gjaldt kun for 3 Aar, for at man i den Tid kunde erfare, hvorledes Møntningen tjente Konge, Land og Undersaatter. Men Simon Timpff kunde dog gøre sig Haab om Fornyelse "gegen billige abgifft". Kongen tog ham derhos i sin Beskyttelse, et Løfte som Kongen kun lidet holdt.

Simon Timpff hørte til den allerede tidligere omtalte vidtforgrenede Mønterfamille Timpff; Bahrfeldt (3) antager, at han er en Søn af Simon Timpff den ældre, Møntmester hos Hertug Wilhelm af Braunschweig-Lüneburg i Harburg. I 1627 gjorde Simon Timpff den yngre Tjeneste hos Abbedissen i Thorn, Anna, Grevinde Marck. I 1645 blev en Simon Timpff ansat som Møntmester hos Hertug August af Lauenburg i Ratzeburg, men "da er ein liederlicher trunksüchtiger Mensch war", blev han allerede igen afsat i 1646.

KLIK for forstørrelse!

59. Simon Timpffs Specie 1641

Om dette har været vor Simon Timpff i Glückstadt, vides ikke, men Beskrivelsen kunde i og for sig nok passe, hvad enten han fra først af har været i Besiddelse af de paaklagede Egenskaber, saaledes at disse stod i en vis Forbindelse med hans Afskedigelse i Glückstadt, eller han blev fordrukken og elendig efter den Medfart, han fik fra Christian IV.s Side. At han i hvert Fald ikke har været nogen velstaaende Mand, derom vidner en Ansøgning til Christian IV, hvor han skriver "at han for som en ung Husholder saadant et Værk at fortsætte mangler Midler, og at han derfor maa bede Kongen forstrække ham med 2 eller 3 Tusind Thaler, saa Hans Kongl. Majt.s Værk desto bedre kan drives". I en anden Ansøgning anholder han om at faa den 3 Aars Bestalling udstrakt i 3 Aar til "da han har flyttet alt sit Gods herover til Glückstadt og anvendt stor Bekostning paa Indretning af en fuldkommen og bestandig Mønt" (4).

Af Medarbejdere havde han bl. a. Møntersvend Jørgen Hillebrand fra Altona, der fik Udskrift af Timpffs Bestalling om Frihed for borgerlig Tynge for derved at kunne blive fri for Indkvartering (5).

Som Wardein fungerede Georg Dreber fra Kønigsberg i Preussen, der androg Kongen om tillige at faa tilstaaet Sølvarbejdet for Hofholdningen i Glückstadt, da han var flyttet dér til Byen og havde skaffet sig Hus m.v. (6). Han har øjensynligt ikke været tilfreds med den Løn han fik som Wardein. Denne er bleven fastsat efter Raadstagning med Albert Dionis, som har udstedt en Attest af 24. November 1640, hvori han oplyser, at han først inden Krigstiden havde Borgmester Heinrich Schuldt til Wardein for 200 Marck l. aarlig; denne fik de sædvanlige Prøver efter Rigsmønts Brug og havde nydt sine Privilegier i sit Hus; i Krigstiden fik Christoph Ernstreich, sal. Borgmester Wichboldt, den førstes Svigersøn, 40 Rthlr. aarlig; han var tagen i Ed som Wardein af Ditlev Rantzau, Marquart Rantzau og Martin von der Meden. Saa højtideligt gik det til! Efter den sidstnævnte Wardeins Død havde Dionis haft Guldsmed Michael Hebel fra Itzehoe, men kun i kort Tid, dog efter en Løn af 40 Rdlr. aarlig.

Den 31. December 1641 erholdt Timpff ny Bestalling af samme Indhold som den ældre, dog med en meget væsentlig Tilføjelse: nemlig at der nu ogsaa gaves ham Koncession paa Udprægning af 8 ß l. Stkr. (1 Marck d.) 48 Stkr. paa den 13-lødige Mark (7).

Det hele Møntsystem, som det var overdraget Simon Timpff at udmønte, var herefter følgende:

Mønten Jørg. Beskr. Stk paa 1 Mark c. brutto Lødighed: Lod Lødighed: o/oo Stk. paa 1 Mark c. fin En Mark cølnsk fin udbragt til Brutto Vægt gr. Finvægt gr.
Dukater 35 67 23 1/2 Kar. 979,17 68 20/47 136 40/47 R. 3,490 3,418
Rdlr. 76-77 8 14 4/18 Lod 888,88 9 9 R. 29,232 25,084
8 ß l. (1 Marck D.) 149 48 13 812,5 59 1/13 R. 9 11/13 4,872 3,958
Dütken = 3 ß l. 150-51 131 13 812,5 161 3/13 10 1/13 R. 1,785 1,450
Sechsling = 1/2 ß l. 173-74 332 5 312,5 1062 2/5 11 1/15 R. 0,704 0,220

Ifølge Wardeinen Georg Drebers "Giezbücher" (8) udmøntedes nedenstaaende Beløb:

Dukater Rdlr. 8 ß 3 ß (Dütken) 1/2 ß (Sechsling) Ialt R.
1641 2.341 Stkr. = 4.682 R. 802 1.456 16.930 1.369 20.557
1642 2.341 Stkr. = 4.682 R. 3.411 582 6.291 1.308 16.274
1643 2.341 Stkr. = 4.682 R. 1.184 3.237 20.837 961 26.219
Ialt 4.682 5.397 5.275 44.058 3.638 63.050

Dukaten er regnet til 2 Rigsdalere, hvad den 1641 mulig ikke oficielt var ansat til, men som den sikkert Mand og Mand imellem gjaldt for. -

Hamburg saa skævt til Mønten i Glückstadt, hvad ogsaa tidligere havde givet sig Udslag. Dennegang nedsatte Hamburgerne strax den foranomtalte 8 ß l. til 7 ß l. Det var efter dens Sølvindhold vel ikke helt uberettiget, idet den kun indeholdt 3,958 gr. fint Sølv. 6 Stkr. indeholdt altsaa ikke det samme Vægtindhold i fint Sølv som en Speciedaler. Men paa den anden Side var en Nedsættelse til 7 ß l. for stor, idet 6 6/7 Stkr. giver et Fintindhold af 27.140 gr., altsaa betydeligt over Dalerens. At 8 ß l. ikke helt var af Dalerkorn og -skrot var i og for sig forstaaeligt. Den var ikke bestemt til Hovedomsætningsmønt, udgav sig heller ikke derfor.

KLIK for forstørrelse!

60. Timpffs VIII ß lybsk 1641

Tværtimod har den paa Bagsiden Omskriften: REG . MAIES . MO . PROVINCIALIS . dvs: den var en saakaldet "Landsmønt", der kun skulde gaa og gælde inden for Landsdelen, men ikke være Betalingsmiddel i større internationale eller interprovincielle Betalinger. Nu er det vel muligt, at fordi Møntmesteren kom og skrev Latin, var dermed ikke sagt, at Menigmand forstod sig derpaa. Paaskriften var maaske kun en Slags skjult Undskyldning for Møntherre og Mønter. Da der efter foranstaaende Opgørelse kun sloges et mindre Beløb Hovedomsætningsmønt ca. 5.400 Rdlr. af en Udmøntning paa ca. 63.000 Rdlr., og da der sikkert ikke i Forvejen var for mange Rigsdalere, er det ligesaa rimeligt at antage, at Møntens Benævnelse kun var et Dække, der daarlig skjulte, at Mønten i Virkeligheden maatte tjene ogsaa den større Omsætning. Til denne var den ikke fuldvægtig. Der foreligger Exempler paa, at det sidste romerske I er slettet i den Mønten givne Værdibetegnelse VIII L. S. dvs: 8 lybske Skilling. Det kan antages, at denne Rettelse er foretaget i Hamburg under Møntens Passage gennem denne By. Hermed stemmer, at medens der i 1641-42 findes Mønter med foranstaaende Værdibetegnelse, findes kun i 1642 Mønter med Betegnelsen 8 S. L. dvs: 8 Skilling lybsk, hvori Tallet ikke kunde rettes paa nævnte Maade; en Ændring i Indskriften, der muligt stammer fra den gjorte Erfaring, at den tidligere Omskrift kunde rettes paa en for Møntens Omsætning uheldig Maade.

KLIK for forstørrelse!

61. Timpffs 8 ß lybsk 1642

Hvorledes det nu end maatte forholde sig, den hamburgske Devalvering fik sit endelige Udtryk i Mandat af 6. juli 1644 (9), men forud herfor var gaaet en Mængde Valvationer af forskellige Møntmestre for og imod.

Saaledes havde Møntguardeinen i Hamburg Jacob Stoer den 20. December 1641 efter Anmodning af Simon Timpff afgivet en Erklæring (10), der gik ud paa, at de ham af Timpff tilsendte 8 ß Stkr. var 13 Lod 3 Gr. lødige, 48 Stkr. paa 1 Mark brutto, således at 1 mark fin udbragte 9 R. 2 Mark: "wenn denn sothane Pfenning aufrichtig und sehr gut befunden worden, Als habe ich … mitgetheilet".

Hertil er nu rigtignok at bemærke, at de af Timpff fremstillede 8 ß Stkr. maa have været bedre end paabudt i hans Bestalling, idet de efter denne jo kun skulde være 13-lødige. Møntmesteren i Lübeck Richert von der Hardt erklærer den 24. s. M. disse Mønter for 13 Lod 1 Gr. lødige (11).

Paa den anden Side foreligger Erklæring (12) fra Møntmesteren hos Hertug Chr. Ludvig af Braunschweig-Lüneburg, hvorefter en Del af de Glückstadtske Mønter ikke var i Overensstemmelse med det tyske Riges Korn og Skrot. Dukaterne var befundne 23 karat 8 Gren fine, 67 Stkr. paa 1 Mark brutto og derfor gode nok. Det samme gjaldt Rigsdalerne, der holdt 14 Lod 4 Gren, 8 Stkr. paa 1 Mark brutto: de kunde "reichlich bestehen"! Dermiod havde Wardeinen, Christoff Heindrich Hermann, fundet 8 ß Stkr., 48 Stkr. paa 1 Mark brutto, 13-lødige, hvorefter der af den fine Mark cølnsk udkom 9 thlr. 20 gg, hvilket var 17 1/2 Groschen for meget efter Rigsanordningerne. Dütken til 131 Stkr. paa den 13-lødige Mark gav 23 gute Groschen for meget paa 1 Mark fin, og Sechsling til 336 Stkr. paa den 5-lødige 4 gav 2 Rdlr. for meget paa 1 Mark, fin.

Denne Kritik af Simon Timpffs Mønt var dog i Virkeligheden ganske uretfærdig, idet det vistnok vilde falde saare vanskeligt at paavise Stænder i det tyske Rige, der i 1640 udmøntede Smaamønt strængt efter Rigens Korn og Skrot, saaledes som denne var fastsat ved de bekendte kejserlige Forordninger i det sextende Aarhundrede. Men end mere urimeligt var det at gaa i Rette med Møntmester Timpff herfor, eftersom det i hans Bestalling var fastsat, at den Smaamønt her var Tale om, nemlig 8, 3 og 1/2 ß l., netop ikke skulde udmøntes efter Rigsanordningerne, men ringere end i disse fastsat.

Imidlertid var der en betydelig Uoverensstemmelse mellem Timpffs Bestalling og den Ed han efter denne havde aflagt den 1. December 1640 (13) i Kancelliet i Glückstadt: "Nachdem die zu Dennemarch, Norwegen konigl. Majt. ... mich für dero Müntzmeister allhie gnedigst bestallt und angenommen", saa forpligter han sig "insonderheit das mir anbetrawetes Müntzwesen, wie es die Reichs und Creisabschiede erfordern und ich es auf alten und ieden künftigen probationtägen zue justificieren und verandtworten gedencke, redtlich ... ohne einige fälschung (zu) treiben ... die sorten ... an schrott und Korn auch haltung und gewicht und ahdelhaft (!) verferdigen". Møntmesteren aflagde ikke denne Ed uden ethvert Forbehold. Han protesterede nemlig for det Tilfælde, at nogen eftergjorde hans Stempler eller beskar Mønterne, "at det ikke skulde træffe ham", og mod, hvis Wardeinen stillede utilbørlige Fordringer.

Simon Timpff har altsaa haft en Anelse om, at der kunde opstaa Ubehageligheder af, at Eden saa stærkt henviste til Rigs- og Kredsanordningerne og til hans Ansvar for Probationsdagene i Nedersachsiske Kreds, medens Bestallingen ikke nævntes eller i hvert Fald blev skudt i Baggrunden, idet der kun i Indledningen til Eden omtales, at Eden aflægges, efterat Kongen havde "bestallt" ham som Møntmester. Hans Anelse gik i Opfyldelse. Da Klagerne, indløb fra Hamburg, synes Kongen at have skudt sig ind under Edens Ordlyd. Ifølge en Protokoltilførsel af 25. Juni 1643 (14) blev Simon Timpff adspurgt, hvorledes han efter Rigsanordningerne kunde forsvare de af ham forfærdigede 8 og 3 ß l., der efter Hamburgrelation og Klage skulle være for lette og kun 7 ß 4 1/2 pf. og 2 ß 6 Pf. værd. Herpaa svarede Møntmesteren,

Wardeinen Jørgen Dreber blev erindret om, hvorledes han var antagen som Wardein og havde aflagt sin Ed paa Rigs- og Kredsbestemmelserne og særlig paa Kejser Ferdinands Møntordning; derefter var han bleven forhørt og adspurgt, om han - da nogle af Møntmesterens Prøver var imod Rigsanordningerne - havde warderet Prøverne efter Rigsmøntordningen eller efter Møntmesterens Bestalling, hvortil han havde svaret, at han havde gjort Prøverne efter Møntmesterens Bestalling. Paa Forespørgsel om, hvorledes det kunde stemme overens med hans Ed, der lød paa Rigsmøntordmngen og ikke paa Bestallingen, svarede han, at han ikke burde handle mod Hans Majt.s Bestalling.

Samme Dag, som Afhøringen fandt Sted, afsendte Statholderen Grev Pentz Protokollatet til Gehejmeraad Ditlev Reventlou. Brevet fik en Paategning af Kongen, hvorefter Grev Pentz skulle lade sig Møntmesterens Bestalling forelægge og efterse, om

Den 27. s. M. blev Simon Timpff efter Kongens fornyede Befaling tilsagt og opfordret til at forevise sin Bestalling. Timpff medbragte den originale Bestalling, hvoraf fremgik, at Møntens Værd ikke var fastsat efter Rigens Korn og Skrot. Man havde villet indsætte den i Bestallingen, men det havde Møntmesteren besværet sig over. Møntmesteren, der iøvrigt efter Bestallingen skulde svare til Probationsdagen, blev derefter spurgt, om Mønten var efter Bestallingen. Dertil svarede han ja, det vilde han ikke alene svare for overfor Kongen, men ogsaa overfor den tilstundende Probationsdag baade med Hensyn til Guld- og Sølv-, Stor- og Smaamønt. Ogsaa dette Protokollat sendte Pentz strax Kongen, der allerede et Par Dage efter, den 30. Juni 1643 afgav følgende Resolution: "Es wirdt unser Münzmeister beschuldiget als ob die Sorten, so er Zeithero Alhie gepräget, nicht allerdings gehaltig sein sollen; weil Ihner nun in seiner bestallung dieselbe auff probationtägen zu justificieren anbefohlen, und dann solches nach Reichs Schrodt und korn billig geschehen muss, er auch seinen Eydt benebenst den Wardein daruf geleistet, Als ist unser gnedigster befehlig, dz du vermüge der bestallung zur justification gedachter Müntze, wie es auf probation tagen üblig und zu geschehen gebürlich schreiten, unter dessen aber von Ihne Caution ud versichertug nehmen sollest (15).

I Henhold hertil skrev Pentz den 5. og 6. Juli (15) til Borgmester og Raad; Lübeck og til Hertug Chr. Ludvig af Braunschweig-Lüneburg 2 Skrivelser, i hvilke han dels heder Lübecks Wardein prøve, om 8 ß er efter Rigens Korn og Skrot, dels anmoder Hertugen om - da Christian IV havde befalet ham at skride til Justification af den herværende Møntmesters Mønt - at foranledige de medfulgte Prøver undersøgte af Kreds-Wardeinerne i Goslar, Andreas Laffert og Jobst Bruhn, idet han erindrede af Afskederne, at det paa Kreds- og Probationsdagene var disse, der undersøgte Mønterne efter Ferdmand I.s Edikt og senere Aftaler.

At de glückstadtske 8 og 3 ß naturligvis ikke kunde staa Maal med Rigsdalerfod var givet nok, og fremgaar med at Tydelighed af den fornævnte Lübecker-Wardein Richert von der Hardts nu afgivne Erklæring af 15. Juli 1643, hvori han erkender, at de "Sorten mit der Fortuna, so in der Glückstadt gemützet", kun holdt 13 Lod 4 gren, 1 Mark fin udbragt til 29 Mark 8 ß l., medens 3 ß holdt 13 Lod 1 Gren, 1 Mark f. S. udbragt til 31 Mark l. Denne Erklæring fremsendte Pentz den 22. August til Kongen med Tilføjende, at han ikke kunde faa anden Borgen eller Kaution af Timpff end den, der laa i hans Bestalling og Ed, hvorefter hele hans Hab und Gut var pantsat. Dermed maatte Pentz slaa sig tilfreds og overlade Kongen og hans Raad at finde paa, hvad videre skulde forfares, og om Mønterne skulde prøves paa næste Probationsdag. Dette Brev efterfulgtes af et andet den 16. Oktober 1643, hvori Pentz indberetter, at Simon Timpff og Wardein Georg Dreber i Dag var "erscheinede" i Gouvernements-Cancelliet, og havde Møntmesteren spurgt Wardelnen og begært hans Udsagn, om han ikke altid havde slaaet Mønterne, store som smaa, efter Kgl. Majt.s Bestalling, hvortil Wardeinen svarede ja, og begærte Simon Timpff, at det skulde indherettes til Kongen.

Møntmesteren maa da have forstaaet, at Uvejret var lige op over ham og truede med at udlade sig, hvad ogsaa skete Dagen efter, idet Kongen da har været til Stede i Byen og resolverede, at der ikke maatte slaas et eneste Slag mere, men at Simon Timpff under Kongens Unaade og Straf skulde aflevere Møntstemplerne i Kancelliet i Glückstadt, og at det skulde paases, at Timpff ikke holdt noget Stempel tilbage.

Dermed var Simon Timpffs Saga som Møntmester i Glückstadt ude.

Af det foranciterede Protokollat af 27. Juni 1643 fremgaar, at man havde ønsket at indsætte i Bestallingen, at al Mønten skulde vere efter Rigens Korn og Skrot, men at Møntmesteren havde modsat sig det. Hvis Meningen hermed er, at man bagefter ønskede at forandre Bestallingen, er det klart, at Regeringen ej havde mindste Ret hertil, navnlig ikke saaledes, at en saadan Omændring skulde have tilbagevirkende Kraft. Men selv om man forstaar de anførte Ord saaledes, at det var paa Møntmesterens Forlangende og Initiativ, at Bestallingen - fra først af mod Regeringens ønske - var affattet som sket, og selv om der saaledes kunde paalægges Timpff større Ansvar for Devalvationen af hans Mønt, end om Bestallingen var udstedt udelukkende paa Kongens og Raadets Foranledning, kan dette dog ikke undskylde Kongens Handlemaade. Han maatte vide og vidste fra saa mange tidligere Lejligheder, at Møntmestrene ikke kunde tage Mønten i Forpagtning og svare Afgift til Kongen, som forudsat i Timpffs Bestalling, medmindre denne fik Lov til at mønte i hvert Fald en Del af Mønten til lavere Møntfod end Rigsdalerens. Og det var et rent Bondefangerkneb at skyde sig ind under Edsformularen, der vel stammede fra ældre Tid og kun i al Almindelighed talte om Rigsmøntfoden, men som selvfølgelig maatte samnenholdes med Bestallingens klare Ord. Naar denne Affære er saa omstændelig gengivet efter Akterne, er det til historisk Belysning af Kong Christians noget brutale og lidet hensyntagende Karakter, der, naar han følte sig forurettet - ofte mer eller mindre indbildt - kunde give sig haarde Udslag, som her, hvor Hamburgernes Protest mod hans Mønt kunde faa ham til at tilsidesætte ethvert Krav paa Billighed, ja al Retfærdighed (16). End ikke hans egen Svigersøn og Statholder i Hertugdømnierne, Grev Pentz billigede Kongens Adfærd. Det læses mellem Linierne i det foregaaende, men ses skarpt og tydeligt i et senere Brev af 27. September 1645 fra Pentz til en af Raaderne i Anledning af Efterfølgeren, Møntmester Sehwiegers Krigsmønt. Han oplyser, at Kgl. Majt. tog Aarsag af Timpffs Mønt til at lade ham, Pentz, anstille en Undersøgelse, fordi Timpff havde møntet anderledes end efter Romerrigets Møntordning, og til fuldstændig at forbyde ham Møntningen, skønt han kunde forevise Kgl. Majts egen Haand og Bestalling paa, at den var tilladt, og Kgl. Majt. vilde slet ikke indrømme ham, at han havde bevilget Timpff Udmøntningen af anden Mønt i Bestallingen.

At Timpff - med Rette - følte sig oprørt og slet behandlet, fremgaar med al ønskelig Klarhed af en Række lange Breve paade til Kongen selv og til Grev Pentz (17). I det første: Unterthänigste pittschrifft Simon Timpen Königl. Müntzmeister in Glückstadt pro Manutenentia in possessione vel q. des müntzwesens vel eventualiter salario dementissime constituendo henviser han til, at han nu i 2 Aar havde arbejdet i Fæstet Glückstadt som Møntmester efter visse skriftlige appunctationes. Skønt han havde slaaet grov og smaa Mønt efter sin Bestalling og Revers, og skønt han efter Kongens Anbefaling havde skaffet sig Erklæring fra Wardemen i Hamburg om 8 ßs Godhed, saa var der dog nogle uforstandige Folk, der angreb ham hos Kongen for Smaamønten, skønt den kræver mere Arbejde og Omkostning og derfor ikke kan slaas efter Rigsafskeden, med hvilken hans Bestalling heller ikke stemte overens. Men Hamburgerne tænkte kun paa at svække Kongens høje Møntregal og søge at drage Fordel deraf. De valverede alle andres Mønter end deres egne, ellers vilde det findes at Hamburger 2 ß er værd 1 ß 7 66/133 Pf., og er den fine Mark udbragt til 11 R. 4 46/133 ß. Naar nu den af Hamburg egenmægtig foretagne Valvation ikke var rigtig, og Kongen derimod kunde foretage en Valvering af Smaamønten, hvorved deres Intention snart vilde være klar og ikke mindre det Lucrum, som søgtes til Undersaatternes største Skade, og da han ikke havde handlet mod sin Bestalling, saa beder han om at maatte blive i Kongens Naade, ikke at blive forholdt at mønte og ikke afkrævet videre Caution end der ligger i hans Ed og Revers, og Kgl. Majt. in im- et mobilibus bonis possessionirt! Men skulde Kongen ønske Smaamønten slaaet efter Rigens Korn og Skrot, hvad dog ikke sker hos nogen Stand i Riget, saa maatte han bede sig fritaget for de svære Udgifter til Wardein m. m., forsynet med det nødvendige Guld og Sølv, det sidste til samme Pris som i Norge, 8 Rdlr. pr. Mark fin og endelig lønnet som andre Steder med billig Bestallingspenge og fri Bolig.

I et andet Brev til Kongen beklager han sig højlig over sine "in neid verhartete misgonnere" og henviser til en Række Erklæringer fra Møntmestre og Guardeiner fjærnt og nær. Af disse Erklæringer fremgik, at han saa langt fra at handle mod sin Bestalling havde gjort 8 ß 3 Gren og 3 ß 1 Gren bedre i Kornet end skyldig efter Bestallingen, og at Hamburgs 2 ß, der var vejede og prøvede i Overværelse af Wardein Georg Dreber og Sekretær ved Kancelliet i Glückstadt Philippus Julius Borneman, var udbragt 1 Rdlr. højere af den fine Mark S. end de Glückstadtske Penge. "Und wie meine misgonnere Eu. Kgl. Majt. in die gnädigste gedanken mochten gebracht haben, dass die kleinen Müntzen, Scheidemüntze die feine Marck zue 9 Rthlr, ebenmessig ausgebracht werden musste, als ist solches eine wahre unmuglichkeit, es ist auch ein solches dieses ortes und in den benachbahrten Fürstenthumben und Stedten geschehen aldaweiten notorium ...", dass mir selbst die Marck fein uff 9 Rthlr. 20 ß l. zu stehende kombt zu brechen ..." Skulde Smaamønten slaas bedre eller anderledes, maatte Kongen træffe en Overenskomst med Hertugen af Holsten, Erkebispen af Bremen samt Stæderne Lübeck og Hamburg.

Endelig begynder Simon Timpff et tredje Brev til Pentz saaledes: "Was Ihre Kgl. Majt. ... sub dato Glücksburg den 30. Juni an E. Hochgräfl. Excell. meinentwegen rescribirt, selbiges habe ich mit fast groszer bestürtzung vernehmen müssen, Und möchte demnach gerne wissen, was für ein misgünstiger und des Müntzwesens ohnerfahrner mich bey I. K. M. dergestallt mit ohngrundt der wahrheit angegossen, gleich wehren die Münzsorten, so ich seithero alhie gepräget, nicht taut meiner bestallung gehaltig, da doch selbiges in ewigkeit nicht wird können beygebracht werden; hiesiger Münz Guardein auch, wan er desswegen zu rede gestellt werden sollte, wird vermuge der bey sich von allen ausgefertigen wercken habenden proben nicht anders zeugen können ...".

Det var Kongens fornævnte Befaling af 30. Juni 1643 til Grev Pentz om at forlange mere Kaution og Sikkerhed af Timpff, der bragte denne i yderligere Harme. Han henviser endnu engang til

"Wass die von mihr begehrte caution die bishero verfertigte sorten auf den probationstägen zu justificieren betreffendt, So lebe ich der unterthänigsten zuversicht I. K. M. werden sich mit dem gnädigst contentiren lassen. dass ich

Alle Timpffs Klager og Henvendelser var forgæves. Hans Skæbne var beseglet; den unge Ægtemand maatte fortrække. Kongen var ubevægelig og øvede her - saavidt det kan ses af Akterne - aabenbar Uret mod en af sine Betjente. Denne Uret traadte saameget grellere frem, som der kort efter ansattes en ny Møntmester, hvis Mønt var slettere end Timpffs.

Kun et Par Maaneder efter den 17. Oktober 1643, da Timpff fik sin Afsked paa graat Papir, brød Torstenson ind i Jylland og Svenskekrigen begyndte. Som allerede meldt, var en af Kongens første Foranstaltninger at skaffe Krigsvaluta til Veje ved at slaa slet Mønt. I fuld Konsekvens hermed skrev den udvalgte Prins, Christian V, den 9. Maj 1644 (18) et Brev til Grev Pentz, hvori han meddeler, at "das gemeine" i Glückstadt havde ansøgt ham om Oprettelse af en Mønt dersteds, og da Prinsen finder det ansøgte højst nødvendigt, og det gemene dermed kan hjælpes, saa er det hans Vilje, at Pentz paa Kongens nærmere Approbation indforskriver den foreslaaede Møntmester Jacob Schwieger til fremtidig Møntmester i Glückstadt, tager ham i Ed og lader ham slaa saadanne Sorter i Værd og Gehalt, som den forrige Møntmester har slaaet og som han vil svare til. Derved sker, hvad "die Notturft erfordert"!

Den paagældende Ansøgning var fremkommen fra "Peter Voegeler wegen der Gemeine zu Glückstadt"; han oplyste, at et ærbart Raad og menigt Borgerskab i Glückstadt gennem Franz Stapel, der Rechten doctor og Raad, havde givet Pentz tilkende, at det skortede stærkt paa Smaamønt i Byen paa Grund af de mange Soldater og "einige flüchtige Leuten", ogsaa i Betragtning af, at de af den forrige Møntmester slagne Düttken eller 3 ß Stkr. opvexles mod 7 % og føres til Holland eller Friesland for at slaas anden Mønt af; iøvrigt et godt Vidnesbyrd til den stakkels Timpffs Ære! Raad og Borgerslab havde bedt Pentz intercedere hos Kgl. Majt., for at der kunde blive ansat en anden Møntmester i Byen ved Navn Jacob Schwieger, "so die vorige Gelücksteder Münze verlegt" dvs: han havde staaet bag Timpff og været hans Forlægger med Hensyn til at skaffe Sølv, Driftskapital m. v.; det var nu Meningen, at han skulde slaa alle de samme Mønter som hidtil. Grev Pentz havde ikke bevilget Borgerskabets Bøn, men skrevet til Kongen samt meddelt Borgerskabet, at det maatte vente til Kongens Tilbagekoinst. Nu havde de imidlertid ventet i 4 Uger og vidste ikke, naar Kongen kom til Glückstadt; derfor havde han dristet sig til at henvende sig til Prinsen med dette Supplicskrift paa Borgerskabets Vegne og bedt ham til dettes Bedste befale Grev Pentz, "dass ehr besagter Müntzmeister Jacob Schwieger ordentlich vociren …"

Den 13. Juni 1644 skrev Grev Pentz til Borgmester og Raad i Glückstadt og udbad sig deres Yttringer over Sagen efter forud indhentet Erklæring fra Borgerskab og Udvalg.

Fra Jacob Schwieger selv modtog Grev Pentz en Udateret Memorial (19)), hvori han bad om

Denne Ansøgning har den 20. Juli 1644 faaet paategnet følgende af Pentz underskrevne Resolution: "Es soll dem Müntzmeister der begehrte Interimsbestallunge ausgefertiget werden, Jedoch dass er bis uf I. Kon. Mayt. ratification allerdings vorrigen Müntzmeisters bestalling gemes münze".

I dette Dokument findes Løsningen paa en Gaade, som Indskriften paa en III Schilling fra Glückstadt 1644 hidtil har frembudt. Jørgensen (20) læser de 2 Bogstaver, der staar nedenunder Værdibetegnelsen paa Reversen som I. C., Sorterup (21) opgiver Bogstaverne L. G. Den sidste Læsemaade vil ved nærmere Eftersyn af den paagældende Mønt vise sig at være den rigtige. Bogstaverne betyder ligefrem Landgeld (22) og angiver det samme som Timpffs 8 ß, naar denne bærer Omskriften MONETA PROVINCIALIS.

KLIK for forstørrelse!

Jacob Schwiegers III Schilling l. fra Glückstadt

Schwieger maa derefter have rettet Henvendelse til Kongen selv for at faa Interimsbevillingen endelig approberet, thi under 16. Oktober 1644 (23) skriver Christian IV til Pentz fra Feltlageret "zur Buerlöff" i Skaane, at der findes en ved Navn Jacob Schwieger, som vil forvalte Møntværket i Glückstadt udadleligt og "unverweislich". Kongen er ikke utilbøjelig til at gaa ind herpaa, men kan dog foreløbig ikke tilstaa ham nogen egentlig Bestalling; dette maa henstaa, til han selv engang kommer derud (dvs: til Glückstadt). Imidlertid er Kongen dog tilfreds, naar Schwieger for det første slaar hele og halve Rigsdalere, hele og halve Rigsorter, ogsaa 8 og 4 ß Stkr., hvoraf 6 og 12 paa 1 Rdlr., efter Skrot og Korn, som nu paa Mønten i København. Hvis "vi" senere vil bevilge ham andre Sorter, kan det blive indført i den rigtige Bestalling. Dette Brev blev yderligere bekræftet i en senere Skrivelse af 2. November s. A., hvor Tilladelsen udformedes derhen, at Rigsdalermønten skulde slaas efter Rigens Korn og Skrot, medens halve og hele Markstkr., Dütken eller 3 ß l. og 4 ß l. skulde være 13-lødige og andre mindre Sorter "nach geleicher proportion und gültigkeit ..., nur allein das du darauff zuegleich mit ernstlich sehest und acht habest, das mit den kleinen sorten ein gewisse maass gehalten und solche nicht überschritten werden müghe ..."

I Henhold hertil bestemte Pentz den 7. Januar 1645 (24), at Schwieger skulde ammelde for Gouvernementet i Glückstadt, hvormeget han ønskede at slaa af Smaamønt, for at Kongens Vilje om en vis Begrænsning af Smaamønten kunde blive iagttaget.

Den 25. Juni 1644 (25), altsaa strax efter Pentz' ovennævnte Approb)ation, havde Wardein Peter Clüvers aflagt Ed paa, at han vilde probere Jacob Schwiegers Mønt, de smaa Sorter og Landmønt efter forrige Møntmester Simon Timpffs Bestalling, Rigsmønten, Guldmønten, lille og stor efter det romerske Riges Mønt-Edikter.

Herefter var det altsaa de selvsamme Mønttyper som Timpff forhen havde slaaet med Schwieger som Forlægger, der nu skulde udmøntes af Forlæggeren selv, skønt Kongen for ganske nylig brat havde afskediget Timpff for disse Mønters Skyld!

Men Kongen skulde gaa end videre. Svenskekrigen var jo som nævnt begyndt og Kongen maatte have Midler, de maatte saa skaffes, hvorfra de kunde komme! Vi har set, hvorledes Kongen strax satte en Slags Falskmønteneri i Gang paa Københavns Slot med Udmøntning af ganske uvederhæftige 2 og 1 Mark Stkr. samt 4 ß med Hebraisk Indskrift. Det samme skulde nu ogsaa sættes i Gang i Glückstadt.

Den 6. September 1645 (26) tilskrev Kongen Grev Pentz, at han var tilfreds med Schwiegers Udmøntning af Dukater, men de øvrige Sorter skulde han holde inde med foreløbig, til han fik videre Ordre. Derimod skulde Pentz forhøre, om han var villig til at svare Kongen et Overskud af 218 Rdlr. pr. 1000 Rdlr. Sølv til 9 Rdlr. pr. Mark fin, der udmøntedes i "enckelte oder gedoppelte marckstücken" overensstemmende med et vedlagt Overslag fra Møntmester Hendrik Köhler og Wardein Jørgen Preusse.

Hertil svarede Grev Pentz i en foran berørt, højst karakteristisk og oplysende Skrivelse af 27. s. M. til en højædel Broder (og Raad?), at Schwieger nok vilde betale den af Københavns Møntmester og Wardein beregnede Profit 218 Rdlr. pr. 1000 Rdlr. og præge de omhandlede Mønter, men han havde dog befundet ved sig selv, at hvis der gaas den Vej med Møntningen i dette til det Romerske Rige hørende Fyrstendømme, saa vilde det, selv om en og anden Stand i Riget maaske havde bortforpagtet sin Mønt paa denne Maade, dog ikke være os et tilbørligt Exempel; man burde holde sig til Constitutionerne, thi han maatte holde for, at der snart vilde komme den Tid, da man ikke vilde finde sig i Forpagtning som stridende mod Rigsafskederne. Hvis man vilde hentyde til Nødvendigheden af at skaffe Penge, fordi Kassen var tom, saa maatte Pentz dog herimod indvende, at ved et saadant Middel bliver Kassen ikke fyldt; thi selv om der ved dette Middel kan indbringes nogle Hundrede Dlr., saa vil derimod Land og Indvaanere, Adel og Uadel, Borgere og Bønder lide Skade for mange Tusinde Dlr.; thi i det Land, hvor saadan Mønt bliver indført, vil der blive Vexel paa gode Rdlr. og Rigsmønt, saavel Guld som Sølv Mønt. I Stæderne Lübeck og Hamburg vil Handel blive besværlig for de arme udtømte Undersaatter; ja disse Stæder vil om ikke ligefrem forbyde, saa i det mindste valvere Mønten, eftersom Hamburg allerede før den svenske Hærs Indfald har gjort det med de af den forrige Møntmester slagne Dütken, som dog var meget bedre end disse hele og halve Mark-Stkr. Ikke destomindre afskedigede Kongen ham som tidligere nævnt. Kongelig Majestæt vilde sikkert heller ikke lade sine Amtsintrader betale i det kgl. Renteri med saadan Mønt. Han vilde for dennegang fortie andre inconvenientia, særlig at Rigsdalerne vilde komme ud af deres Kurs: 48 ß l., ved hvilken man i Almindelighed i disse Fyrstendømmer og tilgrænsende Steder havde befundet sig vel, og at derved vilde opstaa Konfusion i Mønten ligesom i Anno 1620 saavel som før og efter nævnte Tid. "Habe derowegen so woll als ein patriote als auch Ihre Mayt. Rat für nøtig befunden denn herrn Brudern meine gedanken zue eröffnen ..." slutter Grev Pentz sit Brev!

At Greven havde Ret i sine Anskuelser om, hvorledes Hansestæderne saa paa al denne Mønt, bekræftes ganske ved Hamburgs Mandat af 6. Juli 1644 (27), hvorefter danske Kroner sattes til 30 ß l. (60 ß d. i Stedet for 64 ß d.), 10 ß Stkr. (grove danske Marck Stkr. paa 20 ß d.) til 9 ß l., Glückstadter 8 ß Stkr. til 7 ß l., de fremmede 3 ß Stkr. (Dütgen eller Dütken) til 2 ß 6 Pf., de danske Stkr. fra 1644 paa 2 Marck danske (Hebræerne fra København og Kristiania Møntsteder) til 12 ß l. og de danske Stkr. fra 1644 paa 1 Marck dansk til 6 ß l. Den 1. December 1645 (28) udstedte Hamburg endog fuldstændigt Forbud imod at modtage fremmede grove saavelsom smaa Møntsorter. Det har ikke været muligt gennem Møntregnskaber at konstatere Arten eller Mængden af de i denne Tid af Schwieger udgivne Mønter. Dog kan man af foranstaaende se, at Mønterne dels har været ganske de samme som Timpffs, dels har været Hebræermønter som de i København og Kristiania udmøntede.

Nedenstaaende gives en Oversigt over de til Nutiden bevarede Mønt-Varianter dvs: Fortegnelse over Stempler til de ulfeldtske Mønter; den er udarbejdet af Direktør H. H. Schou paa Grundlag af de af ham indsamlede Aftryk.

	2 Marck		1644	1645	1646	1647
	København	  33	   7	  11	   0
	Glückstadt	   0	  26	   0	   0
	Kristiania	  20	  23	   9	   9
	
	1 Marck
	København	  21	  10	   2	   0
	Glückstadt	   0	   0	   0	   0
	Kristiania	  17	   5	   3	   2
	
	4 ß
	København	  12	  22	   0	   0
	Glückstadt	   0	   0	   0	   0
	Kristiania	   0	   0	   0	   0

Af denne Oversigt fremgaar, at Schwieger, saavidt man efter de bevarede Mønter han kende Møntforholdene i Datiden, alene har slaaet 2 Marck Stkr. og endda kun i 1645. Om Mængden af disse oplyser Dr. W. Schwinkowski (29) følgende:

I Anledning af en paatænkt Udmøntning af mindre god Mønt havde Kurfyrsten af Sachsen i 1664 bl. a. indhentet Betænkning fra Kammerraad Martin Tancker i Leipzig. "Aus den Gutachten des Kammerats Martin Tancker ist erwähnens wert sein Hinweis auf die Tatsache, dasz ... geringen Sorten häufig sogleich im Auslande nachgeprägt und zum Schaden des Münzherrn und der Münzpächter in Umlauf gesetzt wurden. So sei es mit den Dritteltaler- oder Markstücken (für 30.000 Rthlr. Markstüche, das Stück zu 8 doppelten Schillingen oder 8 Groschen) geschehen, die ein jüdischer Münzpächter mit Erlaubnis des Kønigs von Dänemark in Glückstadt prägte".

Det nævnte Beløb af 30.000 Dlr. stemmer meget vel med det ovenanførte Antal Varianter, set i Forhold til de Antal Varianter, der svarer til de ved de andre Møntsteder udmøntede Summer.

Af en udateret Ansøgning fra Jacob Schwieger (30) sammenholdt med to Breve fra Christian IV til Grev Pentz af 26. April og 14. Maj 1647 (31) fremgaar, at Schwieger i disse Aar har slaaet 14.000 Rdlr. i Speciemønt, hele, halve og kvart Rdlr., endvidere 10.000 Dukater, hele og halve, samt over 5.000 Rdlr Dütken, 3-Schilling og Søsling (32) jfr. nedfr.

KLIK for forstørrelse!

63-64. J. Schwiegers dukat 1646 og 1/2 Specie 1645

At de ca. 30.000 Rdlr. 2 Marck Stkr. ogsaa er faldet andre end Hamburgerne for Brystet fremgaar af talrige Klager.

Den 9. Oktober 1645 klager man i Friedrichstadt til Hertugen over de nye danske Mønter "mit den dreyen Buchstaben". Hertugen svarede Klagerne den 11. December, at han havde skrevet til Kongen, der havde lovet at lade Udmøntningen standse, og ved Skrivelse af 12. December 1645, bekræftet ved Forordning af 26. September 1646, kundgjorde Hertugen, at ingen skulde være pligtig at modtage mere end 10 Marck i de nye Markstykker, efter at Hertugen havde faaet at vide, at Lübeck og Hamburg havde sat dem til 12 ß l., og at de hyppigt indførtes i Hertugens Lande. Herved imødekom Hertugen bl. a. en Klage fra Husum af 20. Januar 1646 (33).

Ogsaa Kong Christian modtog idelig Klager. I November 1646(34) klagede Borgmester, Raad og "gantze gemeine" i Glückstadt gentagne Gange over de nye Sorter Markstykker, som de fremmede ikke vil modtage i de "reciprocirten commercien" til den Valør, de er udgivne for. Naar Staden overfyldes med disse og Rthlr. ikke mere er til at faa, bliver Forretningerne med de fremmede ganske "perturberede". De beder derfor Statholderen forhindre, at der slaas flere Markstykker, og sørge for Lighed i den daglige Handel, saa de ikke alene bliver behyrdet med de allerede udgivne Marck-Stkr. Hertil kom Hertugens ovennævnte Henvendelse til Kongen paa Grundlag af de til ham indkomne Besværinger.

Dette resulterede i en Ordre fra Kongen, dateret Flensborg den 29. Nvbr. 1645 (35), hvori det bl. a. hedder: Det er berettet Kongen, at Glückstadt og de derom liggende Distrikter er fyldt med de smaa Sorter, ogsaa halve og hele Markstykker "sie mugen auch herkommen, wo sie wollen".

Det var Kongen nu just ikke den nærmeste til at udbryde, naar man betænker, at det var ham selv, der efter de ovenstaaende Oplysninger havde faaet Møntmesteren ind paa at slaa de daarlige ulfeldtske Markstykker mod Afgift.

Ikkedestomindre giver han nu Jacob Schwieger Befaling til helt at holde inde med Udmøntningen af disse Mønter. Derimod maa han nok fortsætte med at mønte hele og halve Dalere, Orter og Dukater, men kun efter Rigens Korn og Skrot dvs: alle de Mønter, han kun havde Tab paa.

Herover beklagede Jacob Schwieger sig højlig i en udateret Skr. (36), der efter Sammenhængen med Kongens Skr. af 26. April 1647, Pentz Brev til Kongen af 8. Maj 1647 og Kongens Svar af 14. Maj s. A. (37) maa være indgivet i Aarene 1645-46. I denne ansøger han Kansleren om Tilladelse til at slaa Smaamønt

Det sidste var en velrettet Finte til Hertugen og hans Klager til Kongen. Denne afgav følgende Resolution: Hans kgl. Majt. er indførstaaet med, at han slaar 5.000 Rdlr. Dütken, Schill. og Søsl. efter tidligere Stadmønts Skrot og Korn, men denne Mønt maa dog ikke modtages i Ammunitions- og Proviantmagasinet.

Antagelig kan denne Tilladelse nøjere tidsfæstes som udstedt efter en den 21. September 1646 (38) af Heinrich Borch, Michaell Wittinack og Peter Woldenbergh i Glückstadt udstedt Erklæring om, at naar der ved Siden af den grove Mønt slaas Dütken og ß af godt Sølv, dog i vis Summa, for at "Kleingeld" ikke skal hobe sig alt for meget op og commercien derved incommoderes, da kan ingen beklage sig, og de 3 Herrer stiller sig derfor til Tieneste.

Glæden ved den nye kgl. Tilladelse varede dog kun kort. Allerede den 8. Januar 1647 (39) skriver Møntmesteren til Statholderen og beklager sig over, at nogle Borgere mundtlig har besværet sig over ham paa Raadhuset til Guverneinentets Sekretær Jacob Stollius. Han skulde for kort Tid siden have slaaet Dütken paa een Gang af 100 Pund Sølv. Han forlanger, de skriftlig skal vedstaa Klagen.

I Overensstemmelse hermed skrev Statholderen samme Dag (40) til Raadet i Glückstadt. Klagen fulgte prompte efter den 25. Januar (41), hvori de "deputirte 8 Bürger in Glückstadt" fastholder, at Jacob Schwieger efter den kgl. Befaling af 29. November 1645 ... alene maa slaa Rigsdalermønt og Dukater. Nu slaar han dog Dütken, ß og 1/2 ß i temmelig stor Mængde. Statholderen maa føre Tilsyn med, om og hvormeget han maa slaa i Smaamønt. De vil ikke indlade sig i nogen Contradiction med Møntmesteren, heller ikke angribe det kgl. Regale, men alene bede Statholderen paase, at de ikke lider Skade og Besvær paa den ringe Handel, og at den kgl. Ordre stricte følges.

Herpaa gav Jacob Schwieger Svar i en lang udateret Skrivelse eller Redegørelse, stilet til Statholderen (42). Han udtaler heri sin Tilfredshed med, at disse "Müntzhassige Leuthe" har maattet give deres Klagemaal skriftlig fra sig, saa de kan faa "Ihre Wortte wiederumb zur rügke in Ihrem hals gezogen". Det tilkom ikke Undersaatter at klage over deres Herres Mønt. Han havde aldrig slaget 100 Pund Sølv i Smaamønt paa een Gang og overhobet Staden hermed, thi var det saa, havde Folk ikke haft nødigt, som det daglig skete, at komme løbende paa Mønten for at faa grov Mønt vekslet i Smaamønt. Han forstaar ikke, at den største Del af Klagerne er Bryggere, der dog ikke faar Rdlr. eller Dukater, men kun Smaamønt for deres Kvarter eller Kandeøl. Handelen var i denne By kun ringe og Smaamønt højst nødig; ellers kunde Bagere, Bryggere, Tappere, Høkere, Kræmmere, Haandværkere og andre Folk "nicht von einander kommen". I de omliggende Lande: de gottorpske Dele af Slesvig-Holsten og de braunschweig-lyneburgske Lande, slog man lutter Smaamønt og drev dog langt større Handel med Hamburg end vi. Det var ganske urigtigt, naar man beskyldte ham for at opveksle Rigsdalere. Iøvrigt maatte Klagerne vide, at til Veksling var anordnet ikke Bryg- eller Bagerhuse, men Mønten, og naar nogen bringer paa Mønten 1 eller 2 Rdlr. for at faa Smaamønt, kunde han ikke afslaa dette (!). Iøvrigt havde Byen kun Profit af at have en Mønt, hvor Borgerne kunde sælge deres Guld og Sølv til "billig" Pris uden at behøve at løbe til Hamburg. Det forundrede ham allermest, at Klagerne vilde vide, hvor megen Smaamønt han havde faaet Ordre af Kgl. Maj. til at mønte, eftersom han ikke tænkte paa at erkyndige sig om, hvor meget øl Bryggerne brygger af 1 Tønde Malt, item hvor svært Bagerne skal bage Brødet og hvorledes det ellers gaar mellem Borgerskabet. "Und wann ich solches täte und so naseweis sein wolle, würden sie mich gewis mit diesem: ne sutor ultra crebidam, feinstricken abweisen".

Mange klagende Ord er dette Aktstykke overbroderet med. Folk har endog kastet Vrag paa hans Rigsmønt "mit vielen dabey gefüihrten verachtige Worten. Solches fleust nun ohn allen Zweiffel, wann ich den Nagel recht auff den Kopf schlagen soll, zumtheil aus Unverstand, dass mann von selbigen, wovon mann eben so viel, gleich die Kraye vom Sontage verstehet, judiciren will, zumtheil aber aus privat affecten, und dass mir ein Stücklein Brodt misgønnet wirdt; gestellt samb mir nicht ohnbewust, dass ich wegen meines erbawten hauses vieler leute missgunst auf mch gezogen und dadurch unterschiedene judicia causirt". Men i Virkeligheden har man maattet laane Penge til Huset og idet hele ikke spundet Silke af Møntervirksomheden. Kun paa Markstykkerne har han fortjent noget! -

Kong Christian følte sig dog ikke beroliget; dertil var Klagerne for mange. Særlig synes en Klage fra Stænderne paa Landdagen i 1647 at have været af Betydning. I hvert Fald forbød Kongen i Skrivelse af 26. April 1647 (43) Møntmesteren i Glückstadt at slaa Dütken, Schilling og Sechsling; og da det godtgjordes, at Jacob Schwieger havde overskredet det ham tilladte Limit, 5.000 Rdlr. i Smaamønt, med ca. 1.000 Rdlr., gentoges Forbudet den 14. Maj s. A. (44) med det Resultat, at Mønten i Glückstadt gik ind. Uden Smaamøntprægning kunde en Forpagtningsmønt som Jacob Schwiegers ikke betale sig. Hermed stemmer, at der heller ikke er overleveret os Mønter fra Glückstadt i Aarene efter 1647, ligesom en Klage fra Borgmester og Raad i Wilster af 30. September 1653 (45) kun omtaler udenlandsk og fyrstelig holstensk Smaamønt, for hvilken de grove Rigsmønter udveksles (46).

Fortsættes
Tilbage til Wilcke II


Noter:

  • (1) Slesvig Staasarkiv A XX Nr. 922 løse Akter "betr. verschied. Münzsachen 1560-1706.
  • (2) R. A. Kanc. i Glückstadt. Nachrichten und Documente das Münzwesen in Glückstadt betrefrend 1634-1713.
  • (3) Max Bahrfeldt. Beiträge zur Münzgeschichte der Lüneburgischen Lande. Wien 1893. p. 220 ff. jfr. C. Lage. l. c. I. p. 216-17 og E. Fiala. Münzen und Med. der Welfischen Lande III. p. 60 ff.
  • (4) Slesvig Statsarkiv A III 457 Akten der Glückstadter Regierungs Kanzlei-Münzsachen Nr. 6 og 7.
  • (5) l. c. Nr. 5.
  • (6) l. c. Nr. 9.
  • (7) Slesvig Statsarkiv A III 457 Nr. 10.
  • (8) R. A. R. Kanc. i Glückstadt Nachrichten und Documente das Münzwesen in Glückstadt betreffend 1634-1715, 2 Stkr. Giezbücher, førte af "George Dreber, Ihr Ko. May. Müntz gewardein Ingeluc stadt (!), Godtt helff zum anfangck".
  • (9) Num. Foren. MedlemsbIad I p. 112. jfr. W. Schwinkowski. Die Reichsmünzreformbestrebungen in den Jahren 1665-70 und der Vertrag zu Zinna 1667; 1916. p. 39-40: "moneta provincialis = "Landmünze". Diese Landmünzen wichen aber nicht nur in Schrot, Korn und Benennung ab, das Recht Landmünzen zu prägen, war für die Regierungen ein Vorwand zur Münzverschlechterung und der Begriff Landmünze bekommt dadurch die Nebenbedeutung: schlechter als Reichsmünze, ist dann mit den Begriffen Usualmünze und Interimsmünze verwandt. In der Kipperzeit wurden solche Interims, Usual und Landmünzen bekanntlich auch zu Wert beträgen ausgeprägt ..."
  • (10) R. A. l. c.
  • (11) l. c.
  • (12) l. c.
  • (13) l. c.
  • (14) l. c.
  • (15) l. c.
  • (16) jfr. Danmarks Riges Historie IV p. 78.
  • (17) R. A. l. c.
  • (18) R. A. l. c.
  • (19) R. A. l. c.
  • (20) Beskr. p. 76 Nr. 152.
  • (21) Kreber Myntsamlmg 1841. p. 140 Nr. 1681-83.
  • (22) jfr. Axel Nielsen, Sp. Kr. Kurant p. 22.
  • (23) R. A. l. c.
  • (24) R. A. l. c. hvor Brevet formentlig urigtig er dateret 7. Januar 1644.
  • (25) Slesvig Statsarkiv A III 457 Nr. 11.
  • (26) R. A. l. c.
  • (27) J. P. Langermanns Hamb. Münz und Med. Vergnügen. Hamburg 1753. p. 472.
  • (28) l. c.
  • (29) Die Reichsmünzreformbestrebungen in den Jahren 1665-1670 u. s. w. 1916 p. 62. Dr. S. har meddelt Forfatteren, at nærmere Oplysninger end de anførte ikke kan skaffes.
  • (30) Slesvig Statsarkiv A III 457. Nr. 12 c.
  • (31) R. A. l. c.
  • (32) Jørgensens Beskr. p. 66. Nr. 35, 37 b, 38 a. p. 69. Nr. 77, 78, 79, p. 75, Nr. 149, p. 76, Nr. 151, 152 p. 77 Nr. 173, 174, 175 c.
  • (33) Slesvig Statsarkiv A XX 922.
  • (34) Slesvig Statsarkiv A III 457, Nr. 12 b og 12 d. jfr. Flensborgs Klage af 10. Jan. 1646. Slesv. Statsarkiv A XVII, 164.
  • (35) Slesvig Statsarkiv A III 457. Nr. 12 a.
  • (36) jfr. ovfr. og Slesvig Statsarkiv A III 457 Nr. 12 c.
  • (37) R. A. l. c., hvor Kongens Breve findes in originali, Pentz Brev i Concept.
  • (38) Slesvig Statsarkiv l. c. Nr. 22.
  • (39) Slesvig Statsarkiv l. c. Nr. 23.
  • (40) l. c. Nr. 24.
  • (41) l. c. Nr. 25.
  • (42) Slesvig Statsarkiv l. c. Nr. 26.
  • (43) R. A. l. c. jfr. Grev Pentz's Skriv. til Kongen af 8. Maj 1647.
  • (44) l. c. Vel hørte Grev Pentz i Skrivelse af 3. Januar 1648 Borgmester og Raad i Glückstadt over Jacob Schwiegers Klageskrift, og vel synes de kommunale Myndigheder at have givet ham et vist Medhold, men Kongens engang trufne Beslutning synes ikke at være bleven ændret; Slesvig Statsarkiv. l. c. Borgmester og Raad henviste særlig til, at den udenlandske Smaamønt var endnu daarligere, tildels af Kobber! Man maatte hellere se at holde den ude af Landet ved den noget bedre indenlandske.
  • (45) Slesvig Statsarkiv l. c. Nr. 29 og A III Nr. 459. Undernummer 12.
  • (46) Slesvig Statsarkiv A XX 922. Klage fra Kong Fr. III til Hertugen af 28. August 1652, hvori Kongen klager over, at Hertugens Møntmester, trods et mellem Kongen og Hertugen i 1648 afsluttet Forlig i 1649-1652 har møntet en Mængde Dütken, som andetsteds er forbudte, og overfyldt Landet dermed.


    Tilbage til Dansk Mønt