KLIK for forstørrelse!

d. 1764-88. Tilløb til Speciemønt

af Julius Wilcke

(fra: Wilcke, Julius: Kurantmønten 1726-1788, København 1927 (Wilcke III) side 122-164)

Den 9. November 1764 gjorde Rentekammeret følgende Indstilling til Kongen:

"Da Eders kgl. Majt. har behaget mundtligen at befale, at det ved Kongsberg Sølf-Werck faldende Brandsølv indtil viidere skal nedsendes til Eders Majts. Myndt her i Staden for deraf at udmyntes i Species af sædvanlig Gehalt saasom: fiin 14-lødig paa Marken brutto 8 3/32 Stkr. og Marken fiin til 9 1/4 R. efter det dertil approberede Præg. Saa skulde Vi derover ... udbede Os Eders Kongl. Majts. herpaa tegnede Skriftlige Resolution".

Forestillingen fik den 12. s. M. følgende kgl. Paategning: "Det er saaledes Vor ... Vilje, at det ved Kongsberg Sølfwerck faldende Brand-Sølf indtil videre nedsendes til Vores Mynt udi Kiøbenhafn for deraf at udmyntes Species af sædvanlig Gehalt med det af Os allerede approberede Præg" (1).

Saamange vare Ordene; og deraf kan jo ikke meget udledes om Bevæggrundene til denne Resolution, forud for hvilken maa have gaaet indgaaende Overvejelser, thi dels blev der udmøntet et ikke helt ubetydeligt Beløb, dels kan det af de forskellige Præg skønnes, at der har været lagt en Del Vægt paa hele denne Udmøntning. Hvis den skal betyde et indledende Brud med hele Kurantmønten, var denne Bestemmelse af en gennemgribende Karakter.

Det er vistnok forhastet at tillægge den saa stor Betydning. Man tænkte foreløbig ikke paa et saadant Brud, dertil var Kurantmøntens Masse for stor. Man har dog været i stor Tvivl om, hvad der var det rette. Herpaa tyder den Omstændighed, at man omtrent i de samme Dage havde besluttet at udmønte hele og halve Kurantdalere af samme Møntfod som Rigsorten.

Medens Kongens mundtlige Ordre om Specieudmøntning tidligst kan antages at have foreligger i September Maaned 1764, idet der den 18. September udgik Ordre til Knoph om Prægning af Specier af det beholdne Sølv samt Brandsølv fra Norge, og den 27. s. M. gaves Bekræftelse paa denne Ordre "efter Hs. kgl. Majts. mundtlige Befaling", fik Knoph den 12. Februar 1765 følgende Besked: "Som det holdes fornødent at udmynte hele og halve Rigsdaler Courant til samme Gehalt og Lødighed som 24 ß og Bauert derfor har faaet Ordre om Dessein hertil, anmodes Knoph om at give ham Meddelelse om, af hvilken Størrelse disse Courant Rigsdalere skulde være". Ordren har dog i Møntprotokol C. faaet den NOTA: blev ey sat i Værk, men i Stedet for Species Udmøntning ordineret. Dog udgik den 14. s. M. Ordre om af Brand-Sølvet fra Kongsberg at mønte "hele og halve Courant Rigsdaler 13 1/3 lødige, Marken fin 11 1/3 R. med de Stempler, som ham dertil bliver leverede". Sagen kom da ogsaa saa vidt, at Mønten havde fremstillet 4384 Mark brutto i 13 1/3 lødige Plader til Kurantdalers Formøntning, da den fik Kontraordre om at indsmelte det hele igen til Specieudmøntning. Saa vidt var man kommen 1765. Det kan derfor ikke antages, at man i 1764, da man besluttede sig til Speciedaleres Prægning, har haft noget fast Program eller almindeligt Formaal hermed. Man var dog enig om ikke at mønte Smaamønt. Der skulde atter tilvejebringes Stormønt i Sølv. Herpaa tyder Regeringens Adfærd over for Banken. Denne havde paa sin Mønt i Aarene 1761-64 ladet slaa 165,910 R. i 1 ß. Den 12. Januar 1765 skrev Rentekammeret til Banken i denne Anledning: "Og som eeneste ß'r ikke er andet end Scheide Mynt, der allene udi smaa Summer og til yderste Fornødenhed pleier at udmyntes, saa at udi forrige Tider fra 1746 er ikkun slagen tilsammen 6000 R., nemlig hver 4. 5. Aar 2000 R, Ligesom nødvendigheden det har udfordret, hvorimod bemelte allereede udmyntede Summa ei alleene er saa anseelig, at samme kand eragtes for mange Aar at være tilstrækkelig, men det var endog at befrygte, i fald med saadan ringhaltig Udmyntning fremdeles i saa stor Mængde blev continueret, at det vilde drage skadelige Suitter efter sig, Ihvorvel da saadan Udmyntning ved kgl. Resl. 5. Maj 1759 (2) Banquen er tilladt, saa holder vi dog efter Omstændighederne for, at l ßs-Formyntning paa Banquens Mynt nu indtil videre maatte ophøre, og formode, at De høytærede Herrer derimod og i Henseende til den paa de allerede udmyntede Skillinger hafte anseelige Fordeel ere betænkte paa at udmynte grov Courant, hvorom vi forvente Deres behagelige Gensvar". Overfor denne kraftige Tilrettevisning opgav Bankdirektørerne Skillingerne, men tabte samtidig Interessen for Bankens Mønt. Den 12. Marts s. A. udtalte de Finansdeputerede overfor Banken: "Med megen Fornøjelse have Vi af de Høytærede Herrers Skrivelse af 6. hujus ikke allene fornummet, at de lige med Os indsaa, at det ikke er gaunlig for det almene beste, at een større Summa af Scheide Mynt skulde roulere, men at de endog have besluttet med all anden Courants Udmyntning gandske at ophøre, hvorfore Vi saameget mere finde Os forbunden, som viidere Udmyntning ved Banquens Mynt ikke vilde være tienlig i Henseende til de nu forehavende Operationer" (3).

Naar nu disse Udtalelser sammenholdes med en Ordre til Bogholderiet af 31. December 1764, hvorefter der ialt er leveret fra Kongsberg Sølvværk i Norge 8022 Mark f. S. som "af de for Extraskatten indkomne Contanter Bergkassen igen er bleven refunderet med l1 1/3 R. pr. Mark fin" eller 90,919 R. til Specieudmøntning, og naar man ved, at de udmøntede Specier afgaves til Ekstra-Skatte-Kassen, samt at Schimmelrnann,, der for at bringe Finanserne paa Fode, i Septbr. 1762 havde indført Ekstraskatten, en Kopskat af 1 Rdlr. om Aaret pr. Hoved, bestyrede Ekstraskatten, hører der ikke stor Dristighed til at antage, at Schimmelmann, der kom fra Hamburg og kendte Speciens internationale Betydning som fast og urokkelig Værdimaaler, har været Sjælen i Bestræbelserne for at bringe Specien til Live igen, hvad der ogsaa ganske stemmer med det, vi ved om hans senere Bestræbelser i samme Retning. Der har øjensynligt været Strømninger i Retning af, at vi, da vi nu havde haft en saa overvældende Udmøntning af Kurant, og naar vi iøvrigt var enige om at sætte Grænser For Smaamøntens Udbredelse og skabe Stormønt til Afløsning af de Rigsorter, der var søgt til Udlandet, burde slaa Stormønt af Kurantfod, men Schimmelmann har sejret over Betænkelighederne ved at fravige Kuranten og vende tilbage til Specien som det sikre Fundament for Omsætningen og den mest formaalstjenlige Afløser af den overhaandtagende Smaamønt.

Hertil kom, at Specien, naar man blot fik tilstrækkelig Opgæld for den, ingenlunde var saa ufordelagtig en Mønt at udpræge. En Beregning fra Novbr. 1750 over Udmøntningen af de 6000 R. Kroningsspecier med Aarstal 1747 viser, at der, naar Agio paa Specier udgjorde 16 7/8%, mod Kurant, paa denne Udmøntning ikke blot ikke var noget Tab, men tværtimod en lille Gevinst paa 93 R. 15 ß. De nu i 1764 møntede Specier til Beløb 68,000 Stkr. afgaves til Ekstraskattekassen med Agio 25%, for 85,000 R. Kurant (4). Naar Kongsberg Værk fik 11 1/3 R. Marken fin, hvoraf udbragtes 9 1/4 Specier med 25% Agio, kom Marken fin paa 11 9/16 R. Kurant. Selv Omkostningerne medregnet, kunde Tabet ikke blive stort. Medens der oprindelig havde været lidt Overskud paa Udmøntningen af Kurantdukater, faldt dette efterhaanden, saaledes at Afgiften til Møntmesteren, der oprindelig var 4 ß pr. Dukat, maatte nedsættes til 3 og 2 ß, for tilsidst, da Knoph blev ansat, helt at bortfalde. Alt dette kunde tilsige Regeringen at gøre Forsøg med Specier, til hvilke man lod udarbejde smukke Stempler for ogsaa i det Ydre at give de nye Mønter saa pompøs en Start som mulig.

Stempelskæreren ved Mønten, Bauert, leverede hen paa Efteraaret 1764 8 Par Stempler til disse Specier. Ogsaa andre blev kaldt til Hjælp til Udformning af Stempler, hvoraf der til en Udmøntning af Værdi c. 100,000 R. Kurant udkrævedes ikke faa. Medlem af Akademiet, Medaillør Daniel Jensen Adzer udarbejdede et Par Stempler, ligesaa Johan Henrich Wolff. Om disse Stempelskærere har Thomsen i Timms Katalog (5) udtalt: som i en Væddestrid søgte de at overgaae hverandre i Udførelsen af dette Arbejde. Adzers og Wolffs ere især udmærkede, Bauerts staar langt under disse; ikke destomindre blev denne Mand, der ufortjent havde Titel af Hofmedailleur, forflyttet fra Mynten i Oldenburg og dette Aar udnævnt til Stempelskærer ved Mynten i Kjøbenhavn." Eftersnakkere har forbedret denne i enhver Henseende uhjemlede Fortælling. Sorterup (6) oplyser saaledes, at "disse tre Specier vare Concursarbejder for Ansættelsen som Stempelskærer ved Mynten i Kjøbenhavn. Bauert, hvis Arbeide var det daarligste, erholdt Ansættelsen." Selv General Jørgensen, en af de redeligste Arbejdere i Numismatikens Urtegaard, meddeler i sin Beskrivelse (7), at disse Specier var Konkursarbejde mellem de 3 Stempelskærere, ja selv den nyeste Bearbejder af de danske Mønter, H. H. Schou gentager denne Krønike (8).

KLIK for forstørrelse!
Adzers Specie 1764

KLIK for forstørrelse!
Wolffs Specie 1764

Enhver kan se, at hele Historien om Konkursarbejdet stammer fra Thomsens "Væddestrid". Der har ikke i Møntakterne kunnet spores noget om en Konkurrence om Stempelskærerembedet. Bauert var 28. Marts 1761 antagen som Stempelskærer ved Mønten i Oldenburg med en Løn af 400 R. Oldenburgsk grov Kurant og Bestalling som Hofmedailleur. Han skulde egentlig være flyttet til Oldenburg, men fik Lov til at blive i København og sende Stemplerne til Oldenburg. Det laa derfor nær at ansætte ham ved Mønten i København, naar det viste sig, at Mønten i Oldenburg paadrog Kassen for store Omkostninger og sandsynligvis før eller senere maatte nedlægges, hvad netop paa Grund af den høje Sølvpris blev evident omkring 1763-64. Han blev derfor, da der efter Wahls Udnævnelse til Mester ved Bankens Mønt, Arbiens Død 1760 og Winsløffs Bortrejse 1756 var Trang til en fast Stempelskærer, som tidligere nævnt ansat til tillige at være Medailleur ved Mønten her i København den 25. April 1763, øjensynlig længe før man tænkte paa at mønte Specier.

Det, der imidlertid har størst Interesse, er Spørgsmaalet, om Thomsen i hvert Fald har Ret i, at Bauert var den daarligste af de 3 Stempelskærere. Hvis man skal dømme efter disse 3 Specier, kan Thomsen umulig have Ret i sin Fordømmelsesdom. Vel kan det ikke nægtes, at der er et umiddelbart mere besnærende, net, pillent og pertentlig virkende Præg over Wolffs og navnlig Adzers Specier, men det som er Hovedsagen, selve Portrætet af Kongen er langt mere indgaaende kunstnerisk behandlet hos Bauert end hos de 2 andre. Det er fuldstændig rigtigt, naar Dr. F. J. Meier i Biografisk Lexicon karakteriserer Adzer saaledes: "A. var en flittig og duelig Kunstner, men hans Arbejder staar dog tilbage for Arbiens i Henseende til aandfuld Opfattelse og kunstnerisk Smag."

Medaillør Daniel J. Adzer 1731-1808. (Maleri i Statens Møntsamling.)

Selv om Arbien stod betydeligt over Bauert, er det paa den anden Side vist, at Bauerts Portræt giver et karakteristisk Udtryk for den halvsløje, slappe uselvstændige Solderist, som Frederik V paa sine ældre Dage havde udviklet sig til, i hvis Træk dog var blandet baade Godmodighed og Elskværdighed. Adzers Portræt er en ganske banal, afglattet, haandværksmæssig og aandløs Gengivelse af Kongens Træk. Wolffs Billede af Kongen er ikke uden Karakteristik, men kan dog næppe naa Bauerts. Thomsen er sikkert paavirket af Weinwich (9), der særlig fremhæver Arbien og Adzer.

Det forekommer mig retfærdigt overfor Bauert at paavise, hvor uheldig Thomsen har været med sine foranciterede Bemærkninger.

Om de af Adzer og Wolff leverede 2 Par Stempler oplyses det i Møntbogen, at de omend brustne ved Proberingen var reserverede til videre Brug. Da Bauert leverede 8 Par Stempler, er det herefter forstaaeligt, at Adzers og Wolffs Specier er meget sjældnere end Bauerts.

Ovenfor er henvist til Schimmelmanns senere Stilling til Spørgsmaalet om Specieudmøntning som Bevismateriale ved Bedømmelsen af, hvorledes den Tanke opkom i 1764 at gaa over til denne Mønt. Schimmelmann deltog i Christian VII's Rejse til England. Efterat der allerede før Rejsen d. 18. April 1768 var givet Byen Altona Concession paa Oprettelsen af en Mønt, hvor der bl. a. maatte slaas tyske Rthlr. efter tysk Møntfod, udfærdigedes den 1. Oktober s. A. (10) i London en kgl. Resolution, hvori Kongen meddeler de Finansdeputerede, at han, "da Hamburg gennem Formindskelse af dens bankopenge har vidst at bringe det dertil, at Kursen paa dansk Kurant er voxet til 27 27 1/2%, hvorved Undersaatterne lider stort Tab, har besluttet at mønte Specier efter sædvanlig Gehalt." Fra denne Resolution at regne møntedes Specier trindt om paa Monarkiets Møntsteder, bl. a. paa et Slot Rethwisch i Holsten midtvejs mellem Lübeck og Hamburg. I en Skrivelse til Schimmelmann, dateret Strasburg den 18. December s. A. (11) beder Kongen ham levere Knoph Sølv til Udmøntning af Specier for at modvirke Hamburgs Hensigt ved Bankopengenes Formindskelse. Til Opnaaelsen af det Formaal at skabe en bedre Kurs paa dansk Kurant, skal Schimmelmann opkøbe al Slags Kurantpenge og smelte dem, samt lade Sølvet mønte "zu dem Ende die zu Vermehrung des Hamburger Banco Geldes erforderlichen Species Thaler."

Der kan herefter ikke vel være Tvivl om, at Schimmelmann har været den drivende Kraft i Speciesagen. Dette fremgaar da ogsaa til Evidens af hans Skrivelse til A. P. Bernstorff i Rentekammeret af 18. April 1769 (12), hvori han nærmere gør Rede for sine Grunde:

"Es ist bekannt, dass alle Courant-Müntzen gegen Hamburger Banco als eine blosze Waare angesehen wird, ihren Wehrt die Beschaffenheit des daselbst im Roullement sich befindenden Quanti /: insofern davon bey Vorfal in der Handlung besonders nach der Königl. Staaten mehr oder weniger gesucht wird :/ bestimmt und dass solchergestalt diese Müntze einer öfteren Abwechselung unterworfen sey, dahingegen Unsere Specie-Thalere mit dem Hamburger Bancogelt einen beständigen fortgesetzen Werth haben und behalten, weil die dortige Banque solche zu jederzeit mit 1 Mark pro mille avance gegen Bancogeld annehmen muss und bey zurüchgeben mehr nicht als 1 Mark 10 l. ß pro mille erhält, mithin der gantze Unterscheid bei Tausend Mark nur in 10 ß bestebet."

Dette har bragt Schimmelmann paa den Tanke at lade, mønte et Antal Specier og give disse en bestemt Værdi mod Kurant og lade begge Slags Mønt i dette Forhold modtages ved de kgl. Kasser, hvorved vor Kurant ogsaa kom i samme Forhold til Hamburger Banco, der er lig med vore Specier.

Man maatte da først sammenligne Kurantmøntfoden med Speciemøntfoden:


Af 100 Mark fin i Sp. til 9 1/4 Sp.  = 925 R. Sp.
Til Afgang c. l 1/2 %                =  13 R. 42 ß
                                  ---------------------  911 R. 6 l. ß Sp.
Af 100 Mark fin i Kurant  11 1/3 R. = 1133 R. 16 l. ß
Til Afgang c. 3%                     =   32 R. 19 l. ß
                                  --------------------- 1100 - 45 - Ku.

Herefter bliver 120 R. 40 l. ß Kurant = 100 R. Hamb. Bancothlr.; l Specie = 1 R. 10 l. ß Kurant. Dette maatte blive Endemaalet for Reformen.

Heroverfor indvendte Rentekammeret - meget kontormæssigt og pertentligt -, at 1 Sp. i hvert Fald kun kunde gælde 1 R. 10 . ß grov Kurant, thi den mindre Kurant var jo slettere. Om. end det selv havde været med til at udsende eller tolerere den slette Smaakurant, skulde den ikke have noget af i Kongens Kasser at modtage 1 R. 10 l. ß i saadan Mønt for 1 Specie.

C. H. Kølle i Rentekammeret opgjorde Omkostningerne ved Speciemontning til 2, ikke til 1 1/2 %.

I Skr. til Rentekammeret af 22. September 1769 (13) uddybede Schininielmann sit Program; det er saaledes ikke helt rigtigt, naar Schovelin (14) udtaler, at "det ikke er muligt aktmæssigt at paavise eller godtgøre, i hvor høj Grad Schimmelmanns Handlen og Virken i hine Aaringer har været præget af Maalbevidsthed." For Møntvæsenets Vedkommende har han i hvert Fald haft bestemte Formaal og Metoder, som han ogsaa vidste at gennemføre. I fornævnte Skrivelse har han givet en fuldstændig Oversigt over Situationen og Motiverne til sit tidligere Forslag, idet han udtaler:

Hamburg har formindsket Summen af Bankopenge, saa dansk Kurant er faldet til 129% og Diskontoen steget til 8 9%. Ved den allerede stedfundne Specieudmøntning var Kursen paa Veksler og Banconoter forbedret 5% og Kursen paa Kurant 4% mod Specie-Banco. Ogsaa Diskontoen var faldet. Hovedaarsagerne til Kursernes forudgaaende Forringelse havde været:

ad a) Man maa formindske Antallet af Banknoter, saaledes som allerede begyndt af Overskattedirektionen.
ad b) Kgl. Majts. Vilje var nu at indskrænke de udenlandske Betalinger mest muligt.
ad c) Trængende Omstændigheder maatte i 1760 og følgende Aar have sat det kgl. Rentekammer i den Nødvendighed at lade præge en Mængde Kurantmønt og særlig mange Dukater, der saa meget mindre svarede til Cirkulationens Krav, som man ogsaa i den Tid øgede Seddelmassen. Det er en i Sagens Natur grundet og meget kendt Følge, at en Vares Pris nødvendig maa falde, naar Varen selv er i Overflod at faa. Saaledes var Tilfældet med Dukater og Kurantmønt. Derfor kunde disse Mønter paa Grund af deres egen Overflod ikke hævde den Værd, som de skulde have efter Udmøntningen. De maatte anses som umøntet Guld og Sølv, som enhver gerne vilde fri sig for mod Bancopenge. Det er skadelig for en Stat, naar dens Mønt ikke gælder i Udlandet, hvad den skal gaa for i Indlandet. Der tabes i Udlandet 5 6%, paa et Aar 200/m R. Hvilken Skade for et Land, naar denne Skavank varer Aarelangt.

Ingen vil bestride, at her foreligger en fuldt moderne Forstaaelse af Mønt- og Pengevæsenets Teknik, fremstillet i korte, knappe, nummererede Positioner, saaledes som det var Schimmelmanns Skik. Han skriver til det højfornemme Rentekammer, som var det til en af hans Kontorfuldmægtige, hvem han meddelte sine koncise Ordrer (15). Intet Under, at Rentekammerets Kontorer er overvældede ganske som nu om Dage Finansministre og Nationalbankdirektører overfor et ganske tilsvarende Valutaspørgsmaal og dets Udredelse.

Man lægger hos Schimmelmann vel Mærke til den merkantilistiske Forbindelse mellem Indførselsoverskud og Møntmetallets Sjældenhed; men har Nutidens Forhold ikke godkendt Indførselsoverskudets uheldige Følger for en fra Metallet løsrevet vaklende Papirvaluta? Schimmelmann lægger dog Hovedvægten - som rigtig er - paa den for store Kreditgivning, særlig til Staten, og den for stærke Udnyttelse af Seddelpressen, som han bekæmper i Overskattedirektionen; dog har han paa dette Sted ikke tilstrækkelig fremhævet den inderlige Forbindelse mellem for stor Seddelcirculation og Import, saaledes som sket i Pl. 8. Juli 1785, til hvilken Sønnen var Ophavsmand.

Finanserne svarede Schimmelmann den 20. November 1769: Det vigtigste er Kursen paa vore Penge "woher sich denn Ew. Exs. soschon oft erzeigte patriotische Gesinnungen und tiefe Einsichten in das innere des öffentlichen Credit- und Wexel-Wesens abermals offenbaren."

ad 1. Kongen har alt resolveret Udmøntningen af Specier og disses Valvation til l R. 10 l. ß grov Kurant. Men man befrygter, at Hamburg og andre Nabostæder, som desværre er i Besiddelse af vore Kurantpenge, kan tilveksle sig Speciemønt med 1 2/3% Gevinst, og spørger, om det dog ikke var bedre at sætte Specierne til 1 R. 11 l. ß, selv om det var mere ubekvemt, og om Hamburgerbanken, hvis Bankospecier er 2 R. 37 1/2 l. ß pro Cento bedre end vore, kan vægre sig ved at modtage vore Specier. Det er vigtigt, at Hamburg-Banken til enhver Tid maa tage vore Specier.

ad 2-4 var Rentekammeret enig med Schimmelmann.

ad 5. At der kun bør modtages dansk Mønt ved de offentlige Kasser, er ved forskellige Lejligheder indskærpet, men man har faaet det Gottorpske, Eutinske, Hamburgske og Lybske Kurant paa Grund af Naboskabet og den indre Lighed med den danske, hvortil for det Eutinske og Gottorpske Kurant kommer det gode Forhold til Rusland med i Betragtning. Men den Meklenburgske Guld- og Sølvmønt var de ikke tilfreds med og enig i et Forbud mod udenlandske Current Ducater og Sølvmønter, dog uden særlig at nævne de Meklenburgske.

ad 6-9. Rentekammer-Collegiet foretrækker fremfor en offentlig Indkaldelse af de reducerede danske og slesvigholstenske Mønter at lade Arntsforvalterne tilbageholde dem i Kasserne og i Stilhed afgive dem til Mønten til Omsmeltning til Specier eller grov Courant.

ad 10-11. I Oldenburg og Delmenhorst synes Collegiet ikke den danske Mønt har noget at gøre!

Hertil bemærkede Schimmelmann den 6. Marts 1770 bl. a.: Ved 1 R. 11 l. ß = 1 Specie forringer man Kurantmønten mod Banco, medens det jo netop var Meningen at forhøje den. Naar Hensigten med hele Operationen var at gøre Specier almindeligere og Kurantmønt færre, saa vilde en Kurs af 1 Sp. = l R. 10 l. ß netop fæstne sig, og man vilde ikke være fristet til at indveksle Specier mod Kurant. Hamburg Bank kunde efter Forliget i Slesvig 1768 ikke vægre sig ved at modtage vore Specier (16).

Baggrunden for Schimmelmanns hele Forslag varforholdene i Hamburg, den By, hvis Økonomi han kendte ud og ind fra sit Ophold dr som Storkøbmand, inden han 1761 kaldtes til Danmark for at bringe Orden i vore Finanser. I Hamburg havde man i Løbet af 17-hundredaarstallet fortsat Udmøntningen af Specier, saaledes 1730, 35, 48, 61, 63 og 64, men saasnart Specierne forlod Banken, gik de i Smeltedigelen. For at sætte en Stopper herfor, indførte man efter Tilskyndelse af St. Mikaelskirkens Bygmester, Arkitekt Ernst Georg Sonnin, Sølvbarrefoden som det faste Grundlag for Bankens Fond, saaledes at alle Bankens Thalere blev indsmeltede til Barrer og henlagte i dens Kælder. Ved denne Foranstaltning led man et ringe Tab, hvorfor 1 Mark fint Sølv, der hidtil bestod af 9 fuldvægtige Specier eller 27 Mark lybsk Banco (altsaa 54 Mark dansk Species), blev sat til 27 Mark 10 l. ß, som af Schimmelmann nævnt. Kun et mindre Antal Specier blev tilbage i Omsætningen til Betaling af saadanne Afgifter, der skulde betales i Specier, f. Eks. Told. Herved fremkom den af Schimmelmann omtalte Mangel paa Specier, der føltes saa meget mere, som der var Overflod paa Kurant, særlig dansk. Idet man i Hamburg plejede at tage fremmede Thalere helt ned til en Fod af 9 11/27 Stkr. paa Marken fin, hvorved der altsaa opstod et Mellemrum i Speciernes Indhold fra 9 over 9 1/4 til 9 11/27 Stkr. Marken fin, havde man herhjemme under Frederik V og Christian VII valgt en Mellemfod for Specien af 9 1/4 Stkr. paa Marken. Overfor Bankens seneste officielle, om end langt fra faktiske Sølvfod 27 Mark 10 l.. ß eller 9 5/24 Stkr. Marken fin, stod den danske Specie kun 1/24 eller ca. 1/2%, ringere, og der var altsaa ingen Fare for, at den ikke skulde blive modtaget i Hamburgs Bank, saa meget mindre som Banken som nævnt modtog langt ringere Specier som Banco. I grov Kurant var den 3 Mark 11 ß 9 27/37 pf., i Lybskskillinger 3 Mark 14 ß 3 9/17 pf. værd og blev overalt taget for 60 ß Kurant (120 ß d.) (17). Det var saaledes ikke helt uberettiget, naar Rentekammeret over for Schimmelmann hævdede, at Specien burde sættes til 1 R. 11 ß i Stedet for l R. l0 ß

Heinrich Carl Schimmelmann

Imidlertid indtraadte der under Struensee-Perioden en Standsning i Schimmelmanns Bestræbelser og Virksomhed.

Vel havde Struensee til at begynde med ikke turdet bryde med Schimmelmann, skønt denne hørte til det af Struensee fortrængte Bernstoff'ske Parti. Man ansaa Schimmelmann for uundværlig og var til en vis Grad imponeret af hans Stilling som den store Forretningsmand. Men den 29. Maj 1771 omdannede Struensee -Rentekammeret til et Finanskollegium. Samtidig afskedigede han Schimmelmann og udnævnte sin ældre Broder, den meget dygtige preussiske Professor og danske Justitsraad Carl August Struensee til Finansdeputeret. Den 18. juni 1771 fik Knoph Meddelelse fra Finanskollegiet om, "at Hs. kgl. Maj. haver privative(!) overgivet til Hr. Justice Raad Struensee som Deputeret i det kgl. Finans Collegio alle til Myntvæsenet henhørende Sager, hvorfor Mynt Direktøren i alle Mynten betræffende Ting alleneste har at henvende sig til ham."

Carl August Struensee

Dagen forinden var der derhos faldet en kgl. Resolution, hvorved Knoph tillagdes Prædicat af Myntdirektør og Overopsynet med alle Møntværksteder. Justitsraaden ønskede øjensynlig at stille sig paa en god Fod med sin nærmeste Underordnede i de vigtige Møntsager. Iøvrigt mærkede man ikke synderlig til nogen ledende Haand paa dette Omraade i den korte Struenseeske Periode. Man mærker derimod nogen Trang til Kontanter. Den 14. Novbr. 1771 fik Knoph Ordre til at mønte for 200,000 R. Dansk Kurant i Specier, beregnet til 1 R. 20 ß Kurant pr. Specie, som han den 2. Dcbr. fik Besked om at aflevere til Banken. Banken sendte 20,000 R.Kroner og 34,000 R. reducerede 2-ß til Legering af Brandsølvet til Specierne, men hvad der er nok saa karakteristisk er en Ordre af 20. Nvbr. om Aflevering af Sølvtøj fra Christiansborg og Rosenborg til Mønten! Der udmøntedes da ogsaa bl. a. af Kander, Thedaaser, Spølkummer m.m. fra Sølvkammeret i 1771-2 noget over 145,000 Stkr. Species.

Natten mellem den 16. og 17. Januar 1772 var Struensees Æra forbi; hans Broder Justitsraaden blev fængslet samme Nat: mod ham søgte man ogsaa Beviser fra Møntvæsenets Omraade. Den 30. s. M. afkrævede man Knoph Efterretning om de under Justitsraad Struensees Bestyrelse foretagne Operationer. Navnlig var man nysgerrig efter at faa at vide, hvorledes det forholdt sig med 20,000 R., der i Henhold til kgl. Resl. af 7. Januar umiddelbart for Katastrofen var afleveret til Kabinettet "in Abschlag auf das von dem Hof-Intendant an die Münze gelieferte Silber". Ligeledes forlangtes efter Finans-Collegii mundtlige Resolution Underretning om Møntens og Bankens Mellemværende; Inkvisitionskommissionen ønskede Knophs Redegørelse om de 20,000 R., som man havde bragt i Erfaring, var modtagne af Justitsraad Struensee i Banken. Der kom dog øjensynlig intet ud heraf og Knoph fik Generalkvittering for, hvad der var passeret i Struenseetiden; C. A. Struensee gik efter sin Løsladelse i preussisk Tjeneste.

Schimmelmann, der havde følt sig højst utryg under Struensee og ikke med nogensomhelst Tillid havde arbejdet sammen med denne den korte Tid, Struensee beholdt ham i sin Tjeneste, vendte nu tilbage og genvandt sin forrige Indflydelse paa Finanserne, derunder paa Møntvæsenet.

Den 29. Oktober 1772 nedsattes en Finanskommission under Arveprins Frederiks Forsæde med Høegh-Guldberg som Sekretær; Schimmelmann var Medlem. Den l l. November besluttes det her, at Sølvet fra Kongsberg ikke skal sendes herned men møntes til 8 og 24 ß i Norge. Dette stemte just ikke med Sidstnævntes tidligere forfægtede Synspunkter, men var vel nok mere fordelagtig for Kassen. Det følgende Aar blev der her i København udmøntet henimod 20,000 R. i 8 ß 9 lødige Marken fin 11 1/3 R. og i 1774 c. 94,000 R. daarlige 2 ß 4 lødige Marken fin 16 R. 89 ß. Den af Justitsraad Struensee indledede Forhandling med Bauer & Sohn i Hamburg om Indsmeltning af reducerede 2 ß blev standset. I alt dette kan man formentlig se det nye Regimes Bestræbelser for at skaane Kassen for Udgifter. Men snart vendte Schimmelmann tilbage til sine tidligere Ideer eller fik i hvert Fald sine Kolleger i Regeringen stemt mere lydhøre for disse. Den 1. Maj og 13. Juli 1775 udgik Plakater om Indkaldelse af gamle Kobber-1/2-ß og reducerede 2-ß. Den 21. December 1775 oplæstes i Finanskommissionen de Grundsætninger, hvorefter hele og halve Specier skal møntes og indføres baade som en Kurantmønt og som en Bancopenge (18). Disse Grundsætninger var selvfølgelig Schimmelmanns og udformede i et Forslag, dateret 15. s. M., som kom til at danne Grundlag for en Forestilling til Kongen af 27. s. M. (19) "angaaende Species Udrnyntning i Stedet for Courant samt om Speciers bestemmende Forhold til Courant-Mynt til deres nyttigere Circulation." Herefter skal:

Det var i alt væsentlig Schimmelmanns tidligere Tanker og Forslag.

I disse var Møntdirektør Knoph i det Hele enig; til de enkelte Poster knyttede Finanserne følgende Bemærkninger:

ad 1). Møntomkostningerne var ringere paa Specier end Kurant og udgjorde en Forskel fra 2-5%, men det vigtigste var, at nymøntet Kurant ikke kunde holdes afsondret fra den gamle, men undergik samme Misbrug med Kippen & Wippen; den større Mængde af denne Mønt, som fra Tid til anden samler sig for hyppigt paa Vekselpladserne i Hamburg, maatte derhos ikkun forøge Tabet paa Kursen, hvorimod de danske Specier, uagtet deraf 9 1/4 Stkr. udpræges paa Marken fin, medens Hamburg ikkun slaar 9 Stkr. af Marken fin (?), efter det Gottorpske Forlig stedse gælder for fuld Hamburg-Banco og følgelig aldrig kan forværre Kursen, men nødvendig maa holde samme al pari, saalænge Landet deraf haver den fornødne Mængde til Udtælling til Fremmede...

ad 2). Ved denne Post er særdeles at anmærke, at Specien efter Hensigten af Schimmelmanns Forslag ikke skulde tjene til en separat Banco-Mønt, men ikkun dertil være brugelig i fornøden Fald. Møntdirektøren har anset Tingene fra en modsat Side og antaget, at der skulde oprettes en Speciebank. Under denne Forudsætning har han da holdt det fordelagtigere at bestemme Værdien af 1 R. Sp. = 1 R. 20 ß i Stedet for 1 R. 22 ß Kurant, eftersom Specien derved nødvendigen mere maatte forblive en særskilt Vekselmønt ved det der da var 15 ß Tab pr. Mark fin i at udgive Specien som Kurant til 1 R. 20 ß, hvilken Sætning er oplyst ved Eksempler fra den hollandske Bank og andre. Disse af ham udførlig forklarede og beregnede Omstændigheder tjene dog ikke mindre til Bevis for Forslaget: 1 Sp. = 1 R. 22 ß, fordi der ikke sigtes til at gøre en separat Bankmønt, men tværtimod at sætte den med Fordeel i daglig Roulance og dertil er dens nærmeste Lighed til dens virkelige indvortes Gehalt samt den ubetydelige Fordel ved at udgive den til ovenansatte Værdi, som dog kun udgør 3 1/2 ß pr. Mark f., bleven eragtet nyttigst, ligesom derved Speciernes Udførsel maaske for endeel kunde forhindres og fremmede bevæges til at betale Landet med denne Mønt, som da for Undersaatterne havde alle ovenforklarede Fordeele, hvorimod med samme Summer i den udvejede og beskaarne Kurantmønt ikke den sande Værdi af Sølv blev indbragt.

ad 3 og 4). Det eneste Middel mod den svigagtige Kippen og Wippen bliver Vejning. Følgelig bliver kun fuldvægtige Specier modtagne i de kgl. Kasser og Vægtlodder maa gøres almindelige. Herved kunde ej tages Vægten paa Stadens Justerkammer for Prøvesølv, men Richtpfenningen paa Mønten, i Banken i Hamburg og Københavns Bank, der er overensstemmende.

ad 5). Naar Møntdirektøren har anført, at Specier med større Fordeel for Kgl. Regning kunde slaas, men Particulaire ikkun mod indleverende erholdt Banco-Penge, hvoraf Specier var den faste Grund, forudsætter det ligeledes, at en Specie-Bank var indrettet, som for Nærværende ikke er Hovedhensigten, men alene til Publici almindelige Fordeel at bringe fuldvægtig og usviget Mønt i Omløb deels ved at uddrage den kippede og udvejede Kurantmønt, deels ved at give Publicum Anledning til for det i Handelen erholdte Sølv at forsyne sig med en saavel i Vekseludtællingen som og i daglig Omsætning lige nyttig Mønt, hvorved særdeles saadanne Tider er tagne i Overvejelse, da Kurantmøntens Formindskelse satte den paa Vekselpladsen i saa høj Pris, at Specier fremfor Banco-Penge maatte søges, fordi de tillige tjene som Kurant til Udtællinger, som er bestemte at skal ske i Kurant. Til denne for Landet højst nyttige Hensigts Lettelse, er Møntelønnen nøje beregnet - naar Slagskatten og Udgiften til Stempelskæreren eftergives, hvilket vi saa meget mere tør foreslaa, som foruden denne Eftergivelse ved Kurantmønten endnu er et Tab i Omkostninger af 3-4%, hvornæst de ommeldte Fordele med Specie Kursering ikke vilde opnaas. -

Derefter indstilles samtlige Poster af denne Plan til Møntvæsenets bedre Regulering til Kongens Decision og Udkast til Forordning vedlægges. -

Denne Plan gik altsaa paa ingen Maade ud paa at ophæve eller fuldt ud fjærne Kurantmønten og gøre Specien til eneste Omsætningsmiddel, ja Planen gaar end ikke ud paa at indføre Specien som Hovedmont, men kun paa i nogen Grad at begrænse Kurantmøntens Betydning, afstive Seddelpengene og knytte Kuranten til Speciemønten i en fast bestemt Kurs, hvorved man haabede at modvirke Valutaens uheldige Svingninger paa Hamburgs Børs. Man maa derfor holde for, at Kurantmønt vedblivende var Landets Mønt og Specien kun en Kurantmønt til 122 ß d. Kurant, der i Nødsfald kunde bruges som den Værdimaaler, man stadig havde bestemt Kurantens Værdi efter, nemlig den ikke som Mønt tilstedeværende Specie, der var lig ca. 1/9 af en Mark fint Sølv.

Fortsættes


Noter:


Tilbage til: Wilcke, Julius: Kurantmønten 1726-1788
Tilbage til Dansk Mønt