KLIK for forstørrelse!

2. Mønten i København. 1788-1813

af Julius Wilcke

(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 82-93)

B) side 82-93; Specieudmøntningen i København
(A, C, D, E, F)

Da Planen om den dansk-norske Speciebank billigedes, skulde Kurantsedler og Mønt vedblivende benyttes i alle Betalinger og Speciesedler og Specier kun i de Betalinger, som udtrykkeligt lød paa Speciemønt, navnlig fordi Kurant dengang var langt fra pari mod Specier, der altsaa stod som almindeligt Sølv mod Kurant, ikke som Penge. Omstændighederne havde nu forandret sig. De nuværende Konjunkturer, den fordelagtige Handelsbalance, den Kredit, som Danmark havde erhvervet sig, i Forening med den fortsatte Inddragning af Kurantbanksedlerne, havde foranlediget, at Prisen paa Kurantbanknoter havde nærmet sig den Paritet med Specier, som disse, hvis de i al Almindelighed skulde kunne vexles med Kurant, burde have (17). Den forøgede Udførsel af Landbrugsprodukter og end mere den anselige Gevinst paa Fragt- og Kommissionshandel havde tilvejebragt en Overflod af Fordringer i Udlandet og en Mangel paa indenlandske Penge som Betalingsmidler og derved bevirket, at de Handlende hyppigt henvendte sig til Speciebanken for at faa Vexler diskonterede og erholde Laan. Det føltes derfor som en Ulempe, at Specier og Speciesedler ikke kunde bruges i Kurantbetalinger. Dette havde affødt et Andragende fra den dansk-norske Speciebank, der vist ogsaa stemte med Publikums Ønsker om, at Kongen vilde fastsætte, at Specier og Speciesedler kunde modtages i de kgl. Kasser. Finanskollegiet havde gennem Bankkontoret og ved andre Lejligheder erfaret Pengemangelen og Oberbankdirektionen vilde ogsaa have set sig tvungen til at gribe ind, om ikke Kongens bestemte Forskrifter havde forhindret det.

Skulde man imødekomme Ønsket om Specier og Speciesedlers Benyttelse i de kgl. Kurant-Afgifter, rejste der sig det Spørgsmaal, hvorledes dette kunde ske. Der var to Veje at gaa: enten at modtage dem efter Kurs eller efter et forud bestemt fast Forhold. Dette sidste kunde kun være: 125 R. K. = 100 R. Sp.; 1 1/4 R. K. eller 1 R. 24 ß K. dvs: 120 ß K. = 1 R. Sp. eller 96 ß Sp., det samme Forhold, hvori de slesvig-holstenske Specier var sat i fast Kurs til slesvig-holstensk Kurant: 1 R. Sp. = 60 ß slesvig-holstensk Kurant; dette var saa meget mere nærliggende, som Kongen alt ved Resolutioner og Patenter af 21. Juni og 1. Novbr. 1793 i Hertugdømmerne havde sat de dansk-norske Specier i dette Forhold til Kuranten.

Nu var det vel ikke udelukket at modtage Specier i de kgl. Kassers Kurant-Afgifter efter Kurs; og dette vilde jo stemme med Kurantbanksedlernes Indvexling (Realisation) i Holsten. Det var jo netop den holstenske Reforms Styrke, at den fejede den gamle Kurant ud af Hertugdømmerne efter Kurs uden at blande de nye Specier og de gamle Kuranter sammen. Naar de nye Specier tillige lød paa slesvig-holstensk Kurant, betød det ikke, at den gamle Kurant stadig skulde circulere, men at den nye Speciemønt tillige skulde fungere som Kurant, fordi Folk nu engang havde vænnet sig til Kurantbetegnelsen i det daglige Liv og navnlig havde beregnet alle Priser heri. Man kunde ikke faa Priserne til at passe med Speciemønt. Gav man derimod denne en paastemplet Værdi i Kurant, kunde Folk ikke vildledes med forkerte Prisansættelser. En helt anden Sag var det at knytte Specien sammen med alt existerende Værdimaalere i et bestemt Kursforhold. Det var selvsagt langt betænkeligere. At holde paa, at dette Forhold maatte bestemmes af Dagens Kurs, havde tillige den Fordel, at Agio vilde stemme med Kursen i det fremmede, hvorved forskellig Spekulation kunde undgaas.

Men der var ogsaa en Række Indvendinger imod at lade Dagskursen bestemme, i hvor stort et Omfang Specier kunde dække Kurant ved Skattebetalinger paa Statens Amtstuer, Toldkontorer, Godskasser m. v. Gennemførelsen af en saadan Kursberegning vilde støde paa store Vanskeligheder. Der maatte daglig med Posten udsendes authentiske Kurssedler. Kurs og Dag maatte anføres i alle Regninger. Den samme Sum i Specier kunde 8 Dage før eller senere andrage en helt anden Sum i Kurant. Bøger, Regninger og Revision hos Kassebetjente og i Finanskollegiet maatte laves om. Revisionen blev uhørt besværlig. Trods al Kontrol var der aabnet Adgang til Underslæb. Betaling efter Kurs maatte indskrænkes til Hovedhandelsstederne, hvor Posten daglig kunde naa hen, men om Vinteren og da ganske særligt i Norge vilde heraf opstaa nye Besværligheder.

Finanskollegiet kunde derfor ikke tilraade at tage Specierne i Kurantbetalinger efter Dagskursens skiftende Beløb. Efter t fast Forhold af 125:100 vilde Kongen heller ikke kunne lide Tab. Skulde de danske Kurantsedler og Kurantmønt en Tid staa bedre end Specier, fik Kongen i disse dog sine Afgifter, som Kollegiet udtrykker det "in baarer Münze". Vedblev Kuranten at staa over pari, saaledes at Specier og Speciesedler hobede sig op i Kongens Kasser, maatte der træffes Bestemmelse om Statens Ret til at udgive dem igen efter det fastsatte Forhold. Skulde Kuranten derimod gaa under Pari, kunde det i hvert Fald aldrig skade, at Folk ogsaa kunde betale Skatter og Afgifter efter det fornævnte Forhold, men de vilde da sikkert foretrække at betale deres i Kurant fastsatte Skatter og Afgifter med Kurant.

Engang maatte det Tidspunkt komme, da Kurantsedlernes Masse blev saaledes formindsket, at "ein anderes baares Geld" maatte indtage dens Plads, og det kunde jo ikke blive nogen anden end Speciemønten. Da maatte ogsaa alle i Kurant ansatte Afgifter ansættes i Specier, som derefter vilde blive ikke blot en Valuta i Sølv, men tillige virkelig Mønt. Foreløbig kunde Afgifter og Skatter derimod ikke ansættes i Speciemønt paa Grund af det ringe Antal circulerende Specier og det store Antal Kurantbanknoter. Man turde derfor heller ikke strax gaa til Udstedelsen af en almindelig Plakat og Forordning om et fast Forhold mellem Specier og Kurant, men kun udstede en Befaling til Oppebørselsbetjentene Om at tage 1 Specie til 1 R. 24 ß Kurant. Af en anden Grund vilde man heller ikke gerne indlade sig paa en almindelig Publikation "fordi derved kunde opstaa den Mening, at de danske Banksedlers Kurs-Værdi stedse kunde og skulde holdes i dette Forhold. Da imidlertid den sædvanlige Kurs paa Specier ligger 2 % bedre end Hamburger Banko, følger deraf at Kurantbanknoter stedse maa staa i en Kurs af c. 122 1/2 mod Banko, og at, skønt 125 R. ny Kurant staar lige med 100 R. Sp., man alligevel med 122 1/2 R. d. K. kan købe 100 R. Sp." Det var nu en Følge af, at man i 1788 satte den ny Kurant c. 2 1/2 % slettere til Specier end den gamle Kurantrnøntfods Paritet til Speciemontfoden. Disse 2 1/2 % "regnede" man for "Ommøntningsomkostninger" (18). En saadan Kurs paa danske Bank-Noter kan ikke opretholdes "durch angemessene Operationen" (!), men alene ved en gunstig Handelsbalance, idet derved Betaling af enhver Fordring i det fremmede og enhver Anvendelse af danske Banknoter udenfor Landet er forbunden med Fordel og Sikkerhed, og Inddragning af fremmede Penge og Banknoter ikke giver Lejlighed til Spekulation. Den gode Finansminister Ernst Schimmelmann og Finanskollegiet hæftede herved - som Finansledelsen herhjemme under og efter Verdenskrigen - noget ensidigt Opmærksomheden ved den "gunstige Handelsbalance" som Redningsplanken. Under andres Krige, saaledes under Revolutionskrigene i Slutningen af det 18. Aarhundrede og under Verdenskrigen, er man tilbøjelig til kun at tænke paa Neutralitetens Handelsfortjeneste, der synes at kunne bære over alt, ogsaa ufunderet Papirvaluta over Kursens Ragnarok, medens man i den lette Handelsfortjenestes Virvar glemmer det sunde Princip: Papirvalutaens Afstemning efter Landets Evne og den sunde Omsætnings Tarv samt Kreditgivningens Indskrænkning inden for den virkelige Opsparings Grænser.

"Mængden af de dengang circulerende Banknoter oversteg langt den fra forskellige Epoker i Kurantbankens Circulation, da Kursen af dansk Kurant stod i 130 135, ja 140 og mere mod 100 Thlr. Banko, og det daværende Tidspunkt adskilte sig fra de tidligere kun derved, at der dengang endnu ikke som nu var bekendtgjort en Plan for Inddragning af Kurantbanksedler", en saare rigtig Bemærkning af Schimmelmann, der viser, at han dog ogsaa kendte det rette indenlandske Middel til Modarbejdelse af en Papirvalutas Skavanker, noget vor Tids Finansledelse først noget sent tilegnede sig"

Finanskollegiet turde ikke i Tillid til en bestandig Kurs tilraade Antagelse i Hertugdømmerne af Specieafgifter i dansk Kurant efter fornævnte Forhold, "ligesaalidt som en Privatmand utvungen vil lade sine Indkomster i Specier omskrive i Kurant, hvor gode Udsigter Inddragningen af de danske Kurantbanksedler og den fordelagtige Handelsbalance end nu yder"!

I Henhold til hvad ovenfor er anført bemyndigede Kongen ved Resl. 11. Juli 1794 Finanskollegiet til, uden nogen almindelig Bekendtgørelse, at lade modtage de efter dansk Kurant bestemte Skatter og Afgifter i Specier og Speciesedler efter 125 R. K. = 100 R. Sp. og 1 R. 24 ß d. K. = 1 R. Sp.

Den Finansdeputerede, Etatsraad J. N. Tetens (19) afgav dog et Særvotum. Han ansaa det faste Forhold af 125 R. K. = 100 R. Sp. ikke blot for ganske uskadeligt men ogsaa for meget nyttigt, og efter de forhaandenværende Omstændigheder nødvendigt, og han ønsker det indført uindskrænket i alle Afgifter og Mand og Mand imellem, ogsaa som en Følge af Banknoternes Natur, den i 1791 godkendte Plan for den dansk-norske Speciebank samt Patentet af 16. Februar 1791 9.

Det varede da ej heller ret længe inden man maatte skride til ved en offentlig Plakat at fastslaa det omtalte Forhold mellem Kurant og Specier. I Plakat 3. December 1794 udtales: Saasom der i Følge den befalede Realisation af Courant-Banken i København fra 1. Juli 1791 til 30. Juni 1794 er uddraget af Omløbet og tilintetgjort for 2 1/4 Mill. Rdlr. Courantsedler, hvorved da de af den Danske og Norske Species Bank i Omløb satte Species Sedler staae i et aldeles ubetydeligt Forhold til ovenmeldte Summa og en følelig Mangel paa Numeraere er foraarsaget, til Hinder for Penge-Omsætningerne og Realisationen af de ihændehavende, paa Dansk Courant lydende Penge-Effecter, hvilken Mangel end ikke har kunnet hæves ved den under 11. Juli 1794 givne Tilladelse, at Species i samtlige Kgl. Kasser i Danmark og Norge skal modtages for Courant-Oppebørsler efter det Forhold af 100 R. Species for 125 R. d. C. eller 1 R. Sp. for 1 R. 24 ß D. Cour., saa bliver for at befordre Penge-Omløbet i Danmark og Norge og indtil det i sin Tid efter Omstændighederne findes timeligt og nyttigt for benævnte Kongeriger imellem Species- og Courant Mynt giensidig at indføre det i Hertugdommerne ved Fr. 29. Febr. 1788 allerede bestemte Forhold, følgende hermed befalet:

I alle Courant-Betalinger skal Species-Mynt, naar den tilbydes i det Forhold af 100 R. Sp. for 125 R. Dansk C., eller af 1 R. Sp. for 1 R. 24 ß D. C., af alle og enhver uvægerligen modtages og anses for fuldkommen Betaling; men iøvrigt og uden for dette Tilfælde skal det have sit Forblivende ved den i Pl. 19. Marts 1788 givne Befaling, hvorefter i Handel med Species Mynt og Species Sedler samme skal i Danmark og Norge kunne modtages og udgives, ligesom Vedkommende med hinanden kan overenskomme enten efter deres Cours som Species eller paa anden Maade, med andre Ord, den der havde betinget sig Betaling i Specier, behøvede ikke at tage Kurant i det ovenfor angivne Forhold.

Under disse Omstændigheder kan man forstaa, at der kom Liv i Speciebankens og Regeringens Bestræbelser for at skaffe dansk-norske Specier til Omsætningen. Der var nok i Aarene 1791---95 slaaet c. 300.000 Stkr. Specier paa Kongsberg, men det forslog jo som Pl. 3. Decbr. 1794 siger ikke stort. Omkring Aarene 1794-96 blev der derfor som vi alt har set, slaaet over 900.000 danske Specier i Altona. Ogsaa i København tog man nu fat for Alvor. I Aarene efter 1794 møntedes der et lignende Beløb i 1/1 Specier, medens der paa Kongsberg sloges c. 135.000 R. i 2/3 og 1/3 Specier.

J. E. Bauerts Specie 1796 slaaet i København under Møntmester Lyng.

Kongen maatte nu ogsaa træffe den hidtil udskudte Afgørelse om Speciens Underafdelinger. Medens man i Hertugdømmerne, hvor kun Speciemønt havde Omløb, ikke havde skænket det en Tanke, at Speciens Underafdelinger:

ikke tillige dannede passende Dele af 1 Rdlr. slesvig-holstensk Kurant 48 40 ß l. hvorved dog maa tilføjes, at Speciens Underafdelinger stedse kunde suppleres med den nyprægede sl.-holst. Kurantskillemønt paa 2 Sechslinge, 1 Sechsling og 1 Dreiling, fik man i København Betænkeligheder ved ikke at have nogle Underafdelinger af Specien, der tillige gik op i Kurantdaleren 96 40 ß d., der jo unægtelig - desværre - ogsaa spillede en større Rolle som virkelig existerende Mønt end i Hertugdømmerne, hvorfra den var forjagen. Finanskollegiet udbad sig derfor 28. Febr. 1795 Møntens Erklæring over Udmøntning ikke blot af de slesvig-holstenske Underafdelinger, men tillige af 1/15 og 1/30 Specier, "som kunde gaa op i 1 R. alt for at lette Omløbet og sammes Brug imod Courant" (20). I Forestilling 10. Marts 1795 hedder det herefter (21), at da Kongen ved Pl. 3. Debr. 1794 har befalet, at Speciemønten skal modtages i Kongerigerne i alle Kurantbetalinger 100 R. Sp. = 125 R. d. K., maa det anses fornødent foruden hele Specier, der hidtil alene er slaaet, at præge de mindre Afdelinger 2/3, 1/3, 1/6, 1/12 og 1/24 Spr. som i Hertugdømmerne af samme Gehalt og Møntfod som i Frdg. 29. Febr. 1788 fastsat, men da ingen af disse Stkr. gik op i 1 Rd. K., vil det tjene til megen Lettelse, om der tillige blev udpræget en anden Afdeling af Specien, nemlig 1/15 Stkr. = 8 ß d. (4 ß l. eller schl.-holst.); Kurantværdien maatte dog ikke præges paa Mønten, dels i Betragtning af, at der endnu ikke kunde fastsættes noget endeligt fast Forhold mellem Specier og Kurant i Kongerigerne som sket i H'ertugdømmerne, dels fordi Omløbet. af disse Speciestykker i Hertugdømmerne derved vilde vanskeliggøres. Derimod kunde dette undgaas og Kurant Værdien dog tillige paa en Maade, som uden Vanskelighed kunde beregnes, blive angiven, naar denne Møntsort blev givet følgende Paaskrift: 15 Stkr. 1 R. Sp., 12 Stkr. 1 R. Courant. Finanskollegiets Ræsonnement synes i høj Grad godtkøbs; hvorledes skulde der forholdes, hvis Kuranten faldt betydelig i Forhold til Specien? - De nye 1/15 Sp. skulde udmøntes som deres nærmeste Lige iflg. Frdr. 29. Febr. 1788. 8 lødige, Marken fin 9 1/4 R. Sp. Pl. 2. Decbr. 1782 om Privates Adgang til at slaa Kurant og Kurantdukater maatte derhos ophæves som stridende mod Hensigten med Tiden at sætte Specier i Stedet for Kurant. Derimod maatte Private slaa 1/1, 2/3 og 1/3 Sp. i København og paa Kongsberg ligesom alt tilladt i Altona.

Kongen godkendte ved Resl. 18. s. M. Indstillingen og den fornødne Plakat udstedtes i Overensstemmelse hermed den 15. Juli 1795.

Udmøntningen af de nye Underafdelinger af Specien skete hovedsagelig paa Kongsberg og i Altona. Paa Mønten i Altona sloges - som allerede nævnt - i Aarene 1797 og 1799 ialt c. 112.000 R. i 1/15 Sp. d.. Stemplerne til disse Mønter havde saavel Bauert som G. Hull udarbejdet Udkast til. Bauerts blev foretrukket (22).

KLIK for forstørrelse!

J. E. Bauerts 1/15 Specie d. slaaet i Altona.

Da den dansk-norske Speciebank i Overensstemmelse med Pl. 15. Juli 1795 ønskede en Del Sølv udmøntet, havde man maattet sætte den københavnske Mønt, der en Tid havde staaet stille, i Gang igen. Derfor maatte Møntens Officerer, der havde gjort Tjeneste andetsteds, kaldes tilbage og en Fuldmægtig udnævnes, idet denne Stilling havde staaet vakant, medens Mønten hvilede. Justermester Stockfleth, som var til Hjælp i Altona, blev kaldt hjem. Guardein Truels Lyng Knoph, der var konstitueret som Kontrollør i Poppenbüttel, vendte ligeledes tilbage til København; Møntfuldmægtig i Altona Hans Schierven Knoph blev paa Møntmester Flors Anbefaling ansat i Poppenbüttel. Som Møntfuldmægtig i Altona konstitueredes Marquardt, og som Møntfuldmægtig i København ansattes Litteratus Anders Eeg, medens Stempelskærer G. V. Bauert, der havde uforholdsmæssig meget at gøre i Altona og af Flor rostøs for Færdighed, Hurtighed og Zirlighed med sine Stempler, nu fik Resten af den afdøde Stempelskærer Wolffs Gage, saaledes at han ligesom denne fik ialt 600 R. aarlig (23).

Man blev ikke staaende ved den foranomtalte Novation: 1/15 Sp. Ved denne var man ledet paa den Tanke, at Speciemøntens bekvemme Brug i Kurantbetalinger endnu mere vilde opnaas, om endnu et Slags Mønt, nemlig 1/5 Sp., hvoraf 5 Stkr. udgør 1 R. Sp., 4 Stkr. 1 Rd. K. blev prægede. I Kurant udgjorde de altsaa 24 ß, og i Speciemønt, naar i R. Sp. regnes til 96 ß Sp. en Værdi af 19 ß Sp. - Det var just ikke den nøjagtige Værdi eller nogen bekvem Værdi, men viser, hvor lidt ß Sp. spillede nogen Rolle i Sammenligning med ß-Kurant, hvad ogsaa tydeligt nok fremgaar affinanskollegiets Udtryk i Forestilling til Kongen: "naar 1 R. Sp. regnes til 96 ß Sp.," idet dette Udtryk klart forudsætter, at det var en "Regning", man ikke i Almindelighed regnede med! Disse nye Rigsorter blev, da de stod nærmest ved 1/6 Sp., 11 lødige, 9 1/4 R. Sp. paa Marken fin. Ligesom Kurantværdien paa 1/15 Sp. ikke var angivet anderledes end ved Antallet af Stkr., der gik paa 1 R. d. K., fordi et fast Forhold mellem Specier og Kurant i Kongerigerne ikke endnu kunde fastsættes - det var man øjensynlig meget bange for, selvfølgelig i Bevidstheden om Kurantbankens stadig uhyggelig store Seddelstok - blev de nye 1/5 Sp. udprægede paa samme Vis med Paaskrift 5 Stkr. 1 R. Sp. paa den ene Side og 4 Stkr. 1 R. Kurant paa den anden Side. De udmøntedes paa Kongsberg.

KLIK for forstørrelse!

1/5 Specie dansk = 1 Rigsort Kurant slaaet paa Kongsberg.

Om disse nye Rigsorter udgik en Plakat af 27. April 1796 (24). Samtidig blev en Række ældre dansk-norske Specier godkendte som lovlig Speciemønt. Direktionen for den dansk-norske Speciebank havde modtaget Specier, udmøntede efter Frdg. 2. januar 1776 og dr ansatte til 1 R. 22 ß K., for 1 R. 24 ß K., da de var aldeles lige i Gehalt med de nye Specier, men alle i Holsten og her i København vilde kun modtage dem igen for 1 R. 22 ß i Kurantbetalinger, fordi Frdg. 2. Januar 1776 ikke udtrykkelig var ophævet. Direktionen forlangte den derfor ophævet. Allerede ved Reglement 22. Marts 1671 bestemtes Specien til 14 lødig 9 1/4 R. Sp. paa Marken fin ganske som de slesvigholstenske Specier af 1788 og den dansk-norske Speciebanks af 1791. "Om de ældre Specier er overensstemmende hermed udmøntede, vides ikke med Vished", siger Finanskollegiet, skønt det let kunde have overbevist sig herom. Men ved Resolution 14. Juni 1771 blev Speciemøntfoden paany gentaget. Man vidste altsaa, at ikke blot Specierne fra 1776, men tilbage til 1771 var udmøntede 14 lødige 9 1/4 Stkr. paa Marken fin. Men der gaves ogsaa Stkr. fra før 1771, nemlig 1764-70, da der udmøntedes c. 700.000 RSp., om hvilke Kollegiet vidste, at de var ret udmøntede. Specierne fra før 1764 var sjældne og uvisse! Aarsagen til Forskellen mellem Frdg. 2. Januar 1776: 1 R. 22 ß K. og nu 1 R. 24 ß forklarer Kollegiet paa en pudsig naiv Maade, der viser, at det aldeles har glemt, hvorledes det ræsonnerede i 1788, da den forandrede Kurantværdi fastsattes:

"Man har bortkastet den Brøk, som efter den første Bestemmelse efter den nøjagtige indvortes Værdi opkommer, der er 100:122 1/2, formedelst den Vidtløftighed og Vanskelighed samme foraarsager i Beregninger." Forholdet var jo i Virkeligheden det, at man med mer eller mindre Skin af Ret tog de 2 1/2 Points mere i Kurant for 1 Specie til Dækning af Møntomkostningerne, dengang man i 1788 satte Forholdet 100:125 i Stedet for det efter Kurantens Mønfod rette 100:122 eller 122 1/2.

Nu var det jo imidlertid klart, at de ældre Specier, der var slaaet efter ganske samme Fod som de nye maatte staa i samme Forhold til Kuranten som de nye. Der udgik derfor ved Plakat 27. Maj 1796 Paabud herom saavel i Kongerigerne som i Hertugdømmerne, saaledes at alle kgl. Specier fra 1764-91 stilledes lige med de senere møntede (25).

Da den københavnske Mønt nu igen kom i Gang, viste der sig forskellige Ulemper ved denne, dels med Hensyn til Personalet, dels i Henseende til dens Indretning. Hvad først Personalet angaar, var det gennemgaaende for gammelt. Møntdirektør Lyng kunde ikke tillige bestride Embedet som Møntmester i København, naar Udmøntningerne var af nogen Betydning. Ved kgl. Resl. af 2. August 1797 fik han sin Afsked som Møntmester paa Grund af Alder og Svagelighed fra den 1. Oktober s. A. at regne. Han fik Lov at beholde Direktørstillingen og Lønnen 1000 R. aarlig men maatte afgive Friboligen paa Mønten. Til Møntmester i København beskikkedes H. J. A. Branth, der havde varetaget Møntmestertjenesten paa Kongsberg til Finanskollegiets fulde Tilfredshed og derhos var en Mand i sin bedste Alder, "hvad nok kunde være ønskeligt, naar Mønten, som man nu tænkte sig, skulde helt omordnes og indrettes paa en anden Maade". Han fik sin Bestalling gratis, da han havde "lidt Tab ved Salg af sine faste Ejendomme i Norge og den største Del af sine Effekter paa Kongsberg, og fordi Rejsen herned for ham og hans Familie havde været kostbar og København derhos var et dyrere Levested end Kongsberg, saaledes at han ikke var væsentlig avanceret ved Forflyttelsen." Smeden Gotfried Pippenburg og Svenden Christoffer Deli, af hvilke den første i sin Tid havde gjort sig fortjent af Møntindretningerne 1768-70 paa Rethwisch og 1770-71 i Altona, var nu ganske uduelige til deres Arbejde og blev afskedigede. Justermester Herman Caspar Stockfleth blev tillige Møntlærling. Smed Jacob Höy forflyttedes fra Kongsberg til København (26).

Ligesom Personalet maatte fornyes, maatte imidlertid ogsaa Maskineriet gennemgaa en indgribende Forbedring, for at Mønterne kunde svare til Tidens Fordringer. Naar man tager Datidens Specier frem, vil det strax falde i Øjnene, at de er ret slidte. Dette skyldtes det noget ophøjede Præg uden ophøjet Prægerand, der kunde beskytte Mønten. Selve Præget var heller ikke tilfredsstillende. Kongens Portræt var i mange Tilfælde ret ubehjælpsomt fremstillet, Reversens Vaabenskjold klodset udført, Bogstaverne hverken zirlige eller pyntelige. Som Finanskollegiet i August 1798 udtrykte det: Der kunde trænges til Midler til Forbedring af Stempelskæringen, især ved den herværende og den kongsbergske Mønt, der er saa langt fra den Fuldkommenhed man maatte ønske! Maskineriet kunde ikke arbejde hurtigt og akkurat, og navnlig ikke fremstille den ophøjede Møntrand, uden hvilken Mønterne saa hurtigt led betydelig Skade (27).

KLIK for forstørrelse!

J. E. Bauerts Specie 1798, slaaet i København under Møntmester Branth.

Fortsættes

(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 82-93)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt