KLIK for forstørrelse!

2. Mønten i Altona

af Julius Wilcke

(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 376-387)

B) Zweidritler. Skillemønten 1836

Endnu en Mønt af væsentlig udenlandsk Tilsnit og Betydning fik Freund indført. Allerede i 1823 gjorde han opmærksom paa de Tab og Misligheder, som var en Følge af de mange i Hertugdømmerne circulerende Møntsorter udenfor den egentlige Rigsbankmønt, nemlig dels gammel dansk Kurant, dels fremmed Mønt; han foreslog derfor alle disse Møntsorter inddragne, indsmeltede og udmøntede i Rigsbankmønt (13). Hvor maa han have struttet af Energi; i Forvejen havde han skaffet sig begge Hænder fulde med Udmøntning af Frd'orer og Specier; for ikke at gaa Glip af noget, vilde han nu ogsaa indsmelte al Hertugdømmernes gamle Kurant! Men desforuden ansaa han det for gunstigt baade for Circulationen og Møntindretningen, at det maatte tillades Private at faa udpræget paa Mønten i Altona nye Zweidritler, 2/3 Stkr. som en Møntsort, der i daglig Handel og Vandel var meget yndet. Angaaende det første Forslag, hvis Rigtighed Finansdeputationen fuldt erkendte, vilde den senere gøre Forestilling til Kongen, naar Sagen var nærmere oplyst og undersøgt.

KLIK for forstørrelse!

Lauenburgsk 2/3. 1830.

Om det andet Forslag, som Freund havde fornyet i Anledning af en Forespørgsel fra et hamburgsk Bankierhus om at faa 2/3 Stkr. udmøntede paa den altonaske Mønt, oplyste Finansdeputationen overfor Kongen, at af de tyske 23 Stkr. droges stadig betydelige Summer ind i Hertugdømmerne, medens de bedre Mønter, Specier og Rigsbankdalere, gik ud over Grænserne og enten forbleve i Omløb eller naar det convenerede Vedkommende indsmeltedes for at lægges i Banken (dvs: Hamburgs), hvorimod de førstnævnte, hvoraf der gaves mange gamle og forslidte Sorter, som vare for slette til at indsmeltes, forbleve i den indenlandske Circulation. Blandt 2/3 Thlr. fandtes derhos mange falske, der skjulte sig under de meget forskellige og ufuldkomne Præg. Ønskeligt var det altsaa at faa disse fremmede 2/3 Thlr. snarest ud af Omløbet. Det kunde kun ske ved at sætte en egen ny og forsvarlig udmøntet Sort i Stedet. - Den gode Freund og de Finansdeputerede var helt uforbederlige Optimister i deres, Bestræbelser for at faa den ny Udmøntning i Gang! - Naturligvis var der ogsaa gode Stkr. mellem de fremmede, men ved et Circulære at vælge og vrage mellem disse vilde være forbundet med Vanskeligheder og Ulemper. - Ja, unægteligt. Hvilken Nabo vilde ikke blive højst pikeret ved at faa sine Mønter diskvalificerede. - Skulde de nye Mønter kunne træde i Stedet for de hidtil gængse, maatte de efter D'Hrr. Optimisters Anskuelse udmøntes som de bedste, nemlig efter Leipziger Fod 18 Stkr. af Marken fin (altsaa efter 12 Thlr.-Fod), hvert Stk. = 1 Rbdlr. 2 2/3 ß (30 5/6 l. ß), men Mand og Mand imellem maatte de gaa for 1 Rbdlr. 3 ß = 31 l. ß og modtages saaledes i alle offentlige Kasser; blev det da tillige bestemt, at selv de bedste fremmede Stkr. kun som hidtil modtoges for 1 Rbdlr. (30 l. ß), saa vilde de efterhaanden forsvinde af Omløbet. - Heri havde de Finansdeputerede utvivlsomt Ret. Kun ved en saadan mindre Depreciering af de fremmede Zweidritler kunde man gøre sig Haab om ikke at faa sin Optimisme gjort aldeles til Skamme.

Saa gavnlig denne Foranstaltning efter Møntmester Freunds Beretning vilde være baade for de daglige Omsætninger og tillige for at holde den altonaske Mønt i Aande (!), saa burde denne ny Mønt efter Freunds Formening dog aldeles ikke betragtes som nogen egentlig dansk Mønt, da den ikke passede til vort Møntsystem, og fordi den, hvis den fik Lighed med vore Mønter, saa vilde bidrage til, at Kongerigets og Hertugdømmernes Mønter vilde faa et nyt Stød til at fjerne sig fra hinanden. Hans Forslag gik derfor ud paa, at Tilladelse til Udprægning af denne gængse tyske Møntsort kunde gives med fortrinligt Hensyn paa Circulationen i Hertugdømmet Lauenburg, hvor Rigsbankmønten ikke er indført, men alle Udbetalinger og Beregninger sker i Kurant, og hvor 2/3 Stkr. i stor Mængde circulerer (14).

Den 29. Maj 1829 bifaldt Kongen Forslaget, og den 20. April 1830 udstedtes Bekg. Nr. 51, hvorefter der "mit vorzüglicher Rücksicht auf den Geldumlauf im Herzogthum Lauenburg" udmøntedes 12-lødige Zweidritler, 18 Stkr. paa 1 Mark f. S.

Til yderligere Støtte i Konkurrencen med de udenlandske Møntværksteder og til Opmuntring af Fremmedes Benyttelse af de danske, særlig Mønten i Altona, gik man ogsaa til en Nedsættelse af Møntningsomkostningerne til samme Størrelse som i Hamburg, nemlig 2 ‰. Man vilde derved ogsaa undgaa, at københavnske Handlende og Vexellerere sendte deres Sølv til Indsmeltning i Hamburg. Efter det svenske Pengevæsens ny Indretning, hvorefter man i Banken i Stockholm kunde erholde Specier til en fast Kurs af 128 ß sv. Banco pr. 3 Mark hamburgsk Banco, udtoges meget Sølv af Banken og sendtes til Udlandet som Remisser, hvoraf igen en Del sendtes til København til Dækning for indkøbte Varer. Det var derfor ønskeligt, at Indsmeltningen af dette fra Sverige kommende Sølv fandt Sted her i Landet paa den billigste og bekvemmeste Maade (15).

Stødet til den anden ovenfor omtalte Reform, Afløsningen af den udenlandske, særlig i Hertugdømmerne kurserende fremmede Skillemønt, med dansk, kom i første Omgang langvejs fra, nemlig fra Island, der led under stor Mangel paa Skillemønt. Da man ved Frdg. 30. Marts 1836 ordnede Pengevæsenet paa den fjerne Ø, stillede man i Frdg.s 7 i Udsigt at lade Skillemønt udmønte til Afløsning af den Kurantmønt, som man ønskede fjernet fra Omløbet. "Saa nødvendigt saadan Skillemønt maatte være for Orden og Fasthed i Pengecirculationen paa Island, saa lidet hensigtsmæssigt vilde det efter Finansdeputationens Skøn være, om denne Skillemønt skulde betragtes som udpræget udelukkende for. Island. Tværtimod kunde den slutte sig til den hele Række af Rigsbankpenge rede Sølv:

2 Rbdlr.		=   1 Specie    =  1 R. 24  ß Kurant
1 - 	32 ß		= 2/3	-	=	80  -	-
1			= 1/2	-	=	60  -	-
	64 -		= 1/3	-	= 	40  -	-
	38 2/5 -	= 1 gl.	Rigsort =	24  -	-
	32 -				=	20  -	-
	24 - 				=	15  -	-
	16 -   				=	10  -	-
	 8 -   				=	 5  -	-

og følgelig anvendes saavel i Danmark som i Hertugdømmerne. Med Hensyn til disse sidste, hvor Regning efter Kurant endnu er almindeligst, vil der foruden anførte Pengesorter ikke gives nogen Mønt, som uden Brok kan gaa baade i Kurant, Specie og Rigsbankdaler Regning, nemlig:

4 Rb. ß = 2 1/2 ß Kurant
3 Rb. ß = 1 7/8 ß Kurant
2 Rb. ß = 1 1/4 ß Kurant

Da af disse 3 Sorter 3 ß paa en Ubetydelighed nær nærmer sig Styveren og det af Mange anføres som Grund til, at fremmed slet Skillemønt oversvømmer Hertugdømmerne, at man mangler indenlandsk, saa formener vi, at man kunde til et Forsøg lade udmynte af alle 3 Sorter tilsammen en Sum af c. 10.000 Rbdlr. og i Kundgørelsen anføre, at denne nye Skillemynt, der skulde gaa og gælde i alle Sølvbetalinger, dog at ingen var pligtig deraf at modtage mere end efter Frdg. 31. Juli 1818, nemlig 16 ß ad Gangen, var udpræget fornemligen med Hensyn til Pengeomløbet paa Island (!)." Efter nogle Beregninger over Bekostninger m. v. kom man til det Resultat, at den ny Skillemønt skulde udmøntes 21 Rbdlr. pr. Mark f. S., hvorved Forskellen mellem Skillemønt og større Mønt end ikke blev saa stor som i Preussen, hvor man nu med en Hovedmønt af 21 Gyldenfod (14 Thlr.fod) havde Skillemønt til 24 fl. pr. Mark f. S. Udmøntningen blev da følgende:

KLIK for forstørrelse!

2 Rb. ß 1836.

Dette bifaldt Kongen 1. juni 1836, og efter at de 10.000 Rbdlr. var udmøntet i Altona, udstedtes Bekg. om de nye Mønter den 9. Septbr. 1936, kun med den Modifikation, at man var pligtig at modtage 32 ß i Stedet for 16 ß ad Gangen i denne Skillemønt (17).

Med Kundgørelsen af 9. Septbr. 1836 var man midt inde i et af Tidens Store Stridsspørgsmaal mellem Danske og Slesvig-Holstenere, nemlig Ophævelsen af Rigsbankmønten og Genindførelse af Kurantmønten i Hertugdømmerne, der har givet sig Udslag i talrige Stridsskrifter og Afhandlinger (18), og som ogsaa allerede spores i foranstaaende Aktstykker. I Betænkningen om den lauenburgske 2/3 forvarer Freund sig udtrykkeligt imod, at denne skulde bidrage til at fjærne de 2 Landsdeles Mønter fra hinanden. Ved Indførelsen af 2, 3 og 4 Rb. ß i Hertugdømmerne skyder Regeringen sig ind under, at det fornemlig var Hensynet til Island, der tilsagde disse Stkr.s Udmøntning, skønt man tydelig mærker den Glæde ved at benytte dette Skalkeskjul til at liste disse Rigsbankskillemønter ind i Hertugdømmerne.

Man høstede nu Følgerne af Schimmelmanns Svaghed under Pengereformen i 1813. I Stedet for klart og tydeligt at genindføre Speciemønten, hvorved Slesvig-Holstenerne næppe vilde have faaet saa stærk Vind i Sejlene som nu, hvor de kunde gøre gældende, at Rigsbankdaleren med Underafdelinger var en helt ny Mønt, foretrak Schimmelmann dengang den mindre Mønt, i hvilken Devalvationen af Kurantsedler ikke kom til at tage sig saa grel ud som i Speciemønt.

Møntforholdene i Hertugdømmerne var kaotiske, og Kongen havde i Rescripter 13. April 1824, 11. April 1833, 13. Maj og 8. August 1837 anmodet de Finansdeputerede om Erklæring og Forslag om, hvorledes den uheldige Tilstand kunde afhjælpes. At han ingen erholdt, viser de store Vanskeligheder, Sagen frembød. De fornævnte Rykkerreskripter er under Sagens Udvikling for Milepæle at regne, thi ved de anførte Aarstal foreligger Indstillinger, Forslag og Erklæringer fra forskellige om Sagens Ordning.

I 1837 modnedes Striden saavidt, at der til Kongen indkom direkte Henvendelser om Rigsbankmøntens Afskaffelse i Hertugdømmerne fra de slesvig-holstenske Stænderforsamlinger, der hævdede, at Befolkningen stadig regnede i Kurant og ikke forstod Regningen i Rigsbankmønt, at der derved opstod Mistro til Embedsmændene - hvoraf enkelte havde misbrugt denne Ukendskab - naar de omregnede de modtagne Kurantpenge i Rigsmøntbetalinger til det offentlige, og at ved Genindførelsen af Sølvmønt efter Frdg. 30. Juli 1813, - hvori den holstenske Stænderforsamling med Tak saa Opfyldelsen af gamle "verbriefter Bestimmungen" - var den tidligere Forskel i Hertugdømmernes og Kongerigets Pengevæsen alligevel genindtraadt, saaledes at Rigsbankpenge kun var "ein fingierte Münze" og dennes Ophævelse kun Fjærnelsen af en Form, der var til "algemeine Belästigung" og uden Skade kunde forsvinde.

De Finansdeputerede gjorde heroverfor opmærksom paa, at Kuranten i Virkeligheden var til Skade ikke blot for de offentlige Kasser, men ogsaa for de Private, idet den bestod af en Masse gamle slidte danske og fremmede Mønter af højst forskellig Møntfod, som burde afløses af ny bedre Mønt. Efter Indførelsen af den preussiske 14 Thlr.-Fod i Nabolandene, strømmede der i Massevis alle mulige forskellige saakaldte "Nye Zweidritler og Dritler" (N. 2/3 og N. 1/3) ind over Landegrænsen og maatte med Tab igen afsættes paa Børsen i Hamburg. Finansdeputationen mente, at fik man blot god Rigsbankmønt udmøntet og spredt i Landet i større Omfang, hvad ikke hidtil var sket, idet Udmøntningen i 1836 af 2, 3 og 4 Rb. ß kun var ganske ringe, vilde Ukendskaben og Utilfredsheden forsvinde, thi det kunde da ikke være sværere at forstaa at regne med 1 Rbdlr. 6 Mark 16 ß end med 1 Rdlr. Kurant 6 Mark 16 ß; men Slesvig-Holstenerne havde haabet paa at undgaa Besværet med Overgangen fra den ene Møntregning til den anden og for dette Haab haft nogen Støtte i de hidtidige Regeringers Indolens og Passivitet over for Kurantmøntens Regime i Hertugdømmerne. Ikke heller kunde det, naturligvis bestrides, at den strikte Indførelse af Rigsbankpenge vilde medføre en Omvæltning, der berørte alle Klasser, fornemlig Arbejderne. Nu var alle Lønninger faldet i et fast Leje i Kurant. Det var ikke sikkert, at Arbejderen kunde faa den samme Løn i Rigsbankpenge og de samme Levnedsmidler for den samme Pris i Rb. ß som hidtil i K. ß. Den foreløbige Usikkerhed i alle Priser, som Regning i Rigsbankpenge vilde medføre, vilde skabe en Tendens hos Løngiveren til ved Omregningen at knappe af paa Lønnen, dvs: skære Brøkerne væk til sin Fordel, samt hos den Handlende til at forhøje Priserne dvs: øge Brøkerne til hele Rb. ß ved Beregningen af, hvad han skulde have for sine Varer.

Holstenerne frygtede dernæst en Standsning i deres Handel med Hanseskæderne, hvor der regnedes med Kurant, og de paastod, at de havde Brev paa at nyde samme Mønt som Lübeck og Hamburg brugte. De henviste i saa Henseende til deres Paladium i alle Tvistigheder med Danmark, Christian I's "Privilegien vom Sonntage nach Palmarium Anno 1460", der ogsaa maatte holde for i denne Sag. I disse findes nemlig følgende Passus: "auch sollen Wir und unsere Nachkommen in diesen Landen keine Münze anordnen ausser solche als zu Lübeck und Hamburg gäng und gebe ist". Men at tage Mønt som Møntfod - mente de Finansdeputerede - stemte ikke med Datidens Sprogbrug. Det var uforenelig med en under selvstændig Regering staaende Landsdel, om den paa dette Omraade skulde være bragt i et fortsat Afhængighedsforhold af Lübeck og Hamburg. Ordene var heller ikke forstaaet saaledes i Møntedikt af 1617 (19) og i en Række Frdgr. 1616-1788, idet der ved disse var indført Mønter, der ikke var gængse i Hansestæderne, men senere havde vundet Indpas dr. - Naar Regeringen vilde fortolke Ordene paa denne Maade, ydede disse rigtignok saare ringe Garanti for Hertugdømmernes Beboere, men paa den anden Side havde den utvivlsomt ubetinget Ret i, at dette gamle Privilegium ikke kunde binde Regeringen til at følge Hamburg i tykt og tyndt! Hvad en gros Handelen med Hamburg m. v. angik, havde Regeringen ogsaa Ret i, at Rigsbankmønten ingenlunde kunde være nogen Hindring, da den var en utvivlsom Speciefod og 1 ß Banco var nøjagtig lig 4 Rb. ß, hvad alle vidste i Nabolandene. I Detailhandelen drejede det sig kun om det Hamburg nærmest liggende Opland, men ingen Bonde vilde i Hamburg ved Salg modtage Rigsbankmønt for højt eller ved Køb udgive den for lavt. Derhos var der saa mange Konkurrenter i denne støre By, at der næppe var nogen Fare for, at Holstenere skulde blive forfordelt. Naar Holstenerne nu vilde have Mønten forandret, tog de efter Regeringens Skøn mere Hensyn til deres provinsielle Forhold end til Forbindelsen med de danske Lande og Statens Interesse i et ensartet Møntvæsen for alle Landsdele, hvad Kongen selv havde stillet i Spidsen for Frdg. 5. Januar 1813. Indførtes nu Kurantregning i Hertugdømmerne, blev der igen Forskel mellem Landene. Nu var der ingen Forskel i Regningsenhed, kun i Betalingsmidlerne, idet man i Hertugdømmerne efter Frdg. 30. Juli 1813 brugte Sølv, i Danmark Sedler, der nu snart var indløselige med Sølv. Man skulde blot bringe tilstrækkelig mange 4, 3, 2 og 1 Rb. ß i Omløb og beregne alle Skatter, Told og Afgifter i Rigsbankmønt, saa vilde Ondet efterhaanden fortage sig. Finansdeputationen foreslog derfor den 26. Oktober 1837 Kongen at afslaa Stændernes Petition. Kongen resolverede: Omendskønt Vi af alm. Statsinteresse ikke finder Os bevæget til at erstatte Rigsbankmønt i Hertugdømmerne med slesvig-holstensk Kurant, saa vil Vi træffe Foranstaltning til at lette Indbyggerne i Hertugdømmerne mest mulig Brugen af Rigsbankmønt (20). Dette sidste Tilsagn skulde komme til at berede Regeringen betydelige Vanskeligheder.

Til at begynde med fik man Kongens Tilslutning til Udstedelsen af et nyt og skærpet Forbud mod Modtagelsen af fremmed udenlandsk Skillemønt (21).

Til Kongen indkom forskellige Forslag til Opnaaelse af Overensstemmelse i Landsdelenes Mønter, bl. a. fra den i disse Sager i høj Grad sagkyndige Jonas Collin. Finansminister Moltke indhentede Oplysninger og Erklæringer bl. a. fra Deputeret i Rentekammeret Grev C. Moltke, holstensk Amtmand, Kammerherre Rosen og fra Nationalbanken. Samtidig bombarderede Holstenernes Provinsialstænder Kongen med nye Protester (22), der ikke saa meget gik løs paa selve Møntfoden, der erkendtes at være Specien, som paa Beregningen, der med de hidtil circulerende Mønter var ganske umulig. I øvrigt gentog de alle de tidligere anførte Argumenter.

Grev C. Moltke havde egentlig intet andet Bodemiddel at byde paa end Udmøntning af en Mængde Rigsbankskillemønt, der i Præget tillige skulde indeholde en Angivelse af Værdien i Kurant, hvorhos han foreslog al Brøkdeling hævet ved Bortkastning af Brøker under 1/2 ß og Forhøjelse af Brøker over denne Værdi til 1 ß.

Amtmand Rosen, der tiltraadte Moltkes Forslag, tilføjede, at højere Statshensyn forbød Genindførelsen af Kurant, thi dersom Enheden i Pengevæsenet hævedes, stod ogsaa Finansernes og Statens Enhed i det Hele i Fare. Det vilde være i høj Grad farligt, om Regeringen gav efter. Viste det sig, at det var dens alvorlige Hensigt at opretholde Rigsbankmønten, vilde mange gaa over paa dens Parti og sluttelig erkende, at Rigsbankpenge var gode Speciepenge.

Collin hævdede, at Regeringen ikke skulde erklære sig for eller imod noget Parti, men baade i Kongeriget og Hertugdømmerne afskaffe Benævnelsen Rigsbankpenge, der var Hertugdømmernes Indbyggere saa stærkt imod, og som efter Rigsbankens Overgang til Nationalbank heller ikke mere passede, og i Stedet genindføre Specien, som her og i de tyske Lande i Aarhundreder var kendt.

Endelig var der dem, som raadede til Indførelsen af et helt nyt Møntsystem over det hele, nemlig Decimalregningen, hvorefter Specien skulde inddeles i 100 ß.

Naar man betragter de forskellige Forslag, vil man være tilbøjelig til at mene, at den gamle prøvede Embedsmand og Finansexpert, Jonas Collin - saavidt man nu bagefter kan bedømme Datidens indviklede og vanskelige Forhold - vistnok var inde paa det rette, idet han vilde bortrydde hele Møntvirvaret ved at genindføre Specien, men det er dog tvivlsomt, om netop denne Mønt var den rigtige, thi det frembyder alletider uoverstigelige Vanskeligheder at gaa tilbage fra en mindre til en større Møntenhed. De, der vilde dele Møntenheden i 100, besad i Virkeligheden den moderne Tankegang, der havde Fremtiden for sig, men mærkeligt er det, at ingen satte denne Tanke i Forbindelse med Rigsbankdaleren. Var denne bleven delt i 100 ß - hvortil de kurserende Rb. ß nok stadig kunde være benyttede, selv om der ved Siden af var udsendt nye Stykker paa 10, 25 og 50 ß - er det dog et Spørgsmaal; om denne praktiske Inddeling ikke tilslut havde overvundet Slesvig-Holstenernes Modstand (23). Det blev dog ingen af disse Veje, man gik, men i Virkeligheden en lille Kobbermønt, 1/5 Rb. ß eller Pfennig, som kom til at danne Løsningen. Parturiunt montes nascetur ridiculus mus!

KLIK for forstørrelse!

1/5 Rb. ß eller Pfennig af Kobber.
Et Minde om Møntvanskelighederne i Holsten.

Finansminister, Grev A. V. Moltke, kasserede nemlig alle de førnævnte Forslag helt eller delvis. Som alletider, naar man ikke vil være konsekvent, men foretrække et billigere Kompromis, var han fuld af Betænkeligheder, navnlig over Collins Forslag, der efter hans Mening vilde føre for pludseligt til Maalet! Det var muligt, at Hertugdømmerne hellere gik med til Specier end til Rigsbankpenge, til hvilke knyttede sig ubehagelige Erindringer, men især Hensynet til Kongeriget talte imod Specier. Det var næppe raadeligt nu, da Møntvæsenet her havde opnaaet Fasthed, at gøre Forandring. Banken kunde ogsaa anse en saadan for et Indgreb i dens Octroi. Vilde en Nedsættelse af alle Gager,til det halve være gennemførlig? Inddragning af al den gamle Mønt vilde i hvert Fald blive meget bekostelig. At inddele Rbdlr. i 60 eller 30 ß vilde skabe Forvirring og ikke forhindre Holstenerne i at regne med Kurant. At inddele Specien i 100 ß vilde ikke fjærne Brøker i Forholdet til nævnte Møntregning. End ikke 2/3 og 1/3 Specier kunde forblive i Omløb, da de vilde komme til at gælde 66 2/3 og 33 1/3 og 1 ß slesv.-holst. Kurant vilde komme til at svare til 1 2/3 ß Sp. Ogsaa ved Indførelsen af dette System vilde Bekostningerne blive meget store.

Hovedsagen var, at der i de 27 Aar Rigsbankmønt havde været gældende, ikke var sat tilstrækkelig Smaamønt i Omløb. Efter 1838 stod Sedler lige med Sølv, og der kunde nu med god Grund tages fat paa en omfattende Skillemøntsudmøntning. Som man i Danmark havde vænnet sig til at forstaa 1/6, 1/12 og 1/24 Sp., der i deres Præg tillige bar Indskriften 10, 5 og 2 1/2 ß K., som 32, 16 og 8 Rb. ß, maatte man i Hertugdømmerne kunne vænne sig til det modsatte, at 32, 16 og 8 Rb. ß, der tillige fik et Paalydende af 10, 5 og 2 1/2 ß K., i daglig Handel og Vandel gjaldt disse sidste Kurantbeløb.

Men til fuld Skadesløsholdelse for Hertugdømmerne maatte 1/5 Rb. ß til, thi først da kunde Kurantpenge nøjagtig omvexles med Rigsbankpenge. - Det var den gamle Finansministers store Kongstanke! En 2 3000 Stkr. 1/5 Rb. ß til 320 Stkr. pr. Pund Kobber, altsaa c. 1 1 1/2 Mill. Stkr., vilde afhjælpe den ganske Kalamitet! Det var ganske vist ikke venteligt - mente Grev Moltke - at disse "Rigsbankpfennige" vilde blive synderlig agtede paa Grund af deres ringe Værdi, men naar det blandt Ankeposterne over Rigsbankpengenes Indførelse idelig hørtes, at forskellige Afgifter blev forhøjede for Hertugdømmerne ved, at Kurant og Rb. ß ikke kunde udlignes mod hverandre, da maatte denne Besværing aldeles bortfalde ved Rbpf.s Indførelse, eftersom der da nøjagtigen kunde tilbagegives Yderne, hvad de i Kurant maatte erlægge for meget; 5 Stkr. paa 1 Rb. ß og 16 Stkr. paa 1 K. ß vilde gøre Forholdet mellem Rb. ß og K. ß lettere at opfatte (!?). Derved kunde det Løfte anses løst, som ved de kgl. Kundgørelser i 1837-38 blev givet Stænderne om Lettelse i Beregningen af Rigsbankpenge og om Betryggelse af Undersaatternes Interesser.

(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 376-387)

(fortsættes)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt