fra: Wilcke, Julius: Sølv- og Guldmøntfod 1845-1914, København 1930 (Wilcke V).
D) side 46-54: Udkast til Møntlov 19. Januar 1858 (A, B, C, E)
§ 1.
Møntrækken skal bestaae af følgende Stykker:
Hovedmønt.
Delingsmønt.
§ 3.
Legeringsforholdet er:
Vægten af disse Mønter er:
(Note fra Dansk Mønt: T. = med en Tolerance af pro mille af Bruttovægten)
| i Cøllnsk Vægt. | Gramvægt. | T. pr. Stkr. | T. i større Summer. | |
| 1 Rigsdaler | 16/259 Mark | 14,447 | 3 | 1 |
| Dobbeltdaler | 32/259 Mark | 28,893 | 2 | 1 |
| 1 halv Daler | 8/259 Mark | 7,223 | 4 | 1½ |
| T. pr. Mark. | ||||
| 1 Mark | 1/60 Mark | 3,898 | 10 | 3 |
| 1 Fiirskilling | 1/126 Mark | 1,856 | 15 | 5 |
Alle Hovedmønter af Sølv skulle stykkeviis justeres, de andre kun Markviis. Derefter skulle alle justeres i større Poster.
Størrelsen af de forskellige Møntstykker bestemmes ved følgende Tvermaal, angivne i Dele af den danske Fod:
Dobbeltdaleren 0,120 Daleren (1/10) 0,100 Halvdaleren (1/12) 0,083 Marken 0,070 Fiirskillingen 0,053 Eenskillingen (1/15) 0,066 Halvskillingen (1/20) 0,050
§ 6.
Som Handelsmønt kan udpræges i Guld,
af 1 Mark fiint Guld.
Legeringen er: 896 Dele Guld i 1000 Dele med en Tolerance af 2 pro mille. Vægten af disse Guldmønter er:
Alle Mønter præges concave og i Ring, samt med riflet Rand, med Undtagelse af Fiirskillinger og Broncemønt, der præges med glat Rand; derhos anbringes Aarstallet og Møntmærket, som er:
Forøvrigt bestemmes Præget af Kongen.
Det skal være Private tilladt ved Møntstederne i Kjøbenhavn og Altona, naar disse ikke ere sysselsatte med Udmøntninger for Staten, og naar passende Partier indleveres, at erholde udpræget: Rigsdalere, Dobbelt-Dalere og Guldmønt. De øvrige Mønter kunne kun udmøntes for Statens Regning. Møntomkostningerne bestemmes af Kongen.
Enhver Sum, som forfalder til Betaling i det danske Monarchie, kan betales med enhver af de tre Hovedmøntsorter. Af Delingsmønt er Ingen forpligtet til i een Betaling at modtage meer end 3 Rigsdaler i Markstykker eller 16 Skilling i mindre Mønt. Guldmønt har ingen tvungen Cours, og Ingen er forpligtet til at modtage samme i Betaling.
Indtil den Tid, da Pengecirculationen kan indskrænkes til den i § 2 nævnte Møntrække, skulle samtlige hidtil lovligt courserende Mønter vedblive at gaae og gjelde som nu. Men efterhaanden som Omstændighederne tillade saadant, skal Finantsministeriet drage Omsorg for at inddrage de ældre Mønter; dog skal en endelig Indkaldelse skee med Varsel af mindst 3 Maaneder.
Ingen er forpligtet til at modtage Mønt, der paa hvilkensomhelst Maade er beskadiget. Falske eller eftergjorte Mønter skulle anholdes, hvor de forefindes, og afleveres til Stedets Politiøvrighed, med Opgivelse af Eierens Navn. Offentlige Kasser skulle tillige tilbageholde Mønter, der ere beskadigede eller have lidt noget kendeligt Værditab, og, ligesom Politiøvrighederne, efter først at have meddeelt de Paagjeldende en Tilstaaelse, indsende disse falske eller forringede Mønter til et af Møntstederne. Naar det er constateret, at et Møntstykke er falsk eller forringet i Værdi, klippes det i to Stykker og tilbageleveres Vedkommende.
Al Circulation af fremmed Skillemønt er forbudt. Den, som benytter saadan Mønt i Omsætninger eller indfører den i Landet til at sættes i Circulation sammesteds, skal bøde fra 2 til 50 Rigsdaler, hvorhos Skillemønten confiskeres, Alt til Fordeel for det vedkommende Steds Fattigvæsen. Regjeringen er bemyndiget til at bevilge Undtagelser fra denne Bestemmelse.
Uagtet Benyttelsen af fremmede større Mønter eller Papirpenge ikke er forbudt, skal dog - naar Circulationen af samme tiltager i den Grad, at deraf kan befrygtes skadelig Indflydelse paa Landets egen Circulation - Regjeringen være bemyndiget til, enten aldeles at forbyde deres Omløb i hele Monarchiet eller i enkelte Dele af samme eller at bestemme en Priis, over hvin ken de ikke maae udgives eller modtages. Hvo som forseer sig herimod, bøder fra 2 til 50 Rigsdaler, hvorhos de paagjeldende Mønter confiskeres, ligeledes til Fordeel for Fattigvæsenet.
Denne Lov gjelder hverken for Hertugdømmet Lauenborg eller for de Vestindiske Besiddelser. For Island og Færøerne forbliver det med Hensyn til Modtagelsen af fremmede Mønter ved de nu jeldende Bestemmelser.
Nærværende Udkast giver i Hovedsagen kun en systematisk Sammendragning af alt nu gjeldende Bestemmelser for Møntvæsenet, dog med Udeladelse af hvad der henhører til det reent Administrative, saasom Fremgangsmaaden ved Proberingen og deslige.
Ved de enkelte Paragrapher findes Følgende at maatte bemærkes:
Da det ved de i Anledning af Møntconventionen i Tyskland i 1838 anstillede Undersøgelser viste sig, at den Cøllnske Mark var forskjellig ved de forskjellige Møntsteder i Tydskland, blev det vedtaget, at Møntmarken for Fremtiden overalt skulde justeres saaledes, at den blev: 233,8555 .. Grammer fransk Vægt. Dette stemmer næsten nøjagtigt med den hamborgske Banks Normalvægt, (som ved Schumacher's Undersøgelser befandtes at veie 233,8549), efter hvilken den Altonaiske Mønts Vægt i mange Aar har været rettet, og vistnok uden nogen synderlig Afvigelse fra den Kjøbenhavnske Mønts Vægt. En udtrykkelig Bestemmelse heraf, som hidtil har været savnet, bør formeentlig ikke udelukkes af en Møntlov for det danske Monarchie.
Møntfoden er nøiagtig stemmende med de derom tidligere udgangne Anordninger, navnlig for:
Den til den ældre Betegnelse af Fiinheden i Lød, Green og Fjerdedeels-Green svarende Inddeling af Marken i 1152 Dele harmonerer ikke med den ved Kgl. Resolution af 31te Marts 1847 indførte Gay-Lussacske Probeerrnethode, der ligefrem angiver Fiinheden i Tusenddele af Brutto-Vægten. Den førstnævnte er derhos mindre nøiagtig og i de fleste Tilfælde vanskeliggør at regne efter, end Inddelingen i Tusenddele, hvorfor denne sidste ogsaa nu næsten overalt er indført.
Den Afvigelse fra Møntstykkernes lovbestemte Fiinhed og Vægt, som i Almindelighed kaldes Tolerance (ogsaa Remedium i indskrænket Forstand) er nødvendig, da det i Praxis er umuligt at opnaae en absolut Nøiagtighed. Dens Fastsættelse til en vis Størrelse for hver Art af Legering er grundet paa Erfaringen. Den nugieldende Tolerance for Sølvmønt er i Green over og under pr. Mark brutto.
Et Møntstykkes Vægt bestemmes ved Møntfoden og Lødigheden og udtrykkes nøjagtigt ved dens Angivelse som Brøk af den Vægt-Eenhed, der er lagt til Grund for Møntfoden. I Praxis haves ikke Vægtlodder, der svare til saadanne Brøker; derimod anvendes den Cøllnske Marks sædvanlige Delingslodder, der gaae indtil 1/4 Es- 1/17,408 Mark, og den lovbestemte Vægt for de danske Mønter er derfor nu:
for 1 Dobbeltdaler 1 Lod 3 Qvintin 3 Ort 10 181/259 Es. - 1 Rigsdaler - 3 - 3 - 13 220/259 - - 1 halv Daler - 1 - 3 - 15 110/259 - - 1 Mark - 1 - 3 - 4 8/15 - - 1 Fiirskilling - 3 - 2 - 34/68 -
men udtrykkes dog simplere ved den her vedføiede Gramvægt; dette udelukker imidlertid ikke, at den Cølinske Marks Delings-Vægt efter Lod o. s. v. fremdeles benyttes, da Afvigelsen fra Gramvægtsbestemmelsen ikke kan komme i Betragtning ved Siden af Tolerancen. Denne er nemlig nu:
paa 1 Dobbeltdaler 1/2 Es pr. Stk. = omtrent l pro mille - 1 Rigsdaler 1/2 Es pr. Stk. = omtrent l pro mille - 1/2 Rigsdaler 1/2 Es pr. Stk. = omtrent l pro mille - 16 Skillinger 1 Stk. pr. Mark brutto...16 2/3 pro mille - 4 Skillinger 3 Stk. pr. Mark brutto...23 4/5 pro mille
Det maa foretrækkes her, som andetsteds, at angive Tolerancen i pro mille af Møntstykkets Vægt, og ved Bestemmelsen af den er man gaaet frem efter hvad Erfaringen har lært at være muligt at opnaae. Det har saaledes viist sig ugørligt - eller ialfald upraktisk formedelst de derved forøgede Justeeromkostninger - altid at holde sig til den hidtil vedtagne Tolerance; og den her foreslaaede er desuden nærmere stemmende med hvad der er vedtaget ved andre Landes Møntsteder.
Ved den i Slutningen omtalte Efterjustering tilsigtes kun, at den ved een Post befundne Afvigelse skal søges redresseret ved en paafølgende, saa at den rette Vægt for det Hele udkommer saa nøjagtigt som muligt.
Broncemønternes Tvermaal er bestemt ved Kgl. Resol. af 23de September 1856. For de øvrige Mønters Vedkommende er Størrelsen sat i Forbindelse med Maal-Eenheden uden nogen derved foranlediget Afvigelse fra de circulerende nyere Mønter.
Til Guldmønt-Circulationen hørte hidtil ogsaa Dukater (Species-Dukater), som udprægedes til 23 Karat 6 Green, 68 3419/7832 Stk. af een Mark flint Guld; Fiinheden, udtrykt i franske Grammer, udgjør paa det Nærmeste: 0,979. Dukater ere imidlertid ikke udprægede her i dette Aarhundrede, og der Findes, navnlig med Hensyn til den Stilling, som Guldmønt indtager i Statens Circulation, neppe Anledning til at bibeholde flere Arter af Guldmønter, end Frederik- (eller Christian-) d'orer, som ere bekendte og vel ansete i Udlandet, og hvoraf meget betydelige Summer i den seneste Aarrække ere udmøntede.
Frederikd'orer skulle ifølge Placat af 3die Februar 1827 udpræges til 35 5/24 Stk. af 1 Mark brutto à 21 Karat 6 Green. Fiinheden er nøiagtigere 895 5/6 Tusenddele, men udtrykkes med 896, da man i Reglen ikke kan probere med en Nøiagtighed af 1/6 Tusenddeel, og Tolerancen desuden overstiger denne Afvigelse. Den nugældende Tolerance er 1/4 Green pr. Mark brutto over og under eller circa 9/10 pro mille, men det har aldrig været muligt nøjagtigt at holde sig denne Forskrift efterrettelig; i Frankrig er Tolerancen selv af større Guldmønt 2/1000.
Bestemmelsen om, at Mønterne skulle præges concave og i Ring samt med ophøiet Kant, findes allerede i ældre Anordninger. Hensigten er fornemmelig at bevirke, at Præget bedre conserveres. Randen, ved hvilken alle Mønter, 16 Skillinger derunder indbefattede, adskille sig fra den egentlige Skillemønt, er for Tiden riflet.
Den hidtil brugelige Anbringelse af Møntmesterens og Stempelskjærerens Forbogstaver antages fremtidig at burde bortfalde som overflødig, naar Møntmærke og Aarstal findes i Præget.
Det har fra ældre Tider været tilladt at erholde Mønt udpræget af indleveret Sølv mod Erlæggelse af Fabrikationsomkostningerne. For disse er ved Kongelig Resolution af 3die juni 1847 approberet et Reglement, der reducerer samtlige Omkostninger; (ene med Undtagelse af Legeringskobberet for Guld) til en bestemt Afgift ved begge Rigets Mønter, nemlig saaledes:
For hver Mark fiint Sølv, som indleveres, betales til Leverandeuren 9 1/8 Dobbeltdaler eller 18 3/16 Rigsdaler uden mindste Afkortning, med Undtagelse af det sædvanlige 1/2 Lod Sølv til Prøven, hvorefter Leverandeurens Udgifter udgøre: for Species 24 ß, og for Rigsdalere 30 ß pr. Mark fin, resp. ca. 1 1/3 og 1 2/3 pCt.
For hver Mark fiint Guld, som indleveres, udbetales til Leverandeuren:19 15/28 Stk. dobbelte, eller (hvis Mønten har Forraad deraf), 39 1/14 Stykke enkelte Frederikd'orer eller Christiand'orer. Ved de her nævnte Brøker vil fremtidig skee en ringe Afvigelse formedelst Holdighedens Forandring til Tusenddele. Forarbejdet Metal og mindre Pengesorter modtages først til Indsmeltning paa sædvanlige Betingelser. Afgangen for Eierens Regning.
Ved Kongelig Resolution af 23de Marts 1853 indrømmedes, at der pr. Mark flint Sølv maatte udleveres i hele Species 18 Rd. 39 3/25 ß og i Rigsdalere: 18 Rd. 30 6/25 ß; men dette ophævedes atter ved Kongelig Resolution af 27de Mai 1854, hvorefter Reglementet af 1847 atter er traadt i Kraft.
Det er en Selvfølge, at et Møntværk ikke kan sættes i Gang for enhver nok saa ringe Udrnøntnings Skyld, og Tilladelsen for Private er derfor betinget af, at Partier af passende Størrelse indleveres. Under ordinaire Forhold vil dette imidlertid ikke bevirke nogen Forandring i den nu stedfindende Fremgangsmaade, efter hvilken Mønten modtager og efter Prøve contant betaler Værdien endog af de mindste Partier efter Taxt-Reglementet.
Det behøver neppe nogen nærmere Forklaring, at enhver af Landets lige gode Hovedmøntsorter bør modtages i enhver Betaling, som skal præsteres her. Lige med denne skal den endnu cirkulerende større Speciesmønt modtages. At det ikke kan tillades Guldmønt at have en lovbestemt Cours ved Siden af Sølvsystemet, er en Selvfølge.
Ligesom det er nødvendigt, at det staaer i Regjeringens Magt at træffe Foranstaltninger mod, at fremmede Penge indtrænge sig i Landet til Skade for dettes egen Circulation, saaledes fordrer ogsaa Billighed, at den almindelige Bestemmelse kan modificeres for enkelte Steder - Grænsedistricter - og for enkelte Tilfælde.
For Hertugdømmet Lauenborgs Vedkommende er det ved Kongelig Resolution af 12te Marts 1851 approberet, at en i 1849 udkommen Møntlov, ved hvilken dette Hertugdømmes Circulation slutter sig til det meklenborgske System, maa gjælde indtil Videre. For Tiden synes der ikke tilstrækkelig Foranledning til at foretage en Forandring heri.
Møntforholdene i de Vestindiske Besiddelser, som overhovedet maae lempe sig efter det i Amerika gældende System, ere for Tiden under Undersøgelse af en i denne Anledning nedsat Kommission.
Fortsættes (side 54-70; Wilckes fremstilling)
Tilbage til Wilcke, Julius: Sølv- og Guldmøntfod 1845-1914