KLIK for forstørrelse!

Julius Wilcke: Borgerkrigsmønternes Ordning

En Diskussion om Forholdet mellem det i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1884 optagne Arbejde af fhv. Museumsinspektør P. Hauberg: "Danmarks Myntvæsen og Mynter i Tidsrummet 1241-1377" og nogle af afdøde Generalkonsul H. V. Mansfeld-Bûllner 1887 udgivne "Afbildninger af Danske Mønter 1241-1377" (Borgerkrigsmønterne) har givet mig Anledning til nøjere at eftergaa Haubergs Systematisering af Borgerkrigsmønterne, som jeg i mange Aar har anset for lidt af et Eventyr, hvad jeg heller ikke i Samtaler med møntinteresserede har lagt Skjul paa. Ved denne Undersøgelse har jeg i høj Grad savnet skriftlige Notater og Opgørelser, der kunde danne det fornødne Grundlag og Begrundelse for Systemet, idet det ved en Kritik af dette Arbejde selvfølgelig maa være det da forhaandenværende Fundmateriale, der lægges til Grund, ikke hvad der senere er fremkommet. For dettes Vedkommende er jeg iøvrigt tilbøjelig til at tro - hvad nærmere fremgaar af det efterfølgende - at selv et stort senere opdukkende Fundmateriale næppe vil rokke ved min Kritik paa det oprindelig foreliggende Grundlag. Hauberg henviser p. 73 i sit Værk til, at

"det vilde blive for vidtløftigt at omtale Enkelthederne i Undersøgelsen vedrørendé Ordningen af de mangfoldige Mynttyper og for omstændeligt at begrunde de Motiver, som har været bestemmende ved Henførelsen af hver enkelt Mynt til dens Plads i de efterfølgende Myntrækker".

Men i denne Detailundersøgelse ligger jo netop det videnskabelige Bevismateriale skjult. Vi nødes ellers til at stole paa hans Ord i Forbindelse med de Hovedtræk i Beviskæden, som han har givet os i sit Værk. Hauberg har ikke i Møntkabinettet deponeret sit Bevismateriale, hvorved jeg skal tilføje, at jeg selv for mine Arbejders Vedkommende til Møntkabinettet har afleveret mine Manuskripter samt alle Notater, Optegnelser og Udregninger af enhver Art. Ikke den mindste Lap Papir mangler, saaledes at enhver, der ønsker at kontrollere mine Forarbejder, kan faa Lejlighed dertil. Herved vil ogsaa senere Forskere, der maatte have fundet nyt Stof, kunne faa det bedste Udbytte af dette.
Borgerkrigsmønterne er ordnede efter Møntsteder og Alder.

I. Møntstederne

Idet vi nu begynder med Møntstederne, vil jeg straks bemærke, at Fundene naturligvis er en Vejledning ved Bestemmelse af Møntstederne, men deres Betydning er af Forfatteren samtidig baade over- og undervurderet. Forf. skriver p. 4, at Kommunikationsmidlerne og Handelsforholdene i Datiden var saa ringe, at Mønten maatte have Vanskelighed ved at finde hurtig og rigelig Udbredelse selv i et Land som Danmark. Da Kronen havde betydelige Indtægter af nye Udmøntninger, oprettede den Møntsteder i Rigets forskellige Hoveddele, saaledes i Skaane, Sjælland, Fyen, Jylland og Slesvig. I Henhold hertil fordeler Forf. som Hovedregel Mønterne efter Fundene til de nærmeste Møntsteder. Men alligevel modsiges hele denne Betragtning af f. Eks. Fundet i Skrivergade paa Bornholm, i hvilket Forf. opgiver, at der findes talrige Mønter fra Ribe i den diametralt modsatte Ende af Landet jfr. l. c. p. 61.

Men endnu mærkeligere stiller det sig med Møntfundene paa Fyen. Jeg skal opstille Mønternes Nr. efter Mansfeld-Bûllner med Tilføjelse af Antal fundne Stkr. og det Møntsted, Hauberg har henlagt dem til:

Møntsted Ribe Nr. 34 Fyen 1 Udenfor Fyen 0
Nr. 37 Ø. Hæsinge - 1 - 0
Møntsted Lund Nr. 42 Ø. Hæsinge Fyen 2 Udenfor Fyen 1
Nr. 43 - - 2 - 1
Møntsted Roskilde Nr. 83 Ø. Hæsinge Fyen 56 Udenfor Fyen 1
Nr 84 - - 289 - 0
Nr. 86-87 - - 2 - 1
Møntsted Ribe Nr. 91 Ø. Hæsinge Fyen 6 Udenfor Fyen 1
Nr. 92 - - 4 - 1
Nr. 93-94 - - 24 - 3
Nr. 95 - - 1958 - 7
Nr. 96-97 - - 2943 - 29
Møntsted Slesvig Nr.98 Ø. Hæsinge Fyen 4 udenfor Fyen 0
Nr. 99 - - 27 - 0
Nr. 100 + andetsteds - 72 - 1
Nr. 101 - - 301 - 0
Nr. 102 - - 9 - 0
Nr. 103 m.v. - 115 - 51
Møntsted Ribe Nr. 213 Husby Fyen 28 udenfor Fyen 12
Nr. 215-221 - - 144 - 67
Nr. 222-226 - - 58 - 80
Møntsted Roskilde Nr. 333-41 Assens Fyen 90 udenfor Fyen 115
Nr. 356 - - 146 - 6
Nr. 373-76 3 Fund - 1072 - 63
Nr. 395-99 Assens - 5680 - 138

Der vil kunne føjes end flere Stkr. til, fundne paa Fyen, men disse er dog ikke af saa stor Betydning. Til Trods for at der saaledes er fundet et meget stort Antal Mønter paa Fyen, er Fordelingen af disse, som det vil ses, udstrakt til alle Sider udenfor Fyen. Hvad der her særlig vækker Opmærksomhed er Nr. 101 sammenlignet med Nr. 395-99. 101 er henført til Slesvig, 395-99 til Roskilde til Trods for, at de alle bærer det karakteristiske Tandhjul. Af 101 er alle kendte Eksplr. fundet paa Fyen, af 395-99 et saa overvældende Antal som 5680 sammesteds. Nr. 34, 37, 92, 342-48 bærer Lilien, som M-B ikke helt uden Grund har gjort opmærksom paa er Odenses Symbol. Mærkeligt synes det i hvert Fald, at Hauberg, der saa stærkt støtter sig til Fundene, helt har bortset fra Muligheden af, at det gamle kendte Møntsted Odense skulde have været i Gang ved Udmøntningen af Borgerkrigsmønterne. Det er ikke med Urette, Pastor Sophus Bergsøe, en Broder til Numismatisk Forenings afd. Formand, Dr. Vilhelm Bergsøe og ikke uanset Kender af vor Middelalders Mønter jfr. Num. Foren. Medlblad. III Nr. 7, p. 81, - der efter Museumsinspektør G. Galsters Sigende har været Mansfeld-Bûllner behjælpelig med hans Fortale og den deri indeholdte Kritik, - har sat Fingeren paa det ømme Punkt i hele Haubergs System. Hauberg anfører ganske vist p. 22-23 forskélligt, der skal godtgøre, at en selvstændig Mønt i Odense ikke har eksisteret, men omtaler dog p. 24 to Møntmestre dersteds Henrik Sømær eller Sommer og Foltekin fra dette Tidsrum. 1331 pantsattes Mønten paa Fyen til Henneke Hummersbüttel. 1229 gav Valdemar Sejr sin Svigerdatter Eleonore i Medgift

"medietatem tocius Pheonie . . . et medietatem monete ejusdem terre totamque civitatem Otheniensem".

P. Hauberg oversætter dette p. 6 i sit Værk: Danmarks Myntvæsen 1146-1241 til:

"den halve Part af de i denne Landsdel faldende Myntindtægter",

men det er dog et Spørgsmaal, om det ikke er naturligere at oversætte det ved Halvdelen af Mønten paa Fyen med Byen Odense. Om man saa vil reducere Møntvirksomheden i Odense til en Filial af Ribe eller anse den for et selvstændigt Møntsted er en Smagssag. Naar Hauberg til Støtte for sit "Annex" anfører, at der ikke tales om fynsk Mønt, men kun om skaansk, sjællandsk og jydsk (l. c. p. 6), skyder han over Maalet, thi i saa Fald skulde Slesvig, Ribe og Viborg ikke kunne være selvstændige Møntsteder alle 3, hvad han dog aldrig har betvivlet. Er Viborg, Ribe og Slegsvig selvstændige Møntsteder indenfor det jydske Omraade, hvorfor saa ikke ogsaa Odense, selvom Fyen - hvad ikke var usædvanligt - medregnedes til Jyllands Lovomraade. Og naar Hauberg mener, at der ej findes særskilte Mønttyper i Fundene paa Fyen, men hyppigt Ribemønter, saa er det jo ikke saa mærkeligt, eftersom han henfører alle Fundenes Mønter til Ribe eller andre Steder. Han foregriber her det, der skulde bevises. Jeg for min Part føler mig helt overbevist om, at der har været et selvstændigt Møntsted i Odense, jfr. herved ogsaa G. Galster: "Et Møntfund fra Odense".

Ser man nu nærmere paa de ovenfor registrerede Mønter fundne paa Fyen, saa vil man se, at de bekendte Mønter med PETRVS som Hauberg henfører til Roskilde (Bisp Peder Bang) meget vel kan hidrøre fra Odense, hvor Knudsbrødrene i Abels Tid havde valgt en Cisterciensermunk Peder til Bisp. Abel fortrængte ham til Fordel for Regner, men efter dennes Død 1266 viede Ærkebispen Peder til Efterfølger. Selvom det mulig aldrig lykkedes detine Bisp at holde sig paa Bispestolen, er det dog ikke utænkeligt at Kannikkerne har ladet Petrvs sætte paa Mønterne, maaske som en Slags Demonstration. Under alle Omstændigheder sad Bisp Peder Bang i Roskilde ikke meget bedre paa sin Bispestol i Roskilde end Kollegaen i Odense.

De bekendte Stkr. Nr. 95-97 med Kong Christoffers Kongetitel, hvoraf omtrent 5,000 er fundet paa Fyen, vil ogsaa meget vel kunne henføres til Odense. De, der bærer den af S. Bergsøe og M-B omtalte 6-oddede Stjerne, stemmer vel med Nr.50-55, som Hauberg henfører til Ribe, men hvoraf kun 1-een er fundet i Sønderjylland, 8 paa Sjælland og 13, i 2 Fund, paa Fyen, og med Nr; 34-37, der kun antages fundne paa Fyen. Ingen vil vel benægte, at disse Typer stemmer godt overens. De ligner herhos Valdemar II Nr.42 b, hvoraf 2 er fundne i Odense, se Hauberg, Myntvæsenet 1146-1241 p. 366. At lignende Typer kan være slagne i Ribe, behøver jo ikke at kræve alle af samme Typ henført til Ribe. Lignende Typer findes af Hauberg henført til Nørrejylland, Lund og Roskilde f. Eks. Valdemar II Nr. 28-29, M-B Nr. 1, 8-10, 72-77, 196-97.

Hauberg vil dernæst f. Eks. paa ingen Maade henføre M-B Nr. 568 med Saxen til Saxkøbing, til Trods for at denne er fundet i selve Sakskøbing, ja, endog paa den Tomt, hvor efter Sagnet Christoffer II.s Bolig har staaet (1), og til Trods for at den kendes fra et Fund paa Falster, nemlig i Systofte, i et Antal af 1387 Stkr. Hauberg mener, at Saxen er et Personmærke og henviser til en sjællandsk Præst, Johannes Bondesøns Segl fra 1400 (2). Overfor den Slags Argumenter hører al Diskussion op. Forsaavidt Mønten skulde passe bedre i Størrelse og Arbejde med de andre af P. Hauberg under Roskildes Møntsted opførte Borgerkrigsmønter fra Chrisioffer II.s Tid, er dette for det første et ret personligt Skøn. For det andet anser jeg de fleste af de under Roskilde henførte Mønter for at være slaaet i Saxkøbing. For at paavise dette maa vi gennemgaa de Fund, der ligger til Grund for Roskildemønterne:

Nr.   sj. F.  Stkr. lol.falst.F. Stkr.	fyn.F. Stkr. jyske F.  Stkr.
349-50	2	16	2	168	  1	2	3	22
351-55	2	26	4	60	  1	7	3	54
371-72	2	46	3	183	  2	7	3	38
380-87	2	15	3	472	  3	7	4	31
388-94	3	116	3	1581	  4	349	4	87
539-46	4	389	5	3306	  3	548	6	1261
547-53	3	3330	4	7002	  3	561	5	279
554-55  1	8	4	9301	  1	1	2	7
556-61  2	151	2	2814	  1	1
562-63  2	201	1	57
564-67  1	150	2	2449
568	1	1387
569-70	2	2194
571	2	667
572	2	46
573	1	1
576-77	3

Endnu er der et Par ubetydelige skaanske og hallandske Fund m. m. uden nogen Betydning, men i det Store og Hele maa ovenstaaende Fundstatistik, som Museumsinspektør G. Galster allerede forlængst har haft sin Opmærksomhed rettet paa, være afgørende. Hvad enten man nu som Hauberg overvurderer Fundene, idet man ikke anser Confluxen mellem Landene for betydelig, eller man stiller sig noget mere reserveret overfor den Rettesnor, Fundene kan yde, maa det dog for enhver uhildet Iagttager staa som højst paafaldende, hvilken alt overvældende Andel Lolland-Falster har haft i disse Mønter. Det skulde synes mærkeligt, om ikke en stor Del af disse Mønter var prægede i Saxkøbing. Forsaavidt Hauberg mener, at de er for vægtige, er dette intet Modbevis, idet de vægtigere kan skyldes de tidligste Udmøntninger i Saxkøbing, medens Udmøntningerne efterhaanden blev lettere og slettere. Der kunde jo ogsaa være god Grund til at aabne Saxkøbing Møntsted allerede under Erik Menved, idet det var denne Konge, som grundlagde Mønten i Saxkøbing, der omtales 1306 og som synes at have været i Virksomhed her eller paa Falster allerede 1293 (3).

Der er saa meget mere Grund til at anse disse Mønter for udmøntede i Saxkøbing, som mange af dem: Nr. 556-61, 564-67 bærer et s, z eller x paa den ene Side, der meget vel kan hentyde til Byen. Endvidere vil man lægge Mærke til, at Kronens Tegning paa den af Hauberg til Saxkøbing henførte Mønt Nr. 578 nøje stemmer med Kronen paa Nr. 556-58 og paa Nr. 351-55 samt Nr. 388-93. Disse sidste har Hauberg opført under Roskilde som prægede under Erik Menved, men langt det største Antal af disse Mønter er efter Fund fortegnelsen fundet paa Lolland-Falster, nemlig 1641 Stkr. af ialt 2281. Vilde det da - navnlig for en Fundtilhænger som Hauberg - ikke have været nok saa naturligt at tillægge Saxkøbing Møntsted disse ensartede Typer mulig kun med Undtagelse af Nr. 547-53, 562-63 og 576-77, for hvis Vedkommende Spørgsmaalet under Hensyn til de tilsvarende Typers Forekomst andetsteds kan stille sig noget tvivlsomt, og vilde det ikke være helt rimeligt at tillægge Erik Menved de vægtigere Saxkøbingmønter, hvis man overhovedet tør driste sig til at fordele Borgerkrigsmønterne under Kongerne i dette Tidsrum? Endelig kunde der ogsaa være Spørgsmaal om at flytte M-B Nr. 590-92, der er fundne i meget betydeligt Antal paa Lolland-Falster, fra Nørre Jylland op ved Siden af Nr. 584-6 under Saxkøbing Møntsted.

Om der mulig er nogen Grund til for nogle formodede Søblades Skyld at skille Nr. 485 med B paa Av., der er opført under Ribe, fra alle Kollegerne med B, Nr. 333-41 og 405-6, der findes under Roskilde, lader jeg staa hen; men mærkeligt er det dog, at 485 stammer fra samme Fund som Nr. 333-41. Galster har gjort mig opmærksom paa, at Nr.634 paa Rev. bærer Slægten Papes Vaaben, jfr. Danmarks Riges Historie II p. 191 og Dr. H. Petersen: Danske adelige Sigiller Nr. 119, Pl. XXI, p. 7. Hauberg anfører p. 29, at "Papæ Mynter omtales 1346 som fordum Myntmester i Staden Ribe". Hvorfor denne Mønt, der er fundet i Nordslesvig, da skal henføres til Slesvig i Stedet for Ribe, er en Gaade.

Samme Numismatiker har nævnt mig Nr. 575, der paa Aversen bærer de tre Kroner. Denne Mønt har sikkert intet som helst med danske Borgerkrigsmønter fra Roskilde at gøre. Sammenligner man dens Stil og Fabrik - noget Kunstneren P. Hauberg selv lægger stor Vægt paa - med L. E. Bruun Nr. 129-45 jfr. Sveriges Historia II p. 225, vil ingen kunne være i Tvivl om, at Nr. 575 er en oplagt svensk Mønt. Galster har dog nylig (4) ved Omtalen af et Fund i Nykøbing, Odsherred, hvor der fandtes 8 Stkr. af denne Mønt, paany hævdet, at denne Mønt var dansk. Han daterer Fundet c. 1290. Paa et Sigil fra Magnus Ladulås 1275 findes de 3 Kroner omkring et Skjold med opret Løve (5). Det er derfor ikke uantageligt, at samme Mærke findes paa en svensk Mønt i et Fund fra c. 1290, i hvilket baade findes fransk og engelsk Mønt. Ikke heller er det urimeligt at antage, at Magnus paa Grund af den stærke Forbindelse med Danmark og Erik Glipping i Fred og Fejde (6) slog lignende slet Mønt som Erik Glipping til sine Betalinger, bl. a. til Danmark. Mønten frembyder al for stor Lighed med senere svensk til at man uden tvingende Grund tør antage den for dansk. Naar Galster ved denne Lejlighed erkender Manglerne ved Haubergs hele Systematik, men trøster os med, at en bedre ikke paa det foreliggende Grundlag kan opnaas, er dette en illusorisk Trøst, thi Haubergs Systematik er værre end ingen, fordi den er positiv urigtig og vildledende.

Sluttelig er hele Kategorien "Nørrejylland", - som Galster ligeledes erkender - kun en eneste Indrømmelse til mit Standpunkt. Her har Forfatteren dog til sidst maattet give op. Det er et Pulterkammer, hvor Forfatteren har puttet hen, hvad han ikke har kunnet klare. Her er Møntstederne komplet opgivne, men Tildelingen til nøjagtig 5 Konger bibeholdt. Føler nogen sig overbevist heraf?

Vilde man saaledes gennemgaa Haubergs Arbejde Mønt for Mønt, vilde der sikkert aabne sig endnu langt flere Tvivl om Rigtigheden af hans Fordeling af Mønterne til Møntstederne end her antydet, men alene Møntstederne Odense og Saxkøbing synes mig i hvert Fald i høj Grad at støtte min Mistanke til den hele Ordning. Gaar vi nu over fra Møntstederne til Mønternes Alder, stiger Vanskelighederne yderligere.

II. Mønternes Alder (fortsættelse)


Tilbage til Dansk Mønt