Aalborgs tidligste historie fortaber sig i historiens skygger. Første gang man med sikkerhed kan tale om en by ved navn Aalborg er i kong Hardeknuds regeringstid, 1035-1042. Hardeknud lod slå mønt her i byen, og som datidens skik og brug var, blev mønterne forsynet med kongens navn, og møntmesterens navn og byens navn. Dette navn var Alebu, senere ændret til Aleburgh og videre frem til vore dages velkendte Aalborg. I sin oprindelige form har navnet sandsynligvis betydet "byen ved strømmen".
Det er klart, at en by ikke bare lige dukker op fra det ene år til det andet, der har været nogle forudsætninger til stede. Disse forudsætninger har her givet været af geografisk karakter, idet Limfjorden er meget smal på dette sted, samtidig med at bredderne er faste og at en overfart mellem Nørresundby og Aalborg var beskyttet af de høje bakker på begge sider af fjorden. Når man samtidig tager i betragtning at åerne på Aalborgsiden har været fortrinlige småhavne for datidens fartøjer og ydermere har ådeltaets holme været velbeskyttede bo- og stabelpladser, ja, så giver placeringen af byen sig selv.
Så kunne man spørge, hvad der da var grunden til, at byen skulle blive stor og betydende?
Igen vil en geografisk betragtning være værdifuld. Limfjordens fiskerigdom har givet haft uhyre stor betydning, samtidig har Limfjorden fungeret som tidligere tiders Kielerkanal, idet den vestlige indsejling har været det første ly for Vesterhavets barske vande på en handelsrejse fra syd imod Østersøen.
Ud fra udmøntningernes størrelse, har Hardeknuds tid givet betegnet en storhedsperiode i byens historie. Så velkendt har byen været, at Adam af Bremen i ca. 1070 beskrev byens placering, selv om samme herre kun nåede til Snoghøj inden han rejste mod øst til øerne.
Valdemar Atterdag påbegyndte tilbageerobringen af Danmark fra Aalborg, idet hans medgift ved brylluppet med dronning Helvig gik til indiøsning af Himmelsyssel, Thysyssel, Vendsyssel og Hanherred. Hovedbyen var Aalborg, og i taknemlighed over den gode behandling byens borgere gav ham, bevilligede kongen byen stadsret i 1342.
Den mørke tid i Danmarks historie, der er kendt som Borgerkrigstiden, var præget af møntvæsenets forfald og en stor del af disse mønttyper, er kategoriseret som "Nørrejyske". Hvor mange og hvilke der er præget i Aalborg er stadig en uløst gåde. Det er nok for lokalpatriotisk at hævde, at alle med bogstavet A er fra Aalborg, men nogle af disse er givet slået i vor gamle by.
Under kong Hans og Frederik I præges de mest almindelige Aalborgmønter. Det drejer sig om kong Hans' hvid uden år, der kan erhverves for ca. 300 kr. i et pænt eksemplar og Frederik I's søsling 1524 og 1525, der i sædvanlig ringe konservering kan erhverves for lidt mindre.
Frederik I var den sidste danske konge, der lod slå mønt i Aalborg, men det er ikke sidste gang, vi træffer Aalborgs navn på mønter. Under Christian 4. var Aalborg kendetegnet af en flok driftige købmænd, den bedst kendte er formodentlig Jens Bang, der har lagt navn og penge til opførelse af det kendte Jens Bangs Stenhus. Aalborg købmændenes driftighed viser sig også i, at de har været med til at finansiere udsendelse af mindst et handelsskib til Trankebar. Det var dengang skik og brug, at navnet på finansierernes by blev nævnt på de usle blymønter der blev brugt i handelen på vores fjerne koloni. Og netop for et par år siden dukkede der en meget sjælden lille blykas fra Christian 4. op, hvor Aalborg står at læse på bagsiden.
Hvordan så i dag? Ja, Aalborg og Nørrejylland kan stadig være med: Driftige mønthandlere, møntauktionsfirma og mange møntsamlerforeninger, som vi siger på jysk: "Her er nu ikke så dårligt at være".
(Mønt-Avisen 3,1978 side 13)