Den ældste efterretning om møntfund i Aalborg findes i en bog om guldhornene fra Gallehus, som Aalborg-præsten Knud Henneberg udsendte i 1812. Heri beretter han følgende som eksempel på, hvorledes oldtidsfund ofte splittes og ødelægges:
"I juni måned 1807 fandtes på en høj nær ved Aalborg, Vejrmøllebakken kaldet, sølvstykker, hvoriblandt en liden plade tillige med fire mønter. Alt dette tog manden, der styrede ploven, til sig og lovede drengen, som drev den, sin andel deraf. Men denne andel faldt formodentlig mindre ud end efter drengens forventning, hvorfor han beklagede sig til gårdens folk. Husbonden lod det solgte sølv af omtrent et fjerdingpund vægt affordre hos guldsmeden, der havde købt det for fuld værdi. Pladen og det øvrige, der lignede sammenvredne ståltråde, var allerede smeltet, på nær de fire mønter. De befandtes at være saraceniske mønter med cufiske bogstaver og arabisk inskription fra det 8.og 9. sekulo".
Et tilsvarende fund blev 1836 gjort i Dybdal ved Rørdal. Det bestod af en lille sølvring, 16 fragmenter af sådanne samt 38 kufiske mønter, der dog langt fra alle var hele.
Allerede året efter fremkom et lignende fund fra kirkegården ved Hasserisvej, men her i var tillige engelske mønter slået for Kong Edgar. De kufiske mønters antal beløb sig til 41, hvoraf de 21 var hele.
Disse fund er utvilvsomt nedlagt på samme tid. Herpå tyder, at den yngste mønt i Rørdalfundet er fra tiden mellem 981 og 970, og at den yngste i kirkegårdsfundet er slået 971. Årsagen til henlæggelsen kan kun være frygt for at miste værdierne i en ufredstid. I dette tilfælde frygt for plyndrende norske vikinger, der ofte trængte ind i Limfjorden.
Under de omfattende udgravninger på Lindholm Høie blev der fremdraget en del mønter. I en grav således fem kufiske, to hele, to halve og en kvart. Desuden fandtes tid efter anden 14 mønter af dansk, tysk og engelsk oprindelse. En af de danske har særlig interesse i denne forbindelse, da den er slået af Alfric on Alabu lig med Aalborg for Hardeknud.
Bemærkelsesværdigt er også et fund fra selve Aalborg, skønt det kun omfatter en eneste mønt. Den blev fundet ved oprensning af østeråen omkring 1880 og er slået for den engelske konge Ethelred. Da det var den konge, der fik ideen med at betale vikingerne for at undlade plyndring, kan der næppe være tvivl om, at netop denne mønt er en Danegældsmønt, som en viking har hentet i England og bragt den til Aalborg, hvor han senere har tabt den i åen.
Også fra den omtalte prinsekrig kendes et par møntfund. Det ene fremkom allerede i 1708 i Ø. Uttrup i Nr. Tranders sogn. Det indeholdt 356 mønter. Deraf var fire slået i Aalborg for Svend. Byens navn er stavet Alaburga. Tre andre, der ligeledes var Aalborgmønter, bar den forkortede indskrift ALAR. Fundomstændighederne var følgende:
"Alle disse gamle sølvmønter er fundet i året 1807 i en gammel rød stenkrukke ved en bondes gård i byen Uttrup 1 1/2 kvart mil fra Aalborg på denne måde. Ved bondens gård er der en lille høj, hvorpå bonden ved navn Peder Wognsen, når Gud giver velsignelse dertil, plejer at så korn. Da pladsen var ledig, havde han taget jord af højen og blandet det med gødning. Derved stødte hans to karie på stenkrukken, som gik i stykker og de tynde mønter spredtes i den stærke blæst. De blev opsamlet og indsendt til borgmester Mathias Juul. Når det blev ham, der fik mønterne tilsendt, var det nok ikke i hans egenskab af borgmester, men fordi han også var hospitalsforstander, og Peder Wognsens gård var en af Aalborgs hospitals fem gårde i Ø. Uttrup."
Det andet fund fra samme tid blev gjort på Klostermarken, og det havde et lignende indhold af mønter.
I 1961 blev der gjort et interessant fund i fylden fra Budolfi Plads. Det var en såkaldt seiger, et fikst lille apparat lige til at klappe sammen og gemme i en lomme. Med en sådan seiger kunne man i en håndevending afgøre om en mønt var over- eller undervægtig. Mønter var nemlig i ældre tid meget varieret i vægt. Blot 240 penninge vejede en mark, var sagen i orden fra møntmesterens side. Men kræmmere, der kom i besiddelse af mange mønter, kunne tjene betydelige beløb på at omsmelte de tungeste. Derfor anskaffede man sig en seiger til trods for, at der var strenge straffe for at besidde en sådan. Man kan jo gætte på, at den Aalborgkræmmer har tabt sin seiger, eller at han af frygt for opdagelse, har kastet den bort. I alle tilfælde er den nu et klenodie i Nationalmuseets samlinger.
(Mønt-Avisen 3, 1978 side 15)