På stikordet "middelaldermønter som historisk kilde" stiller de fleste historikere og historiestuderende sig vistnok temmelig tavse. Det gjorde jeg også, da jeg i mit forprøveår nærmest blev bondefanget af Olaf Olsen til at skrive en opgave om dette emne - jeg følte mig som ramt af lynet, men snart kunne jeg som det øvrige mindretal føre mere eller mindre subtile diskussioner om dateringer på grundlag af kongekroner og bispehuer og typologiske påvirkninger fra alle verdenshjørner.
Dette var langfra uinteressant, men jeg følte snart lyst til at beskæftige mig med lidt mere håndfast stof og faldt over emnet "møntens lødighed" - et ganske uudforsket område. Dette i forbindelse med prof. Aksel E. Christensens anvendelse af møntmaterialet i sin syntese "Mellem vikingetid og valdemarstid" (HT 12.11.1.) som element i sin påvisning af den beskedne tyske indflydelse på den danske kulturelle og politiske udvikling, fristede til en dyberegående analyse af 11- og 1200-tallets danske møntsystem.
Det viser sig nemlig, at AEC's argumentation på dette område langtfra er fyldestgørende, hvilket enhver kan overbevise sig om ved at se i Kirsten Bendixens "Danmarks mønt" eller endnu bedre i møntsamlingens udstilling, hvor en tydelig tysk påvirkning af danske møntmotiver klart dokumenteres. Undersøgelsen af møntsystemets forskellige elementer viste sig ganske omfattende og tidkrævende og først efter fem år er den bragt til en foreløbig afslutning.
Det første trin i analysen må være en undersøgelse af møntens indre værdi, hvor man (for eksempel Kjærsgaard i Pol. Danm. Hist. IV p. 117) på basis af spredte skriftlige kilders udsagn nærmest har tænkt sig en jævn forringelsesproces. - 4 metoder kunne anvendes:
Jeg skal her indskrænke mig til at give et enkelt eksempel på de resultater vægtfyldeanalysen kan give: Fra kong Niels findes der en del sjællandske fund (publ. af G. Galster i Aarb. f. N.Oldk. 1955), heriblandt Allerslev-fundet fra ca. 1110 og Græse-fundet fra 1133.
Vægtfyldeanalyser viser stærke koncentrationer henholdsvis i intervallerne 10-10,49 og 9-9,49. På baggrund af kobbers vægtfylde på 8,9 og sølvs på 10,5 kan dette oversættes til at Allerslev-fundets mønter stort set består af godt sølv (finhed 800-1000 o/oo) mens Græse-mønterne er af ganske ringe indre værdi (200-400 o/oo). Dette sidste resultat støttes af kemiske analyser af en del af de typer, som forekommer i fundet.
Vi kan således her med stor sikkerhed fastslå en kraftig forringelse af den danske mønts værdi under kong Niels. Faldende indtægter og stigende udgifter forårsaget af krigen mod Erik Emune har formentlig ført til akut pengetrang hos Niels, resulterende i en udsmeltning af en stor del af møntsølvet.
Det er fortrinsvis den østdanske mønt (Roskilde og Lund) som det har været muligt at undersøge, og i grafisk form tager udviklingen sig således ud:
De tynde grønne linier angiver usikkerheden i udmøntningerne. De øvrige signaturer tolkes således: A kemisk analyse, B vægtfyldeanalyse af helt fund, C vægtfyldeanalyse af enkelte mønter, D røntgen- fluoressence- analyse, E kvantitativ spektralanalyse.
Det ses, at den vestdanske mønts udvikling kun er belyst i ganske ringe grad, men man kan dog fastslå, at den forbedring, som er sket under Valdemar I og Knud VI, blot er et østdansk fænomen. Dette sammenholdt med vægtforskellen mere end antyder et møntsystem omfattende to selvstændige hovedområder.
Dette bringer os direkte ind i problematikken omkring det feudale eller regionale møntsystem, hvor møntens gyldighed er begrænset tidsmæssigt og territorielt. Møntherren er berettiget til en afgift af omsætningsmidlerne i sit område, idet han kan gøre gældende mønt ugyldig og kræve den vekslet til gyldig mønt, hvorved f.eks. 5 gamle mønter veksles til 4 nye. En ekstensiv udnyttelse af denne ret kræver imidlertid udelukkelse af handel med sølv i barreform og ugyldig mønt.
I forbindelse med Jyske Lov III 65 viser 4 danske fund, hvoraf 3 er bevaret, bestående af sølvbarrer, sølvstumper og et mindre antal mønter af forskellig oprindelse, imidlertid klart, at umøntet sølv har været anvendt i storhandelen. På Gotland finder man iøvrigt en lille fund-gruppe af samme type, hvortil knytter sig, at der ikke har været noget feudalt møntsystem dér i den omhandlende periode. Dette berettiger til den konklusion, at vi her har at gøre med et element i møntsystemet, som har sin rod i vikingetiden, og ihvertfald er ganske atypisk for et feudalmøntsystem. Denne betragtning støttes af Frederik II' forbud fra 1232 mod handel med barrer og umøntet sølv. Sammenlignet med Jyske Lov, må man slutte, at den danske og den tyske kongemagt her følger eksakt modsatte principper hvad angår dette aspekt af møntpolitikken.
En række andre særtræk, som det vil føre for vidt at gøre rede for her, viser lignende tendenser, således at man i begyndelsen af det 13. århundrede ser det danske møntsystem fremstå som en syntese af vikingetidens handelssystem og det ortodokse europæiske feudalsystem. Bortset fra to vigtige undtagelser synes det nærmest at være selvgroet uden nogen central direktion efterhånden som pengeøkonomien trængte frem og dermed skabte behovene.
Selve Harald Hens principielle indførelse af det feudale møntsystem er den første af disse vigtige undtagelser - den anden er Valdemar Sejrs møntreform i l230erne.
Sture Bolin har fortjenesten af at have godtgjort de væsentlige ændringer, som har fundet sted i det danske møntsystem på dette tidspunkt (i Scand. Ec. Hist. Rew. II no. 1, 1954 og Ur penningens historia) og hævder, at den væsentlige ændring er, at man går over til en "evig mønt", en denarius perpetuus. Der kan rejses meget kraftige indvendinger mod Bolins beviser for denne teori - først og fremmest fortolkningerne af de skriftlige kilder, men heller ikke de numismatiske beviser er entydige.
Vi så imidlertid tidligere, at møntens vægt og finhed var blevet harmoniseret i 1234, og mens en undersøgelse af fundstederne for mønttyperne fra 1104-1234 viser, at kun ialt 24 mønter er blevet fundet uden for deres hovedmøntområder, så findes typerne fra 1234-41 (fortrinsvis Hauberg 29 og 42b) i vid udstrækning spredt over hele landet. Møntreformen synes derfor at kunne bestå i indførelsen af et stort dansk møntområde med alle de handelsmæssige fordele en sådan ordning kunne have. Teorien om en evig mønt, der støttes af den lange omløbstid, som typerne 29 og 42b tilsyneladende har haft, må fortsat stå åben.
(Fra tidsskriftet 1066, 3. årgang, 1973)