Ved et besøg fornylig hos Oslo Universitets Myntkabinett præsenteredes jeg for en derværende møntbesiddelse, i alt 228 stk. mønter med oprindelse i det eneste kendte norske kildefund af bevarede mønter, fundet fra den helsebringende kilde i Øymark, Østfold (1).
Da jeg gennem mange år har haft den dansk/norske 1-skilling 1771 som mit numismatiske hjertebarn, fangede nævnte funds indhold af 1771-skillinger selvfølgelig i særlig grad min opmærksomhed og jeg observerede straks to meget iøjnefaldende og karakteristiske forhold vedrørende de, som det viste sig, 17 stk. 1771 -skillinger i fundet:
E. Stoltenberg (2) har via logiske resonnementer påvist, hvilken 1771-skillingstype, der med størst sandsynlighed må anses for at være den type, der prægedes af møntskærer A. Lunde og udmøntedes i Kongsberg i årene 1784-85 og Øymark-fundets 1771-skillinger synes til fulde at bekræfte denne antagelse.
De 17 stk. 1771 -skillingers udmøntingssted er vist herefter, idet der i parantes er anført det antal, der kunne forventes, baseret på kendskabet til de officielle udmøntingstal fra de tre Møntsteder:
Den konstaterede forekomst af Kongsberg-typen i Øymark-fundet er således 6 gange større end forventet, en forskel der ikke synes at kunne være tilfældig, men derimod må anses for at være en helt naturlig følge af at fundstedet er norsk, at helsekilden har haft et overtal af norske besøgende og at disse folk selvfølgelig ofrede de skillinger, der cirkulerede i Norge på dette tidspunkt, dvs. skillinger, der repræsenterede en relativ stor andel af typer præget i Kongsberg.
Teorien om Kongsbergs 1771-skillingstype anses derfor gennem Øymark-fundet for bekræftet.
Fundets øvrige indhold af mønter (3) (102 norske, 100 danske, 5 tyske og 4 svenske) bekræfter helt klart, at helsekilden hovedsageligt besøgtes af nordmænd, ja meget tyder endda på, at den stort set kun var kendt og anvendt af lokalbefolkningen. I modsat fald ville eksempelvis en langt større andel af svensk mønt være repræsenteret.
Men fjerner dette kildefund således en eventuel rest af tvivl om 1771-skillings-Kongsbergtypen, så rejser det til gengæld et nyt og ikke uinteressant spørgsmål om årsagen til den enestående underrepræsentation (kun 1 stk.) af 1771 -skilling præget i København. Den normale forekomst af 1771-skillingstyperne samt Øymark-fundets Møntindhold i øvrigt lader forvente en langt større, tilstedeværelse af Københavnske 1771-skillingstyper, især vel på bekostning af et færre antal Altona-typer. Hvad er forklaringen på dette misforhold?
Kan årsagen være, at de mønter, der cirkulerede i Norge hovedsageligt stammede fra Altona-udmøntningerne og at de Københavnske udmøntninger fortrinsvis fordeltes i Danmark?
En bestemmelse af Oslo Universitetets Myntkabinetts beholdning af 1771-skillinger (115 stk.) kunne måske kaste lys over dette spørgsmål, for selvom disse mønters proveniens ikke i alle tilfælde vil være kendt, så formodes det dog at de hovedsageligt er erhvervet fra den norske befolkning.
Myntkabinettets 1771-skillinger fordeler sig således (i parentes er anført det antal som kunne forventes iht. de officielle udmøntingstal):
Bortset fra en forklarlig overrepræsentation af Norges egen Kongsberg-type er typefordelingen helt som forventet iht. møntstedernes udmøntingstal (ja, egentlig ganske bemærkelsesværdigt overensstemmende) og efterlader således ovennævnte spørgsmål om Øymark-fundets ringe indhold af 1771-skillinger af Københavnstype uafklaret.
Det er almindeligt kendt blandt dagens møntsamlere, at 1771-skillingen sjældent forekommer i bevaringstilstand/kvalitet højere end 1+ og at selv 1+ ikke ret ofte ses (gennensnitskvaliteten ligger vel omkring 1).
Det var derfor meget overraskende at finde Øymark-fundets 1771-skillinger i en gennemsnitskvalitet meget nær 1+ samt ikke mindre end 7 af mønterne i en "topkvalitet" (højere end 1+). I øvrigt er mønterne forbavsende velbevarede i betragtning af mange års ophold i jorden (kilden opgravedes i 1903).
De 17 mønter er kvalitetsbestemt således:
| Kval. | 1 | 1-1+ | 1+ | 1+-01 |
| Stk. | 1 | 8 | 1 | 7 |
Bestemt ud fra kendte teorier om 1771-skillingstypernes udmøntningsår, er mindst 15 af de 17 præget i årene 1783-85, i øvrigt de tre sidste år, i hvilke 1771-skillingen udmøntedes.
Er årsagen til mønternes meget høje kvalitet da, at de ofredes i og umiddelbart efter disse år, hvor de var nyprægede i circulationen og/eller forholder det sig således, at der til helse-ofringen udvalgtes særlig smukke eksemplarer i den hensigt at påvirke succesen i gunstig retning? Eller kunne det tænkes, at den høje kvalitet var en kompensation for den relativt lave værdi, som skillingerne havde. De normale ofringer havde 2-skillings eller højere værdi, så en 1-skilling ansås sikkert for at ligge i underkanten af hvad betalingen for helsebringende vand retteligen burde være.
Spørgsmålet står åbent.
(NNF-NYTT, Norsk Numismatisk Tidsskrift nr. 2, 1989, side 2-3, og Numismatisk Rapport 1989 nr. 2, side 80-81)