Historiske kilder (1) beretter, at man i 1775/1776 på Vestlandet i Norge konstaterede en betydelig mængde falske 1-skilling 1771 (den dansk/norske type, Hede 37).
Siden jeg første gang fik kendskab til den episode har det været et stort ønske hos mig at finde en eller helst flere af disse falske mønter - men mange år er forløbet med søgen og gennemsyn af mere end 2000 stk 1771-skillinger uden at finde en eneste mønt med blot en anelse falskt skær over sig - indtil for nylig! - Herom senere.
Først lidt om falskmøntneri og den 200 år gamle historie om de falske 1771-skillinger.
Falskmøntneri og møntforfalskning har vel stort set fundet sted så længe mønt har eksisteret og straffen herfor har til alle tider været hård, ja førhen ofte dødsstraf eller i bedste fald invaliderende afstraffelse. Hængning, halshugning, kogning, piskning, håndsafhugning m.v. lød dommene til eksekvering (ill. 1).
Når der på trods af disse afskrækkende domme kendes utallige beretninger (2) om falskmøntneri, der viser at der vedblivende findes mennesker, der kalkulerer risikoen for afsløring så lille, at de - selv for mindre vinding - er villige til at overtræde lovene, ja, så skyldes det jo den kendsgerning, at ganske mange falskmøntnere forbliver uafslørede og dermed ustraffede.
Således også i tilfældet med de falske 1771-skillinger - gjerningsmennene blev aldrig fundet. Denne sag synes i øvrigt heller ikke at have voldt myndighederne særlig stor bekymring (måske på grund af den lave 1-skillings nominal), - indberetningen fra den daværende foged Heiberg, i Bergen, er i hvert tilfælde ganske afslappet og mild, ja næsten respektfuld i sin omtale af de formodede falskmøntnere. Det siges her bl.a.: "Den Norske Bonde er sændig (snu, snedig) og mange af dem arbejder godt i Kobber. Men ingen kunde overbevises om at have laget denne Mynt uden at attraperes i Gerningen." Folk på egnen havde altså regnet ud, at prisen på kobber var så lav, at der kunne beregnes en god fortjeneste ved at forvandle kobberet til 1-skillinger (ca. 43 fuldlødige skillinger kunne møntes av et pund kobber, for hvilket prisen var ca. 25 skilling).
Dette er i sin korthed, hvad der kendes til sagen fra de historiske kilder, dvs. stort set intet, der kan lede på sporet af udseendet af de falske mønter.
Mit grundlag for at opspore mønterne har da også overvejende bestået af teoretiske antagelser, herunder en hovedtese, at mønterne må have været fremstillet af amatører (ikke-fagfolk) der har anvendt utilstrækkeligt og uhensigtsmæssigt værktøj og at mønterne derfor må have fået et primitivt udseende. Der er to argumenter for denne teori:
Men falskmøntnerne har nok under alle omstændigheder søgt at plagiere de cirkulerende 1771-skillinger (3), dvs. fra 1771 Altona-typerne S15, S16 og S17 samt fra 1773 Københavns-typerne S10D, S13A, S14A og S14B. Det er da langt overvejende sandsynligt, at S10D eller S13A har dannet forbillede, idet disse to typer har langt de største udmøntningstal og dermed den største forekomst, hvilket klart bekræftes af norske møntfund. Dertil kommer at deres udmøntningsår, 1773, ligger nærmest tidspunktet for opdagelsen af falskmøntningen, en periode hvor typerne må formodes at have haft deres optimale udbredelse.
Som indledningsvis antydet, lykkedes det mig for nylig at finde en mønt, der efter mit bedste skøn må være en falsk 1 skilling 1771 og meget vel kan stamme fra de falske mønter fra Vestlandet. Mønten (ill. 2) findes ved Den Kongelige Mynt i Kongsberg, blandt det derværende museums beholdning af 1771-skillinger (4). Den har følgende, umiddelbart registrerbare data:
Mønten postuleres at være falsk ud fra følgende argumenter, fremført i uprioriteret rækkefølge:
PS. Antallet af falske 1771-skillinger fra Vestlandet er ikke kendt. De historiske kilder taler om en betydelig udmøntning, hvilket vel alt andet lige betyder, at de falske mønter skulle være rimeligt nemme at finde i dag blandt de bevarede 1771-skillinger. Når dette ikke er tilfældet, skyldes det sikkert, at møntsamlere gennem tiderne har forvekslet de falske mønters primitive udseende med dårlig bevaringstilstand og at mønterne af den grund er blevet kasseret.
Såfremt der blandt læserne findes viden eller kendskab om 1771-skillinger af udseende som den i denne artikel omtalte skilling eller i øvrigt om 1771-skillinger med et falskt udseende, hører jeg meget gerne herom.
(NNF-NYTT, Norsk Numismatisk Tidsskrift nr. 1, 1992, side 19-22)
Despite the rather severe punishments that were the prospects for counterfeiters at that time, profits obviously attracted some amateurs (at least non-professionals) to copy some variety of the genuine one-shilling 1771.
The description of this false coin is as follows:
The condition of the coin is so bad that there is little chance of discerning between faults caused by defect dies, faulty cut dies or damages that might have occurred during the circulation of the coin.
We do not know the number of these false one-shillings 1771. Due to the extreme commonness of the extant, genuine strikings one might expect to come across such "unofficial" coins more often. As this obviously is not the case, the author concludes that the rather crude appearance of these strikings as genuine coins in so bad condition that they were not worthwhile collecting. The author currently wishes to receive any information on such false products among our present readers.
Thor-Egil Paulsen